Lige så længe hun kunne huske, havde Nianna levet i skoven omkring Azurien, aldrig havde hun turde bevæge sig væk fra den trygge base hun havde fået lavet i skoven, hvorfra hun kunne dyrke og forsyne sig med alt, men nysgerrigheden havde altid spiret i hende. Fandtes der mere end blot Azurien? Den skov og sø hun kendte, den by hun betragtede på afstand? Det måtte der, for hun havde set de mange skibe der kom, de handlende, de måtte komme et sted fra? 

I flere uger havde hun kredset rundt ved havnen, på sikke afstand og skjult i skyggerne. Hun havde holdt øje med de skibe der kom og sejlede igen, nogle enkle gik igen og andre så hun kun den ene gang. Det kunne være hendes lift videre, men ville hun blive opdaget? Kunne hun finde et skjule sted? 
Der var mange ting der skulle planlægges, hver ting tog tid for hun vidste ikke hvor længe skibet ville være til søs, hun måtte samle mad nok til at kunne klare sig en længere periode, men ikke så meget at hun ikke kunne skjule sig.

Fra byen havde hun fundet sig en lille sæk, hvori hun kunne opbevarer sine forsyninger i, fra sit lille paradis havde hun samlet alle de bær hun kunne modne, fra den dyrkede jord alle de grøntsager hun ville kunne spise råt ombord på skibet, endeligt havde hun været igennem byen i nattens mulm og mørke og samlet brød fra bageren og noget tørret kød. Hun var ikke meget for at stjæle men nogle ting var nødvendige.

Endelig oprandt dagen, hun havde set sig fast på et lidt større skib der havde lagt til om aftenen, besætningen havde hun fulgt til kroen, det var hendes chance hvis de var berusede og ikke så opmærksomme. Inden morgendagen gry, sneg hun sig ombord på skibet med sin lille sæk i favnen, hendes bare fødder gjorde hendes skridt ganske lydløse. Hendes lyse hår var bundet helt op, kun en enkelt tot af det lange pandehår hang ned. Hun vidste besætningen var på vej, og skibet ville snart sætte sejl. Hun fandt et sted bagerst, gemt bag hele lasten hvor hun lige præcis kunne klemme sig ind, et lydløst suk lød fra hende da hendes skulder sank ned, hun formåede at komme uset ombord.

Snart hørte hun stemmer over sig, højtlydte og lettere snøvlende. Hun krøb helt sammen da hun mærkede skibet begyndte at bevæge sig. Der var ikke længere nogen vej tilbage, hun kunne ikke snige sig af skibet nu, hun måtte bare forsøge at undvige besætningen på turen. Hendes lette påklædning havde aldrig passet tip Azuriens kulde på denne årstid, men hun ejede ikke andet end den nederdel hun selv havde syet ud af et skind der gik hende til knæene og overdelen i samme skind, med skuldrene dækket og let udskæring foran ved brystet. Indenunder bar hun intet. Hun gned let fødderne og håbede ende stationen ville være varmere.

Det var efterhånden et godt stykke tid siden, Shinji sidst havde haft en indtjening, og pengene var ved at slippe op. Han skulle stadig tage sig af Shura, og han kunne jo ikke blive ved med at vente på, at Amalia kom tilbage, så han kunne tigge hende om at få plads på skibet. Derfor havde han nu fundet en tjans på et andet skib, hvor der var mønstring dagen efter. Det havde passet ham fint, og imponerende nok havde han fået lov til at medbringe panteren. Om kaptajnen var bange for hende, eller om han godt kunne se nytten i at have sådan et dyr om bord, vidste Shinji ikke, men han var taknemmelig for at have hende med.

De havde fået læsset det sidste om bord og havde smidt fortøjningerne, da Shinji var blevet bedt om at bære et par kasser under dæk, der åbenbart ikke var kommet derned til at starte med, fordi de var blevet overset. Han var ikke kommet med indvendinger, men han mente nu alligevel, at den ansvarlige burde blive bedt om det og ikke ham. Han ville dog ikke være uhøflig og risikere at blive sat af i den nærmeste havn.

Shura behøvede ikke engang at knurre, da de nåede lastrummet, for Shinji opfangede med det samme duften af et menneske. Han satte kasserne fra sig og lagde hånden på sin sabel, der hang ved venstre hofte. "Jeg ville råde dig til at afsløre dig selv, inden panteren får lov at æde dig" sagde han højt ud i rummet. Blinde passagerer var ikke ualmindeligt, men der var ingen grund til at tage chancer. Han vidste jo trods alt ikke, om personen var farlig eller ej.

