Tid: Lige blevet aften
Sted: Markedspladsen
Vejr: Lidt vind og småregn
Omgivelser: Bliver beskrevet i indlægget
Påklædning: Bliver beskrevet i indlægget


I næsten alt for lang tid havde Dimitri gået rundt med hænderne begravet i bukselommerne. Hans blik flakkede rundt i omgivelserne, som han sukkede irriteret over alle de glade folk der var på pladsen. Hvorfor var de så klamrende glade, det var næsten tåbeligt. Han gik rundt imellem boderne, prøvede blot at se efter om der var noget han kunne bruge, eller havde brug for. Men efter at have kigget lidt nærmere på de forskellige ting måtte han anerkende, at der slet ikke var noget. Dog tænkte han tanken for hurtigt for hans blik nåede at fange en bod, hvor det så ud til at der blev solgt stoffer. Det var ganske interessant, og måske noget han godt kunne bruge. Man var vel ikke læge for ingenting, desuden kunne han nok godt bruge nogle stoffer til nogle eksperimenter. 

Han satte kursen derhen, bemærkede undervejs folk stirrede på ham. Hvorfor forstod han ikke rigtigt, havde de aldrig set en iført en sort skjorte, slidte bukser samt sko, og det strittende hår. Ikke nok med dt var hans blik gyseligt, så meget at folk begyndte at bakke væk fra ham. De havde bestemt god grund til at gøre det, han var langt fra den blide og søde type. Der skulle godt nok meget til, hvis han skulle vise nogle former for det. Han nåede så hen til boden, og lagde blikket på kvinden bag boden, han lænede sig frem mod hende. Lagde mærke til, hvordan hun rømmede sig, hvilket fik Dimitri til at trække sig tilbage. Han betragtede de mange forskellige stoffer der blev solgt, der var jo en masse at vælge imellem. Hvor skulle han starte"Hmm"mumlede han for sig selv, som han lagde hovedet lidt på skrå imens han overvejede de mange muligheder. 

Niannas rejse havde bragt hende langt omkring, senest forbi noget hun kunne fornemme på sine mange observationer, var en hovedstad, hvad det så end måtte betyde. De mange væsner, bragte dog ikke stor glæde ved hende, da hun pludselig fandt sig selv i et stort besvær med at skjule sig for nysgerrige blikke, og selvom aftenen var ved at falde på var der stadig lidt mere liv i gaderne, end den unge kvinde brød sig om, hun havde dog erfaret at hvis hun holdt sig lidt ude i skyggerne, var langt de fleste for optagede af dem selv til overhovedet at lægge mærke til hendes tilstedeværelse, trods hendes beklædning skilte sig ud fra mængden på det kraftigste.

Hun bar den nederdel af rådyr skind, hun selv havde formået at sy, der kun gik hende til knæene og afslørede hendes lyse hud på underbenene og de bare fødder, trods hendes lange rejse bar hun ikke præg af at være beskidt, da hun brugte enhver lejlighed hun kom forbi på at vaske sig, selvom det ikke altid var det varmeste vand på denne årstid. På hendes overkrop, bar hun en skindtrøje, hvor ærmerne ikke lå rundt om hendes skuldre og overarme, men kun hang nedover og den lette udskæring fortil ved hendes bryst. Over skulderen hang hendes lille sæk med de ganske få creme hun selv havde lavet af planter for at pleje huden og hjælpe med at rense sår og heale små rifter, samt det armbånd hun passede så godt på. 

Hun stod dækket i nogle skygger og betragtede de mange væsner der gik omkring, de fleste lignede alle normale mennesker som hende selv, og nogle enkle lå der noget over, som hun ikke altid helt kunne sætte en finger på hvad var. Hun bevægede sig stille afsted, det blonde hår var bundet let op i hendes nakke, kun enkle pandehårs totter hang ned ved hendes ansigt og indrammede det så fint. Hendes skridt var næsten lydløse, da hun listede afsted. Stemmerne var højlydte og folk puffede ustandseligt ind i hinanden og den unge kvinde måtte gøre sig frygteligt umage for at styre udenom dem, i sin søgen efter at komme ud fra dette mareridtets by.

Der gik ikke lang tid før at han fik købt sig nogle poser med lidt forskellige stoffer i, så havde han i det mindste lidt af hvert. Det var bedre end at købe én enkel pose, for hvad skulle han også bruge det til. Det var bedre at have et større udvalg,så det var endt med at han havde købt nogle forskellige, og havde lige nået at kaste nogle rav stykker op på boden, før han drejede rundt. Skulle til at sige noget til kvinden, men gav hende bare et farvel tegn med to fingre i vejret. Så lagde han posen ned i den ene bukselomme, og knækkede nakken kort. Hans øjne betragtede de mange folk der gik rundt, og hans blik faldt på en kvinde med blond hår. Hendes duft havde afsløret hende på afstand, menneske duft, hvor var det lang tid siden at han havde haft sådan en slags duft forbi hans næse.

