Solen stod højt på himlen, og man kunne næsten glemme at efteråret var begyndt at komme snigende, hvis det ikke var fordi havluften allerede var så forbandet koldt. I det mindste var efterårsstormene ikke begyndt helt at indfinde sig endnu, noget Leo værdsatte, som han havde sat sig ud på sin færd.

På sit sidste eventyr, i nogle hulerne på kanten af Kzar Mora's grænser, havde han stødt på nogle skattekort. Det var ikke normalvis noget han gjorde sig meget i, fordi hans evne typisk var mere belejlig til den slags, men det var rart at have et område man kunne gå til, for at lede efter det. Et af de kort han havde fundet var dog med navnet 'Jaxar' på, hvilket af en eller anden grund, havde vækket hans interesse. I hvert fald nok til at han ikke havde forsøgt at sælge det videre til en af piraterne i diamantbugten, sælgere ville der jo nok være nok af.
Det havde taget ham et par uger, inden han taget ud på færd igen, og selvom han egentlig havde været på vej sydpå, så havde han en underlig drøm omkring nogle øer ude på østkysten, der havde med Jaxar at gøre. Leo selv var ikke specielt troende, men når han fulgte nogen gud var det Chance, og Chance kunne jo godt lide at smide mønten for at se hvor det landte, så Leo så det som en mulighed.

Han havde hørt sig om i Piraternes By, om der virkelig lå nogle øer længere sydpå, og efter at få det bekræftet, smed han et par mønter efter det og en lille robåd, så han ikke var helt uden fartøj når han skulle væk til. Han blev da også kun bragt til yderkanterne af øen, før han pænt fik lov til at tage ned i sin robåd, og ro resten af vejen ud til øen.

Leo var ikke ligefrem den bedste til at ro. Han havde da evnerne, og frem kom han, også ind af den lille sluse der var for at komme ind i noget vand med en sandbank, så han kunne slæbe båden op på land. Tia havde brugt noget af tiden på at cirkle rundt om ham og kommet med lettere hånende kommentarer, men i det mindste virkede hun til at hun hyggede sig i den friske luft.

Da han endelig fik slæbt robåden op på sandbanken, satte han sig ned, allerede lidt udmattet, og kiggede rundt hvor han var ankommet. Der var vage tegn på at der engang havde været en form for by her, men det var for længst groet over med øens naturlige vegetation. 

Det havde været en begivenhedsrig tid siden Samantha i foråret havde lagt alt det velkendte bag sig og skiftet hyre og skib til Den Sorte Sirene, men hun havde aldrig fortrudt det mindste det valg hun havde truffet den dag. Deres seneste togt havde da også ført hende ud til nye horisonter og ved et af deres stop havde hun samlet en halskæde op med flere sjove og fascinerende vedhæng.
Det var der drømmende var begyndt.
Drømme om en fjern tid, en glemt by for pirater og lederen af denne. Underholdende nok første gang, trættende som den blev ved og ved med at komme.

Hun havde samlet nok oplysninger sammen fra drømmene til endelig her i efteråret at have fået sporet sig ind på hvor denne forsvundne by skulle have været og derfra og til at få lov til at tage på en lille udflugt alene var der... adskillige forhandlinger. Mest om den der alene del. Hun havde dog fået sin vilje og nu lå Sirenen anket op udenfor de undersøiske skær. Der var andre øer i ø-gruppen at undersøge og det var lige hvad resten havde tænkt sig at gøre.

Samantha fulgte drømmens kringlede vej ind mellem klipperne i en mindre jolle og var glad for det ikke var det store skib hun skulle styre gennem strømmen. Der var skær, rev og hvirvler nok til at hun bandede farverigt som hun kom om det sidste hjørne og så en naturlig beskyttet strand, hvor stensamlinger tydede på at nogen engang havde haft bygget en rigtig havn. Ruiner højere oppe lignede også spredte huse.
Mere interessant var den anden båd trukket op på sandet.

