Det havde efterhånden været en lang dag for den 'unge' halvdæmon, han havde rejst en del og kræfterne var efterhånden godt brugt. Det var svært at sige, hvor længe det hele havde stået på, men han kunne godt mærke på sin krop, at han snart skulle bruge et fix, hvis ikke han skulle falde om midt i ørkenen. Hvis det da ikke allerede var for sent. Orcus vejrtrækning var blevet tungere og skridtene føltes også tungere og tungere, som han slæbte sine fødder igennem ørkenens sand. Havde han haft kræfterne, så havde han nok brugt sine metalliske vinger, men magien var efterhånden tømt godt ud, så det var ikke en mulighed. Oveni det, så var der ingen dør i nærheden, så han kunne faktisk ikke teleportere sig hjem sådan uden lige. Forhåbentlig ville der snart dukke en landsby op, så han kunne finde en dør..

Hvorfor han bevægede sig i ørkenen var egentlig ikke hans plan. Men den sidste forhandler insisterede altid på at mødes et sted, hvor ingen kunne drage meget nytte af omgivelserne. Og der var virkelig ikke meget at gøre i ørkenen, medmindre at man kunne styre sandet. Orcus kunne ikke, så han var tvunget til at gå. Endelig fik han øje på en oase, så han i det mindste kunne få sig et hvil og forhåbentlig snart fortsætte med magien. Dog ramte manglen på rusmidler ham som et lyn fra en skyfri himmel. Han gik i knæ og tog sig til brystet, som han begyndte at hoste. Han havde presset sin krop for langt med den lange gåtur og ikke mindst det faktisk at han var stædig nok til at fortsætte, selv når kroppen sagde stop. Nu skreg den bare.

Orcus støttede sig med hænderne foran sig og knæene begravet i sandet, før at hans hænder gled ud i sandet og han landede på maven med et bump. Det var svært at vende sig rundt, men han formåede at gøre det, før han lukkede øjnene. Mon problemerne ville fortage sig, hvis han tog en lur? Egentlig kendte han svaret, men han havde ikke kræfter til at gøre andet. Der var dog dukket blod op ved hans mundvig, før at hans krop blev hel svag. Hvorfor havde han forladt grotten uden Philotanus idag og uden ekstra forsyninger?

Ørkenen. Sand, sand, sand alle vegne. Blødt, finkornet sand. Altså under andres fødder. 
Sidka sad lidt uden for en oase, hvor hun holdt til i sin jagt på ørkenelvere, og ventede på at nogen gik i fælden. Jorden under hende havde formet sig til et stabilt underlag, så hun ikke skulle bekymre sig om at synke ned i underlaget og havde sværere ved at sætte af, skulle hun sætte i pludseligt løb. Og hun fik ikke sandkorn ind i skoene. 

Det sværeste herude var sandbankerne. Man kunne ikke se mere end et par meter frem, medmindre man stod på toppen af en, og så var man selv synlig fra kilometers afstand. Så Sidka havde gemt sig bag en hjemmelavet sandbunke og holdt hænderne på overfladen for at mærke, om byttet gik i fælden. Som de sidste mange dage, skete det ikke. Men noget faldt ned på jorden et par meter til højre for hendes fælde. Hmm...
Mørkelveren tog en hurtig beslutning og rakte ud med sin magi mod det faldne bytte. Sandet lystrede hendes kommando og hævede sig op, hvorefter det lod kroppen glide nedad mod hende i en stejl rutchebane. En mandekrop med vinger landede ved siden af hende, og hun hoppede straks hen til ham med et ben på hver side af hans mave og med trukkent våben. 
Efter et nærmere blik på hans blege hud og syge udseende, sænkede hun dog sværdet med et skuffet udtryk. 

"Du er ikke en ørkenelver," sagde hun på krystallisiansk. Manden så dæmonisk ud, men hun havde før erfaret at halvdæmoner ikke nødvendigvis også forstod dæmonisk, og slet ikke mørkelvisk. "Og du bløder, men er ikke såret. Hvorfor bløder du?"
Nysgerrigheden havde heldigvis for manden overtrumfet Sidkas blodtørst, og i stedet for at tage ham som en mindre men alligevel god nok fangst, håbede hun på svar. Det var ikke mange, hun havde set gå rundt i ørkenen alene, mens hun havde været her, og han lignede ikke en undsluppen slave. Det var hand tøj alligevel for velholdt til. 
Selv havde hun sit sædvanlige rejsetøj på, dog med en tyndere skjorte end hun brugte højere nord på, indenunder den mørkerøde vest. Et tørklæde var bundet rundt om hendes hoved for at skærme mod den hårde sol, og det hvide hår tittede ud under det i to lange fletninger. Folkene i oasen havde krævet en del overtalelse til ikke at prøve at slå hende ihjel, men hun havde fået skræmt dem nok til, at de var overbeviste om, at hun ville vinde, hvis de prøvede, så hun behøvede ikke prøve at skjule sin hudfarve eller ører mere.

