Det havde ikke været med farens gode vilje, at Laurenne var taget med til midvinterballet. Aller helst ville han holde hende hjemme, hvor han kunne sikre sig, at hun ikke bragte skam over familien. Men kendte man Laurenne vidste man, at havde hun først sat sig noget i hovedet, var der ikke nogen eller noget, som kunne holde hende fra det. Der var dog et ufravigeligt krav fra hendes fars side: hun skulle have en "anstandsdame" med. Så det var med Wolfram ved sin side, at hun var trådt ind i balsalen.

Det lyse hår var sat op i en kunstfærdig frisure med et par enkelte løse hår, som indrammede hendes ansigt. Kjolen var en dyb mørkegrøn farve med små broderier langs kanten og ærmerne. Udskæringen på kjolen var ikke helt så dyb, som hun ellers normalt ville vllge, der var dog stadig et ganske godt kig til hendes kavalergang. Hun var først og fremmest med til ballet for at blive set, så hun havde brugt lang tid på at sørge for at alt ved hendes udseende var så perfekt som muligt.

Dronningens tale interesserede hende ikke synderligt. Hun stod pænt og lod som om, at hun hørte efter, men hendes øjne havde travlt med at undersøge lokalet, så hun junne finde en at burge aftenen sammen med, når hun altså var sluppet ar med sin anstandsdame. En aften som denne var ikke kun god til at blive set, den var også fantastisk til at få skabt tætte relationer til magtfulde mænd, og det var lige nøjagtig en af disse mænd, hun håbede på at finde.

Ah. Bal. Endnu et år var gået, og denne gang havde Naamah været fremsynet nok til at tage forbi Dianthos i tide til guddommelige festligheder. Nok var lysets magt rykket godt tilbage i deres pragt og styrke siden urolighederne i verden havde haft sit tag, men det hindrede ikke den gamle dæmon at lave en entre. I mange år, havde hun mæsket sig i disse omgivelser, iført glamorøse kjoler, overdådige smykker og et reserveret charmerende blik der drev mændene vilde i varmen.

Men det var forandringernes tid. Naamah havde ændret sig siden sidst ballet havde tiltrukket nok opmærksomhed til at hun var ankommet. Deriblandt den styrke der løb i hendes åre som dødssynd, der havde gjort det muligt for hende at lege med ikke kun sine omgivelser, men også sit udseende. For første gang, gik Naamah igennem de bredde døre som en mand. En mand med blodt stærk hår der var sat tilbage, og gjorde plads til at sætte de charmerende øjne i centrum med deres intense grønne farve. Skægget var velpasset og klædte den markerede kæbe yndigt, og den ungt udseende krop bar fine klæder, der komplimenterede både hans figur og gav et glimt af hans eksotiske og rige liv.

Dronningens ord var som altid ikke festens midtpunkt for Naamah, men denne gang også hurtigt overstået, så hans blik kunne glide rundt i forsamlingen. Let, søgende og på en måde uinteresseret i sine omgivelser. Det var en mærkelig forandring - som kvinde krævede hun at mændene eller kvinderne for den sags skyld, tog kontakt. Som mand, vidste han at han måtte søge. Han vandrede blandt folkene, hilste høfligt på et par herre og mens han lod sin evne føle rundt i lokalet. Nogen folk emmede blot mere af lyst end andre. Naamahs blik ramte en yndig ung kvinde med blonde lokker og en krop enhver kunne misunde. Man skulle være et skarn for at ignorere hende! Med rank ryg og en selvsikker gang, nærmede han sig, bukkede let og rakte sin hånd ud. "Må jeg bede Dem om en dans? En yndig Lady som Dem burde være festens midtpunkt"

Der var ikke umiddelbart nogen, som fangede Laurennes opmærksomhed. Hun havde hele aftenen til at lede, men hun havde håbet på at snuppe en tidligt og så bruge hele aftenen på ham. Baller som dette kunne være en jagtmark, og hun var ikke den eneste, som var ude efter et bytte. Hun overvejede kort, om hun skulle give en af de ældre herre et forsøg. De var tit trætte af deres lange ægteskab, og de kunne komme med nogle ganske fornøjelige hemmeligheder. Men i aften havde hun ikke lyst til at ligge under en eller anden svedende greve som for længst burde have skåret ned på både vin og mad. Nej, i aften havde hun lyst til en mand, som faktisk levede op til hendes standarder. Hvis hun altså kunne slippe væk fra Wolfram.