Hun styrede sin ind et stykke længere henne og trak jollen op til over tidevandslinien. Det vigtigste klaret, lod hun blikket søge ud efter bevægelse og fangede øjeblikket som den kom frem en rødglødende fugl, der så ud til at cirkle. Rødglødende eller brændende? Sært selv for denne del af landet. Det var dog et godt sted at starte, så hun satte ud i den retning og fandt... konkurrence.
Naturligt gled hendes ene hånd til skæftet, som hun stoppede i hørevidde. "Hej! Du ved der er ild i din fugl?"

Leo havde ærligtalt siddet og faldet lidt hen for sig selv. Det var ikke fordi at han havde en forfærdelig udholdenhed, men det tog nogen andre slags muskler, og så var det også så roligt herude. Ikke et eneste øje i nærheden, kun ham og Tia, og de sikkert mange problemer der var forbundet med dette sted.
For nu var der dog fredeligt, og han tog bare en dyb indånding af den salte luft i området, indtil en stemme forstyrrede ham, og man kunne ane et ryk af forskrækkelse i ham, som han skyndte sig at vende sit hoved mod personen.

Personen der havde sneget sig op på ham, eller ikke rigtig sneget sig, var en køn kvinde. Det var jo ikke fordi han var blind, men han var mere interesseret i hvad hun var for en type. Hans øjne løb over tøjet hun bar, potentielle våben han skulle være bange for, og så blikket i hendes øjne.
Han rejste sig også forsigtigt op, før han endelig svarede. "Det er meningen der er ild i hende," svarede han. Der var et hint af morskab at finde i hans øjne, inden han piftede, og rakte armen ud. Tia fløj en stor bue om dem, før hun landede sikkert på armen. 
"Jeg troede øen her var forladt?" sagde han så. Der var da ikke nogen mulighed for at nogen andre havde fundet stedet vel? Selvfølgelig havde han var i Piratbyen, så måske nogen han opfanget hvor han var på vej hen og selv taget valget at tage herud. Der var ikke meget at gøre hvis en hel besætning var her.

Rykket i manden var så afslørende som noget om at han havde haft tankerne alle andre steder end på omgivelser. Letsindigt eller selvsikkert? Det var det store spørgsmål. Han havde dog et charmerende kunne Samantha se, som han rejste sig og tog hende i øjesyn. Rimeligt roligt og alt andet end truende, som intet ved ham rigtig virkede. Det kunne være tilsigtet til at lure hende i falsk tryghed, men hvor om alting var, så fik det hende til at slippe skæftet og lade hånden glide ned.

"Meningen?" Samantha hævede spørgende et øjenbryn, men fik snart efter svaret, som fuglen cirklede ned og landede på den udstrukne arm. En i den grad brændende rød fugl, der var sig sin egen skønhed bevidst. At finde fuglen i myter og historier tog ikke lang tid. "En føniks! Og en ualmindelig skønhed ovenikøbet!" Der var intet forgjort i at vise sin beundring for det sjældne væsen - uden dog at nærme sig yderligere.

"Åh den virker ganske forladt. Det af den jeg har set endnu." Hun flyttede endeligt blikket fra fuglen og til hans. Vejende ærligheden i dem og ikke tagende den alt for givet. Glimtet i dem var dog stadig ikke helt til at stå for eller væbne sig imod. "Mange, mange år forladt.... Så hvad bringer dig herud?" Mere vigtigt var det godt nok om han var der kun med fuglen eller om hun havde en hel folk af fremmede søfolk at undvige i udforskningen.

Ærligtalt, hvis kvinden havde vist sig at være fjendtlig, så ville han nok hellere have løbet sin vej, end at tage kampen op. At kæmpe med andre væsner var ikke ligefrem i den jobbeskrivelse han fulgte. Desuden var han rimelig selvsikker i at kunne nå skatten før mange andre. Desuden ville ingen se når han smuttede afsted med den grundet hans trofaste taske.

Han kunne ikke lade vær med at smile lidt, og nussede Tia let under halsen. "Hørte du det, Tia, hun kaldte dig en skønhed," sagde han. Han havde et tydeligt kærligt blik i sine øjne, og Tia kom med en tilfreds fløjten. Det lød i hvert fald som det for Sam's øre. Hvad Leo hørte var "Hun har god smag." Typisk Tia, og selvom Leo til tider mente føniksen kunne være lidt selvglad, så holdt han alligevel af hende.

