Sted: En herregård i det nordlige Medanien
Tid: Tidlig aften
Vejr: Medaniens vinter, så vejr til en let jakke og måske et halstørklæde. Ikke rigtigt noget vind og meget få skyer.

Mørket havde lagt sig, da lyset fra herregården dukkede op længere fremme. Griffen slog lidt hårdt med vingerne, den havde fløjet i en del timer nu, og den trængte efterhånden til en længere pause. Men Vargas havde drevet den fremad, som han havde indset, at de var sent på den. Ikke at han gik op i at komme til tiden, men han ville nu gerne være fremme til maden. Herregårdens ejer, en mand ved navn Liam Kastiral, havde en ganske fortrinlig kok, og det var altid en fornøjelse at besøge ham. Han var kunde ved Vargas med en forkærlighed for arbejdere til markerne og kvinder til sengen.

Med et tryk med benene fik han griffen til at dykke mod gården og lidt efter landede de på gårdspladsen. Et par heste reagerede lidt skræmt, men Vargas var ligeglad. Han svingede benet over griffens ryg og gled ned på jorden, en smule stivbenet efter timerne i samme stilling. Han var iklædt varmere tøj end hvad temperaturen på jorden krævede, men luften højere oppe var kold, Mens han ventede på en staldknægt, tog han hue og handsker af og rettede lidt på håret, der mest bare strittede lidt som det plejede. Han gik ikke så meget op i at få det til at opføre sig pænt, så det så mest af alt ud som om, at han lige var kravlet ud fra under lagnerne.

Da han var ved at tage de varme bukser, der var trukket uden på hans pæne tøj, af, kom der endeligt en ung mand, der så lidt utrygt på griffen.
”Den plejer at stå for enden af stalden, men det ved du.” Han genkendte ham fra sidste gang, han var her, og den unge mand nikkede hurtigt. Vargas stoppede bukserne i oppakningen og lod drengen om griffen, mens han selv gik mod hoveddøren. Den gik op, inden han nåede derhen og en ældre mand bukkede for ham og lukkede ham ind. Den ældre mand hjalp ham af jakken og Vargas brugte et øjeblik på at rette på tøjet (billede: her), og det lange, gule tørklæde med guldtrådene, inden han fortsatte. Det virkede til, at han var den sidste, for den store stue med bordet var godt fyldt af væsner. Flest mennesker, men også et par elvere, en halvdæmon og … Han stoppede op og var nær vendt rundt på stedet for at forlade festen igen. Han behøvede ikke at røre den sjæl, for at mærke, hvad det var. Hvem det var. Smagen hang tykt i luften. En dødssynd. Ikke bare en dæmon, men en dødssynd. Og han vidste også, hvilken. Lyst. Det rislede helt ned af ryggen på ham, og det tog ham et par hjerteslag, inden han fik samling på sig selv. Hvilket var meget heldigt, for værten kom i mod ham med fremstrakt hånd.
”Hr. Aziz, godt De kunne komme! Og lige i tid til maden!”
Vargas tog i mod hans hånd og smilede, men hans blik vendte straks tilbage til væsnerne ved festen.
”Det er jeg glad for at høre. Der er mange gæster i aften.”
”Ja, det er ikke altid, at man kan fejre en rund fødselsdag!” Han slog ud med armen for at invitere Vargas ind. ”Lad mig introducere Dem.” Han begyndte at nævne navne og Vargas, der egentligt hellere ville være fri, nikkede høfligt og smilede, mens hans hjerte stadig bankede af sted. En dødssynd.

Vejret i Medanien var en langt mere behagelig og varm temperatur end hvad Naamah lige havde været udsat for i Azurien. Azurien havde været kold, men meget klar. Medanien var som altid præget af de grønne marker, men i denne omgang havde Naamah ikke valgt at se meget af det. Hun havde påtaget sig sin kvindelige form igen, den originale form hun ejede og mærkede en langt større ro i kroppen og afslapning i den velpolstrede vogn. Naamah havde særdeles fået smagen tilbage for det højere selskab og deres gemte stærke pulserede lyster som skulle skjules for hele omverden. Det var derfor ikke svært at genskabe sin gamle persona og komme ind i de tidligere rammer selv i hendes kvindelige form.