Den værste panik efter at have sneget sig ombord på skibet, havde endelig lagt sig, og den unge kvinde lagde hovedet let tilbage imod skibets vægge, og lukkede øjne. Hun havde aldrig før gjort noget, så dristigt og tangerende til dumt som dette, men hun vidste dog også godt at det ville være den hurtigste måde, at komme til et nyt sted på, uden at tænke over at endestationen måske kunne vise sig farligere, end det trygge sted hun kom fra. Hendes tanker begyndte at kredse om den næste forhindring, at forblive skjult og komme af skibet uset igen, når det lagde til land et nyt sted. 

Hun knugede let sin sæk ind imod brystet, hun måtte spare på sine rationer, for hun vidste ikke hvor længe hun skulle forsøge at holde sig skjult, hvis blot hun havde mødt flere væsner i sin tid, ville hun måske kunne have forudset den nærliggende farer i at være ombord. Hun trak vejret dybt og et lille smil fandt for første gang under denne nye rejse, vej til hendes læber. Hun var sikker på det nok skulle gå alt sammen, på den ene eller anden måde. Efter lidt tid åbnede hun atter øjnene og betragtede sækken lidt, forsigtigt åbnede hun den og fandt et lille rundt brød frem, ikke meget større end hendes knyttede hånd og brækkede et lille stykke af det, inden hun pakkede sækken væk igen og lukkede den behørigt.

Bedst som hun skulle til at tage en bid, hørte hun nogen komme ned i lastrummet. Hendes hjerte sprang et slag over og hun knugede sækken hårdt ind imod hendes bryst. Hun pressede øjne hårdt i, som ville det på magisk vis sørge for hun blev usynlig, men da lyden af en mandestemme skar igennem den stilhed hun så ihærdigt forsøgte at opretholde, løb en gysen igennem hendes krop. Hvad skulle hun gøre? Han sagde et ord hun aldrig før havde hørt, men sætningen gav alligevel mening for hende, blive ædt? Hun sank og mærkede al varmen forsvinde fra hendes allerede lyse kinder. De lysegrå øjne søgte ned på den lille stump brød i hendes hånd, den snigende sult der havde nærmet sig var forsvundet som dug for solen.

Med en tøvende bevægelse, fik hun stablet sig selv op på benene, hendes arme knugede stramt omkring sækken og hendes bryst, hendes ben rystede som var det kun tynde pilegrene der forsøgte at bære hendes krop. Hjertet der havde genvundet sin rytme efter forskrækkelsen, bankede så hårdt at det næsten gav genlyd i hendes hoved, som hun trådte frem, med ansigtet sænket ned imod gulvet hvor hun kiggede på sine bare fødder, skrækslagen for at vende blikket imod den mand der havde opdaget hende.

Shinji skulle lige netop til at sende Shura afsted, da han hørte puslen ikke så langt derfra. Han havde dog aldrig forventet at se en pige med langt, lyst hår træde frem, og han stod i et par sekunder og måbede. Så genfandt han sig selv og sukkede. "Du må da virkelig have et seriøst dødsønske, når du sniger dig om bord på et piratskib" konstaterede han, som han kastede et blik ned på panteren. Han slab grebet om sablen og lod hånden falde ned langs siden igen, som han forsigtigt tog et par skridt mod pigen. "Må jeg spørge om dit navn? Jeg er Shinji" præsenterede han sig i en lidt mere munter tone, som han nu stillede sig en armslængde fra hende. Så lagde han forsigtigt en finger under hendes hage for at løfte hendes ansigt, så han kunne se hende i øjnene. "Hvad laver du her, hvis jeg må være så fræk at spørge?" Shinji var sikker på, at kvinden absolut ikke var fra piratbugten af. Alle der vidste nemlig, at det var selvmord at snige sig om bord på et piratskib. De fleste overtrædelser om bord blev straffet med enten piskeslag eller døden, og ingen af delene ønskede han skulle falde over pigen. Hun havde vel ikke vidst bedre? Han rettede sig op i sin fulde højde, som han fjernede sin hånd fra pigen og lagde den under sin egen hage, mens han tænkte over mulighederne. Det ville ikke være nemt at overtale kaptajnen til at skåne hende.

Nianna stod naglet til skibets grove trægulve, mens hun lyttede opmærksomt til mandens stemme. Hun vidste ikke helt hvad han mente, i hendes verden lignede alle skibe hinanden, og dette pirat havde hun aldrig før hørt, men en ting var hun dog helt sikker på, ordet død. En ting hun virkelig ikke ønskede skulle ske allerede, men det var ikke nok til at trække nogen ord ud af hende. 

Da lyden af hans trin, fik gulvet til let at knirke trak hun sig næsten simultant baglæns som han kom nærmere, indtil skibets skrog stoppede hendes håbløse tilbage trækning. Da manden talte lyttede hun opmærksomt. Shinji? Han virkede ikke farlig, men man vidste aldrig med andre mennesker, de kunne være så uforudsigelige, det var hvad hendes observationer havde lært hende.

