Den værste idé, der nogensinde havde sat rod i Nianna, måtte uden tvivl være hendes tåbelige forsøg, på at komme ud og se verden. Hun havde sneget sig ombord på et skib, og var endt det mest frygtelig sted hun kunne forestille sig, der var intet trygt og hun kendte intet til området. Hun følte sig som den lille pige hun engang havde været, alene i skoven. Frygten for hendes velbefindende, havde fået hende til at søge så langt væk fra havnen som muligt, væk fra alle de slagsmål hun havde overværet og berusede væsner der kom i karambolage med hinanden ustandseligt, som havde de ikke bedre at give sig til, end at se hvem der først slog en anden i jorden.

Nedslået, bange og alene, gik hun langs kysten i vandkanten, med hendes lille sæk knuget imod brystet. Hun havde stadig en lille smule af hendes mad tilbage, hun havde pakket til turen, men hun havde ikke været mæt en eneste gang siden hun drog af sted, bekymret for om hendes rationer skulle slippe op, før hun fik mulighed for at skaffe nyt.

Da stilheden lagde sig omkring hende, og kun lyden af bølgerne der skyllede op over stranden brød stilheden stoppede hun endeligt op, hun vendte de lysegrå øjne ud over havet. Misundelsen, over den ro der måtte være derude, fik hende til at sætte sig ned. Vandet var køligt for hendes bare fødder, men hun lod sig ikke længere mærke af kulden, på et måde havde det lykkedes hende at vende sin krop til det kølige vejr med hendes lettere påklædning i det gamle skindtøj. Hun lagde sækken fra sig ved sin side, og lod sig falde bagover ned i sandet med armene strakt over hovedet, mens hun betragtede den mørke nattehimmel, oplyst af de mange klare stjerner. En ro fandt endelig vejr til hende, og et let suk slap over hendes læber, som tankerne begyndte at kredse rundt i hendes hoved.

Hvis der var noget William var sikker på så var det at han ville væk fra Aqurin så hurtigt som muligt. Det var allerede tredej gang i denne uge at han havde været oppe at skændes med sine forældre. Han var for nysgerrig på overfladen, og alle de bal han skulle til var virkelig ikke noget for ham. Ja han skulle finde en mage, men nej det var ikke det han helst så lige nu. Han var ikke engang klar til at have en mage, han var stadig ung og han ville gerne beholde det lidt endnu, bare inden der blev stillet for mange krav til ham allerede.
Han var hurtig under det ellers så rolige vand. Han havde en hurtig hale og han kunne tilbage ligge lange afstande på kort tid. Lige nu ville han bare gerne væk og tættere på land, og hvis han nu var heldig, ja så kunne han komme i kontakt med Maximillian på en eller anden måde. Egentlig havde de allerede aftalt at de skulle mødes ved Diamantbugten, men hvornår det lige var havde han faktisk ikke nogen ide om. Jo tættere på han kom på land jo mere urolig blev vandet ved overfladen og skabte bølger af hans hurtige bevægelse i vandet.

Endelig var han kommet frem og vandet havde allerede givet højere bølger end normalt, og han var ikke et sekund i tvivl om at det var ham der var problemet. I sin højre hånd holdte han en halskæde, og da han dukkede op til overfladen tog han de sidste svømmetag ind imod land. Han svømmede så tæt ind på land som han kunne komme og hans rødlige hale kom da også mere og mere til syne af månens skær. Han tog halskæden på, og lige så snart han havde lukket den kom der et skarpt blåt skær omkring ham. Langsomt forsvandt hans hale og et par ben kom til syne i stedet for. Jo mere de tynde ben kom til syne og til sidst var helt fremme jo mindre blev det blå skær og til sidst for at forsvinde helt. Han var helt nøgen som han kravlede det sidste stykke op på land. Han drejede hovedet lidt fra side til side. "Max, er du her?!" kom det fra ham og satte sig i det våde sand. Han var ikke særlig blufærdig men hvad havde han at skamme sig over? Han var jo prins! Ikke at han bevidst sagde det til folk når han endelig var i nærheden af landjorden.