Naamah var iklædt traditionel kjole i en sart blå farme, afspejlende både hendes rigdom og hendes lyst til at forholde sig en smule i baggrunden denne aften, trods der ikke blev lagt meget skjul på hvad hendes krop havde at tilbyde. Det var svært at fralægge sig gamle vaner. Det lange blonde hår var sat op i en veludførlig knold, pyntet med sølvkæder og små hvide perler. Hun brugte tid på at hilse på bekendte såvel som ukendte folk. Røre mænd på armen og grine af deres jokes, såvel som at snakke om små ligegyldige ting med kvinderne og smile overbærende af de unge som allerede var begyndt at te sig en smule som de var blevet tilladt en velkomstdrik.

Som maden blev serveret, var Naamah blevet placeret blandt flere af samme stand, og tydeligt præget af det faktum at hendes dække var enke. Nogen mænd ville altid forsøge sig. En kvinde burde jo gifte sig igen. Pludselig savnede hun sin mandlige jeg som bedre kunne få lov at være i fred for kommentarer og hentydninger.
Pludseligt, som fik hun en spand kold vand ned over kroppen, drejede hun hovedet og kiggede på døren der blev åbnet. Hendes øjne hvilede sig på den sydligt udseende mand og følelsen var ikke til at tage fejl af. En dødssynd som hun selv. Men hvilken. Hun drejede blikket væk igen, for at undgå at afsløre at hun havde fornemmet ham. Men det kunne ikke vare ved, som værten præsenterede ham. Som han nåede hende, smilede hun, et smil der for værten blot fremstod venligt og interesseret, men for dæmonen, nok mere kunne opfattes som et smil af viden. Og hun var ikke i tvivl om at han også viste hvad hun var. ”Rart at møde dem Hr. Aziz” værten havde præsenteret hende som frøken Argira fra Norden. Ingen behøvede vide det ikke var sandheden.

Navn eller navn med ansigter og titler. Vargas, der normalt gik meget op i at huske folk, hørte knapt nok efter, og det var kun lige, at han afholdt sit blik for at fare rundt i søgen efter den anden dødssynd. Men som de bevægede sig rundt, kunne han mærke, at han kom nærmere, og hans blik gled kort over en smuk kvinde i en kjole, der klædte hende ganske nydeligt. Ah. En kusine. 
Endeligt blev de præsenteret for hinanden og han kunne lade sine øjne vandre diskret ned over hendes ansigt og hendes krop, inden han mødte hendes blik. Han havde efterhånden accepteret sin skæbne, at en dødssynd nu kendte til hans dække, og hendes smil viste ham bare, at hun også var klar over, at hun ikke var alene.

"Frøken Argira, mig en udsøgt fornøjelse." Han bukkede let i overkroppen for hende og skjulte alle modvillige følelser, han skulle have. I stedet var der et lille skævt smil om hans læber og et nysgerrigt udtryk i de brune øjne. 
"Jeg mener ikke, at have mødt Dem før?" Hendes sjæl udstrålede ikke noget bekendt, så han var ret sikker på, at han hverken havde mødt hende som dæmon eller som dødssynd. Han havde mødt et par enkelte af sine kusiner og fætre igennem tiden, men ikke hende, det var han ret sikker på.

Inden de kunne nå at starte en samtale op, var deres vært allerede videre, og Vargas måtte følge med for at få de sidste navne med, inden han blev anvist en plads nær bordenden, hvor værten sad, i mellem et par mennesker. Det var tid til at spise, og snart var rummet fyldt med samtale de adelige og rige i mellem. Maden var udsøgt, men Vargas spiste uden rigtigt at smage på det. Hans blik fandt hele tiden tilbage mod den kvindelige dødssynd, han kunne se længere nede af bordet, mens han besad en splittet følelse mellem at ville stikke af og lære mere om hende.

