Jeg kan se ild fra bjergkammen. Jeg høre hylen. Jeg ser bannere; store og blå som himmelen selv. Jeg ser en rytter, klædt i sten der glitre som søerne. Døden kommer iført elver-skind. Vi kan ikke komme væk...

Yzgarth slog sine brune øjne op til lyden af fugle der kvidrede og solen der skar igennem træernes kroner, som oplyste jorden i animerede pletter. Han rakte en hånd op foran ansigtet for at skærme for det skarpe lys, inden han satte sig op fra hans soveplads på jorden. Et stort bjørneskind var hans seng, omgivet af buske og de få ejendele Yzgarth havde bragt med sig inden han havde forladt sin klan i Tusmørkedalen. En økse, drikkeskind, knive, to små skåle og tre punge af flettet strå, samt en læder taske. Han lod sin store hånd løbe ned over ansigtet, imens han udåndede tungt. En smule fumlende rakte han ud efter tasken, åbnede den og fiskede et gammelt kort op. Det forfaldne kort havde brune pletter og områder hvor at det var revnet i en sådan grad at man ikke kunne se forskel på hvad der var landevej, og hvad der var en revne i pergamentet. Hans brune øjne skimmede det med en kort frustration: han skulle have nået grænsen nu! Så hvorfor fortsatte det idylliske landskab af harminiske floder og vejende marker stadig? 
Med et kort fnys rullede han det gamle kort sammen og lagde det ned i læder tasken igen. Han rejste sig og så sig søgende omkring; naturen omkring ham var livlig og energisk. Fuglene sang og man kunne fornemme andet småkravl, der farede rundt nede langs jordbunden i søgen på morgenmad. Han kastede et enkelt blik op imod himmelen med en opløftet hånd, der skærmede hans øjne for solens værste lys. Det var tidligt på dagen, tidligt nok til at morgenduggen stadig sad i græsset og på træernes blade. Sommeren var over dem. Efter at have vurderet hvornår på dagen det var, greb Yzgarth sine ting og dækkede det der engang havde været et beskedent bål til med en fod. Han drog derefter imod lyden af en brusende flod der ikke virkede til at være langt derfra. 

Et lille stykke tid senere ankom han til flodbreden hvor en sund strøm trak diverse små grene og blade med sig ned imod et smukt vandfald, hvis pulserende vand man kunne høre. Det overdøvede fuglenes sang. Yzgarth satte sig på hug for at fylde vand-skindet, da han lagde mærke til buskene omkring ham. Små røde bær tittede frem imellem de tæt siddende blade og funklede med morgenens små dug-perler som små kroner. En velsignelse midt i Yzgarth's forvirring og frustration. Hvor længe havde han været væk? 13 måner? 14? Han var begyndt glemme det præcise tal, og han kneb med at huske hvad der kom efter 29. Men det ville ikke tage mere end 29 måner at finde hende. Det havde han bildt sig selv ind. Verden var ikke så stor, men sandheden var at verden havde været meget større end Yzgarth havde forventet og han måtte efterhånden erkende at han ikke vidste hvor han skulle gå hen mere. 
Hans tankespind blev afbrudt af en brummen der kom ikke langt fra ham, og efter at han havde spist nogle få af de røde bær lagde han mærke til et par brune øjne der stirrede skræmt på ham fra imellem de tætte grene. En bjørne unge. Det næste gik hurtig; ungen peb fra forskrækkelsen og uden at havde hørt eller set det pga. vandfaldets brusende larm, rejste en kæmpe bjørn sig fra det tætte bærkradt. Hun rejste sig på bagbenende med et nervepirrende brøl og hamrede et slag imod Yzgarth's bryst inden han nåede at trække sit våben. Idet han sad på knæ mistede han balancen og faldt bagover, ned i floden hvis strøm greb ham! Den trak ham med sig, ned imod bunden og op igen. Kastede ham ind i klippesten der havde været kamufleret af flodens ellers så fredelige overflade. Han forsøgte at svømme og vinde kontrol, men inden han nåede at orientere sig og svømme imod strømmen, blev han kastet imod endnu en klippesten og slog hovedet imod dets spids. Hans verden blev sort ligesom hans krop blev båret over den sidste tærskel og faldt med resten af det pulserende flodvand ud over klippens kant. Herefter flød hans bevidstløse krop langs overfladen i den nu rolige flod, med en hale af blod efter sig og hans store økse der begyndte at trække ham ned imod bunden langsomt. En druknedød var ikke den slutning den store ork havde forestillet sig.