Hendes tanke mylder fik hende til at glemme alt om at svare ham, samt være opmærksom på den hånd han stille nærmede hendes ansigt, først da hun mærkede hans finger under hendes hage vågnede hun op, og den ellers stive krop gav et lille gip mens hun snappede forskrækket efter vejret. 

Lettere modvilligt lod hun Shinji hæve hendes ansigt op, trods hendes blik forsøgte at forblive ved jorden. Til sidst måtte hun dog opgive og de store lysegrå øjne fandt deres vej op til hans, blot et sekund afslørede hendes blik en mild overraskelse over det umiddelbare venlige ansigt og lilla øjne der mødte hende, inden hun tavst slog blikket så meget ned hun kunne. Hans stemme lød, men hun vidste ikke hvordan hun skulle svare ham, faktisk havde hun slet ikke fået svaret på noget af det. 

Shinji sukkede i første omgang, da pigen ikke svarede på nogle af hans spørgsmål, men han så tydeligt overrasket ud, da hun kiggede på ham. Han havde forventet, at hun var yngre og væsentligt mindre pæn. Det kom virkelig bag på ham. Hvad lavede hun her? Hun hørte tydeligvis ikke til sådan et sted her, så hvad kunne dog få hende til at snige sig om bord? Han lod hende bryde øjenkontakten igen, og han kunne ikke helt lade være med at smile over, at hun mere virkede som en lille pige, der var blevet taget i at stjæle småkager. Uden egentlig at tænke over det satte han sig ned i skrædderstilling, mens han overvejede mulighederne. Burde han tage hende med til kaptajnen? Hans instinkt sagde ham, at han burde, men han var alligevel ikke helt sikker. Han ønskede ikke, der skulle ske pigen noget. I stedet valgte han at rette sin opmærksomhed mod pigen for at se, om han kunne få hende til at tale. "Må jeg ikke bede om dit navn? Det ville være rart at kunne kalde dig andet end "pige" sagde han med en nysgerrig mine. Hans holdning forblev afslappet. Han havde vist givet hende rigelige forskrækkelser i dag. "Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget." Ærligheden var tydelig i hans stemme, som panteren lagde sig ved siden af ham og puffede til hans arm for at få opmærksomhed. Roligt begyndte han åndsfraværende at stryge det store dyr over hovedet.

Ubehaget bredte sig i hendes krop, følelsen af at være trængt op i en krog var ikke behagelig, men hun kendte ikke manden intensioner, måske han ville hjælpe hende? Eller var det måske blot skuespil for at vinde hendes tillid? Hun følte sig splittet og anede ikke sit levende råd, men mandens bevægelse idet han gled ned i skrædderstilling, stoppede øjeblikkeligt hendes tankermylder idet hun løftede det ene øjenbryn en anelse, tydeligvis ikke dette hun havde forventet af manden, men hun slog hurtigt blikket væk fra ham, det var ikke til at spore om det måske nærmere var flovhed der denne gang havde fået hende til at kigge væk, fordi hun havde fulgt ham så nøje med blikket.

Men det var der hun så dyret, hvordan kunne hun have overset det? Hun tabte den sæk hun havde knuget imod sit bryst, hvilket fik lidt brød og bær som ikke burde være at finde på denne årstid, trillede ud på gulvet. Hurtigt satte hun sig ned på hug for at samle sine småting sammen, da hun hørte manden tale. Flygtigt kastede hun blikket på ham, og bed sig let i underlæben. “Nianna....” hendes stemme var mild og blid, helt som en usleben diamant idet hun yderst sjældent havde brugt den.

Hun vidste ikke om hun kunne stole på manden, men lige nu var der heller ikke nogen sikker vej væk fra ham. 

Shinji hjalp med det samme med at samle de ting op, pigen tabte. Han havde et øjeblik glemt, at Shura godt kunne være temmelig skræmmende, hvis man så hende første gang. "Du skal ikke være bange. Hun er bare lidt opmærksomhedssyg" sagde han med rolig stemme. Han håbede på, at hans afslappede holdning ville smitte lidt af på hende. "Du må altså undskylde mit udbrud tidligere. Det er sjældent, vi får så søde, ubudne gæster om bord" sagde han med en rimelig alvorlig mine. "Kan du tilgive mig?" Det var sjældent, Shinji bad om tilgivelse, men han havde trods alt truet hende med at blive ædt.

"Nianna. Det er et pænt navn" svarede han ærligt. Der var ikke mange, der så det sådan, men Shinji havde altid set det som en styrke, at han ikke kunne lyve. Det hjalp på, at folk fandt ham troværdig og derfor havde nemmere ved at stole på ham. Han havde dog ingen skjult dagsorden nu, han ønskede faktisk bare, at pigen forblev i sikkerhed og ikke blev opdaget af de andre lige nu. Han skulle bruge noget tid til at finde ud af, hvordan han skulle overtale kaptajnen til ikke at straffe hende for at være sneget om bord.