Hans opmærksomhed gik tilbage på kvinden endnu engang. Det så også ud til at hun så mindre anstrengt ud. Forhåbentlig kunne de gå fra det her møde uden at nogen fik skåret en hånd... eller hoved af. For nu overvejede Leo ikke engang muligheden for at de kunne slå sig sammen. 
"Ah, det var også lidt det jeg havde håbet på," indrømmede han, mens han fik gennet Tia op og sidde på skulderen i stedet for armen. At holde armen oppe var ofte hårdere, end at have hende siddende på skulderen. Især siden hun åbenbart stadig var i sin voksealder.
"Bare noget... udforskning. Jeg er interesseret i gamle ting," sagde han, så vagt han kunne. Han ville hellere beregnes for at være en nørd, end at hun vidste at der var dyrebare ting her på øen. Han kunne endda mærke det, selv nu hvor han stod stille, men det var stadig et stykke væk, og længere nede. "Hvad med dig? Det her er vel næppe et sted man tager på en lille ferie." Noget sagde ham også at hun ikke var på ferie herude, men med mindre hun fortalte ham, havde han jo ikke en jordisk chance for at vide det.

Det var dejligt at se en mand udvise så utilsløret hengivenhed til et andet væsen, som smilet og ordene til fuglen udstrålede. Det gav også Samantha et navn på den fjedrede skabning og endda en kort fløjten i hendes retning. Begge dele noget der kaldte et smil til hendes læber og sank lidt mere afslapning ind i hendes holdning. Fyren virkede bare ikke som en der ville hende det værste.

"Håbede ligefrem?" Manden var her tydeligvis af en grund og det tirrede kun hendes nysgerrighed det mere. Øen var trods alt ikke opmærket på ret mange kort eller et sted der sådan lige lå på nogens faste sejlrute. Hans opfølgende forklaring på sin tilstedeværelse fik hende da også ubevidst til at hæve hånden til halskæden med alle de finurlige vedhæng, før hun tog sig i det og lod den blive halvt skjult af skjorten.
"Ah, en form for ferie kan man vel godt kalde det. Vi har lagt for anker mellem øerne og delt os lidt for udforskning." Hun betragtede ham som hun talte og tog så en måske overilet beslutning i forhold til at hun var rimelig langt fra nærmeste hjælp fra resten af besætningen. Atter rakte hun op og denne gang trak hun halskæden helt frem så han kunne se den. "Nu du var til gamle ting... Kan du fortælle mig noget om nogle af de her vedhæng?"

Det milde blik og smil, blev ligeså stille erstattet med et mere kækt smil. Det kunne godt være at han var øm omkring Tia og ikke bange for at vise det, men Leo var tydeligvis stadig en ung mand, der stadig har en god del år endnu til at være fræk og flabet.

Hans øjne fangede bevægelsen omkring en halskæde, og hvordan kvinden forsøgte at gemme den væk igen. Det var muligvis ikke noget, men alligevel kunne han ikke lade vær med at være lidt interesseret. Ferietur på en øde ø, virkede lidt fjollet, for at sige det mildt. Det bekymrede ham dog mere at det lød til at kvindenikke ligefrem var kommet alene. det betød at han reelt havde kamp om skatten, hvis de havde nogen som helst ide om at den var her.
"Mindre folk, betyder at det er nemmere at gøre det i ro og fred, og at der ikke er nogen der... ødelægger noget," forklarede han i stedet for. Teknisk set ikke en løgn, men det var ligeså meget fordi han ikke gad et ræs om skatten.

For nu måtte han bare prøve at få det bedste ud af den situation han stod i. Tia's varme mod den ene side af hans ansigt, var heldigvis også nok til at han følte en hvis tryghed. Han var aldrig rigtig alene, og hvis der var noget de to af dem kunne, så var det at løbe væk fra potentielle farer.
Da kvinden tog halskæden frem igen, kiggede han interesseret på den, og lod sig selv gå tættere på hende. "Må jeg?" spurgte han forsigtigt, før han rakte ud mod halskæden, for at kunne mærke den. Hvilket naturligvis også betød at de stod ganske tæt, med mindre hun faktisk havde tænkt sig at tage den af, for at lade ham rigtig se på den.