Dimitri var hurtig væk fra stedet, hans kurs var bestemt sat imod denne kvinde, hvis duft lokkede ham til hende. Han var da nød til at undersøge det nærmere, men han følte hele tiden at de mange folkstod i vejen. Han stoppede op, og greb random fat rundt om halsen på en kvinde. Betragtede hende lidt før han drejede hovedet rundt"Hmm"mumlede han igen hvorefter han tænkte lidt. Hun måtte da ikke være særlig langt væk fra ham, og tanken fik et knækket smil til at brede sig. Det her skulle nok blive en fantastisk start på aftenen. Et menneske på denne plads her fyldt med så mange væsner, deriblandt ham. Det ville nok ikke blive særlig godt for hende, men han kunne skam sagtens holde sig i skinnet indtil videre. Lysten til blod havde heller ikke ramt ham endnu,så alting var helt fint. Kvinden han havde grebet fat gav han slip på, og skubbede hende væk fra ham"Spild af tid..."lød det lavt og koldt fra ham, hvorefter han gik videre. Stadigvæk søgende efter dette menneske, hvis duft hang sig lidt i luftenen, hvor var det irriterende. Han ville ikke give op,og efter at have gået i lidt tid nåede han frem til hende. Han nærmede sig ikke, stod blot med en lille afstand for at følge hendes bevægelser med øjnene. 

Nianna havde ikke opdraget den forfølger hun havde fået på slæb, der var for mange skikkelser omkring hende, til hun havde en fornemmelse af noget som helst, i stedet måtte hun stole på sine øjne og det hendes hørelse nu måtte hjælpe hende. Da hun passerede forbi en bod, hvorfra der blev solgt noget brød måtte hun dog stoppe op, duften ramte hendes næse og trak hendes blik til sig. Det var et par dage siden hun var løbet tør for det mad hun havde pakket hjemmefra, og rejsen havde ikke budt på mange spiselige ting. Hun gned let den ene hånd over maven, hvis rumlen blev overdøvet af mængden omkring hende. Manden inde i boden, havde ikke opdaget hende, da han var travlt optaget af at betjene en kunde, med en let og snild bevægelse, formåede hun at få et ganske lille stykke brød med sig videre, uden manden eller kunden havde opdaget hendes tilstedeværelse.

Hun sank en lille klump i halsen, det var aldrig rart at måtte tage fra andre uden at bede om tilladelse, men Nianna ejede ikke nogle af de sten de alle så ivrigt byttede frem og tilbage for at få andre ting for dem. Hun sænkede blikket ned på brødet, og et lille smil bredte sig om hendes læber, ved tanken om hun ikke skulle gå sulten til ro i nat, hun tog en enkelt og ganske lille bid af brødet, for at tage toppen af sulten, inden hun trak den lille sæk ned af skulderen og lagde det deri. Hun havde lyst til at spise det hele på en gang, men vidste hun måtte strække det så langt hun kunne. Hun stoppede lidt op og lod blikket glide rundt, for at finde ud af hvilken vej det var hun skulle, for at kunne slippe ud af byen igen, hun trængte til at komme tilbage til roen der lå ude i skovene, væk fra alle de skikkelser som væltede rundt omkring hende. Men hun så en stor fordel pludselig i sin lille størrelse, det gjorde det meget lettere med hendes adrætte bevægelse at hoppe udenom folk inden de stødte ind i hende, så hun kunne komme hurtigere frem end de fleste.

Hun forlod den travle bodgade, og søgte ned af en af de mange sideveje hun tidligere havde gået på, hun vidste lige hvorhen hun skulle for at kunne slippe ud fra byen.

'Hvor var dette kvindemenneske nu på vej hen, han måtte løfte et øjenbryn, og sukkede lidt. Hvorfor skulle kvinder altid være så besværlige. Han var nød til at følge efter hende, hun skulle ikke have chancen for at slippe væk lige med det samme. Ikke efter at han allerede havde fået hendes duft til at hænge sig omkring sig, og luften der kun gjorde duften mere tydelig var ikke bedre. Da han kunne se at hun gik hen på en sidevej var han hurtig til at følge efter. Han havde slet ikke tid til at bruge tid på at kigge på boderne, og desuden havde han også fået det han skulle. Men det betød ikke, at han ikke kunne få fingrene i andre ting. Som dette menneske, hvilken glæde ville det ikke give ham hvis han fik snuppet hende og taget hende med et sted hen. Måske tilbage til pladsen igen, bare for måske at finde et lille reb han kunne binde rundt om hendes hænder. Hun kunne være en glimrende fange, det ville han bestemt ikke have noget imod.

Et lusket smil bredte sig over ansigtet, og allerede efter få sekunder stod han bagved hende. Uden at advare hende tog han fat rundt om hendes håndled, og lænede sig lidt ind mod hende. Lod hans læber røre hendes hals kort"Hmmm"mumlede han endnu engang, før han lænede sit ansigt tættere på hendes øre, og strammede grebet om hendes håndled en lille smule. Duften blev tydeligere, om det var fra noget mad eller hende var han pludselig blevet i tvivl om. Han var nød til at sniffe duften lidt mere, fort at nå frem til svaret. Efter at have fanget duften tydeligere var han blevet helt sikker med sig selv om, at det var hende der duftede så godt. Menneskelig duft, hvor havde han nærmest savnet det, og han havde da slet ikke tænkt at hun skulle slippe væk lige med det samme. 

Hans blik gled langsomt ned over hendes hals, og krop, hvorefter han trak sig tilbage og begravede hænderne i bukselommen, han havde givet slip på hendes håndled. Men han kunne sagtens tage fat igen, faktisk stod han og overvejede at tage hen hen over den ene skulder, for at vandre tilbage mod pladsen igen. Men han ventede lidt, og imens han nærmest tålmodig ventede på hende kiggede han rundt, gad vide hvad der havde fået hende til at gå den her vej. Var der noget spændende herhenne, han havde ingen anelse, og var også lidt ligeglad. Han havde blot fulgt efter hende, som et rovdyr der havde fundet sit bytte. 