Da deres hænder mødtes ved et stykke brød, de begge havde rakt ud efter, trak hun hånden til sig inden hendes blik søgte ned på sin egen hånd, som om hun havde brændt sig på ham. Følelsen af hans varme hånd der havde strøget imod hendes, sad stadig på hende, som om de stadig havde en kontakt, det fik hende til at lukke hånden og opgive sit foretagende med at samle de sidste stykker op. 

Da Shinji begyndte sin talestrøm, forsøgte hun oprigtigt at følge med, men måtte hen af vejen opgive at stykke ordene sammen til noget der gav mening, istedet lagde hun hovedet let på skrå og hævede blikket imod hans lilla øjne. Hendes blik gled stille rundt og sugede alle detaljerne ved hans ansigt til sig, de mørke lange lokke, på en måde hun aldrig før havde set. Pandehåret hvori hun kunne se nogle fjer, hvilket trak et ganske kortvarig og svagt smil frem på hendes rosa læber, arret under hans ene øje, hans stærkt solbrune kulør, hvilket ikke helt gav mening for hende med tanke på det kølige vejr og den helt lyse hud hun selv havde, hendes blik endte ved hans læber og betragtede dem mens han talte. Tilgive? Ordet trak hende ud af sine tanker og fik hende til at løfte blikket for at mødes med hans øjne. Hun gjorde et lille nik med hovedet, bekræftende i at det kunne hun godt.

Hun gned let fingrene imod hinanden på den hånd, der havde rørt hans, for ligesom at ryste de sidste følelser af hans berøring af sig, inden hun lagde det sidste i sin sæk og lagde den til side. Hun skævede imod panteren og betragtede dyret, der uden tvivl kunne gøre stor skade hvis den ønskede det, ligesom bjørnen Koda hun engang havde truffet. Hun forstod ikke behovet for at omgåes med så farlige dyr, det virkede ikke logisk for hende. "Tak...." lød det til sidst mildt fra hende, da han roste hendes navn, selvom fandt hun det nu ikke som noget særligt, for der lå jo ingen mening bag, det var blot et navn? 

Hendes blik hævede sig imod det sted hvor manden var kommet fra, ville andre også dukke op? Og i så fald, ville det være så slemt? Han virkede umiddelbart ikke truende i sin adfærd, og hvis det kendetegnede et piratskib, hvorfor skulle man så dø af det? 

Shinji stoppede kort med at hjælpe med at samle ting op, da Nianna trak sig. Hun var altså en spøjs en. Det var som om, hun var meget yngre, end hun egentlig så ud til at være. Da det gik op for ham, at hun havde tænkt sig at lade resten ligge, samlede han det selv op, og da han var færdig, rakte han forsigtigt sækken til hende med et prøvende smil. Det var ikke første gang, han mødte nogen, der var i en utryg situation, men han var altid i tvivl om, hvordan han bedst skulle gribe det an. Han var ikke ligefrem vant til at passe på andre, fordi de typisk plejede at kunne passe på sig selv.

Shinji betragtede selv Nianna, som han talte. Han ledte hele tiden efter tegn på, at hun begyndte at føle sig utryg igen. Det skete heldigvis ikke, hun virkede mere til at være... nysgerrig? Han var ikke helt sikker, men han kendte ikke til andre ting, ansigtsudtrykket passede med. Ved hendes nik voksede hans smil en anelse. "Tak" svarede han. Nøj, hun talte ikke meget. Det gjorde det også svært at komme ind på livet af hende. Ikke at det som sådan gjorde ham noget. Han kunne sagtens forstå, hvis hun gerne ville holde ham lidt på afstand. Det var svært at læse alle situationer korrekt, når hun ikke sagde ret meget.

Shinji fulgte Niannas blik ned til Shura. Han overvejede, om hun mon stadig var bange for det store dyr. Ikke at han kunne fortænke hende i det. Det kunne godt virke voldsomt, når man mødte hende første gang. "Skal jeg sende hende bort?" spurgte han og nikkede mod panteren, der lige nu lå med lukkede øjne og bare nød at blive nusset. Det var tydeligt, at spørgsmål var stillet af bekymring. Han ønskede jo trods alt stadig, at pigen følte sig godt tilpas, og hvis det bare kunne hjælpe lidt på det at sende Shura op på dækket, ville han gøre det.

Da hendes blik blev sendt mod døren, blev Shinji igen mindet om, at han burde finde på en løsning. Han havde allerede været her nede for længe, og der ville nok ikke gå lang tid, inden der blev sendt nogen ned efter ham. Hvad filen skulle han gøre? Grublerierne gav ham et bekymret ansigtsudtryk.

