Zahinael var vant til at blive vækket om natten, så den del var ikke ny. Men det plejede at være af en kendt person, der råbte hans navn og sit eget ærinde. I nat blev der blot banket på. Usædvanligt. 
Nogenlunde vågen, trillede han sidelæns ud af sengen og greb en mørkegrøn silkekåbe fra en stoleryg på vej ud af sovekammeret. Hans brystkasse var synlig og sårbar under den, men den dækkede dog mere private dele af dæmonen. Han greb en kniv og fortsatte hen til døren. Nok ville der stadig have været nogen nedenunder, men man kunne aldrig være for forsigtig. Når der kun blev banket, kunne der være sket noget uventet, og Zahinael kunne blive tvunget ud i kamp. 

Døren til soveværelset lukkede han en smule til bag sig. Hvis det var ubudne, voldelige gæster, ville den stadig slumrende kvinde blive til gavn for ham, men hvis det bare var en ny underordnet med en ligegyldig opdatering, kunne hun lige så godt få lov til at sove videre. 

Varsomt åbnede han døren, og så ...
"Storm? Mia?" Et øjeblik var der kun overraskelse på hans ansigt, men det gik hurtigt over i et stort smil, og han trådte til siden, åbnede døren helt og slog ud med armen. "Sikken uventet overraskelse! Kom ind, kom ind, og fortæl mig endelig hvad I to af alle væsner har brug for så sent."

Havde det bare været Storm, havde velkomsten ikke været så varm. Zahinael var ved at være lidt træt af knægten, og prøvede ihærdigt at finde undskyldninger for ikke at have ham stående i sin lejlighed flere timer om dagen, men nu kom han med Mia... Det var interessant. Det var for det første ikke noget, Zahinael havde sat ham til, og for det andet, havde han slet ikke regnet med at se mere til Mia, før han havde haft tid til at grave lidt mere i hendes evner. Men her var hun, sammen med hans tvungne tilskrevne, lidt uduelige livvagt. Der var en historie her, han blev nødt til at høre. Sikkert efter Mia var færdig med at gå i panik over, at han ikke var en bibliotekar. Naive pigebarn.

Storm stod lidt uroligt for toppen af trappen, stadig med en hånd på Mias skulder. Han vidste, at dæmonen var vant til at blive vækket om natten, men derfor var han ikke ligefrem tryg ved situationen. Han virkede gnaven nok ved at se Storm om morgenen og halvdæmonen var ikke i tvivl om, at han ikke var populær ved sin overordnet. Men det var heller ikke nogen af dem, der havde haft idéen med, at han skulle lege livvagt for den så meget ældre dæmon. Den mand kunne tydeligvis klare sig selv.
Han sank en klump, da man kunne høre bevægelse på den anden side af døren, og han rettede sig lidt op og lagde sit ansigt i de rette folder, uden at se på pigen ved sin side.

Overraskelsen var tydelig på Zahinaels ansigt, men i stedet for at lægge sig i mindre positive folder, dukkede der et stort smil frem på mandens ansigt. Storm kunne ikke skjule sin forvirring over den varme modtagelse, men han skubbede da blidt den lysende pige ind af døren, inden han slap hende og uden at se sig tilbage, lukkede døren bag dem. Det virkede næsten som om, at Zahinael kendte Mia? Han kastede et meget kort blik på pigen, inden han rømmede sig og aflagde rapport.

"Jeg var på vej hjem fra den opgave, De havde sendt mig ud på, da jeg hørte noget tumult i en gyde. En anden kriger fra Mørket jagtede pigen her. Jeg greb hende og fik Ash, den anden kriger, til at aflægge rapport. Han mente, at han havde fået ordre på at dræbe hende, men jeg genkendte hende fra en eftersøgning, De havde haft fremme og snakket om med en anden, og mente at hun skulle fanges i live. Vi besluttede, at jeg skulle tage hende herhen til Dem for at finde ud af, hvem der havde ret." Han skøjtede let og elegant hen over detaljerne. Skænderiet med Ash, truslerne og pigens velrettede spark. Og selvfølgelig Storms hjælpsomhed og turen hjem til ham selv for at lægge forbindinger. At Zahinael selv tydeligt kunne se hendes forbundne hænder, måtte han så tage som det kom. Om Mia ville afsløre, hvad der ellers var sket, kunne han ikke forhindre hende i, men han håbede, at hun forstod, at det var mellem dem.

Genkendelsen var der med det samme at døren blev åbnet og de blå øjne landede på manden i silkekåben. Den kunne beskrives som et slag i ansigtet. En voldsom blæst, der piskede mod hendes kinder. Men der var noget ved smilet, der ikke passede til billedet, hun ellers havde af manden. Og blikket - blikket var noget af det første, hun fokuserede op. Blikket var anderledes. Anderledes nok til, at hun var sikker på, at det ikke bare var de manglende briller. Det var lige ved, at hun konkluderede, at det ikke var Techers, så… forandret virkede han. Men han havde kaldt hendes navn. Navnet hun ikke engang havde fortalt ham.

Stjernens fokus var så intenst rettet mod Techers, at hendes ben tog over for styringen af dem selv og førte hende henover dørtærsklen, som Storm førte hende indenfor, som han havde gjort på deres tur fra hans egen bolig. Her duftede af bøger og blæk. Og pergament. Præcis som det duftede af i biblioteket. Bare mindre af støv. Og mere af noget… andet. Noget tungere. Hendes lugtesans var desværre ikke meget bedre end et menneskes, så hendes lugt-genkendelighed havde ikke nok at gå efter.
Ligesom at genkendelsen havde trådt til, var den lige så tydelig at se i hendes ansigt, som flammen i et mørkt lokale. Store øjne, der stirrede så åbenlys. Kæben der havde faldet og fået læberne til at skille sig diskret fra hinanden. Forundring, var hvad der spillede stærkest i dét øjeblik, indtil hun tillod for ting, hun i underbevidstheden ikke var glad for, falde på plads. Til dels pga. ordene som Storm rapporterede. Med den slags sagt højt, kunne hun ikke benægte det på samme måde.