Mænd var på nogen måder nemme. En bevægelse nær brystet og deres blik blev draget dertil for at hænge øjeblikke længere end bevægelsen havde givet anledning til. De mænd der var til kvinder det var. Også denne mand blev fanget kort ind af en sådan bevægelse, skønt Samantha måtte give ham ros for at hæve blikket tilbage til hendes rimelig hurtigt.
Nu distraherede hun ham jo så også med viden om at hun langt fra var alene.
Hans ord trak hendes smil skævere og det muntre glimt i hendes brune øjne blev tydeligere. Åh han forsøgte bestemt at skjule noget og nu var hun særdeles interesseret i at finde ud af hvad. "Så er det jo godt du kun har mig og din fjedrede skønhed at bekymre dig om, ikke sandt?" Hun kunne ikke lade være med at inkludere sig i hans jagt - om ikke andet for at se hans reaktion på det.

Atter fulgte hans blik hendes bevægelser til brystet, men denne gang var det tydeligt at det blev hos halskæden hun trak frem. Kæden var lang nok til ubesværet at kunne trækkes over hovedet, men hun tøvede alligevel med at gøre det. I stedet trådte hun tættere på ham og spredte de mangeartede vedhæng ud på den opadvendte håndflade. "Gerne." Hun tøvede lidt, men fortsatte så undskyldende. "Den giver mig sådan en mærkelig fornemmelse når jeg tager den af, så..." Det var aldrig et helt godt tegn, det vidste hun udmærket godt, hvilket også var grunden til hun havde udeladt at fortælle Amalia den del. Hvad kaptajnen ikke vidste, kunne hun ikke bekymre sig om.

Leo kneb lidt øjnene sammen, ikke nok til at han decideret kiggede mistroisk på hende, men nok til at der var et hint af at han ikke var helt tilfreds med at selv hun var her, og at han måske prøvede at bedømme om hun virkelig fortalte sandheden om at han kun behøvede at bekymre sig om hende. Det var ikke helt til at sige, og siden hun ikke gav nogen indikationer på at hun ville angribe ham eller var decideret fjendtlig, så havde han ikke helt nemt ved at læse hende.
"Det er vel ganske sandt," sagde han alligevel, og lagde hovedet let på skrå, så han kunne mærke de bløde fjer kilde mod hans kæbe.

Det var ofte svært at bedømme hvor hans evne pegede hen når det var småt, og især fordi det var ubetydeligt. Nu når han stod og kunne røre vedhængene, så vidste han at der ikke var meget værdi i det, men der var noget andet. En let fløjten fra Tia indikerede da også at der var noget magisk over det, selvom de to af dem ikke bare sådan kunne finde ud af hvad det var.
"Jeg ville foreslå ikke at gå med det så," indrømmede han. Han var meget påpasselige med hvilke magiske objekter han selv rendte rundt med, for han havde set det værste. Det meste fungerede bedst til bare at sælge.
"Hvor har du fået fat i det her?" spurgte han efterfølgende. Jo mere han kiggede på det, jo mere var han sikker på at det var symbolet der havde været på hans skattekort, der lå forsvarligt i hans taske, men det ville han ikke sige højt. Ikke endnu.

"Et meget fornuftigt forslag." Samantha smilede let til ham, som hun hævede den fri hånd op og om til at fange kæden i nakken. At tage den af udløste en tøven og som hun bemærkede det, bed hun sammen. Det var fornuftigt og var noget hun flere gange havde tænkt, men at gøre det, se det var problemet. Lige af den grund strammede hun grebet denne gang og fik faktisk kæden fri fra hals og hoved, men uden at slippe den helt. "Det hjalp at høre en anden sige det højt." bekræfte og støtte.
Hun lod den hænge imellem dem og glimte let i solen, hvor vedhæng ikke var matte af ælde.