Hun var i gang med at planlægge sin flugt så hun kunne udforske resten af ballet, da en fremmed henvendte sig til hende. Med det samme fandt et flirtende smil vej til hendeslæber. Han var præcist, hvad hun ledte efter. Han emmede af penge og var en fryd for æjet. Perfekt. Hun nejede og rakte hånden frem mod ham.
"De charmerer mig, men jeg kan ikke erklære mig uenigni den påstand" Hun kunne spille tilpas tomhjernet og grine piget af hans komplement, men det var ikke hendes stil. Hendes selvtillid fejlede ingenting, og det havde hun ingen problemer med at vise.
"Og ja, de må gerne bede om en dans" Hun greb fat i skørtet med den ene hånd, klar til at følge ham ud på dansegulvet.

Naamah skænkede ikke hverken hofdame eller tjenere eller nogen som helst som skulle holde øje med den unge dame, en eneste tanke. Det var ganske uskyldigt at drage ud mod dansegulvet til et bal! At de senere kunne blive et problem der skulle undgåes, var den tids sorger.
For nu lod han sig imponere af hendes selvsikre svar, der frembragte et tilfreds charmerende smil på Naamahs læber og et glimt i de grønne øjne. Perfekt. Kvinder der fnisede i hjørnet og rødmede som små jordbær over komplimenter, var ganske søde. Men ikke nær så tiltrækkende som en kvinde der vidste hvad hun var værd og ikke var bange for at udstråle det.

Naamah løftede hendes hånd og plantede et blødt kys på hendes håndryg "Det glæder mig, mylady." Han førte hende med sig ud på dansegulvet, og drejede hende med sig rundt til de stod med fronten mod hinanden. Han løftede hånden han havde i sin op i den rette stilling, mens den anden sneg sig rundt om hendes liv, og trak hende en smule nærmere, og lod dansen starte roligt op, følgende musikkens rytme. "Stoler Deres fader ikke på Dem?" hans stemme var let drillende og lavmeld som han kort lod blikket glide til den ældre herre der havde gjort følge med kvinden, før hans blik var tilbage på skønheden foran sig. Normalvis havde adelskvinder følge med, men oftest var det kun en hofdame, og næppe en ældre herre som kunne holde døtrene i kort snor skulle de finde på at have det en smule for festligt.

Det var en behagelig overraskelse for Laurenne, at han ikke havde noget imod hendes selvsikre svar. Hun havde før skræmt mænd væk, men det var deres eget tab. De vidste ikke, hvad de gik glip af.
Hun lod sig føre ud på gulvet, og faldt uden problemer ind i dansen sammen med ham. Hun kunne lide, at han holdt hende tæt. Det var ofte et tegn på selvsikkerhed.
"Han tror, at jeg kunne finde på at kaste mig i armene på den første og bedste mand" Hun rystede på hovedet med et svagt grin. "Jeg er ikke uden standarder. Det er ikke alle som får æren af mit selskab" der lå en skjult kompliment bag ordene. Han fandt ham tilpas spændende og nydelig til, at hun faktisk ville bruge sin tid på ham.

Som de dansede rundt holdt hun øje med Wolfram. Hun vidste, at han lige så gerne ville være fri for hendes selskab, som hun for hans. 
"Han er ikke den bedste anstandsdame. Han vil hellere være fri for mig" hun hævede det ene øjenbryn og kastede diskret med hovedet for at vise ham, at han skulle føre hende længere ind i menneskemængden. Når de først var ude af syne ville Wolfram nok kun lede halvhjertet efter dem.