Nianna var lige ved at stoppe op, da hun havde en underlig følelse i hele kroppen, som om nogen overvågnede hendes bevægelse og fulgte efter hende, men hun nåede ikke at reagere før et par iskolde hænder greb om hendes håndled og sendte en kuldegysning igennem hendes krop. Forskrækkelsen triggede hendes minde fra Philo, hvor han angreb hende i hulen, på samme måde som denne person havde gjort, ved at gribe om hendes arme bagfra. Enhver følelse hun havde haft den aften med Philo, trodsigheden, vreden, frygten, panikken da han nær havde druknet hende skyllede igennem hendes krop, og uden kontrol over hendes evner fik skikkelsen præcis de samme følelser at mærke sammen med små glimt i billeder af aftenen: Hende siddende ved en kasse da han greb om hende, øjeblikket hvor hun brækkede hans næse med en sten, følelsen af lettelse der blev afløst af smerte da Philo fangede hende lige inden skoven, og panikken da han var ved at drukne hendes i en vandboble.

Først da manden slap sit greb, mistede hun den forbindelse hendes evne selv havde skabt, hun gispede efter vejret mens hun prøvede at få kontrol over sig selv og sine følelser, hun kunne ikke allerede klare et sådan møde igen, var hun pludselig blevet en magnet for disse frygtelige skabninger? Hun dømte skikkelsen, uden overhovedet at have kastet et blik på den.

Hendes krop stivnede helt da han kom helt tæt på hende, hun vred sit hovedet væk fra ham, da ubehaget boblede i hendes krop, hvad ville vedkommende dog? Den dybe mumlen afslørede for hende at det var en mand, der havde sneget sig op på hende, og hun frygtede et øjeblik af det var ham fra boden, at han måske alligevel havde set hende tage det lille brød. 

Da først manden havde sluppet sit greb, vendte hun sig rundt imod ham, en overskyggende frygt lå begravet i hendes lysegrå øjne, som hun langsomt bakkede væk fra ham. Hun så til sin overraskelse at det ikke var manden fra boden, men det bragte kun frygt med sig, for hvad ønskede han så af hende? "Gå din vej!" hun prøvede at mønstre alt det mod og styrke hun kunne i sin stemme, men overbevisningen var ikke ligefrem rungende i hendes tone, mens hun fortsatte med at bakke væk fra ham.

Duften af brødet var tydeligt, især når duften lagde sig i luften som en sky. Hans gode sanser havde skam duftet det allerede da de stod på pladsen. Eller stod og stod, da han havde betragtet hende, og ladet hans øjne følge hende. Man kunne ikke gemme det for ham, han var både en fremragende tyv, men også en vampyr med gode sanser - var vel også en klassisk vampyr ting. Da hun begyndte at bakke sig væk fra ham bredte der sig et lavt smil, og uden at tøve greb han ud efter hendes hånd med hans hånd. Den anden hånd fik han taget fat rundt om den anden, og lænede sig lidt ind mod hende igen. Fik indåndet hendes duft, menneske duften var altid lidt mere sød og god end nogle væsner. Det var hvertifald det han syntes, men måske det også lå i at han faktisk var en vampyr. 

Vampyrer elskede mennesker, nogle mere end andre. Han tænkte lidt over de mange muligheder som der var, da han stod med hende fanget i hans hænder. Men han kunne godt mærke, at han ville tilbage til pladsen igen, og hvilken anden fantastisk måde at komme det på ved at slæbe hende med. Så uden at lade hende give en chancen for at forsvare sig, eller andet tog han fat rundt om hende, og lagde hende hen over hans ene skulder. Før han begyndte at gå videre kiggede han rundt for at se, om han havde fået alle hendes ting med. Det så hvist sådan ud, så han begyndte at gå hen mod pladsen igen, for hvad lavede hun også her. Var der ikke mere spænding på pladsen, han havde knap nok nået at kigge sig omkring ved boderne. Endnu engang måtte han sukke over kvinder, hvorfor var de så mystiske, lokkende og irriterende. Da han nærmede sig pladsen drejede han hovedet til siden, så han kunne se på hende som han nærmest bar hende over skulderen som var hun en pose, sæk eller præmie han havde vundet.

"Lidt forsent at bede mig gå min vej"svarede han kort, hvorefter han lod et lusket smil brede sig på ansigtet. Der gik ikke lang tid før han satte vampyr farten op, begyndte at løbe stærkt hen imod pladsen igen. Hun havde ikke fået noget valg af ham, de skulle derhen igen. Brødet og alt det hun måtte have betød ikke noget for ham. Hvis han endelig skulle have noget at spise skulle det være blod, eller måske noget kød. Dimitri kiggede rundt da han stod på pladsen igen, men før han bevægede sig ind i imellem folkene igen satte han hende ned, og pressede hende op ad den nærmeste væg. Lod hans blik glide ned over hende"Hvad laver et menneske som dig herude"spurgte han undrende som hans øjne studerede hendes påklædning, og udseende. 

Det gippede i hele hendes krop, da hans hænder hurtigt greb om hendes, trodsigheden voksede i hendes indre, hun brød sig sandelig ikke om denne slags møder med fremmede, hvad gik der dog af andre væsner, sådan at tro de bare kunne gøre som det passede dem med andre? Da han lænede sig frem imod hende igen, forsøgte hun at øge afstanden ved at bøje sig bagover så meget hun kunne, hvad gik der dog af manden? Hun skulle lige til at sparke ud efter ham, da hun blev svunget op over hans skulder. Hun gav et forskrækket hvin fra sig, og bankede de knyttede næver imod hans ryg mens hun sparkede med benene.

