Det havde været en længere rejse imod dødens kløft, særligt med dødvægt på ryggen, som ikke rigtig hjalp på hans kræfter. Men Nianna havde insisteret på at provokere ham, så nu var der lige ingen vej uden om. Han havde ikke planer om at lade hende ligge i hulen og bare gå fra hende, fordi det havde hun virkelig ikke fortjent. I stedet udnyttede han, at hun var besvimet af sine anstrengelser og derved ikke var i stand til at gøre modstand, når han nu valgte at flytte dem begge ud af hulen og flytte det hele til hans egen hjemmebane.

Det fløj over træerne, vejret havde skiftet for det bedre, som Philotanus' vinger dog stadig var blevet våde og derfor generede ham en smule. Særligt med den ekstra vægt. Men han havde ikke i sinde at stoppe et sted, fordi så kunne hun ende med at vågne og derved forsøge at gøre det svære for ham. Dødens kløft strakte sig langt under dem, som Philotanus lod dem svæve ned i noget der lignede midten af kløften. Herfra svang han dem rundt og udenom en del klipper, som stak ud af væggen. Det var med til at sikre, at andre ikke begav sig derned, fordi ruten igennem det var svær og krævede en del øvelser. Men det var også næsten den eneste vej ud af kløften, hvis man kunne flyve. Ellers skulle man bruge Orcus' nøgler for at teleportere sig til et andet sted. Derfor forventede Philotanus heller ikke at hun ville være i stand til at flygte lige med det samme.

Byen dukkede op under dem, som Philotanus landede foran et større palæ og flyttede hende fra skulderen til sin favn, da det var nemmere at gå med hende på den måde. Hun måtte virkelig var slået ud, siden at hun kunne tillade ham at flytte hende på den måde. De bevægede sig direkte imod underetagen, som han skubbede en større dør op med sin vinge og lukkede den bag dem. Etagen var indrettet med mange små rum, som faktisk mest af alt mindede om små celler. Der var ikke meget støj fra etagen, men man kunne høre noget rumstrere hist og her, som de fleste lyder dog hurtigt trak sig hen i baggrunden, da de hørte skridtene nærme sig cellerne.

Der var heldigvis en tom celle, ikke langt fra døren, som Philotanus fik døren lirket op og gik ind, hvor han lagde hende ned på gulvet. Gulvet var koldt, men langt mere rent end hvor de havde været, så hun kunne hurtigt få en fornemmelse af, at de havde flyttet lokation. Så gik han dog ud, låste døren efter sig og bevægede sig imod den store trappe for at gå ovenpå. Så kunne hun lige vænne sig til situationen, før at han ville tjekke hendes tilstand. Hvis ikke Orcus kom ham i forkøbet. 

Nianna var kommet en smule til sig selv, hun var ør i hovedet og øm i hele kroppen, som om hun havde sovet i flere dage, med sløve bevægelser fik hun sig skubbet op fra den kolde jord, så hun sad lidt med hænderne imod ansigtet. Et svagt støn slap over hendes læber, inden hun glippede let med øjnene og lod blikket glide rundt. Det tog hendes lidt tid at indse hun ikke længere befandt sig i hulen, og forvirringen bredte sig i hendes blik, hvor i al verden var hun henne? Hun gned den ene hånd imod hendes tinding, inden hun rejste sig op på vakkelvorne ben, først da opdagede hun den besynderlige følelse på hendes krop, der fik hende til at kaste blikket ned af sig selv. En frakke? Den var tydeligt alt for stor til hendes slanke krop, der næsten svømmede væk i den, men noget ved den virkede bekendt. Langsomt begyndte alle minderne at vende tilbage til hende, hulen, bæstet og alt han havde budt hende og forvirringen blev erstattet af blindt raseri, en følelse ulig noget hun nogensinde før havde følt. 

Hendes tøj var ikke at se nogen steder i den lille celle, ej heller hendes lille sæk med mad og hendes få ejendele. Hun følte sig berøvet for alt, men værst af alt sårbar, da hun ikke havde nogen ide om, hvad bæstet havde gjort ved hende. Hun var nød til at prøve og bevarer fatningen, hvert fald til hun havde fundet en vej ud derfra. Med lettere vaklende skridt gik hun hen til den eneste dør der var ind til cellen og prøvede at skubbe den op, men den gav sig ikke spor, end ikke beklagede sig over hendes forsøg. "Slip mig fri !!" råbte hun så højt hendes lunger overhovedet kunne, så det gav genlyd i hele cellen. Lettere opgivende lagde hun panden imod døren, og lyttede til den stilhed der indfandt sig ganske hurtigt igen, der var kun en svag puslen, men hun kunne ikke bedømme om det skyldtes hende selv eller om det blot var lyde der normalt var her.