Naamah kunne ikke lade være med at smile en smule ekstra af hendes ord. Hvis han var den første og bedste hun ville kaste sig over, måtte hun hjertens gerne det, men han forstod budskabet. Der var grænser for ens desperation! Hvis man da overhovedet var desperat, noget som kvinden overhovedet ikke virkede til at være. Derimod var hun sikker på hvad hun ville have. Imponerende og sjældent syn blandt adelskvinder, måtte han skjult indrømme. Det morende glimt forblev i hans øjne "Sikke høj tiltro han har. Han burde vide at De fortjener bedre end en tilfældig forbipassende" Måske var hun løs på tråden, som nogen kunne finde på at kalde det. Og hvad så? Mennesker af kød og blod havde lyster, og det var en skam ikke at føle dem. Han var ganske beæret over at hun valgte hans selskab. Det kom hun næppe til at fortryde!

Naamah forstod det diskrete kast med hovedet, og dansede hende rundt, og ind mellem menneskemængden, uden at det fremstod bevidst, men derimod som en del af dansen. "Hvor uforskammet! Måske det i virkeligheden er ham, din fader burde holde øje med. Han lyder ikke til at ville Dem det godt" Naamah trak hende en smule tættere på sig for nemmere at kunne slippe igennem to dansende par, så de var lukket inde i en mere midtelig position, hvor silke klæder svimlede om benene på dem.

Laurenne blev mere og mere sikker på, at hun havde valgt den rigtige mand som hendes underholdning for aftenen. Han blev ikke stødt over hendes direkte væremåde, og det virkede endda til, at han havde lidt humor.
"Det er så svært at finde ordentlige folk nu om stunder" Hun sukkede overdrevent dramatisk. At det var en holdning hun faktisk havde var irrelevant lige nu, de skulle forhåbentligt ikke bruge hele aftenen på at diskutere tjenestefolk. Hun havde allerede planer for, hvad hun gerne ville have, at der skulle ske, men lige på dette ene punkt var hun villig til at lade ham tage føringen.

Hun pressede sig selv han anelse ind mod ham, da han trak hende tættere på. Hun fortrød en anelse, at hun ikke havde valgt kjolen med bare en anelse dybere udskæring, blot for at han for alvor kunne få noget at se på. Stod det til hende, ville kjolen dog ikke være en hindring hele aftenen, hun havde trods alt fået det ud af festen, som hun var kommet efter.
"De har ikke givet mig deres navn" hun kiggede rundt, blot for at sikre sig, at hendes anstandsdame ikke var fulgt efter dem. "Laurenne Sinnett" Hun følte det ikke nødvendigt at give ham tid til faktisk at spørge efter hendes, hun vidste, at spørgsmålet ville komme.

En let latter forlod ham ved lyden af det overdreven dramatiske suk der forlod de fyldige læber, som hun brokkede sig over manglen på ordentlig arbejdskræft. "Fuldstændigt uanstændige, hele bundet" gav han hende ret med et glimt i øjet. Mængden af tjenestefolk og ligeledes slaver han selv havde haft igennem tiden, var ikke lige villige og dygtige alle sammen. Faktisk var det slaverne der var bedst, dem af dem som havde accepteret at de aldrig kom til at have en fri vilje og de levede det bedste liv ved at være underdanige og aldrig sætte sig på tværs. En skam lyset insisterede på at lade dem være lønnede arbejdere med fri vilje.

hånden om livet på hende, gled diskret over kjolestoffet, mærkende hendes lænd og nedre ryg som hun var kommet tættere på. Blikket gled også ned som hendes udskæring var lige i rette vinkel. Man kunne slet ikke lade være, trods han løftede blikket igen uden at kunne skjule det lette glimt af begær i de grønne øjne.
Ved nævnelse af navn sænkede han hovedet næsten i skam og fik et skævt næsten undskyldende smil på læberne. "Beklager mine manere, mylady. Mit navn er Bernard Reier. Jeg glemmer ofte at ytre det, da navnet er.. ja" Svarede han med en let rømmen og blid latter. "Laurenne. Smukt navn. Det vil jeg glæde mig til at hviske i afsavn" han havde lænet sig ind mod hende for at hviske ordene i hendes øre, og trak sig tilbage igen med et tiltalende smil på læberne. Med en blid bevægelse svang han hende rundt på dansegulvet, i en fin undskyldning for fortsat holde hende tæt ind til kroppen, og komme væk fra anstaltsdamen der formentlig ikke ønskede at finde dem igen - forhåbentlig.

