Sted: En mindre vej ikke så langt øst for Dianthos
Tid: Eftermiddag
Vejr: Solen skinner, men der er mørke skyer i horisonten

I dag var et klassisk eksempel på en lortedag. For de fleste. Kaizler kunne ikke helt beslutte sig for, om den var så dårlig, selvom den givetvis kunne have været bedre.
Det hele var startet ud med, at var kommet frejdigt gående af den lille vej, da han var stødt på en flok arbejdsmænd, der havde valgt at holde pause på deres tur på et stykke med græs. Der stod en vogn med et par heste, der græssede, og stemningen virkede god, som maden og vinskindene blev delt rundt. De bød da også Kaizler velkommen, men han blev ikke så længe. Det var en af de der dage, hvor selskab ikke rigtigt huede ham.

Så han fortsatte sin tur alene, mens han nød solen og sensommerdagen. Der gik dog ikke længe, inden vognen kom kørende op bag ham. Og så begyndte det at gå ned af bakke. De store mænd ville ikke tage et nej for gode varer, så han sad snart oppe i vognen. De var fire omme bagi og så kusken, der holdt hestene i gang. De havde åbenbart besluttet sig for, at de havde brug for nogle flere krystaller til at underholde dem på aftenens kro, og Kaizler så jo ikke ligefrem ud af meget. Det var heller ikke fordi, at han gjorde specielt meget modstand, da de første slag faldt, det var først, da de begyndte at rode i hans taske, at han strittede i mod. Han kunne være sluppet væk. Han kunne have slået dem ihjel. Men der var smerte og det føltes alt for godt. De fandt heller ikke rigtigt nogle krystaller på ham, så snart blev hans taske kastet af vognen og lidt efter røg han efter, uden sit sværd, som de mente, de kunne sælge. 

Jorden tog alt for hårdt i mod ham og han gryntede af smerte, da der kom en lyd fra hans skulder. Med et støn rullede han om på ryggen og klemte om sin overarm. Sådan blev han liggende, mens hans hjerte faldt til ro og han fik overblik over, hvor han havde ondt. Skulderen, selvfølgelig, den brændte som et stykke glødende kul. Den var uden tvivl gået af led. Hans ribben i den ene side, nogen havde sparket til ham. Hans ansigt, lidt uspecifikt, som det bare føltes som mos. Jo jo, de havde da givet ham en god gang tæv. Han faldt næsten helt hen, som han lå og svælgede lidt i smerten, men en flue satte sig på hans næse og fik ham trukket ud af det.

Mumlede for sig selv, kom han op at sidde. Det ene ben gav efter under ham, da han forsøgte at komme op at stå. Nå, det havde vist heller ikke haft så godt af faldet. Han klemte lidt om knæet og konstaterede, at det nok bare var slaget. Endeligt lykkedes det ham at komme op, få samlet sit taske op og begynde at gå samme vej som før. Efter vognen, selvom han nok ikke ville se den igen. 
Han gik af sted lettere foroverbøjet, med den ene arm hængende slapt ned og en hånd i et fast greb om den, så den ikke bevægede sig for meget, mens han haltede lidt på det ene ben.
Han skulle have skulderen sat på plads. Men selvfølgelig ville skæbnen, at han stod midt på en mark, der rakte så langt øjet rakte. Uden træer eller huse i nærheden, så han ikke kunne bruge det som hjælp. 
Der var ikke så meget for, andet end at fortsætte med at gå. Det gik langsomt og han begyndte at slingre en smule, som hans krop reagerede på skaderne. Et par gange gav hans ben efter og han slog sine knæ, som han røg på jorden. Men han kom op igen og fortsatte. Han havde alligevel prøvet værre.

Hvor længe han gik, vidste Kaizler ikke rigtigt, han var forsvundet ind i sin egen lille verden. Bare den ene fod foran den anden, med en ubestemmelig melodi spillende i hovedet. Fødderne havde åbenbart ført ham væk fra vejen og ud på en mark, hvor det snart høstbare korn skilledes foran ham og insekterne fór rundt for øjnene af ham. Det skete en gang i mellem at hans tanker vandrede så meget, at han glemte tid og sted. Og lige nu brugte han mere energi på at holde sig selv i gang end at tage sig af omverdenen. Smerten var ikke sjov mere. Den var gået fra skarp og kort til langvarig og dunkende. Den måtte godt stoppe nu.

