Sakse vidste ikke helt, hvad han havde regnet med, da han havde ladet sig overtale til at blive hos tvillingerne og se efter dem, men et helt år? Det havde han ikke ligefrem regnet med. Selvom han brugte hver dag sammen med tvillingerne - især Nat - så var det alligevel en ensom eksistens. Han brugte det meste af tiden på at undgå Valkar, der heller lod til at være specielt glad for hans selskab, så når han ikke f.eks. læste højt for Dag eller forsøgte at træne sværdkamp med Nat, brugte han sin tid på at være alene med sine tanker. Han tænkte over, hvad hans mor mon foretog sig tilbage i Dianthos, på hvornår hun mod kom tilbage efter dem, og så også lidt på Mia, som han på trods af deres noget kølige afsked, stadig tænkte lidt på. Han kunne godt bruge timer på at forestille sig et liv med hende, som han aldrig ville få, hverken med hende eller nogen anden. Hans liv var dedikeret til hans familie, og til hans arbejde, som han stadig holdt en smule vedlige. Hvis han opfattede en døende sjæl i nærheden, drog han ud og satte den fri, men ellers opholdt han sig på slottet, tæt på tvillingerne, som han havde lovet sin mor.

Det var en tidlig morgenstud, lige før solopgang, da Sakse sad ved vinduet i tvillingernes værelse og kiggede ud på himlen, der lige så stille begyndte at gå fra mørkelilla til lyserød i øst, hvor solen så småt var ved at stå op. Han havde ikke sovet meget - det gjorde han aldrig - og hans tanker cirklede rundt i igenting, mens hans mørke øjne gled over horisonten. Pludselig så han hende! Den mørk skikkelse på himlen, der langsomt kom tættere på. Det var hende! Sakse kunne genkende Livs skikkelse med det samme. Hun var kommet for at hende dem.

Sakse rejste sig, vendte sig og så på de sovende tvillinger og overvejede kort at vække dem. Men han gjorde det ikke. Grådig som han var omkring sin mor, så ville han have hende for sig selv, bare et par minutter, inden hendes opmærksomhed blev optaget af tvillingerne. Han gik lydløst igennem rummet og forsvandt igennem døren, som han stille lukkede bag sig.

Han nåede ud på pladsen foran slottet ligesom Liv yndefuldt landede på græsset. Hun lignede sig selv, som altid. Hendes slanke, runde figur, hendes hvide hår, hendes enorme, sorte vinger, hendes strålende grønne øjne, hendes bløde skikkelse... Der var intet af Sejrs hårdhed tilbage, og Sakse var så lettet, at han kunne have grædt. Det gjorde han dog ikke, men nikkede i stedet til hende med et stille, "Mor."

Liv havde fløjet til og kun taget få pauser på turen fra Dianthos til Opalslottet. Savnet til hendes børn, og behovet for at få dem hjem igen, havde tvunget hende videre, selvom hun var træt, og det var en lettelse, da hun endelig så slottet i horisonten. Hun landede, lettere forpustet, med røde kinder i den kølige morgenluft, da hun så en mand stå foran hende. Det tog hende et sekund, inden hun genkendte Sakse. Hendes hjertet hoppede i brystet på hende. Hun havde fuldstændig glemt, at hun havde efterladt ham her for at passe på tvillingerne, og et stort, strålende smil spredte sig på hendes læber.

"Sakse," sagde hun og rakte begge arme ud mod sin søn. "Kom her og giv din mor et velkomstkys."

Sakse, stoisk og afmålt som altid, tøvede et par sekunder, inden han roligt gik hen til hende og gled ind i hendes arme og kyssede hendes kind. Liv sukkede lykkelig, da hun mærkede hans velkendte tynde krop i sin favn, og da hun mærkede, hvordan han skælvede en smule, lukkede sine arme fast om ham i en varm omfavnelse. 

"Min søn," hviskede hun og kyssede hans kind, mens hun mærkede, hvordan hans tag om hende blev strammere, indtil det næsten var smertefuldt. "Åh, hvor har jeg savnet dig. Min elskede søn. Mor er hos dig nu."

