Vinterballet var ikke noget Dag havde kendt til, indtil for ganske nyligt. Det havde dog ikke taget hende længe at beslutte hun ville med, og til Kzar Mora med om hendes mor og bror synes det var en god idé!
Det var ikke gået så nemt som Dag havde håbet. Hendes mor, Liv, havde insisteret på at klæde hende på selv, og sendt familiens tjener Cole med, officielt for at hjælpe med at flytte hende rundt. Men Dag kendte sin mor. Enhver kunne have hjulpet med det! Cole skulle med for at holde øje med Dag, og sørger for hun kom hjem til det fuldstændigt tossede tidspunkt Liv havde sagt hun skulle være hjemme, som om Dag stadig var et lille barn.

Dag havde forsøgt at se så værdig ud hun kunne, som hun var ankommet, men det var svært at holde på bare den mindste værdighed, når man var nød til at blive båret ind. Heldigvis var der stole nok, og hun fik hurtigt fundet et sted Cole kunne sætte hende ned, hvor hun kunne se en god del og følge med i aftenens begivenheder.
Dag forsøgte at se så uimponeret ud som hun kunne, som hun tog den prægtige sal ind, og lod blikket glide over de mange gæster. Det var en svær opgave, for selv på Opalslottet havde hun ikke set noget lignende, og langsomt indså Dag, at det måske havde været en fejl at komme.
Alt hvad hun viste om fester var at man dansede, og så fandt den kønneste kvinde og den kønneste mand sammen, og levede lykkeligt til deres dages ende, eller sådan noget pjat. Det var dem alle historierne handlede om, men hvad pokker lavede resten af festen imens?!

((Påklædning))
--

Dronningens tale sagde Dag intet, men hun kunne ikke andet end blive imponeret over landets regent, som hun tronede på sin balkon over befolkningen. Det var bestemt et syn.
Festen startede dernæst, og Dag vred sine hænder en smule i sit skød. Cole var sendt væk for at finde forfriskninger, men til trods for hvor træt hun var af sin barnepige, så mærkede hun hans fraværd tydeligt.
Omkring hende minglede folk. Herrere bød damer op til dans, grupper trak mod border med mad og drikke, og imens sad Dag uroligt på sin stol, og kunne ikke blive enig med sig selv, om hun burde gøre væsen af sig, eller forsøge at gå i et med den stol hun sad på.

Shiro havde været til midvinterballet, og midsommerballet, ofte da hun stadig boede hjemme. Det havde ofte været en kort fornøjelse, da han dengang ikke havde haft lov til at være ude alt for længe. Måske var det også det der havde motiveret ham til at tage afsted i år. For en gangs skyld var der ingen der holdt øje med ham, og han kunne prøve at leve som en normal dreng, som tingene jo var i øjeblikket. Det hjalp i hvert fald at Telma var gået med til også at passe ham. Han havde også haft behov for at låne noget tøj fra en af Telma's andre sønner, men det passede da også nogenlunde. Det hang måske lidt omkring skuldrene, og et bælte havde været nødvendigt, og derudover så lignede han virkelig også bare en lokal dreng fra en af de lavere klasser. Heldigvis var ballet for alle slags folk.

Han var kommet der tidligt nok til at høre Dronningens tale, men havde ærligtalt kun haft et ord på det, mens han havde været over ved buffet bordene, for at tage nogle af tingene som han huskede som favoritter, inden han cirklede lidt rundt i salen.
Hans øjne gled hen over gæsterne, men stoppede da de landede på en yndig ung pige siddende på en af stolene. Det gav et lille gisp i ham, og uden helt at være sikker på hvad der fik ham til det. Gik han hen mod hende.
Halvvejs derover, da det var ret tydeligt at han var på vej i en lige linje til hende, gik det også op for ham at han ikke havde nogen plan. Han prøvede at cirkle igennem ting han kunne bruge som undskyldning, men til sidst landte den virkelig bare på, at han jo bare ville være en normal dreng for en dag, og til disse funktioner var der kun en ting drengene gjorde.

