Vertis åbnede karetens dør og trådte ud i den strållende efterårssol. Selvom sommeren just var ovre bar den nordlige luft en kølig kant, og forskellen fra vognens varme indre fremprovokerede en skælvende kuldegysning fra den gamle dæmon. Han rettede hvileløst på det skræddersyede tøj, der hang på hans magre krop.

Kareten var stoppet foran den lukkede port i slottets ydermur, og kusken var allerede løbet afsted for at skaffe Vertis og hans følge en audiens hos slottets ejer, den enigmatiske Valkar, der gav ly til nekromantikeren Jezebel.

Lyden af de tunge støver der marcherede med faste skridt på gangen ekkoede kort, før lyden af en næve mødte døren til rummet Valkar opholdte sig i. "Kom ind Herbert" bød slottets herre, hans vagtmesters trin var ham ganske bekendt efterhånden, samt den pause han tog før han samlede sig om at forstyrre slottets herre. 
Herbert bukkede kort og delte sin besked "Deres excellence, der er ankommet en karet der ønsker fortæde for dem, men det lader ej til at være nogen de har mødtes før, en Daman Pallihseaf" vagtmesteren kløede sig efterfølgende i det gråsprængte skæg. Valkar derimod rynkede brynene, han nød skam gæster, men efter en ubuden en af slagsen var han endt mere påpasselig end før.
Beslutsomt rejste slottets herre sig og tog kappen der havde lagt henslæng over en diva i hjørnet "Meget vel før denne hr. Palliseaf ud i haven, og sørg for at hans folk bliver vel taget imod" han stoppede kort som han selv krydsede dørtærsklen "Samt under overvågning" 

Haven var afblomstret udover en enkel rosenbusk der trodsigt holdt stand mod den begyndende kulde, tilføjende et bordeaux stejf til den ellers grønne og grå pallete. 
Valkar stod i stilhed og ventede mens hans blik hvilede på en statue af en engel. Englen stod opret med udstrakte vinger, en hånd rakt ud i en venlig gestus.

Da kusken kom tilbage var det i selskab af en mand med en ryg så rank, at han kunne være intet andet end slottets forstander. Manden inviterede officielt Vertis og hans følge indenfor, og meddelte at han var forventet i slotshaven. Førend Vertis fulgte manden indenfor porten, vendte han sig tilbage til kareten og tog i håndtaget. Han havde dårligt sænket det, før døren svang og en bleg ung kvinde opstod fra vognens mørke indre. Hun var klædt fra hoved til tå i sort, efter hovedstadens nyeste mode. 
Som kusken og hans hjælper begyndte at løsne hestenes spænder, præsenterede Vertis sin arm til kvinden der tog imod invitationen uden at kny, og de satte i gang efter den retrygede herre, der havde budt dem indenfor. Som de gik slangede Vertis sig forsigtigt ind i mands sind. Det var tydeligt at han ikke havde forventet at der ville være mere end en gæst, men han var erfaren, og var allerede i færd med at planlægge kager, der egnede sig til et selskab med en ung kvinde. 
Vertis måtte minde sig selv om at det var risikabelt at pille ved andres sind, specielt når han forsøgte at efterlade et godt førstehåndsindtryk, men inden han kunne trække sig tilbage fangede han et glimt af butlerens herre. Billedet var farvet af mandens følelser for sin herre; en blanding af ærefrygt og gavmild godvilje. Meget interessant.

På den anden side af porten blev Vertis og hans følge imødekommet af en ældre herre, med den ene hånd plantet afslappet på skæftet af sit sværd og den anden på ekspedition i hans tætte skæg. Bag ham, stod der 2 andre mænd ligeledes klædt i slagkofte og med korte stiksværd. Det var tydeligt at mændene havde fået på ordre at være beredte, men ikke kunne se den store trussel i en afkræftet herre. De var langt mere interesserede i hans yndige følge, der hårdnakket nægtede at gengive deres blikke. Den gråskæggede mand kløede sig betænksomt på hagen, og udvekslede et beregnende blik med den aldrende ærkedæmon.

”Denne vej, mit ærede Godtfolk,” sagde han endeligt med en dybt, jovial røst. Hvad end han havde fundet da han så i Vertis sorte øjne, måtte have tilfredsstillet hans nysgerrighed. ”Den unge herre har bedt os ledsage Dem til haven.”
Ved ordene lod de unge mænd til at slappe mere af, selvom den gråskæggede aldrig tog hånden af skæftet.

