Sted: Bigwigs hjem
Tid: Sen aften
Vejr: Koldt, men mere vådt end vinter

Det havde bare været en af de der aftner. Randall var kommet til Dianthos nogle dage før, og havde været rundt ved sine sædvanlige kontakter efter arbejde. Forhøre sig, hvordan det stod til i Krystallandets hovedstad. Besøgt bordellet, hvor han som altid fik et bad, noget at spise og et sødt pigebarn, der ville forkæle ham lidt. Hun havde givet ham en god massage som start og var blevet i hans favn natten igennem, så de kunne holde hinanden varme i vinterkulden. Det kostede selvfølgelig, men Randall havde også krystaller nok for en gangs skyld, som hans sidste job havde været vellykket og lønnen god.

Han havde ret hurtigt fundet ud af, at der var sket lidt af hvert i byen, i de tre måneder, han havde været væk. Børnebandens hus var brændt ned med et par af børnene og Juno og hans satyrven stadig inden i for et par uger siden. Noget forbandet svineri, og det gjorde faktisk Randy en smule trist, for han havde haft en hyggelig aften med Juno, der havde brækket hans næse, inden de havde drukket sig fulde i hinandens selskab. Og selvom Randall ikke ligefrem havde den helt store respekt for andres liv, var børn noget andet. Man skulle passe på børn. De var sgu for små til at dø.

Denne dag var atter gået med at søge job ved de lokale, der stod for den slags, men intet var lige faldet ham for, så til sidst havde han brugt lidt tid på markedet, inden han havde fundet en kro i den nedre bydel, hvor han havde fået sig noget mad og lidt at drikke. Der var gået omkring halvandet år siden, at han havde givet op på livet, og var blevet reddet af en byvagt, og han havde ændret sig lidt siden. Passede lidt bedre på sig selv. Spiste mere, drak mindre og sørgede for at få noget søvn. Gemte lidt på sine krystaller, så han kunne forkæle sig selv lidt i stedet for at drikke dem op. Det var ikke fordi, at han døde ret meget mindre af den grund, men nu var det af lidt mere fornuftige grunde, som arbejdet eller uheld, og ikke så meget fordi han var fuld og lavede dumme ting.
Selvom hans krop blev skiftet ud i ny og næ, kunne man godt se det på ham. Der var mere liv i hans blik og lidt mere liv i hans gang. Ikke at han gik mere i bad af den grund, nu skulle han jo heller ikke stramme den for meget.

På kroen havde han siddet lidt for sig selv med et krus øl, da nogle unge gutter var kommet ind og havde sat sig ved bordet ved siden af. Snart flød sprutten og på et tidspunkt kunne Randall ikke undgå at høre, hvordan de sad og pralede til hinanden om, hvordan de havde sat ild til huset med børnebanden. Pludseligt havde han rejst sig op og var begyndt at skælde ud, hvad i Zaladins navn de troede, de havde gang i. De var fire og han var bare sig selv, og snart måtte han flygte for ikke at blive tævet ihjel. Han måtte fortælle nogen, hvad han havde hørt. Det skulle de ikke slippe af sted med.

Men hvem kunne han gå til? Hvem ville være interesseret i at få navnet på ham, der stod for den brand?
Uden tøven bragte hans fødder ham i retning af byvagternes hovedkvarter, men han var nu ikke på vej dertil. Nej, han drejede af og fandt frem til et mindre hus, hvor han bankede på. Var han hjemme? Intet svar. Det lykkedes ham at dirke låsen op og komme ind. Der var mørkt, men ikke mere end at han kunne finde rundt.
Han blev stående lidt, inden han endeligt flyttede hånden fra sin side. Selv i mørket var blodet tydeligt mod hans hud, og langsomt fik han åbnet jakken. Trøjen under var klistret. En af de forbandede ildspåsættere havde haft en kniv.

Han fandt et nogenlunde rent stykke stof ved pejsen, som han foldede sammen og pressede mod såret. Han havde ikke tid til at dø lige nu. Han var lige ved at sætte sig på en stol, men kom så i tanke om, at sengen var fantastisk god, så han endte med at sætte sig med ryggen mod væggen og benene med de slidte støvler lagt over kors på tæppet, stadig med et godt pres mod sin side med stoffet. Nu kunne han ikke andet end at håbe, at den gamle idiot kom hjem, inden han blødte ihjel.