"Sæt mig ned dit bæst!!" hvæsede hun efter ham, gal som bare pokker over denne frihed han tog sig, uden overhovedet at forhører sig om det ville være i orden for hende, at blive kastet rundt med på den måde og blot taget til steder hun netop havde forsøgt at slippe væk fra. Da manden satte i bevægelse, hurtigere end nogensinde havde set nogen bevæge sig, greb hendes hænder fast i hans tøj, bange for at ryge af i farten, selvom hun ikke forventede at få lov at slippe så let, selvom det næsten ville være at foretrække. 

Utilfredsheden lyste ud af hendes øjne, som han lod til at tro hun ville finde sig i denne behandling, at lade sig slæbe rundt på. Hun bed kæberne sammen og prøvede at komme ned fra ham, men blev lettere overrasket da det faktisk lykkedes, omend det nok mere var hans vilje end hendes der førte til det. Da han pressede hende imod en væg, mærkede hun dog en lille flig af sig selv krybe lidt, der var noget ved manden der skræmte hende, den måde han blev ved med at snuse til hende, som var hun et stykke kød han ventede på at spise, men det ville da være for bisart? Ville det ikke? Da han talte, løftede hun blikket op imod hans øjne. Vreden i hende fik, hendes til at gribe ud efter hans ansigt med sine negle, hun sagde intet, men den kontakt der blev skabt imellem dem malede et klart billede af ham og hendes tanker, den vrede hun havde rettet imod ham, trodigheden over hun ikke ville lade endnu en kommandere rundt med hende. Der var ingen ord blandt hendes tanker, kun følelser der kunne finde ud af at råbe for sig selv.

Da hun gribede ud efter hans ansigt løftede han et øjenbryn og kiggede undrende på hende. Hvad lavede hun, det var vel modigt at hun turde nærme sig ham. At hun prøvede at røre ved ham, hun var hvist ikke så bange af sig som det kunne virke. Hendes negle fik ramt hans ansigt men det gjorde ikke ham noget, tværtimod fik det hende kun til at fremstå mere interessant. Han lagde armene hvilende over kors, og trak sig lidt tilbage for at kigge lidt mere undrende på hende. Hvis han havde båret på hende da hendes om at han skulle sætte hende ned, havde han sikkert ignoreret det. Hvorfor skulle han følge hendes ordre og ord,det var han da ligeglad med. Han kiggede til den ene side, betragtede omgivelserne og de mange folk. Der var stadigvæk mange boder der skulle udforskes og undersøges. Måske dette menneske ville turde at følge med, ellers kunne han måske tvinge hende. 

Tanken kunne Dimitri godt lide, og det skjulte han heller ikke ved et bredt smil på ansigtet. Han sukkede så da han vendte blikket tilbage på hende igen. Måske det ikke ville hjælpe at være alt for ond og grusom, måske det kunne tillades senere. Ja han måtte vel starte langsomt ud måske, selvom det nok slet ikke var en mulighed. Han holdte lidt afstand til hende og bemærkede de skrammer hun havde, havde hun prøvet at læge hendes sår og skader selv. I det mindste blødte hun ikke, gjorde hun det ville det nok være meget værre. Han ville slet ikke være i stand til at holde sig tilbage så, medmindre han måtte bruge alt hvad han havde af selvkontrol. Dog var Dimitri heldig at han besad en god selvkontrol - til tider. Den kunne sagtens også løbe afsted med ham"Det kan godt være du allerede hader mig"sagde han pludselig, og lænede sig ind mod hende, tog fat rundt om hendes håndled, og slæbte hende med ud på pladsen igen, og igennem nogle af folkene"Men jeg er ligeglad"lød det koldt fra ham, som han gik videre igennem folkemængden med hendes håndled fanget i hans hånd. 

Var han mon for ond? nej det kunne han da umuligt være, han var da bare ham. Ja okay hans typiske og standard selv var vel grusom og ondt. Men dette menneske som han ikke kendte gjorde ham godt nok nysgerrig selvom han ikke viste det. Han gad ikke vise det, medmindre der skete et eller andet. Nej jo mere han tænkte over det, desto mere sikker var han nok på at han ikke ville vise hvor nysgerrig han var"Jeg er ikke ude på at skade dig, så du behøver ikke løbe væk"sagde han med en lille tvivl indeni om de ord faktisk var sande, om de faktisk passede. En vampyr, og et menneske i samme selskab, havde det ikke tit gået galt.. Han stoppede op ved en bod der solgte mad, og drejde hovedet hen imod hende. Gav slip på hendes håndled"Desuden finder jeg dig, hvis du løber væk så det nytter ikke at prøve"lød det fra ham imens han lod hans øjne studere hendes ansigt. 

Det pludselig at være fanget i et andet væsens selskab igen, og denne gang i nogle frygtelige omgivelser, der al sammen gjorde hende ængstelig. Hans brede smil, bredte et ubehag i hendes indre der vred sig under hans blik, alt ved ham skreg til hende at hun skulle løbe som den stærkeste orkan og ikke se sig tilbage, men hun frygtede også sandheden i hans ord, at han ville finde hende igen. Det at hendes forsøg på at skade ham, ikke engang havde affødt et eneste vrid i ham, fik hende til at krumme tæerne, men hun ville ikke sådan lade sig knække, hun var for stædig til at gøre dette.