---------

Vertis trådte ind i haven med den unge dame stadig hængende på armen. Haven, hvis man kunne kalde den det, lod til at have været hårdt ramt af vejret, eller ringe vedligeholdt. Den eneste beplantning værd at bemærke, var en frodig rosenbusk placeret som centerstykke i haven. Det var foran denne at Vertis stoppede, og bøjede sig ned for at dufte den sødlige duft, der mindede ham akut om den Rose han havde efterladt i villaen. Tanken bragte et smil til hans læber, et smil der blev trukket skævt som han stift rettede sig op. Han efterlod sit følge ved busken, og tog et skridt nærmere manden der stod ved statuen. Han var nemt genkendelig som slottets herre fra billedet i forstanderens sind.
”Det er sjældent man ser roser gro så livligt ude for sæson." Vertis ord blandede sig med den fredsommelige ro, der havde sænket sig over haven, uden at ødelægge den. Hans dybe røst blev båret ubesværet gennem den kolde efterårsluft, indtil hans ord havde overtaget den åbne plads. "Jeg må have et ord med Deres gartner, før vi forlader.”

Lyden af hans gæst og dens følges ankomst til haven gik ej slottets herre forbi, dog ventede han med at vende sig til gæstens ord nåede ham. 
"Ganske sandt, de bringer mig nu også megen glæde" svarede Valkar høfligt som han så denne hr. Pallihseaf an, en herrer der på nogle måder mindede ham om en ældre udgave af sig selv, men med mørkere træk. "Jeg er skam sikker på at der kan findes tid til det" forsatte han med mildhed i stemmen og gav et kort nik til Herbert. "Deres følge må være trætte efter rejsen, lad mig tilbyde dem lidt mad og hvile, det er trods alt det mindste jeg kan tilbyde som vært" Forklarede han mens han gestikulerede mod kusken og de andre der ventede ved rosenbusken. 

Nysgerrigt faldt Valkars blik på kvinden klædt i sort, hvem og hvad hun var vidste han ej, en del af ham forventede at hun ville være af en eller anden form for betydning, men for nu måtte det være et mysterium til senere. "Men velkommen til hr. Pallihseaf, jeg hører at de ønsker at tale med mig, så hvad kan jeg være dem behjælpelig med?" Lød det med et smil, der skjulte den mistro han reelt følte. Nok så hans gæst hamløs ud, men det gjorde han selv ligeså, en fejl han ej selv ønskede at lave.

Vertis viftede med hånden og signalerede dermed til dit følge at de skulle forlade dem. De to mænd, kusken og hans hjælper, gjorde så med stor iver, men kvinden blev stående ved busken transfikseret af blomsterne derpå. Hvis dette var i modstrid med Vertis ønske, viste han ingen tegn på det.
"Jeg takker mange gange på deres vegne. Jeg kan se at rygterne om Deres gæstfrihed er sande," sagde han og kastede et sidelæns blik på vagterne, der holdt en professionel afstand i kanten af haven.

"Jeg håber ikke at De vil tage mig det ilde op, men jeg har rejst til Deres imponerende slot i håbet at jeg kunne tale med borgens frue." Den urgamle dæmon mødte stødt Valkars blik med et venligt smil på læberne, der ikke strakte sig til hans øjne.

Hr. Pallihseafs følge gjorde som forventet, men kvinden der gæstede ham blev af årsager ukendt til Valkar, stående ved rosenbusken. Det stod efterhånden klart at hun var en brik af en art, men hvilken havde han ej afkodet.
Et sigende smil gæstede Valkars læber, som hans gæst på samme tid formåede at rose ham, samt forsøgte at tilsmudse hans ry. "Det glæder mig at jeg ej skuffer" svarede han blot.

"Ah jeg ser" smilte slottes herre tilbage, mødende hans gæsts nærmest sorte øjne som påtagede smil deltes. Det lod til at det endelig skete, spørgsmålet var blot hvad det ville indebære. "Herbert" kaldte han "Hvis de vil få eskorteret fruen hertil, sig at hun har en gæst, jeg tænker hun er i mit skrivekammer" Herbert nikkede kort og marcherede afsted. 
"Frygt ej hr. Pallihseaf, jeg tager det ej ilde op folk ønsker at besøge min frue, tør man spørge hvorledes i kender hinanden? Eller er det frøkenen bag dem der er hendes bekendt?" 