Det var virkelig ikke fordi, at hendes ansigtsudtryk ændrede sig meget. Det var ikke meget mere end en spænding omkring øjnene. Men den opbyggende frygt var bestemt ikke til at tage fejl af. Man kunne ane, hvordan hendes krop var blevet mere stiv. Der var betydeligt mindre naturlige muskeltræk.
Ufatteligt forsigtigt tog Mia så sit første skridt bagud. Storms hånd var der ikke til at hverken stabilisere hende eller holde hende fast. Hendes fyldige øjenbryn havde sat gang i en lille krumning, der kun blev mere markant, som hun fik tvunget øjnene fra Tec-… Zahinael for at søge svar hos Storm. Og så tilbage på Zahinael, før hun overhoved kunne nå at opfange særlig meget. Endnu et skridt blev taget bagud. Og et til. Alle mulige advarselssignaler ringede i hende. Hun havde før mødt en mand, hun ikke kunne læse. Men Zahinael var ikke en, hun ikke kunne læse. Det var blot gået op for hende, at hun før ikke havde kunne fange en eneste revne i hans forhenværende persona. Og dét skræmte hende. Med ét drejede hun omkring på hælen, værende det lidt klodset - for at skynde sig mod døren, de netop var kommet ind ad. Tog i håndtaget. Hun havde ikke hørt den blive låst efter dem…

"Kløgtig som altid, Storm," kommenterede Zahinael med et anerkendende nik, og klappede ham to korte gange på skulderen, mens han trådte frem mod det umage par. Storms frie hånd fik stukket den kniv, Zahinael havde holdt, for han havde brug for at være afvæbnet. "Det var den helt rigtige ting at gøre, for der er-"

Det var her Zahinael nåede Mia. Han havde set trækningerne i hendes ansigt, den bævende mundvig, de dirrende øjne. Som et dådyr, forvildet midt ind i byens midte og uden at kende vejen ud. Det var præcis, hvad hun lignede, og det var præcis, hvad hun var. 
Som hun vendte sig og tog de to skridt mod døren, tog Zahinael ligeledes to skridt hen mod hende, og som hendes hånd skulle til at lukke sig om dørhåndtaget, smøg Zahinael sin arm ned under hendes og afveg dermed håndens retning. Den blev ført opad, mens hans anden hånd lagde sig på hendes hofte, og han vendte hende rundt i en så elegant bevægelse, at det kunne have været et dansetrin. 
"-absolut ingen, der skal vove at krumme et hår på hovedet af Miaplacidus," fortsatte han sin sætning, mens han førte hende over mod en stol. "Kæreste pige, sikken tilstand du er i, er det Ash, der har gjort dette? Du trænger også til noget at drikke, ikke? The?"

Forsigtet strejfede han en af hendes hænder og sendte hende et bekymret udtryk. Alle hans bevægelser var elegante og blide, forsigtige, som var han bange for at hun var blevet så skåret, at han ville få hende til at revne ved sin blotte berøring. Inden hun rigtig fik tid til at svare, rettede Zahinael sig op - taktisk placeret nu mellem Mia og døren - og vendte sine ord mod Storm, mens han tog en olielampe op for at tænde den, så rummet kunne blive lyst op af andet end det spæde månelys.
"Storm, sig mig, hvem er denne Ash? Bare en uduelig kriger, der ikke kan læse, eller bør jeg gøre noget seriøst ved ham for denne forseelse? Du tog ham ikke med herhen?" Dæmonens stemme var stadig overraskende venlig, helt uden den normalt kyniske undertone, men kulden var kun et par grader væk, og hans ordvalg var stadig til den foruroligende side. 
Hvis der var en generel misforståelse om, at Miaplacidus skulle aflives, skulle noget drastisk gøres, før Mia fik lov til at vandre frit på gaden igen. Meget få ting betød noget for Zahinael, men netop denne stjerne ville han ikke for noget i riget se død. Hun var et for stort mysterium, og han havde intentioner om at få mange flere svar, før hun drog tilbage til himlen.

Tavst tog Storm i mod kniven, han kun kastede et kort forvirret blik på, inden han så mod Zahinael og Mia. Mias forsøg på at flygte og dæmonens elegante måde at få hende ind i rummet. Selv blev han stående. Der var ingen tvivl om, at hans overordnede havde overtaget situationen, og et eller andet sted, var Storm lettet. Ansvaret var ude af hans hænder nu, og selvom han stadig havde det dårligt over at have givet Mia til dæmonen, var beslutningen taget. Så måtte han bare leve med den, som han levede med så mange andre ting, han havde gjort igennem sit liv.
Zahinaels ros og klap på skulderen hjalp ikke på noget. Overhovedet. Det var ikke en mand, han havde lyst til at få ros af, selvom det var bedre end at være på hans dårlige side.

Spørgsmålet om Ash fik Storm til at synke en klump. Han skyldte ikke vampyren noget. Men ligefrem at servere ham for en som Nael på et sølvfad... Han rømmede sig.
"Han var tydeligvis overbevist om, at han havde fået ordre på at slå hende ihjel. Om han har misforstået noget eller om det virkeligt er, hvad han har fået besked på, skal jeg ikke kunne sige." Det var sandt. Det eneste Storm var sikker på var, at vampyren virkeligt gerne ville dræbe Mia og at truslen om Zahinael var det eneste, der havde forhindret ham i det. Dæmonen måtte selv finde ud af, hvilket af de to scenarier, der var det rigtige.
"Han valgte selv ikke at tage med, og taget hans tilstand i betragtning, tænkte jeg, at det var sikrest for fangen." Og for ham selv, men det var ikke så vigtigt. "Han havde allerede drukket blod af hende én gang."

Hans blik gled til Mia for et kort øjeblik for at se, om hun var okay, men han flyttede det hurtigt igen, for ikke at afsløre for meget. På den ene side ville han gerne blive og være der som en støtte til hende, hvis han da havde positionen til det, men på den anden side ville han egentligt helst gerne ud derfra og aldrig se hende mere. Ikke vide, hvad der skulle ske med hende. Det lille værelse de lige havde forladt, virkede tillokkende, han ville gerne sove. Selvom han tvivlede på, at det ville blive til meget søvn den nat.