Nianna, der ellers havde nydt freden nede ved havet, måtte rette sig en smule op på albuerne, da havet blev besynderligt opildnet. Hun brummede undrene for sig selv og lod blikket vandre over de voksende bølger, hun kunne ikke forstå hvad der skete, for hun havde aldrig set noget lignende dette før. Jo større bølgerne blev, jo mere satte hun sig op i sandet. Forvirret strøg hun sit hår om bag ørene, hun var sikker på det var dagenes mange udfordringer, der nu spillede hende et pus, men da et blåt skær skar igennem mørket måbede hun overrasket, det kunne ikke passe at det hele blot var indbildning, kunne det? Det lignede umiskendeligt meget at noget nærmede sig stranden, inde i det blå skær. Hun strakte halsen en smule og kneb øjnene en smule sammen for bedre at kunne se, det lignede en stor fisk, og så alligevel slet ikke, det var menneskeligt, hvert fald delvist.

"Hmmm...." lød det forundret fra hende, da en mand rejste sig fra havet og kom ind på stranden, det var bestemt ikke hvad hun havde ventet af denne aften, tvært imod havde hun jo håbet på en smule ro, men hun blev draget imod skikkelsen, for hun var overbevist om at den ude i havet havde haft en hale, men nu gik på to ben. Da han kaldte ud i nattens mørke, trak hun et lille smil over læberne, der var ikke andre end de to til stede, hvert fald ikke hvad hun havde opdaget. "Nej, kun jeg..." svarede hun på hans kalden, i håbet om han ville tie så han ikke tiltrak sig ekstra opmærksomhed, hvis nogen har byen skulle nærme sig området hvor de var.

Ingen svarede på hans kalden efter Max, skulle han overnatte her ude uden tøj på?! Det kunne ikke være rigtigt, og alligevel var det sådan det var. Han havde ellers regnet med at en god omgang måltid på en af de dersens kroer ville være godt for ham.. Sådan lige at få snakket lidt med Maximillian, og så bare nyde at han rent faktisk kunne være sig selv. Ikke at han var det under havet for det var han da. Men der var bare så meget han skulle tage hensyn til og alligevel så mange ting han skulle lære. Men alt det han skulle lærer, det kunne han da også lærer af dem på landjorden. Han skulle lige til at sige Max igen da en stemme afbrød ham. Han vendte blikket og kiggede på den ellers så yndige unge kvinde der kom ham nærmere. Han smilte lidt for sig selv og kiggede så ud på vandet. Her sad han nøgen med kun en halskæde på, og så kom en yndig ung kvinde hen til ham. Han havde ikke engang haft noget tøj han kunne dække over sig, men så igen hvem ville ikke også lærer ham lidt at kende med eller uden tøj på.

"Det var en skam, jeg kunne ellers godt bruge at Maximillian kom med noget tøj." kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. Han satte armene lidt om bag ryggen og lænede sig tilbage så han hvilede på armene. Man var ikke længere i tvivl om at han var nøgen sådan som han sad helt blottet og månens skær lyste ned på ham. Han kiggede lidt på hende og lod en hånd køre igennem det røde hår. "Du har vel ikke noget ekstra tøj på dig vel?" kom det fra ham og smilte til hende. "Jeg vil gerne betale for det.." hans stemme var stadig i en venlig tone og han fjernede ikke blikket fra hende en eneste gang. Det var jo ikke fordi at han ikke skulle kigge på hende, men hvem sagde nej til at kigge på et smukt ansigt?

Nianna nærmede sig roligt manden, som han slængede sig i sandet, hun stoppede dog noget undrende op, da hun bemærkede den betydelige mangel på klæder, hun var dog ikke typen som dømte andre på deres påklædning eller mangel på samme, hun havde trods alt fundet sig selv i lignende situationer før, hun genkaldte sig mindet med James og en munter latter lød fra hende. "Beklager..." svarede hun lettere fornøjet den unge nøgne mand. Hun rakte let armene ud for at vise hun ikke havde nogle skjult tøjlagre gemt nogen steder på den slanke krop. 