Han nåede endelig hen til hende, og bukkede sig lidt akavet foran hende. "Mit navn er Shiro, kunne du have lyst til at danse?" spurgte han. Han kunne jo sagtens finde ud af at føre an. Desværre havde Shiro ikke opdaget da Dag originalt var kommet ind, ellers havde det nok gået op for ham, hvor dårlig en idé det her var.

Dags blik var gledet over den unge rødhårede mand i første omgang, men som hun panorerede tilbage, og han pludseligt var kommet meget tættere på, og desuden lod til at have retning direkte mod hende var det umuligt at overse.
Dag knuede sit skørt en smule mellem hænderne, men fik det hurtigt glattet ud igen. Hendes blik flakkede efter Cole, men han var intet sted at se. Det gav hende et sug i maven, og selvom de var i en sal fyldt med folk, følte hun sig pludselig utroligt alene.

Den rødhårede unge mand nåde frem før Dag kunne nå at underholde tanken om at flygte, og hans høflige antastning af hende, gav hende en smule ro i maven igen. Hvertfald ro nok til at gengælde hans buk ved at bøje nakken. "Jeg er Dag, og det kunne jeg, men det kan jeg ikke" svarede hun ligefrem.

Der gik et øjeblik før Dag indså hvor lidt mening den sætning gav. "Danse, mener jeg. Jeg kan ikke danse" uddybede hun hurtigt, og så ned til siden for sig. Hun følte virkelig ikke for at skulle forsøge at forklarer sit handikap til en fremmede. Ikke lige nu.

Shiro så lidt håbefuld ud, men det blev hurtigt erstattet med skuffelse. Han burde nok have vidst det, og ærligtalt var det ikke ligefrem fordi at han ville have været imponeret på dansegulvet. Ærligtalt lignede hun også en i det højere klassesamfund. Kunne jo også være at hun bare ikke måtte danse med dem af det lavere, og måske havde Shiro bare lidt glemt hvordan det var at være adelig. Det var nemt at gøre, når man følte sig nogenlunde tilpas med den frihed at bo hos Telma gav en.

Uddybelse gjorde ham ikke ligefrem bedre tilpas, også selvom hun heller ikke så ud til at have det alt for godt med det. "Oh, det var ikke min mening at... sætte dig i en ubehagelig situation," fik han mumlet frem i en undskyldning. Han kunne mærke hans nakke brænde, og virkelig, han skulle have tænkt sig mere om. Han kunne have svorget at den mandlige krop gjorde det sværere for ham at dæmpe sine impulser. Det kunne også bare være at han endelig rigtig havde ramt puberteten, og der ikke længere var forventninger til ham.
"Jeg er... øhhm... alligevel heller ikke særlig god til at danse, så det er nok også bedre... at lade vær.." kom det lidt akavet efterfølgende.

Dag løftede et øjenbryn let og undrende. Hun viste ikke helt hvad hun havde forventet, men hvertfald ikke, at han bare havde givet op, og nu stod der som.. Ja hun viste ikke engang hvad!
Med en affejende gestus skubbede hun hans undskyldning til side.

"Det er jo ikke ligefrem fordi der står 'jeg kan ikke danse' i panden på mig. Det er vel antaget at folk kan danse til et bal" svarede hun bare direkte, men ikke fjendtligt. Det der måske havde overrasket hende mest, var at han havde taget afslaget ved at blive sur eller gå, eller sparket til stolen ved siden af hende, men han havde.. undskyldt for at såre hendes følelser? Sært.

Dags andet øjenbryn fulgte efter det første op i hendes pande. "Så.. du er ikke så god til at danse, men bød mig alligevel op til dans?" spurgte hun, og lød kun lidt dømmende. Lidt. Til gengæld brød der snart efter et smil frem på hendes læber. "Men hvis det er nogen trøst, så kan du umuligt være værre end mig!" proklamerede hun bestemt.

Når Shiro engang kom hjem, så ville han i den grad undskylde hele det her overfor sig selv, med at det i den grad var kroppen der fik ham til at tænke mærkelige ting. Han ville aldrig selv have fundet på noget ligende.... mente han.