Endeligt var de nået igennem de forskellige retter og folk begyndte at flytte sig lidt rundt for at finde andre bekendte at snakke med. Vargas gav et par afsluttende bemærkninger til sine sidemakkere, inden han rejste sig og slentrede rundt om bordet for at stille sig ved siden af manden, der sad ved siden af den anden dødssynd.
"Ville det være muligt at bytte sæde med Dem? Frøken Argira og jeg har noget at diskutere." 
Manden indvilligede, kastede et sidste langt blik på kvinden og fandt sig så et andet sted at sidde. Vargas svingede sig ind på stolen og satte sig sidelæns på den, så han kunne betragte hende uden at skulle dreje sig.
"Det ville jo næsten være en synd, ikke at have lyst til at lære en smuk kvinde som dig at kende. Man bliver jo helt grådig efter sådan et selskab." Han droppede den høflige tiltale, men smilede stadig til hende med et glimt i øjnene, som et rovdyr, der havde fået færden af det samme rovdyr af det modsatte køn.

Naamah havde aldrig følt et behov for at skjule for andre dæmoner hvad og hvem hun var. Selvfølgelig var det også ganske nyeligt at hun var blevet en mere betydningsfuld dæmon som hendes søster havde mistet titlen som dødssynd og Naamah så fint havde arvet den. Hun ville endda påstå at det var velfortjent. Hun vidste og nød at se alle de blikke der var rettet mod hende, som hun stod i sin elegante traditionelle kjole. Også selvom hun havde forsøgt at gå lidt mere i et med mængden denne aften. Kunne hun overhovedet det, så længe hendes aura summede omkring hende? Nej, det kunne hun ikke og det var svært ikke at nyde opmærksomheden.

Naamah nejede let og bukkede hovedet i processen, inden hun kiggede op på ham med det fortsatte smil på læben. "Desværre ikke herre, jeg er ny på disse kanter" det var hun både som adelig i området her, men så sandelig også på et dybere plan af sin indre kraft. Hun var en forholdsvis ny dødssynd.
Ikke at de nåede at tale mere sammen før han og værten forsvandt videre i introduktionen. Naamah drejede hovedet for at følge den anden dæmon med et interesseret blik. Men hun lod aftenen udforme sig som den var tiltrængt. Nød maden, drak af vinen, grinede med dem hun sad med, men sendte ikke nogen af dem lange blikke der indikerede mere som hun plejede. Hun var mere interesseret i at lærer den anden at kende. Han var ukendt for hende, og samtidig med så umådelig interessant.

Naamah holdte et fint krystalglas op til sine læber og løftede ganske langsomt blikket til manden fra før. Hun smilede roligt og lod den anden herre tro at de kendte hinanden. Det var dog ganske korrekt at de havde noget at diskutere. Naamah fortsatte med at sidde ordentligt på sin stol som hun sippede af glasse og kiggede let til siden.
Hans tiltale fik smilet til at vokse fra det høflige og venlige hun gav de andre til feste, til en mere lusket og forførende. Afspejlende hendes egentlige person for ham.
Hun lænede sin arm over sit ryglæn, drejede kroppen til siden for at være ham imødekommende med sit ben liggende elegant over det andet. "Sagt som veltalenheden selv." uden at tænke over det begyndte Naamahs Aura at løbe løbsk. Den var stadig ny for hende, så når hun var interesseret, blomstrede den frem. Hans tryg på de helt rigtige ord skabte det velkendte glimt i hendes øje, og hun så sultent på ham. Som gjorde han hende vitterligt grådig efter ham. "Jeg har hørt at grådigheden er en stærk kraft ikke at spøge med. Men alle af os lyster jo at smage den" hendes hoved gled let på skrå mens hun betragtede ham. Det blev pludselig en meget mere spændende aften.

