Efter sit besøg hos Rumi, havde Hyde indset nødvendigheden af at finde sig en anden leverandør af helbredende miksturer. At han var nødt til at gå ud i dagslys og skulle trækkes med andre kunder var på ingen måde tilfredsstillende, hvis han ellers kunne slippe for det. Man kunne måske sige, at han var bedre vant. Når han handlede normalt, så vidste folk, hvem de havde med at gøre. Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, når man forsøgte at være inkognito i Dianthos, men der var alligevel grænser.

Så derfor havde Hyde sendt nogle af sine folk ud i Nedre by for at forsøge at finde en mere lyssky forhandler. Gerne én, som måske ville være fleksibel omkring det faktum, at Hyde var vampyr. Det var et skud i tågen, men så for et par dage siden, var der kommet svar tilbage om, at Urter, Alkymi og Magiske Remedier måske var det sted, han ledte efter. Der gik rygter om, at ejeren var udødelig og at han holdt sig meget for sig selv. Og Hyde's mand havde især bemærket de tunge skodder, som mindede utroligt meget om de skodder, som Hyde havde til at dække sine egne vinduer.

Han kunne selvfølgelig ikke være sikker, men Hyde besluttede, at han hellere måtte se lidt nærmere på denne Faust. Så derfor havde han skiftet til et sæt mørkt tøj og svøbt sin lange kappe omkring sig og begav sig af sted. Udenfor var solen næsten gået ned og bymuren og de mange huse i Dianthos beskyttede Hyde fra de sidste af dens stråler. At han havde trukket hætten op var selvfølgelig også en hjælp.

Han fandt uden videre ned gennem byen til den angivne adresse og startede med blot at forsøge hoveddøren til butikken. I Nedre by var det langt fra alle, som holdt sig til at holde åbent i dagtimerne.

Mørket var ved at falde på over Dianthos, og det betød at lysene i den lille forretning "Urter, Alkymi og Magiske Remedier" var blevet tændt bag de kraftige, tillukkede vinduesskodder. Ikke at ejeren selv havde brug for lys til at orientere sig, men det tjente det formål, at hans kunder rent faktisk kunne se og orientere sig i butikken. De fleste besøgende i Fausts forretning var, på trods af hans egen udødelighed, mennesker. 

Der var sket en del i byen for nylig, men Faust var til dels taknemmelig for, at alt den ballade med Ordenen betød, at ordensmagten havde mindre travlt med at stikke næsen i de forretninger, der foregik i Det Nedre Bydistrikt. Selv holdt han øjne og øre åbne - fastlåst, som han var, når solen skinnede, havde han i høj grad brug for folk udefra til at høre nyt om, hvad der skete i byen og landet.

Fausts tynde, hvide fingre var omhyggeligt i færd med at polere overfladen på en lille amulet, da han hørte lyd uden for butikken og døren gik op. Et kort øjeblik var han nervøs for at det kunne være byvagten - han havde ikke nogle aftaler denne aften, men så igen, vagterne havde ikke besøgt ham i de årtier, forretningen havde eksisteret, og manden, der trådte ind i forretningen lignede så ganske afgjort også en kunde. Mørkt tøj og en hætte ned over ansigtet. En lettere interesseret mine dukkede frem i Fausts ansigt, mens han forsigtigt lagde amuletten fra sig trådte frem fra disken.

"Godaften. Hvad kan jeg hjælpe Dem med?"

Døren gik op og Hyde trådte indenfor og lukkede den efter sig. Han kastede et blik rundt i butikken og følte sig meget mere hjemme her, end han havde gjort i Rumi's butik. Her følte han rent faktisk, at han måske ville kunne få den service, som han havde brug for. 

Indehaveren var da også selv til stede og Hyde kunne ikke umiddelbart gætte sig til, hvor gammel han var, men trak mentalt på skuldrene. Hvis rygterne talte sand og manden var udødelig, så var det jo alligevel komplet uinteressant. Hvad der i stedet var interessant var mandens udseende. Han var arret og så næsten brysk - omend ikke uvenlig - ud. Så Hyde slog hætten tilbage og gik et par skridt hen mod manden. "Jeg håbede, at jeg kunne tale med Dem om at købe nogle helbredende miksturer her," svarede han og så sig om. "Jeg har nogle... Temmeligt udfordrende omstændigheder." Hyde fornemmede en vis samhørighed med manden foran sig. Det var bestemt en mulighed, at han var vampyr. Hvis han var, så var det en reel mulighed at få et samarbejde op at stå.