Han kiggede lidt chokerede op, da pigen nærmest også undskyldte sin egen opførsel, og da hun brød ud i et smil, blev han fuldstændig betaget. Hun havde været ganske yndig før, men med smilet på sine læber, var det næsten som om at hun lyste op. Han var lige ved at kommentere på det, men var bange for at hun så ville tage det væk igen.
"Du så ud til at kede dig, så jeg tænkte... at selvom jeg ikke er så god, så kunne jeg... hjælpe dig med ikke at kede dig så meget," kom det lidt svagt fra Shiro. Ikke helt så sikker på sin løgn som han ellers ville have været. "Og jeg ved nu ikke, jeg er virkelig ikke særlig god."

Dag løftede et øjenbryn, men smilet blev på hendes læber. "Jeg sad faktisk og kedede mig lidt" bekræftede hun ærligt og slog blikket lidt ned, kun for at slå det tilbage op mod drengen et øjeblik senere. Hun lod ikke til at have bidt mærke i det var en løgn.
For Dag var det mærkeligt nok at snakke med en fremmede der ikke enten var Nats ven, eller en del af hendes fars tjenestestab. At han også lod til at have en eller anden interesse i at hun ikke bare sad og.. sad, ramte et ømt punkt, der ikke kunne andet end glæde hende.

Så diskret som muligt tog Dag en dyb indånding og fokuserede på sine ben, ændrede dem, og håbede Shiro ikke ville ligge mærke til de blev en smule bredere, og mere muskuløse. Hun fugtede sine læber en smule "Så lad os finde ud af det!" erklærede hun, og rejste sig op.

Dag var mere nervøs end hun kunne huske nogensinde at have været før. Hun havde danset, men kun med hendes far, holdt oppe af ham. Hun havde aldrig danset sådan rigtigt på egne ben.. Men måske var Shiro så dårlig at han ikke opdagede det?
Hun rakte ham sin hånd, for så meget viste hun da, og bandede inde i sig selv over hvordan de skælvede en smule.

Shiro plejede at være god til at opdage de små ting, men det var nemt at ignorere alt når man lidt var fanget i sit eget hovedet, og følte sig så nervøs at man næsten havde lyst til at kaste op.
Det stoppede ham dog ikke fra at kigge håbefuld ud, da Dag alligevel bestemte sig for at rejse sig og gå med til at danse. De to af dem skulle da nok se rigtig kønne ud, hvis hun virkelig ikke kunne danse.

Shiro tog hendes hånd. "Hvor svært kan det være," tilføjede han med et lille kækt, og dog usikkert smil. Han trak hende forsigtigt ud på dansegulvet, hvor der ikke var helt så mange de bare kunne støde ind i. Han havde aldrig ledt an i en danse, og han kunne mærke hvordan lidt sved var ved at danne sig i nakken af ham.
Forsigtigt lagde han en arm på hendes hofte og tog den anden i sin hånd. "Klar?" spurgte han, og nu når han stod overfor hende, kunne han godt se at der var lidt højdeforskel på dem, til Dags fordel.

Dag fulde let tøvende med ud på dansegulvet. Hun havde aldrig rigtig forstået udtrykket 'at få kolde fødder' får netop det øjeblik. Det var jo vanvittigt det hun havde gang i. Hun kunne knap stå eller gå i længere tid af gangen. Og nu havde hun tænkt sig at danse?! Det ville ende galt, det var hun sikker på!

De nåde dog ud på gulvet uden uheld, og Dag skævede kort til det nærmeste par for at se hvor hun skulle placere sine hænder. Hendes pande skinnede en smule fra det fine lag af sved der allerede havde lagt sig, men alligevel nikkede Dag bestemt. "Klar" svarede hun og gjorde alt hvad hun kunne for at fokusere på... hvad end de skulle til at gøre!