Ud fra stjernen perspektiv, mistede hun al kontrol overfor sig selv i dét øjeblik, at Zahinael strøg ind bag hende, som var hun pludselig blevet forvandlet til en marionetdukket. Hun så blot til, hvordan hendes arm blev løftet, uden at hun lagde mærke til musklernes tiltræden, og hendes øjne havde vokset sig endnu større. At blive snurret rundt føltes mere som, når en projektion gik fra et billede til det næste. Først så hun døren foran sig og det næste øjeblik var det bibliotekarens forkerte ansigt til trods for, at hun havde haft ryggen til ham et enkelt sekund tidligere.
Styringen vendte kun helt tilbage til hende, da hun blev placeret på en stol. Og dér var hun blevet alt for lamslået til at reagere på anden hvis end at løfte hagen og se direkte mod manden, som han talte til hende. Så bekymringsfyldte og… kærlige ord. De gjorde hende utilpas. Måden han talte på. Måden han havde ført hende. Det havde været unaturligt.

Den uendeligt blide berøring fik hende straks til at rykke lidt på hånden og knugede den en smule tættere, som var den virkelig så øm og beskadiget, at det havde sendt et jag af svie igennem hende. Det var ikke tilfældet. Håndryggen var der sket intet med og de rå-revne håndflader gjorde sig egentlig kun til, når man pressede ned på dem, men strøget havde forskrækket hende nerver, til hendes egen misfornøjelse. Hun kunne ikke lide, hvor jumpy hun var overfor Tec-…Zahinael.

Med ét var hendes blik vendt mod krigeren, der på en måde både var skyld i, at hun ikke led under Mørket men samtidig var skyld i præcis dét. Den eneste forskel var hvordan hun led. Dette havde indtil videre været klart mindre smertefuldt, så det kunne hun vel være taknemmelig for. Hun fangede hans øjne for et splitsekund, hvilket var langt fra nok til at danne sig et billede ud fra ham.
Spillet i hendes ansigt og særligt omkring hendes mund fortalte en helt fortælling om, hvordan hun ønskede at sige noget men ingen ord kunne finde sin vej frem på hendes tunge. Hendes blik faldt og så snart det blev nævnt, hvordan hun havde været offer for vampyrens næringsindtag, flyttede hun sin ene hånd henover, hvor hun var blevet bidt. Klemte lidt omkring underarmen. Hun huskede det ikke som værende et traumatiserende øjeblik, men hendes krop havde lidt andre meninger. Hun sank tungt, før hun så op igen. Før hun rejste sig op igen.
Gulvbrædderne under hende knirkede noget så svagt, men stolen gav ikke den mindste lyd fra sig. Heldigt for hende, så var hendes plan ikke at liste væk. Den ene arm lå stadigvæk henover hende for at holde om den anden. Hun så endnu mindre ud, end hvad hun var, iført den noget større jakke, så måden hun fremstod, gjorde hende ikke just mere intimiderende at se på. Men hendes hoved var løftet og de blå øjne veg ikke konfliktskyende væk.

”Er du Zahinael?” spurgte hun.

Zahinael mødte Mias blik og prøvede at tyde det væld af følelser, de udstrålede. Det hele flød sammen, og hun frøs sikkert også, men det var heller ikke det vigtigste, hvordan hun havde det lige nu. Det vigtigste var at hun var her. Hun skulle ingensteder lige forebløbigt, stod det til Mørkets spionmester.

"Det er et navn, jeg ynder at blive kaldt, ja," svarede han smilende til Mia, der havde lagt større afstand mellem dem ved at rejse sig op. Da hun havde siddet ned, havde han haft en god unskyldning for at bøje sig ned mod hende. 
Hun genkendte ham uden tvivl, selv uden briller og kun iført morgenkåbe, men før hun spurgte, ville han ikke give hende mere at gå på. Hvis der var dele af hans lille bibliotekar-optrin, hun ikke havde forstået endnu, var det meget sjovere at se hende binde trådene sammen én efter én lige her midt i hans stue.

Nu lyst lidt op af den olielampe, han havde tændt og sat fra sig på bordet nær stolen, han havde placeret Mia på, kunne man se lidt af den komfotable indretning, han havde undt sig selv, samtidig med at det hele virkede en smule for ubrugt og velholdt. Det var tydeligt, at han ikke brugte majoriteten af sine dage her, og når han gjorde, sad han i den anden stol ved bordet, hvor puden i sædet havde en afslørende fordybning efter megen brug. Ligeledes var bordet mere slidt, og der lå et par stakke papirer og håndskrevne noter ved siden af tegninger - både hans egne og fra hans folk. Våben og tøj var ikke til at finde herinde, udover den kniv, han havde givet Storm for at Mia ikke ved et uheld skulle stikke sig på den, og hans frakke, der hang ved døren som en mørk skygge af en ekstra person.

"Storm," sagde Zahinael så og vendte hovedet over mod den sidste person i rummet. Hans kropssprog vendte stadig mod Mia, men han havde brug for at få sat Storm til noget, før han flygtede fra rummet. Knægten lignede én, der var parat til at løbe. "Jeg har brug for, at nogen holder nøje øje med Ash, indtil blodet er ude af hans system. Jeg vil vide hver eneste detalje om, hvordan han er påvirket. 

Stemningen i lokalet var klemt, også selvom Zahinael virkede så glad og velkommende. Måske var det det, der gjorde det så sært. Mia virkede ikke til at falde for det, hvilket Storm næsten havde lyst til at rose hende for. Hun havde sagt, at hun var naiv, men det modbeviste hun alligevel, når hun ikke tog Zahinael for den glade mand, han lige nu gav sig ud for at være. Der var noget i mellem dem, som Storm ikke kendte til, og selvom han var nysgerrig, havde han ikke noget behov for at vide, hvad det var. Det kom ikke ham ved. Intet af dette kom ham ved. Sådan sagde han i hvert fald for sig selv, mens han undgik at se på Mia.