Det gik nøjagtig efter Laurennes plan. Hånden som udforskede lænden og blikket mod hendes kavalergang fortalte hende mere end nok. Det var nok ikke korrekt at sige, at hun havde ham i sin hule hånd, for han havde ikke været svær at vinde over.. men hun følte helt klart, at hun havde overtaget. Ikke at situationen ikke påvirkede hende. Hun kunne efterhånden selv mærke begæret i kroppen, noget blikket i hans øjne kun gjorde mere mærkbart. 

Under normale omstændigheder ville hun nok have kommet med en kommentar om hans navn, især nu, hvor han selv brgte det på bane. Havde hun tænkt sig at sige noget, ombestemte hun sig dog hurtigt da han lænede sin ind mod hende for at hviske i hendes øre. Hun var ikke det mindste i tvivl om, at han vidste, hvordan man forførte en kvinde. Ikke at hun gjorde det svært for ham.
"Hvorfor nøjes med at hviske det i afsavn. Smukke navne fortjenes at råbes ud i et rum hvor kun udvalgte ører kan høre dem." Hvor havde hun lyst til bare at have ham med væk fra dansegulvet, men tålmodighed var en dyd, især når det kom til mænd. Hun kunne sagtens holde den søde pine ud, hvis det betød, at hun kunne gøre ham vild efter at tilbringe et par hede timer sammen med hende. Nogen ville sikkert kalde hende nem, hvilket nok var en halv sandhed, men hun skammede sig ikke den mindste smule over det. Hun samlede sig erfaring, og hun havde da aldrig hørt mænd klage over det, når de først havde fået lov til at opleve hende.

Hun var i sandhed interessant! Især fordi hun var så komfortabel med hele situationen, trods det ikke ville være svært for Laurenne at mærke hvad Naamah lystede at gøre med hende, når tiden kom. Der var intet hvis i Naamahs sind. Det var bare et spørgsmål om tid og udholdenhed. Og det var ikke en kort stund der fyldte hans tanker. Nej, han ville vide hvad hun lystede, hvordan hun lystede det og præcis hvordan han skulle give det. En fordel at have en evne der mildest talt fortalte ham det, punkt for punkt. En evne han havde faldt at lukke ned for sine omgivelser, selvom det kunne bringe en del morskab til de dansende. Enhver vidste at dans var en form for forspil. Vurdering om ens dansepartner egnede sig til mere end et dansegulv.

Så direkte! Det var forfriskende at finde blandt de ellers kedelige og jomfruelige adelskredse. Jagten var en del anderledes fra hvad Naamah havde været vant til. Normalvis fordi han havde været kvinden dengang, men de kvinder han havde jagtet havde været så påpasselige og aflukkede. Kedelige faktisk. Naamah fugtede let sine læber "De har evigt ret" en nygsgerrig tanke slog ned i ham. Naamah kunne sagtens fortsætte dansen til musikken døde ud lige så stille, og tage det skridt for skridt. Han var trods alt ikke i tvivl om hvor Laurennes tanker bevægede sig imod, men det kunne være sjovt at se hele dansegulvets reaktion på bare en lille smag af den kræft han besad. Lystens aura nåede omkring ham i en bred radius, men holdt i tøjler. Den var ikke altoverskyggende, men nok til at han kunne fornemme lysterne fra alle omkring dems natur, og hvordan de blomstrede let i styrke. Dog var Naamah kun interesseret i hvilken lyst der fyldte hans dansepartner og hvad der skete hvis den fik et lille skub, som den egentlig ikke behøvede for at være tilfredsstillende.

Det var utroligt befriende at kunne have så åbentlyst spil med en anden. Der var da en charme i små skjulte signaler og forsigtige berøringer, men Laurenne foretrak nu det her meget mere. Der var jo ingen tvivl om, hvad der skulle ske mellem dem, det var blot et spørgsmål om, hvem der først gav sig. Hun morede sig nærmest med det, noget hun sjældent fik lov til. Ofte gjaldt det bare om at få hevet et nogenlunde interessant "offer" med i sengen og så få sparket ham ud, når han havde udtjent sit formål. Det var der ikke meget sjov i.