Det var ikke unormalt at det skete ulovlige gerninger i større byer. Bigwig havde altid rigeligt arbejde at tage for sig, men i øjeblikket virkede det til at alle var gået fuldstændig amok. Knivstikkerier på åben gade, slåskampe på alle kroer. Hvad i Zaladins navn foregik der? Bigwig havde derfor været på arbejde mere eller mindre konstant siden.
Dagen hvor ilden var brudt ud og havde dræbt en mængde børn og næsten påsat brand i et helt kvarter, havde Bigwig slet ikke holdt fri. Han følte sig ti år ældre, og tynget ned af bekymringer. Håret var blevet en smule længere, og mere gråt, og renderne under øjnene var tydelige.

Det var med lange tunge skridt han gik mod sit lille hjem. Han var træt, men de dovne skridt og den faldesamne krop rettede sig op så snart han så sin hoveddør. Den var blevet dirket op. Han skubbede den op, og gik langsomt ind mens han var på vagt. Han kunne se sporet af skidt og møg til det store rum i midten af huset. Han blev ikke mindre anspændt af at se den luskede Randall siddende i sin seng med hans skjorte presset ind mod et frisk sår. "Jeg troede du var på eventyr udenbys" kniven han havde haft i hånden blev sat tilbage i skeden, inden han satte sig hen i sin stol og kiggede afventende på den anden mand. Han orkede knap nok at spørge efter hvorfor han blødte som en gennemboret gris.

Havde Randall ikke haft et pænt hul i sin side, var det lige før, at han kunne være faldet i søvn i sengen. Han havde sovet i den før og havde ikke glemt, hvor god den var. I stedet sad han og stirrede sammenbidt ud i mørket, mens han ventede på, at byvagten kom hjem. Han håbede ikke, at det tog hele natten, så skulle han i hvert fald forbi en healer.
Men efter et stykke tid kunne han høre lyden af skridt udenfor døren, og endeligt blev den forsigtigt skubbet op. Selv i mærket var det let at genkende den høje byvagt med det vilde hår, og Randall pustede lettet ud.

Den gamle mand fik hurtigt øje på ham, og Randall løftede den frie hånd for at vinke til ham.
"Åh, du ved, jeg er lidt her og lidt der." Han skar ansigt, fordi det gjorde ondt at tale, men han flyttede ikke på sig. Blev bare ved med at trykke skjorten ind i mod sin side. Han blødte ikke voldsomt, men den var allerede ved at føles våd. Den blev nok ikke til skjorte igen bagefter.
Selv i mørket kunne han se, at den anden mand så træt ud. Han så ældre ud, men der var selvfølgelig også gået lidt tid siden, at Randy var lusket ud af døren efter at være blevet opvartet i huset her.

Han tøvede lidt, inden han kørte hånden over sit korte hår og slog let ud med den.
"Jeg skal bruge en byvagt, og så tænkte jeg, at du havde været sådan mere venlig end den gængse person i blå uniform her i byen." Ja, det måtte man sige. Der havde ikke været andre af de forbandede byvagter, der havde behandlet ham så fint som Bigwig havde. Det var ret naturligt, at det var ham han opsøgte. Hvem ellers? Cicero, der hellere bankede ham til plukfisk? Bare fordi han havde knaldet hans - meget villige - kone? Pff. Nej, han var ikke bange for at komme til Bigwig. Og Bigwig var den helt rigtige, for han stod for området. Det var uden tvivl ham, der havde fået opgaven med at finde brandstifteren.

Bigwig var mere eller mindre forberedt på at høre alverdens undskyldninger. Han behøvede et sted for natten siden han var blevet uvenner med nogen. En eller anden skulle anholdes. Det var garenteret ikke Randalls skyld. Den ældre byvagt orkede næsten ikke at tænke på hvad det kunne være som var grunden til at den anden mand sad i hans hjem.
En ting var dog sikkert. Stort set ligemeget hvad det var, kom Bigwig næppe til at smide ham ud igen. Ikke uden en forklaring i hvert fald, og kun for at fragte ham til en healer. Såret i siden kunne næppe være behageligt eller spor sundt.

Bigwig tog end dyb indånding og kørte en hånd gennem det vilde filtrede hår, inden han lænede sig træt tilbage i stolen og bare så afventende på den anden mand.
Han fik også en forklaring efter kort tøven. Eller forklaring, var måske et lidt for stort ord at bruge til de ord Randall brugte. En lidt stift smil af en grimasse kom frem på hans læber, som han tvang sin trætte krop til at rette sig op igen. "Jeg har meget at se til allerede, Randall." forklarede han først, en smule mere træt end han havde til hensigt at det skulle lyde. "Hvad er der galt?" til trods for at han ikke følte han kunne håndtere opgaver, spurgte han alligevel. Det var hans job at hjælpe, også folk som Randall, der var langt mere krimielle end gennemsnittet.