"Så magisk, men er den også betydelig for noget herude?" Hun vristede blikket fra den og over til mand og fugl der begge så på amuletterne med et lidt for ens udtryk. Det var nok til at hun lagde hovedet let på skrå og betragtede dem frem for metallet. "Et stop i Balzera gav grund til lidt udforskning af de ældste dele af byen og den der var i nogle ruiner nær en af de gamle havne." Resten hun havde fundet havde været en del mere omsættelig og havde givet hende krystaller nok til en sjov aften og lidt mere.
Hun sænkede blikket til de mange vedhæng, brugte en finger til at flytte dem lidt fra hinanden til hun fandt det hun søgte og vendte det rundt. "Sjovt nok så jeg det her hakket ind i klippen på vejen herind." Som var det en vejvisning for dem der vidste hvad det betød.

Det var godt at se at kvinden tage den af, selvom Leo kunne se at hun ikke var meget for at lade den gå. Det kunne godt være at det ville være et større problem. Selvom han også selv ville have fingrene i den, fordi han var sikker på at den kunne bruges, så var han aldrig vild med de objekter der virkede til at gøre ting ved ens hoved. Generelt havde han aldrig haft en særlig stor tendens til at beholde nogen magiske objekter. Man fik også mere for at sælge dem.
"Det var godt," sagde han, og lød også oprigtig nok i sin udtalelse. Til trods for at han godt kunne ligne en der havde ballade følgende hvor end han var, så var han ikke nogen skidt fyr.

Til at starte med så det ud som om at Leo ikke havde i sinde at fortælle hende om det havde nogen relevans, eller at han bare ikke vidste noget. Lige indtil hun begyndte at snakke om Balzera, og Leo og Tia kiggede mod hinanden, med et sigende blik næsten. Hvordan en fugl kunne have sådan et blik var ikke til at have, men kort efter pippede Tia også op, næsten aggressivt. Der kom også et hak mod Leo, næsten så Leo var ved at overhøre og se det næste.
"Okay ti nu stille Tia," hvæsede han af hende. Så de havde måske været uenige om hvor de skulle gå sidst de var i Balzera, og Leo havde skrabet en masse ting ned i sin taske. Han kendte i hvert fald til ruinerne, og lige nu kunne han godt se at han havde misset den fuldstændig.

"Jeg.." mere fik Leo ikke sagt, før endelig et hak kom mod hans øre denne gang, og en lille smule blod fandt også frem til overfladen og dryppede ned. "Tia!" Denne her gang var den en væsentlig strengere stemme, og Tia så fornærmet ud til siden.
"Undskyld... hun er normalvis.... sødere," Leo sagde og stirrede lidt vredt på sin fugl. Men han var ret sikker på at Sam nok havde fundet ud af efterhånden at de måske vidste mere end de lød til at sige. "Mit gæt er, at det er nogle pejlemærker hen til noget her på øen," indrømmede han.

Samantha nikkede let til samtykke, men så ikke helt ud som om hun mente det. Noget ved den halskæde var helt ved siden af så fornuft og føle vedblev med at strides i hende. Det forhindrede hende dog på ingen måde i at lægge mærke til optrinnet mellem mand og fugl, som den tydeligt ikke var enig med ham i et eller andet omkring Balzera. Det udvekslede blik og den efterfølgende skræppen ville have været komisk i enhver situation, men lige her og nu var den også mistænkelig sigende.

Samantha hævede let et velformet øjenbryn af de to, som de tilgengæld til en start overhoved ikke virkede til at ænse. Tia var ret ihærdig med at få sin mening over. Nok til at hakke så det trak blod. Glidende trak Samantha sig pænt et halvt skridt baglæns. "Sødere overfor dig eller overfor alle?" Hun kunne ikke lade være med at drille ham let, før hun fortsatte. "Og jeg kunne ikke undgå at bemærke det virkede til at handle om Balzera?" Hun smilede til fuglen og lod så en trillende fløjten følge. Det var delvist en stump af en gammel vise og halvt tonerne fra en fugl hun på et tidspunkt havde hørt.

Så drejede hun blikket tilbage til manden. "Se det lyder som noget værd at komme herud for at undersøge. Noget du har læst om eller hørt fortællinger om?" Viden overleveret fra mund til mund var den mest gængse og den mest upålidelige, men noget måtte jo næsten have lokket ham herud med den glødende skønhed.