Da Shinji rakte hende sækken, tog hun forsigtigt imod den, behørig med ikke at røre ved hans hænder igen, inden hun lagde den til siden, hun havde kun nogle enkle ting deri som hun værnede om med sit liv. Det lille armbånd, der kun kunne passe en ganske lille pige og de creme hun selv havde lavet ud af planter til sådan noget som sår healing. Lettere tøvende satte hun sig ned på knæ foran ham, hun plantede bagdelen ovenpå hendes bare fødder inden hun skævede imod panteren, den virkede overraskende rolig og kælen? Hun kunne ikke begribe hvorfor hun havde brugt så mange år på at undgå disse store og vel egentligt farlige dyr, da alle møder hun havde haft tæt på dem, viste et helt andet billede af dem. Niannas blik flakkede et par gange imellem Shinji og panteren inden hun sænkede blikket, som var hun flov over at ville spørge.

Da Shinji istedet afbryder hendes tanker for at spørge om panteren skulle gå løftede hun hurtigt blikket og rystede let på hovedet, for selvom hun burde være skrækslagen og en del af hende bestemt også var utryg ved den vandt nysgerrigheden.  “Må jeg ae den?” Hendes stemme var næsten kun som en hvisken imens hun gned hænderne imod hinanden, hun vidste selvfølgelig heller ikke om panteren ville acceptere det.

Nianna bed ikke mærke i Shinjis ansigtsudtryk der ændrede sig ganske markant, for hendes interesse lå for en stund ved det store kattedyr. Tøvende og med en lettere dirrende hånd rakte hun den frem imod panternes hoved med håndfladen opad, et stykke fra dens snude stoppede hun dog for hvis den ikke var interesseret ville hun ikke tvinge den. Et smil dannede sig om hendes læber som hun for en stund glemte alt om skibet og den farer der lå lige for enden af trappen og ventede på hende.

Shinji undrede sig stadig over, hvad det var ved hans berøring, hun ikke kunne lide. Var hans hænder for ru? Eller var hun generelt bare ikke glad for berøring? Han vidste det ikke. Berøringen tidligere havde ikke været intentionel, men det var kommet bag på ham, at hun var blevet så forskrækket. Han havde ikke lyst til, at det skulle gentage sig.

Shinji hævede et bryn over Niannas hovedrysten. Den havde han alligevel ikke set komme. Da hun så spurgte, om hun måtte røre den, tabte han næsten underkæben. Hun var jo nærmest vendt på en tallerken. Det tog dog ikke lang tid for ham at genvinde fatningen, og han skævede kort ned til panteren. "Det skal du ikke spørge mig om. Hun er helt sin egen og ikke så glad for at blive kaldt "den." Jeg ejer hende ikke" forklarede han og fulgte nøje med i, hvordan Shura tog imod invitationen. Først åbnede hun øjnene og kiggede på hånden. Så løftede hun hovedet og snusede til fingerspidserne. Efter et stykke tid lagde hun hovedet ned igen og lukkede øjnene, hvilket fik Shinji til at sende Nianna et smil. "Du må gerne røre ved hende" sagde han. Det var ikke alle, der forstod Shuras signaler, men Shinji havde kendt hende så længe, at han kunne føre hele samtaler med hende, når hun bare kiggede på ham.

Shinji havde selv glemt alt om de andre på skibet, men da han hørte fodtrin nærme sig trappen, skærpede hans sanser sig endnu engang, og han drejede med det samme opmærksomheden mod indgangen. "Gem dig!" hviskede han gennem tænderne, som han rejste sig op for at tage imod hvem end det var, der var på vej. Panteren havde ligeledes rejst sig og stod ved hans side med øjnene rettet mod trappen.

Nianna lyttede med et halvt øre til hans ord, da han nævnte noget om hendes tiltale af Shura. "Åh...... Undskyld....." hendes stemme var næsten kun en hvisken, idet hun nær trak hånden til sig i skam, selvom hun ikke havde den store tiltro til andre væsner, ønskede hun alligevel ikke at gøre andre irriterede over hendes forsøg på at kommunikere. Da Shura rørte på sig og lod snuden komme tæt på hendes fingerspidser for at snuse, rørte den kolde snude hendes fingrene ganske kort, men nok til en helt svag latter, dog hjertevarm lød fra hende. Og da Shinji forklarede at hun havde accepteret bed hun sig let i læben for at tage mod til sig, for hvad nu hvis den skiftede meningen? Med en tøvende bevægelse lod hun fingerspidserne stryge hen over panteren pande, op mellem den øre, en overrasket mine lagde sig over hendes ansigt, som hun nøje studerede Shura. Følelsen i hendes fingre var ganske intens, for pelsen var så varm og alt andet end hun havde forventet. Ganske forsigtigt lod hun fingrene glide lidt frem, så hele hendes hånd lagde sig helt forsigtigt ned på panterens pels, inden hun strøg hånden ned over den hals, musklerne deri var ikke til at tage fejl af. Nianna kunne slet ikke begribe at hun lige nu, rørte ved så storslået et dyr, der på samme tid var så frygtindgydende trods hun lå med lukkede øjne. 

