Atlas havde sjældent haft det så elendigt, som han havde det, da han forlod Asads lejlighed tidligt om morgenen. Udover det faktum, at han næsten ikke havde sovet, samt at han havde ret ondt bagi, så havde det gjort næsten lige så ondt at forlade Asad, som det havde sidste gang. Denne gang var dog en smule mere udholdelig for Atlas, fordi han vidste, at han ville komme tilbage igen. Asad havde reageret, som om Atlas blev væk for evigt, men Atlas kunne også godt forstå, hvorfor han tænkte sådan. Så måtte Atlas bare modbevise ham!

Han vidste, at der holdt en vogn og ventede på ham ved byporten, men Atlas kunne ikke forlade byen uden først at have bedt til Chance i templet og lagt en offergave til guden. Han havde brug for al det held, han kunne få med sig, for opgaven, han var sendt ud på, var farlig og risikabel, og Atlas skulle ikke risikere noget som helst, hvis han kunne blive fri for det.

Så da han gik over markedspladsen for at komme til den hellige bydel, snuppede han er par æble og nogle dadler fra en af boderne, så han kunne bruge dem til offergave. Han spiste et par af dadlerne på vejen derhen.

Himlen var kun blive begyndt at lysne, og templet var derfor tomt, i hvert fald så vidt Atlas kunne se. Han kom her mindst én gang om ugen for at bede, så han kendte stedet godt efterhånden. Med sit offer i hænderne gik han hen til altret og knælede ned foran det. Hele hans krop var øm, og han kunne ikke helt holde sig fra et lille, stille klynk, da han satte sig ned. Asad havde virkelig været hård ved ham. Men det var også dejligt, for smerten var en konstant påmindelse om, at Asad ventede på ham.

"Ærede Chance," mumlede han stille og lukkede øjnene, mens han lagde offergaverne ved alteret. "Jeg beder dig om lykke og held til at fuldføre min opgave og til at vende hjem til min elskede hurtigt og sikkert. Jeg håber, du hører min bøn og finder mig værdig."

Anuki havde været den eneste levende sjæl i templet, da hun hørte en af Chances tilbedere komme ind. Lyset fra de mange forskellig-farvede vinduesglas spillede sig imod den unge fyrs lyse hud og fra hvor Anuki stod i et hjørne og støvede et helligt skrift af, genkendte hun ham uden tvivl. Hun havde set ham flere gange før, han kom her ofte, og ofte på usædvanlige tidspunkter. Det var ikke svært for hende at regne ud, at han ikke havde et kontorjob. 

Hun nærmest gled efter ham op til alteret, og imens han tiltalte Chance, trak hun den kniv, der var Chances symbol, fra sin hofte og skar et af de grønne æbler midt igennem.

"Er det en farlig opgave, du skal ud på?" spurgte hun stille, som om hun ikke lige havde brudt tavsheden i templet ved at halvere et æble, og som om det var helt naturligt at lytte til sine gæsters bønner. Hun smilede afslappet til den store fyr, imens hun rakte ham den ene halvdel af æblet. Om hende faldt hendes lange, rigt udsmykkede ypperstepræstindeklæder, og fra hendes øre hang der øreringe, der var næsten lige så lange som hendes hår. 

Atlas fik et chok, da der pludselig var nogen, der skar tog et af æblerne og skar det over. Han fløj op på fødderne og vendte sig, og fik næsten et endnu større chok, da han så, at det var Anuki. Atlas havde kendt til Anuki, lige siden han var kommet i templet første gang, men han havde aldrig turde at tale med hende. Hun var jo ypperstepræstinden, og Atlas var bare en bums, der kom og bad i templet! Hun var så smuk og sød, og der var da absolut ingen mulighed for, at hun ville finde ham interessant at tale med. Så Atlas havde bare holdt øje med hende på afstand.

"Ah!" fik han fremstammet, da det gik op for ham, at Anuki havde stillet ham et spørgsmål. "Øh, deres højhed, eller.. hellighed. Ja, det, øhm, det er lidt farligt, men jeg skal nok klare det med Chances hjælp."

Han rødmede og smilede genert ned i gulvet, mens han pludselig blev meget opmærksom på, at han slet ikke vidste, hvad han skulle gøre med sine hænder og fødder, der føltes meget store og klodsede.

Anuki lagde hovedet undrende på skrå, da hendes gæst begyndte at stamme sig igennem et svar, men hendes udtryk vendte tilbage til et blidt smil, inden han overhovedet var færdig med at tale. "Selvfølgelig," svarede hun. Hun tvivlede ikke et øjeblik på at Chance ville være der for ham. 

Da han ikke tog imod det halve æble hun havde rakt ham, lagde hun begge halvdele tilbage på alteret og vendte sig imod ham, for at tage hans hænder i sine. Hun så hans rødmen og hun vidste, at selvom han uden tvivl var tyv eller kriminel på anden måde, så ville han aldrig gøre hende noget. 

"Hvis du giver mig dit navn vil jeg bede for dig, indtil du kommer hjem," tilbød hun uden at slippe hans hænder. Hun havde tænkt sig at bede for og med ham lige her og lige nu, og når hun først havde besluttet sig for noget var det de færreste der kom udenom. 

Det var slet ikke gået op for Atlas, at Anuki havde tilbudt ham halvdelen af æblet, før det var for sent, og han kunne ikke nå at sige noget, for Anuki tog hans hænder i sine. Hendes var meget mindre end hans, og hele Atlas' ansigt føltes, som om det begyndte at koge, da hun bad om hans navn.

"Atlas," hviskede han nærmest, så betaget var han af hende. "Atlas Ambrosia Eliades, Deres højhed."

