Tid: 19:00 tiden deromkring
Sted: Værtshuset
Vejr: Rimelig klart, udover en smule vind
Omgivelser: Bliver beskrevet i indlægget
Påklædning: En sort undertøjs lignende kjole


Siddende ved bardisken, med blikket hvilende på krofatter havde Lilith siddet og kedet sig i snart alt for lang tid. Hvert minut var begyndt at føltes som flere timer, så det var måske tid til at lave lidt kaos og ballade. Et lusket smil bredte sig over ansigtet, og hun kastede kort med det røde hår. Hun lagde det ene ben over det andet, som hun mødte krofatter s blik flere gange. Selvom der var nogle mennesker herinde på denne dag, så lagde hun ikke mærke til dem. Enlig havde hun fornemmet dem i det samme øjeblik hun trådte indenfor, men krofatter havde hendes fulde opmærksomhed i øjeblikket. Det var blevet tid til en drink, hvad skulle man vælge var mjød det klassiske. Hun tænkte lidt, måske hun kunne pifte det lidt op, og det gav hende straks en god idé. Hvor god den ville være for personen det ville gå udover var hun ligeglad med, for hun vidste godt at det ville være en dårlig idé for alle andre end hende. 

Da krofatter nærmede sig hende, og kiggede undrende på hende, lænede hun sig ind mod ham, greb fat rundt om hans hals i et blidt tag. Borede nogle negle ind i huden, og vupti blod kom frem. Med den frie hånd rakte hun ud efter hendes krus med mjød, og holdte det ind under hullerne, hvor blodet dryppede lidt"Perfekt blanding"lød det tilfredsstillende fra hendes mund, hvorefter hun lod hendes tunge glide hen over de kolde læber. Krofatter skubbede hende væk, og før han faktisk nåede at kalde på hjælp var han blevet fanget af de gule øjne hun dæmonen havde. Hun holdte blikket, og førte kruset op til hendes mund, lod hendes læber glide lidt på kanten, før hun tog en stor slurk. Så satte hun det ned på disken, og lagde en finger ovenpå krofatter s mund"Hullerne skal nok forsvinde, ellers har jeg en idé til hvordan du kan dække det"sagde hun kækt og blinkede til ham. 

Få minutter efter lænede hun sig lidt tilbage, og kiggede rundt. Krofatter nikkede, og virkede ikke til at have mere at sige. Han var nærmest blevet stum. Heldigt for ham, at han havde noget at dække hullerne med. Lilith sad blot og nød synet, og kunne ikke undgå at betragte omgivelserne en lille smule mere. Så nu manglede der bare et ekstra lille pift, før at den kommende aften kunne starte.

Medanien det væreste sted at være på nuværende tidspunkt. Ikke nok med at han havde set Marad, så havde han rent faktisk også mødt Miranda, og han havde endda svigtet begge to. Det var ikke sådan han ville have at det skulle være. Men hvad skulle han gøre? Han havde kun været et problem i så lang tid og han havde aldrig duet til noget. Så hvorfor skulle han gøre noget ved det nu. Det hele havde bare været nemmere hvis han kunne få sine dumme vinger til at komme frem og få ham væk her fra. Han kunne jo gå men nu havde han disse pragtfulde vinger de var da lidt hurtigere. Ikke at han kunne finde ud af at bruge dem overhovedet, men de lærte han vel nok på et eller andet tidspunkt.

Han roede lidt rundt i sine lommer og fandt et par krystaler. Så kunne han da i det mindste lige få lidt at drikke på den nærmeste kro, bare lige sådan for noget tid. Bare inden rejsen gik væk fra Medanien, for intet godt havde kommet til ham her. Ikke hvad han først havde regnet med at det ville. Han var ikke længere sikker på at noget godt overhovedet ville komme til ham i livet. Hvad han troede var godt før hen, var noget helt andet nu, især efter at han var blevet engel og havde fået denne mærkelig evne med at kunne mærke følelser. For hvad skulle han mene om det. Han kunne jo ikke engang selv bestemme hvad han skulle gøre med den, det var bare følelser han kunne mærke hele tiden. Det var slet ikke specielt morsomt at være ham længere. Kunne han ikke bare være forblevet død da han døde?

Han trådte ind på kroen uvidende om hvad der netop var sket og han dumpede ned i den nærmeste stol uden overhovedet at ligge mærke til at en blålig dame sad over for ham. Det var først da et stik i hjertet på ham at han kiggede op fra hans ellers så tabte blik. "Åh undskyld, jeg vidste ikke der sad nogen." kom det fra ham og rejste sig op for at begynde at bevæge sig hen til en anden stol hvor der ikke sad nogen.

Siddende i hendes egne tanker for en stund havde hun slet ikke lagt mærke til personen der nærmede sig hende. Ikke en hun havde set på kroen før, eller andre steder henne. Et løftet øjenbryn løftede sig på ansigtet, havde hun mon set ham før?. Tankerne måtte kredse lidt omkring før efter nogle løsrev hun sig det. Nej det var næsten umuligt for hende, at have set denne person før, hvem var han. Hans hårfarve kunne hun ganske vel godt lide - mest fordi hun selv var rødhåret. Hendes øjne gled så hen på krofatter igen, det var godt han havde dækket hullerne, for folk ville sikkert spørge, hvad der var sket. Der var nok mange der ville undre sig over det, ja det ville sikkert ikke undre hende hvis det ville ende ud i et krydsforhør. Det var slet ikke noget hun magtede, så det var godt den gavmilde, og lidt ældre krofatter mand kunne gemme hullerne, og ikke ville fortælle det til nogen. 

Hun betragtede personen ved siden af sig lidt, før hun hørte han undskyldte. For hvad vidste hun ikke helt, og måtte også kigge lidt mere undrende på ham. I hendes øjne så hun ingen grund til at undskylde, så det var ganske underligt"Du skal ikke undskylde, tænk ikke på det"var det svar hun gav ham, og sendte ham et bredt smil. Lige nu var hun overraskende nok venlig, normalt plejede hun slet ikke være så venlig overfor andre. Ja det kunne tit ske, at de bare fik den kolde skulder, og et ligegyldigt blik. Dog virkede denne person som om der var et eller andet galt, og det var noget hun følte lidt at hun kunne hjælpe med. Nu var aftenen startet, og hun var godt igang  med at nyde drinken, så der var bestemt ikke plads til triste miner, og opgivelse på livet, eller andre former for ting i den stil. Lilith  rykkede sig tættere på ham, som han havde flyttet sig. 

Da hun sad ved siden af ham, drejede hun hovedet. Lagde det ene ben over det andet for at sidde bedre, og hun tog en stor slurk af kruset. Det blev sat ned på bordet igen, og hun holdte de gule øjne hvilende på ham"Så du ser helt opgivende, og trist ud"fløj det ud ad hendes mund, uden helt at tænke på at omformulere det, eller bare sige noget helt andet. 

Normalt ville James have smilet af alt og alle og lade sine tanker flyde frit, men ikke længere. Det var ikke sådan han så på tingene længere. Han var ulykkelig og det var som om intet kunne ændre det længere. Han havde engang følt sig hjemme et sted, og kunne glæde sig over at varme sig i en seng, men sådan var det ikke længere. Han var kastet ud til højre og var ikke længere nødvendig for nogen som helst. Han var ene og alene i den store verden, og det var ikke engang fordi han var engel. For dem var der sikkert mange af, han vidste bare ikke hvad det ville sige at være engel, og han anede helt sikkert ikke hvad der ville ske med ham hvis han døde på ny.