At Dag havde sagt hun ikke kunne danse var ikke en underdrivelse. Hun virkede som om skulle koncentrere sig bare for at flytte fødderne, for da slet ikke at snakke om at gøre det i takt til musikken! Hendes blik var mere eller mindre limet nedaf, mod deres fødder, og selv der var hun tæt på at træde ham over tærene et par gange. Hendes hænder blev hurtigt lidt klamme af sved, men efter lidt tid lod hun faktisk til at fange mønsteret og næsten rytmen. Hun begyndte hvertfald at skæve op mod Shiro i ny og næ, hendes kinder ildrøde, men med et forsigtigt smil på læben.

Shiro havde lidt samme tankegang som Dag. Hvad havde han dog gang i? Han havde danset må ganske få drenge igennem sin tid, og ærligtalt mest af alt havde der bare være lidt formel træning, som ingen tog højtidligt. Desuden havde han aldrig ført. De havde godt nok begge erkendt at de var dårlige til at danse, men stadigvæk.

"Okay," sagde han stille, og kunne ikke stoppe sig selv fra at bide sig i læben, før at han begyndte at flytte fødderne i takt på musikken. Det var klumset, og ærligtalt gav han op på rytmen ganske kort tid efter, og bare forsøgte at gøre det i et tempo de begge to kunne følge med i.
Til at starte med kiggede han ligeså meget ned på fødderne som Dag, men efterhånden som han følte at han huskede rytmen, og lærte den lidt omvendte måde at danse på, så kunne han bruge mere tid på at studere Dag's ansigt. Hun var tydeligvis stadig ung, sikkert på hans egen alder. Hendes ansigt var smukt skulpteret, og det gav ham et sug i maven hver gang hun kiggede op på ham med sine nøddebrune øjne.
Hans egne kinder var ligeså stille begyndt at matche både hendes kinder, men også hans eget hår, og han skulle gøre sit yperste for ikke bare at lade håret skjule hans ansigt så godt han kunne.

"Du.. er da ikke så slem," sagde han med et forsigtigt smil. "Jeg er ikke blevet trådt over tæerne endnu, og det vil jeg ærligtalt sige er en success." Han prøvede at gøre det lidt opmuntrende, men han anede ikke hvordan det lykkedes ham.

Nat havde gjort et stort nummer ud af, hvor uinteresseret han var i vinterballet. Det var sådan noget for tøser. For selvfølgelig havde han skulle mene det modsatte, så snart Dag havde udtrykt sin interesse, og selvfølgelig skulle han nedgøre det. Men han havde også hørt historier om vinterbal, og var det ikke sådan noget riddere tog til? Hvis Nat skulle blive den bedste ridder i landet, kunne han lige så godt tage til et vinterbal med det samme. Dét havde han dog først besluttet sig for, efter Dag var taget af sted. 

Heldigvis for ham var Liv typen, der kendte sin søn godt nok til at vide, at Nat ville ende med at tage afsted til vinterballet, på trods af tidligere mening om det, og da han erklærede at han ville tage af sted, var der allerede lagt et sæt tøj frem til ham. Et sort sæt, broderet i et sirligt mønster med guldtråd. Jakken sad stramt om ham, men dens ærmer sad kun fast i den øverste del af jakken. Under armene blev hans hvide skjorte under afsløret, når han løftede armene, men bevægeligheden betød mere for ham end noget andet, og det vidste Liv åbenbart godt. Havde han ikke kunne bevæge sig ordentlig i den, var den ikke blevet på ham i mere end 30 sekunder. 

((Påklædning))

Oppe på slottet slentrede han sig af sted mod balsalen, som om han ejede hele stedet. Han kunne da godt se, at det var en smule større end Opalslottet, men han var trods alt opvokset på et slot, så han havde svært ved at blive helt imponeret. De andre gæster så han også kun ned på. Hans sværd hang ved hans side, og det var svært for ham, ikke at trække det, bare for at underholde sig selv med det, især da dronningen begyndte at tale. Det var ikke en lang tale, men den var langt længere end Nat kunne holde sin opmærksomhed rettet mod et menneske, der ikke sagde ham noget.