Sakse sagde ikke noget, men det behøvede han heller ikke. Hun kunne mærke på sin krop, hvor meget han havde savnet hende.

"Hvor er dine søskende?" spurgte hun, da han endelig slap hende et par minutter senere, og så sig omkring.

"De sover stadig," svarede Sakse. Hans øjne var en smule røde og våde, men ellers var det umuligt at se på ham, at han følte noget. Han rømmede sig. "Jeg ville ikke vække dem."

"Du ville have mig for dig selv," bemærkede Liv med en lille latter.

Sakse svarede ikke, men hun vidste, hun havde ret. Sakse var en god storebror, der altid lod sine småsøskende komme til først, men det var nu rart at mærke hans jalousi en gang i mellem. 

"Lad os vække dem," sagde Liv og gik forrest på vejen op mod slottets hovedindgang. 

Tiden med tvillingerne havde været mange ting for Valkar, prøvende, frustrerende men mest af alt utroligt givende. At vide at det ville ende for eller siden havde være en mørk tanke siden de var ankommet. Stille og roligt var den gledet mere i baggrunden, indtil at dagen kom hvor at det var tid.
Tjeneste staben havde haft holdt et øje på Sakse al den tid de havde været der, hvilket var årsagen til at Valkar var den næste der kom ud til mor og søn.

I det mindste ville Sakse rejse sammen med Liv,  at sige ham og Sakse ikke kom godt ud af det med hinanden var en underdrivelse. "Jeg antager at tingene er blevet ordnet?" lød det som han gik ned for at møde dem. På sin vis var det tom snak, men Valkar kunne ikke stoppe sig selv fra at hun ville tage tvillingerne fra ham igen, den lovning Sakse havde været symbol for al den tid de havde været i hans hjem.

"Men nok om det, jeg gætter på at du vil se dem hurtigst muligt?" lød det med et smil der ikke nåede hans øjne. "Kom med" Lød det som han viste vejen mod tvillingernes værelse, hvor en tjener havde banket på for at forklare at deres mor var kommet.

Dag åbnede et øje halvt som Sakse lukkede døren bag sig. Hun gabte træt og vendte sig, med noget besvær over mod Nat. Et øjeblik stirrede hun blot ud i mørket, i sin broders retning, inden hun fokuserede sin evne frem, og det lysende væv der var Nats skæbne, udfoldede sig omkring hans sovende form.
Stille bed hun sig i læben. Det var tid. Hun havde haft på fornemmelsen det ville ske snart. Hun havde set trådene ændre sig for dem alle, Nat, Valkar og Sakse, som Sejr igen var blevet til Liv. Siden da havde en tråd været hæftet ved deres skæbner, og var langsomt blevet spændt. Men i dag var Dag sikker. Deres mor ville komme!

"Nat?" kaldte hun ud i mørket, ganske stille "Naaat" prøvede hun igen, lidt højere i takt med hun også selv vågnede op. Med et opgivende grynt skubbede hun sig op på en albue, og kastede en bamse efter ham "NAT! Vågn op! Mor kommer i dag. Sakse er lige gået så hun er her måske allerede". Hun håbede det var nok til at vække Nat, men nogle gange virkede det som om end ikke en drage i rummet kunne vække hendes bror!

Det tog et par minutter, men Dag fik sig sat op på sengen og missede døssigt med øjnene som den første smule lys fra den opstående sol, kravlede ind langs gardinernes kant. "Giver du mig en hånd med at blive klar?" spurgte hun så, mens hun begyndte at vikle sin sove fletning op.

Nat sov tungt. Det havde han altid gjort og det ville han nok altid gøre, og selv da en bamse ramte ham og Dags stemme trængte igennem til ham, tumlede han bare rundt i sengen og sparkede sin dyne af sig. Lige indtil det gik op for ham, at det, Dag bad ham om at hjælpe sig med at gøre sig klar til, var at se deres mor.