Følelserne var et rent virvar indeni hende, hun anede ikke hvilken ben hun skulle stå på, hvordan hun skulle føle, om hun skulle sige mere eller hvordan hun skulle reagere, og frustrationerne byggede sig op indeni hende, før hun slog sin knyttede næve imod døren og vendte omkring. Rasende på sig selv over hun ikke havde formået at flygte rev hun frakken af sin krop og slyngede den i jorden med et skrig, før hun gik over til væggen og lod sig dumpe ned på jorden. Hun trak benene helt tæt op til sig og hvilede panden imod hendes knæ med armene om hendes skinneben.

Egentlig var Orcus travlt optaget af sin rus, som han lige havde indtaget det sædvanlige stof fra Mitra. Han bed sig noget så ustyrligt i læben, som ha rystede på hovedet og gøs over situationen. Loftet over ham snurrede rundt et øjeblik, som han havde smidt sig i sengen og forsøgt at få rummet til at stå stille. Der gik dog ikke længe før at han dumpede ned på gulvet med et bump og tog sig til hovedet. Han kunne pludselig høre skridt udenfor døren, som han greb ud efter sengen og forsøgte at rejse sig op. "Philo!" råbte han, som skridtene dog hurtigt forsvandt med en utilfreds brummen. Okay, Philotanus havde tydeligvis ikke haft heldet med sig idag og var derfor ikke i et humør til at snakke.

Alligevel bevægede Orcus sig ud af værelset med små skridt, som han lige skulle lade toppen aftage, før at han atter kunne fortsætte imod det store rum, hvor han forventede finde Philotanus midt i den store sofa med benene oppe og en sur mine. Han blev dog forstyrret på sin vej, da han hørte en kvindelig stemme råbe. Lyden kom op ved trappen, som han drejede hovedet rundt, kiggede på trappen og efterfølgende i den retning, Philotanus var gået. Havde han haft heldet med sig alligevel og bragt nyt kød til forretningen? Der var i hvert fald liv i den stemme!

Hurtigt bevægede han sig imod trappen, som han hvilede hånden imod væggen og gik de mange skridt ned til underetagen. Han kunne nemt fornemme, hvor den nyankomne befandt sig henne og valgte målrettet at gå derhen, som han greb fat i tremmerne i det lille vindue i døren og forsøgte at kigge ind i mørket. "Halløj" lød det en smule legende, som han ikke helt kunne få øje på hende. Hvis Nianna kiggede op, så ville hun få øje på den samme skikkelse, som Philotanus, stemmen passede dog ikke til, som hans var mere lys i det. Men ikke skinger.

Efter sådan en hård tur, så følte Philotanus at han var nød til at slappe bare en smule af, før at han kunne vende tilbage til cellen og få styr på detaljerne. Han traskede derfor også målrettet imod stuen med de store vinduer. Undervejs kunne han høre et bump fra Orcus' værelse, hvortil han sukkede en anelse opgivende. Han vidste godt, hvad drengen havde gang i, men han var ikke i stand til at overbevise ham om ikke at indtage stofferne. Philotanus vidste også godt hvilken fare han kom i, hvis Orcus nogensinde glemte at tage dem, så det måtte jo være sådan.

Orcus kaldte på ham, men han mente virkelig ikke det var en god ide, at snakke med drengen lige nu.. Så han valgte bare at brumme dybt og fortsætte sin vej imod sofaen, hvor han forhåbentlig kunne få slappet bare en smule mere af. Han tog dog sækken af læderstroppen, som han smed den samme sted, som han smed sig selv. I den store sofa, som efterhånden var godt brugt på lige netop hans plads. Det var hans sædvanlige sted at slappe af på, hvilket han også trængte til nu.

Udenfor Niannas celle havde Philotanus dog efterladt hendes tøj. Egentlig skulle det have været smidt ind til hende, men i ren og skær frustration, havde han faktisk glemt det. Men kunne hun ikke også sagtens klare sig med den store frakke? Selvfølgelig ville han gerne have den retur, men det var ikke til at sige, hvilken stand den var i, når det blev aktuelt igen.

//Tag du bare Orcus fremover, så smider vi Philotanus ind igen, når han er blevet mere modtagelig xD

Nianna nåede ikke at sidde længe op af væggen, fordybet i sin vrede, før en ukendt stemme lød fra døren. Med mistroen lysende ud af øjnene, hævede hun blikket imod de små tremmer i det lille vindue, hvor synet af hendes kidnapper trådte frem. Med en hidtil uset styrke og fart kom hun på benene og sprang imod døren, uden en trevl på kroppen. Hun greb ud efter ham, igennem de små tremmer, om hun så kun ville formå at slå ham, eller rive hans ansigt med hendes negle, hun var ligeglad, bare han fik en lille smag på hendes raseri! Hun fandt sig ikke i dette, og uanset hvad han ville gøre, skulle han ikke tro denne celle ville knække hende, hun skulle nok finde en vej ud herfra før eller siden. "Slip mig fri, dit bæst!" råbte hun ham ind i hovedet. Hendes vrede, gjorde at hun ikke opdagede det ellers åbenlyse, at manden lige foran hendes ansigt, lige på den anden side af døren, ikke var hendes kidnapper omend de lignede hinanden fuldkommen, var der stadig et glimt i øjnene og stemmen der ikke passede sammen.

