Indlæg til konkurrencen "Kønsskifte"

Alt åndede fred og fordragelighed i den lille lysning med den lille sø, der var halvt tørret ud i sommervarmen. Solen var stået op for længst, selvom det stadig var tidlig morgen, faktisk nåede der kun at komme et strejf af mørke i løbet af de lyse sommernætter.
En lille stribe af røg gled op fra det lille bål, Kaizler havde startet op og nu sad og gloede ind i med et træt udtryk. Endnu en nat med kun et par timers søvn. Det skete sjældent, at det blev til mere, før hans mareridt fik ham op og i gang. Sådan havde det været de sidste syvhundrede år, så han var mere end vant til det. Normalt ville han rejse videre, men han havde besluttet at tage et par dages pause ved den lille sø. Skoven vrimlede med dyreliv og vandet var til at drikke. Et perfekt sted at gemme sig for omverdenen.

Han sad og prikkede lidt til et par gløder med en pind, da lyden af en knækkende gren fik hans hoved til at flyve op og de blå øjne til at fare rundt. Der stod et lille væsen ikke ret mange meter fra ham. Forskrækket tabte han pinden og kom på benene.
”Ved Zaladin!” Det var en alf. En sød lille alf, der så på ham med et blik, der virkede venligt, men som fik de små hår til at rejse sig i Kaizlers nakke. Et grin bredte sig på dens nuttede ansigt, et grin med tænder så spidse, at de kunne konkurrere med Kaizlers egne i den anden skikkelse. Pludseligt kastede den noget til ham, og rent automatisk greb han det.
”Hvad i…” Han så op, og alfen var væk. Det eneste spor efter den var lidt grøn røg i luften, hvor den havde stået. Med et udtryk af ren forbløffelse stirrede han lidt på stedet, inden han kom i tanke om tingen, han havde grebet. Langsomt åbnede han hånden og så ned. En grøn krystal. Den var flot. Han løftede den nærmere sit ansigt, så han kunne studere den. Det var som om, at den grønne farve bevægede sig i krystallen, som røg over et bål. Den trak ham ind. Han følte et kort øjebliks svimmelhed, inden han faldt ned i et dybt mørke med et grønt skær.

Han stønnede dæmpet. Hvad skete der? Han lå på jorden med solen i ansigtet, noget der fik ham til at skære ansigt og holde øjnene lukkede. En alf. Og en grøn krystal. Den grønne farve huserede stadig i hans sind, spandt sig ind i hans tanker.
Åh, han havde det underligt. Hans krop føltes forkert. Hans tøj sad forkert. Det strammede, hvor det ikke plejede at stramme. Hvad i alverden var der sket?! Som altid snakkede han med sig selv. Men denne gang fik han et chok.
”Det var en sær lille…” Med en skræmt udtryk i sine blå øjne smækkede han begge hænder for munden. Det var ikke hans stemme. Det var en kvinde. En kvindes stemme. Brat satte han sig op, hvilket fik en kold følelse til at vokse inden i ham. Hans krop. Hvad var der sket med hans krop?! En klagende lyd forlod ham, som hans blik fortsatte ned af ham selv. Den trøje, han havde på, havde siddet pænt på hans overkrop, men nu…
”Nej nej nej nej NEJ NEEEJ!” De paniske ord forlod ham som han begyndte at flå i sit tøj og da hans bare bryst blev blottet, skreg han det sidste ud så højt og desperat, at flere fugle forlod lysningen med en forskrækket skræppen. Med skrækken malet i ansigtet holdt han sin trøje oppe, så han kunne stirre fortvivlet ned på de to kødklumper, der var dukket op. Bryster. Han … han havde bryster. En lyd som kun en såret hund kunne komme med blev mast ud af ham i mellem de hurtige vejrtrækninger. Der gik et øjeblik, hvor hans hoved var tomt. Et om muligt endnu mere forfærdet udtryk gled over hans ansigt, og han kom på benene. Han nåede knapt at finde balancen, før han havde flået sine bukser ned. En hånd gled op til hans mund, som han begyndte at hulke. Det var løgn. Han var en kvinde. Tårerne begyndte at dryppe ned på hans hånd, og hans krop trak sig sammen, da gråden tog over.