"Betale...?" lød det fra hende med en rynket pande, hun havde stadig meget at lære trods hun var godt igang med sin rejse ud for at opleve verden. Hun satte sig ned på knæ i det bløde sand, blot et par skridt fra manden, hendes blik vandrede let over ham, han virkede ikke ligefrem flov over sin krop, men han så da heller ikke ud til at have noget at være flov over, han lignede en mand som hun antog enhver anden mand måtte se ud. Hun skævede let ud imod havet, hans ben så ganske ægte ud, men hun kunne have svoret at hun havde set ham med en hale ude i vandet. "Hvad er du?" spurgte hun, måske en smule for frembrusende, men hun vidste ikke at det måske kunne støde nogen at spørge om den slags.

Beklager.. Ja det måtte man da nok sige, men hvad skulle han stille op når han ikke havde noget tøj at kunne tage på. Så måtte han vel bare på ny hoppe ud i vandet og tilbringe tiden der, så længe det ikke var på paladset, for det orkede han virkelig ikke. Så hellere noget helt andet. Sov under en af ruinerne eller noget i den dur! Alt ville være bedre end at svømme tilbage mod paladset med en stolthed der var knækket. "Nå ja, så må jeg jo undvære tøj for nu." kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. Han kunne jo ikke stille så meget op når han ikke havde noget tøj. Han var ikke engang sikker på at det ville gøre noget at han havde tøj på. Han havde jo allerede det som alle andre hankøn havde der gik på landjorden. Ben! Det var der da ikke noget at skamme sig over på nogen måder!

"Du ved Krystaller?" kom det fra ham og kiggede lidt på hende. Godt nok havde han ikke nogen på sig lige nu, men der var altid nogle krystaller i vandet på hav bunden. Især i nærheden af skibe. Folk kom altid op at slås og skibe sank altid på den ene eller den anden måde. Det var også alle de der pirater der gjorde udslaget. Til helved med dem! Han rørte sig ikke men fastholdte et blik på kvinden ved siden af ham. Hun var ganske ung, men det gjorde ham ikke noget. Da hun lige frem spurgte om hvad han var måtte han le i et stykke tid. "Havmand hale og det hele" kom det fra ham og pegede ned på sine ben. "Eller den er der ikke lige nu." han kiggede på hende og satte sin hånd tilbage bag ryggen hvor den havde været før. Det kølige vand røg op på hans ben og bagdel, men det rørte ham ikke, han ville egnetlig bare gerne have noget tøj.

Nianna satte sig ned på hug, blot et skridt fra manden, med fødderne hvilende under hendes bagdel, mens hun betragtede ham nysgerrig. Det undrede hende, hvordan han var kommet op på landjorden, hvis ikke han havde noget tøj med sig? Men brugte man overhovedet tøj ude i havet, eller måske kun store muslingeskaller? Hun lo lidt ved sin tanke, mens hendes blik gled ned over manden, nogen ville måske fristes til at sige hun ingen skam ejede, men for hende var der intet mærkeligt ved at betragte en anden mand, selvom han var nøgen. "Max...?" spurgte hun muntert, det var jo ham William havde kaldt på da han kom op af havet, måske han var på vej herned.

Da han begyndte at snakke om krystaller rynkede hun let panden og rystede på hovedet med en dæmpet latter, hun havde ikke den fjerneste ide om hvad han snakkede om. "Hvad er krystaller?" lo hun muntert og kiggede rundt, hun så kun sten på stranden, og det kunne da ikke være sådan nogle, de fandt i overflod overalt jo. Lyden af hans svar fik hende til at kigge på ham igen, hun var helt sikker på hun ingen hale så lige nu, men ganske almindelige menneskedele. Hun kunne ikke dy sin lettere barnlige nysgerrig og rakte ud efter hans underben, med fingerspidserne strøg hun dem kort over ham, nej de var ganske almindelige varme ben som hendes egne, måske lidt mere behårede men ellers helt normale, ingen hale. Hun skævede mistroisk til ham, men der lå et drillende glimt gemt i hendes øjne. "Hvor er den?" hendes spørgsmål var næsten endeløse, hun ville vide alt det hun kunne komme til, og manden virkede flink nok til at ville svare på dem lige nu.