Fødderne blev nærmest slæbt efter ham som han vandrede væk fra den blå dame og satte sig på den første ledig stol han kunne finde. Helt bedrøvet kiggede han ned i bordet og han lod hænderne lande på bordet og follede dem sammen. Egentlig skulle han have noget at drikke, men på den anden side var han ikke engang tørstig, han ville bare have varmen. Han lagde ikke engang mærke til at den blå dame satte sig hen til ham og snakkede til ham. Det var først da han kiggede op og hørte det sidste af hendes ord han blinkede nogle gange med øjnene. "Trist? Ja egentlig..." kom det fra ham og vidste ikke hvad han ellers skulle sige, for det var ikke løgn. Alle følelser der var i rummet prikkede til ham og det var omklamrende og smertefuldt. Det var som at få en spand kogende vand ned over sig, men hvor skulle han ellers gå hen for at få varmen. Han måtte leve med det, om end at krofatteren udstrålede meget frygt for noget eller nogen her i kroen.

Langsomt lod han hovedet dunke ned i bordet og han sukkede kort. Han havde løst til at græde, men hvad var der at græde over, han kunne ikke længere gøre noget ved det. Han havde betalt prisen ved at føle kærlighed, og det var ikke sådan det skulle være længere. Han var nu blevet en mand med følelser og hele pisset. Om end at han faktisk var ret gammel. Han havde været forelsket en gang før og den mand ville ikke længere have ham. Var det sådan at have følelser for så ville han aldrig have det igen. Det var bare en dum ting han sagtens kunne undvære. Han kunne lige så godt leve for sig selv igen, og passe sine egne ting i stedet for at leve som en af de mange krystallisianere i hele landet.

Lyden af hans hoved der ramte bordet fik et øjenbryn til at løfte sig på hendes ansigt, for hun forstod ikke hvorfor han gjorde det. Han skadede da kun sig selv ved at gøre det, ikke at hun havde noget imod det for lidt smerte - og generelt smerte var jo fantastisk. Måske hun bare var syg nok til at kunne lide smerte, det var næsten ligefør at hun ikke kunne få for meget af det, så synet af denne person som havde dunket hovedet ned i bordet fik et lusket smil til at brede sig. Det var faktisk ikke fordi hun havde noget imod at se på det, tværtimod det glædede hende nærmest at se ham gøre skade på sig selv. Det var ikke noget hun lige sagde, men udtrykket på hendes ansigt sagde det hele det var meget tydeligt. 

"Hvordan kan man være trist, så trist at man banker sit hoved ned i bordet"spurgte hun undrende og kunne ikke lade være med at løfte et øjenbryn. Hvem var denne nærmest håbløse person, og alligevel var hun ganske sikker på at han bestemt ikke ville få lov til at være trist på denne aften her. Han ville heller ikke få lov til at være trist når han var i selskab med hende. Hun drejede rundt på stolen, og greb fat med hendes hænder på denne persons skuldre, og ruskede en lille smule i ham. Prøvede at løfte hans hoved op fra bordet, så det ikke ville ende med at hun skulle have hans død på sin samvittighed. Det ville dog ikke gøre hende noget, men der et eller andet ved ham som gjorde at hun ikke havde de tanker om at gøre det. "Du trænger til en stærk drink, og til at dræbe de tanker du har"sagde hun bestemt, og stoppede kort med at ruske lidt i ham. 

Så drejede hun rundt på stolen, og tog en stor tår af hendes drink. For hver tår var den drink nærmest bedre og bedre. Det var svært ikke at drikke af kruset, for den var så smagfuld, og lækker. Lilith kastede kort med det røde hår, og kiggede kort hen på krofatter, gav tegn til at han skulle komme hen til dem. Da han pludselig stod foran dem kiggede han på hende og denne mystiske person"Han trænger til en opkvikkende drink, gerne stærk"sagde hun som hun helt klart bestilte for ham, han havde nærmest slet ikke fået chancen for at bestille selv, også selvom han måske ville beslutte sig for noget andet så havde han slet ikke fået lov. Lilith havde været alt for hurtig, og hun lod det luskede smil brede sig, åh at lede denne stakkels triste, og håbløse person lidt ind i mørket, og i fordærv nærmest var jo fantastisk. 

Det hele kunne egentlig bare være lige meget. Der var intet at være lykkelig for længere. Det hele kunne bare være lige meget. Der var intet lykkeligt i hans liv længere, det hele var et overstået kapitel som når man havde sovet og vågnede op efter en god drøm. Hvis det hele bare havde være en drøm så var det den bedste nogen sinde. Men efter som at han var blevet slået ihjel (Som han ikke engang kunne huske hvordan var sket) og blevet genoplivet, så var det bare ikke længere det samme. Selv denne her nye evne han havde gjorde intet godt for ham længere. Han ville hellere end gerne bare dø sådan rigtigt og forblive død. Alt det han kunne mærke omkring ham var hjertet det der gjorde mest ondt. Kærlighed var åbnebart noget af det fanden havde skabt. Hvorfor havde han på noget tidspunkt skulle være lykkelig, han havde aldrig oplevet lykke før, og nu var det som en tung sten var i hjertet på ham der bare ikke kunne heales.
Han lyttede til hendes ord, men selvom hun sad lige foran ham var det bare som om ordene kom langt væk fra. Normalt kunne han høre alt omkring sig, men han kunne ikke engang høre sig selv for alle de følelser der fløj igennem hele lokalet. "Hvordan kan noget så godt blive ødelagt så hurtigt?" kom det nærmest mumlende fra ham. Han var egentlig lige glad med om hun hørte ham eller ej. Hans liv havde bare taget en drejning til det han aldrig havde troet der skulle ske. Marad var vel egentlig bare en idiot, og alligevel så gjorde det bare endnu mere ondt at tænke på ham. Han kunne græde lige nu, men han havde grædt så mange tåre at han ikke ville græde længere. Selv da hun ruskede i ham kørte hovedet fra side til side hen over bordet. Først da hun prøvede at fjerne hans hoved fra bordet lænede han sig lidt op og kiggede på hende med en trist mine.  Noget stærkt at drikke han var ikke længere i tvivl om at han burde drikke noget stærkt, for det gjorde alle vel der havde mistet en stor kærlighed ikke? Han var ikke sikker på det, men det var vel en ting der kunne afprøves, måske hvis han var fuld nok kunne han glemme alt om Marad, bare for et øjeblik.

Selv da krofatteren kom hen til dem blev følelsen af frygt fra ham bare forøget, og James kunne mærke det, men han sagde ingen ting. Han var ikke engang sikker på hvorfor krofatteren var ramt af frygt, måske var der bare sket noget i hans liv han var bange for. Måske var der sket noget inden han kom ind på kroen, men når alt kom til alt var han faktisk fuldstændig lige glad. For ham kunne alt ting være lige meget, han ville bare gerne glemme alt om Marad og hvad der havde været lykkeligt i hans liv. Han hverken sagde hende imod eller gjorde nogen tegn til at ville sætte et svar over styr. Hun vidste sikkert bedre end ham, for hun havde da sikkert drukket længe, hvor han? Han havde dårligt nok rørt andet end vand hele sit voksne liv. Endnu engang vendte han blikket ned i bordet og lagde ikke engang mærke til at krofatteren kom tilbage med et glas og satte foran ham. Det var kun frygten der var kommet tættere på der havde afsløret det hele. Blikket blev rettet ned imod glasset og han tog det for at kigge ned i det. Han havde ingen ide om hvad det var, men det var vel noget der smagte godt. det stærkeste han nogen sinde havde smagt var vin, og det sagde ikke så lidt om hvor lidt han faktisk drak af alkohol.