Det lille butikslokale udstrålede komplet orden. Små hylder var opsat langs væggene, hvor flasker med fint skrevne mærkater stod opsat på lige række. Der var også små kurve med urter, ligeledes omhyggeligt placeret og en mængde amuletter og ringe: Fausts speciale, frembragt af hans evne til at gemme folks magi i genstande.

Faust var klar over, at hans udseende godt kunne virke en smule frastødende på nye kunder, men han var velklædt, nyvasket og de smalle læber kruset i et velkommende smil. Det var altid en fornøjelse at møde en ny besøgende i butikken - især hvis vedkommende havde et nyttigt erhverv eller en interessant magi.

"Naturligvis, velkommen til." 

Han betragtede mandens ansigt indgående, som han lod hætten falde. Han var en del mere muskuløst bygget end Faust, og hans maskuline ansigt var sandsynligvis noget, der kunne få en del kvinders hjerter til at banke hurtigere. Der var dog noget andet ved manden, som interesserede Faust - noget, han ikke helt kunne sætte fingeren på. Var det blot belysningen i butikken, der fik ham til at virke bleg? 

"Lad mig høre om Deres udfordringer. Så vil jeg se, hvad jeg kan gøre." Igen det høflige, venlige smil, som en handelsmand gav sin kunde. Smilet, der aldrig helt nåede op til Fausts øjne, der forblev som glitrende, mørke huller indsunke under brynene.

Hyde's hjerne arbejdede på højtryk for at finde den rigtige måde at skyde sig ind på emnet - uden at afsløre så meget, at han ville komme i problemer, hvis indehaveren ikke var, hvad Hyde gættede på, at han var. "Mange tak," startede han derfor bare med at svare og trådte endnu et par skridt tættere på. Blegheden var også noget af det, som Hyde bed mærke i, men når man befandt sig i en butik hele dagen og brugte det meste af sin tid på planter og magi, så var der såmænd også mange mennesker, som var blege. Dét kunne han altså ikke bruge som rettesnor.

I sidste ende lagde han hovedet let på sned og så direkte på Faust. "Mine 'særlige omstændigheder' er nogenlunde de samme som Mikail Ladûn's." Hans blik veg ikke fra indehaveren, mens han fremsatte sin kryptiske besked. Mikail Ladûn havde været vampyr og var blevet fanget af Lyset og henrettet for henved 50 år siden. I vampyr-kredse var han en mindre berømthed, men Hyde regnede ikke med, at han var kendt nok til, at andre havde hørt om ham. Det var en test. Hvis manden havde hørt om Mikail Ladûn, ville han sikkert også vide, hvad Hyde var. Men samtidig, så var der også en vis sandsynlighed for, at manden selv var vampyr. Planen var ikke skudsikker, men den havde potentiale.

Det var tydeligt, at kunden havde noget på hjerte, men det ikke var det nemmeste emne at tale om. Heldigvis var Faust en særdeles tålmodig mand - noget der i høj grad var påkrævet i hans arbejde, der ofte inkluderede adskillige timer bøjet over en lille amulet eller ring, mens han tålmodigt førte tråd efter tråd af magi ind i metallet.
Han ventede derfor blot, mens manden langsomt gik frem mod ham.

Mikail Ladûn. For en informeret mand som Faust var navnet særdeles velkendt, og han vidste også, at de færreste uden for De Udødes kredse ville kende til det. Det var trods alt fem årtier siden, og en begivenhed, som menneskeracen lagde langt mindre betydning i, end vampyrerne gjorde.
Nu var det Faust, der var i en vanskelig situation med at finde de rette ord. At begge parter led under vampyrforbandelsen, betød ikke nødvendigvis, at de havde samme syn på verden, og det var altid en vis fare for Faust ved at afsløre hvad han var. Han vidste dog også, at over for en anden vampyr, ville det være svært at holde skjult - i al sandsynlighed havde kunden allerede en idé om, hvad Faust var, siden han havde nævnt martyrens navn.

