Tid: Omkring middag
Vejr: Frostklart med sol
Kroens varme var næsten en velsignelse efter turen til byen. Selv iklædt godt med tøj, var kulden strid og Wolfram åbnede og lukkede sine hænder i et forsøg på at holde blodomløbet i gang i de iskolde fingre. De var altid kolde, men selv med handsker på, var de blevet stivfrosne, trods han forsøg på at holde dem varme, mens han red fra Sinnett-slægtens borg til byen. Det var ikke så ofte, at han var alene af sted, men ærligt talt var han en smule træt af stressen på borgen. Der skulle være bal to dage efter, og alle løb i cirkler for at få alle værelser gjort klar, skaffet maden hjem og få pyntet op. Der var også nok at se til for Wolfram, men han manglede nogle småting i byen og havde fået lov til at tage af sted. Greven virkede næsten helt misundelig på ham, men han kunne ikke forlade sin post. Altid noget, Wolfram ville være blevet meget træt, hvis han skulle have haft greven med på slæb.
Så han havde ikke planer om at skynde sig i byen, selvom det ikke var ret mange ting, han skulle have. Det første mål var en kro, han normalt besøgte, når han var her. Den var hyggelig og maden var god. Og kvinden, der havde kroen, kunne lide ham. Hun lagde kraftigt an på ham, men kun for sjov, det var lidt hendes ting.
Der var ikke så mange væsner på kroen på dette tidspunkt, men der sad da en hist og her, ikke at Wolfram skænkede dem noget opmærksomhed, som han pustede ned i sine hænder og gik op til disken.
”Hr. Ward! En fornøjelse at se Dem igen. De har en dejlig ungdommelig glød i dag.” Hun smilede stort til ham og stillede et krus fra sig, hun havde været ved at tørre af. ”Hvad kan jeg gøre for Dem i dag?”
Wolfram sukkede og lagde hænderne på det glatte træ.
”Noget at spise og et krus te. Det er forbandet koldt udenfor i dag.” Han tog huen af og kørte en hånd igennem det iltre hår, der ikke helt lod sig tæmme ved den enkelte bevægelse.
”Vi serverer fiskesuppe i dag, håber det kan gå an.”
”Det er ganske fin, Jonna.” Han smilede kort til hende, inden hun forsvandt ind bag et forhæng til køkkenet.
Wolfram blev stående, men lukkede øjnene. Han var træt, men det var der ikke så meget at gøre noget ved. Vinteren syntes bare lang i år, og så langt henne var de endda heller ikke. Men han havde været til midvinterbal i Dianthos med Laurenne, sikke en katastrofe, og hun var blevet overfaldet, hvilket også havde taget lidt at arbejde sig ud over. Og nu bal. Han var ved at blive for gammel til alt det, sådan havde han det i hvert fald, og han drømte om at få noget mere tid til sig selv. Måske det kom efter ballet.
Varmen var rar og sneg sig ind på ham, som han stod der og ventede på mad og te. Han havde lidt røde kinder efter kulden, men det fik ham bare til at se mere bleg ud.
Det skulle nok blive rart med et par fredelige timer på kroen, inden pligterne kaldte igen.
Krystallandet