Han rettede sig automatisk lidt op, da Zahinael vendte opmærksomheden mod ham. Ordene fik ham til at skære ansigt, selvom han forsøgte at lade være. Holde øje med Ash. Det var der flere problemer med. Han anede ikke, hvor vampyren var, eller hvor han holdt til. Og de var jo ikke ligefrem på god fod, så Ash ville nok ikke ligefrem sige ja tak til at have Storm i nærheden. Et stik med en gevaldig lyst til bare at sige ja og gå, for at tage hjem og sove, gled ind over ham. Måske han havde gjort det, hvis det havde været enhver anden end Zahinael, der havde givet ham ordren. Men dæmonen var ikke en mand, han havde lyst til at løbe om hjørner med.

Så han måtte vel bare bide i det sure æble.
"Jeg er ikke klar over, hvor jeg kan finde Ash henne." Han ville kunne bruge hele natten på at lede efter ham. Han var nok oppe og vågen, men om han havde fundet en kro, var taget tilbage til der, hvor han var dagen igennem eller om han måske havde fundet et helt andet sted at være, det var ikke til at vide. Storm kunne sagtens kigge kroer igennem, men hvad så, hvis han ikke var der?
Det var ikke fordi, at han ville fremstå hjælpeløs, det var bare en konstatering, så Zahinael ikke regnede med, at han kunne gå direkte ud og lægge øjnene på vampyren.

Al den snak om Ash, og hvordan han havde sat ænderne i hende, fik kun stjernen til at klemme hånden lidt ekstra fast omkring det bidte område, så man da næsten skulle tro, at det ikke var blevet opdaget endnu, og at hun ihærdigt prøvede at skjule det. Det var holdt med at bløde ret hurtigt, særligt efter at vampyrens savl vist var blevet vasket væk, mens Storm alligevel havde set til hendes skrammer. Men hun kunne godt fornemme, hvordan området var ømt. Eller også var det bare fordi, at hun lagde pres ind mod en skrabet håndflade. Usikkerheden fra situationen var dog stor nok til, at hun ikke stoppede sig selv bare fordi det gjorde lidt ondt. Det gjorde hende vel egentlig lidt ekstra tryg ved at vise lukket kropssprog.

Mia havde ikke benægtet Zahinael den øjenkontakt, som han tog for sig af. Med sit morende smil og overordnede høje humør. Men så snart der blev talt til Storm - og så snart dæmonen valgte gav slip på hendes øjne - fulgte hun med blikket mod hendes følgesvend. Storm virkede alt for langt væk lige pludselig. Særligt med den falske mand stående delvist imellem dem. Blokerede hende den nemme vej ud af stuen.
Hun forstod ikke, hvad der blev snakket om, og det kunne tydeligt ses i hendes lysende ansigt. Det samme gjaldt sænkningen af hendes gløds niveau. Det var ikke meget mere end et par grader, men det gav hendes væsen et markant mindre… strålende udstråling. Det virkede som om at disse mænd, hvis ikke kun Zahinael, vidste noget om hende, som hun ikke selv gjorde, hvilket i sig selv var en absurd ting. Absurd nok til at gøre rynken mellem de fyldige øjenbryn betydeligt dybere, mens hun så frem og tilbage mellem de to mænd.

Hun var i tvivl om, hvor hun skulle holde sin fokus. Hun opleve det hele som ting, der susede over hovedet på hende. Lige akkurat for højt og for hurtigt til, at hun kunne nå og række ud efter dem. Hjertet i hendes brystkasse havde taget fat omkring en rytme, der føltes underligt i brystkassen. Og ærligtalt var det distraherende. Om det var noget så simpelt som hendes afbrudte søvn, der gjorde det problematisk for hende at holde overblik, eller om det var fordi det ene talent faktisk var blevet værre efter den forlængede tid på Jorden, havde hun heller ikke hovedplads til at få styr på, så dét sad pludselig også og trykkede.

Hun havde brug for et mere konkret fokus. At hun ville fortryde, at hun drejede hovedet helt til den anden side og lod blikket falde på skrivebordet, var ikke noget, hun kunne have forudset. Det var fyldt med dokumenter, der nemt blev skannet og arkiveret i hendes hukommelse. Dog var det hjørnet af et stykke papir, hvorpå hun kunne skimme svage rester af grafit, der fangede hendes opmærksomhed nok til at diskret række frem og forsigtigt glide det frem fra dets skjul under andet papir.
At se hende selv var hun vant til, når hun så sig selv i et spejl. Hun vidste, hvordan hun så ud. Men det var første gang, at hun havde set en tegning af sig selv. For det var hende, men selvfølgelig var der detaljer, der manglede. Eller detaljer der ikke var helt præcise. Men også detaljer, som kun en som hende ville kunne lægge mærke til. Hendes kæbe blev stram. Hendes hår var kortere på tegningen end det var nu. Den var blevet tegne for noget tid siden.

"Selvfølgelig skal du ikke gøre arbejdet, Storm," forsikrede Zahinael ham om med et tonefald, der for et øjeblik mistede sin glæde. "Det er ikke det du er ansat til, trods alt. Så ville du jo være langt mere værd for mig. Så det jeg forventer, at du gør, er at gå nedenunder og tale med manden bag skranken. Giv ham en beskrivelse af Ash, hvor du sidst har set ham, og hvorfor det er vigtigt. Han skal nok finde nogen, der er perfekte til at udføre den opgave."

Det  var utroligt så tydelig, man nogen gange skulle være for at folk forstod ens intentioner. Men hvad kunne han forvente? Storm var trods alt kun en fodsoldat, og at han var malplaceret i hæren, gjorde ham kun endnu mere malplaceret her i Zahinaels del af foretagenet. 
Frem for at lade sig selv blive alt for irriteret over Storms manglende kompetencer, skubbede han sine tanker tilbage på Mia - en stjerne midt i hans stue - og lod blikket følge trop. Hendes opmærksomhed så ud til at være blevet optaget af tegningerne på bordet - primært den af hende selv. Et svagt smil dukkede op på Zahinaels læber, og han noterede sig, at der til hans held ikke havde ligget nogen noter synlige, som var vigtige for Mørket eller videre inkriminerende for ham selv. 
Der lå primært små-ordre i kodeform med enkelte noter ved såsom "mød mig ved fontænen over midnat", og dem kunne man næppe bruge til noget. Der lå godt nok et dokument med detaljer om et par bygninger i byen, som Zahinael mistænkte at Lyset benyttede, men uden kontekst, var det blot det: En beskrivelse af et par bygninger i byen og hvem der kom der ofte.