I ren foragt, spyttede hun lige efter mandens ansigt, inden hun skubbede sig væk fra døren, med sammenbidte tænder. I en bestemt bevægelse rev hun frakken op fra jorden og i et solidt træk, rev hun den fra hinanden og smed den efter døren, et ganske tydeligt tegn på hun ikke ønskede den eller ham i sin nærhed, før hun lod sig dumpe surmulende ned på jorden med ryggen imod døren, det værste af hendes raseri havde hun fået afløb for, hvor dumt det end havde været, men hun havde aldrig følt et sådan raseri før og skulle have det ud af kroppen, selv hvis hun ønskede det havde hun ikke kunne stoppe sig selv i tide.

Det der mødte Orcus var slet ikke hvad han havde forventet, som han dog kun fik et split sekund at reagere på, hvilket han ikke rigtig kunne, da han stadig var høj på rusmidlet og en smule langsom til at opfatte, hvad der egentlig foregik. Han nåede slet ikke at opfatte, at hun lige pludselig farede imod døren og rakte armen ud, blot for at få fat på hans øre og nærmest rive flå det af. Ikke at hun havde kræfterne til at formår at hive det af, selvom hun udviste en helt unaturlig styrke i øjeblikket. Han gav straks udtryk for smerten, som han skreg op, satte hænderne imod døren og forsøgte at skubbe sig væk fra denne. Hvad i Zaladin foregik der lige? Der gik noget tid, før at han fik vristet sig fri af hendes kløer, som han skar en grimasse op til flere gange. Øret brændte noget så voldsomt, da han endelig kom på afstand af døren og lige måtte bruge nogle sekunder på at sunde sig. Hendes fingre havde fået så godt fat, at det var begyndt at bløde en smule.

Han stirrede på døren, som han var trådt tilbage. Hendes stemme skar igennem alt andet, som han dækkede det sårede øre med hånden. Lyden fik smerten til at pulsere yderligere. Orcus' vejrtrækning var hurtigt blevet tung og ophidset, som han følte sig svimmel endnu en gang. Kaldte hun ham for et bæst, fordi de holdt hende fanget eller hvad havde Philotanus udsat hende for, før at de var kommet hertil. Det var svært at sige, hvordan han skulle reagere på situationen, som han langsomt gik tættere på døren, da han kunne høre nogle underlige lyde derinde fra. Som om hun var i færd med at rive noget i stykker. Han gik forsigtigt og næsten lydløst hen til vinduet igen for at kigge ind. Der var ikke meget lys, men han fik hurtigt øje på en detalje på tøjet, som skreg Philotanus. Hans jakke?! "Hvor har du den jakke fra?" råbte han noget så arrigt, men også forvirret på samme tid. Han nåede slet ikke at overveje sine handlinger, før han drejede nøglen om og flåede døren op for at forsøge at få jakken ud af hendes greb. Dog endte hun med at kaste den i hovedet på ham. Han blev en smule paf over situationen, men samlede hurtigt jakken op.

Lyden at en nøgle der blev sat i døren, hendes chance! Hun drejede blikket imod ham, og så det overraskede blik i hans ansigt, hun havde kun lige nået at sætte sig ned, men den skikkelse foran hende, det kunne ikke være den samme, nu så hun forskellen, de var måske som to dråber vand af udseende, men alt andet ved ham var anderledes. Hun satte hurtigt fra, og håbede hun endnu en gang kunne overraske ham, hun skubbede af alle sine kræfter imod manden, inden hun pressede sig vej forbi ham, imod døren. Hun bad til at hendes styrke havde været nok til at vælte ham, så hun ville have et større forspring, for det var ikke til at sige hvor hurtig eller stærk han var i forhold til det rigtige bæst. 

Uforvarende at hendes krop var helt nøgen, løb hun alt hvad hendes ben kunne, med fornyet styrke efter den lange søvn, sprang hun op af trapperne, uden at ane om hun løb den rette vej, to trin af gangen og med armene støttende imod væggene sprang hun opad, i håbet om at komme ud i friheden, lettere forpustet stoppede hun, da hun nåede op af trappen, hun vidste ikke hvorhen hun skulle løbe, men til hendes held var der ingen andre i syne, lige bortset fra det møbel hvor hun kunne sværge at manden hun lige havde skubbet lå, hun stivnede i ren forvirring, var der to af dem? Var det deri forklaringen lå? Det kunne ikke være sandt, hurtigt satte hun i bevægelse igen imod en stor dør, hun anede ikke om den ledte ud, men den var større end dem hun ellers kunne se. 