Så der stod han, midt i skoven, halvnøgen og med en forfærdet gråd, der med det første ikke virkede til at ville stoppe igen. Men til sidst fik han alligevel samling nok til at trække sine bukser op igen. De var stramme om hans hofter. Uvillig til at ville se på sig selv, fik han også trukket den stramme trøje på plads. Han havde kvalme. Over sig selv. Sin krop. Med en snøft kørte han et ærme over sit ansigt, inden han bevægede sig ned mod søen. Med hjertet i halsen gik han hen til vandet og efter en dyb vejrtrækning lænede han sig frem og så ned. Det var lige før, at han var begyndt at græde igen. Hans hår var blevet langt, skægget var væk og hans træk var blevet feminine. Men han kunne godt genkende sig selv. De blå øjne, høje kindben og, ja, med tungen kunne han stadig mærke mellemrummet mellem de skæve tænder. Det var hans egen krop.

Der stod han lidt, inden en tanke ramte ham. Måske … måske kunne han skifte køn? Måske var det en udvidelse af hans evne? Et glimt af håb gled igennem ham, og han lukkede øjnene for at hidkalde sin indre magi, der gav ham pels, snude og hale. Gjorde ham til et bæst. Men han fokuserede på … noget andet. Eller, han forsøgte. Da han åbnede øjnene igen og så håbefuldt ned i vandet, kunne han konkludere, at der ikke var sket noget. Ud over at han nu havde pels i ansigtet og kløer på sine hænder.
”Det kan bare ikke være sandt, det er et mareridt, jeg er ikke vågen, jeg sover endnu!” beklagede han sig, mens han trak forandringerne tilbage. Hans egne ord gav ham en idé, og pludseligt gav han sig selv en syngende lussing. Men intet skete, han var stadig en kvinde, nu med ondt i ansigtet. Det var ikke et mareridt. Det var virkelighed.

Han sad længe med rumpen hvilende på sine hæle og armene om sig selv, stirrende ud over den lille bitte sø, tankerne fortvivlede. Han ville ikke være en kvinde. Han ville ikke have bryster. Ikke have et hul. Han ville have en p…
”Krystallen!” En tanke afbrød fortvivlelsen. Måske krystallen kunne trylle ham tilbage?! Fluks var han på benene og løb tilbage mod der, hvor han var væltet om. Usikkert på de blodfattige ben og med alt for meget overvægt på overkroppen, men han væltede i det mindste ikke. Hårdt landede han på knæ i den småbløde skovbund og begyndte at rode rundt i græsset. Han måtte finde den!
”Hvor er den, kom nu, den skal være her!” Desperat ledte og ledte han. Den … den var væk! Og så rørte hans fingre noget.
”Det kan ikke være rigtigt.” Den stemme, der ikke tilhørte ham, knækkede over, som han spredte græsset og kunne se den lille bunke grønne sand. Krystallen var ikke mere.

Solen bevægede sig over himlen og dagen gik på hæld. Kaizler opdagede det ikke. Han sad der ved den lille bunke skinnende sand, kogende under sommersolen, langt væk i sin egen fortvivlelse. Hele hans verden var smuldret væk, ødelagt. Han havde aldrig interesseret sig for kvinder. Han ville ikke være en selv. Hvordan skulle hans liv nu være? En gang i mellem løb tårerne ned over hans kinder, men han opdagede det ikke.
På et tidspunkt lagde han sig ned og faldt i søvn i ren og skær psykisk udmattelse. Hver eneste bevægelse havde fokus på ikke at røre de forkerte steder. Han afskyede sin egen krop.