Nat sprang straks op af sengen og hen til vinduet. Nede foran vinduet kunne han se begge sine forældre og Sakse, der alle tre allerede var på vej op af trapperne og forsvandt fra hans synsvidde. Hans mund blev tør og hans hænder svedige. Han gad ikke den her dag og han var ikke god til at gøre ting han ikke gad. Men han gad godt hjælpe Dag.

Han gik hen til deres klædeskab og slog lågerne op. "Hvad vil du have på?" spurgte han og hev en af hans egne favoritter ud for at foreslå hende den - en meget simpel, hvid kjole. Inden hun kunne nå at svare ham, tog han et par høje strømper fra kommoden og kastede i hendes generelle retning. Hun skulle i hvert fald ikke fryse.

Dag løftede let et øjenbryn som Nat for op og over til vinduet, som han stirrede intenst op af. Hun havde forventet han ville blive henrykt over at høre hun var her! Ikke.. hvad end reaktion det her var. Ligemeget hvad, så kom han ud af det hurtigt, og begyndte at assistere hende med sin sædvanlige iver.

Dag greb sokkerne som Nat kastede dem i hendes retning "Det er fint. Og den grønne" svarede hun kort, og skubbede sig tilbage, så hun sad med ryggen mod sengegavlen. Derfra kunne hun trække gardinet en smule fra, og noget nemmere flytte på sine ben, så hun kunne tage sokkerne på. Det var en længere process, og hun kiggede indimellem op på Nat som han fandt flere af hendes ting til hende.
"Hvad er det galt bror?" spurgte hun så indgående. Der var et eller andet underlidt ved ham, men hun kunne ikke sætte fingeren på hvad det var. En anspændthed?

"Oh, og hjælp mig lige med håret" bad hun. Egenligt hadede hun når han redte hendes hår, men det var en måde at få ham til at sidde stille i mere end 30 sekunder, så hun måske kunne få ud af ham hvad der var galt!

Nat smed den hvide kjole ind i skabet igen - den skulle jo alligevel ikke hænge i skabet meget længere, hvis de skulle rejse i dag, men Nat var nu altid vant til bare at kunne smide med tøj, og at det så på magisk vis endte med at være hængt op igen. Han fandt den grønne frem og løsnede nogle af dens bånd for Dag på vejen, så hun lettere kunne få den på, selvom han bare lagde den på hendes skød til hende. Meget af det Dag selv kunne finde ud af, lod han hende om. Ikke fordi han ville have at hun blev mere selvstændig, men fordi han havde mere spændende ting at lave end at hjælpe hende med ting hun selv kunne. 

Nat undgik at se Dag i øjnene, da hun spurgte hvad der var galt, og lod som om han havde for travlt med selv at komme i tøjet til at svare hende. Først da hun bad om hjælp med sit hår gik han over til hende og forsøgte at få styr på hendes mørkebrune hår. For en enkelt gangs skyld gjorde han det langsomt, med en rynke imellem øjenbrynene. 

"Jeg gider ikke hvis hun vil flyve os hjem," mumlede han så endelig, tydeligvis sur og på tværs. "Jeg gider heller ikke sidde stille i en karret hele vejen hjem." Egentlig var der ingen måde, hun kunne bringe ham hjem, som han gad, men det kunne han ikke få sig selv til at fortælle Dag. Han kunne kun lige indrømme, at han ikke kunne stille. 

Dags bryn rynkede sig som en spejling af Nats, som han børstede hendes hår roligt og nogenlunde forsigtigt. Noget var helt sikkert i vejen. De rynkede bryn ændrede sig som han svarede, og det ene hævede sig længere op i hendes pande. "Mor kan alligevel ikke bære os længere, og slet ikke så langt" fastsatte Dag. De var begge blevet noget større, og hvis Nats rastløshed slog ind, ville han blive tabt og falde til jorden. Det var en risiko ingen gad løbe!

"Og det kommer hvertfald til at tage noget tid at forberede en karret.. men hvis du spørger far kan du nok få en hest?" foreslog hun med en lille skuldertrækning. Hun viste ikke om det var sjovere at ride selv, end at sidde i karreten. Hun forestillede sig det var, men hun havde aldrig selv forsøgt sig med det. Mængden af koncentration hun skulle bruge, bare på at have fungerende ben, gjorde det svært at styre en hest samtiddig.