Som hendes smil ændrede karakter, kunne Vargas ikke lade være med at smile en smule mere, så man kunne skimte de hvide tænder bag de fyldige læber. Glimtet i hans brune øjne ændrede ikke karakter, han var interesseret i hende, om end han stadig havde sine forbehold. Han havde ikke ligefrem lyst til at blive trukket ind i familien og deres drama. Men nu sad hun her, og han måtte indrømme, det var en ganske køn Lyst. Selv i den pæne kjole fik man fornemmelsen af noget sensuelt, der fik ens lyster til at vokse. Åh ja, og så hendes udstråling. Auraen. Den hang i luften omkring hende. Som hun drejede sig i mod ham, kunne han mærke den blive tungere. Ikke at han blev påvirket af den, men han kunne mærke den i luften, som en varm fugtighed. Hans egen evne var mere en bittersød lugt, man næsten kunne smage, når han skruede op for den. Ingen af auraernes fornemmelser var fysisk eller psykisk mærkbare for andre væsner, men for dødssynder var de tydelige. Så man omkring dem, kunne man godt se, at selvom Vargas ikke blev berørt, gjorde almindelige mennesker. Stemningen skiftede lidt.

Han nikkede en enkelt gang som tak for komplimenten, han elskede den slags. Hendes fortsatte ord fik ham til at smile lidt skævt og sætte sig en smule mere afslappet.
"Det er ganske rigtigt. Alle har en grådighed efter noget." Han lagde hovedet lidt på skrå, allerede træt af ordspil, nu havde de ligesom konkluderet, at de vidste, hvem hinanden var. Det var ikke tålmodighed han kunne prale af at have mest af.
"Dit lille trick med auraen påvirker ikke familie." Lidt af den påtagede venligheden forsvandt fra ham, selvom han stadig smilede. Et lidt skarpt smil, der ville have passet sig bedre til et par smalle læber.

Men nysgerrig var han stadig. Han hørte sjældent noget om familien og fulgte ikke med i, hvem der havde hvilken titel nu. Det var ikke ligefrem noget, man kunne støve op via de sædvanlige kanaler, og ærligt talt var han ikke interesseret. Dødssynden foran ham var en gammel dæmon, det kunne han mærke uden at røre hende, men hvor længe havde hun haft titlen? Sidst han havde hørt noget, var mange hundrede år siden, og meget kunne have ændret sig siden. Mange dæmoner kunne have båret titlen for at lide en for tidlig død.
"Hvornår er titlen tilfaldet dig?" Han så spørgende på hende og nippede lidt af sit glas, han havde haft med fra sin anden plads. En svag fornemmelse af grådighed begyndte at lægge sig i luften omkring ham. Han slap sin aura med vilje, som han ellers holdt den i stram snor normalt, men han ville da ikke stå tilbage for hende.

Naamah var ikke sikker på om hun nogensinde var stødt ind i familie før. Ud over naturligvis sin egen slægt der formerede sig som kaniner i fangeskab. Hun havde selv produceret et par unger, og havde sidenhen fornemmet at nogle af disse døtre havde videreformeret generne. Lystdæmoner var nærmest overalt. Så nogle gange glemte Naamah at der naturligvis fandtes andre slægter. Det var nu slet ikke svært for hende at fornemme hvad han var, som han stod der foran hende. Den gik ind i hendes næse med en forhåbning om at man kunne tilegne sig mere. Nok blev hun ikke påvirket som de dødelige små pus, men derfor kunne hun stadig mærke hvad den var. Omgivelserne var stadig uvidende, trods begge følelser begyndte at blande sig med hinanden.

Hans ord var så sande som dagen var lang. Alle bar alle dødssyndernes stærke følelser i kroppen, og især grådighed var nem at genkende. For alle ville have noget og gerne meget af det, så de kunne horde det.
Naamah løftede kort et øjenbryn af hans skiftende karakter men ændrede ikke på sin aura. "Det ved jeg. Den har nogen gange sit eget liv" påpegede hun sorgløst og lænede sig afslappende tilbage i stolen og fortsatte med at smile til ham.