Tanken om at Anuki, selveste ypperstepræstinden, ville bede for ham var næsten overvældende, og Atlas kunne ikke lade være med at smile bredt og fjoget. 

"Vil du virkelig bede for mig?"

Anuki så op på Atlas med et smil, imens han gav hende sit navn. "Atlas Ambrosia Eliades," gentog hun. "Jeg tror du ved hvem jeg er. Mit navn er Anuki Amynta." Hun nejede for ham hvor hun stod, selv som hun gav ham sit navn, på trods af at han vedvarende havde tiltalt hende som Deres højhed og tydeligvis vidste, hvem hun var.

"Jeg har holdt øje med dig og det ville gøre mig ked af det, hvis du ikke kom helskindet tilbage," sagde hun som svar på, om hun virkelig ville bede for ham. 

"Ærede Chance," begyndte hun, præcis som han havde, og lukkede først da sine øjne. "Smil ned til Atlas og lad ham fange al det held, han har brug for på sin opgave. Sørg for at han kommer hurtigt hjem til igen, til os der savner ham, og lad ham vende hjem lykkeligere end han er nu." Anuki havde ikke misset det Atlas selv havde sagt om at vende hjem til sin elskede. 

Hun gav hans hænder et klem, inden hun slap dem. 

Atlas nikkede, da Anuki sagde, at han nok godt vidste, hvem hun var, for det vidste han! Han havde endda udspurgt flere af de andre præster i templet om hende, så han vidste så meget, han kunne, om Anuki. Hvis han havde været til kvinder, ville han havde troet, at han var forelsket i hende, og det kunne sikkert også godt se sådan ud udefra, men Atlas' følelser var ikke engang i nærheden af at være seksuelle eller romantiske. Han var bare dybt fascineret af hende og hendes position som Chances ypperstepræstinde, den gud som han tilbad af hele sit hjerte, ligesom stort set alle andre folk i hans branche. Han så hende som en hellig person, og nok også en hel del som en højtelsket og klog storesøster.

Han besvimede næsten af lykke og stolthed, da Anuki fortalte, at hun havde holdt øje med ham, og han blev nødt til at tage en dyb indånding for at blive på fødderne.

"Tak," hviskede han med halv-bævrende stemme. "Tusind tak, Deres højhed."

Han vidste ikke, hvad han ellers skulle kalde hende. Han havde mest af alt lyst til at tiltale hende ved fornavn eller måske endda et kælenavn, men det vidste han ikke, om han kunne tillade sig.

Anuki kunne godt mærke at hun i Atlas' øjne ikke kunne gøre noget som helst galt, og det var en vidunderlig følelse for hende, især efter hendes første, noget turbulente år som ypperstepræstinde, hvor hun havde brugt mere tid på at hallucinere, skabe drama med de andre templer, skælde sine egne præster og præstinder ud, end hun havde på at opfylde sine pligter. Magten var steget hende til hovedet og ansvaret havde trods alt været for meget. Men det var et overstået kapitel nu og Atlas var ny. Han havde ikke set hende dengang. Han havde kun set hende som hun var nu; elegant, med et overblik, og med en tæt forbindelse til Chance. 

Alligevel følte hun sig som en svindler, da han kaldte hende for Deres Højhed igen. "Du kan kalde mig ved mit navn, hvis du vil. Eller Nuki, hvis du føler at heldet er på din side." Hun kunne slet ikke lade være med at smile, når hun så på ham - der var noget over den her store, unge fyr, der udstrålede Chances guddommelig magi, som om han levede af den eller var afhængig af den. 
Hun vendte sig mod alteret og rakte ham endnu engang den halve frugt. "Til din tur," tilbød hun. "Er du klar til at tage af sted?"

"Nuki," gentog Atlas med et bredt smil, for han følte næsten altid, at heldet var på hans side, især nu hvor han jo nærmest var blevet velsignet af Chances ypperstepræstinde! Han følte sig meget speciel og stolt og helt overbevidst om, at han vbar den eneste, der fik lov til at kalde hende det. "Tak, Nuki."

Han ville gerne holde hende i hånden igen, men det ville nok være lidt mærkeligt. Til gengæld tog han imod frugt, som var den blevet givet til ham af Chance selv, og så ærefrygtigt på den et par sekunder, inden han puttede den forsigtigt i sin taske, så den ikke blev stødt eller klemt.

"Så klar som jeg nogensinde bliver," svarede han og smilede, men smilet falmede dog lidt ved tanken om Asad. Han sukkede og nikkede. "Jeg har ikke lyst, men... Jeg gør det."

Nogen ville måske have taget Anukis ord som en trussel, men Atlas tøvede på ingen måde med at kalde hende Nuki, og Anuki elskede det. Det var ikke mange, der kom forbi så ofte som Atlas gjorde, og Anuki var lykkelig over endelig at have lært hans navn at kende og bare en smule om ham. Alle Chances tilbedere var som hendes børn, eller som en flok af hendes får, men under alle omstændigheder var de væsner der betød alt for hende og som det var vigtigt for hende at beskytte.

"Skynd dig ud at få det overstået," svarede Anuki med et nik imod de høje, åbne døre ind til templet. "Så du kan skynde dig hjem igen."

"Mh," brummede Atlas til svar og nikkede igen. Han smilede igen til hende. "Jeg skynder mig!"

Så rettede han lidt på sin rygsæk og bukkede let for Anuki, inden han vendte sig og travede mod dørene. Han havde følt sig nedtrykt, da han kom ind i templet, men nu følte han sig meget lettere. Han så stadig ikke frem til at skulle være væk, men han var helt sikker på, at det nok skulle gå godt, og at han ville være hjemme igen hurtigt. Hans humør var endda så højt, at han smilede til kusken, der sad i vognen og ventede udenfor byporten.