Hun havde hele tiden kunne mærke begæret brænde bare lidt stærkere jo længere tid der gik, men pludselig var det som om, at nogen havde pustet til flammen. Var hun allerede ved at miste selvkontrollen? Det kunne da næsten ikke passe. Hun strammede grebet en smule om hans hånd, og pressede sin overkrop ind mod ham. Lysten var tydelig i hendes øjne. Hun flyttede sin hånd fra hans skulder og greb hans hånd som lå ved hendes lænd. En tanke om at guide hånden diskret ind under hendes skørt slog ned i hende, men det var svært at være diskret med så mange mennesker omkring dem, så i stedet nøjes hun med at lede hånden en anelse længere ned. Hendes hånd fandt igen vej tilbage til hans skulder.
"Skal vi fortsætte dansen her, eller...?" Hun havde flyttet munden hen til hans øre så hun kunne hviske ham ordene. Hun lød læberne kort strejfe hans øreflip inden hun flyttede hovedet igen. Han havde alle muligheder for at fortsætte med at pine hende, men hun håbede, at han ville forbarme sig over hende. Hun ville nødigt være nødt til at tigge.

Virkningen kom næsten direkte som auraen gled sig ind i hendes underbevidsthed og Naamah kunne ikke undgå at få en hvis selvtilfredshed frem på sine læber som hun strammede grebet om hans hånd og pressede sig ind mod ham, så han for alvor kunne mærke hvad kjolen skjulte for hans blik. Han lod hende føre sin hånd ned fra sin position ved lænden, og han var ikke langsom til at lade hånden mærke efter på hendes bagdel med hans fastholdte hendes blik. Et blik der afslørede både morskab og lysten til at fortsætte.

Naamah gav den runde faste balle i sin hånd et godt klem udenpå kjolestoffet som svar på hendes læbers blide strejfen af hans øreflip som hendes hviskende ord lingrede i hans øre. Det ville være så fristende at trække hende med ud i private omgivelser og fortsætte en noget mere krævende og tilfredsstillende dans der, men Naamah var også drilsyg af natur. "Er De ved at være træt, mylady" blikket og smilet på hans læber afslørede at han tydeligt forstod hvad hun mente, og ganske langsomt lod han sin aura af lyst stige en lille smule mere. Bare for at tirre hende. Bare for lige at se hvor meget hun ville det.

Et næsten lydløst støn kom fra Laurenne, da han klemte hendes bagdel. Det var efterhånden på et punkt, hvor det føltes mere som tortur. Og så viste han ikke engang videre interesse for at efterkomme hendes forespørgsel! Hun havde så forfærdeligt lyst til at mærke ham rigtigt. 
"Jeg ville ikke kalde det træt" Hun lagde hovedet ind mod hans brystkasse og bed sig i læben. "Men måske et behov for at trække til mere private omgivelser" Hun så op på ham, bønnen tydelig i hendes blik.

Igen føltes det som om nogen pustede til den usynlige flamme som efterhånden gjorde hele hendes krop varm. Ville hun overhovedet kunne trække ham væk fra dansegulvet? Lige nu virkede han til at more sig ganske godt med hendes pinagtige situation. Hun strakte halsen lidt, så hun kunne placere læberne mod hans hals. Læberne bevægede sig op ad halsen indtil de igen var ved hans øre. Hun nappede ham blidt i øreflippen.
"Vil de virkelig tvinge mig til at tigge dem om det? Det virker ikke som det mest galante at gøre" Hun sukkede nydende i hans øre og pressede sig så meget mod ham, som hun kunne komme til. Hun vidste snart ikke hvad hun skulle gøre, hvis han igen ikke efterkom hendes ønsker. Han havde allerede presset hende meget længere ud end mange andre havde formået.