Leo kunne mærke frustrationen boble nede under overfladen, men Tia havde selvfølgelig aldrig været glad for at holde hemmeligheder, især ikke når hun havde muligheden for at pointere at hun havde ret. For hvis der var en ting hun elskede mere end mad, så var det at kunne 'hvad sagde jeg', til stor frustration af Leo.
"Overfor mig, hun er væsentlig mere hidsig overfor fremmede," indrømmede Leo, og tog en hånd op for at tørre blodet væk. Det var heldigvis ikke så slemt, hun havde trods alt ikke været ude efter at seriøst skade ham.

Tia lyttede lidt på melodien og lod sit blik glide mod Sam og lagde hovedet på skrå, før hun fløjtede tilbage til hende, som i at hun spurgte om Sam kunne forstå hende. Leo rullede bare øjnene af hende, før han vendte sit hoved mod Sam igen.

Man kunne næsten se hvordan Leo overvejede situationen, der var helt klart noget han skjulte, som han ikke ligefrem havde lyst til at give væk. "Inden jeg fortæller dig særlig meget, så vil jeg gerne vide hvad din plan er med at være her. Du må have en grund siden du bærer den halskæde. Og jeg tror altså ikke på at en 'ferie' er grund nok til at være her af alle steder. Det er ikke ligefrem et nemt sted at komme ind til," pointerede han og nikkede mod indgangen til øen, som havde været godt gemt. 

Samantha kunne ikke lade være med at sende Tia et anerkendende smil, før det gled tilbage til drillende og til manden. "Så er jeg glad for det er dig hun valgte at slå ned på!" Fuglen havde en størrelse hvor den ville være svær at vifte af sig hvis den først angreb og de glødende fjer, der sikkert kunne mere end gløde hvis Tia blev hidsig nok, var heller ikke til at se bort fra. Det store spørgsmål var hvad det ville tage at komme på dens gode side.

Der var da bestemt også noget interesse i de gyldne øjne over den lille melodi stump og et testende forsøg på et svar. Samantha sukkede let og rystede så let på hovedet. "Sådan en skam jeg ikke forstår dig, bedårende. Jeg er sikker på du kunne fortælle mig så meget om steder du har set og jeg ikke..." Bare synet af havet fra oven hvor horisonten næsten kunne anes.

Hun vendte hurtigt opmærksomheden tilbage til manden og det mere presserende i situationen. Han virkede stadig ikke vildt begejstret for at hun var på øen, men noget ved diskussionen med Tia havde alligevel flyttet til mindre fjendtlig og mere varsomt interesseret. Han havde da også en pointe i sin skeptisk over at hun var der. Noget hun ligeligt delte, men han virkede til at have mere sikker grund end hun, så for hende var der mere at vinde end tabe ved at dele. "Jeg fandt halskæden ved et tilfælde og begyndte at drømme om stedet her. Stedet virkede.... bekendt? Hvilket var grund nok for mig til at finde ud af hvorfor." Hun holdt en overvejende pause og valgte så at dele lidt mere for at understrege sin grund. "Jeg ved altid hvor jeg har været og her var ikke et sted. Jeg havde dog pejlingen, så resten var blot at overbevise kaptajnen om et lille stop."

Leo var efterhånden vant til at få et par skræmmer eller to fra Tia når hun blev ekstra hidsig, og han kunne godt forstå kvinden foretrak at føniksen slog ned på Leo. Hvis Tia virkelig ikke kunne lide nogen, så ville lidt blod være det mindste af bekymringerne. Hun kunne godt blive forfærdeligt varm at røre ved hvis det endelig var. Han havde fået et brandmærke eller to ved et uheld. Dem havde Tia trods alt være ked af. "Det tror jeg også du skal være," nævnte han og stirrede lidt på Tia, som nu prøvede at se ud som om at hun ikke havde gjort noget galt.

Tia lagde hovedet lidt på skrå af hvad Sam sagde, men virkede til at være forstående nok overfor det.