Hun så ingen grund til at friste skæbnen alt for meget, og stille trak hun hånden til sig igen og vendte blikket ned i håndfladen med et lille smil om læberne der hang ved. Hun vendte de store lysegrå øjne imod Shinji og for en stund strålede hun med en varm glød over hele ansigtet. Men med Nianna havde ting det med at vende lige så hurtigt igen, for lyden af nogen der nærmede sig, malede i en skræk i hendes ansigt da hun trak sig væk fra dem. Hvad skulle hun gøre? Ville den næste også opdage hende så let som ingenting? En panik begyndte at optrappe sig i hende, da hun hørte Shinjis hvisken. Han behøvede ikke sige det to gange, og adræt sprang hun tilbage i sit skalkeskjul.

Hun krøb helt sammen, pressede sig imellem kasserne helt ud imod skibets skrog, med blikket nedslået og vejret holdt, men som hun sad gik det op for hende hun ikke havde sin sæk med sig, hendes blik for op og søgte rundt efter den. Hvis hun forsøgte at tage den, ville hun komme til syne for vedkommende der nærmede sig. 

Shinji så ingen grund til at kommentere hendes undskyldning. Shura havde tilgivet den enkelte fejltagelse, og han så absolut ingen grund til at vade i det. Nianna havde trods alt ikke vidst bedre. Han sendte hende dog et smil alligevel, som han nysgerrigt betragtede hende, da hun tog mod til sig og lagde hånden på hovedet af Shura.

Shinji havde absolut ikke forventet at se så stort et smil på pigens ansigt. Han var tydeligt overrasket, da hun nærmest strålede som en sol, da hun kiggede på ham. Han hev dog sig selv tilbage, som han tillod sig at sende hende et nyt smil. Det var nok for ham, at hun fandt sig godt tilpas sammen med Shura. Han behøvede ikke også at være vellidt. Hvis hun var bange for mænd, havde han absolut ingen intentioner om at presse sig på.

Shinji spottede sækken ud af øjenkrogen, men han kunne ikke nå at få den af vejen, som han så et par støvler på vej ned ad trappen. I stedet trådte han et halvt skridt til venstre, så hans krop ville dække for den. En bredskuldret, temmelig muskuløs, skaldet mand med fuldskæg sendte Shinji et nysgerrigt blik, inden han lod øjnene glide over omgivelserne. Så vendte blikket tilbage til Shinji. "Du har været væk længe, så jeg kom ned for at kigge efter dig. Jeg hørte stemmer" sagde manden, og Shinji sendte ham et smil, som han lagde en hånd på hovedet af panteren, der brummede. "Jeg snakkede med Shura. Jeg faldt lidt i staver hernede" svarede han. Begge dele var sandt, og han havde ikke fortalt en løgn. Han havde blot udeladt nogle fakta. "Nå, men se at få lidt fart på" beordrede manden, hvortil Shinji nikkede.


Da manden var gået op igen, åndede Shinji lettet ud og vendte sig om for at hente sækken til Nianna. "Jeg er nødt til at gå, men jeg kommer tilbage igen med lidt mad. Skal jeg lade Shura blive?" spurgte han.

Nianna sad som frosset til hendes lille plet, stemmen fra hvad der tydeligt lød som en mand, virkede ikke nær så indbydende som Shinjis, hun hævede blikket op, hun kunne lige akkurat se ham stå sammen med panteren Shura. Hun bed sig i læben, for selvom han virkede til at ville hjælpe hende, kunne hun tage fejl? Hun havde aldrig lært at tolke andre væsner, så hvor andre hurtigt se de små tegn skulle Nianna nærmest have det banket ind i hovedet. Hun lyttede opmærksomt til hvert ord de udvekslede mens hun næsten holdt vejret, bare for at være sikker på ikke en eneste lyd forlod hende, sæt den mand ville opdage hende lige så let som Shinji havde gjort det. Først nu begyndte det at undre hende, hvordan han egentligt havde opdaget hende, var det Shura der havde fanget hendes færd eller var der mere til manden end det blotte øje kunne se?