Grunden til at han åbnede døren var for at få fingrene i resterne af den jakke, som kvinden havde flået til stumper og stykker. Orcus var lettere forbavset over hendes frustration, som han selvfølgelig ikke kendte til hvad der var sket imellem hende og Philotanus. Selvfølgelig var der ingen, som reagerede positivt over at blive smidt i en celle som den hun var havnet i, men han havde slet ikke forventet, at hun ville gribe fat i ham på den måde. Lige nu blødte det fra hans ører, som han dog bukkede sig ned for at samle stumper op. Mon ikke der var en eller anden, som kunne ordne jakken, når han kom ind til byen? Han samlede stumperne op, da han lige pludselig kunne fornemme at hun var tæt på og hun havde fart på. Med et overrasket gisp faldt han bagover, landede på ryggen og kunne kun se til, imens at hun farede afsted. "Hey!" råbte han efter hende, som han med lidt forsinkelse, fik rejst sig op igen. Kvinden var nøgen. Det gik først op for ham nu. Hvad foregik der! Havde Philotanus hevet en skøge med hjem?

Uden at tænke videre over det, satte Orcus i løb efter hende. Han var ikke på samme måde som Philotanus i stand til at bruge sine vinger lige så nemt. For det første skulle han bruge metallet til at styrke vingerne og for det andet, så var han noget så omtåget lige nu, så han vidste ikke hvad han skulle stille op udover at løbe efter hende, som hun havde sat kursen direkte imod trappen og snart nåede toppen af den. Philotanus ville blive så sur på ham, hvis han havde sluppet hende fri uden rigtig at tænke sig om. Hvor ærgerligt! "Kom tilbage!" råbte han efter hende, som han faktisk håbede på at hun ville stoppe, før at hun nåede overetagen og dermed Philotanus. For så kunne han i hvert fald ikke skjule noget mere.

Det gav ét sæt i Philotanus, som han kunne høre Orcus råbe fra underetagen. Han var faktisk døset en smule hen og havde ikke forventet at høre ham råbe på den måde. Men så snart han tænkte over det, så vidste han faktisk godt, hvad der var under opsejling, som Orcus næsten kun kunne være faldet over kvinden fra tidligere. Han vrissede af sig selv, som han var klar til at skubbe sig op af den store sofa, da han fik øje på kvinden ikke langt fra ham. Nianna var stukket af fra hendes celle? Mon ikke Orcus havde lavet den fejl at åbne cellen. Den dreng lærte da heller aldrig noget!

Der gik ikke lang tid før, at han så Orcus komme løbende halv kvalt op af trappen, som Philotanus straks fik øje på det blod, der hang ned af halsen på ham. Det var dråben! Han fløj nærmest op af sofaen, som han farede efter hende, da han først havde sikret sig, at der ikke var noget seriøst galt med Orcus. "Din lille mide!" hvæste han en smule hidsigt og kort for hovedet, som han straks satte efter hende og hurtigt fik aktiveret evnen til at øge tyngden omkring pigen, så hun lige pludselig ville føles 3 gange så tung end hun i virkeligheden var. Hun skulle nødigt komme ud af døren, for hvis de skulle søge hele den forladte by igennem, så ville det da tage evigheder. Philotanus gik straks hen til hende og greb ud efter hendes hår for at sikre sig, at hun ikke stak af, da han først slap sin magi. Så længe han ikke gjorde det for længe, så påvirkede det heller ikke hans krop. "Har du slet ikke lært noget?" lød det frustreret, som han forsøgte at hive hende med sig igen. 

//Bemærk, svar nummer 2 :3

Forskellen på deres stemmer og den måde de snakkede på ramte hende, et øjeblik var hun tæt på at stoppe ved lyden af en stemme der råbte om hun skulle komme tilbage, trods den skade hun havde forvoldt hans øre, virkede han ikke til at have den samme vrede i stemmen som bæstet, men hun ville ikke tage chancen med at stoppe. Hun havde næsten nået døren, da hun mærkede sin krop blive tung som bare pokker, hun vidste hvad det skyldtes, for selvom det sidst havde været vandet, det kunne kun være bæstet det tyngede hendes krop ned. Hun mærkede hvordan enhver bevægelse pludselig var så meget hårdere for kroppen, hun blev hurtigt forpustet og inden hun nåede døren, oplevede hun et tydeligt deja-vu der trak hende tilbage til den skov hun næsten havde nået, denne gang blot udskiftet med en dør, da hun mærkede hans solide greb i hendes hår, der trak hende baglæns. 