Mens Nat børstede fik Dag gjort kjolen klar til at tage på, og fik den hurtigt trukket over hoved, mellem børstningen af to lokker, så hun kunne stramme snørrene imens.

Dag havde fuldstændig ret i alt hun sagde, men Nat gad ikke høre det. "Jeg vil ikke have en hest," fortsatte han. Hvis han absolut skulle af sted, ville en hest klart være nemmest for ham på den lange rejse, men pointen var jo, at han ikke ville af sted overhovedet. 

Han lod hende få sin kjole på og fortsatte så med at rede hende hår, selvom det efterhånden var så redt som det kunne blive. "Mor har ikke nogen sværd," forsøgte han sig igen. "Hun har ingen heste. Hun har ingen sø man kan bade i." Meget mere tydeligt end dét kunne han ikke få sig selv til at sige det, og han slap også Dags børste for at liste hen til døren, som han åbnede og lyttede ned ad gangen.

"Jeg kan høre dem," sagde han i en hviske-stemme til Dag. De havde ikke meget tid, hvis de skulle stikke af. 

Dags ansigt lå i stamme, tænksomme folder. Nat var på tværs, det var der intet nyt i, men den tilsyneladende målløse modstand var ikke noget Dag havde set før. Nat havde altid et eller andet han hellere ville, eller fandt på i øjeblikket. Det var helt sikker et eller andet galt, et eller andet som Nat ikke ville snakke om, og det drev Dag til vandvid at hun ikke kunne finde ud af hvad det var!

Dag fnøs irriteret "Gør det en forskel? Det er jo ikke som om vi har noget valg" vrissede hun. Med energien fra sine følelser fokuserede hun, og ændrede sine ben, så hun kunne rejse sig, og gå over ved siden af Nat. Tungt lagde hun hånden på hans skulder, og støttede sig en smule til ham.

"Vel?" hun viste det var sådan. Det var deres skæbne, og skønt skæbner sjældent var sat i sten, lod det aldrig til at gælde hendes egen.

Nat vidste, at Dag havde ret, når hun sagde at de ikke havde noget valg. Alligevel kunne han ikke lade være med at se ned ad gangen og overveje, om de kunne nå at stikke af. Hvis nu de stak af og hverken boede hos deres far eller hos deres mor, så kunne det være at Liv ikke ville blive lige så ked af det, som hvis de blev hos Valkar. Men hun ville stadig blive ked af det. For de var først stukket af, når hun kom for at hente dem, og hun ville vide, hvad det betød. 

"Det har vi vel ikke, nej," snerrede Nat tilbage. Ikke af Dag, men af situationen. Han havde lyst til at skade noget, og havde for længst lært, at det ikke skulle gå ud over Dag, så i stedet greb han en bamse fra en reol ved siden af sig, og flåede i hver ende af den, indtil dens hoved kom af, stadig stirrende ned ad gange med raseri i blikket. De to dele af bamserne kastede han fra sig på gulvet foran sig, inden han vendte sig imod Dag.

"Hvad skal du have med?" spurgte han, klar til at hjælpe hende med at pakke, selvom vreden ikke havde forladt hans blik. 

Dag sukkede opgivende, over Nat og situationen ligeså, og satte sig ned på sengen igen. "Det hele vel? Jeg tvivler på mor har noget vi kan passe længere" svarede hun og slog ud med armene mod rummet omkring dem. Hendes ben blev hendes egne igen, og hun bed sig lidt i læben. Næsten hele hende liv var på deres værelse.. med undtagelse af de små ting hun havde gemt rundt om på slottet. De små ting der var hendes, som hun ikke delte med Nat, og han derfor ikke kunne vide noget om.. Hun måtte nok undvære dem til de kom igen... HVIS de kom igen..
Hun skubbede den dystre tanke fra sig.