Med et tørklæde bundet så det gik godt op over mund og næse for at skærme for sand, bevægede Ayad sig på hesteryg gennem ørkenlandskabet. Det var begrænset hvor meget fart der kom på hingsten selvom den var vant til Rubiniens natur og Ayad havde heller ikke som sådan travlt med at komme frem. Den eneste grund til at han ikke ville lade tiden trække for meget ud var fordi det var ulideligt for måde hest og han at være i den bagende sol for længe. Selvfølgelig kunne han have valgt at rejse tættere på aftentimerne, men med det ville der bare følge andre store risikoer. Solen kunne modarbejdes med vand, selvom det var blevet godt varmet op efterhånden. Fjendtlige skikkelser i mørket var en anden sag og Ayad vidste bedre end at lege med skæbnen. Han var ikke overlevet under de vilkår han var, hvis han ikke vidste hvordan han skulle leve smart. Desuden, efter hvad han havde hørt skulle han være opmærksom på mørkelveren han havde fået beskrevet. Eller rettere: Mørkelveren han havde overhørt en anden beskrive. Han skulle alligevel ud mod en bestemt oase i ørkenen for at finde en tidligere kontakt, så han kunne ligeså godt stille nysgerrigheden i sit hjerte ved at lede efter hende.

Der var kun ørken omkring ham da han endelig fik øje på oasen og fik hesten til at sætte farten en lille smule op, selvom han dog helst ikke ville presse dyret for hårdt. Længe gik der dog ikke før nogle bestemte lyde nåede ham og hans opmærksomhed blev tilspidset. Han trak i tøjlerne for at få hesten til at stoppe da han så fandt ud af hvor lyden kom frem og trak sit sværd, da han genkendte den ene skikkelse og selv fra afstand kunne regne ud at den anden nok var kvinden han havde hørt om. 

Han trak tørklædet ned, så det ikke dækkede hans mund. "Jeg ville ikke skade ham, hvis jeg var dig," kommenterede han ganske roligt henvendt mørkelveren. Det var ikke mange af dem han havde set i sit liv, men de var nemme at genkende. Orcus kunne han sagtens genkende selvom han ikke engang kendte ham særligt godt. Han havde slet ikke en tæt nok relation til ham til for alvor at gå op i hans velvære, men det betød ikke at han bare ville lade en eller anden elver slå ham ihjel - det var ihverfald hvad det fra afstand umiddelbart havde set ud til hun var ude på. Selv kunne han nok godt ligne en, der var ude på noget med det trykkede sværd og dømmende udtryk, men han var klædt ganske uskyldigt, endda i lyse farver for at modarbejde sollyset en smule. Det eneste af farve var tørklædet, der til gengæld skilte sig noget ud med dets grønne farve. Som altid var hesten også udsmykket, om end han havde sparret den for det meste for også at spare den i varmen. 

Philotanus ville forbande ham ind i næste uge, hvis han vidste hvad Orcus havde rodet sig ud i. Men forhåbentlig behøvede han ikke vide besked, hvis bare han kunne komme ud af problemerne uden skader eller i hvert fald synlige skader, hvis situationen spidsede til. Egentlig var han ikke i stand til at vide hvad der foregik, ikke før at sandet under ham flyttede på sig. Der var ikke kræfter nok til at undvige og han lod sandet føre ham med. Ikke med hans gode vilje. Øjnene holdt han lukkede, som han egentligt forsøgte at spille død til en vis grænse. Alligevel gav det et sæt i hans krop, da skikkelsen lige pludselig bevægede sig og næsten låste ham til hans nuværende position. Ordene gav genlyd, som han rynkede på næsen og egentlig ikke vidste hvad han skulle tolke ud fra de ord. Var hun på jagt efter en ørkenelver? At hun kommenterede på blodet undrede ham ikke, men han havde ikke kræfterne til at svare hende eller åbne øjnene helt. De blev dog åbnet på klem, som han forsøgte at trække hænderne til sig, men endte med at bore dem ned i sandet rystende. 