Det var tydeligt, at Bigwig var en træt mand. Hvor gammel var det, at han var? Måske han skulle overveje at gå på pension. Randall så lidt skeptisk på ham for et øjeblik, men fugtede så kort sin underlæbe, inden han svarede ham.
”Jeg kunne ikke undgå at høre, at børnebandens hus er brændt ned. Døde børn og alt det der.” Han sagde det som om, at det ikke betød så meget, men selv i mørket burde man kunne se på hans ansigt, at tanken gjorde ham vred. Han flyttede lidt på sig, men fortrød med det samme, som smerten skar sig igennem hans krop fra hans side af. Han var også træt. Udmattet. Kun som blodtab kunne gøre det. Det var ikke helt slemt endnu, men han var ret sikker på, at han ville have svært ved at stå fast på fødderne, kom han op at stå.

Han rømmede sig og trak på den ene skulder.
”Det lyder til, at I ikke har en skid styr på konflikterne på gaden. Jeg har tilfældigvis snakket med Juno, den lyshårede knægt, der styrede banden, for et stykke tid siden. I burde nok kigge nærmere på den der flok teenagere, der hærger i blandt de handlende. Deres leder, hvad Zaladin er det han hedder? Asad? Han havde et eller andet i mod børnebanden.” Det virkede lidt som om, at det var det. Han stoppede op og så lidt mørkt frem for sig. Han gik ikke nok op i det til at ville gå ud og hævne Juno og børnebanden, sådan var livet på gaden. Men han var vred nok til at give informationen videre til de rette folk. Som Bigwig. Selvom han selv mente, at byvagterne var nogle vatpikke og lovene alt for slappe. Heldigvis for ham.

Han skar ansigt.
”Nå ja, og så overhørte jeg nogle af røvhullerne fra teenagebanden prale om deres evner med ild, da jeg var på kro her til aften. De kunne åbenbart ikke lide, at jeg overhørte dem for-øh…” Han nikkede ned mod den blodige skjorte, han holdt mod såret under jakken, inden han trak på den ene skulder igen. ”Jeg tænkte, at det måske var noget, du kunne bruge af oplysninger, inden jeg kreperer igen.” Det sidste var sagt lige så ligegyldigt som han følte det. I det mindste ville han bare falde i søvn og ikke dø skrigende i smerter.

Den seneste tid havde været rent helvede og han havde en grum mistanke om at det blev værre. Randall dukkede ikke op til hans hjem uden der var noget fuldstændig galt - det var ikke ligefrem fordi han brugte stedet til at sove rusen ud. Havde det været tilfældet havde Bigwig nok ikke haft nogle bange anelser.
Bigwigs kæbe vidste tegn på at han bed tænderne sammen og blikket blev hårdt og stikkende. Børnene. Han havde været en af de første der nåede frem. En af de første til at se konsekvenserne af en konflikt i undergrunden han burde havde haft styr på. Han var løjtnant for det forbandede nedre bydistrikt! Men han havde ikke set det komme.

Han ventede på at Randall fortsatte, men Bigwig vidste hvad han snakkede om. Han havde brug for flere oplysninger, også selvom det betød han fik hvad mest af alt mindede om skæld ud fra en utilfreds fordrukken onkel. "Du har ingen ide om hvor mange konflikter der er i dette distrikt, Randall." Stemmen var hård og isende kølig. Ingen skulle sparke hans dør ind og påstå han ikke gjorde sit job. "Ved du hvor denne Asad opholder sig i øjeblikket? Der var ingen spor efter ham ved børnebandens hus, hvis det da overhovedet er hans fortjeneste" ordet fortjeneste blev sagt med så meget foragt at det drybbede af ham.

"Virkelig? Kan du ikke vente til du er ude af min seng før du gør det igen?" det manglede da bare at han også skulle skille sig af med et lig. "Hvilken kro? og hvor mange havde ildevnen?" han skulle sørge for at der var nok emnehæmmende kæder hvis de fik dem indfanget - hvis det overhovedet var de teenageres gøren. Det kunne også nemt være fordi børnene havde stjålet fra den forkerte. Folk i denne by, specielt i dette distrikt, havde et forskruet moralkompas.