Han så derfor tilbage på den anden mand med et fast blik. "Javel. Det er en omstændighed jeg er .. ganske.. bekendt med." Svarede han langsomt. Der var det. Han havde så godt som afsløret, hvad han var. Nu var det blot om at håbe, at den fremmede var til at stole på.
Han vendte sig kort mod butiksdisken og trak en stol frem, som han nikkede mod. Det kunne godt tyde på, at det ville være et længere besøg. "Tag plads." Tilbød han. "Navnet er Sacharias Faust. Hvem er De?" 

Hyde så det lille glimt af genkendelse i mandens øjne, da han hørte navnet. Dét var i hvert fald gode tegn. Han ventede endnu nogle sekunder, inden den anden også trådte et skridt tættere på kanten og halvvejs afslørede sin egen baggrund. Hvis altså det var hans baggrund. Der var stadig en risiko for, at manden tilfældigt kendte til navnet og nu forsøgte at fuppe ham. Men oddsene var stadig tippet i Hyde's retning og han tog derfor plads, da han blev tilbudt en stol.

Han kunne ikke ligefrem påstå at genkende mandens navn, men det var heller ikke så underligt. Han kunne sagtens være vampyr alligevel. Men derfor besluttede Hyde sig stadig for at være sikker og rakte en hånd frem mod Faust til et håndtryk. "Leonard Tibby," svarede han og vidste, at i samme øjeblik de gav hinanden hånden, ville de være klar over, om den anden løj om sin forbandelse. For selvom en vampyr kunne undgå helt kold hud, hvis han lige havde drukket fra et levende offer, så blev de aldrig så opvarmet, at det kunne snyde en anden vampyr. Og hvis det mod forventning viste sig, at Faust ikke var vampyr, så skulle han ikke have et brugbart navn, som han kunne videregive til byvagten.

Fausts mørke øjne betragtede 'Leonards' ansigtsudtryk i spændt forventning, idet han rakte hånden frem og greb den andens udstrakte. Det var ikke uden risiko, at han gjorde dette, men vedkommende havde allerede fundet vej til hans forretning og havde en tydelig mistanke om, hvad han var. Det var rigelig information at videregive til ordensmagten, hvis det var, hvad han var ude på.

Som deres hænder mødtes, blev Faust imidlertid sikker i sin sag. Hånden der greb hans var kold som graven, perfekt matchende Fausts egen kølighed. Han havde ofte overvejet, om det ville være muligt at opfinde et form for remedie, der kunne gøre kroppen varm, men han var aldrig nået så langt, konkluderende, at andre ting en kulden under alle omstændigheder ville kunne afsløre ham.
Han slap håndtrykket og bevægede sig om på den anden side af disken, hvor han tog plads over for Leonard, lænende sig en smule frem. Hans stemme var dæmpet.

"Måske vi bør tale åbent nu, hvor det er på plads." Det var ikke præsentationen, men håndtrykket han hentydede til, og han betragtede den anden mand med et søgende blik. Det var ikke ofte, han talte med folk af sin egen art, og det gik pludseligt op for ham, at det var noget, han havde brug for. En udød kontakt. Men kunne han stole på manden foran sig?

Da deres hænder mødtes, slappede Hyde endelig af. Ikke dermed ment, at han kastede al forsigtighed over styr, men han var nu sikker på, at han stod over for noget, som han vidste, hvad var og det det gav en vis sikkerhed i sig selv. Derfor smilede han da også lidt, da Faust satte sig ned og bad om, at de nu kunne tale direkte. "Det er i hvert fald lettere nu," sammentykkede han og lænede sig lidt tilbage i sin stol. "Navnet er Hyde forresten. Hyde Morton." Han havde ikke noget problem med, at Faust kendte hans rigtige navn nu. Forhåbentlig ville den anden forstå, hvorfor han havde været for forsigtig til at give sit eget navn ud i første omgang. Måske ville den anden oven i købet have hørt om ham. Han var trods alt kendt i visse kredse, som en mand, der kunne skaffe én det meste både i gods og informationer.

"Jeg er kommet, fordi jeg har brug for en leverandør af miksturer og lignende, som ved, at dét han leverer skal indtages af en vampyr. Jeg har fundet en forhandler her i området, men jeg må indrømme, at jeg ikke har turdet at indtage det, jeg fik af ham. Fysiologien på de forskellige arter er formentlig vidt forskellig fra vores og jeg risikerer at forgifte mig selv ved et uheld." Han havde ellers haft det så godt med at have købt de miksturer - lige indtil han kom i tanke om dette.