Det ville være synd at sige at Naamah var fuldstændig upåvirket af hendes bevægelser, lyde og duft. Faktisk kunne han også mærke et vis behov melde sig for at komme så fysisk tæt på den bløde krop som overhovedet muligt, og kun lade fantasien sætte grænser for hvad han ville gøre ved hende. Han duftede til hendes hår som hun lænede sig ind mod hans brystkasse, og lod den kvindelige duft blandet med parfume dulme hans sanser for et kort øjeblik. Bønnen der var malet i hendes blik gjorde kun det hele meget bedre.

Og alligevel havde han ikke kunne afholde sig fra at drille hende en smule mere. Lade hende mærke desperationen af ikke at få sine lyster opfyldt så snart de meldte sig, men bare lade dem vokse sig større og mere intense. Naamah nød at gøre det, og nød at se effekten som hendes læber kærtegnede hans hals og hun trådte over grænser som ingen anstændig adelsdame burde i fuld offentligheden. "Det ville være yderst upassende af mig at sætte mylady i en sådan situation" svarede han drillende i hendes øre, som han guidede dem, stadig dansende til kanten af dansegulvet, væk fra mængden. Han måtte hellere eftergive hendes nyværende dybe dybe ønske, for ikke at skabe en alt for stor scene midt i festlighederne. Spørgsmålet var mere hvor langt de nåede væk fra festlighederne, for Naamah havde naturligvis valgt ikke at ændre på sin aura på vejen ud fra dansegulvet og igennem salen, ud til gangene, sørgende for ikke at blive forfulgt af hverken Laurennes tjener eller hvad han skulle kaldes, eller nogen anden udvedkommende for den sags skyld.

Laurennes sukkede lettet, da han endelig gav hende det svae, som hun så desperat længtes efter. Hun var ikke sikker på, at hun have kunne få sig selv til at tigge ham om at forlade lokalet sammen medhende. På den anden side vidste hun, at hun snart ikke kunne udholde begæret som stormede rundt i hende. Hvis de andre dansende havde lagt nærke til, hvorda hun havde gjort sig til overfor sine dansepartner, var de næppe i tvivl om, hvor de nu var på vej hen, men hun var ligeglad. Folk måtte hellere end gerne sladre bag hendes ryg, det ville ikke være første gang. 

Som han guidede hende ud til gangene begyndte hun at overveje, hvor han mon ville føre hende hen. Skulle de finde helt hen til en kro? Det var ikke fordi det var en lang vej, men lige nu føltes hver skridt som en uoverskuelig rejse.
Hun kiggede sig rundt for at spejde efter nysgerrige øjne, inden hun trak ham med hen til en væg, som hun lænede sig op ad. Krævende greb hun fat i hans tøj og hev ham ind mod sig. Hun pressede læberne mod hans, mens hun forsøgte at få hevet tilpas meget op i skørtet til, at hun i det mindste ville kunne mærke hans hånd mod huden. Det tog en kamp med skørtets mange lag og underkjolen indenunder, men endelig kunne hun gribe hans hånd og føre den ind under skørtet. Det var besværligt og svært at komme til, men hun skulle bare mærke ham mod sin hud på en eller anden måde.
Hun tvang sig selv til at bryde kysset, så hun kunne trække vejret i hurtige små stød.
"Hvor skal vi gå hen" hun lød nærmest forpustet, hvad gjorde han dog ved hende.

Nogen ved ballet havde formentlig opdaget den stigende temperatur mellem de to dansende, men de fleste af dem havde været optaget af deres egne indre konflikter med at gøre hvad de lystede og hvad der var socialt acceptabelt. Fordelen og det sjove ved at lade sin aura glide rundt i lokalet og se folk kæmpe mod deres egne instinkter og indre følelser.

Naamah holdte ikke øje med folkene omkring sig. De var uinteressante. I stedet var hans fokus på at få fragtet skønheden ud i mere private omgivelser, forhåbentlig uden afbrydelser fra uvedkommende. Hvor han præcis ville føre hende hen, var stadig under diskussion i hans hoved. En ting var at få sluppet sine lyster fri som to dyr der ikke kunne holde kløerne fra hinanden. Noget andet var at udnytte tiden og bruge den til at tirre og gøre det uforglemmeligt.