"Ja, ikke helt korrekt, vel?" spurgte Zahinael Mia og tog tegningen af hende op. "Hun tegnede din næse lidt for skæv og dine øjenbryn lidt for høje." Han rakte hende tegningen og lænede sig hen over skrivebordet og tog en anden op, som han rakte hende. "Jeg håber denne her falder mere i din smag."

Tegningen, han nu rakte stjernen, var også af hende selv. Denne gang dog tegnet af Zahinael selv efter deres møde i biblioteket. Det var en af hans pligter at holde tegninger opdateret, så hans folk ikke ledte efter en forkert person, og når han havde tiden, holdt han af at gøre det selv. Han stolede mere på sin egen streg end andres. 
Hans streg var mere hård i udtrykket med dele af tegningen tegnet kraftigt op. Skyggerne lå som en blød kontrast mellem dem. Han havde både tegnet Mia forfra med et interesseret og forundret udtryk i øjnene - et let smil på hendes læber, som var hun lige ved at sige noget, og øjne, der var intenst rettet mod beskueren. 
Nede i højre hjørne var der en mindre tegning af hendes profil med håret strøget om bag det ene øre og hendes kropsholdning antydende, at hun læste i en bog. I venstre hjørne var der to mere grove skitser af hendes kropsbygning og et par noter om det tøj, hun for det meste gik i.

Storms kæbemuskler strammedes, da Zahinael talte til ham. Åh, han hadede den her del. Hvor han var den nederste soldat og folk over ham, behandlede ham som om, at han var idiot. Han var ikke dum, i hvert fald ikke på det niveau, de fleste ville skubbe ham ned på, når de talte til ham. Der var bare mange ting, han ikke vidste, eller ikke kunne forbinde. Som det, han fik at vide nu. Hvor skulle han vide det fra? En vrede begyndte at boble i hans mave. Langt mere værd. Han sank et surt opstød og forblev tavs under dæmonens ord. Da hans ordre var lagt frem for ham, bukkede han let.
"Javel." Hans stemme var toneforladt, og så snart Zahinael vendte sig mod Mia, vendte Storm sig mod døren og skyndte sig ud af den.

Han kom ned af den mørke trappe og stod lidt for bunden af den, svagt pustende for at få sig selv til at falde til ro. Han var vred, vred nok til at hans hænder rystede svagt. Samtidigt havde han det dårligt med at have efterladt Mia oppe med dæmonen, men det var ude af hans hænder nu. Han kunne ikke gøre andet end at følge ordren. Zahinael havde ikke sagt noget om, om det forventedes af ham, at han gik op igen, men kendte han sin overordnede nok, var det nok bedre at tage hjem. Hans tilstedeværelse var ikke ønsket, det var han mere end klar over. 

Da han var faldet nok til ro, gik han ind i butikkens lokale. Der var kun et svagt lys fra et tællelys, hvor der sad en mand og var ved at læse nogle papirer igennem. Udadtil var der lukket for dagen, men der var altid nogen til at tage i mod de folk fra Mørket, der kom forbi.
Storm forklarede kort, hvad der var forventet og manden brummede, mens han skrev noget ned. 
"Vi skal nok finde ham."
Storm nikkede og kørte en hånd igennem sit hår for at få det væk fra ansigtet.
"Spørger han efter mig, er jeg taget hjem. Men jeg tror ikke, at han vil forstyrres."
Manden nikkede.
"Det vil han aldrig. Godnat."
"Godnat." Storm forlod bygningen og traskede hjemad. Det skulle nok blive godt at komme i seng, selvom han var i tvivl om han kunne falde i søvn.

// Out

Zahinael talte, og hun så op. Storm forlod lokalet, og hendes hoved drejede sig automatisk til siden lige tidsnok til at se ham træde igennem døren. Man behøvede på ingen måde at besidde de samme observationsevner som Miaplacidus le Arimh for at kunne se den desperate længsel i de alt for blå øjne.
Storm var ikke meget anderledes end hendes tidligere bekendte bibliotekar. Hun havde skam været klar over at den soldat ikke var andet end dét. En soldat. Kriger. For Mørket. Men Zahinael formåede alligevel at skabe en så utryg atmosfære, at hun nær havde kaldt efter Storm bare for at ikke skulle stå der alene med hans overordnede. Hendes stemme kom dog ikke frem. Hun havde ikke engang nået at skille sine læber fra hinanden, før døren blev lukket i. Han havde ikke taget sin jakke fra hende, før han gik.

Idét lyden af et nyt stykke papir fik hende til at rive blikket væk fra døren, blev det gjort med overraskende rolige bevægelser. Ganske stille og forsigtigt. Havde det ikke været for jakkens dække, så ville det havde været muligt at se, hvordan hun nærmest trak vejret beroligende. Tungere. For at ikke kvæle sig selv med den tunge vægt, hun fornemmede mod sine lunger.
Hun tog, høflig som hun var, imod den nye tegning, som der blev holdt frem mod hende. Hendes øjne havde endnu ikke hævet sig tilbage mod Zahinael, men skannede tegningen - eller tegningerne - med dét umenneskelige glimt, som han måtte have set før. Fra da hun havde dannet sig et detaljeret billede af ham selv. Fra måden hun læste. Observerede. Det præcis samme glimt, som var at finde i den ene af tegningerne. Det var ikke et glimt der varede længe, for dette var mere en genkendelighed frem for arkivering i hendes hukommese. Og hendes kæbe blev atter stram.
Og endelig løftede hun hagen og så på ham. De fyldige øjenbryn lettere krøllet. Forvirret. Ubehageligt til mode. ”Du… I har holdt øje med mig?” sagde hun både med spørgsmålstegn i hver lille krog af hendes stemme. Men også underliggende bebrejdelse. Det gav ingen mening! ”Hvorfor?” Hun så ned igen. Holdte nu begge tegnede stykker papirer frem ved siden af hinanden. En i hver hånd, for at sammenligne. Det var ikke engang fordi Zahinael havde haft opmærksomheden mod hende siden deres møde i biblioteket. Det var længere tilbage end det.