Faust nikkede kort. Det falske navn var ikke som sådan en overraskelse - blot en fornuftighed. Han selv brugte ikke falske navne - Faust-slægten var et gammelt og uddødt familienavn, som ingen længere huskede eller kendte til, og hans egne hænder var så rene, som en Vampyrs nu kunne være det: han passede sin forretning og sig selv og aflagde en gang i mellem en rapport til Verbatims agenter om, hvad der foregik i byen.

Han lyttede derefter til Hydes forklaring med en vis forståelse i blikket. Det var aldrig nemt at indtage noget, når man havde vampyrforbandelsen, for de fleste almindelige fødevarer medførte et voldsomt ubehag. Desværre galt det samme for en del af de planter, som var ingredienserne i almindelige eliksirer.

"Jeg kender til problemet." Nikkede han derfor med et kort blik op på hylden med sirligt arrangerede små flasker, der hang bag disken. De fleste var til de "almindelige" kunder - der var kun en brøkdel, han selv kunne indtage. "Men alle problemer har en løsning. De er i trygge hænder hos mig, Hr. Morton, jeg har ingen intentioner om at forgifte mine kunder.. Guderne ved, at vores art er begrænset nok i forvejen." 
Han lagde hænderne foldet på bordet foran sig, mærkbart slappende mere af, nu hvor et velkendt forhold mellem dem va etableret. "Så fortæl mig.. hvilke miksturer har De brug for?"

Hyde holdt diskret øje med Faust's reaktioner og ledte især efter indikationer af, at Faust skulle forsøge at snyde ham eller føre ham bag lyset. Ingen af delene virkede dog indtil videre til at være tilfældet og Hyde slappede gradvist mere af. Da Faust så op, fulgte Hyde hans blik, og lod selv blikket glide over de mange små flasker. Forhåbentlig havde han fundet sin allierede her.

"Jeg havde en, æh, uheldig episode for et par uger siden," begyndte han langsomt at forklare, mens han nøje afvejede, hvad han skulle sige og hvad han skulle holde mund med. "Jeg fandt pludselig mig selv med et kraftigt blødende sår midt i Dianthos og det var et rent lykketræf at jeg slap derfra uden at der skete mere. Så i første omgang vil jeg gerne have en mikstur eller noget andet, som kan forhindre mig i at miste for meget blod gennem åbne sår. Kun til brug i nødsituationer naturligvis." Han så over på Faust med et lille skævt smil. "Er det noget, du kan klare?"

Faust betragtede i smug den anden vampyr. Anspændtheden som havde lyst ud af den anden mand de første minutter af mødet var lige så stille på vej væk og en lille antydning af et smil krusede Fausts mundvig. Hans forbindelser til sin egen art var meget begrænset - delvist på grund af Fausts afsky for overfald og uhæmmet bloddrikkeri - men dette her kunne vise sig at blive et interessant samarbejde.

Han nikkede langsomt ved Hydes ord. "En healingmikstur. Det kan så sandelig lade sig gøre.. jeg har selv noget lignende på lager, i tilfælde af at jeg skulle komme ud for .. noget." Det var sjældent at Faust blev såret, men skulle bevæbnede mænd pludelig trænge ind i butikken eller hive fat i ham på gaden.. ja, så var det rart at have noget at dulme smerterne med. Det kunne godt være at vampyrer regenererede efter en nats hvile, men det gjorde blot ventetiden dertil mere pinefuld. Især hvis sårene ville have været dødelige for en almindelig mand..

Han vendte rundt og gik hen til en hylde, hvor han lod en kroget pegefinger glide hen over flaskerne. De var alle omhyggeligt påført hjemmeskrevne merkater, der fortalte om flaskernes indhold. Faust var en mand, der foretrak at have orden i sagerne.
Han trak en flaske ned fra hylden, som var placeret en smule bag de andre. Indholdet var en rødlig, tyk mikstur, og han vandrede tilbage og placerede den på disken mellem ham selv og Hyde.

"Denne her skulle gøre tricket. Dulmer smerter og får sårene til at lukke sig hurtigere. Det anbefales naturligvis, at man ikke hopper direkte ind i kamp efter at have indtaget den.. kroppen har stadig brug for at hvile." Formanede han. Den var til gengæld god, skulle man have brug for en hurtig flugt til hvilestedet. Det var svært at finde god healingmagi, der effektivt virkede på udøde.