Endnu en stemme, han formåede ikke at vende blikket imod stemmen, men genkendte den, så han blev en anelse mere rolig. Han trak stadig vejret tungt og hev enkelte gange efter vejret. Kroppen rystede for hver vejrtrækning. "Jeg.." mere kom der ikke ud af hans mund, som han forsøgte at trække det ene ben til sig for at vælte hende. Ikke at han havde styrke nok i kroppen til at komme i mål med det. Han opgav meget hurtigt og lagde sig i stedet helt faldt. "Rus" forsøgte han lavmælt, som han svagt vendte hovedet imod Ayad. Han havde ikke set ham længe og var egentlig i tvivl om han faktisk vidste det. Philotanus havde vidst det uden at tænke.. metallet i hans lomme var stille røget ud af hans lomme og havde derved lavet er sort spor fra hvor han faldt om til hvor hun havde transporteret ham hen. Det ville være nemt at samle op med hans magi, men først skulle han bruge et fix, ellers ville det være umuligt, når det var blandet med sandet.

Sikke mange folk, der var rejste alene rundt i ørkenen i dag! Sidka, der ellers havde sænket sværdet, hævede det på ny, da den nyankomne truede med tomme ord. Men han havde fordelen af at være til hest, og hun var ikke sikker på, hun kunne reagere hurtigt nok til at undgå et udfald, skulle han beslutte sig for at gå til angreb.

"Medmindre han er giftig, tror jeg jeg klarer mig," kommenterede hun og ignorerede dæmonynglet under sig, der ikke lød til at kunne få sammenhængende sætninger til at komme ud af sin mund. "Vent, selv hvis han var giftig, ville jeg klarer mig. Er du klar over, hvor irriterende det er at være så skide immun over for gift? Det, der slår jer ihjel giver mig bare et dårligt trip."

Nogle af de gifte, hun oftest udvandt fra Sibal-påvirkede grene og træer, varstærke nok til at lægge en fuldvoksen ork ned og få ham til at se himlen falde sammen om sig selv - og for hende var det lidt kildren i fingrene. Noget af hendes finere arbejde nød de selv i stor udstrækning glæde af, men det var så stærkt at de få mennesker, hun havde afprøvet det på, enten havde lidt voldsom mental skade eller var kommet ud på den anden side af oplevelsen uden hele deres psyke i behold. Der var stadig meget at lære om at få det blandet, fortyndet og opløst rigtigt. Med det sagt havde hun fundet en eller to blandinger, som kunne give en god omgang hallucinationer uden at være skadeligt, og tog hun selv nok af det, kunne hun også selv være med. Det var noget af det, hun havde i sit bælte netop nu, fordi hun skulle være så længe væk fra Sibal - så havde hun brug for noget til de ensomme aftentimer. 

"Så, skal vi slås?" spurgte Sidka manden på hesten. "Ikke at jeg havde tænkt mig at gøre ham der noget, men hvis du ligefrem tilbyder..."

En undrende rynken på øjenbrynene tilkendegjorde at Ayad ikke forstod hvad mørkelveren snakkede om. Hans udtryk blev kun endnu mere spørgende som hun fortsatte. Det var jo sådan set ikke fordi han ikke forstod hvad hun sagde betød, men det kom for ham tilpas ude af kontekst til at forvirre ham mere end hvad godt var. Det fik ham da også til at sænke paraderne en smule, hvilket ellers normalt ikke var noget han uden videre gjorde hvis han var i en usikker situation. Opmærksomheden vendte han dog straks mod Orcus, da han forsøgte at få nogle ord frem. De hjalp ikke ligefrem på det hele og da slet ikke på Ayads grimasse af 'hvad foregår der?'. Havde han hørt rigtigt?

Han rettede sig op i sadlen da mørkelveren henvendte sig til ham igen og hans udtryk skiftede til noget mere neutralt. Han gav et lille svirp med tøjlerne, som han holdt i den ene hånd og hesten bevægede sig ganske roligt i retning af de to andre. "Jeg ser ingen grund til at slås uden en god grund til at gøre det." Hellere spare på energien, og da særligt i denne varme. Han holdt dog stadig sværdet i hånden for en sikkerhedsskyld og blev også ved med at gøre det, da han svang benene over sadlen for at stige af hesten i en ganske vant bevægelse. 