Synet af ham der stirrede på glasset fik hende til at sukke lidt, havde han ikke tænkt sig at drikke af glasset. Kunne hun tvinge det ned i halsen på? ikke selve glasset men indeholdet, for på den ene eller anden måde ville hun da være sikker på at han fik drukket noget. Noglegange var alkohol ikke svaret på alt, men lige i aftenen var det måske vejen frem, specielt når han var så trist og knust som han var. Han virkede da helt nede i bunden, måske længere end bunden. Normalt bekymrede hun sig ikke for andre, og hun følte heller ikke en bekymring for ham, men hun undrede sig over hvad han kunne være ramt af, ja hvad der enlig havde ramt ham siden han var så trist. Lilith sukkede endnu engang, og greb fat rundt om hendes krus, hun tog en stor slurk og satte det ned på bordet igen. 

"Hvad er blevet ødelagt, jeg kan godt lide ødelagte ting, men jeg tvivler på det er det som jeg håber og tror det er"sagde hun og lod hendes gule øjne glide ned over ham. Ja hvad kunne det enlig være, der måtte være en grund til, at han nærmest ligenede en hvis sjæl havde forladt kroppen flere gange. Det var ikke engang hende der havde taget hans sjæl, eller andet så gad vide hvad det var. Hun lagde hovedet på skrå, og lod fingrene danse hen over kanten på kruset. Hendes fokus lå på denne person her, og hun betragtede hans bevægelser en smule"Du trænger til at tænke på noget andet"sagde hun kort og bestemt, og lænede sig lidt ind mod ham. Lod hendes hånd lægge sig rundt om hans hånd på hans krus, løftede hans arm op til hans mund, hun var rimelig afklaret med at han var nød til at glemme alt der hed triste tanker, og hvor hårdt det ville blive at gøre det, ja det var det store spørgsmål. Hun tvang ham nærmest til at drikke fra kruset, stædig ja det var hun, men i dette tilfælde var hun sikker på, at det måske ville hjælpe en smule. 

Som sagt denne aften skulle nydes med andre ting end triste, og deprimerende samtaler, hun var slet ikke typen der gad høre på sådan noget, og enlig var hun nok rimelig følelskold. Dog havde hun ikke tænkt sig at slippe synet på denne person her endnu, nej aftenen var lige startet. Den ene drink hun var igang med at drikke kunne sagtens blive til flere"Hvad er dit navn"spurgte hun så imens hun lod en finger sno sig rundt om en af de røde hår totter. Det var vel også på tide med en præsentation, så hun vidste hvad han hed. Imens hun ventede kunne hun høre krofatter larmede, og hun skulede lidt hen til ham for at se, hvad han larmede med. Det var slet ikke til at se, hvad han havde gang i, der var kun larmende lyd, men hun kunne slet ikke se hvad der foregik.

Hvordan kunne noget så godt blive ødelagt så hurtigt. Bare fordi man døde? Det var ikke fair over for nogen som helst, og han anede ikke hvad han skulle stille op med noget som helst. Hendes ord gav genlyd i hans øre, men han svarede ikke med det samme. Hvordan kunne han svare på det spørgsmål? Men nu havde det jo heller ikke været en ting der var gået i stykker ud over ham. Hans hjerte var gået i stykker, og det kunne næppe finde ro igen. Det var ikke bare noget man kunne lave eller give sig helt hen til. Det var et stykke der var blevet revet ud, og aldrig kom på plads igen. Han havde gået fra Marad fordi det var det rigtige at gøre. Ikke fordi han ville, men fordi Marad havde sagt at han skulle. Så det var da ikke fordi at han kunne gøre noget som helst ved det. Han kunne have stået fast og blevet hvor han var med Marad, men så havde han benægtet Marad i det han havde sagt. Han føjede andre frem for at føje sig selv, og det havde han altid gjort. Det var nok ikke noget der skulle ændres lige med det samme, og slet ikke hvis det aldrig nogen sinde ville blive ændret. "Jeg er ødelagt. Kærlighed har ødelagt mig..." et nyt suk kom over hans læber og han havde lyst til at banke hovedet ned i bordet igen på ny, men han gjorde det ikke. Det var ikke lige så nemt at gøre, og nu havde han jo trods alt en samtale i gang. Hendes bevægelser der fik ham til at drikke fik ham ikke engang til at stritte imod. Han var lige glad, hvis det var dette her der hjalp på det hele, så var det vel bare en god ting at gøre. Det var jo ikke fordi at han ikke ville tænke på noget andet, for det ville han da. Men det gjorde bare så ondt at tænke på det hele tiden, men det var det eneste hans tanker kørte rundt i. Han skulle bare have forblevet død i stedet for at blive genoplivet som den latterlige engel han var. Det var ikke fair for nogen at han blev genoplivet, der havde sikkert været andre der kunne have mere gavn af det, men ham? Nej det var bare så forkert på så mange måder.

Som han drak indholdet ud satte han kruset ned på bordet. Han havde ikke engang smagt på det, men det kradsede lidt i halsen på ham når det faktisk kom til stykket. Han var ikke engang sikker på om han overhovedet kunne lide dette her stykke væske eller hvad. Det var bare røget ned som hun havde presset på at han skulle drikke det. Et enkelt hik kom fra ham og han måtte tage hånden op til munden hvor efter en svag bøvs kom ud igennem hans læber. "Mit.. Mit navn?..." han var lidt bekymret for at give sit navn ud, men på den anden side så kunne der vel ikke ske noget ved det. Det var jo ikke fordi at kvinder kunne gøre ham noget ondt. Det var mænd der var problemet, og mænd der ikke var lige som Marad. Men sådan en som Vator skræmte ham meget. Specielt efter alle de voldtægter han havde oplevet inden han døde. "... Jam...James..." kom det stammende fra ham. Ville der nu komme folk efter ham og gøre ham noget ondt? Var det sådan hans liv var blevet, at alt ondt skulle komme til ham, for det var da ikke et liv der var hver at leve i længden eller var deT?

Han anede ikke længere hvad han skulle gøre af sig selv. Han ville egentlig gerne helst væk fra Medanien, der var alt for mange minder her, og ingen af dem havde været gode for ham. Men det var også mest af alt fordi han så så sort på tingene der var lige foran ham. Alt var blevet ødelagt i Medanien, og intet kunne rette op på det længere. Han var ikke sikker på hvad han skulle gøre for at få tankerne hen på noget af alt det positive der havde været i Medanien. Der var ikke længere noget positivt. Dette havde været hans hjem så længe, og nu var det hele ødelagt, kun fordi man fik følelser for en anden person. Det var ikke nemt at have disse følelser, specielt ikke når de ikke helt blev gengældt. Ja der havde da været tidspunkt han havde lyst til at vende tilbage til Marad, men det kunne han ikke. Det var forbi og det var aftalt, men alt i ham skreg på at han skulle vende tilbage til Marad og blive der. Det var bare ikke sådan det skulle være længere. Lilliths ord om blod fik ham til at gøre store øjne. Skulle hans blod bruges?! Og hvad skulle det bruges til. "bl...Blod? Mit? Nej" alt det blod han havde fået ud over sig og så at det var hans eget. Det var ikke længere det der skulle ske medham. Han kunne ikke miste mere blod, der var alt for mange dårlige minder i den slags. Det måtte ikke ske, og selvom Lillith kun havde sagt det til krofatteren havde James hurtigt opfanget det ved sin Audiokinise, og han havde hurtigt taget det som om at det var hans blod der skulle bruges.