En jordknold fik ham til at træde skævt og hans knæ gav efter under ham igen. Dunk. Begge knæ i jorden. Det hev ham ud af tankerne, og han skar ansigt som det gjorde ondt i armen igen. Udmattet bukkede han sig forover og overvejede, om han ikke bare skulle lægge sig ned og vente til det hele blev lidt bedre. Det blev dog kun ved tanken, men det tog lidt, inden han begyndte at komme på benene igen. Kornet havde skjult hans udsigt, og ham, så han havde slet ikke bemærket vognen eller kvinden, der var hoppet af og var styrtet hen til ham. Så det var først, da hun kom med et udbrud, at han forskrækket trådte tilbage, hvilket nær havde fået ham til at tumle om på jorden igen!

Inden han kunne nå at reagere, havde hun en arm om hans ryg, hvilket fik ham til at skære ansigt igen, fordi hun ikke lige tog hensyn til hans slatne arm, der hang i en skulder, der ikke virkede mere. Forskrækkelsen var stadig tydelig i det ene synlige øje, da hun drejede hans ansigt i mod hende. Det andet var lukket på grund af hævelsen. Hans ansigt så lidt værre ud end det var, fordi han havde blødt ud over det hele fra både øjenbryn, næse og en flækket læbe.

Ærligt talt, så skræmte hun ham mere end hvad godt var. En pæn dame var dukket op ud af ingenting og begyndte nu at opføre sig som om, at hun var hans mor. Og rørte ved ham. Men han var så chokeret, at han ikke fik samlet sig om at rykke sig fri af hende, før hun selv slap.
"Øøh, hva'?" Han stirrede lidt forvirret på hende, inden han tog fat om sin arm igen. "Kan du sætte en skulder på plads?!" Det var lige det første, der poppede op i hans hoved.

Han stirrede afventende på hende, mens han ventede på, at hun kom frem til om hun kunne sætte en skulder på plads eller ej. Hun virkede helt hylet ud af den, hvilket han ikke lige kunne forstå hvorfor. Det var da et reelt spørgsmål? Da hun kiggede sig omkring, gjorde han det samme. De stod midt ude på en mark. Der stod en vogn med to ponyer lidt derfra, men ellers var der tomt. Hun var den eneste i nærheden, hvilket både var godt og skidt. Hun virkede ikke ligefrem som en med alle brikker i orden?!
Øv. Hun lod ikke til at have evner til at sætte en skulder på plads. Han vidste ikke helt, om det levede op til hans fordomme mod kvinder eller ej, men lige nu var hun da så ubrugelig.

Efter en kort tøven, lod han hende villigt hjælpe sig over mod vognen. Måske hun havde lyst til at give et lift til nærmeste kro... nej vent, han havde ingen krystaller. Nå, så bare et lift til et eller andet sted, nu hans ene ben ikke gad at virke. Et sted med noget vand og noget læ, så han kunne ligge i lejr i et par dage. Det ville være dejligt. Så han lige kunne blive sig selv igen...
Hans tanker blev afbrudt, da de kom frem til vognen. Den så ikke ud af så meget, men de to ponyer kunne vel nok holde til en person mere på bukken. 

Hun slap ham og han betragtede hende stadig tavs, mens hun begyndte at snakke om et trick til at sætte en skulder på plads med, og derefter bedte ham om at lægge sig på bukken. På maven. Han kunne ikke lade være med at himle med øjnene, da hun vendte ryggen til ham og styrkede om bag i vognen. Mens hun begyndte at rode rundt deromme, flyttede han blikket til vognen. Den var lidt lav, men hvis han nu gik lidt ned i knæ... Med tungen i mundvigen gik han nærmere og tog mål. Jo, det burde kunne lade sig gøre.
Efter en dyb indånding og lidt tilløb, hamrede han skulderen ind i vognens side. Alting blev hvidt for hans blik i et øjeblik og han kom med en lyd af smerte. Men det sagde plop. Og alting føltes lidt mere rigtigt. Med et dybt suk gled han ned at sidde med ryggen mod hjulet.
"Jeg hedder Kaizler. Du har vel ikke noget vand? Jeg er løbet tør." Han skar ansigt og rakte hånden frem mod hende, for at indbyde til at give hånd.