"Hvad afbryder jeg?" Han havde stadig en fornemmelse af, det var heldigt han var kommet forbi. "Har du brug for hjælp?" Dette var naturligvis henvendt Orcus. Ud fra situationen ville han skyde på det var tilfældet, men med hvordan mørkelveren havde reageret på hans ankomst virkede situationen bare lidt... spøjs.

Det var ikke fordi Orcus brød sig om at befinde sig i denne situation, men han kunne ikke gøre meget for at stikke af fra det. Alligevel forsøgte han at vride sig svagt ud af Mørkelverens favn, omend denne ikke havde fat i ham, så kunne han ikke rejse sig, selv hvis han havde haft kræfterne til at rejse sig. Orcus kunne ikke helt lade vær med at rynke på brynene, som elveren talte om at han kunne være giftig. Der gik heller ikke lang tid før at en barnlig latter flød over hans læber, som elveren kommenterede på det og mente at det var irriterende at være immun overfor gift. En sådan evne ville mange sikker gerne have. Måden hun fik det sagt på og hans træthed, gjorde at han endte med et grin. Grinet døde dog hurtigt ud, som han løftede den ene hånd og lagde den imod sin pande. Han åndede ud langsomt og trak vejret dybt for ikke at besvime igen.

"Jeg kunne godt.. bruge.. et trip.." fremstammede han lettere hæst, før at han hostede en gang mere og endte med at hoste blod om sammen med det. Han lagde hovedet over mod siden, som han kiggede imod Ayad, der var hoppet af sin hest og nu tættere på. Så var det da nemmere at bevare roen. Han nikkede til Ayads spørgsmål og bed sig selv let i læben. Desværre for ham havde han tidligere brugt perlen i sin tand, så han havde ingen friske forsyninger til at stille sin afhængighed. "Noget skygge også.." stemmen var fortsat lav, som han forsøgte at afskærme solen med den hånd han havde formået at løfte op mod sin pande.

//Forlader tråden, men vi kan sagtens vende tilbage til den, hvis det er!

Lidt skuffet over at den fremmede ikke ønskede at slås uden grund, trak hun blot på skuldrene af hans spørgsmål og så lige så spørgende på dæmonlingen som den nyankomne. Sidkanys ville også gerne vide, hvad hun havde afbrudt. Det havde virket til at være en gåtur i ørkenen, men når det var lige så sindssygt som det lød, måtte der være andet, denne mand lavede herude. Hun lagde hovedet på skrå og spidsede ører, selvom de næppe kunne blive spidsere. Manden talte hæst og lavt og det var svært at tyde de afkræftede ord. 

Forklaringen gav imidlertid mening. Altså, det gav stadig ingen mening, hvorfor han rendte rundt ude i ørkenen, men Sidka burde jo have sagt sig selv, at det handlede om stoffer når fyren var så svækkget og oven i købet blødte. 
"Nåh!" udbrød hun, da det lød til at han ikke havde tænkt sig at forsøge at gispe flere ord ud. "Det kunne du jo bare have sagt!"

Uden yderligere forklaring satte Sidka sit sværd tilbage i skeden og begyndte at rode i sin bæltetakse. Hun var næsten sikker på at den nyankomne ville være gået til angreb allerede, havde han villet det, så hun turde godt tage chancen i forhold til at pakke sit eget våben væk. Derudover ville hun sikkert også kunne hive sandet væk under hans fødder, før han kunne nå at gøre særligt meget, skulle det endelig være. 
Frem fra lædertasken fandt hun en lille flaske med blå væske i og et merkat skrevet på mørkelvisk. Hun dyppede sin lillefinger i glasset, slikkede omtrent halvdelen af og bøjede sig ned over dæmonlingen. Hun lagde fingeren på hans halvåbne læber.
"Slik det af," sagde hun og prøvede at vurdere, om han var typen der uden at tænke over ville komme til at bide hende i fingeren også. "Det bør være en lav dosis, som lige får dig op over kanten. Så kan du om ikke andet selv gå i skygge, så vi ikke skal slæbe dig. Hvad det ellers gør ved dig, lover jeg ikke. Det var ligesom det, jeg skulle bruge en ørkenelver til at finde ud af."