Han vringede lidt på næsen af Lillith næste ord. Var det fantastisk at være ødelagt? Han fandt det ikke ret fantastisk, og slet ikke når det var kærlighed der var hele årsagen til at det var sket. Det var ikke længere positivit at leve, og der var intet positivt i hans liv. Nej han ville bare gerne mærke at han levede, om end at det faktisk var en voldtægt han var ude efter. Det kunne måske få Marad tilbage når det kom til stykket, men han tvivlede stort. Det var ikke smerte der skulle få en kærlighed til at vende tilbage. "Jeg finder det ikke ret fantastisk...." mumlede han og kiggede ned i bordet. Han vidste ikke hvad denne kvinde havde tænkt sig og han var faktisk også lige glad. Hvis han kunne mærke at han levede bare lidt og mærkede en anden smerte så var det vel helt lige meget. Alt ting ville være bedre end den smerte han havde i brystet. Hendes hånd under hans hage og hvordan hun tvang ham til at kigge på hende gjorde ingen forskel. Mest af alt havde han lyst til at græde, men han havde ikke grædt længe, ikke siden Valtor havde brutalt voldtaget ham, og fået halvdyr til at voldtage ham også. Det føltes så lang tid siden, og alligevel havde han ikke lyst til at græde over noget som helst. Han stirrede blot på hende som hun sagde hans navn igen og han fik lidt blanke øjne, men der var ingen tåre der var på vej ud.

Som hun gav slip på hans hage vendte han blikket ned imod det tomme krus og klemte lidt om det. Han var vred et eller andet sted, vred over at Marad havde bestemt at de ikke kunne være sammen. Men havde det aldrig været hans valg at bestemme det? Havde Marad bestemt alt for ham i alt den tid de havde været sammen? Var det sådan det hele hang sammen? At han bare sagde ja tak og amen for at lade andre tage en beslutning for ham, om end at han gerne ville have at han tog sine egne beslutninger? Han lyttede til hendes ord og han kløede sig lidt på armen der holdte kruset. "Heldig.... Jeg føler mig ikke specielt heldig..." mumlede han og vendte blikket op på hende. Burde han være bange for hende, eller burde han lade aften gå sin gang og se hvad der skete. Måske kunne han rent faktisk glemme alt om Marad og den glade tid der havde været i hans liv?

Det virkede helt sikkert som om denne person her, denne James her trængte til at glemme alt han måtte tænke på. Han trængte til at opleve noget andet end alt det kærlighed. Det var på tide at denne aften skulle skubbe gang i det, så han ikke behøvede tænke alle de tanker, selvom hun ikke forstod helt hvad der var sket. Men måske hun heller ikke behøvede det for hun kunne godt regne ud at det var slemt det som havde gjort han hang med hovedet. Hun tog endnu en stor tår af kruset, lod tilfreds hendes tunge glide hen over hendes læber. Smagen var altid fantastisk, og som lyden af panik kom ud ad James s mund drejede hun hovedet hen imod krofatter. Lod nogle fingre glide hen over kanten på kruset, blod var i sandheden fantastisk, noget af det bedste helt klart. Man kunne ikke andet end at elske det, tit kunne man næsten ikke få for meget. Men i følge Lilith var der andre smagfulde ting end blot blod. 

"Ikke dit blod, du kære engel"lød det fra hendes mund som hun lænede sig ind mod ham, lod en finger glide ned over hans kind. Fastholdte blikket på ham lidt før hun kunne mærke krofatter s tilstedeværelse. Det fik hende til at skule hen til ham. Inden i kunne hun vel godt snuppe en tår eller blod fra denne engel, det ville være smagfuldt, og fantastisk. Måske få ham på andre tanker end de triste tanker han måtte have. Lilith tænkte lidt, mon ikke hun kunne gemme det til senere på aftenen, der var masser af tid endnu. Da hans ord om at han ikke følte sig heldig røg ud ad hans mund kunne hun ikke andet end at smile lusket, og hun lod fingeren glide lidt videre ned over hans kind, før hun trak sig lidt væk fra ham. Det var klart at han ikke følte sig heldig, og enlig burde han måske ikke føle sig heldig i hendes selskab, måske han faktisk burde frygte hende. Men uanset hvad skulle hun nok få ham til at se mørket kunne være fantastisk og et bedre sted end alt det lykkelige halløj. Hvad skulle man bruge det til, det ødelagde kun en, ondskab, og mørket var meget bedre. 

Hun lod hendes gule øjne vende hen på krofatter, og hun kiggede så tilbage på James. Betragtede hans krus foran sig"En drink mere, eller skal jeg hælde resten ned i din hals"lød det fra hende med et lusket, meget lokkende djævelsk smil. Hendes fingre strøg sig fortsat hen over kanten af hendes krus, som hun afslappet sad og fulgte denne engel ved siden af sig. 

Han var lidt i tvivl om hvad denne kvide Lilith ville med ham. Hun virkede da flink nok, men at få ham til at drikke sorgerne væk, ville det være det rigtige valg på det hele? Kunne man virkelig drikke sorgerne væk, også selvom de var dybt begravet i hjertet? Han vidste det ikke, han havde aldrig været forelsket før, og et gjorde så ondt at vide det var gengældt men at det aldrig kunne blive til mere end det var nu. Det var en smerte han aldrig havde prøvet før, og han ville aldrig mærke den igen. Så ville han hellere voldtages af Valtor igen, og det havde været slemt nok. Nej hvis han bare på den ene eller den anden måde kunne mærke at han levede igen, så ville han gøre det. Han var ikke sikker på hvordan det kunne lade sig gøre, men han ville hellere end gerne opleve det igen. Glemme alt om den smerte han havde i brystet og bare nyde at være levende, selvom det var en smule svært at være i.

Han kiggede lidt forbavset på hende da hun sagde at han var engel. Hvordan vidste hun det? Havde han sagt det i en eller anden tåge han havde siddet i. Han drejede hovedet for at kigge sig over skulderen, men han kunne ikke se sine vinger. Så måske var de ikke fremme. Han havde faktisk ingen ide om de var fremme. De levede lige så meget sit eget liv, som han prøvede at leve sit eget. Han vidste ikke hvad han skulle sige til at starte med, så han drejede hovedet tilbage og kiggede på hende. Han bed sig i læben i et stykke tid. "Nå... Hvordan vidste du jeg var engel?" han havde ikke været engel i ret lang tid og han anede ikke engang hvad det ville sige at være engel, eller hvad det ville sige at være i live igen. Han ville hellere være forblevet død, og nyde efterlivet, hvis der altså havde været sådan et. Men det var ikke sådan hans liv skulle tage af drejning. Han havde været menneske, fået en forbandelse ned over sig og blevet varulv. Nu hvor han ikke længere var varulv blev han genfødt som engel, og med en helt ny evne han heller ikke forstod ret meget af. Ærligt talt så var han så uvidende som noget kunne være i dette øjeblik. Måske han aldrig ville lærer hvad det ville sige at være engel og leve lige så længe som Marad, altså hvis engle ikke bare sådan døde efter at have gjort en god gerning?