Hun studerede hende som hun kom tættere på og satte sig ved siden af hende, eller helt satte hun sig jo ikke, men det var da tæt på. Han måtte lige se ordentlig efter en enkelt gang, nej hun sad virkelig ikke helt ned på bagdelen. Det var da en underlig måde at sidde på, sådan havde han aldrig tænkt på at sætte sig før, gad vide om man overhovedet sad godt på den måde?! Det kunne være han skulle undersøge det på et tidspunkt når han sådan lige havde noget tøj på, for han kunne da ikke sidde her og blotte sig mere end han allerede havde gjort! "Ja Max! Kender du Maximillian?!" Hvis han nu var heldig så havde hun set ham, og s kunne det være at han kunne få noget tøj. Det ville sådan set være meget rart når det kom til stykket.

Da hun ikke vidste hvad krystaller var måtte han grine en smule. "Ravstykker, jader, safir diamanter du ved penge?" okey hun lignede ikke en på tøjet der havde ret meget af den slags, men hun måtte da vide en smule om hvad det var han snakkede om. Bare en anelse. Han kløede sig lidt omme bag det lange øre og holdt fast sit blik på hende. Og da hun så rørte ved hans ben kom han med en mindre fnisen, det kildede en smule, men han var heller ikke vant til at nogle rørte ved de ben der var magiske! Så i stedet kiggede han undrende ned på sine ben og så på hende igen, "Den er lige her." kom det fra ham og pegede ned på sine ben. "Eller nej.. Vent lidt." kom det fra ham og satte sig helt op. Han tog halskæden af og det skarpe blå lys kom rundt om benene igen. Langsomt dukkede den blå og røde hale frem og hans røde markeringer på armene dukkede frem også. Efter lidt tid stoppede det blå lys og han sad allerede med hænderne godt placeret i sandet så han ikke tippede bagover. "Her er min hale"

Den tydelige begejstring der pludselig lyste ud af ham, fik hende til at le fornøjet, men hun måtte ryste let på hovedet, hun vidste ikke hvem denne Max var, men hun forstod ikke helt, for han måtte da selv vide hvem Max var, eftersom det var ham der havde kaldt på denne Max. Hun kom dog til at tænke på, hvis det havde en aftale, som hun jo måtte antage, var der så sket denne Max noget siden han ikke var dukket op endnu? Eller var han blot forsinket? Hun løsrev sit blik for at kigge sig omkring, men der virkede stadig meget øde her hvor de befandt sig.

James havde det med at tale i gåder for hende, og denne gang var ikke spor anderledes, hvad var det dog for ting han snakkede om? Men det måtte dog være yderst værdifyldt. "Nej, ved det ikke.." lo hun fornøjet, der måtte være mange mærkelige ting nede i havet hun ikke kendte til, hvis de handlede med den slags, men hvorfor havde han så ikke selv nogle med? Selvom når han ikke havde tøj, hvor skulle han så lægge disse ting henne? 

Hans reaktion på hendes berøringer, morede hende kosteligt, hun var aldrig blevet kildet før, så hans reaktion var besynderlig for hende, men da det blå skær hun havde set tidligere begyndte at lyse omkring ham igen, spærrede hun øjne let op mens hun måbende betragtede forvandlingen, og da halen til sidst dukkede op måtte hun tøjle hver en del af sig for ikke at springe på ham for at undersøge det magiske syn der havde mødt hende. Hun kunne dog ikke holde sine fingre væk igen og strøg dem over hans hale, inden hendes blik gled op imod hans ansigt, men mere havde ændret sig, han havde fået mærker på kroppen også. Hendes øjne strålede af nysgerrighed mens hun rykkede sig en snert tættere på for bedre at kunne betragte hver en lille detajle af hans krop.