Da manden begyndte at snakke, vrængede hun let på næsen af hans ord, og vendte afvisende sit ansigt væk fra ham med et fnys, hun hadede ham ikke, det måtte hun erkende, men hun følte heller ikke nogen synderlige positive ting for ham i denne stund. Hun lod blikket vandre lidt rundt på de mange væsner, ikke alle bar de meste menneskelige træk og dog, hun havde en fornemmelse af dette sted var det værst tænkelige sted hun kunne have bevæget sig hen, men ville hun mon kunne slippe derfra med ham på slæb uskadt fra de andre? Hun kunne ikke forestille sig at han ville bruge sin tid på hende, for blot at kaste hende på de andre handlende. Hun trak vejret dybt, så hele hendes bryst hævede sig inden hun vendte et bittert blik imod manden. Det mindste han kunne gøre, var vel at præsentere sig selv, hvis han absolut skulle gøre krav på hendes tid? For en der havde boet sit liv i skovene helt isoleret følte hun sig pludseligt mere dannet end dette afskum.

Da manden påstod, at han ikke ville forsøge at skade hende, lød der en latter fra hende, men ikke af den varme slags hun ellers yndede, nej den var tom og blottet, mens hun lagde hovedet let på skrå og skævede ned imod de håndled han havde haft så godt fat i, hun brugte ingen ord, men den foragt der lå for hans ord i hendes blik, viste tydeligt at med hans opførsel og trækken rundt med hende, ikke lige frem understøttede hans ord og gav dem nogen værdi for hende.

Da han endelig slap hendes håndled igen, knugede hun dem let ind imod sig, mens hun gned sine håndled ganske let, et dæmpet fnys lød fra hende, som hun vendte ham ryggen, men dog ikke gik væk, hendes blik gled stille rundt, mens hun forsøgte at danne sig et overblik over markedpladsen. Selvom hendes hjerte stadig hamrede og utrygheden bankede i hendes indre, formåede hun at skabe en ydre ro for at skærme sig selv imod ham.

Hans blik var rettet på nogle af de boder i nærheden, der var hvist både en hvor der blev solgt mad, og en hvor der blev solgt planter og blomster. Hvis han skulle ende med at vælge en af de boder han ville undersøge og tjekke udvalg, så skulle det være mad boden. Specielt fordi blomster og planter ikke sagde ham noget som helst. Måske hvis de var rådne og visne, så kunne de være flotte. Men udover det så han ingen grund til at tjekke dem nærmere. Hovedet lagde han lidt på skrå som han kiggede rundt på nogle af de folk der gik rundt på pladsen. Ingen af dem kendte han, eller havde set før men det gjorde absolut ingenting, desuden kunne han vel godt nyde dette menneske s selskab. Det var vel bedre end ingenting, og desuden virkede hun lidt interessant. 

Så han kunne vel nok godt bruge lidt tid på hende"Hvad er dit navn"lød det bare random ud ad hans mund, det var på tide med en præsentation. Han havde ikke glemt det, han havde dog ikke fortalt hende hans navn endnu, han var pludselig lidt nysgerrig efter at vide hvad hun hed. Selvom Dimitri enlig kunne være ligeglad men når han alligevel skulle bruge denne aften med hende som det så ud til, så kunne han da godt lige vide og kende hendes navn. Han lagde armene hvilende over kors som han kiggede på hende. I det mindste havde han da ikke sat tænderne i hende, han var ikke engang sikker på det ville komme. Det ville kun være godt for hende, hvis det ikke gjorde. Han kunne være grusom og meget ond, han var dog i øjeblikket lidt mere neutral og imødekommende end normalt.

Før hun svarede ham lod han blikket glide væk fra hende. Han lod blikket møde en kvinde bag boden hvor der blev solgt mad, måske hun var sulten siden hun havde fået anskaffet sig noget brød, så det kunne da godt være de skulle få sig noget at spise. Medmindre han kunne være lusket og stjæle noget til dem. Det ville ikke være noget problem for ham, overhovedet ikke"Er du sulten, eller hvad skal du med det brød"spurgte han flabet med et skævt smil som han fik vendt hans blik hen imod hende igen. 

Nianna der ellers havde forsøgt at ignorer, hendes pludselige selskab, blev forstyrret af hans stemme, der pludselig spurgte efter hendes navn. Hun skævede let imod ham med sammenknebene øjne, inden hun let fnøs og vendte blikket væk fra ham igen, hun kunne ikke se hvad det vedkom ham, når han ikke engang evnede at præsentere sig selv først, det var vel det mindste han kunne gøre, når nu han tvang sit selskab på hende? Hun besluttede sig dog alligevel for ikke at synke ned på hans niveau og med ryggen vendte til ham svarede hun alligevel ganske spids. "Nianna..."

Duften af mad, der spredte sig overalt omkring hende, fik hendes mave til at knurre ganske dæmpet, hun lagde stille en hånd over maven, men rettede sig selv op i ryggen, hun havde stadig sit brød i den lille sæk på hendes skulder, men da han alligevel spurgte til om hun var sulten kraklerede hendes opsatte facade en smule og hun skævede imod boden med mad, hun måtte erkende at flere af tingene så ganske indbydende ud og fik mundvandet til at samle sig i hendes mund. Hun sank bestemt og drejede blikket væk fra ham og lagde armene over kors, så let ville hun ikke lade sig lokke. "Må jeg gå nu?" svarede hun blot hans spørgsmål med et andet, hun at værdige ham et blik, hun tænkte ikke over om hvordan det måtte påvirke ham, men forhåbentligt ville han finde det kedeligt og smutte lige så hurtigt igen? Hun havde dog sin tvivl om hun ville slippe så let. 