Alt hvad hun sagde virkede ærligtalt bekymrende for Leo. Ikke at hun var her, men at hun havde fået drømme og var draget til øen. Alt der rørte ved hovedet virkede aldrig til at være specielt dejlig magi, selvom Tia ikke havde nævnt noget synderligt omkring halskæden. Hun plejede ellers at brokke sig over 'klam magi' når der var noget.

Nu når hun havde lagt ud hvordan situationen var, kunne Leo også godt se, at han nok ikke kunne løbe fra sin egen forklaring mere. "Jeg fandt et kort over ruinerne her på øen," indrømmede han endelig. "Jeg ved ikke præcist hvad der er i gemmerne her på øen, men jeg tænkte at det var værd at tjekke ud. Din halskæde virker også til at peje mod disse.. ruiner." Underjordiske ruiner godt nok, men det var stadig ruiner.

Samantha sendte Tia endnu et anerkendende smil, før hun lod sit fokus hvile næsten fuldt på manden. Hans reaktion på hendes ord fik hende til mentalt at skære en grimasse. Sagt højt så lød det heller ikke alt for godt, men hun var måske lidt for vant til at omgås Sirenesang og de manipulerende toner fra de lokkende læber. Ikke at de havde været brugt hende selv. Det havde ikke været nødvendigt og rommen havde gjort resten.
De tanker pakkede hun hurtigt sammen, før de bredte sig til hendes synlige mimik. Mere interessant var da også mandens vej til øen. "Et kort?" Var der noget hun var passioneret interesseret i så var det kort. Særligt landkort, men oversigtskort over en sikker havn ville heller ikke være værst. "Må jeg se det?" hun havde trods alt vist ham halskæde, så måske var han åben for muligheden.

"Det er altid værd at tjekke ruiner ud." hun betragtede ham undersøgende et langt øjeblik og raslede så letmed halskæden. "Og det virker til Chance mener vi skal gøre det sammen, mhmm?" Det var så en forklaring på at han ikke havde fundet halskæden selvom han havde været nær den og hun havde. "Hvad mener du, Tia?"

Leo så tydeligvis lidt tøvende ud, og han kiggede lidt mod Tia, som virkede lidt uinteresseret i samtalen, velvidende om at selv hvis hun har en mening om det, så ville Leo i sidste ende bare følge sin egen mavefornemmelse om det. Sådan var det altid når de var på skattejagt. Måske også fordi hans mavefornemmelse ofte pegede mod skattene, hvilket var noget Tia i bund og grund ikke kunne hjælpe med.

Til trods for sine tvivl, rakte han alligevel ned i sin taske, måske en anelse længere ned end man kunne forvente af den størrelse taske han havde hængende ved sin side, før han tog et sammenrullet kort op. Det ene hjørne var brændt væk, og det havde tydeligvis nogen år på bagen, men ellers var det i overraskende god stand.
Han rullede det ud, før han sørgede for at stille sig ved siden af Sam, for at de begge to kunne se på det, men stadig så Leo havde det i hænderne. Han ville ikke bare give det videre til Sam uden videre.

"Problemet med Chance, er jo at man ikke kan stole på hende," svarede han tilbage. Religiøs var han næppe, men man blev nødt til at have bare lidt tro på Chance, når held var det man regnede med at have på sin side.
Tia som sad på den anden side af Leo, så Leo blokerede synet mellem Tia og Sam, kiggede lige forbi ham, før hun fløjtede lidt glad af Sam. Ja, der var vidst ingen tvivl om at Tia ikke havde så meget imod det, nu når hun fik opmærksomhed og komplimenter. Det eneste Sam manglede at gøre for at komme i god jord hos fuglen var at give hende mad.

"Hvis vi skal samarbejde," Leo skulede lidt mere til Tia. "Så må vi vel hellere præsentere os for hinanden," pointerede han. "Mit navn er Leopold Lockhart, kaldet Leo af de fleste." Det var kun med nød og næppe at ordene 'professionel skattejager' ikke undslap hans mund. Det var måske ikke så heldigt at fortælle det til en, da det jo bare ville hentyde at der virkelig var en skat dernede.