Jez var ej at finde i Valkars skrivekammer, derimod lå en besked Herbert skulle tage med til hende, hvis han blev sendt dertil for at finde hende.
I beskeden stod "Gæsten vi er blevet advaret imod er her, vær på vagt" der blev hende overrakt, som ønsket af hendes tilstedeværelse blev delt.

Jez havde været i køkkenet, igang med endnu et eksperimenterende projekt indenfor hendes nyeste passion: madlavning. Mere præcist den ædle kunst at tilberede kød, så det holdt flest muligt af det rå køds smagsnuancer og kvaliteter. Det havde vist sig et større felt end Jez først havde antaget. Men, det var lykkedes hende at charmer sig ind på Valkars kok, og havde suget til sig af hvad viden han havde formådet at samle over sin karriere.

Da Herbert kom og afbrød hende, blev han først mødt af irritation, men som hun overgav sig til at læse den medbragt besked, lyste hun op i et smil. "Jamen dog! Sikke da en interessant drejning på en ellers drabende kedelig dag!" klukkede hun, lidt til kokkens misfornøjelse. Det var heller ikke mere end minutter siden hun havde forsikret ham om hvor interessant og vigtigt hans hver var.

Efter kort at have sikret sig hun var præsentabel og rakt ud til de døde hun havde begravet i haven tidligere på sommeren, for at sikre sig de stadig lå trygt og godt til hvis hun skulle få brug for deres assistance, trådte hun ud i haven til de forsamlede folk. "Mine herre! Og den dame" bekendtgjorde hun sin ankomst, med en stor åben armbevægelse. "Jeg hørte vi havde fået uventede gæster, og var simpelthen nød til at se hvem det var! Og sikke da en overraskelse at se dem her, hr. Pallihseaf. Og så yndigt selvskab de har taget med" tilføjede hun, med et blik mod kvinden, der lod til at være blevet parkeret for sig selv.

”Vi har mødtes engang før, for ikke så længe siden, og jeg er bange for at vi kom hinanden på tværs.” Fortalte Vertis med et høfligt smil. Hans tale var rolig og metodisk, med rigelige kunstpauser og lange mellemrum mellem de indskudte sætninger, så det var intet vidunder at Jezebel mødte op før han nåede at fortsætte sin fortælling. Både dæmonen og hans følge vendte sig imod den nyankomne, og smilet på hans læber skiftede fra at være høfligt til at blive oprigtigt.
”Jezebel,” gengældte han hendes hilsen og tilføjede et stift buk, der afspejlede sig i hans kortfattede ordvalg. Kvinden knuede en rose fra busken med begge hænder i sit skød, og nejede dybt som hun blev henvist til. 
”De har besluttet dem at begås med de levende nu? Dette er ikke just de omgivelser, hvor jeg forventede at finde dem.” Han vendte hovedet mod Valkar. 

”Ingen fornærmelse,” tilføjede han med en slet skjult fornærmelse i stemmen. 

Hvad end denne misære handlede om lod det til at herren ikke mente at Valkar var en betydelig brik, noget Valkar ellers aldrig ville have fundet sig i, men tiderne skiftede så denne gang var han mere på vagt end irriteret. Tålmodig fremstod gæsten dog, hvad end den havde planlagt lod til at tage den tid der føltes nødvendig.
"Ah, jeg ser" kommenteres Valkar blot høfligt til det så vage svar at han selv kunne have brugt det, hele situation bar præg af vaghed, som haven var dækket af dis det skjulte folks motiver.

"Godt at se dig Jez, jeg håber dit projekt har været givende?" smilede Valkar til sin frue, selvom det føltes som en evighed siden at de sidste havde tilbragt tid sammen, bragte hendes tilstedeværelse sin egen form for fred med sig, hvor utroligt det end måtte lyde kendende deres historie. 
Et smil der skiftede til misfornøjelse som han atter blev tilsidesat, man skulle nærmest tro at en hvis dødsengel var forbi, Valkar lod blikket falde gæsten i hans hjem "Jeg vil foretrække at de står ved deres ord i stedet, og forklare deres ærinde" Det vat tid for disen at lette.