Der var ingen tvivl han var fortabt til ikke at have noget tøj på. Ergo han måtte sove i ruinerne igen... For hjem det ville han altså ikke, desuden så kunne han altså finde på langt sjovere ting end at skulle være der hjemme. Nu havde han bare lige regnet med at han kunne finde Max, men det var nogle dage for tidligt, og Max var sikkert ikke engang på den nærmeste kro.... Hvor den så end lå henne. Det var ikke lige frem fordi han havde tænkt sig at gå på de der ben og så gå nøgen der hen, for det ville bare ende helt galt og han ville sikkert blive råbt efter. Det var jo ikke fordi han gik og sagde at han var prins, der var ingen grund til at han gik og sagde den slags når han ikke skulle til et arrangement som prins for Aquarin.

Som han frygtede anede hun ikke hvad krystallerne var, og det undrede ham ikke engang. Men hun måtte da leve af et eller andet, måske stjal hun? Han knugede lidt hårdere om halskæden, han måtte ikke miste den halskæde for noget i verden. Godt nok var der flere i paladset men denne her var hans helt egen.  "Det var ellers en skam." kom det roligt fra ham og trak lidt på skuldrende. I det mindste var det bedre at sidde med hale end at sidde helt nøgen foran en ung kvinde. Der var jo ikke nogen grund til at blotte sig mere end højst nødvendigt.

At hun rørte ham igen gjorde ham bestemt ikke noget. Det var faktisk lidt rart. Han var så vant til at blive puslet om når det galt hans hale, og alle havde nysgerrige fingre, så at hun også havde det gjorde ham bestemt ikke noget. Han var langt mere afslappet end han havde været før. "Den er fantastisk ikke?" kom det fra ham og kiggede på hende. Han var ikke sikker på at hun kunne være mere nysgerrig, men det gjorde ham bestemt ingen ting at hun var det. Han satte sig lidt længere op og kiggede intenst på hende.

Hun satte sig lidt tøvende helt ned i sandet, så hun sad side om side med ham og strakte benene frem for sig, mens hun prøvede at forestille sig hvordan hun måske ville se ud med en hale, hun vippede let med hovedet fra side til side mens hun prøvede, det lykkedes ikke lige frem for hende, men hun nåede nogle ganske sjove billeder undervejs i hendes tanker. "Kan alle få en hale?" spurgte hun nysgerrig, da hun havde svært ved at se hvordan det første havmenneske ellers kunne være kommet til, hvis der overhovedet var andre som ham? Hun skævede tænkende imod ham, han kunne da umuligt være den eneste af sin slags? Der var jo mange menneske som hende, så der måtte også være mange havmennesker. Eller hed de mon havfolk? 

Hun skævede ud imod havet foran dem, hun havde ofte svømmet derhjemme i Azurien, hun var blevet ganske god til det og elskede friheden, men kulden på denne tid af året, gjorde det ikke lige frem til en behagelig dukkert. Hun lo lettere fornøjet ved sin tanke, og bemærkede slet ikke hvordan han havde knuget om sin halskæde, som ville hun stjæle den fra ham. "Hvordan føles det?"  spurgte hun igen nysgerrig, hun håbede ikke hendes mange spørgsmål ville trætte ham, men hvis man aldrig spurgte lærte man jo heller ikke nye ting. Hun vippede let med de bare fødder i sandet inden hun vendte blikket imod ham, hun kom i tanke om hun jo slet ikke havde fået sig præsenteret for manden ved hendes side. "Mit navn er Nianna.." fik hun sig præsenteret inden hun let puffede til ham med sin skulder med et drillende glimt i øjne.

Intet var som det skulle være, og hun virkede flink nok, så kunne han tillade sig at vise hende halskæden, og lade hende prøve at mærke hvordan det var at få en hale. Han kunne da godt regne med at han fik dem tilbage igen ikke? Han ville nødig komme tomhændet hjem og ikke have den med tilbage, for slet ikke at nævne den ballade han ville kunne komme i når han ikke havde den med hjem. Nej det ville nok være for risikabelt når det kom til stykket. Han vendte dog blikket lidt ned imod halskæden og viste den blå halskæde frem. ”Med denne her kan du. Vil du prøve?” det sidste var ikke engang meningen at han ville have sagt, men hvad gjorde man ik’e for en køn pige, og hvad gjorde man ikke når man var lidt pige glad? Det var langt nemmere at svømme med en hale frem for slet ikke at have nogen, så meget havde han da erfaret.