Pludselig kunne hun ikke holde ud at se på tegningerne længere. Ligemeget hvor talentfuldt de var tegnet. Straks lagde hun dem fra sig tilbage på hans bord med et blødt thunk og trak sin hånd tilbage, som havde hun brændt sig på dem.
”Jeg blev aldrig fortalt, hvad der ville ske med mig, men jeg fulgte med, fordi jeg blev fortalt, at du ønskede at møde mig. Men, men… Det var en løgn? Du har mødt mig.” Med ét spredte en bredere genkendelighed sig i hendes ansigt, og hun blev nød til at tage nogle skridt væk fra ham. Skabe lidt afstand. Lige som jeg husker nuancen i en grønthandlers øjne som den nuance, jeg ser i dine.

"Du, Miaplacidus, er en stjerne," Zahinael tilbagelagde afstanden mellem dem ingen hun rigtig kunne nå at skabe den. Han tog en hånd op og strøg en forvildet hårlok væk fra hendes ansigt. "I starten holdt vi øje, fordi der var mystiske rygter om en gudesendt kvinde på mission fra en kult i Lazura. Og om jeg ikke var glad for at finde ud af, at du ikke en gudeskabning, der går på jorden. Det ville være ærgerligt for de mennesker, du måtte komme i kontakt med i hvert fald."

Zahinael smilede og vendte sig fra Mia og gik over til den ene væg, hvor en lille firkantet skabslåge sad på selve væggen. Han åbnede den og afslørede, at det var et skab bygget ind i væggen. Hvad man ikke kunne se var det lile hejseværk, der førte indholdet af skabet nedenunder. Zahinael satte to beskidte thekrus derind  og hev i en snor, så skabet forsvandt af syne og der blod var et hul i væggen tilbage. Så begyndte han at rode lidt i en skuffe, mens han fortsatte. 

"Vores samtale på biblioteket handlede om at finde ud af, om du så virkelig var en stjerne, som de nye informationer sagde. Dem havde jeg lige fået på det tidspunkt, men den underordnede, jeg havde sat på opgaven, vendte aldrig tilbage til mig med be- eller afkræftning. Så jeg måtte tage sagen i egen hånd," han vendte sig kort mod Mia og sendte hende et smil. Noget lavede en skurrende lyd i væggen. "Så når mine folk fortalte dig, at jeg ønskede at møde dig, løj de ikke for dig. De ved slet ikke, at vi har mødtes før."

Skabet dukkede op i væggen igen, denne gang med to nye, dampende krus. Forsigtigt tog Zahinael dem ud og satte dem på en lille bakke, han havde rodet med. Der lå et par forskellige thebreve allerede, og han bare bakken med breve og krus med varmt vand hen til Mia. Hun var rykket til væk fra bordet, så han slog ud med hånden mod stolen, da han havde sat bakken fra sig. 
"Lad mig understrege, at du ingen fare er i her. The?"

Det krummede sådan i hendes mave. At høre ham indrømme, at han havde holdt øje med hende. Overvåget hende. At det ikke kun omhandlede for nyligt. At det havde stået på længe. Meget længe. 538 dage. Siden hun faldt. Det gav hende mavepine, som hun aldrig havde oplevet det før. Dette var ikke fordi, hun havde spist for meget. Dette var ikke fordi, hun var sulten. Det var ikke engang fordi, hun havde fået en ordentlig mavepuster. Ingen havde slået hende. Stolen virkede pludselig ganske tiltrækkende, som den blev tilbudt hende igen. Noget var forkert i luften…

Men dampen fra krusene var mindst lige så fristende. Hun frøs. Mere end, hvad hun oprindeligt havde lagt mærke til. Det lykkedes hende at tage blikket væk fra Zahinael længe nok til at skæve mod dem, som de stod på deres bakke i blandt forskellige velduftende urte-, blomster- og frugt blandinger. Hun sank. Tungt. Besværget. ”Der… skulle ikke have været nogen grund til at…” Hun færdiggøre ikke den sætning. Idét hun endelig tog mod til sig for at række ud efter den ene af krusene, blev det gjort med umådelig forsigtighed. En enkelt gang trak hun sin hånd tilbage, som havde den lette berøring med fingerspidsen givet hende stød, men i sidste ende tog hun det op i sine hænder.
Det sveg, som de ømme håndflader lagde sig ind mod krusets overflade. Nok til at have hende suge luft ind mellem tænderne, men ikke nok til at holde hende fra at holde om det varme porcelæn med begge hænder. Det varmede så vidunderligt. Det mindede hende om varme bade. Hun drak ikke fra varme vand. Smagløst som det alligevel var, uden tilsætningen af et tebrev. Hun holdte bare om det. Så ned i det dampende vand.

Chokket kom som ud af ingenting. Det burde virkelig ikke have taget hende så lang tid, men lang tids blindhed krævede også længere tid at blive fjernet. Da det først var sket, reagerede hendes krop voldsomt, som havde nogen skubbet hende. Hun tabte kruset og gispede forskrækket, da det landede på gulvet med en høj lyd. Skoldende vand sprøjtede ud til alle sider, og Mia trådte straks skridt væk. Blokeret af stolen, havde hun nær væltet over den.
Hun var pludselig blevet meget bleg til trods for, at gløden stadig strålede fra hendes hud. Fluks sprang hendes øjne op fra kruset, det i det mindste ikke var klirret, og op på Zahinael med samme skræmte udtryk. ”Din underordnede. Du mener ikke Storm, gør du vel?.." Var det kvalme hun følte? ”Cayden Roux er en historiker. Ikke en kriger.” Mænd lyver.