Det var blevet sommer. Aldric havde fulgt med i årstidernes skiften. Først fra vinter til forår og nu til sommer. Den bedste tid på året, i hvert fald når man, som ham, rejste rundt uden et hjem at søge tilflugt i for dårligt vejr. Der var mere mad, knapt så meget regn og nætterne var lune. 
Det havde været en hård tid, siden han havde forladt Dianthos. Han havde lige fået lov til at snuse til noget, der kunne have været så godt, men det var blevet så skidt. For et par uger havde han haft en seng at sove i og et køkken med mad. Han drømte stadig om det om natten. Men trods det, havde han ikke fortrudt sit valg om at forlade byen og tage syd på. Han havde hjulpet så mange. Med alt fra forkølelser til lemmer med koldbrand. Flammen i ham var vokset. Alle der så i hans ene duelige øje vidste, at han var fanatisk. Hans evne var en gave og han skulle bruge den uden forbehold. 

Det sled på ham. Hans hår var blevet længere og så slidt ud. Han havde tabt sig og knoglerne i hans ansigt stod tydeligt frem. Hans nye tøj, de havde givet ham på Helbredelseshuset var allerede slidt i stykker og hans taske var tydeligvis blevet lappet et par gange. Men han fortsatte. Også selvom en lille stemme i hans hoved råbte alarm. Snart ville han ikke kunne holde til mere. Han havde brug for en pause.

Han havde slået lejr ved en lille sø for foden af et vandfald. Lyden af vand der faldt var beroligende, mindede ham næsten om lyden af bølgerne mod klipperne derhjemme, og han havde valgt at slå lejr for et par dage. Sat nogle snarer op og været på jagt efter sene æg i fuglereder. Så han havde faktisk været helt mæt, da han havde lagt sig til at sove aftenen før. Om det var lyden af vandet eller mætheden kunne han ikke svare på, men han havde sovet som en sten. Og solen var for længst stået op, da han slog øjnene op. 
Morgenen startede ud ret normalt. Efter de få gøremål satte han sig til rette på en sten med blikket ud over vandet og en rest hare til morgenmad i hånden. Hans hår var uglet og han havde ikke taget tørklædet om hovedet, så det dækkede det ødelagte øje. Hvorfor skulle han, der var ikke noget i nærheden. 

Lige som han tyggede på det sidste stykke kød, faldt der noget ud over vandfaldet. Var... var det en person? Med et overrasket udtryk i ansigtet rejste han sig og spejdede mod det brusende vand. Sekunder senere dukkede der noget op. Noget der umiskendeligt lignede ryggen på en person. Aldric nåede ikke at tænke sig op, før han smed sin varme trøje og sine støvler, inden han vadede ud i vandet. Det blev hurtigt for dybt til at bunde og strømmen var i mod ham, men samme strøm førte kroppen mod ham og snart fik han fat i et stykke tøj. Forpustet og med akavede svømmetag, fik han hevet personen med op til bredden. Aldric var ikke specielt stærk, men på ren adrenalin fik det alligevel lykkedes ham at vende personen om. En ork. Tanken gled forbi uden rigtigt at registrere, for hans blik gled allerede til blodet. Sårene. Manglen på vejrtrækning. 
Han havde aldrig healet en druknet person før og var faktisk i tvivl om, om det ville virke. Der var jo vand i lungerne. Men han tøvede ikke, for hans hænder fandt frem til et stykke bart brystkasse. Magien gled ud af ham og ind i den store krop på jorden som et lyn. Sårene lukkede sig og hjertet begyndte at banke kraftigt igen. Og han konstaterede lettet, at hans magi virkede, som vand begyndte at flyde fra orkens mund.

Ingenting. Et mørke. Tomt og dog behageligt. Det var nemt at tro på at det var det modsatte. Men sådan var det ikke. Det var visheden om uvisheden, der lagde sig som et tungt tæppe rundt om sjælen og tillod hjertet fred. Det var ikke længere bebyrdet af bekymring. Nu var det frit, idet kødet og sjælen roligt gled fra hinanden. Det ene blev givet tilbage til jorden og den anden skulle svæve i evigheden. Det var i hvert fald hvad der var ved at ske, indtil..