Nianna greb om hans hænder, for at mindske smerten i hendes hår som han trak i hende. Hun prøvede på at stå imod hans styrke, men måtte overgive sig til hans vilje, hvis ikke hun ønskede at miste det hår han havde fat i. "Nej!" hvæste hun bittert efter ham, og hun vendte sig imod ham, men stoppede dog med at kæmpe imod, hun vidste ikke om der var nogen hjælp at hente ved den anden, men hun vendte alligevel blikket imod ham, bønfaldende. "Jeg vil bare hjem..." hun ønskede sig så inderligt at han ville besidde bare en smule medmenneskelighed trods hans udseendes ligheder med bæstet. Hendes stemme var i modsætning til før, lige så bønfaldende og blid som det blik hun sendte ham. 

Kvinden forsvandt, hun havde ikke tænkt sig at lytte til ham. Orcus følte sig en smule ør i hovedet, som han løb efter hende op ad trappen. Han var en smule forpustet da han nåede toppen og spejdede efter Philotanus, da han lidt forventede at han måske havde hørt dem. Det havde han søreme også, som de delte et blik i få sekunder, før at Philotanus tilsyneladende fik øje på blodet. Måske han skulle have fjernet det før han var løbet ovenpå. Ikke at han havde haft mulighed eller en chance for at kunne nå den form for rengøring, da han havde håbet på, at hun ville være stoppet op. Men nej.. Hun var tydeligvis klar til at løbe for livet. Måske Philotanus havde været lidt for grov?

Orcus var så forpustet da han nåede ovenpå, at han slet ikke var i stand til at stoppe hverken hende eller Philotanus. De røg derfor meget hurtigt i totterne på hinanden, som han kunne se hvordan Philotanus aktiverede sin evne og hurtigt fik pigen til at sænke farten. "Hov.. vent" lød det en smule prøvende, som han flyttede hånden fra væggen og forsøgte at bevæge sig imod dem. Han var en smule omtåget fortsat og klar til at besvime, men vidste godt at det ville få Philotanus til at reagere voldsommere, end han allerede havde gjort..

Pigen hvæste af hans bror, som Orcus kiggede fra den ene til den anden, som Philotanus ikke rigtig lod til at ville høre på hende, men faktisk fortsatte med at trække hende tilbage imod trappen. Han kiggede imod hende, som hun til sidst ændrede stil og forsøgte at bønfalde ham om at hjælpe hende. Hvordan skulle han tage stilling til situationen, når han ikke vidste, hvad der faktisk foregik? "Philo.. Vent lige lidt" bønfaldte han, som han nåede dem begge og lagde en hånd imod hans hånd for at vikle Philotanus fingre ud af pigen hår. "Lad hende lige få noget tøj på.." mumlede han lettere bebrejdende, som det var synd, at hun skulle gå rundt uden tøj på. Han rakte hånden frem mod Nianna, som han gerne ville have Philotanus til at give slip i hende og lade ham tage over.

Philotanus kunne godt høre, hvordan Orcus trak vejret tungt og var lettere afkræftet efter den mindre løbetur. Han havde nok ikke forventet da, da han havde taget stofferne til at begynde med, så Philotanus var egentlig ikke bekymret for det. Mere det faktum at han blødte ved øret og faktisk ikke lod til at gøre noget ved det. Faktisk virkede han langt mere bekymret for pigen, hvilket han ikke kunne forstå, men på samme tid kunne han heller ikke bebrejde drengen, da han ikke vidste, hvad der foregik imellem de to. "Så stop dog!" vrissede han frustreret, da han gjorde klar til at hive hende yderligere i håret for at få hende til at knække sammen igen. Hun måtte da snart løbe tør for kræfter, eller havde hun virkelig genfundet dem efter sin lur? Forbristrede menneske.. De skulle altså ikke være så besværlige.

Han kunne pludselig mærke Orcus hånd imod sin, som han begyndte at flytte på hans fingre, så han ville give slip. Philotanus tøvede en smule, da han vidste, at hun blot ville begynde at løbe, hvis hun fik chancen. Men Orcus lod til at insistere på det, så han havde faktisk ikke noget valg. Han brummede utilfreds, men endte med at give slip, som han lagde armene over kors og holdt et vågent øje med hende. Hvis hun bare lagde an til at løbe, så skulle han nok være klar til at fange hende, før hun nåede al for langt. Heldigvis var der et stykke til døren igen, da han havde trukket hende noget af vejen imod trappen. "Men hvis hun løber.. Så ryger hun tilbage til cellen" sagde han en smule sammenbidt, så vidste pigen i det mindste, hvad hun kunne forvente, hvis hun forsøgte sig igen.