En lavmæld latter forlod ham som hun trak ham med sig hen til en væg og kunne mærke sin egen ivren som deres læber mødte hinanden. Lyden af skørterne der gned mod hinanden som Laurenne kæmpede med at få dem til side fik ham til at smile selvtilfreds mod hendes læber. Hans hånd fulgte hendes ivrige bevægelser ned under stoffet og gled følende op af lårets bløde hud. Hans hånd fulge op af baglåret og tog igen fat i den runde balle han tidligere havde haft fingrene i, denne gang uden noget tøjlag til at forstyrre den behagelige følelse af hud mod hans fingre.

Hans vejrtrækning var blevet betydeligt tungere siden hun havde trukket ham ind, og det var ikke svært at mærke at han sagtens kunne klare det hele lige her midt i gangen. Men det var trods alt en anstændig dame han havde med at gøre. "Boligfløjen. Jeg har et værelse" han kunne give sig til at forklare at det var en ven i hæren som var udstationeret i øjeblikket der havde lånt Naamah sin behagelige bolig på paladset til når Naamah var i Dianthos. Men det var der ingen grund til at gå i dybden med! Det vigtigste var at få hende fragtet derhen, men først ville han lige mærke ekstra efter. Hans hånd gled om hendes nakke og trak hende ind i et langt krævende kys, mens hånden mod hendes balle trak hende helt tæt ind til sig med et fast greb. Bare for at have en god pulsstigende smagsprøve, før han slap hendes bare hud igen og trak hende med sig ned af gangen til gemakkerne, hvor han for hvert hjørne fik mere og mere lyst til at presse hende op mod den nærmeste væg og gå på udforskning. Al den frustration kom først til udtryk, som Naamah fik åbnet døren til rummet, og lukkede den ved at have hende presset op imod den.

Et lavmælt støn forlod Laurenne, da hun igen mærkede hans hånd på sin balle. Hvis han havde flyttet sin hånd til et andet sted og gjort krav på hende lige der midt i gangen, havde hun sikkert ladet ham gøre det. Risikoen for at nogen ville komme og opdage dem gjorde kun hendes begær større. Selvfølgelig sagde hun intet om dette, eller gjorde nogen form for tegn til, hvad hun egentlig var villig til at finde sig i for at få lov til at mærke ham. Man var vel en respektabel dame.. i hvert fald nogenlunde. Måske var det også for det bedste, at han havde et værelse i boligfløje, som kunne danne rammer om deres eskapader. Det strejfede kort hendes tanker hvorfor han overhovedet havde et værelse i boligfløjen, men det havde hun ikke tænkt sig at spørge ind til lige nu, der var vigtigere ting hun skulle koncentrere sig om, som for eksempel det krævende kys som nærmest fik hende til at smelte mellem hans hænder.
Hun var nærmest helt omtumlet, da han langt om længe trak hende videre ned ad gangen. Hun kunne næsten ikke holde ud at være i sin krop længere. Hun kunne ikke mindes, at hun nogensinde havde prøvet noget lignende, og hun havde efterhånden var sammen med et godt udvalg af mænd.

Hun begravede fingrene i hans bluse, som han pressede hende op ad døren. Hun overvejede kraftigt et skubbe ham hen til sengen og flå tøjet af ham, men hun tvang sig selv til at lade ham føre an. Ikke at hun overhovedet var sikker på, at han ville lade sig skubbe over til sengen. Hun havde en utroligt stor svaghed for mænd, som ikke lagde skjul på hvad de ville have og gjorde hvad de kunne for at tage det. Noget man alt for sjældent fandt hos forkælede adelssønner som ikke kunne tåle den mindste smule modstand.

Laurennes lavmælde støn var som sød musik i hans øre. Det var så ubeskrivelig fristende bare at tage hende der og få afløb for spændingen, men hvor var det sjove i det? Nej, han ville have hende for sig selv i flere timer og tage sig god tid til at få hende til at gnide sig op af sengelagenet og skrige i ekstase. Han havde lange krævende planer.