"Men jeg tror fint nogle af fars folk kan pakke for os... og mor har garanteret savnet os!" selvom hun har haft for travlt til at skrive og spørger til dem. Så igen, Sejr havde ikke virket synderlig interesseret i dem, og Liv viste vel knap de kunne læse alligevel. Måske havde hun skrevet til Valkar, og han svaret uden Nat og Dag havde hørt noget? Måske. Men det var egentligt ikke helt relevant for Dags bitterhed lige nu.

Nu kunne selv Dag høre skridt på gangen ude foran værelset, og hun bed sig lidt i læben. Hvad end Nat ville have gjort, var det for sent nu.

Liv havde glemt Valkar; hun havde ikke selv set ham siden ulykken med Dag, og det føltes så uendeligt længe siden, at hun faktisk havde glemt, at han overhovedet havde været til stede. Så da han kom gående hende og Sakse i møde, blev hendes blik spejlblankt et øjeblik, inden det lykkedes hendes at genmane mindet om, hvem han egentlig var. Tvillingernes far. Åh ja. Hendes ivrige ansigtsudtryk ændrede sig til et afmålt og høfligt et, da hun nikkede til ham som hilsen.

"Goddag, Valkar," sagde hun køligt. "Ja tak, jeg vil gerne se mine børn."

Hun udvekslede et blik med Sakse, hvis ansigt ikke var til at aflæse som sædvanligt, men hun vidste, at han ikke brød sig om situationen. Det gjorde hun heller ikke, og den skulle overstås så hurtigt som muligt. Derfor sagde hun heller ikke andet, men fulgte blot efter Valkar ind på slottet. For hvert skridt, de tog mod tvillingernes værelse, jo hurtigere begyndte hendes hjerte at hamre. Hun skulle endelig se sine børn igen, og hun kunne allerede mærke deres sjæle i nærheden. 

Da de nåede døren, som Liv kunne fornemme tvillingernes sjæle bag, trådte hun hurtigt foran Valkar og bankede blidt på døren, inden hun åbnede den med hjertet i halsen. Dér var... Var det hendes børn?

Forundringen stod tydeligt malet i Livs ansigt, da hendes blik mødte de to unge i værelset. De var så store. Hun kunne slet ikke genkende dem de første to sekunder, inden deres træk - Dags mørke krøller og smukke ansigt og Nats vilde blik og sorte hår (hvor han dog lignede sin far) - endelig trængte ind hos hende. Hendes hjerte hamrede så hård, at det føltes, som om hendes brystkasse var ved at sprænges. Hun havde ikke følt sig så lykkelig i umindelige tider; hendes børn var endelig hos hende igen.

"Min solstråle," hviskede Liv og lagde en hånd over sit bryst, da hendes blik mødte Dags, og smilet bredte sig på hendes læber. Hendes blik mødte Nats. "Min månestråle... Mine elskede børn."

Hun trådte forsigtigt ind i værelset og lagde slet ikke mærke til den sønderflåede bamse på gulvet. Hun gik direkte hen til sengen, hvor Dag sad, og satte sig ved siden af hende for at lægge en hånd mod hendes kind.

"Hvor er du blevet stor," sagde hun blidt med tårer i sine grønne øjne, mens hun aede Dags kind. "Du er næsten en kvinde nu."

Hun trak Dag ind til sig og begravede sit ansigt i de brune krøller, hvis duft hun taknemmeligt genkendte. "Åh, hvor er du dog smuk." Hun kyssede Dags krøller og begge hendes kinder, inden hun vendte hovedet lidt og så op på Nat.

"Og du... Nat, du er jo næsten en mand," sagde hun lykkeligt og rakte en hånd ud mod ham. "Kom, lad mig se dig."

Liv kølighed gav blot næring til bitterheden der spirede i Valkar, her kom hun valsende som om hun ejede børnenes kærlighed! Nok havde han fornemmelsen at hun havde gjort en untagelse i at lade ham se dem, og endnu tydeligere i at lade ham passe dem som hendes mandlige jeg havde ting at se til. Men det ændrede ikke på at hun var her for at tage dem fra ham igen om han eller børnene ville det, og han var magtesløs til stoppe hende.