Hendes ord gjorde ham lidt bekymret. Havde hun noget ondt over sig? Kunne hun måske få ham til at mærke at han egentlig levede? Ville hun kunne få ham på andre tanker i sidste ende? Han var ikke sikker, men han vidste at dette her måske kunne være enden på hans liv, og alligevel var han ikke bange. Han frygtede ikke længere døden, for hvem sagde at han ikke bare kom tilbage igen? Han sank en mindre klump der havde sat sig i halsen på ham og han kiggede ned på sit tomme krus. Han skubbede kruset over til hende. Hvorfor ikke bare drikke det hele væk. Måske han ville vågne op i en gyde helt forslået efter et overfald? Så ville han da i det mindste kunne mærke sin krop igen. Ikke at han ikke kunne mærke den, for det kunne han. Men hvis han nu kunne mærke en anden smerte end den der sad i hjertet så ville alt vel bare være langt bedre?

Da han fik skubbet hans krus hen til hende bredte der sig et djævelsk smil på hendes ansigt, og hun kastede kort med det røde hår. Betragtede denne engel lidt mere, før hun vendte hovedet hen imod krofatter. Krofatter der så ud til at være igang med at servere for nogle gæster der havde ventet i lidt tid. Sådan havde det set ud, men det var ikke fordi Lilith havde noget imod at vente, overhovedet ikke. Så lod hun hendes fingre stryge hen over kanten på hendes krus, og hun ventede lidt på at krofatter ville nærme sig dem igen. Men efter der var gået nogle minutter besluttede hun sig for at rejse sig op fra stolen. Hoppe op på disken foran dem, og stillede sig bag baren. Hun lænede sig ind over bordet, og mødte James s blik, hun blinkede til ham. Greb fat rundt om kruset med den ene hånd imens den anden nærmede sig hans ansigt. Lod den hvile lidt på hans kind.

"Du kære engel, jeg skal nok hjælpe dig af med dine hjertesorger"lød det fra hende med et selvsikkert smil, og hun lod en negl glide ned over hans kind. Efter lidt sekunder trak hun sig tilbage i samme øjeblik som hun også tog hånden til sig. Så drejede hun rundt for at gå igang med at få fyldt hans krus op igen. Hvad skulle hun finde på, hun var sikker på at der skulle være blod deri. Det ville være fantastisk, og smage godt - eller hun vidste ikke om han ville nyde smagen. Men det ville vel ikke skade at tage chancen, og imens hun begyndte at hælde noget mjød deri, lod hun en negl skære lidt hård hen over hendes håndflade. Blodet kom frem, og hun drejede rundt så hun stod med fronten til ham"At drikke sorger væk hjælper for de fleste"sagde hun og holdte den blodige håndflade hen over kruset. Lod blodet dryppe ned i mjøden. Så skubbede hun kruset hen imod ham, imens hun valgte at sætte sig ovenpå disken. Satte sig ved siden af ham, lagde det ene ben over det andet"Smag endelig, jeg lover dig det smager godt"lokkede hun imens hendes øjne fange hans kort. 

Den blodige hånd løftede hun op til hendes mund og hun slikkede blodet væk. Det smagte fint nok, det var ikke noget specielt for hende at drikke og smage på hendes eget blod. Imens hun ventede på hans reaktion og svar betragtede hun ham lidt mere. En engel var han, og da han ville vide hvordan hun vidste det lod hun et djævelsk smil brede sig"Din duft afslører dig rimelig godt"sagde hun og lagde hovedet på skrå. Fik fat i hendes krus, og trak det tættere på hende. Lod kruset stå på bordet ved siden af hende.

Han var lidt usikker på hvad denne kvinde ville foran ham. Han havde ikke sådan rigtig mødt en dæmon før. Ja han havde mødt Marad, men han var da ikke dæmon, han var jo nærmest en gud. Så hvorfor skulle det ændre hans forståelse på omverden. Han var ikke engang sikker på hvad han skulle i denne verden længere. Måske han bare skulle finde et sted at være slå sig ned, og så bare leve set liv helt for sig selv igen. Det ville have været meget bedre. Det var sådan han havde levet hele sit liv, og hvorfor skulle det ændre sig nu? Bare fordi han havde oplevet at have et varmt hjem sammen med en man holdte af. Kunne man så gå tilbage til at være et sted for sig selv helt alene ude i ødemarken? Bare være sig selv, og lave hvad man havde brug for. Men hvad så med sex? Nu havde han jo fået smag for den slags, og det var ellers aldrig noget han havde overvejet at skulle have haft før. Det havde ikke engang ligget i hans tanker. Men nu var det noget helt andet i denne verden. Alt ting var anderledes og der var ingen til at ændre den tankegang hos ham. Ikke endnu i hvert fald.

Han lagde ikke engang mærke til hvad det var Lilith gjorde ved eller skænkede hende en tanke. Hun ville skaffe ham noget at drikke, og han skulle ikke engang betale for det. Han kunne godt med de få krystaller han havde, men hun havde ikke bedt om nogen så det måtte vel være på hendes regning. Så hvad hun gjorde var han helt lige glad med, eller hvad hun gav ham for den sags skyld. Han ville bare gerne være her og surmule lidt for sig selv, finde noget at tage sig til. Måske ville der starte et slagsmål som han kunne være med i. Bare for at mærke han levede. Blive slæbt ud i en gyde og banket sønder og sammen. Det hele kunne sådan set være helt lige meget. Han tog sig ikke engang af hvad det var hun sagde eller den negl der blev kørt ned over hans kind. Det føltes som en kuldegysning for igennem hans krop, men han var lige glad. Han sad blot og kiggede ned i bordet og så ikke engang hvad hun gjorde ved hans krus og blodet der dryppede ned i hans krus. Et suk kom frem på hans læber og han stirrede endelig op på hende da hun satte kruset foran ham. Han tog det uden så meget som at blinke med øjnene. Han satte kruset for munden og tog en tår. Han kunne ikke engang smage blodet der var kommet ned i det, smagen af mjøden overdøvede hele smagen af jern. Så han drak blot lidt videre. Han satte kruset ned da han havde tømt det halvt. Det føltes som om hele hans mund var tør og han kunne sagtens drikke mere. Men en ting var sikkert han skulle langt væk fra Medanien som muligt. Der var ingen grund til at være her længere. Han var ikke længere varulv, så han kunne ikke gå tilbage til Miranda, og Marad havde forladt ham. Så hvad var grunden egentlig til at blive i Medanien?

"Min duft?" han forstod ikke hvad det var hun sagde, så han kiggede blot undrende på hende og drejede kruset lidt på bordet. Han var ikke sikker på hvad hun mente men det var vel også helt lige meget. Der var så mange væsner her omrking, så en engel ville helt sikkert ikke være det sidste der kom her. Desuden så var har sikkert allerede varulve inde på kroen, om end at ingen vidste det. Det var jo et sted fyldt med varulve.

Siddende på bardisken besluttede hun sig for at flytte sig. Så hun rykkede lidt tættere på denne engel ved siden af sig, stadigvæk virkede til at det stakkels menneske, nej væsen sad med hovedet ned mod bordet. Var han fortsat trist? ja det virkede sådan, han lignede en hvis sjæl var blevet suget ud ad ham. Lilith havde ikke engang haft fornøjelsen af at gøre det, hvis hun overhovedet kunne gøre sådan noget. Det ene ben blev svunget til den ene side, så hun kunne sidde foran ham på bordet med et ben på hver side af ham. Hun greb fat i hendes drink og tog en stor slurk, og heldigt for hende havde denne engel ikke opdaget at hun havde haft puttet blod i mjøden han drak. Men det så ikke ud til at det havde gjort noget, og det gav hende en lusket idé. Måske det var mere blod han trængte til, ja det var helt klart svaret. Hun kunne fornemme og høre krofatter bagved sig, og drejede hovedet en smule så hun kiggede på ham. Nåede lige at få øje på kniven han stod med, før hun tog fat i den. Sendte krofatter et bredt smil hvorefter hun gav tegn til at han ikke skulle sige noget som helst.