Kaizler lagde ærligt talt ikke så meget mærke til hendes overraskelse over, at han fik ordnet sit problem selv, for han havde egentligt bare ret ondt lige nu. Tilbage til den gode smerte for en tid, men det ville snart gå over i den dårlige igen. Han trængte til at ligge ned. I et par dage. Men lige nu var det næsten godt nok bare at sidde op af hjulet og få et øjebliks ro.
Han havde sænket hånden igen, da hendes hoved forsvandt ind bag i vognen igen, men han gav hende den glædeligt, da hun endeligt kom ud til ham. Med håret vildt til alle sider og med et vandskind til ham. Hendes håndtryk var mere fast end hvad han ville have forventet, hun så ikke ud af så meget. Men det burde han ikke dømme på, han så heller ikke ud af ret meget.

Han tog med glæde i mod vandskindet og drak nogle lange, gode slurke, inden han hældte lidt ud over sit ansigt og gned sig med en hånd for at få lidt af alt det kløende blod væk. Alting var ømt. Men det var rart at få lidt vand i hovedet. Han drak en slurk mere, og rakte så vandskindet tilbage mod hende, men han endte med at sætte det på jorden ved siden af sig i stedet, da hun satte sig på hug. Han stirrede lidt på kødet, inden han tog i mod det og lagde det mod det hævede øjne med et dæmpet suk.

Nu var det hans tur til at kigge på hende. Kvinder interesserede ham ikke. Så det var mest med et uinteresseret blik, at han bemærkede hendes spøjse hårfarve og tøjet, der absolut ikke var beregnet til landevejen. Hun forventede vist at være hjemme i sin lune seng inden dagen var ovre.
Men hun havde trods alt lige hjulpet ham, selvom han var en komplet fremmed, så det skulle hun da have. Måske han burde takke hende. Ja, det burde han, ikke?
”Tak for hjælpen.” Så snart det var gjort, noget der ikke virkede specielt dybtfølt, gled hans blik videre til kornet, der virkede alt for højt, nu han sad ned. Hvor mon han var henne? Det måtte være i nærheden af, hvor han blev smidt af vognen. Men den vej havde været en smule større, havde den ikke? Han var ikke sikker.
”Hvor er du på vej hen?” Man kunne måske godt mistænke ham for at have slået hovedet, men hans sind var bare altid spredt for alle vinde.

Dianthos. Selvfølgelig. Han drejede hovedet efter den retning hun pegede, hvilket også var den vej, han havde forventet Dianthos var. Så han var ikke helt faret vild alligevel. Lidt tilfreds med sig selv kunne han så godt tillade sig at være. Men så var det nok ikke samme vej, som han var blevet samlet op på, den var gået forbi Dianthos, ikke mod. Han skulle ikke til Dianthos.
Hendes bekymring for hans tilstand gled hen over hovedet på ham, måske fordi han overhovedet ikke var bekymret selv. At få tæv var ikke fremmed for ham, for det meste var det endda ham selv, der lagde op til det. Denne gang var det kommet lidt ud af det blå og var endt lidt skidt, men han var da i live og nu var hans skulder også snart virksom igen. Nej, han var ikke bekymret, han var bare lidt træt og havde brug for at hvile sig.