Et glimt at håb lyste op i hendes øjne, som manden faktisk kom hende til hjælp, eller det virkede i hvert fald som hjælp, hun vidste ikke om hun kunne stole på ham, eller om det hele blot var et skuespil for at kunne knække hende. Hun turde ikke lægge sin tillid ved ham, men hvis manden kunne blive hendes vej uden om smerte påført af bæstet, var det en kærkommen gave, hendes krop havde trods alt stadig en del blå mærker, især på hendes knæ og arme fra de grove sammenstød hende og bæstet havde haft.

Hendes blik gled ned på den fremstrakte hånd, idet hun mærkede bæstet slippe sit tag i hendes hår, han havde faktisk lyttet og givet efter for manden? Hun kneb øjnene lidt sammen, mens hendes blik flakkede fra den ene til den anden, inden hun rakte en tøvende hånd lidt frem imod manden, lige nu ville en flugt være tåbelig, det kunne selv hun se denne gang, hun måtte være mere snu og ikke blot regne med lidt held, med et dæmpet suk lagde hun til sidst sin hånd i hans, det mindste hun kunne gøre nu hvor han rent faktisk var kommet til hendes undsætning og hjulpet hende ud af bæstets klør.

Med blikket sænket imod gulvet, trådte hun hen til manden, hendes lyse lokker hang let ned omkring hendes ansigt, først da hun stod helt tæt ved ham, løftede hun blikket og mødte hans brune øjne. Hun lagde sin anden hånd omkring hans, så hun holdt den blidt mellem hendes. "Lad mig tage hjem..." lød hendes stemme mild og bønfaldende igen. Manden var ikke meget højere end hende selv, men hun måtte alligevel se en smule op for at møde hans blik. 

For at Philotanus skulle reagere, som han havde gjort, så måtte de have haft et voldsomt sammenstød med hinanden. Men Orcus vidste ikke rigtig hvad der var foregået imellem dem, det eneste han rigtig kunne få øje på, var mærkerne på pigens krop og hvor sur Philotanus virkede over situationen. Det så også ud som om at hans bror var sikker på at hun ville stikke af, så snart at hun fik chancen. Dog formåede Orcus ikke at se det, selv ikke når han var blevet overrumlet af hende tidligere.. Øret brændte stadig, men han lod lidt til at glemme det i rusen og kaosset, som foregik på overetagen. Normalt fandt fanger slet ikke derop, men pigen havde været ihærdig efter at komme væk, tydeligvis. Han skævede kort til Philotanus, før at han vendte fokus imod pigen og tog imod hendes hånd.

"Gå ind og hvil dig, Philo" mumlede Orcus lettere henkastet, som pigen bevægede sig hen til ham og forsøgte så vidt muligt ikke at se på Philotanus. Han kunne godt mærke stemningen imellem dem og ville helst gerne have chancen for at snakke med hende uden at Philotanus skulle ånde dem begge ned af nakken. Han rettede blikket imod ham, som han nikkede imod stuen for at fortælle, at han bare skulle gå sin vej, imens at han forsøgte at lægge armen let omkring hende. Det var ikke sikkert hun brød sig om kontakten, men han havde en mindre fornemmelse af, at han skulle afskærme hende lidt, så hun ikke ville se Philotanus lige foreløbig, derfor gik han også imellem dem, så hun var nød til at kigge på ham. "Hvor er dit hjem?" spurgte han forsigtigt, som han gerne ville vide, hvor Philotanus havde taget hende fra og hvor hun eventuelt skulle afleveres, hvis hun blev for meget arbejde.

Der var noget ved det hele, som fik Philotanus til at vrisse en smule af pigebarnet. Nok var han ikke længere skadet på grund af sin magi, og det så kun ud til at hun var kommet galt afsted, men han havde i hvert fald ikke glemt, hvad der var sket imellem dem. Derfor tøvede han også en smule, da Orcus lige pludselig bad ham om at fordufte eller hvile sig. Han fnøs let af ordene, som han ikke lige med det samme havde i sinde at efterlade ham sammen med pigen. Han kunne jo se, at hun allerede havde gjort ham ondt, han overvejede dog ikke, at det var fordi hun havde taget fejl af ham og Orcus. For ham virkede hun bare til at være et noget så arrigt menneske, der slet ikke var til at tale med. Han vidste jo ikke, at hun ikke var van til at bruge sin ord, og derfor fandt det mere oplagt at handle..

