Jeg kan se ild fra bjergkammen. Jeg høre hylen. Jeg ser bannere; store og blå som himmelen selv. Jeg ser en rytter, klædt i sten der glitre som søerne. Døden kommer iført elver-skind. Vi kan ikke komme væk...
Yzgarth slog sine brune øjne op til lyden af fugle der kvidrede og solen der skar igennem træernes kroner, som oplyste jorden i animerede pletter. Han rakte en hånd op foran ansigtet for at skærme for det skarpe lys, inden han satte sig op fra hans soveplads på jorden. Et stort bjørneskind var hans seng, omgivet af buske og de få ejendele Yzgarth havde bragt med sig inden han havde forladt sin klan i Tusmørkedalen. En økse, drikkeskind, knive, to små skåle og tre punge af flettet strå, samt en læder taske. Han lod sin store hånd løbe ned over ansigtet, imens han udåndede tungt. En smule fumlende rakte han ud efter tasken, åbnede den og fiskede et gammelt kort op. Det forfaldne kort havde brune pletter og områder hvor at det var revnet i en sådan grad at man ikke kunne se forskel på hvad der var landevej, og hvad der var en revne i pergamentet. Hans brune øjne skimmede det med en kort frustration: han skulle have nået grænsen nu! Så hvorfor fortsatte det idylliske landskab af harminiske floder og vejende marker stadig?
Med et kort fnys rullede han det gamle kort sammen og lagde det ned i læder tasken igen. Han rejste sig og så sig søgende omkring; naturen omkring ham var livlig og energisk. Fuglene sang og man kunne fornemme andet småkravl, der farede rundt nede langs jordbunden i søgen på morgenmad. Han kastede et enkelt blik op imod himmelen med en opløftet hånd, der skærmede hans øjne for solens værste lys. Det var tidligt på dagen, tidligt nok til at morgenduggen stadig sad i græsset og på træernes blade. Sommeren var over dem. Efter at have vurderet hvornår på dagen det var, greb Yzgarth sine ting og dækkede det der engang havde været et beskedent bål til med en fod. Han drog derefter imod lyden af en brusende flod der ikke virkede til at være langt derfra.
Et lille stykke tid senere ankom han til flodbreden hvor en sund strøm trak diverse små grene og blade med sig ned imod et smukt vandfald, hvis pulserende vand man kunne høre. Det overdøvede fuglenes sang. Yzgarth satte sig på hug for at fylde vand-skindet, da han lagde mærke til buskene omkring ham. Små røde bær tittede frem imellem de tæt siddende blade og funklede med morgenens små dug-perler som små kroner. En velsignelse midt i Yzgarth's forvirring og frustration. Hvor længe havde han været væk? 13 måner? 14? Han var begyndt glemme det præcise tal, og han kneb med at huske hvad der kom efter 29. Men det ville ikke tage mere end 29 måner at finde hende. Det havde han bildt sig selv ind. Verden var ikke så stor, men sandheden var at verden havde været meget større end Yzgarth havde forventet og han måtte efterhånden erkende at han ikke vidste hvor han skulle gå hen mere.
Hans tankespind blev afbrudt af en brummen der kom ikke langt fra ham, og efter at han havde spist nogle få af de røde bær lagde han mærke til et par brune øjne der stirrede skræmt på ham fra imellem de tætte grene. En bjørne unge. Det næste gik hurtig; ungen peb fra forskrækkelsen og uden at havde hørt eller set det pga. vandfaldets brusende larm, rejste en kæmpe bjørn sig fra det tætte bærkradt. Hun rejste sig på bagbenende med et nervepirrende brøl og hamrede et slag imod Yzgarth's bryst inden han nåede at trække sit våben. Idet han sad på knæ mistede han balancen og faldt bagover, ned i floden hvis strøm greb ham! Den trak ham med sig, ned imod bunden og op igen. Kastede ham ind i klippesten der havde været kamufleret af flodens ellers så fredelige overflade. Han forsøgte at svømme og vinde kontrol, men inden han nåede at orientere sig og svømme imod strømmen, blev han kastet imod endnu en klippesten og slog hovedet imod dets spids. Hans verden blev sort ligesom hans krop blev båret over den sidste tærskel og faldt med resten af det pulserende flodvand ud over klippens kant. Herefter flød hans bevidstløse krop langs overfladen i den nu rolige flod, med en hale af blod efter sig og hans store økse der begyndte at trække ham ned imod bunden langsomt. En druknedød var ikke den slutning den store ork havde forestillet sig.