Randall skød et øjenbryn i vejret, da Bigwigs stemme havde et koldt og hårdt islæt, han ikke havde hørt fra ham før. Noget i ham ville diskutere om byvagtens mangel på tiltro til hans viden om, hvad der foregik i byen, men han orkede alligevel ikke. Det var vel heller ikke så vigtigt.
”Selvfølgelig har jeg det,” endte han med at mumle, uden nogen krigerisk tone og et blik der kort gled ned mod den blodige skjorte, der efterhånden var godt gennemblødt. Hvor lang tid, havde han tilbage? Et stykke endnu, men ikke til solen stod op, det var sikkert.

Byvagtens spørgsmål fik ham til at slå let ud med den frie hånd, lidt opgivende. Der var noget, han ikke vidste.
”Et eller andet sted i Skumringskvarteret, vil jeg gætte på, men jeg har altså ikke adresserne på alle småkriminelle i hovedet, så meget plads er der sgu ikke. Og tro mig. Det var ham og hans unger, der satte ild til det hus.” Det sidste blev sagt meget alvorligt og med et direkte, fast blik mod den ældre mand. Han var ikke i tvivl om, at det var Asad. Hvad han havde hørt om dem, hvad Juno havde sagt og hvad de tre knejter på kroen havde pralet i mellem hinanden med.

”Og jeg skal prøve, men ellers må du bare smide mig ud i live eller ej, jeg kommer nok ikke så langt.” Igen var hans tone fyldt med ligegyldighed, for han var ligeglad. Han havde for længst lært ikke at bekymre sig om, hvad der skete med hans afdøde legeme, han kunne ikke bruge det til noget alligevel.
De hurtigt efterfølgende spørgsmål fik ham til himle med øjnene, noget han med det samme fortrød, for han ville egentligt ikke hidse den allerede arrige byvagt op. Det var så rart at sidde her og bløde ud, stille og roligt, og han skulle jo helst tage ham seriøst, for én gangs skyld.
”Den gale hane. Og jeg tror sgu ikke nogen af dem kan noget med ild, så vidt jeg fik fat i, var det en omgang olie, en fakkel og et tørt gammelt hus, der var deres vej til succes i børnemord.” Det sidste sagde han lidt træt, og hvis man var vågen nok, ville man kunne fornemme på ham, at tanken gjorde ham mere trist end hvad man normalt kunne tro om den gamle skurk.

Bigwig sukkede dybt og gned sig over næseryggen med et træt udtryk. "Randall, jeg kan ikke anholde nogen uden beviser." pointerede han. Han havde udemærket forstået alvoren i den andens stemme og han troede underligt nok også på at han talte sandt. Men han var bundet af lovet. "Jeg kan kun tage dem ind til forhøring." han var ikke sikker på om de kunne få drengene til at tale over sig eller på anden vis at deres historier ikke ville passe sammen. Nok til at give dem et bevis. Men han tvivlede på at dommerne i byen ville anse det som værende nok.

Bigwig løftede et øjenbryn af den andens himlen med øjnende. Havde han regnet med at der ikke blev stilt spørgsmål? At Bigwig bare ville sætte sit eget, såvel som sine vagters liv på spil for en sag han ikke engang var sikker på ville blive til noget.
Han nikkede langsomt, visende at han havde forstået. De kunne prøve at bevise at dørende var blevet låst og det derfor havde været overlagt mord og ikke en konsekvens af ildpåsættelse. I lovens øje betød det noget. Bigwig behøvede ikke at kigge længe på Randall før han vidste at han aldrig ville kalde det andet end mord, ligemeget hvad domstolen så sagde. Det behøvede han heller ikke. "Jeg får sendt nogen derhen, og finder Asad og hans folk." han gjorde ikke antræk til at flytte den anden mand fra sin seng. Der var blod over det hele alligevel, så han kunne lige så godt gøre sig det komfortabelt. Bigwig så næsten lige så træt ud som Randall ved tanken om hvilke uhyggelige mennesker han skulle til at have fat i og ikke mindst arbejdet forbundet med det. Selvfølgelig skulle de skyldige anholdes og havde deres straf, såfremt beviserne var nok. Alt det gad han ikke side og belærer Randall om. "Vil du gerne dø i fred eller i selskab?" efter at vide at det ikke betød han døde permanent, tog Bigwig det utrolig roligt. Om han foretrak selskab imens for at trække tiden ud eller blot ville ligge der, var op til Ham. Hvad end han valgte føjede Bigwig sig.