Yzgarth's øjne spærrede op, imens at røde tråde malede det hvide i dem. Blodkar pulserede. Hjertet hamrede atter på ny og hans mund åbnede sig i en blanding af at flå efter vejret og kaste vand op. Hans brystkasse der lå mennesket frit for skue, på nær et bredt læderbælte der strakte sig på tværs af det og dækkede en smule af venstre bryst, havde haft et dybt sår fra bjørnens klør, begyndte at lukke sig. Kødet vævede sig sammen i hvad der kun kunne være en smertefuld sensation, men som Yzgarth ikke registrede, idet han instnktivt lagde sig på siden for at kaste vandet fra hans lunger op på jorden. Han satte sin ene hånd imod mudderet og sank en smule ned, imens at han fortsatte med at kaste galle op selv efter alt vandet var væk. De tydelige muskler på hans ryg og skulder skælvede i ufriviliige krampetrækninger. Imens at de to lange fletninger gled ned på hver sin side af hans ansigt og lagde sig i mudderet. Han havde et tykt læder bælte om maven, over det var endnu et bælte der havde holdt på hans økse. Men heldigvis for dem begge, havde bæltet mistet sit greb om øksen, så dens vægt havde ikke tynget dem begge ned og yderligere med strømmen. Han havde stadig læder tasken, de små knive og strå-pungene. Alt var dog gennemblødt. 

Han støttede sig på sin albue i et stykke tid, imens at hans krop blev ved med at komme til hægterne. Og slaget fra klippestenen der havde slået ham ud, helede også og han begyndte så småt at orientere sig. Fuglene sang stadig? Floden brusede? Han var i live. 

Aldric nåede næsten ikke at sende det sidste magi ud i kroppen, før orken kom til live og begyndte at hoste vand op. Lidt forskrækket trak han sig tilbage, mens hans virksomme grønne øje kort blev sort, inden det vendte tilbage til normalen. Han var gennemblødt og hans hår hang vådt omkring hans ansigt, der var lidt mere blegt end det lige havde været. 
Men han så næsten fascineret til, som den store krop trak sig sammen og skilte sig af med det vand, der ikke skulle være der. Det var lykkedes! Han kunne faktisk heale en næsten druknet person! Han takkede guderne i sit stille sind for, at han havde kunnet hjælpe manden her.

Han blev siddende ved mandens side, uden tanke for, at det kunne være farligt. Det var første gang, at han havde healet en ork, så egentligt var det hele ret fantastisk og nyt. 
Lidt tom i hovedet betragtede han musklerne bevæge sig under huden, det var først da orken flyttede sig lidt mere tilbage mod ham, at det slog Aldric, at han burde flytte sig. Han havde ingen våben andet end den praktiske kniv i oppakningen, og han vidste intet om at slås. Og selv hvis han gjorde... orken var enorm i forhold til ham. Den ville kunne klemme livet ud af ham uden at blinke.

Så Aldric begyndte at skubbe sig lidt væk fra manden, bare lidt. Men han vidste godt, at han ikke ville kunne nå væk, hvis orken besluttede sig for at gå til angreb. Så han flyttede sig en lille meter, inden han fandt hvile i græsset igen. 
Det virkede ikke til, at orken var klar over, at han var der. Efter at have fugtet sine tørre læber, valgt Aldric at gøre opmærksom på sig selv. 
"Du havde slået hovedet ret hårdt. Sig til, hvis du får hovedpine, så kan jeg prøve at gøre noget ved det." Hovedskader var altid besværlige og nogle gange måtte han bruge sine evner igen for at få det helt i orden.

Verdens indtryk trykkede og han forsøgte at orientere sig i noget tid inden at en stemme adressede ham. Sagde noget.. på krystaliansk? Han forstod stykker af det. Men hvad han forstod helt igennem og fuldstændigt var, at han ikke var alene. Hans blik skiftede imellem at sortne og vende tilbage til ham, nærmest i små døsige blink, hvor han ikke selv havde kontrollen. Han spejded nærmest i blinde ud foran sig, indtil han fik øje på en utydelig skikkelse ikke langt fra ham. Selv samme skikkelse blev i løbet af kort tid tydelig igen, idet hans syn rettede ind til siden og i det næste nu, greb han om den dolk der sad fastspændt på hans bælte og greb ud efter struben på mennesket. Fik han fat ville han komme op på sine knæ og presse mennesket ned imod græsset, imens at han satte dolken for struben på ham, med et krigerisk brøl der fik fuglene i træ-kronerne til at flyve væk med kollektive advarsels kald.