Hendes spørgsmål kom lidt bag på ham. Han kunne da ikke forklare hvordan det føltes at have en hale, det var jo bare noget han havde. Det var mere mærkeligt for ha, at have ben end noget andet. For slet ikke at nævne tøj, det var sådan set også en underlig ting at have på når alt kom til alt. Han var ikke så glad for tøj, men han havde jo aldrig tøj på under vand. Han havde altid bar overkrop, og han elskede den frihed ved at der ikke var noget man skulle passe på. ”Det er svært at forklare faktisk” kom det fra ham og trak på skuldrende på ny. Han var ikke sikker på hvordan han skulle forklare sim hale og hvordan det føltes,at have den. Det var jo bare en del,af ham, men at være hurtig under vand det var noget helt andet! ”Nianna, smukt navn” kom det fra ham lidt flirtende og blinkede til hende ”jeg hedder William” han puffede lidt til hende med den hånd han havde halskæden i da han stadig ikke vidste om han skulle bruge halskæden på hende.

Hun kiggede nysgerrig på den sten han viste frem for hende, den var uden tvivl smuk, men hvis den virkelig kunne give hende en hale, men ville hun kunne trække vejret under vandet? Kunne han? Hun kunne næsten ikke forestille sig andet end at han kunne, ellers ville et liv i havet da ikke give mening, men hun kunne ikke se nogen gæler på ham, det havde fisk jo, så han måtte da have sådanne nogle et sted, ikke? Da han spurgte om hun ville prøve, lo hun muntert, selvfølgelig ville hun da gerne prøve, hun overvejede slet ikke om der kunne ligge nogen farer i det. "Må jeg?" Hun kunne slet ikke være i sig selv ved tanken om at kunne svømme i havet med en hale, det måtte være magisk! Hun bevægede let sine ben, inden hun lænede sig tilbage på albuerne og kiggede op på ham.

Da han ikke kunne forklare hvordan det ville være at hale, blev hendes nysgerrighed blot endnu større, men hvad så med hendes tøj ? Skulle hun tage det af og være nøgen ligesom ham for at kunne få en hale? Tanken om en nederdel udenover halen fik hende til at grine så meget at hun måtte lægge sig helt ned for at kunne holde hænderne for munden i forsøget på at kvæle grinet. Da han kommenterede på hendes navn og fortalte sit eget nikkede hun glad. "Mange tak William.." Hun bed dog ikke videre mærke i hans flirteri, det var ikke sådan at være nybegynder på det punkt, så mange undertoner fløj ubemærket forbi hende.

Han overvejede stadig om han skulle give hende lov til at prøve halskæden, men han havde tilbudt hende det så var der vel ikke nogen vej uden om. Han knugede lidt om halskæden igen og bed sig i læben ”Okey der er ingen vej uden om, jeg tilbød det jo selv” kom det fra ham og rakte halskæden frem imod hende. ”Tag denne her på, men hvis det er dit eneste tøj skal du nok tage det nederste af.... du bliver noget større i omfang, og dit tøj skulle nødig gå i stykker.” det var mange ord på en gang, men han regnede da med at hun kunne forstå hvad det var han sagde til hende. For han havde endnu ikke mødt nogen der ikke kunne forstå ham. Han talte jo tydeligt og han kunne da også godt snakke lidt tydeligere hvis det skulle være. 

Der var ingen tvivl om at denne Nianna foran ham var særdeles attraktiv og hun havde helt klaret arvet sit udseende fra noget familie. Så det kom lidt bag på ham at hun ikke engang flirtede tilbage, eller at hun havde forstået han havde flirtet med hende. Måske han bare skulle prøve det lidt mere, så ville hum overgive sig. Så han lænede sig lidt tættere på hende stadig med halskæden rakt frem imod hende da han ikke havde givet helt slip på den endnu. ”Halskæden er magisk så du ville kunne trække vejret under vand, og ikke mærke kulden fra havet” kom det fra ham og kiggede på hende. Dog stoppede han med at knuge så hårdt om halskæden så hun ville kunne få fat på den, for han måtte jo holde hvad man lovede, for han bar da prins, og man skulle holde hvad man lovede her i livet.