Randall havde helt glemt, hvor meget byvagter gik op i deres regler og love. Nogle af dem sked det hele et stykke, især mange af de nye, der var kommet til under Kiles Ordens roden i systemet. Randall havde i hvert fald mere end én gang oplevet, ikke at få en fair rettergang. Hvilket ikke rørte ham så meget.
"Et eller andet burde nogen gøre," mumlede han lavt for sig selv, inden han sukkede lidt overdrevet over det, den gamle byvagt sagde. Kunne de ikke bare finde ungen og skære et par fingre af ham, så ville han da nok indrømme sine skurkagtigheder.
Men i det mindste virkede det til, at den gamle mand ville gøre ét eller andet, så det var da en start. Så kunne Randy ikke gøre mere.
"Jeg tænker ungerne er smuttet igen, efter alt det tumult."

Han lagde hovedet lidt på skrå og kneb øjnene sammen, da Bigwig ville vide, om han ville dø i fred. Han var egentligt lidt overrasket over, at den store mand ikke bare greb ham i nakken og smed ham ud. Altså, han vidste jo, at Randy ikke døde-døde (selvom der var et svagt håb i Randy hver gang, at mørket kom snigende), så han kunne vel være ligeglad.
Han så ned igen på skjorten. Der kom godt med blod ud, og han var ret sikker på, at det ikke så bedre ud indvendigt.
"Jeg har et sted mellem et kvarter og en halv time tilbage, tror jeg... Det er sgu lang tid at sidde og glo, så medmindre du gider stoppe mit gamle dikkeværk, så vil selskab ikke være af vejen." Han løftede blikket og på ham med løftede øjenbryn og et smil. "Har du ikke noget stærkt at skylle ganen med, sådan en gammel stodder bliver sgu tørstig af at bløde sådan." Han så på Bigwig, som havde han lige fået jordens bedste idé.

Bigwig kunne sagtens side og give Randall helt ret i hans ord, men der var et retssystem af en grund. Bigwig kunne ikke begynde at tage reglerne i egen hånd og kun håndhæve dem han syntes var retfærdige. Han kunne havde lyst til det, og havde i sine unge dage også brugt sin autoritet udenfor lovens rammer. Men det kunne han ikke mere. Han var løjtnant og ikke bare en simpel fodsoldat længere. ”Jeg er enig, men det ved du godt jeg ikke kan” selvom han i teorien godt vidste at ordene ikke var til ham og Randall næppe behøvede et svar. Noget i Bigwig følte åbenbart for at forsvare hans handlinger. Han vidste i sidste ende godt hvad hans moralske kodeks bad ham gøre. Og det var ikke at tage nogen til forhør, uden noget til at holde dem anholdt.

Nok døde Randall ikke som andre døde. Han kom igen på et eller andet tidspunkt, selvom han ikke helt havde styr på hvordan det fungerede i sidste ende. Men det betød ikke at han behøvede at dø ude i rendestenen som han plejede. Bigwig bildte sig selv ind at han nogen gange nok godt kunne havde brugt bare at få lov at sove ind i en seng og ikke hele tiden blive behandlet som en halvdruknet rotte.
”Og se de dyre dråber pile direkte ud af nålepuden igen? Argh” svarede Bigwig med et skævt smil på læben over forslaget.
Han rejste sig alligevel for at grave lidt i et køkkenskab og finde en tung flaske frem, hvis indhold kom med den velkendte skvulpende lyd af væske. ”Det smager af rævepis, men det virker” han rakte flasken frem til Randall, inden han igen kastede sig i stolen og tog en dyb indånding. Han havde virkelig fået et nyt problem at holde styr på, men så vidste han også mere om hvem der skulle holdes øje med. Asad.
”Nogen planer for næste omgang?” eller mere af det samme?

Bigwigs svar på forespørgslen efter noget stærkt til ganen, var afvisende, men han rejste sig alligevel, og Randy så ned et smil efter ham. Nok virkede den gamle mand en smule knotten, men han var tydeligvis en god mand. Noget Randy kunne respektere, selvom han for det meste syntes, at de der gode væsner havde en tendens til at blive lidt bløde i det. Noget han helt sikkert også tænkte om Bigwigs reaktion på, at Randy forblødte som en stukken gris, men det var da en positiv forandring i forhold til de gribbe, han normalt hang ud sammen med. Så han brokkede sig ikke, da flasken blev rakt mod ham, andet end han skar ansigt over at skulle bevæge sig.