Da hendes navn kom ud ad hendes mund kiggede han på hende, gav et nik fra sig. Det var nu ikke et navn han havde hørt før, eller syntes at have hørt før. Det lød ganske normalt i hans øre, ligesom hans eget navn sikkert også var ganske normalt. Så hun ville ikke lade sig lokke så nemt, jamen det kunne han godt ændre lidt. Det ville bestemt ikke være noget problem, han lod et bredt smil brede sig. Lænede sig lidt ind mod hende, studerede hendes ansigt og havde tydeligt hørt hendes mave rumle. Hun kunne da ikke benægte at hun var sulten, og nu hvor de alligevel var ved en mad bod ville det være en idé at få noget at spise. Han kunne ikke mærke på sig selv, at han var sulten så han kunne nok godt gå lidt længere uden noget at spise"Mit navn er Dimitri"fik han så kort præsenteret sig, som han holdte blikket på hende, før han efter få sekunder kiggede væk fra hende. 

Synet af dette menneske der stod med armene over kors fik et dybt suk frem for hans mund, var hun virkelig så stædig. Hvad var der med dette menneske, han kunne da sagtens sætte tænderne ned i hende hvis det var. Dog var det ikke lige der hans fokus, og behov lå lige nu, nej det var rettet på nogle helt andre ting. Som hun spurgte om hun måtte gå løftede han et øjenbryn, og måtte grine hånligt lidt, før han trak sig tilbage og drejede hovedet mod mad boden"Din mave afslører dig meget godt"sagde han og skulede hen til hende, imellem dem så var det hende der var mest sulten. Han kunne sagtens finde på noget, hvis han ville ende med at blive alt for sulten. Dimitri strøg en hånd igennem håret, og kiggede ned mod hendes mave kort, hvorefter blikket endte på hendes ansigt igen. Han lænede sig lidt op ad boden med armene flabet hvilende over kors"Hvis du ikke vil dø af sult, vil det nok være en god idé at få noget at spise"sagde han så, og ventede på hendes svar. Hvis hun skulle smutte kunne han bare fange hende igen, det var intet problem. 

Han kunne vel også sagtens binde hende så hun slet ikke kunne slippe fri, eller flygte. Han måtte nyde tanken lidt, men opgav den lidt efter lidt. Han valgte blot at stå og vente på hende, og imens han gjorde det nød han duften af mad der kom forbi hans næse. Det duftede helt klart godt, og det var svært ikke at blive sulten af det. Dog forholdte han sig ganske roligt, ja nærmest afslappet. Han havde med vilje heller ikke svaret hende på, om hun måtte gå, hvorfor skulle hun også det. 

Da manden, endelig, præsenterede sig selv gjorde hun et lille nik imod ham. Hun vidste ikke om det var et normalt navn eller sjældent, men det var til at huske, selvom hun ikke helt vidste om hun ønskede dette væsens selskab en anden gang. "Hvad er du?" spurgte hun en smule spids, for hun vidste han ikke var noget normalt menneske som hendes selv, hans hud var kold som is og hans hud helt bleg, det havde hun ikke set før, at det så måske ikke var den mest høflige måde hun fik grebet sit spørgsmål an på, kunne hun ikke tage sig af. 

Hvor fristende maden end var, følte hun der lå noget faretruende i at tage imod noget som helst fra Dimitri, hun vidste godt fra sine observationer af landbyen derhjemme, at fik man noget så gav man noget igen, og hun ejede intet hun kunne give til manden, og sætte sig i den situation virkede farlig. Hun trak lidt på sig, da sulten var ganske overvældende, hun skævede længe imod boden, inden hun let fnøs og vendte blikket væk. I stedet trak hun den lille sæk ned fra sin skulder og fiskede det lille brød op. Hun havde håbet på det kunne holde længe, men lige nu virkede det som den mest sikre løsning for hende, at nøjes med dette og ikke tage imod noget fra manden. Hun hang sækken over skulderen igen, inden hun i protest tog et bid af brødet, han havde jo sådan set ikke sagt hun ikke kunne få, blot grinet. "Så farvel.." lød det fra hende, inden hun satte i bevægelse, ganske roligt gik væk fra ham, selvom hun var overraskende nervøs ved at forsøge den rolige flugt væk derfra. 

Hun forsøgte at ranke sig lidt op, genvinde blot en snert af værdighed, hun brød sig ikke om den måde den lille pige i hende krøb når tingene blev ubehagelige. Brødet var tørt og kedeligt, men det kunne mætte hende, så hun ikke blev fristet til at tage imod noget, hvert fald ikke så længe hun var usikker på hans intentioner. 

Hvad han var, så hun var nysgerrig han forstod hende godt. Han vidste godt hvad hun var, det havde han overhovedet ikke været i tvivl om. Han fik duftet til den fantastiske duft af mad som stadigvæk virkede til at hænge sig i luften. Det var fristende og utrolig irriterende, og det ville sikkert også ende med at han ville snuppe en bid mad for at stå og dufte til det mad i lang tid ville gøre ham skør. Selvom han faktisk ikke behøvede at spise noget sådan rigtigt, for det meste var blod nok for ham. Men lige nu var duften alt for stærk til at han ville kunne benægte at han var fristet til at købe noget. Som han stod og kiggede på manden ved siden af kvinden i boden, fik han stukket en hånd ned i den ene bukselomme. Fiskede nogle jade stykker, samt rav stykker op. Han kunne vel ligeså godt købe noget af mad, for han ville nok ende med at fortryde det. Han hadede at fortryde noget, og enlig kunne han også være ligeglad med det mad her. 