For én gangs skyld sov Kaizler natten igennem. Måske fordi mareridtene i hans hoved ikke kunne måle sig med virkeligheden. En solstråle vækkede ham ved at skinne ham direkte i øjnene. Med en mumlen rørte han lidt på sig.
”Det var bare en drøm.” De beroligende ord havde en modsat effekt, for igen var det en kvindes stemme, der skar i hans ører. Med en lyd krøllede han sig lidt sammen, inden han græd lidt igen. Så mange tårer, han havde grædt. Nok græd han hjertens gerne til hverdag, men det var næsten helt ekstremt.
Solen havde forladt hans ansigt igen, da han foldede sig ud for at … ja, et eller andet. Men med bevægelsen kom der et skud smerte fra hans mave. Han gispede dæmpet og skar ansigt. Hvad var det? Det sad forkert til at være sult. Dårlig mave måske? Med en stønnen kom han op at sidde. Smerten fortsatte og han lagde hænderne mod sit underliv, mens han lænede sig frem.
”Åh, kan det blive værre?” Han fik kæmpet sig på benene. Det var slemt. Han stavrede lidt ind i skoven og hev sine bukser ned, uden at se ned på sig selv. Snart sad han på hug. Og ventede. Smerten sagde, at det var slemt, men ingenting skete. Skulle han ikke skide? Hans blik gled alligevel ned i mellem hans ben, hvilket fik ham til at klynke. Så meget hår, ingen… hans blik fokuserede på græsset under ham. Blod. Blod?! Hans hånd forsvandt ind i mellem hans ben, han var så chokeret, at han glemte, hvor ulækkert der var at røre dernede, og da han trak den ud igen var den dækket i blod. Slimet blod. Han stønnede. Han var ved at dø. Hvad kunne det ellers være? Han havde meget ondt og han blødte. Noget måtte være gået i stykker inden i ham.
Tanken ramte ham ikke så hårdt, som man skulle tro. Han havde leget med døden det meste af sit liv, og det skræmte ham ikke. Slet ikke nu. Måske det bare var bedst. At dø. Nu hvor hans krop ikke var hans mere.

Det lykkedes ham at komme tilbage til den lille lejr, hvor han lagde sig på sit tæppe, krøllet sammen om sit smertefulde, krampende underliv og med hænderne mod sin mave. Kaizler var engang for mange år siden blevet ødelagt, og han elskede smerte. Smerte var virkeligt, smerte samlede hans tanker og fik ham til at føle sig i live. Men denne smerte?! Den var ikke skarp, ikke rensende. Den var blød, vedvarende og gav ham kvalme. Men var det ikke lige meget? Han var uden tvivl ved at bløde ihjel, så snart ville alt det dårlige forsvinde og han ville være fri. Et eller andet sted glædede han sig.

Solen hang i horisonten, da han vågnede igen. Han havde stadig ondt. Og var tydeligvis ikke død. Hvorfor tog det så lang tid?!
Han sad lidt og så på den lave sol, lyttede til skovens lyde og duftede til naturens lugte, forstærkede af duggen. Måske han bare skulle få det overstået. Han havde slet ikke lyst til at leve videre, ikke som kvinde. Meget havde han overlevet. Zahinael og hans smertebobler. Livet efter. Men dette var for meget. Fremtiden virkede bare sort med sort, når han så ned af sig selv og kunne se de to alt for store buler, der stadig ud fra hans bryst. Og hans mave føltes stadig som om, at han var ved at dø. Så det hele kunne vel være lidt lige meget?
Han rørte lidt på sig, fik fundet sin kniv frem. Betragtede den lidt, inden han hev op i sine ærmer og lagde den skarpe æg mod den tynde hud på indersiden af håndledet. En eftertanke fik ham til at dreje kniven, så han ville skære ned af underarmen.
”Jeg havde alligevel ikke troet, at det skulle ende sådan her.” Kvindestemmen. Han skar ansigt og skulle lige til at lægge pres på kniven, da en stemme bremsede ham.
”Stop! Det var jo ikke meningen!” Det var en tynd, skræmt stemme. Kaizler så op. Alfen var kommet tilbage og stod et par meter fra ham. Den så helt ulykkelig ud.
”Det var jo bare … for sjov.” Den kastede igen noget til ham, denne gang greb han det ikke, så det landede på tæppet ved siden af ham. Endnu en grøn krystal. Kaizler så lidt på den, inden han langsomt så tilbage på alfen. Et smil bredte sig på hans ansigt, et smil fyldt med skarpe tænder.
”Hvis jeg var dig, ville jeg forsvinde.” Kniven faldt til jorden, da han slap den for at gribe krystallen i stedet for. Alfen fik et meget skræmt udtryk i ansigtet og forsvandt i en grøn røgsky, der langsomt drev ind over den lille sø, der glimtede i de sidste stråler fra solen.