Hans tanker var allerede på vej væk, da hun begyndte at spørge ind til, hvor han kom fra. Det tog ham et par sekunder at forstå, hvad hun sagde, så hun var allerede videre til en snak om, at hun ikke bare kunne efterlade ham der. Et stort smil viste sig på hans ansigt, som han så op på hende igen, afslørende hans skæve fortænder.
"Jeg vil ikke sige nej til et lift, men ikke hele vejen til Dianthos." Han uddybede ikke hvorfor. Det var der ingen grund til, så ville hun bare trække sit tilbud tilbage. Og det ville da være trist, nu han fik tilbuddet om at slippe for at gå på det forslåede knæ.
"Nej, jeg var bare lige på vej igennem området, da der var nogen, der mente, at de ville have mine penge. Sådan nogle har jeg ikke nogen af i forvejen, så de frigjorde mig i stedet fra mit våben." Hans smil blev først en smule mindre, som han kom i tanke om, at de havde taget hans sværd. Han havde været glad for det sværd. Nå, der var vel ikke så meget andet for end at finde et andet.

Men det varede kun et par sekunder, inden hans smil vendte tilbage. Hans synlige blå øje virkede mere vågent efter han havde fået noget vand og han så åbent op på hende. Vidste man ikke bedre, ville man nok tage ham for et ungt menneske og ikke en over tusinde år gammel dæmon.

En lortedag. Ja, det kunne man vist godt sige. Han sukkede.
"Jah, den har ikke været så god." Det var også bare træls, at de havde taget hans sværd. I det mindste havde han ikke haft nogen krystaller, han kunne miste. Og de havde da kastet hans taske ud af vognen, hvilket var godt, for det var alt, han ejede. Lidt ekstra tøj, et par tæpper, mere praktiske ting til at leve med. Ikke at han ikke ville kunne bytte det ud, men det var nu nemmere bare at få lov til at beholde det.

Frokost. Han mærkede efter, og jo, under den generelle smerte, var han da nok lidt sulten. Han kunne heller ikke helt huske, hvornår han sidst havde spist. Som dæmon kunne han sagtens gå i et stykke tid uden mad, men han sørgede for det meste at få noget at spise hver dag. En gang i mellem glippede det nu godt nok for ham.
"Det vil jeg ikke sige nej tak til." Hun var da sød. Af en kvinde at være. Altså, personlighedsmæssigt. Han vidste ikke helt, om hun var sød udseendemæssigt, den slags havde han ikke ligefrem nogen præferencer for. Kvinder var lidt ens for ham.

Nå, det var vist på tide at komme op igen. Med en grimasse og en masse usagte bandeord, kom han klodset op at stå, kun med den ene hånd som hjælp, da han stadig havde en bøf i den anden. Hans knæ føltes næsten værre, nu det havde fået ro, men hans skulder var derimod blevet lidt bedre. Han åbnede og lukkede hånden lidt, inden han samlede både vandskind og taske op.
Som han rettede sig op og så på hende, gik det op for ham, at han havde glemt, hvad hun hed. Kana... Keva.. Kasa... nej, det kom ikke lige til ham. Nå, det var måske heller ikke så vigtigt? Åh, ved Zaladin. 
"Jeg tror, at jeg har glemt dit navn igen." Han skar ansigt og sænkede det rå kød fra ansigtet. Derefter skævede han til vognen. Der var langt op. Hvor skulle han smide sin taske? Og lige pludseligt havde han egentligt bare brug for at få at vide, hvordan han skulle gøre ting. Hans skuldre gled lidt ned, fortabt. Nael havde engang fortalt ham alt, hvad han skulle gøre. Det var somme tider svært at tage stilling til ting selv, selvom det var omkring 700 år siden, at han sidst havde set den ældre dæmon.

Kassandra. Kaizler forsøgte at huske det, men han ville nok glemme det igen, inden de skiltes. Den slags hang bare ikke ved i hans hoved. Og hvorfor skulle det? Han ville nok aldrig se hende igen, når hun havde sat ham af et sted, hvor han kunne fortsætte sin færd. Frem mod et godt sted at slå lejr, i hvert fald.
Kødet blev taget fra ham, hvilket han var lidt taknemmelig for. Han blev stående indtil hun var kravlet op på bukken igen og derefter rakte ham en arm. Efter lidt tøven fik han tasken svunget på ryggen og vandskindet smidt op, inden han greb hendes hånd med sin gode arm. Ingen grund til at hive i den dårlige, den ville nok bare ryge af led igen.