Hans sortsind mildnede som hans øjne fandt tvillingerne, de havde givet ham mere end han kunne sætte ord på, og stadig ønskede han at give dem verden. Genforeningen der fandt sted forstyrrede han ej, i stedet hold hans sig i døråbningen for at give dem plads, eller kunne flytte sig hvis Nat følte for at flygte.
"De har fundet meget af dem selv i deres tid her" Smilede Valkar stolt, de havde begge taget lange skridt i at finde deres veje. Især Dag var han stolt af, der strålede som mere end sin brors skygge, og Nat der havde lært sine bogstave trods utallige ønsker om at gøre så meget andet, men det Nat havde gjort der havde bragt Valkar mest stolthed, var at han så småt var begyndt at lytte til andre.

Nat havde ikke lyst til at lade Valkars folk pakke for dem. Hvordan skulle de overhovedet vide, hvad han ville have med? Han skævede sig omkring på værelset, men der var kun én ting, der virkelig betød noget for ham, udover Dag. 

Nat regnede med at Dag ville lades som om hun var glad for at se deres mor, men Nat selv gad ikke putte et smil på for nogen som helsts skyld. Ikke at det var til at se en forskel på ham - han havde surmulet lige så ofte som han havde smilet i Opalslottet.

"Du kan se mig derfra," svarede han surt og vendte sig væk fra hele sin familie for at gå hen til sin seng, hvor hans sværd stod op ad væggen. Med dét i hånden marcherede han forbi sin søster og mor, og møvede sig forbi sin far og Sakse for at komme ud af værelset. Hvorfor var der så forbandet mange mennesker her? Han kunne mærke alle deres blikke på sig, om de så så på ham eller ej, men den eneste han så meget som skævede til var sin far. "Jeg venter udenfor," mumlede han på vej forbi dem og sprang nærmest afsted med lange skridt. 

Ganske som Nat havde forventet, satte Dag et smil på læben, som deres mor trådte ind. Det var spøjst, for lige så meget som Nat og Dag havde ændret sig, lige så meget lod deres mor til at være præcis den samme, som før hun havde skiftet til sin mandelige form, og efterladt dem hos deres far.

"Det er længe siden mor" hilste Dag, og lagde armene om sin mor i en løs omfavnelse, som Dag selv blev set an og kysset både på hår og kinder. Dag smil blegnede lidt som Liv begavede sit ansigt i hendes hår, men var fint på plads igen, inden Liv trak sig tilbage, for at sin datter an igen.

"Ja, næsten" pointerede Dag som Liv vendte sig mod Nat. Næsten voksne. Om de nogensinde ville nå hele vejen var tvivlsomt for Dag. Hvertfald i deres moders sind.
Dags blik faldt kort mod Valkar, som Nat, til ingen overraskelse, ikke ligefrem tog imod deres moder med åbne arme.
"Mor, jeg tror det er bedst bare at lade ham være lidt. Vi var begge ret overrasket over du sådan pludselig kom tilbage" foreslog hun, roligt og diplomatisk, efter Nat var stormet ud.

Sakse sukkede helt stille for sig selv. Han havde håbet, at det ville blive anderledes, men han havde ikke forventet det. Nat havde aldrig været specielt morsyg - ikke så dén måde i hvert fald - og tiden væk fra Liv havdet kun gjort det værre. Men selv mens han var såret på sin mors vegne over Nats kolde velkomst, så kunne han ikke lade være med at være en smule jaloux og imponeret over Nats mod til at sige så kraftigt fra. Sådan et mod havde han aldrig selv haft, og helt inderst inde vidste han heller ikke, om han i det hele taget havde lyst til det. 

"Jeg går efter ham," sagde han til Liv, der så ud, som om nogen lige havde dolket hende i hjertet. Han tilbød hende et lille, opmuntrende smil og vendte sig derefter og forlod værelset.