Da hun hørte manden vende rundt og bevæge sig væk, lød der et lettelsens suk fra hende, som hun igen begyndte at føle sig sikker, så havde han alligevel passet på hende, denne gang! Da han vendte tilbage til hende, fandt hun et usikkert lille smil frem, mens hendes blik gled mellem gulvet og hans øjne. Hun lyttede til hans ord og nikkede forstående til dem, selvom hun ikke vidste hvad han egentligt skulle, hun kendte jo intet til skibe og hvordan man sørgede for de kom derhen hvor man gerne ville have dem, og da han spurgte om Shura skulle blive lod hun blikket vandre over til hende. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle svare ham, hvilke ord hun skulle bruge, for hvis ikke panteren havde lyst ønskede hun ikke at tvinge den, hun vidste heller ikke om hun ville føle sig mere sikker af Shuras selskab eller ej, for hvis hun nu skulle angribe? Hun sukkede opgivende da hun ikke kunne finde nogen ord der passede og lod blikket falde ned. "Gå bare..." hviskede hun dæmpet som de eneste ord hun kunne finde frem, inden hun tog imod sækken og knugede den ind til sit bryst, hun måtte blive mere påpasselig hvis hun skulle undgå de andre ombord på skibet.

Shinji var ikke helt overbevist om, at det var den bedste løsning at efterlade Nianna her helt alene, selvom hun gav udtryk for, at han godt kunne gå. Langsomt og forsigtigt forsøgte han at lægge en hånd på hendes skuler. "Er du sikker på, det er okay?" spurgte han med en bekymret mine. Han ønskede trods alt ikke, at hun skulle sidde hernede i konstant frygt for at blive opdaget. Det ville jo drive enhver til vanvid. Det skreg oveni i alle fibre i hans krop, at det ikke var en god idé at overlade pigen til sig selv. Måske hun ikke var så skrøbelig, som hun så ud? Han kunne selvfølgelig ikke være sikker, men noget sagde ham, at hun nok ikke ville kunne beskytte sig selv, hvis hun blev opdaget. Han nikkede dog til hendes ord. "Jeg lover, at jeg kommer tilbage så hurtigt som muligt" sagde han med et opmuntrende smil, inden han rejste sig. Shura kastede ligeledes et sidste blik på Nianna, inden hun fulgte med med en brummen. "Pigen ønsker ikke din tilstedeværelse, og det må du respektere. Du kan holde vagt oppe ved indgangen" svarede han til panteren. Det var tydeligt, at han sagtens kunne forstå, hvad der blev ment ud fra et enkelt brummen. Oftest tog Shinji det faktisk for givet, at andre ikke vidste hvor tæt et bånd, de havde med hinanden. Han var også god til at glemme, at hun for andre virkede som et stort, farligt rovdyr. For ham var hun jo bare en kat.

På vejen ud satte Shinji kasserne, han havde haft med til at starte med, på plads det rigtige sted. Der var ingen grund til, at andre blev mistænkelige over, at de stod fremme, hvis de kom herned. Det ville bare få dem til at undersøge området, og det ønskede han trods alt ikke ligefrem skete. Som de kom op, valgte Shura at lægge sig lige foran døråbningen til trappen. Imponerende nok var der ingen, som brokkede sig over dette. Det kunne stadig overraske Shinji, hvor mange der egentlig var bange for panteren, når hun nu i en dags tid ikke havde lavet meget andet end at sove.

Shinji kunne først slippe ubemærket ned i lastrummet igen efter en tre timer ca. Det var blevet mørkt udenfor, og han overvejede, om Nianna var faldet i søvn. Han var ikke fuldkommen stille, for han ville ikke snige sig ind på hende, men hans gang var forsigtig, så han ikke vækkede hende, hvis hun sov. Han havde selv en vadsæk med. I den var der lidt mad i form af nogle frugter og lidt tørret kød. Han vidste ikke, hvad hun spiste, men hun havde selv haft noget brød. Frugten ville forgå hurtigt herude, hvis den ikke blev spist, og den holdt kun begrænset tid, så han havde taget noget med, så hun kunne nå at nyde det, inden det forsvandt.

Forsigtigt gik han mod, hvor han vidste, hun sidst havde været for at se, om hun stadig gemte sig der, eller om hun havde fået et andet sted, stadig med forsigtige skridt i tilfælde af, at hun sov.

Hendes blik hvilede for en stund ved Shinji, hun vidste ikke om han var oprigtig i sin udstråling, men for at være ærlig havde hun også lidt svært ved at placere hans ansigtsudtryk, men hun følte sig blot en smule sikker på, at han ville hende det godt, derfor sendte hun ham et lille smil og nikkede bekræftende, så han ikke skulle være alt for bekymret for hende, hun havde jo trods alt levet alene hele sit liv, dog under den åbne himmel og inde på land hvor tingene ikke gyngede i bølgerne. "Ja...." svarede hun ganske mildt, og prøvede at løfte den bekymrede mine der så ud til at hvile over ham.