Med lidt besvær fik han hevet sig op at sidde. Alting gjorde ondt og han skar ansigt. Lige nu kunne han godt bruge en fredelig plads under et træ ved en bæk, hvor han kunne studere himlen og måske få sig en lur. Slukke hjernen et par dage, bare være der, og vente på, at kroppen virkede igen.
Men lige nu kunne han ikke andet end at sætte sig til rette med tasken i favnen og et blik fremad. Gad vide, hvor langt, der var til Dianthos? Han kunne ikke se spirerne herfra, men det behøvede ikke at betyde noget.
At de to ponyer var urolige, lagde han ikke mærke til. Han var ikke ligefrem dyrenes ven, for han havde en svag lugt af rovdyr. Ikke noget almindelige væsner kunne opfange, men dyr og væsner med forstærkede sanser opfangede det ret hurtigt. Hunde var dem, der helst ville ham, men det var ofte 50/50 om de ville slås eller krybe.

Han sagde ikke mere, heller ikke, da hun satte vognen i gang. Hvad var der at sige? Han var ikke interesseret i at snakke med hende, og ærligt talt var han ved at være lidt træt. Han flyttede lidt på sin taske, så han kunne hvile kinden på den, mens han så lidt tomt frem for sig. Måske havde hans hoved fået et par for hårde slag, måske var han bare udmattet efter den haltende gåtur. Men han faldt i hvert fald ret hurtigt i søvn ved Kassandras side, selvom han burde holde øje med et godt sted at blive sat af igen. Han sov for tungt, ikke forstyrret af vognens skrumlen rundt i hjulsporet. Måske han havde slået hovedet lidt.

Det skete sjældent, at Kaizlers hoved var tomt, når han sov, men det var det denne gang. Måske var det fordi, at der var nogen ved siden af ham, det plejede i hvert fald at hjælpe lidt på det. Måske var det en blanding af det hele. Egentligt var det lidt lige meget, han havde brug for at sove, også selvom det foregik siddende på en vogn, der rumlede rundt under ham.
Havde han været vågen til det, havde han fået hende til at sætte ham af længe før de nåede byen, også selvom der stadig bare var marker omkring dem. Altså, han kunne som sådan godt gå helt op til porten og kigge ind, men byen skræmte ham. Han var en dæmon, og han hørte ikke til et sted med så mange væsner, der kunne trykke på de forkerte knapper i hans sind. Nej, storbyer generelt holdt han sig fra, og han besøgte også kun landsbyer, hvis det var nødvendigt.

Men han vågnede først, da hun tog ved hans skulder og sagde hans navn. Nogen sagde hans navn. Forvirret blev han hevet ud af sengen og hans læber formede ubevidst ordet ”Nael”, inden hans blik gled til siden og fik øje på kvinden. Det gav et svagt forskrækket ryk i ham og han rettede sig brat op. Kvinden. Hun hed noget med k. Det kom ikke lige til ham, og i stedet fulgte han hendes blik. Det gav et større sæt i ham, da han genkendte Dianthos’ bymur, og havde han ikke haft så ondt over det hele, var han fluks sprunget ned af vognen. Men i stedet gned han hænderne ned over sit ømme ansigt i et forsøg på at vågne.

Dianthos. Lige for næsen af ham. Han så rundt, men kunne ikke se nogen i den velkendte uniform, der betød fare for en som ham. I stedet fik han øje på en kro. Åh, hun ville have ham på kro. Men han havde ingen penge og det var stadig for tæt på byen. Endeligt fik hun hans fulde opmærksomhed, som han så på hende igen, stadig med det ene øje lukket af hævelsen, der dog var faldet en smule.
”Eh. Tak.” Det var ligesom det, han kunne administrere, så han begyndte at kravle ned fra bukken. Det så ikke elegant ud, men han væltede i det mindste ikke. Snart stod han med fødderne solidt plantet på jorden og tasken i favnen, stadig for groggy til at kunne overskue at tage den på. Hans blik gled tilbage af den vej, de måtte være kommet fra, og han tog nogle skridt den vej, inden han formåede at få tasken på ryggen. Væk. Sikkerhed. Han haltede stadig, men ikke så slemt som da hun havde set ham første gang, da slaget var ved at gå i sig selv.