Men Dimitri vidste, at sulten ville strømme ind over ham igen, så uden at holde øje med mennesket lod han blot hans øjne glide på posen med maden i. Der var hvist lidt af hvert,og det var godt for det kunne blive kedeligt hvis det var det samme mad hele tiden. Hovedet lagde han på skrå og drejede hovedet for at kigge hen på mennesket igen. Men hun var væk, det fik ham til at knurre og han knugede den ene hånd hårdt så hans negle skar sig ind i huden og der kom blod frem"Ved Zaladin s navn!"lød det højt fra ham, og med posen i hånden fulgte han duften af hende. Han var da nød til at finde hende igen, hun skulle ikke tro hun kunne flygte fra ham, ikke fra en vampyr som ham. At hun havde hendes brød var han ikke sikker på ville mætte hende, så han kunne vel altid lokke lidt med det mad han havde købt. 

Hun ville vel næppe dø af sult,og brød holdt nok ikke så meget"Grrr"lød det irriteret og vredt fra ham. Det var ikke godt at få ham i det humør, og så af at menneske. Et menneske han i hans øjne  slet ikke havde givet ordre til at gå eller smutte væk. Selvom han faktisk ikke ejede hende, så havde han skam ikke tænkt at hun skulle slippe væk. Langt fra, og som han hurtigt løb imellem folk, fik han nærmest snuset sig frem til hende. Satte posen ned på jorden, og tog brødet ud ad hendes hånd. Kastede det ligegyldigt over skulderen, hvorefter han greb fat i hendes håndled med hænderne. Stirrede irriteret på hende"Hvorfor er i mennesker så irriterende"lød det koldt fra ham, som han strammede grebet om hendes håndled en lille smule. 

Der var ikke megen uro at spore i den unge kvinde, som hun bevægede sig ubesværet igennem markedpladsen. Hun var forundret over hvor selv optagede andre væsner kunne være, hende som altid havde frygtet et sted som dette, bevægede sig næsten ubemærket rundt nu, de var alle for optagede af deres eget liv til at lægge mærke til hende, da hun undveg en hver kontakt med dem, og nærmest gled igennem mængden. Hun fik spist et par mundfulde af sit brød, imens hun stille bevægede sig rundt, og for en stund faktisk glemte Dimitri, hendes blik gled hen over de mange boder, alle med besynderlige ting hun aldrig før havde set nogen steder.

Freden varede ikke længe, før hun mærkede hans tilstedeværelse igen lige bag sig, hun stoppede op idet hun mærkede ham tage den smule brød hun havde tilbage, og kastede det bort. Hun skulle lige til at protestere højlydt men bed det i sig, hun følte ikke det ligefrem ville gøre nogen forskel om hun brød ud i vrede, hvorfor hun valgte blot at bide kæberne irriteret sammen med et lille fnys. 

Da han greb om hendes hånd, spredte hans ubehagelige kulde sig i hende igen, hun prøvede at trække armene til sig, men hans greb var for stramt, hvis ikke hun måtte gå, måtte han vel tage at være mere præcis, hun kunne da ikke tage sig at hans manglende respons. Han virkede dog oprigtigt irriteret på hende, hvilket kom til udtryk i hendes ord, hun burde måske havde tænkt sig bedre om, men i stedet trak hun blot lettere provokerende på skuldrene. "Hvorfor skal du være så kold?" svarede hun ham blot tilbage og sænkede blikket ned på deres hænder, hvor hun gjorde endnu et forsøg på at rykke dem fri af hans greb.

Som hendes blik gled på hendes hænder gav han slip uden at sige noget. Tog fat i posen, og holdte den op foran hende. Der var nok et eller andet hun ville kunne lide, hvis ikke måtte de vel bare gå tilbage til pladsen endnu engang. Ikke fordi han manglede og trængte til motion, men han vidste ikke hvad hun kunne lide og havde lyst til. Et suk undslap hans læber, og han drejede hovedet en smule væk fra ham, og han betragtede omgivelserne en smule. Han begravede den ene hånd i bukselommen, lige nu var han slet ikke sikker på hvad han ville gøre med dette menneske. Dog var han sikker på, at han ikke ville have at hun skulle slippe fri. Dimitri drejede hovedet hen mod hende igen, og han kiggede på posen som han fik sat ned på jorden igen"Der er lidt af hvert, tag endelig hvad du vil"sagde han og fulgte kort hendes bevægelser.

Han behøvede ikke vælge noget fra posen endnu, for han stod bare og ventede på hende. Lod hende bestemme først, han kunne altid finde noget bagefter. Så kiggede han undrende på hende med et løftet øjenbryn. Skulle til at spørge hende om noget men ventede lidt, før hans blik gled hen imod folkemængden lidt væk fra dem. Der var enlig mange mennesker her på pladsen, men måske det var rimelig normalt. Så vendte han hans blik ned på hendes håndled, hvis han endelig endte med at skade hende kunne han sagtens hele skaden. Han var jo læge, så det ville ikke være noget problem og netop de tanker fik et lusket smil til at brede sig"At være kold er bedre end at være varm"svarede han med hovedet på skrå, og han holdte hans blik på hende. 

Så lod han blikket glide ned over hende, og fastholdte så blikket på hendes hænder igen. I det mindste havde han ikke grebet alt for hårdt fast selvom han godt kunne have gjort det. Dimitri hørte nogle lyde, hvilket fik ham til at dreje hovedet væk fra ham, og hans blik mødte en lille gruppe der virkede til at være tyve. Det fik hans smil til at brede sig"Lavede du intet specielt her på pladsen udover at gøre en vampyr irriteret"sagde han med et djævelsk smil, men der lå også noget drillende i hans stemme.