Spændingen mellem de to herre var tæt, og Jez kunne ikke undlade at bide mærke i det. Et øjeblik frygtede hun Daman havde brugt sin magi på Valkar, som han havde forsøgt at gøre på hende ved deres første møde, men som de to hanner fortsatte, stod sandheden tydelig for hende. Det var ikke magi eller listige trick, men to meget bestemt personligheder, der gned hinanden mod hårene.

Jez lod uden at tøve sin arm glide omkring Valkars, som han spurgte til hendes projekt "Ahh ja, det er ganske fornøjeligt!" klukkede hun "Og den lille lader også til at være ganske tilfreds" tilføjede hun så med et lille, sigende smil til Valkar. Den lille var naturligvis Angarwaenel, den lille hjemløse eks-kanibal Jez havde taget ind, men det var hendes lille hemmelighed. Hendes og Valkars.

Jez fjernede lidt nøjsomt et løst hår fra Valkars skulder, inden hun gav Daman sin opmærksomhed igen. "Ahh ja, jeg ser hvordan det må virke" sukkede hun og lagde hoved en anelse på skrå "Men jeg fandt endelig en mand der var min tid værdig" tilføjede hun så med et smørret smil. Den korte varighed af hendes møde med Daman talte for sig selv.

"Ah, og det er bare Jez disse dage kæreste" rettede hun Daman. 

Vertis smil og professionelle udstråling var uændret. Jezebels spydighed og Valkars værtslige kølighed præsenterede en imponerende front, som Vertis lod sig kry for uden kamp. Hans kropsholdning faldt sammen i et udtryk for underdanighed. Det var fristende at drille de to, men Vertis måtte holde sig i skindet. Drilleri var ikke formålet med hans besøg.

”Jez, om forladelse. Men før jeg afslører mit formål, vil jeg overrække en gave. Et tegn på forlegenhed og god vilje, efter vores første møde. Penelope!” Den unge dame vendte væk fra busken, trådte frem med en plukket rose i hånden og nejede dybt. Hun var en yndig ung kvinde, midt i tyverne, klædt i sort. Hendes blege ansigt var indkranset af ravnesort hår, og hun bar en slående lighed til Daman. En dråbe af blod drev dovent ned af hendes finger fra hvor hun knugede blomsten.

”Familien Pallihseaf stiller vores yngste til Deres rådighed, min søster Penelope. Hun er mere end villig til at tjene, og en dygtig musiker - selvom hun desværre er stum fra fødslen. Skulle I ønske det, vil jeg efterlade hende i jeres varetægt, når vores forhandlinger er overstået.” Det var unødvendigt at være mere direkte, for det måtte stå begge de to andre klart at Penelope ville agere som kaution mod Vertis gode opførsel. I hvert fald hvis han havde hendes bedste i sinde. Men udover dette tjente hun et andet formål. Den unge kultist, der egentligt var Damans søster, havde været under Vertis indflydelse længe. Hun behøvede ikke sin stemmes brug, for at fortælle Vertis om borgens almindelige gøren.
Nu hvor gaven var præsenteret, kiggede Vertis forventende på de to. Det ville være uhøfligt at fortsætte uden at høre om tilbuddet blev accepteret.

Jez nyeste projekt var mildest talt nok det mest besynderlige hun havde valgt at fortage sig længe, Valkar kunne ikke husk hvornår hun sidst havde valgt at beskæftige sig med de levende frem for de døde. "Det glæder mig at det kommer jer begge til gode" Smilede han og førte en lok af det sorte hår beg hendes øre. Nok var det et mærkværdigt projekt, man han støttede hende i hendes gøre mål, som hun støttede ham i hans.

Valkar var fristet til at sukke højlydt som deres gæst endnu engang udskød at forklare hvad besøgets formål var, men stolthed vandt og han så blot afventende på Jez der havde et valg at træffe. Det virkede tydeligt som at gaven var mere end den lod til ved første øjekast. En dans han og hans frue havde danset så længe de havde kendt hinanden. 