Kassandra afventede den medtagede opvågning tålmodigt og gav Kaizler et lettere bekymret udtryk da han virkede forskrækket over at have set hende. Sov han SÅ dybt? I sådan en ukomfortabel position? Der var gået en rum tid, så trods det skulle man tro at han havde fået bare en smule brugbar hvile, men han lignede stadigvæk noget som katten havde slæbt ind.. Og det var bestemt ikke med hendes gode vilje at hun lod ham stige af her, men hvilken ret havde hun til at tvinge ham ind i byen? Og hvad ville hun gøre med ham derinde? Holde ham nede så hun kunne hælde suppe i gabet på ham og skrubbe hans sår? Ikke på vilkår!
Da han endelig virkede vågen gav hun ham et skævt smil og nikkede som respons til hans vage taknemmelighed. At se ham kravle ned fra vognen var lidt som at se en gammel kone bukke sig for at nå noget på gulvet - pinefuldt, men man ville heller ikke byde dem behandling som om de var handikappede og Kassandra havde ikke fået det førstehåndsindtryk af Kaizler at han kunne lide at blive babiet. I stedet sad hun lettere akavet tilbage med tøjlerne i sine fine blege hænder og tøvede med at køre indtil han virkede mere sikker på sin destination.
“Ingen årsag.” Forsikrede hun ham inden hun nikkede imod hans taske. “Jeg vedlagde lidt grønt hos dine ting.” Lod hun ham vide og gav endnu et forsigtigt smil. “Og hvis du pludselig står og mangler en varm kamin i området, så spørg efter ‘Den Magelige Mis’.” Hun kunne ikke lade ham gå uden muligheden. Ikke med god samvittighed i hvert fald. Desuden var kroen trods alt et tilflugtssted for hans slags… Det var ir for sig et under hvordan Madame Lucille overhovedet fik biksen til at give profit med alle de hjemløse hun tog imod på daglig basis.. Specielt taget i betragtning at man sjældent så de samme personer komme igen - hun måtte vel give dem lidt ekstra at leve på?
Kassandra drog et suk og lagde blikket imod den store port ind til byen hvor man let kunne ane bylivet bagved - travlt og i konstant bevægelse. Hun trængte selv til den varme kamin og den grønne, bløde fløjelsstol i salonen, hvis der ikke allerede var en drukkenbolt i den. Måske Alexander havde gang i kødgryderne og manglede en mundskænk? Man kunne vel have lov at være heldig. 

Kaizlers nerver sad uden på tøjet, som han haltede ned af vejen. Hans blik fór rundt på de folk, der var i området. Var nogle af dem efter en som ham? Naels ord om Lyset forfulgte ham, og det kunne ikke gå stærkt nok med at komme væk. Han kiggede sig over skulderen mod vognen. Et eller andet sted var han lidt ked af at forlade den, selvom kvinden ikke rigtigt betød noget, trods hendes hjælp. Men hun havde alligevel givet ham en smule tryghed og sin hjælp. Og han havde ikke kunnet give noget tilbage. Han ejede ikke noget, havde ikke krystaller til et varmt måltid, end at betale for andres hjælp. Men det havde hun vist også vidst, inden hun hjalp ham.

Han skubbede det fra sig. Koncentrerede sig om at komme væk, selvom han havde ondt over det hele. Han var trods alt ubevæbnet, fordi de havde stjålet hans sværd. Han måtte hellere se ad at få fat i et nyt inden alt for længe. Selvom han så sjældent brugte det.

Det var mørkt, før han fandt et sted at slå lejr. Det var langt nok væk til, at han turde blive der et par dage og komme sig. Grøntsagerne var lidt af en velsignelse, siden han ikke havde andet at spise. De mættede ikke så længe, men lidt var det da. Bøffen var mere hans stil, og han slugte den grådigt, da den var nogenlunde gennemstegt. 
Som han sad der med fedt på fingrene og tænderne arbejdende på kødet, kom han i tanke om, hvad hun hed. Kassandra. Nå, ja, det var vel ikke så vigtigt, han tvivlede på, at han nogensinde ville se hende igen. Men han sendte hende da en taknemmelig tanke over maden.