Han fandt et glas vin fra en tjener, der gik forbi ham, men heller ikke dét kunne underholde ham længere, og han endte med at rette sin opmærksomhed imod gæsterne, hvor han ledte efter Dag. Det var først, da han vendte sin opmærksomhed mod dansegulvet, at han fik øje på hende. Og på den fyr, der dansede med hende. 

Vreden vældede med ét op i ham. Ingen taber skulle danse med hans søster! Han stormede over til det dansende par, og lagde en hånd mod fyrens skulder, for med kraft at skubbe ham om mod sig. "Hvem tror du at du er? Slip min søster!" beordrede han med samme arrogance, som ejede han Dag, og håbede allerede, at det ville blive mødt af modstand, for indtil videre havde vinterballet skuffet ham og en slåskamp ville være en klar forbedring. 

At se Shiro værende lige så nervøs, og næsten lige så kejtet til at danse som hende selv, var ikke blot forfriskende, men lod Dag slappe en del mere af i det hele. Og mens en del af hende viste de ikke gled rundt på gulvet som de andre par på gulvet, så føltes det næsten som om, når deres øjne mødtes. Det føltes.. rart, og pludselig var det ikke så hårdt at holde transformationen af hendes ben som det plejede. "Tak.. Det er første gang jeg danser med andre end min far" og første gang hun dansede på egne ben. Men det behøvede Shiro ikke vide. Et smil bredte sig på hendes læber.

Men det var en flygtig fornøjelse, før smilet blegnede og farven i hendes kinder forsvandt. "Åh nej". Ordrene var ikke mere end en hvisken, som hendes blik blev fanget af noget bag Shiro, men det var alt advarsel hun nåde, før Nat ankom.

Dag slap Shiros hånd, men holdt den anden på hans skulder, som hun støttede sig til ham. "Nat. Hvad laver du her? Jeg troede Vinterballet var noget 'tåbeligt tøsepjat' du ikke gad" sagde hun tørt, med der var en nedslået tone gemt under. Hun viste hvad end konflikt Nat havde tænkt sig at hvirvle op, så havde hun allerede tabt. Hvad værre næsten var, så stod Dag i sin fulde, naturlige højde, og ikke med de kortere ben hun normalt gik med, når Nat var i nærheden.

Hun skulle have vist bedre end tro han ville holde sig væk til at starte med.

Hvis Shiro vidste hvad der lå under det svar, så ville han nok have mere ondt af hende, i stedet for smilede han blot. Glad for at han havde formået at overtale hende til deres lille kejtede dans. Det hjalp ham også til at føle sig lidt mere end normal, og at det hele nok skulle gå.

Shiro havde dog ikke forventet at han havde valgt at danse med pigen der havde en meget jaloux bror, hvis han havde vidst noget som helst om Nat, så ville han ikke have været her nu, men det gjorde han ikke.
Ved lyden af Dag's åh nej, kiggede han sig kort over skulderen, og nåede kun lige at se drengen komme i nærheden af ham, før at han blev revet i. Det var rent held, at han havde nok balance til ikke bare at snuble væk, og tage Dag med sig, som brugte sig til at støtte sig på ham.

Shiro så uforstående ud og kiggede mellem de to af dem. Der var to muligheder. Enten forlod han stedet og undgik konflikten, eller også tog han konflikten op. Det så heller ikke ud som om at Dag værdsatte sin brors tilstedeværelse.
"Jeg dansede bare med hende, hvad er dit problem?" endte Shiro endelig med at sige og stirrede op på Nat med sine grønne øjne. Han så dog ikke specielt intimiderende ud. Shiro var hverken høj eller stærk, så han havde sådan set intet på sin side, hvis en slåskamp skulle bryde ud.

"Det er noget tåbeligt tøsepjat," insisterede Nat, på trods af at være dukket op. Han havde forventet sig mere af ballet. Flere riddere i rustning, flere prinsesser der skulle reddes, mindre af hans søster, der blev sur over at se ham, i stedet for at være taknemmelig for at han reddede hende fra en eller anden bondedreng, der uden tvivl havde tvunget hende til at danse med sig. 