Hendes blik hvilede længe på ham, for hun var ikke helt sikker på om han mente det alvorligt, noget ved ham virkede tilbageholden, men hun var slet ikke sikker, hun prøvede virkelig at tyde hans tegn, men det var svært. Hun lagde hovedet let på skrå, men hun måtte være tro imod det hun følte, og istedet for at tage imod halskæden, lagde hun sin hånd hen over hans og lod den forblive lukket om kæden. "Du behøver ikke.." Hendes stemme var ganske blid, og uden nogen bebrejdelse at spore, for selvom hun havde lyst til at springe op, rykke nederdelen af og springe i havet med den, kunne hun ikke gøre noget så længe hun ikke følte han var sikker.

Den måde han fortalte om det at få en hale, selvom det med at vokse i omfang ikke lød lovende, hun kunne godt li sin figur som den var, sæt hun ville støde ind i alt muligt, okay hendes fantasi løb måske en smule af med hende, men hvad kunne man forvente af den unge kvinde. "Det lyder magisk..." svarede hun muntert og kiggede ned på sin hånd der stadig lå over hans, inden hun til sidst tog sin hånd væk fra hans uden at tage halskæden. 

Der var ingen tegn til at hun ville tage den sådan som hun havde lagt hånden oven på hans, men han kunne ikke vurdere om det var et godt tegn eller om det var et dårligt. Han var ikke engang sikker på hvad der ville ske hvis hun tog den og bare forsvandt og begyndte at løbe. Han ville jo ikke engang smutte efter hende. Han ville ikke have nogen chance for at følge efter hende, Maximillian ville dog kunne opspore hende på den ene eller den anden måde, men det krævede også at Max kom lige med det samme. "Jeg vil gerne." kom det fra ham og lænede sig lidt tættere på hende. For som han sagde til sig selv, så skulle man altid holde på hvad det var han havde sagt, og hvem vidste så kunne hun måske blive hans mage. Men så igen det var også noget værre vås. De kendte jo ikke engang hinanden.

"Du skulle bare vide." kom det fra ham og blev noget overrasket over at hun ikke tog halskæden fra hans hånd. Han kiggede lidt ned på hans hånd som stadig holdte halskæden frem og så op på hende. "Så du vil ikke prøve at have en hale? Tag et lille dyk i havet?" kom det fra ham og stirrede på hende igen. Der var ingen han kendte som ville afslå at få en hale, og slet ikke at modtage en halskæde som denne uden at tage den fra ham. Men af en eller anden årsag så virkede hun for fattig til at ville stjæle, men nu vidste han jo heller ikke hvor mange fattige der var oppe på overfladen når det kom til stykket.

Nianna bed sig ganske let i underlæben, da han endnu en gang udtrykte at hun gerne måtte, hun skævede imellem ham og havet, inden hun ganske let rejste sig op fra sandet. Hun tænkte aldrig hun ville få en sådan chance igen, hun måtte tage imod hans tilbud. Med en glidende bevægelse, fik hun nederdelen til at glide ned over hendes hofter så hun kunne træde ud af den, hun følte sig ikke forlegen over det at stå uden noget på underkroppen, de fleste mennesker havde sikkert mere tøj under nederdelen end hun havde, men det betød intet for hende. 

Tøvende satte hun sig ned på knæ igen foran ham, og lagde nederdelen fra sig i sandet, hendes øjne strålede af spændingen, og hun måtte virkelig koncentrere sig for ikke at virke alt for ivrig. Hun kiggede lidt ned på sandet, og derefter ud imod havet, de var ikke mange skridt fra vandet, hvor de sad nu, men hvordan ville han dog komme derud nu den ben at gå på? "Jo, meget gerne! Hvis du er sikker.." svarede hun og kiggede ned på den smukke blå halskæde. Lettere tøvende strøg hun fingrene hen over den, inden hun hævede blikket og så ham i øjne. 