Ikke en mine gled over dæmonens ansigt, da koppen blev tabt, og det kære lille pigebarn fik et så forskræmt udtryk på ansigtet, at enhver med bare skyggen af medfølelse ville have givet hende et varmt og kærligt kram. Lidt vand sprøjtede op på Zahinaels ben, og han nød den ekstra varme i det ellers kolde rum. Frosten ville snart nå helt herind i midtbyen og lægge sig på hans ruder, og så ville han overveje at få en permanent magiker til at varme huset op til en behagelig temperatur. For nu fokuserede han på de rum, der indeholdt folk.
Han lod hende få et par sekunders ro i hovedet efter koppen var holdt op med at dirre på gulvet. Der gik tydeligvis mange tanker igennem hendes hoved. Desværre så det ikke ud som om, hun faktisk lagde to og to sammen. Fast besluttet på ikke at være blevet ført bag lyset. Udnyttet. 
Naivt. Nok var hun ny her på jorden, men hvor lang tid ville det tage at indse at de færreste ville én det bedste? Zahinael var måske noget af det tætteste hun ville komme på en, der ville hende det bedste. Han var i hvert fald fast besluttet på at sikre sig, hun ikke sprang i luften her midt i hovedstaden. Selvom de fleste omkomne ville være Lysets tilhængere, ville det skaderne på bygninger gøre det svært for Herren at sætte sig på tronen. Og de havde nogle enkelte meget vigtige operativer, der helst skulle ud fra byen, inden sådan noget skete. Mia ville med sikkerhed være sønderknust, hvis hun vendte tilbage til himlen og kunne skue ned på et gigantisk krater, hun selv havde lavet. I hvert fald, hvis hun ikke inden var blevet overbevist om, at det var for alles bedste.

"Mhn, så Roux' tydeligt trænede overarme lod dig narre til at tro, han blot bar på mange bøger dagligt og ikke sværd? Tsk, tsk, jeg antog dig for at være klogere, Mia," svarede Zahinael roligt og samlede tekoppen op. "Vores samtale på biblioteket ledte mig i hvert fald til at tro, at intellektet intet fejler hos stjerner."
Han stillede tekoppen tilbage på bakken og gik hen til det lille tekøkken for at hente en klud. Dovent smed han den på gulvet og trådte den i lidt bedre position med den ene fod, hvorefter den fik lov til at ligge og suge så meget vand op, den kunne. Zahinael gad ikke bruge for meget tid på det, men visse forholdsregler måtte tages, når han hverken gad have tjenestefolk rendende eller fugtskader i sine træplanker. 

(( Storm er taget hjem for at græde ))

Illusionen var for alvor faldet. Hun kunne ikke længere finde undskyldninger for, at Cayden Roux ikke havde løjet for hende. At han ikke havde misbrugt hendes tiltro til ham. At han var falsk. Og det gjorde mere ondt end, hun nogensinde havde kunne forestille sig. Det var kvælende. Hun kunne ikke få ordentligt med luft ned i lungerne. Hendes mave trak sig kun yderligere sammen, og hendes læber var let skilte ad som, stod hun blot og måbede over det. Stirrede på Zahinael med et lille bitte hård om at bare finde noget, der kunne indikerede, at han ikke havde så sviende ret. Men det havde han. Selvom hun ikke kunne læse ham, som hun kunne læse andre, så vidste hun, at han havde ret. Hun havde bevidst ladet sig narre. Bevidst set væk fra alt, det der ikke passede ind med forklaringerne. Havde hun ikke bevidst nægtet at se revnerne i løgnene, ville hun ikke…

Endelig kunne Mia se væk fra ham. Hendes hoved piskede først til den ene side i søgen efter… noget. Og så lidt efter til den anden side. Hun kunne allerede fornemme hjertets overarbejde. ”Kan… Kan jeg gå nu? Her er koldt, og jeg vil gerne… hjem. Jeg er sikker på, at Go-..” Hun stummede. Læber presset hårdt sammen i det de alt for blå øjne søgte tilbage til ham. Frem for at hun lignede et skrækslagent dådyr længere var hun mere på nippet til et såret barn. ”Jeg er sikker på, at de leder efter mig efter, hvad der skete med Ash,” afsluttede hun. Efter stuntet ved døren, da de var ankommet var der ikke store chancer for, at han faktisk ville lade hende gå men hendes håb var som hende. Naivt.
Stjernen var heller ikke helt så meget for at tage tilbage til Kyklopen. Hun huskede stadig den dræbte mand i døråbningen til hendes værelse. Han var sikkert blevet fundet nu. Blevet fjernet. Og de få dråber af hendes eget blod fra bidmærkerne var sikkert også blevet opdaget sådan som de havde malet de råhvide lagner rødt. Men hun ville ikke vare her længere. Alene med ham. Særligt ikke nu, hvor hun var blevet fyldt med skam.

Forsigtigt lagde hun sine arme om sig selv. Knugede begge hænder om hver sin overarm.

"Selvfølgelig," svarede Zahinael med et overbærende smil. "Lad mig hente dig noget tøj - det der kan du ikke begive dig udenfor i."
Før hun kunne svare, var han forsvundet ind i soveværelset, hvor hans sengevarmer stadig lå og boblede i sin søvn. Hun havde haft noget ekstra tøj med sig, og han kunne altid sende hende hjem i noget af sit eget gamle eller sine tjeneres. Med Mia lige nu skulle det bare gå stærkt, og de var vist omtrent lige høje. Han greb et par tykke bukser og en varm overtrøje fra bunken og kom tilbage ud i rummet til Mia lige så hurtigt, som han var forsvundet. 

"Det her bør være varmt nok at komme hjem i, og pænt nok til at ingen antaster dig på vejen," sagde han og rakte hende tøjstykkerne. 
Han lod hende få et øjebliks stilhed, men talte videre, før hun kunne nå at afbryde ham og takke nej til det. I hans hus havde hun ikke et valg. Kun illusionen om det. 
"Mia, jeg kan ikke garantere at Ash ikke stadig leder efter dig og ønsker... mere," en bekymret rynke trådte frem i hans pande, og han trådte tæt nok på til at kunne bøje sig lidt faderligt ned over hende, frem for at tårne sig op. "Hvis du tillader det, vil jeg gerne sende en af mine folk med dig for at sikre dig en fredelig hjemtur. Nu hvor ordet er begyndt at sprede sig om din herkomst, er jeg bange for at flere vil forsøge sig på dit liv, eller det der er værre. Jeg ønsker ikke at noget skulle ske dig her i byen."