"Formentligt efter din. Den del af mig er ganske nylig" et par år for dæmoner var nærmest som at blinke med øjnende. Hvilket ganske vidst også kunne forklare hvorfor hendes aura løb mere løbsk omkring hende end hans gjorde. Noget der også tydeligt var begyndt at påvirke gæsterne. Nogen af dem var mere nærgående end før, og det var naturligvis den del af lyst Naamah nemmest så, taget hendes natur i betragtning. "Selvom jeg ikke ligefrem er ny mere" påpegede hun, mærlende at han næppe nåede hendes alder. Ikke at han var en ung knøs på få hundrede år. Der måtte også være noget ganske specielt over ham, siden han kunne tilegne sig en titel så stærk som grådighed.

Vargas betragtede hende, stadig let smilende, som hun lænede sig afslappet tilbage. Hun virkede ikke ked af at have mødt en dødssynd, men så igen, det var sikkert ikke alle synderne, der havde så meget imod familien, som han selv havde. Og det var som sådan ikke dæmonerne selv, han havde noget i mod, men den risiko der fulgte. Og familiedramaet. Nok havde han ikke mødt mange kusiner og fætre, men dem han havde mødt … nej, det passede ham fint at gemme sig nede i Balzera og leve et familiefrit liv der.

Endeligt nikkede han accepterende over hendes ord om, at hun var klar over, at hendes lyst ikke ville påvirke ham. Men nok påvirkede det ikke ham, det så dog ud til at have sin effekt på dem omkring dem. Bag hende gav et par efter og begyndte at kysse, mens deres hænder gik på opdagelse. De fik et par blikke – ikke af fordømmelse, men af misundelse – fra andre ved bordet. Vargas’ tilstedeværelse var også begyndt at gøre sig bemærket, som en tjener diskret stak et par stykker bestik bag vesten. Det var ikke kun Vargas’ egen rådighed, han kunne mærke nu, men også de tilstedeværendes, der spredte sig som bitter røgelse i luften.

Hendes ord om sin alder, fik ham til at klø sig lidt i det korte skæg og smile en smule skævt, noget der gav ham et glimt af en drenget charme, men samtidigt lagde hans blik og udtryk ikke skjul på, at han var alt andet end en dreng.
”Ja, det kan jeg mærke.” Han slog let ud med hånden, han havde kløet sig med. ”Jeg har noget med sjæle. Og din alder skinner fra din sjæl som lyset fra solen. Til sammenligning er jeg blot en årsunge. Og dog, ja, jeg har nok været i besiddelse af min titel længere, end du din.” Det var ret tydeligt, at han ikke følte sig som en årsunge, han var trods alt over 1500 år gammel, og deres aldersforskel ikke rørte ham synderligt. Havde hans tid som slavehandler lært ham noget, var det, at alder sjældent betød noget. Mennesker blev ikke ret gamle og se, hvad de formåede at gøre med den tid, de havde. Og han havde haft sin titel i omkring 800 år. Lidt stolt var han da over at være i live endnu og have titlen i behold.

Med et interesseret glimt i øjnene betragtede ham hende, inden han lidt nonchalant nippede lidt mere til sit glas og derefter satte det fra sig. Hans nysgerrighed bød ham at spørge ind til hende, men hans forsigtighed fik ham til at lade være. Han ønskede ikke at fortælle for meget om sig selv, selvom hun hurtigt ville kunne finde informationer om ham, nu hun kendte hans nuværende navn.
”Har du mødt andre fætre og kusiner?” Det var hans egen udtryk, at kalde de andre synder for fætre og kusiner. Han fandt det passende og morende. Nær, men ikke så nær familie. Og hvem kunne finde rundt i dæmonernes slægtskaber, der blev jo horet til højre og venstre.

Naamahs slægt elskede sin familie på en lidt anden måde end de fleste andre dæmoner plejede at gøre det. Det var ikke uhørt at dæmoner var sammen med deres søskende, fætre, forældre, børn og videre ud af den lange linje af familiebånd. Derfor var det for hende, intet forkert i at hyggesludre med en anden dødssynd som var han nyt potentielt materiale til at pynte i hendes gemakker. Eller også var det, det ganske simple faktum, at Naamah var en ny dødssynd. Hun var gammel, erfaren og hvad man kaldte mægtig, men hun havde ikke haft sin aura længe. Farende det indeholdte var stadig sparsom i hendes erfaring.