Der kunne kun være én person, der var skyld i, at tvillingerne ikke faldt hende om halsen, grædende af gensynsglæde, og den person kunne kun være Valkar. Nats afvisning føltes som en iskold, syngende lussing, men smerten blev hurtigt overdøvet af den vrede, Liv med det samme rettede mod Valkar.

Hendes grønne øjne blev mørke, næsten sorte af raseri, og hun rejste sig fra sengen og skulle lige til at storme hen til Valkar og rive fat i ham, da hun huskede, at Dag var til stede. Det fik hende til at falde lidt ned igen, og hun tog en dyb indånding og vendte sig for at smile ned til sin datter på sengen.

"Du har ret, solstråle," sagde hun i sin normale, kvidrende stemme. "Nat skal bare have lidt tid til at vænne sig til mig igen. Kom, jeg skal nok hjælpe dig med at pakke færdigt."

Hun bøjede sig ned og samlede den iturevne bamse op fra gulvet og lagde den blidt ned i den store taske med tvillingernes ting, som var det en fugleunge. Hun sendte Valkar et giftigt blik, men sagde ellers ikke noget til ham og fortsatte blot med at hjælpe Dag.

At frydes over andres ulykke var ej noget en retskaffen person burde, der burde nok tilbydes hjælp, men Valkar kunne ikke andet end nyde synet af at se Liv høste hvad hun selv havde sået, ikke at han viste det, han ønskede ikke at synke til hendes niveau. Dog var det nærmest poetisk at den kolde velkomst han havde fået, nu blev givet til Liv 
Dag fik et sigende blik som svar da Nat ej heller virkede videre begejstret over hele situationen og stormede ud.
Det var ganske imponerende at hverken Nat eller Liv havde ødelagt noget møblement eller lignende, om det var en god ting måtte tiden vise.
At Sakse fulgte Nat var nok for det bedste, hvis Liv havde fulgte efter var nogen og i sæt noget gået i stykker.

Livs blik viste dog mere af hvad han havde forventet, at hun mente at det var hans skyld. Måske var det hans skyld, men ikke på den måde hun nok tænkte, trods deres uoverensstemmelser havde Valkar ej talt dårligt om Liv. Hun var tvillingernes mor det kunne han ej ændre, hvad han havde gjort var byde dag og Nat ind i et hjem der så dem og udfordrede dem til at bedre sig. Så det giftige blik blev hverken gengældt eller andet, istedet lod Valkar sit blik trist falde på sin datter der snart skulle skilles fra ham.
"Sig til hvis jeg kan hjælpe" tilbød han, dog var det nok nærmere Dag end Liv der ville tage imod den.

Dag sukkede en smule lettet da Sakse fulgte efter Nat, men blev straks anspændt igen, som Liv vendte sig, og tog de første skridt mod Valkar. Følelsen i lokalet var tæt, og Dag bed sig let i læben, som hun så deres skæbner spænde sig ud for øjnene af hende.

En dyb lettelse satte sig i hendes åndedræt øjeblikket inden Liv faktisk vendte sig mod hende. Dag havde set de ikke ville tage konfrontationen, ikke nu ihvertfald. Dag smilede til sin mor, et smil båret af lettelsen og et forsøg på at gøre bod på Nats opførsel.
"Tak mor... Men jeg skal ikke have den bamse med tilbage, den er jo ødelagt" påpegede hun lidt forsigtigt. Tanken om at den kunne repereres slog hende ikke. Normalt når Nat ødelagde noget, så var det bare væk. Hun ville have fjernet den selv, men orkede ikke forsøge sig med benene nu. Hun var sikker på hun nok skulle få brug for alt sin energi på turen. "Men du må gerne pakke mit tøj derover mor" bød hun i stedet og pegede mod kommoden der holdt hendes tøj, hvor to af skufferne stadig stod halvåbne fra Nats roden rundt tidligere.

Dags blik faldt mod hendes far da han også tilbød sin hjælp. "Morgenmad kunne være en idé. Nat og jeg har hvertfald ikke spist" foreslog hun. Hun nægtede også at skulle rejse med Nat hvis han skulle være sur og sukkerkold indtil frokost.