Han var ikke længere i tvivl, hvis det var noget hun gerne ville så skulle hun gøre det. Desuden havde han allerede nu givet hende flere muligheder for at gøre det. Han fjernede ikke hånden med halskæden men holdte den hele tiden frem imod hende. Han stirrede på hende som hun tog nederdelen af og han skulle lige til at fløjte, men han holdte igen. I stedet kunne han blot sidde og nyde synet af det der skete foran ham. Han nærmest slugte hende stykke for stykke med øjnene. Dog gjorde han det i det skjulte for ikke at blive opdaget, og da hun var ved at være færdig drejede han hovedet for at kigge væk, hun skulle jo nødig se at han havde kigget på hende!

"Jeg vil ikke tvinge dig." kom det fra ham og kiggede på hende på ny. Han ville hellere end gerne se hvordan halskæden virkede på et rigtigt menneske, det ville være første gang han oplevede det. Men det kunne være rart at se med egne øjne at det også kunne ske den anden vej. "Men jeg er helt sikker" kom det fra ham og nikkede lidt forsigtigt. Hvis hun ville var det bare at tage chancen nu hvor hun havde det, for hvem sagde at en fra den royale familie ville dukke op og tilbyde hende en ny?

Hun tog mod til sig, inden hun tog imod halskæden og lagde snoren omkring halsen. Hun kiggede lidt ned på den, som den hang om hendes hals, til at starte med kunne hun ikke mærke nogen forskel, og hun kunne mærke et prik af skuffelse, da lyset og halen ikke dukkede op som den havde gjort ved ham. Lettere tøvende strøg hun fingrene hen over den blå sten, inden hun løftede blikket imod ham. Hun gispede dæmpet, da hun mærkede en besynderlig prikken i kroppen, der fik hende til at sætte sig ned i sandet ved hans side, betaget kigget hun på det blå lys der lagde sig omkring hende, en varme spredte sig i hele hendes krop, men den kildede hende også, følelsen af hendes ben der smeltede sammen fik hende til at gribe om hans hånd, okay det var måske lidt overvældende. 

Som lyset stille forsvandt, kom den smukkeste hale hun nogensinde havde set til syne, de skarpe orange og røde farver der spandt sig i hendes, som var det flammer der dansede idet hun prøvede løftede halen, det var overraskende tung at løfte op fra sandet. "Jeg har en hale!" udbrød hun glad mens hun grinte en smule, hun rettede sig frem og lod hænderne glide ned over den inden hun vendte sig imod ham, og kastede armene om halsen på ham i omfavnelse, hun havde måske bare glemt at tage højde for halen, der ikke yndede hende nogen balance lige nu, så de begge væltede i sandet. 

Skuffelsen spredte sig i ham da der ikke skete noget. Det virkede altid så perfekt for ham når han tog den på. Måske havde det hele bare været en løgn om at den virkede på mennesker også. Det var jo blot noget der var blevet sagt til ham, så måske var det hele bare for at få ham til at tro på noget. Og dog skete der til sidst noget, det blå lys dannede sig omkring hende og han stirrede intenst på det han ville have det hele med og han var ikke sikker på hvad der ville komme ud af dette her. Han fjernede ikke blikket fra hende en eneste gang, først da lyset forsvandt sad han med åben mund og kiggede på farverne der var på halen.

Den lignede ikke hans men hold da op den var smuk, og han var overrasket over at halskæden rent faktisk havde virket på hende også! Så inden han overhovedet noget at svare hende fik han et par arme rundt om sig og blev væltet om i sandet så det klistrede sig til hans fugtige ryg. Et grin kom fra ham. "Det virkede faktisk!" kom det fra ham og lagde armene om hende stadig i et grin. Aldrig havde han oplevet noget lignede, det måtte helt klart fortælles videre til Maximillian når han så ham! Han drejede hovedet og gav hende et kys på kinden. "Så er det bare en svømmetur for at se hvor stærk halen er." kom det fra ham og kiggede dybt ind i øjnene. Dette her var virkelig fantastisk!