Naamah lod sin tunge fugte læben ganske langsomt og roligt, igen påvirkende sine omgivelser, uden selv at tage nogen form for notist af det. "Tydeligvis. Jeg stod først i kø, men den tidligere ejer, var ikke helt villig til at slippe titlen" påpegede hun ufortrødent om den tidligere dødssynds magt.
Men selvom hun var ny, bredte stemningen sig tydeligt fra dem begge. Om det var forløsninger af sine lysters trang, eller det var grådighedens greb, var svært at sige, da det begyndte at glide sammen. En farlig kombination og Naamah kunne smage på tungespidsen hvordan hendes kraft fyldte rummet og hvordan følelserne mættede hende langsomt. En lille gnist af kaos som begyndte at bredde sig.

Naamah løftede glasset til sine læber og nød vinens frugtige smag før hun gav sig til at svare på Vargas spørgsmål. Han gik ud fra at hun ikke mente det som menneskene kaldte fætre og kusiner. For selvfølgelign havde hun mødt og udnyttet dem på enhver form mulig. Men de andre synder. "Det er længe siden. Men dem jeg har mødt ejer ikke deres titler mere. Dovenskab og Lyst. En søn af vrede er også kommet forbi i mine mange år. Og du?" som egen dødssynd havde hun ingen af dem mødt - ikke før nu selvfølgelig. Faktisk havde hun ikke styr på hvor de befandt sig eller hvad de lavede i dette øjeblik.

Vargas smilede en smule, da hun sagde, at den gamle ejer ikke var villig til at slippe sin titel. Han forventede selvfølgelig, at nogen havde slået dæmonen ihjel, så de kunne overtage titlen. Eller se den gå til en anden, der var længere fremme i køen. En af grundene til, at han forsøgte at være lidt diskret med sin race, sit ophav og sin titel. Han var glad for at leve. Sjovt nok var det en almindelig svag ørkenelver, der nær havde fået ram på ham sidst, endda ganske for nyligt. Hylsteret var knapt nok gået til endnu.
"Forståeligt. Hvem har lyst til at miste det, titlen giver én?" Han tømte sit glas og stillede det fra sig. 

Vargas' blik forlod hende ikke, men han var ganske udmærket klar over, hvad der foregik i rummet omkring dem. Flere og flere gav op for deres lyster - om det så var mod egne partnere, andre villige deltagere eller knapt så villige deltagere, som en tjenestepige skingert forsøgte at komme væk fra deres vært henne ved døren. Bar hud begyndte at dukke op her og der og et enkelt par var allerede ved at fortsætte legen derfra.
To ældre mænd var ved at komme op at toppes over noget guldudsmykning på den ene væg, mens en yngre mand var ved at rydde bordet for alt, hvad der var mere værd end et par sko. Det begyndte at gå stærkt, som de to dødssynders aura tog til, stille og roligt. 

Vargas var som sådan upåvirket af det hele, om end han som altid blev en smule høj af at føle andres grådighed. Og der var meget af den i rummet.
"Åh, et par stykker her og der, men det er mange år siden. Du er den første, jeg har mødt, efter jeg valgte mit nye erhverv." Han lagde hovedet en smule på skrå, stadig optaget af at betragte hende. At de lige nu var ved at ødelægge en hel fest i fællesskab, blot ved deres tilstedeværelse, morede ham.
"Hvad har lokket dig til denne lille fødselsdag? Det er lidt langt væk fra alting." Han lænede sig lidt afslappet op ad stolens ryglæn og overvejede, om der var en tjener nærværende nok til at servere, eller om han selv skulle på jagt efter et nyt glas vin. Det var desværre nok det sidste. Åh, han var for doven til at gøre noget ved det.