Da han accepterede og de begge begav sig væk fra hende, krøb hun frem og fulgte dem med blikket, til hun ikke kunne se noget af dem længere. Hun satte sig ned, hvor hun stadig kunne holde øje med trappen, men samtidigt også var lidt skjult i mørket bag nogle kasser, så kunne hun se når de vendte tilbage, hvis de da gjorde det? Hun var ikke meget for at give sin tillid til andre, men nogen gange vidste hun også at måtte give lidt for at kunne få igen, det havde hun trods alt set i byen, det var dog som regel altid ting de byttede, men hun formodede at det også galt høflighed og tillid.

Som timerne skred frem og skibet gyngede mere og mere, mærkede hun hvordan det kørte rundt i hele hendes krop, hun kæmpede imod trangen til at skulle kaste op, og måtte flere gange sidde og holde sig for munden for ikke at komme til det alligevel. Hendes hoved dunkede af at være sådan på overarbejde, og hun havde måtte ligge sig ned i fosterstilling for at lindre mavepinen, hun glædede sig til at komme i land og få det bedre, komme ind hvor alting ikke kørte rundt i hovedet på hende og hvor intet gyngede sådan frem og tilbage. Også lasten brokkede sig fra tid til anden når kasserne knirkede imod hinanden, dog uden at falde nogen steder. Koldsveden samlede sig i perler i hendes ansigt, over anstrengelserne med at holde opkastet nede i maven hvor det hørte hjemme, mest fordi hun vidste hvor grimt det lugtede, men fordi det heller ikke var lydløst at kaste op. En dæmpet klynken lød fra hende, der gjorde hun slet ikke bemærkede nogen nærmede sig hende.

Shinji stoppede, da han hørte et klynk. Det gjorde det da langt nemmere at finde hende. Han kunne dog ikke lade være med at smile forstående, da han så, hvordan hun havde krøbet sig sammen, og det var ikke svært at gætte sig til hvorfor. Han satte sig på hug med lidt afstand til hende, men ikke længere end han stadig kunne nå hende, hvis han strakte armen. "Sådan holder du ikke op med at være søsyg" sagde han med en dæmpet, rolig stemme. Han var forberedt på, at hun ville blive forskrækket, så han gjorde sig klar til at trække sig en smule. "Lad mig vise dig, hvordan du nemmere håndterer det" sagde han igen mildt og rakte forsigtigt en hånd mod hende med håndfladen opad. Han strakte dog ikke armen, men holdt den i stedet halvvejs mellem dem, så hun selv kunne vælge, om hun ville tage imod invitationen eller ej.

Nianna havde ikke opdaget Shinji allerede var vendt tilbage til hende igen, hvilket fik hende til at få et lille chok da hørte hans stemme ved hendes side, hun åbnede det ene øje en smule og kiggede på hans fremrakte hånd. "Søsyge?" spurgte hun stille, var det derfor hun var blevet så dårlig nu. Hun måtte dog indrømme at enhver form for lindring ville hun tage imod med kyshånd, men hun var stadig en smule forbeholdende da hun rakte ud og tog imod hans hånd. Hvis han virkelig talte sandt, så måtte hun prøve, for den måde hele hendes mave vred sig på, kunne hun ikke holde bare 5 minutter mere ud af det end højest nødvendigt. Hun rettede sig en smule op og knugede den frie hånd om maven. 

Shinji så et øjeblik overrasket ud over Niannas spørgsmål. Hun måtte virkelig ikke komme meget ud, hvis hun ikke vidste, hvad ordet betød. I Shinjis hoved gav det jo nærmest sig selv. "Det er det, man kalder det, når man bliver dårlig af, at båden eller skibet gynger" forklarede han. Han valgte at snakke en anelse langsommere, end han ellers plejede, men ikke så langsomt så hun begyndte at føle sig dum. Det var trods alt ikke det, han ønskede. Hans smil voksede dog, da hun tog hans hånd, og han rejste sig langsomt op for at hjælpe hende på benene. Så trak han hende ud, hvor der var lidt mere plads. Så rettede han hende ind, så hun stod med front mod sejlretningen.

"Først skal du sætte fødderne med en skulderbreddes mellemrum" begyndte han at forklare og demonstrerede selv ved at sætte sine fødder, så de flugtede med hans skuldre. "Så bøjer du let i knæene og slapper af i overkroppen" forklarede han videre og demonstrerede endnu engang. " Til sidst strækker du armene ud til hver side, så du nemmere kan holde balancen." Denne gang tog han blidt hendes hænder med sine egne for at få hende til at løfte dem op. "Nu handler det om at følge skibets bevægelser. For nogle er det nemmest at lukke øjnene, men hvis du bliver mere dårlig af det, er det ikke en god idé" sagde han. Igen demonstrerede han ved tydeligt at skifte vægten til det ben, hvor det begyndte at hælde mod. Han overdrev det ganske vidst, men det var for at vise hende, hvad han mente.