"Du er mit problem," svarede Nat uden tøven, da han vendte sin opmærksomhed mod Dags dansepartner. Det var også nemmere at skændes med en fremmede, end at skændes med Dag. Nat vidste, at Dag var bedre til at skændes. Hun kunne finde alle mulige 'logiske' argumenter og sige alverdens kloge ting, som hun havde lært i bøger, men det var alt sammen snyd, for Nat vidste, at det var ham, der havde ret. Det var bedre ikke at kaste sig ud i noget med for mange ord med hende. Så hellere handle med det samme. 

"Fjern dig fra min søster, eller jeg fjerner dig fra hende." Nat talte med løftet hage og et skævt smil, der afslørede at han alt for gerne ville lade det udvikle sig voldeligt. 

Dag rullede med øjnene af sin bror. Han havde slet ikke lyst til at være her, så var han kommet udelukkende for at ødelægge hendes aften?! Han kunne have underholdt sig selv derhjemme med at hive vingerne af fluer og benene af edderkopper, men neeeej, han skulle dukke op her og ødelægge alting, som han altid gjorde. Hun burde have vist bedre end at tro hun kunne få en aften for sig selv med andet end en bog.

"Nat, stop, helt ærligt, vi dansede bare! Han bød mig op og jeg takkede ja, så kan du ikke bare lade os være?" bad hun, selvom hun viste hun bad for døve øre. Alligevel prøvede hun at tale fornuft til ham, hver eneste gang. Nogle gange lykkedes det næsten.

Dag genkendte dog Nats udtryk. Det kedende, konfronterende udtryk. Hendes greb strammede sig lidt om Shiros skulder, i et lille klem, inden hun trak vejret dybt ind igennem næsen, og slap ham helt.
"Hvis du så gerne vil blande dig Nat, hvorfor eskortere du mig ikke over til en stol? Jeg trænger til at sidde ned" prøvede hun så. Det var ikke løgn. Den lette film af sved på hendes pande havde efterhånden samlet sig i små perler. Og hvis det kunne få Nat til at tænke på noget andet længe nok til at Shiro ikke ville få bank, så var det forsøget værd. Så måtte hun bare håbe Nat ikke gjorde noget super pinligt, som at samle hende op og bærer hende til en stol.

Shiro var ved at tage imod den udfordring. Han kunne intet gøre hvis Nat rent faktisk bestemte sig for at slå sig løs på ham, men i det mindste var de i en oplyst balsal. Der var vagter alle steder, og ingen fik lov til at banke løs på hinanden, uden at de kom og slæbte dem fra hinanden.
Men da Dag tydeligvis prøvede at gå den lidt mere fredelig vej, kunne Shiro ikke lade vær med at kigge lidt tøvende på hende. Hun virkede virkelig ikke til at ville have sin bror her, og selvom Shiro ikke kendte til Dag's situation, så kunne han ikke klare at se på hendes nedtrykte ansigt.

Hvilket også resulterede i at han fuldstændig ignorerede Nat, hvilket han nok meget snart ville finde ud af ikke var nogen god ide. "Er du sikker på at det er det du vil? Vi behøver ikke at stoppe, bare fordi din... bror, ikke synes vi skal danse." Endelig sendte Shiro et blik mod Nat igen, hvilket egentlig mere var at skule. 

Nat behøvede ikke engang at se på sin søster, for at vide at hun himlede med øjnene af ham, men Dag var også så fintfølende med sådan noget - og desuden kunne hun slet ikke passe på sig selv, så hun burde egentlig takke Nat for at være så sød at tænke på hendes velbefindende for hende. Derfor lyttede han heller ikke på nogen som helst måde til hende, da hun bad ham om at blande sig udenom og lade dem være.

Til gengæld lyttede han, da hun bad ham om hjælp. Han ville altid gerne hjælpe hende, og han kunne også godt lide, når hun havde brug for hans hjælp, samtidig med at det lige så ofte irriterede ham, når hun havde brug for den. Men så blandede fyren sig igen og Nats temperament blussede straks op.