Jez så kvinden an som hun trådte frem og lagde nysgerrigt hoved en smule på skrå. "Sikken en interessant gave at bringe os" sagde hun, mens hun tog Penelopes blødende hånd. Samtiddig trak Jez noget op af sin kavalergang. Det viste sig at være et lyselilla silkelommetørklæde, der fluks blev bundet om fingeren. "Så! Du burde være mere forsigtig kæreste" formanede Jez den unge kvinde, og klappede hende blidt på oversiden af hånden, inden hun slap den anden kvindes hånd igen.

Jez tog igen Valkars arm, og flyttede sin opmærksomhed tilbage til Daman. "Jeg må sige jeg er overrasket over Deres valg af gave, især efter hvordan vores sidste møde forløb" klukkede Jez muntert. Hun var en anelse i tvivl om Daman anderkendte hvor tom denne gestus var, eller om hun havde overvurderet ham, og han oprigtig troede pigen var sikker i deres forvaring, efter den fuldstændige og totale foragt for menneskeliv Jezebel havde udvist.
"Men! Jeg vil da nødig virke utaknemmelig" Jez kiggede smilende på Valkar for at få hans besyv med "Agarwaenel kunne uden tvivl også godt bruge mere selskab!"

((Hopper lige Vertis over, så Valkar kan give sit besyv med))

Valkar sukkede sagte over valget af gave, det mindede en kende for meget om da en anden sorthåret kvinde blev givet som gave på slottet her. Forhåbentlig ville det ikke give lige så mange problemer, men påpasselig måtte han være under alle omstændigheder, der var ingen tid til fejltrin for tiden.

Smilet vendte tilbage som han atter stod arm i arm med Jez, det ville næppe ende med at være et større problem end de kunne håndtere "Agarwaenel kunne sikkert nyde godt af det ja" klukkede han kort før blikket vente tilbage til gæsten, forhåbentlig kunne de komme videre nu, det var næppe blot gaven der var meningen med visitet.

”Storslået!” Sagde Vertis med en munter stemme og et muntert smil. Det virkede ikke til at Penelopes liv havde vundet ham meget velvilje blandt de to. Ikke at det var velvilje han havde forsøgt at vinde. Som politisk gidsel var hun mere værd end hendes liv nogensinde kunne være, hvis blot de to troede at hun havde nogen værdi for Daman. Hvis ikke det var tilfældet, skulle Jezebel nok få sin sjov, når hun opdagede Penelopes skavank.
”Ved vores sidste møde var jeg blot Daman, med alle mine egne mangler og fejl. Men i dag står jeg foran jer som en Pallihseaf, og som Pallihseaf har jeg et tilbud til Dem. En handel, om De vil. Noget for noget.” Vertis foldede sine hænder foran sig og smilte fortsat høfligt til dem begge. Han fornemmede utålmodighed, og så ingen grund til at holde sit formål tilbage længere.

”Deres evne er uhyrligt sjælden. De Pallihseanske arkiver fortæller os historier om én meget ligesom dem, nogle to århundrede tilbage. Én, der ligesom De, kunne vække de døde til live og binde dem til Deres vilje. Denne person lavede en handel med datidens Pallihseafer, mine forfædre, men forsvandt førend varen kunne afleveres, og handlen fuldføres.
”Vi har en lang hukommelse,” sagde han med en fortsat munter tone, ”og ved hvor nekromantikeren holdt til." Han sukkede teatralsk. "Låst væk blandt magiske værn i et fort, kun han selv havde adgang til.”
Han tav og gav dem tid til at absorbere alt han havde sagt. Vertis følte det selvsagt hvad han skulle bruge hendes assistance til, men havde lært at de dødelige til tider havde brug for utrolige mængder tid til at fordøje ny information.

Jez's utålmodighed bliv ilde stillet af Damans ord, der ganske vist malede et interessant billede, men stadig ikke gav hende og Valkar nogen synderlig grund til at skulle løfte en finger over det.
Jez sukkede teatralsk "Ak! Det må være en tragedie og en skamplet på jeres slægt at nogen ikke overholdt deres aftale med jer. Jeg Kondolere, virkelig kæreste. Hvem skulle have troet af folk der rejser de døde ikke er til at stole på? Jeg for en, er hvertfald chokeret!" svarede hun, og sugede alt den gravitas Daman så nøje havde opbygget ud af situationen igen, samtiddig med hun satte spørgsmålstegn ved hans dømmekraft i at søge hendes hjælp. Jez havde ikke nødvendigvis for vane at bryde aftaler, men det krævede en vis motivation at få hende til at holde dem også.