"Jeg tror du trænger til noget mere blod"fløj det bare ud ad hendes mund i samme øjeblik som hun tog fat rundt om hans hals ikke hårdt men heller ikke det blideste greb. Så bed hun sig lidt i underlæben, og løftede den frie hånd op til hans ansigt. Greb fat rundt om hans kæbe for at kunne få ham til at åbne munden en smule. Da den blev åbnet nåede hun at fjerne grebet på hans kæbe og rakte ud efter kniven der lå på hendes ben. Hun lod kniven glide lidt hårdt hen over hendes håndflade, og blodet kom hurtigt til syne. Så holdte hun det hen over englens mund, og lod blodet dryppe ned i hans hals"Jeg lover dig det smager godt"lokkede hun imens hun bed sig lidt hårdere i underlæben ved synet af hende der nærmest fodrede denne engel med noget af hendes blod. Så kiggede hun lidt væk fra ham, diverse varulve herinde begyndte at stirre i retningen af dem, og hun vidste godt det tiltrak meget opmærksomhed det som hun gjorde men det virkede ikke til at nogle af dem prøvede at stoppe hende. Det var måske heller ikke en særlig god idé hvis de prøvede. Så lagde hun den blodige håndflade lidt hen over hans mund, og skænkede kruset til den ene side en tanke. Var det mon på tide med noget mere at drikke, eller skulle hun hive denne engel med ud på gulvet til en svingom.

"Du var stadigvæk tørstig ikk, så bare drik løs"Hun skulede hen til ham, og der gik ikke mange sekunder før hun vendte blikket hen på ham igen. Denne engel her var sørme interessant, selvom han virkede trist men det skulle hun nok fjerne. Det ville nok heller ikke skade at ødelægge ham lidt, give ham noget andet at tænke på. Da han nævnte hans duft tog hun den blodige hånd væk fra hans mund, og gav et nik fra sig. Hun lænede sig lidt tilbage, stadigvæk siddende foran ham med et ben på hver side af ham. Det slog hende slet ikke, at han tydeligvis sikkert ville kunne se hendes undertøj men det gjorde bestemt ikke noget. Det var noget hun var ligeglad med"Ja din duft, du har en duft der kendetegner engle, en særlig duft som for os dæmoner er meget lokkende og fristende"sagde hun med et djævelsk smil.

Lystigt som han var kunne denne mjød ikke blive meget bedre, og jo mere han drak af den jo mere rart fik han det. Ikke at der var noget galt med mjøden, men at han i det hele taget kunne drikke dette stas var noget helt andet. Han var ikke engang sikker på om han havde smagt det før, og i så fald så var han ikke urolig for om han blev fuld af det. For kunne engle overhovedet blive fulde? Det var et af de mange spørgsmål han heller ikke vidste noget om. Det var blot et af de spørgsmål han også manglede at få besvaret her i livet, lige så vel som at han skulle have forklaret hvorfor kærlighed overhovedet kunne gøre ondt når man var glade for hinanden. Det var nok en af de ting han aldrig ville kunne forstå, men det var nok en af de ting som bare var en ting andre heller ikke kunne forstå. Ergo han skulle bare have blevet for sig selv og aldrig mødt Marad, så havde han sikkert stadig været hos Miranda og hendes flok af varulve. Han havde så selv været varulv men det ville der ikke have været noget at gøre ved i sidste ende.

Han havde siddet lidt i sin egen verden og kigget ned i sit krus da en hånd blev lagt om halsen på ham og han fik et mindre chok da han opdagede hvem det var. Han opfangede dårligt nok hvad der skulle ske eller hvad hun havde sagt ud over noget med blod. Hvilket kom endnu mere bag på ham. Han var slet ikke forberedt på det næste der skete. At hun lige frem tvang ham til at åbne munden gjorde det ikke meget bedre. Men han havde et våben men inden han overhovedet fik set sig om blev en hånd lagt over hans mund og noget vådt dryppede ned i halsen på ham. Han havde kun en chance og chancen var hans stemme. Det ville være en ting hun ikke var forberedt på. Og hans mund var jo åben så det var ikke engang fordi han skulle åbne den først. Hans hals snørrede sig sammen og hans stemmebånd gjorde sig klar til den høje hyletone. Lidt efter lidt dukkede en højere og højere hyletone frem for hans mund. Jo højere tonen blev jo mere ville det gøre ondt. Glassene ved krofatteren begyndte at klirer mod hinanden. Vinduerne begyndte så småt at lave små sprækker, men det stoppede ikke der.

Ikke engang da hun gav slip på hans mund stoppede han hyletonen, nej den fortsatte med at blive højere og højere, lige indtil hun ville tigge om nåde at han stoppede. Eller at hun tog sig til ørerne. For ingen ville kunne klare så høj en tone, og lige meget hvordan hun så prøvede at stoppe hyletonen ville den bare fortsætte i en længere periode. Glassene ved krofatteren begyndte at springe et efter et og hyletonen blev blot højere og højere, lige indtil den ikke længere kunne høres. Det var så højt og så fokuseret på Lilith og hendes øregange at hun næppe ville kunne undslippe denne smerte der helt sikkert ville komme, og sikkert også blod ud af ørerne men han var lige glad.
Endelig lukkede han munden sammen og hyletonen forsvandt langsomt men hun ville ikke kunne høre noget lige med det samme da det sikkert stadig ville ringe for hendes øre i et godt stykke tid efter. "Hvad helved bilder du dig ind?!" kom det råbende fra ham og spyttede på gulvet. Aldrig i sit liv havde han smagt noget så afskyeligt, ikke engang da han døde. Ikke hvad han vidste af. Han trådte hen til Lillith og stak hende en knytnæve lige i fjæset, og det resulterede ikke engang i at hans hånd gik af led som den ville have gjort før i tiden. Nej han var lige glad. Dette her var langt over hans grænser.

Uden at hun selv var forberedt på det komder en utrolig irriterende høj lyd, en lyd der slet ikke var til at holde ud. Den blæste hende nærmest bagover, så hun faldt ned bag bardisken. Endte på gulvet, hvor krofatter stod. Hun tog sig til ørene, og bed hårdt tænderne sammen, hvor var den tone godt nok belastende og irriterende. Det gjorde ondt dybt inde i hendes ører, det var frygteligt, hvordan skule man kunne holde ud af at høre på den tone. Kort skulede hun op til krofatter der selv stod med hænderne for ørene, og det virkede også til resten af folkene inde på kroen gjorde det samme. Det skulle stoppes, det var det nød til. For hun kunne seriøst ikke holde det ud, den tone var nok til at få en som hende til at overveje at tigge ham om at stoppe, og så var det slemt. Hun tiggede aldrig om noget, så hvorfor skulle hun starte nu. Det ville ikke være muligt, nej det ville slet ikke være en mulighed. Hun pressede hænderne endnu mere ind imod hendes ører, og knurrede irriteret.