Naamah var heller ikke for sen til at gå i gang som døren blev smækket bag hende, ved hjælp af hendes ryg og hans læber gik sultens til værks over hendes læber, ned af hendes yndige kæbe, hvis linje han fulgte til en øreflip der modtog et drilsk bid og hans varme . Alt imens holdte han hende fast op af døren, ikke givende hende tilladelse til at tage styrringen, men fortsat blive tortureret af hans berøringer.

Hånden der i gangen havde fået lov at komme op under de mange lag af stof, var på vej ind til den bløde hud endnu engang, løftende hendes lår for igen at kunne få ordentlig fat om ballen, og i samme bevægelse presse sin hofte ind imod hende. Skørterne gjorde det formentlig svært at bemærke, men der var ingen tvivl om at hans bukser var blevet strammere at have på. Alt imens vandrede den anden hånd op af hendes krop og tog et af de velformede bryster i sin hånd, udenpå kjolestoffet, ivrigt mærkende efter, før den gled over til hendes ryg for at løsne fæsnet og befri hende for de alt for mange lag stof.

Læbernes bevægelse over Laurennes læber, hals og øre trak nydende gisp og støn ud af hende. Alt hvad han gjorde var mere end vidunderligt, og hun ønskede ikke at følelsen nogensinde skulle stoppe. Men alligevel ønskede hun brændende, at han ville smide hende over i sengen, eller endda tage hende lige der op ad døren, så noget af hendes indre ildebrand forhåbentligt kunne blive slukket. Men som han holdt hende fast op mod døren var det tydeligt, at hun ikke havde det mindste at sige til, hvad der skulle ske, hun var underlagt hans nåde. Hun var dog ikke det mindste i tvivl om, at han også var mere end klar. Selvom det var svært at mange gennem kjolens mange lag, blev det afsløret, da han pressede sig ind mod hende.

Hun skulle lige til at brokke sig, da hans hånd forlod hendes bryst. Hun nåede dog at opfatte hans hensigt, inden hun fik sagt noget. Hun gjorde fingrene fri af hans bluse, og hjalp kjolens på vej, så den kunne glide ned på gulvet og afsløre hendes tynde underkjole.
Hendes fingre fandt tilbage til hans bluse, som hun utålmodigt begyndte at hive i, for at få den af ham. Ganske givet havde han helt og holdent overtaget føringen, men hun ville ikke være den eneste som skulle af med tøjet, på det punkt måtte de var bare en smule lige. Desuden glædede hun sig forfærdeligt til at se hvad der gemte sig under hans tøj.

Jo længere tid han kunne holde hende i denne frustrations længsel, des bedre ville det føles når hun endelig fik lov at få det hun ville have. På mange punkter nød Naamah lige så meget at pirre sine partnere, som selve akten. Han havde al tid i hele verden til at udnytte hver eneste sekund af denne aften, om hun så gav sig til at klynke og tigge ham. Nydelse skulle hun have, men den skulle også opbygges. Det var der morskaben lå.

Det krævede en fast hånd og et par ryk at få kjolen fri af sine spænder, til den gled ned af hendes velformede krop og afslørede den tætsidende underkjole der gjorde ham helt ør i hovedet. At hun havde et ønske om at han ligeledes skulle smide et par lag, fik ham igen til at smile drilsk, men denne gang eftergive hendes ønske. Han trak overkroppen en smule tilbage for at fjerne først jakken, og derefter den hvide bluse under afslørende de markede muskler indenunder, der afspejlede at han i hvert fald ikke sad stille i sin rigmandshybel dag ud og dag ind, men derimod var et aktivt menneske. At mest aktivitet foregik i soveværelset var en anden ting.

Han vendte sin opmærksomhed tilbage til den noget mere blottede krop hvor begge hænder fulgte grådigt fra hendes bagdel, op af kroppen og tog begge bryster fast i sine hænder. Han fangede hendes læber på ny, men kun for en kort bemærkning før de bevægede sig ned af hendes hals med små lette bid, til hendes kraveben og ned mellem brysterne hvor han bed drilsk til den tætte underkjoles stop, og trak den lidt væk fra hendes hud, hvilket gav ham et fantastisk syn at iagtage under stoffet.