Samantha kunne ikke lade være med at klukke let over mandens meget rammende beskrivelse af gudindens væsen. "Endnu bedre grund til at prøve at holde sig på hendes gode side. Så længe man underholder, så er uheldet ikke dødeligt..." Hun var nok lidt mere troende på gudinden end hun åbent stod ved. Intet andet kunne helt forklare hendes usædvanlige ringe held med spil og at hun alligevel kom fra bordet med tøj på kroppen og krystaller tilbage i pungen.
Hun lænede sig ind mod manden, så hun næsten kom ind under armen på ham for at se bedst muligt. Gnisten i hendes mørke øjne var tændt med en strålende glød, som de faldt på det aldrende kort og hun næsten ikke kunne holde sig fra at følge en af linierne med fingeren. "Se nu er jeg imponeret. Det virker både detaljeret og med bevidste mangler og indbyggede gåder og fælder. Meget nysgerrighedsfremkaldende!" Hvad der var gemt i hjertet af kortet var hun ikke så interesseret i som selve kortet han holdt.

"Det er vist to mod en." Sam så op og til siden på Tia med et smil, før hun trådte en lille smule til siden og rakte en hånd ud. "Samantha Johnson eller Sam. Styrmand og ganske ferm til alt med kort og at finde vej." Han skulle bare vide hvor ferm, men det var ikke noget som sådan ville hjælpe til en start. "De to symboler ved siden af indgangen på kortet så jeg på to sten nede ved resterne af havnen. Skal vi starte der?"

Leo kunne ikke stoppe sig selv fra at kigge lidt imponeret på Samantha. Hun kunne ikke være en fuldstændig amatør til kort, når hun kunne se det. Leo selv havde haft lidt sværere ved det, fordi han så sjældent selv brugte kort, men han havde også haft længere tid til at studse over kortet sammen med Tia. Tia havde virkelig heller ikke været til særlig meget hjælp. "Imponerende," indrømmede han og gav et lille smil ned til den noget lavere kvinde.

"Der har heller aldrig været nogen tvivl om hvem der bestemmer af de to af os," sagde Leo og kiggede på Tia før han rystede hovedet. Han gav dog hurtigt Samantha sin opmærksomhed igen, som hun præsenterede sig selv. Styrmand, det forklarede da hendes talent for kort.
Han kiggede ned på symbolerne. Selv havde han ikke stødt på dem, men for nu måtte han tro på hvad hun sagde, og forhåbentlig lå der ikke en hel flåde klar til at stjæle hans kort.
"Det lyder som en god start," sagde han, før han rullede kortet sammen igen og stak det i tasken. "Hvis du vil være så venlig" sagde han og hentydede med sin hånd om at hun gerne måtte føre vej.

"Så længe du selv ved det..." Samantha kunne ikke lade være med at stikke lidt til Leo, som han gav hende ret i føniksens position i forhold til ham. Om det var helt sådan tvivlede hun let på for ingen kaldte deres egen papegøje for kaptajn over skibet. Til trods for dens hattestørrelse. Den var dog en god grund til at have styr på sine sager og ikke prikke for meget til den virkelige kaptajn.

Hun havde blikket på kortet til det blev rullet omhyggeligt sammen og gemt væk. Meget mod hendes vilje, men det kunne snart nok komme frem igen, når hendes hukommelse om de ydre symboler begyndte at svigte. Hendes blik fandt muntert Leos som han slog ud med hånden, før hun nikkede let. "Med glæde, min gode herre." Fornemmelsen af ham var stadig god nok til at hun ikke tøvede med at gå først og derved have ryggen blottet imod ham. Stien tilbage ned på resterne af den gamle havn var da også ujævn nok til at noget dårligt kunne ske.

Sand og jord gled over til hård klippe, som de drejede dybere ind i bugten, hvor farven på vandet tydelig fortalte hvor dybt det var her. Dybt nok til at større skibe kunne lægge til de broer der måtte have været der uden fare for at gå på grund. Nu var kun tilretningen af klipperne tilbage og sten liggende i dynger lignende omridsene af små bygninger. Enkelte sten lå også alene med indhuggede symboler næsten slidt væk af regnen. "Her må have været rart at lægge til engang." Samantha ledte Leo videre af stien op hvor bygningerne havde stået tætte og hen mod en af de liggende sten.