Hun kunne ikke engang høre lyden af knuste glas, for hun havde alt for travlt ved at holde sig for ørene. Endnu mere irriteret rejste hun sig op og kiggede på ham, et koldt blik der nærmest sagde 'dræb' men hun havde ikke tænkt sig at dræbe ham. Dog var hun virkelig nød til at gøre et eller andet for den tone begyndte at skære sig dybere og dybere ind i hendes ører, og hun kunne godt mærke at blodet begyndte at glide ud. Det var slet ikke godt det her, langt fra og hun kunne på samme tid mærke hvor meget hun pludselig begyndte at hade denne engel. Da hun endelig havde en idé var han stoppet, det så hun kun ved at hans mund blev lukket. Et djævelsk smil bredte sig på hendes ansigt, og hun fjernede hænderne for ørene, kiggede kort ned på hendes hænder dr havde fået blod på sig. Det var som om blodet fortsat gled lidt ud ad ørene, og det var alt sammen takket været denne irriterende engel. Denne aften blev pludselig mere og mere interessant, og hun ville bestemt ikke lade ham smutte væk.

Før hun nåede at nærme sig ham igen havde han plantet en knytnæve ind i hendes ansigt, hvilket fik hende til at bukke sig forover. Lod blodet fra ørene dryppe ned på gulvet, og enhver havde nok dræbt denne engel, eller hævnet sig med det samme. Lilith skulle nok få sin hævn, men hvornår og hvor hurtigt der ville gå vidste englen ikke, hvilket kun var godt. Hun lod tungen glide hen over hendes læber, og overvejede at tage fat i kruset og hamre det ned i hovedet på ham. Men der var andre måder at skade denne engel på, der var endda rigtig mange måder. Med hovedet vendt mod jorden grinede hun hånligt, og rettede sig pludselig op"Tåbelig engel.."mumlede hun nærmest som var hun underholdt, og hun var hurtig ti at hoppe hen over bardisken. Gik tættere på ham, greb fat rundt om hans hals med begge hænder. Hev ham op at stå, og drejede dem rundt så han var presset imod bardisken med hans ryg. Grebet rundt om hans hals strammede hun lidt"Jeg troede ikke du ville være så underholdende"sagde hun og grinede endnu engang hånligt. Så kiggede hun blot på ham, og lagde hovedet på skrå. Sendte krofatter et lille blik, før hun lod hendes øjne hvile sig på hendes hænder der strammede sig om hans hals"Du bringer jo alt det dyster og sjove frem i mig"sagde hun koldt med et lusket smil på ansigtet. 

Lige meget hvad denne kvinde foran ham følte omkring ørerne og hvor ondt det gjorde rørte det ham ikke. Hun havde gjort noget han ikke kunne acceptere. For hvordan kunne man gøre sådan noget. Han havde aldrig gjort nogen noget som helst, og alligevel skulle han udsættes for at få blod i munden. Meget havde han oplevet de sidste 3 år, men aldrig noget der havde med blod at gøre, ikke ud over hans eget. Så det havde bar fået bægeret til at flyde over. Ingen havde nogen sinde forulempet ham på den måde før, og det var ikke fordi det var noget seksuelt i det. I hvert fald ikke hvad han mente, men folk havde jo deres helt egne ideer når det kom til noget seksuelt. Det kunne han jo bare se på de voldtægter han havde været udsat for. Det var ikke længere sjovt at være ham, slet ikke når han inderst inde bare ønskede at være i nærheden af den han elskede og stolede på. Det var det han kunne finde tryghed og vidste at alt nok skulle blive okey. Men det var bare som om at han var født under en eller anden uheldig stjerne hvor han end satte sine ben så ville der komme til at ske ting der ikke skulle ske. Det var bare hans lod i livet at være den uheldige.

Selvom hun alligevel rejste sig op efter han havde slået hende i hovedet kom det ikke bag på ham. Hun var sikkert hårdfør desuden så havde hun horn så helt menneske var hun jo ikke, præcis som ham, han var heller ikke helt et menneske. Han var ikke sikker på hvad hun var, og han ville nok heller ikke ønske sig at finde ud af det i sidste ende. Hendes hånlige grin rørte ham ikke, ikke engang hendes stemme rørte ham som den vibrerende lyd af stemmen ramte hans øre. Nok var han ikke den klogeste dette her sted, og nok var han tåbelig, men det rørte ham ikke. Han havde hørt det der var meget værre, og at han var tåbelig var ikke en af de væreste ting han var blevet kaldt. Han var ikke bange for hende, og han var ikke bekymret for hvad hun kunne finde på at gøre. Så at hun sprang over baren og tog fat rundt om hans hals rørte han sig ikke. Han var lige glad, han kunne stadig åbne munden lidt og den selv samme lyd ville komme over hans læber hvis han ønskede det. At hun bare vendte ham om og fik ham smidt op af baren rørte det ham heller ikke. Ja det havde da gjort ondt da han ramte kanten af baren midt på ryggen, men det var ikke så han ville bryde grædende sammen af det. Det var der andre ting der kunne gøre. Selvom grebet om hans hals blev strammere kunne han mærke at hans stemmebånd ikke var påvirket af det. Ja det gjorde da ondt men hvorfor skulle han ynke over det? "Jeg søgte ikke at jeg skulle underholde nogen." kom det en anelse spydigt fra ham og han kiggede på hende med lidt smalle øjne. Hvis han havde søgt underholdning var det i hvert fald ikke her i Medanien men længere væk end her, og så skulle det ikke være ham der underholdte men nogle helt andre. Han vidste ikke hvad han skulle gøre lige nu, frygten stod ud af krofatteren og James kunne mærke det helt ind i hjertet. Han holdte skarpt øje med hende, og langsomt blev en gul kugle dannet i hans hånd. Den blev større og større men han havde hånden vendt ind imod baren så den ikke kunne ses. Denne evne han havde kunne han slet ikke styre, og han vidste ikke hvordan den fungerede. Han kunne mærke kuglen i hånden men hvor den stammede fra, eller hvordan den dukkede op anede han ikke. Han sagde ingen ting til hendes sidste ord men vendte hånden med kuglen om og lod kuglen sende afsted direkte mod Lilith uden hun ville opdage det. Hun ville heller ikke kunne undgå kuglen da hun stod så tæt på ham som hun gjorde. Kuglen var fyldt med frygt, og når kuglen først ramte hende ville frygte sprede sig i hende. Kuglen ville forsvinde ind i hendes krop og sprede sig i hele kroppen og forplante sig i hende. Måske det ville få hende til at give slip på ham, dog så han blodet der løb ud af hendes øre og han grinte lidt for sig selv. "Det er ikke mig der bløder er det?" kom det lidt hånligt fra ham og fjernede ikke blikket fra hendes øre i et stykke tid.

Måske det kunne give en glimrende overraskelse, hvis han fandt ud af hvad hun var. Det kunne da give aftenen et interessant twist. Hvor godt det ville være for englen var hun ikke sikker på, men på den anden side kunne hun godt finde på at fortælle ham hvad hun var. Bare for at se At han virkede så ligeglad fik hende til at smile for måske hun kunne gøre ham mindre ligeglad. Dog kunne hun godt finde på at bruge både hans smerte og race til mange ting, ikke de bedste ting men det behøvede han ikke vide. Der var mange luskede tanker der dukkede op i hendes hoved, og hun kunne faktisk godt lide det, nød det utrolig meget. Hun holdte sig lidt for ørene igen, men gav slip da hun var helt sikker på at han ikke ville skrige igen, eller andet i den stil. Hvor havde det bare været nogle frygtelige lyde, hvordan kunne man holde ud at høre på det. Lilith holdte blikket på ham, og det så ud til at han var igang med noget, men hvad det vidste hun ikke. Hun blev nysgerrig selvom hun faktisk burde være ligeglad. Men hun fik så et kæmpe chok da en kugle blev sendt direkte hen imod hende, hvad var der lige med denne irriterende engel. Hvorfor var han i humør til at kaste noget efter hende, og angribe hende, selvom det også var interessant. Hun kunne ikke nå at undvige kuglen, så den ramte hende hårdere end, hvad hun havde regnet med, og den sendte hende bagover hårdt ind i disken, og hendes hoved ramte glasset på bordet. Det gik i stykker på hendes hoved, og der begyndte at komme blod frem. 