Mias hoved sprang straks op. Havde hun ikke allerede set op ham, ville han ikke have været i tvivl om, at hun gjorde det nu. Øjnene gjort større af overraskelse. Ansigtets usikre og nervøse folder havde for en stund forladt hendes lysende ansigt. ”Ne-! Ven-…t..” Men han var allerede væk, før hun overhoved havde nået at reagerer på noget, og alt hun kunne var at stå stille på sin plads og se ham forsvinde ind i et andet rum.
Han lod hende gå? Der var noget dybt forvirrende ved det. Efter måden Storm havde trukket hende med sig, havde ikke givet hende indtrykket af, at hun bare kunne… tage hjem sådan bare uden videre. Hvorfor gå igennem så meget besvær blot for at… se hende? Hun fjernede blikket fra, hvor dæmonen havde forsvundet til, til fordel for at kigge mod døren. Hun havde fået accept. Men han var tilbage inden hun så meget som kunne dreje fødderne i retningen af døren, og hun så straks mod ham igen, da han troppede tilbage mod hende.

Stjernen var meget tøvende med at tage imod tøjet, og han måtte stod med det rakt frem i et godt stykke tid, før hun vovede at slippe sig selv og forsigtigt tog imod det. Hun iførte sig det dog ikke med det samme. I stedet holdte hun det blot ind mod brystkassen. Den anden frie arm hang nu slapt ved siden.
Med en form for automatik rystede hun så på hovedet. Ganske let, men stadig med en panisk barnlighed, der hang ved i blikket, hun så op på ham med. Ikke påvirket af hvor tæt han stod på hende i øjeblikket. Hendes hoved var fyldt med alt muligt andet end det ubehag det fremprovokerede. Hun syntes endda at selv læne sig tættere frem, som hun talte. ”Jeg forstår ikke! Du har nok ret i, at min intellekt i sandhed er fejlagtigt, for jeg forstår stadig ikke, hvorfor nogen ville ønske mig død.. Eller værre.” Ordene faldt ud ad munden på hende, som havde hun holdt dem inde i sig selv længe. Længe før, hun var blevet ført til bogbinderiet.
”Du påstår det er en misforståelse, men…” Igen måtte hun tie. Ordtråden var blevet tabt igen og der lå en anden mere behersket stille tone på hendes stemme, da den vendte tilbage, dog med et lidt andet emne. ”… Du må ikke bebrejde mig for meget, men jeg har svært ved at være taknemmelig overfor din bekymring. Jeg ønsker ikke lyve, men jeg har ingen kontrol over mine følelser. Ikke hernede i blandt jer jordiske.” Til gengæld kunne man lige skimme, hvordan hun heller ikke brød sig meget om, at have det netop på den måde. For logisk set ville hun jo gerne være taknemmelig..

"Hør," Zahinael stoppede op. 
Egentlig havde han ikke været ved at vende sig mod skrivebordet, sådan rigtigt, men på den måde han nu fokuserede på Mia på, virkede det som om han pludseligt besluttede sig for at give hende al sin opmærksomhed. Han bøjede sig en smule ned foran hende og rakte sin ene hånd ud for at lægge den over hendes, der stadig holdt fast på det tøj, han havde kastet i favnen på hende. Hans bevægelse var langsom og afmålt uden skyggen af at være truende. Den kontrollerende adfærd syntes at være forsvundet ud ad døren med Storm, og nu med kun Mia i rummet, var det som om han næsten kunne formå at skabe en vam stemning omkring sig. Næsten.

"Jeg ved ikke, hvad hverken Ash eller Storm har fortalt dig om hele affæren," begyndte han sin forklaring. "I det hele taget er de fleste af dem, jeg arbejder med, hurtige til at gå med den voldelige løsning og bange for lige at tænke sig om en ekstra gang. Jeg satte en undersøgelse omkring dig i gang af flere grunde. Du er noget helt specielt, helt unikt, Mia. Intet som dig er set i mange tusinde år, og det er på godt og ondt."
Zahinael løftede øjenbrynene lidt og sendte hende et halv medlidende smil. 
"Din glød vil for mange være tiltrækkende. Se bare på Cayden. Stakkels dreng, der troede, han beskyttede dig ved at holde din oprindelse hemmelig. Han antog straks at jeg ville ty til vold, hvis jeg kendte til dig, men han er blot endnu en af dem, der ikke tænker en ekstra gang over tingene. Hvis du havde vist dig at være en mægtig stjerne med formålet at lade hele byen gå op i flammer - det er beskrevet før i historiebøgerne - så ville jeg selvfølgelig have gjort noget for at beskytte, hvad jeg har kært, men det modsatte gør sig jo netop gældende her. 
Mia, du er det mest nænsomme væsen, og mens dette drev Cayden til et misforstået forsøg på beskyttelse, driver det andre til at søge at udnytte det. Netop din manglende forståelse for, hvordan væsner hernede tænker, gør dig ekstra sårbar over for den slags svig  -  hvis Cayden kunne narre dig, hvordan ved du så at du er sikker, hvor du bor?
Jeg indrømmer, at dette ikke var den bedste måde, vi mødtes igen. Jeg misledte dig også på biblioteket, dog kun for en stund, og kun med intentionen om at finde ud af, hvor meget du vidste om dig selv, og for at vide, om dine intentioner her på jorden ville bringe fare med sig. 
Nu hvor jeg har set dig og ved, at dette ikke er tilfældet, ønsker jeg blot at holde dig fra yderligere sorg. Det lyder end ikke til, at du selv ved, hvor langt dine kræfter rækker, og jeg ønsker ikke at dit lys skulle ende med at volde skade - hverken for andre eller dig selv."