Til sidst opgav han, som Orcus stillede sig imellem dem og han egentlig ikke ville bruge flere kræfter på situationen, så han fnøs igen af dem begge to, vendte rundt på hælene og gik så imod den store stue igen. Han brummede, imens at han gik, før at han stoppede ved døren ind til stuen. "Hendes tøj ligger nedenunder.." mumlede han henkastet, som om det bekymrede ham, at hun stadig var nøgen og tydeligvis ikke havde problemer med at befinde sig i deres selskab. Hun gjorde jo intet for at skjule sin krop? Han vidste faktisk ikke hvor Nianna hørte hjemme, så han var måske en smule interesseret i det spørgsmål, som Orcus stillede, men han valgte ikke at vise det. Han lyttede blot efter.

Det løb Nianna koldt ned af ryggen da hun mærkede at mandens hud komme i kontakt med hendes, hun havde lyst til at flytte sig men af de to mænd virkede han til at være hendes bedste chance væk derfra, så hun trak vejret dybt og blev stående. Lettere distræt lyttede hun til deres udveksling af ord, og først nu fik hun koblet et navn på bæstet: Philo. Hun afholdt sig fra at kaste så meget som et lille glimt efter ham, han ville ikke kunne gavne hendes sag lige nu.

Da Philo omtalte hendes tøj, reagerede hun dog og så imod trappen, mon hendes sæk også ville være der med hende enkle ejendele? Hun skulle lige til at gå afsted, men fik bremset sig selv efter blot et lille ryk i kroppen inden hun sænkede blikket, der var ikke grund til at skærpe deres opmærksomhed på hende yderligere. Hun sukkede ganske dæmpet, det at hun manglede tøjet generede hende ganske åbenlyst ikke, og hvorfor skulle det? Hun havde aldrig haft nogen oplevelser der skulle gøre dette forkert, aldrig oplevet på egen krop eller set den slags relationer mellem andre, jovist havde hun set nogle der havde læberne imod hinanden, men det sluttede hendes erfaring også.

Da manden talte til hende blev hun trukket lidt ud af sin skal, men hun vidste ikke hvad hun skulle svare, for hendes hjem var jo ikke hvor Philo havde fundet hende, og ønskede hun virkelig at de ville finde det sted, kunne finde hende igen? Prøvende spredte hun læberne ganske let som skulle hun til at svare, men i stedet drejede hun blikket væk fra dem begge og lukkede munden igen. Det var for risikabelt at sige det rigtige sted, og Nianna vidste ikke hvad stedet hed hvor hun blev taget fra, hun havde kun nået at være der et par dage og helt oprigtigt ønskede hun ikke at komme der tilbage.

Skulle det nogensinde ske, at Nianna valgte at kalde Philotanus for bæst, så ville hun nok få sig noget af en overraskelse, eftersom at han bestemt ikke ville tage let på det. Han brød sig ikke om skældsord, men havde ikke problemer med at bruge dem selv. Desuden så kunne hun nemt falde over nogen som ville være langt værre end ham. Men det kunne jo også bare betyde, at Nianna slet ikke havde set meget af verdenen. Orcus selv rystede på hovedet at Philotanus kommentar, som han dog nikkede lidt også. Hvorfor havde han ikke lagt tøjet ind til hende til at begynde med. Pigebarnet måtte da fryse noget så grusomt, særligt nede i grotten, hvor det næsten altid var kølet, uanset hvor meget ild de valgte at tænde i palæet. Han kunne godt fornemme kulden på hendes krop, som han måske ville foretrække, at hun ikke blev syg, for så ville de være tvunget til at bruge deres dyre medicin på hende.. Og så ville der hurtigt være tale om en underskudsforretning. Hvilket Orcus ikke var interesseret i.

Orcus kunne fornemme et ryk i pigen, da hun hørte dem omtale hendes tøj. Måske hun ville slappe mere af, hvis hun fik sit tøj på? Ikke at Orcus havde problemer med at se hendes nøgne krop, den var da forholdsvis ren og urørt, foruden de mange skrammer hun havde fået indenfor ganske kort tid. Orcus kunne høre Philotanus forsvinde og et bump i sofaen, som han åndede lettet op og vendte blikket imod trappen. "Vil du gerne have dit tøj på?" spurgte han en smule prøvende, da han hurtigt kunne fornemme på hende, at hun ikke var interesseret i at snakke med dem. Måske det var nemmere at komme ind på hende, hvis hun fik noget igen? Han kunne ikke sende hende hjem, når han ikke vidste hvor det var, men der ville nok gå noget tid, før at hun ville fortælle om det. Han kunne selvfølgelig efterlade hende midt i dæmonernes by.. Men det ville nok heller ikke falde i god jord. Han begyndte langsomt at gå imod trappen, som han lidt forventede at hun gerne ville have fingrene i sit tøj, han kunne jo ikke vide, at det var naturligt for hende, ikke at have det på.