Hun bed tænderne hårdt sammen, og holdte rundt om sig selv som hun lå på gulvet dækket til i glas, og hun kunne dufte blodet. Hun kunne mærke noget spredte sig inden i hende, og hun bed tænderne endnu hårdere sammen. Pokkers tag den dumme engel, hvad var han ude på, hun skulle nok få hævn over ham. Var der noget hun hadede så var det engle, en dæmon som hende skulle ikke hygge sig med en engel og skabe nogle former for venskaber med ham, for han var godt nok irriterende. Der kom ingen ord ad hendes mund, i stedenfor kunne hun mærke noget inde i hende spredte sig mere og mere og hun prøvede at slukke for det, men det var umuligt. Den plantede sig i hende, hvad filan var det for noget hekseri. Hun var slet ikke tilfreds med det, og hadede blot ham endnu mere for det her. Hun fik sat sig op, og kiggede på hendes arme og krop der var glasskår her og der, samt noget blod. Et bredt smil bredte sig på hendes ansigt for nu var det tid til at denne engel skulle lide, hu havde bestemt ikke tænkt sig at give ham en chance for at komme fri. Han skulle lide, ligemeget hvad hun skulle gøre, og hun var ligeglad hvis han skreg, eller endte med at råbe efter hjælp. Men ikke engang at kalde på hjælp ville englen sikkert ikke gøre, han var bare irriterende. Lilith duftede til hendes eget blod, og løftede en hånd op til hendes horn og ansigt. Glasskår her og der og blod, det var godt nok en anderledes tilføjelse til hendes look. 

Da han nævnte at det ikke var ham der blødte ignorede hun ham, og hun kom op at stå på benene men måtte støtte sig til disken fordi frygten han havde sendt ind i hende spredte sig mere og mere. Det var slet ikke til at holde ud, det skulle forsvinde"Fjern det..."lød det lavt fra hende, før hun hurtigt efter trådte igennem glasskårene hen til ham, og hun blinkede til ham før hun greb fat i hans krave og pressede ham hårdt ned imod glasskårene Han ville sikkert mærke det, hvilket var godt. Hun greb fat i et stort stykke glasskår og prikkede det ind imod hans hals. Hævn ja det var det blevet tid til, ikke tale om denne engel skulle påføre hende smerte uden at hun ikke kunne gøre noget imod ham. Glasskåret prikkede hun lidt hårdere ind i hans hals, og hun satte sig hen over ham med et ben på hver side. Tog glasskåret imellem tænderne og greb fat rundt om hans hænder med hånden"Du begynder at gøre mig utrolig irriteret..."sagde hun som hun kiggede på ham. Hun var fristet til at skære hans hals over, hvorfor skulle hun ikke gøre det ønskede han ikke at dø? Måske hun kunne gøre det bedre ved at tage hans liv, han var jo godt igang med at prøve at skade hende, så måske han faktisk ønskede hende død. Lilith lagde hovedet på skrå, og holdte så rundt om sig selv med den frie arm, hvad havde han gjort imod hende, hvad var det der spredte sig inde i hende"Fjern det!"råbte hun højt som hun strammed grebet om hans hænder, og tog glasskåret ud ad munden som hun lod det hårdt glide ned over hans kind.  

Han havde ingen kontrol over sin ene evne, og det havde vist sig. Han var ikke sikker på hvad det var han havde gjort ved hende, og han var ikke sikker på hvad han kunne forvente af det han netop havde gjort. Men en ting var sikkert, dette her var en magtkamp som ingen af dem ville vinde. For lige så meget som hun gjorde ham skade, lige så meget kunne han skade hende bare på en anden måde. Han vidste at dette her kun var et spørgsmål om tid før at han måtte lade livet på ny, men han ville kæmpe til det sidste. Også selvom han ønskede at han skulle mærke noget her i livet. Dette var måske en måde at distrahere ham selv fra det hjerte der allerede var ødelagt. Men lige meget hvad så var hun ikke den sidste han ville møde der ville gøre ham ondt. Han var født under en uheldig stjerne, og dette her var helt sikkert ikke det sidste der ville ske ham. Han havde oplevet så meget før i tiden, så hvorfor skulle der ikke ske ham noget slemt nu som senere?

Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, men stirrede blot på hende som hun væltede ind i baren og glasskår satte sig diverse steder på hende. Han vidste at denne kamp ikke var slut endnu, desværre ville det bare være det forkerte sted de var henne. Han vidste at dette ville koste kroen penge, men han kunne ikke gøre noget ved det ved at stoppe det hele. Dette her var en kamp på det gode mode det onde, og han vidste at han ville tabe den i sidste ende. Han var ikke kommet her for at ødelægge nogen som helst. Han var kommet fordi han ville mærke noget i sit liv og derefter at tage væk fra Medainen, for der var ingen grund til at være her længere. Han var ikke længere varulv, og Miranda havde han ikke snakket med i flere måneder hvis ikke et år. Og Marad ville han slet ikke se på, mest for hans egen skyld end for Marads.

Som hun ville have at han skulle fjerne noget han ikke engang var herre over trak han på skuldrende og smilte lidt til hende. Han ignorerede hende og svarede hende ikke. For hvordan skulle han fjerne noget han ikke engang vidste hvordan fungerede? Han var langt fra sikker på hvad han overhovedet havde gjort. Desuden så havde han jo heller ikke gjort det for at skade hende, men måske give ham et forspring på at komme væk fra hende. Selvom han var forberedt på det værste tog han sig ikke af at hun tog fat i hans krave og pressede ham ned imod glasskårene. Han var lige glad, og selvom det stak ham lidt i ryggen var der ingen der pressede sig helt ind i huden på ham, desuden så vidste han ikke hvor meget skade hun ville forvolde ham. Glasskåret der blev prikket imod hans hals tog han sig ikke af. Hvis det var sådan her han skulle dø igen, så lad det være sådan. Men han var lige glad. Han ville ikke længere tage sig af at hun måske ville gøre ham ondt. Det ville bare få det hele til at blive meget bedre. Han var sikker på at dette her ikke var overstået på nogen måder. Og dog som hun tog fat i hans hænder kiggede han blot på hende og overvejede en enkelt gang om han skulle bruge sin Audiokinise på ny som hun snakkede. Hvis han gjorde hende irriteret hvad gjorde hun så ikke ved ham? Han havde aldrig bedt om at få blod i munden, og han havde aldrig bedt om at gøre nogle ondt. Og selvom han havde spyttet blodet ud af munden kunne han stadig smage den velkendte smag af jern fra hendes blod. På ny lød hendes stemme om at han skulle fjerne noget og han løftede hovedet for at sige. "Det kan jeg ikke" han lagde hovedet ned igen og kiggede på hende. "Desuden så har du sikkert fortjent hvad jeg end har gjort ved dig." kom det fra ham og kiggede på hende. Han var lige glad med hvad det var han havde gjort, for det var sikkert fuldt ud fortjent.