"Men Hr Pallihseaf, hvor tragisk deres historie end er, så tænker jeg dem kløgtig nok til, at de har en plan for kompensation, skulle vi finde tid til at assistere dem?" tænkte hun højt, og så afventende på ham.
Ganske vel havde antog Jez at Daman havde visse ressourcer, med at lade de døde slås med de døde var nu engang en god plan. Især hvis stedet også var låst magisk af, og uden tvivl fyldt med dødelig fælder som velkomstkomite. 

Vertis forretningsmæssig smil gled over i en afslappet tone. Det stod ham klart fra starten at hun ikke ville hjælpe ud af sit hjertes godhed. Jezebel var et sært eksemplar af et menneske, men det var ikke svært at gætte hvad hun ønskede sig. Hun slog ham som en person sammenstående af uoverkommelig dovenskab og unægtelig nysgerrighed. Nøglen til hendes hjerte var en mysterium løst og glemt; noget hun kunne genopdage, uden alt det hårde arbejde der kom med det.
”Mikhail var et geni, i sin egen forstand. Med sin magt over de døde skabte han talrige magiske artefakter, der uden tvivl lægger og samler støv i hans gravkammer. Sammen med viden om hvordan de blev lavet.
”Jeg er kun interesseret i hvad min familie er skyldt. Skulle De vælge at hjælpe, ville resten af nekromontikerens rigdomme, viden og redskaber naturligvis tilfalde Dem for Deres assistance. Foruden Pallihseafs taknemlighed, selvfølgelig.”

Jezs ene øjenbryn løftede sig langsomt mens Daman talte. Der var bestemt noget af Damans tilbud der havde fanget hendes interesse, og som det excentriske smil bredte sig over hendes læber, var der ingen tvivl om at han havde hendes fulde opmærksomhed.

"Jamen det lyder da som en fremragende mulighed! De får hvad der er skyldt, deres hævn, og skal knap løfte en finger for det, og vi får en hyggelig udflugt med en masse souvenirs! Jamen jeg kan da ikke se hvordan det på nogen måde kunne gå galt" klukkede hun og lagde en hånd på Valkars, med deres arme stadig om hinanden.

"Hvad tænker du kæreste? Det kunne bringe lidt interessant nyt læsestof hjem? Måske endda noget der kan hjælpe hvor gamle fælles bekendte!" foreslog hun, vel vidende det stadig specifikke problem stadig var et horn i siden på dem begge.

Valkar sukkede dybt, så alt dette var for at skulle plyndre en eller anden gammel glemt krypt!??! Eller tilsyneladende rettere få noget ubeskrevet tilbage som alt tydede på var mere værd end de talrige hemmeligheder og magiske artefakter der just var blevet lovet Jez. 

Alt der let skulle til at får Jez til at gøre noget var blevet hende serveret på et sølvfad, bekvemmelig underholdning til hendes fornøjelse, men nok uvist til at det ej var selvsagt. Dæmonisk snedigt gjort af hr Pallihseaf.

"Ærligtalt kære, jeg har stadig min tvivl, hvad præcist er det der var Pallihseafs familien lovet? Forstå mig ret jeg skal nok tage med hvis du drager afsted, samt din tanke er god, men min tvivl bistår stadig" forklarede han, for at lade blikket falde på deres gæst, måske han var villig til at kaste lidt mere lys over sagen.

Det virkede stadig ikke som om de to tog Vertis alvorligt. Han havde svært ved at fortolke deres afslappede væremåde som andet end hån, men hån passede ham fint. Så længe de billigede at hjælpe ham i hans opgave, kunne de tænke om ham hvad de ville.

Det var en besynderlig situation borgherren havde sat sig selv i. Han bad om mere i samme åndedrag som han anerkendte at beslutningen lå i Jez hænder.
”Sandt at sige er vi ikke sikre, alt vi har er en tegning. Genstanden er en kugle af ukendt størrelse, men dens formål blev aldrig diskuteret på skrift.” Løgnen blev leveret med en rolige facade. Det var tydeligt at han holdt information tilbage, og at han ikke var villig til at dele.
”Det handler mere om familiens ære i en handel halvt gjort, end hvad end der blev betalt for."

Vertis rakte sin hånd frem. "Så? Har vi en aftale?”