Da hun så sin snit til at fjerne hendes krop fra kontakten til hans, rykkede hun let i sig selv, ikke meget og ikke nok til det ville ligne hun var på vej til at stikke af. Hendes blik skævede lettere mistroisk op på manden, hvordan kunne to så umiddelbart store modsætninger dog holde hinanden ud? Var de sammen? Eller familie de lignede trods alt hinanden med en slående lighed. 

Da han talte til hende løftede hun blikket for at møde hans brune øjne, hun gjorde et ganske lille nik med hovedet og en dæmpet bekræftende brummen lød fra hende kortvarigt, inden hun gik tilbage mod trappen, hun måtte dog stoppe sig selv modvilligt ved trappen, hvis nu manden blot prøvede at narre hende? Hun ønskede ikke at sidde i den lille celle igen, afskåret fra alt i mørke og kulde, væk fra den natur hun elskede og havde en tæt knytning til, nok havde hun ingen evner vist frem men hun følte sig altid mere forkert når hun ikke var ude i naturen.

Hendes blik gled ned af trapperne inden hun lagde armene op for sit bryst, næsten for at beskytte sig selv imod ubehaget ved at skulle gå derned, hun trådte lidt tilbage inden hun vendte blikket imod ham, han måtte ikke tvinge hende derned, hun ville ikke ind i cellen igen. 

Det hvilede en smule mistro over hende, som hun tydeligvis var anspændt over situationen. At dømme ud fra hendes sår, så kunne Orcus egentlig ikke bebrejde hende, men som hun trak sig lidt væk fra ham, fik han chancen for at betragte hende lidt på afstand. Afstanden imellem dem var ikke stor, heller ikke da hun satte kursen imod trappen og pludseligt gik i stå, da han valgte at følge efter hende. Han skævede kort imod Philotanus, men vendte atter fokus imod pigen, så hun ikke endte med at slippe fra ham, hvis han blev distraheret. Egentlig var hendes nøgenhed nok til at distrahere de fleste, hvis han ikke tog meget fejl. 

Orcus forsøgte at kigge forbi hende, som hun stoppede op ved trappen og ikke lod til at ville fortsætte. Han rynkede en smule på brynene, som han løftede hånden imod sit øre og blev mindet om smerten. Han gøs let under varmen og smerten, der spredte sig i hans hovede. Han ville bare have kløet sig let i hovedbunden og flyttet håret. Måske hun så noget, som han ikke selv kunne få øje på. "Hvad er der?" spurgte han forvirrende, da han ikke kunne se problemet, men hun ville virkelig ikke fortsætte. Han gik op på siden af hende, som hun lagde armene over sit bryst og lignede en, der faktisk bare nægtede at gå længere end til trappen lige nu. "Hvis ikke du får noget tøj på, så kommer det her til at udvikle sig til noget andet" lød det lettere frustreret, som han stampede lidt i gulvet. Han kunne sagtens være lige så utålmodig som Philotanus, men hun fik en chance mere.

Det gjorde et lille gip hendes krop, ved hans stemme der ændrede tone og hans stampen i jorden, hendes blik flakkede imellem ham og trappen men det virkede ikke til at hun fik lov at slippe for at gå derned selvom hun hellere ville undvære tøjet end at sidde i den celle igen. Hun tog en syv vejrtrækning, som om hun lige skulle samle mod til sig, inden hun trådte et par skridt ned at trappen, inden hun igen stoppede op og vendte blikket op imod ham. Nianna havde ikke den fjerneste ide om hvad hans tanker eller intensioner var, han skulle sikkert sige dem før hun forstod noget, men noget ved hans kropsholdning og udtryk fik hende alligevel til at fortsætte ned. 

Hun ville nødigt blive skubbet derned eller ryge i unåde hos ham også, hun nærede en ganske spinkelt håb om at hans intensioner var rene. Hun bevægede sig langs væggen modsat af hendes celle mens hendes blik flakkede rundt, bange men alligevel opmærksom på alle deltaljer, som hun bevægede sig afsted. De mange fakler gav kun begrænset varme fra sig, og da hun endelig så sit tøj liggende udenfor cellen blev hun lettet, men sækken var der ikke. I et par hurtigt skridt var hun henne ved tøjet, og med rumpen strittende imod manden samlede hun det op, foroverbøjet med benene næsten helt strakte, inden hun tog nogle skridt væk fra cellen, hun skulle ikke risikere et skub derind fra ham hvis det hele blot havde været et spil for galleriet. 

Hun trak hurtigt skindtrøjen over hovedet og mærkede den lette men kærkomne varme der snart ville spire frem i hendes hud, inden hun også med et par enkle hoftevrik fik nederdel op. Hun pressede sig let imod den kolde mur med blikket slået ned i jorden, imens hun strøg en lille tot af det lyse hår om bag øret.