Hun skævede let over imod brød han taget fra hende og smidt på jorden, hvorfor gøre det? Hun bed kæberne en smule sammen, men nægtede at nedværdige sig til at samle det op igen, hun sukkede opgivende og vendte blikket imod posen han rakte hende. Hun brød sig ikke ligefrem om det, men hun tog lettere modvilligt imod den inden hun fandt lidt af maden derfra frem, det duftede stadig himmelsk, og smagen var mindst lige så tilfredsstillende. Et stille suk slap over hendes læber, inden hun løftede blikket op imod ham. "Tak..." sagde hun så til sidst, da hun havde fået tygget af munden. Hun havde ikke fået sådan en måltid mad før, det havde altid været til den mere primitive side, en fisk over et bål, frugt og nødder, lidt grønt i ny og næ. 

Hun kunne ikke finde ud af om manden, prøvede at være flink eller om han havde andre hensigter end hun ville bryde sig om, men da han mente det var bedre at være kold end varm, måtte hun dog le, hun havde aldrig hørt noget så mærkeligt, selv foretrak hun til enhver tid varmen, selvom hendes liv på denne tid af året bragte overvejende kulde med sig, ubarmhjertig bidende kulde. "Nej tak, hellere varme.." svarede hun blot roligt og vendte blikket op imod ham.

Da han kiggede væk, måtte hun selv se hvad han havde fået øje på, en flok mennesker der så ud til at stjæle ting. Hun rynkede let på næsen, hun brød sig ikke om tyveri, tvært imod hun gjorde det kun af nød, men hun hæftede sig lidt ved hans sidste ord. "Vampyr??" spurgte hun undrede, det havde hun aldrig hørt om før, var det måske derfor hans hud var så kold, det var hans race, en vampyr? Hun trak lidt på smilebåndet, hun havde aldrig hørt så mærkeligt et ord før.

Måske den lille tyve gruppe var på vej hen imod dem, men han var ikke sikker. Lod et øjenbryn løfte sig på ansigtet, som han stod og undrede sig lidt over det. Hvad skulle en tyve gruppe gøre godt med ham, måske ville de sikkert kunne bruge mennesket til noget, men så igen det var ikke fordi Dimitri havde tænkt sig at overlade hende i kløerne hos dem. Han havde selv planer for hende, eller planer og planer lige nu havde hun ikke valget med at stikke af, så hun var måske tvunget til at holde ham med selskab. Desuden ville han vide mere, om hvad hun lavede her på pladsen, ledte hun efter noget. Var der mon et eller andet hun havde besluttet sig for at gøre siden hun var her. Da hun havde valgt at tage noget af mad kiggede han på posen, og op på hende. Et suk kom ad hans mund endelig virkede det da til at hun ville lytte til ham. 

Eller også var det kun fordi han var så irriterende og at hun sikkert hadede ham. Det betød ingenting for ham, og han betragtede hende kort, hvorefter han nød duften af mad der fandt vej hen til hans næse igen. Da ordet vampyr røg ud ad hendes mund gav han hende et nikfra sig"Ja vampyr, jeg er en vampyr"sagde han og lagde armene over kors, før han drejede hovedet væk fra hende. Kunne tydeligt høre tyve gruppen nærmede sig, måske de faktisk var ude på at tage maden han havde købt, selvom de sikkert ikke ville få chancen for det. Dimitri smillede lusket, og skulede hen til hende igen"Kulde er noget af det bedste"svarede han kort, og lod blikket glide ned over hende. 

Ikke lang tid efter drejede han sig hen imod hende, og lagde hovedet på skrå. Han undrede sig stadigvæk lidt, hvad et menneske som hende kunne lave her på pladsen, men han skulle nok finde ud af det. Lyden af tyvene der nærmede sig fik ham ikke til at flytte sig, han stod fast på jorden og kiggede opgivende på posen lidt. Han kunne vel nok godt snuppe en bid mad eller to, før han ville mde tyvene. Hvad skulle han bruge dem til"Tsst.... En flok tåbelige tyve, der ikke kan finde ud ad at være tyve"han grinede hånligt, imens han fik taget et æble op fra posen. 

Nianna trådte et skridt baglæns, hun var ikke meget for at skulle omringes af flere mennesker, denne vampyr var rigeligt at skulle håndtere lige nu, men så alligevel, måske de kunne være distrahering nok for en stund til hun kunne snige sig væk? Dimitri havde dog en formidabel evne til at finde hende igen, hvilket hun ikke helt forstod sig på, måske sådan en vampyr var en form for jæger der var god til at opsnuse et bytte? Hun rynkede lidt på panden, for selvom hun ikke så et formål i deres samtale, vidste hun ikke om det ville kunne ende galt hvis hun forsøgte flere gange at stikke af. Men hvem troede han lige han var? At kunne bestemme over hende, som var hun hans ejendel. 

"Aha....." mumlede hun lettere irriteret, som var hun på ingen måde synderlig imponeret over denne race. Han virkede til i hendes øjne, at have lidt for høje tanker om sig selv, da han forsøgte at nedgøre gruppen af tyveknægte, okay hun måtte erkende deres list ikke ligefrem havde imponeret hende heller, men det var nok også de færreste som måtte leve af den vej som 5 årig, alene, men hun havde fundet en bedre vej, var blevet selvforsynende, eller det var hun dengang hun var hjemme i Azurien. "Du er ikke meget bedre" fnøs hun til sidst dæmpet, over hans kommentar, inden hun vendte blikket imod ham og lagde armene ganske let over kors. Skulle hun så bare stå her for ingen verdens nytte eller havde han tænkt sig at komme videre i teksten, førend den gruppe kom for nær.