”Den er sikkert bedre end det kamelpis man kan få i Rubinien,” mumlede han, som han hev proppen ud med tænderne.
Det var stærkt og brændte helt ned i maven af ham. Det var guddommeligt godt og trak hans opmærksomhed væk fra såret i siden. Efter et par dybe drag, kom han med et par sjove lyde, der var af lige dele nydelse og selvpinsel, men der var nok ikke nogen tvivl om, at han var tilfreds.
”Det kommer helt an på, hvor jeg dukker op denne gang. Det er svært at planlægge sig ud af det, når man ikke ved om man ender på toppen af et bjerg eller midt i et skøgehus.” Han fik et drømmende udtryk i ansigtet om tanken om at lande i et skøgehus. Ak ja. Det ville være et godt sted at ende.
”Apropos kællinger, er du så alene, som dit hjem ser ud til, eller er der en der varmer byvagtens lagner ind i mellem?” Han løftede et øjenbryn og så spørgende på Bigwig.

Der gik ikke længe, før samtalen blev lidt sløv fra Randalls side. Hans tale blev sløret, hans øjne begyndte at glide i og han så noget bleg ud. Ind til videre havde han siddet med flasken, men den blev for tung og han fik den stillet fra sig, så det sidste af indholdet ikke stak af. Den anden hånd havde efterhånden givet op på at holde på den gennemblødte skjorte og lå nu slapt ved siden af ham.
”Jeg mener, bageren ved blomstertorvet laver de bedste…” Ordene forsvandt ud i en uforståeligt mumlen, der også til sidst blev væk, som hans øjne gled i. For et øjeblik var det eneste tegn på liv, at hans brystkasse ganske svagt hævede og sænkede sig. Pludseligt gav det et ryk i ham, og han slog øjnene op og så med et næsten klart blik på Bigwig.
”Du burde virkeligt prøve dem.” Og så lukkede han øjnene igen, denne gang uden at åbne dem igen. Et minut eller to efter holdt han op med at trække vejret, som hans hjerte gav op. Død i en byvagts seng.

Det første, han lagde mærke til, var at det var skidekoldt. Med en brokkende lyd over kulden, slog han øjnene op og satte sig op, inden han slog armene om sig selv. Der var mørkt, hvilket ikke var så underligt, som det var sekunder siden, at han var død i Dianthos, midt om natten. Der var sne over det hele. Så ikke Rubinien eller Medanien.
Lidt efter fandt han et sted med udsigt og et stort tandklaprende smil dukkede op på hans ansigt. Fristavn. Det skulle nok blive godt!

Et fnys blandet med et grin kom over hans læber over Randalls mumlen. Rævepis måtte være bedre end lunken kamelpis, andet kunne han simpelthen ikke forestille sig. Men han mindes en yderst udsøgt vin han drak med Dhalia. Et tankespor der fik ham til at kigge en smule fraværende væk som tanken om Dhalia ramte ham.
Den tanke blev midlertidigt blandet sammen med Randalls ord og Bigwig dannede sig et mentalt billede der fik ham til at trække øjnende op og stirre på den døende mand i et langt sekundt. "Hva?" Tanken om helbrederinden blev skubbet tilbage som Bigwig genfandt et fnys og træk på skulderen.
"Mest alene, en gammel gråsprængt byvagt som jeg er næppe nem at dele hus med." ignorerende at han et øjeblik havde udsendt signaler der afslørede både overraskelse og forvirring, ikke kun over spørgsmålet, men også hans egen tankespind.

Samtalen fortsatte derfra i en mere sober tone, hvor Bigwig sørgede for at stilheden aldrig helt faldt over dem, mest for Randalls skyld.
Man vænnede sig aldrig til at se en anden mand dø. Normalvis var der en del mere panik forbundet med det, og Bigwig havde dybe ar af løgn i sjælen, for hver gang han har fortalt en makker, lærling, kammerat og civil at alt nok skulle blive godt igen. At de nok skulle klare den.
Men denne gang var der ikke behov for denne form for trøst bygget på løgne. Det var faktisk den mest afslappende død Bigwig havde overværet.
"Det skal jeg huske" Stilheden faldt over dem til Randall holdte op med at trække vejret og lå død i hans seng.

Bigwig lænede sig tilbage i stolen med et opgivende suk. Så meget oprydning der skulle ordnes, for ikke at nævne den efterforskning han skulle sætte i gang. Han orkede næsten ikke at starte på noget af det lige nu, men fik alligevel tvunget sit korpus op fra stolen, gik ud af sin hoveddør, efterladende liget tilbage, til han havde bedre tid.
Børnenes skæbne havde førsteprioritet.