"Jeg sagde; fjern dig fra min søster," gentog han i en dårligt kontrolleret snerren, der var lige på grænsen til at blive et råb, og skubbede til Shiros skulder, så han kunne komme ind imellem ham og Dag. 

Hvorfor havde guderne, i alt deres uendeligvis visdom, gjort drenge så forbandet tungnemme?! Hun sendte Shiro et skarpt blik, med store øjne der skreg 'lad det nu bare ligge!'. Hun var på ingen måde tilfreds med de var blevet afbrudt så pludseligt, men hun ville blive endnu mere utilfreds hvis Shiro fik sin næse brækket af Nat!

"Nat!" bed Dag som hendes bror skubbede til Shiro, og begyndte at hæve stemmen. Hun lagde en hånd på Nats arm, både for at støtte sig til ham, men lige så meget i håb om at det kunne holde ham fra at gå i totterne på Shiro.

Hendes blik faldt tilbage på Shiro. Åh hvor ville hun ønske hun bare kunne tage Shiros hånd og danse videre. At hun bare kunne ignorere Nat, og nyde sin egen lille dans for en. gangs. skyld.
Og så slog tanken hende. Hvad stoppede hende? At Nat fik et anfald? De var ikke derhjemme! Den slags opførsel ville faktisk få konsekvenser her!
Dag løftede hagen stolt "Ved nærmere eftertanke, tror jeg godt jeg kunne tage en enkelt dans mere" erklærede hun, selvom hun viste det nok var løgn. Men så kunne hun da kollapse på sine egne termer!
Hun slap Nats arm, og trådte til siden, for at komme forbi ham, og tilbage til Shiro.

Det var sjældent at Shiro lod sit temperament løbe med sig, men han var væsentlig mere vant til andres temperamenter. Især fordi han jo havde en far der havde et der var endnu mere hidsigts end Nats. Skubbet var dog også kraftigt nok til at han blev lidt voldsomt fjernet fra hende. Hans blik var vredt, men efter Dag's tydelige blik om at han ikke skulle blande sig, var der ikke meget han faktisk kunne gøre ved det, andet end at se på Dag og Nat.

Man kunne godt se at han stod og så lidt fornærmet ud, lige indtil at Dag gjorde noget uventet, især med hvordan det blev lagt op til. Hun kom tilbage til ham. Ligeså snart hun nævnte at hun gerne ville danse lidt mere, kiggede Shiro lidt begejstret og håbefuldt op, og tog også et skridt nærmere, for at række hånden ud mod Dag. Stadig langt nok væk til at Nat alligevel skulle tage et skridt eller to hvis han ville over og banke på Shiro.
"Så gerne frøken," sagde han og bukkede sig også svagt for hende. Selvom han var glad for at det var det udfald det var kommet til, så var han også godt klar over at folk med temperamenter ofte ikke var så lette at slippe af med, så han sørgede for at have et øje på Nat.

Hånden på Nats skulder fik ham til at slappe af med det samme. Dag havde valgt ham, som hun altid havde og altid ville, og han kunne tage sin søster med sig væk fra den forfærdelig dreng hun havde danset med indtil nu, og måske de kunne nyde lidt forfriskninger sammen og bagtale de andre gæster resten af aftenen, som var, hvad Nat havde allermest lyst til. Selv Shiro lod til at have overgivet sig.

Men så skete det uventede; Dag valgte ham fra. Hun valgte en eller anden grim, fremmede dreng over ham. Hun valgte at danse. Nat vidste ikke engang at hun kunne danse. 

Han stod i rent chok, men så rødt, da Shiro ligefrem bukkede for hende. Det var alt sammen for meget. Det skuffende, kedelige bal, at Dag ikke var blevet glad for at se ham, at hun valgte en anden frem for ham, at hun ikke havde bedt ham om at eskortere hende til at starte med, ikke engang for at udfylde Coles rolle; hun ville hellere have en tjener med, end hun ville følges med ham?!

I ét langt skridt var Nat fremme ved parret og hamrede en knyttet næve imod Shiro, helt uden kontrol over hvor meget styrke han brugte. Alt han vidste var, at det skulle gøre så ondt som muligt.