De to lange fletninger faldt ned fra den store ork's stærke hals og ramte jorden ved siden af Aldric's ansigt. Imellemtiden var Yzgarth kommet op på alle fire, med en hånd fladt imod jorden ved Aldric's venstre skulder og den anden der holdt dolken for Aldric's strube. Lændeklædet om hans liv klistede sig til hans muskuløse ben, imens at han forblev på alle fire i nogentid. Imens at Aldric lå presset imod græsset med et våben for sin hals, kunne han imellemtiden se at Yzgarth virkede forvirret og at han blev ved med at blinke og forsøge at samle sig selv. Hans store krop havde stadig ufrivillige krampetrækninger, og hans brustende vejrtrækning tydet på at han stadig var opilet efter at være blevet bragt til live igen. Imens han havde mennesket imod det våde morgengræs, forsøgte han også at se sig omkring, i Aldric's lejr. De dele han altså kunne se. Heldigvis begyndte hans øjen lige så stille at arte sig igen og hans tanker samlede sig roligt. Men det var tydeligt at én forkert bevægelse eller overraskende handling, ville få Yzgarth til at gøre en ende på hans redningsmand. Som han endnu ikke havde registreret havde reddet hans liv. 

Det hele skete så hurtigt, at Aldric ikke rigtigt nåede at reagere. Hånden om hans hals fik et halvkvalt, forskrækket skrig ud af ham, som han hårdt blev tvunget om i græsset. Metallet glimtede i solen og han frøs, som det skarpe knivsblad lagde sig mod hans hud. Brølet fra orken fik det til at ringe i halns hoved. Skrækken var tydelig i hans ansigt og ene øje. Skulle han dø nu? Ville denne store ork, han lige havde reddet fra druknedøden, skære halsen over på ham? Tanken gjorde ham kold, men trods angsten, forsvandt flammen i hans blik ikke. Han fortrød det ikke. Han havde reddet et liv, også selvom det måske ville koste ham hans eget.

Selvom han mentalt allerede havde gjort sig klar til at dø, kvalt i sit eget blod, kunne han ikke undgå at lægge mærke til orkens slørede blik og lette forvirring. Orken havde åbenbart trukket sig fra ham for tidligt, hans magi havde tydeligvis ikke virket til dets fulde. Uden tøven løftede Aldric hånden og lagde den om orkens håndled på den hånd, der holdt kniven over hans hals. Han gjorde ikke noget for at fjerne den, han vidste godt, at han ikke havde styrken til det. I stedet kunne han straks mærke den healende energi forlade ham og glide ind i den andens krop.
Så snart magien havde gjort sit, hvilket ikke tog mange sekunder, slap Aldric ham langsomt igen. Den ene grønne øje fik kort en sort farve, men det var væk igen med det samme.

Han sank en klump. Han kunne ikke påstå, at han var bange for at dø, men man kunne heller ikke ligefrem sige, at han havde lyst til det. Han havde så meget at gøre i denne verden. Så mange væsner at heale og redde. Det ville være spild af hans evner, hvis han døde nu. Men hvad kunne han gøre? Han kunne ikke kæmpe i mod, kroppen over ham var massiv af muskler og enorm i størrelse. Aldric selv var som en tynd pind, der kunne brækkes uden anstrengelse. Det eneste han havde, var sine ord. Og sin magi. Men selv med døden hængende over sig, strejfede tanken om at udløse den negative energi i ham i kroppen over ham end ikke. Han slog ikke ihjel. Aldrig.
Så han stirrede i stedet bare op på orken, stadig med frygten i sit udtryk, men også et fast glimt i øjet. Tog Kile ham nu, var der ikke noget at gøre ved det. Måske han ville blive forenet med sin bror et sted i universet.

Sollyset flakkede foran øjnene på ham i sære lysglimt, der skiftede imellem at være slørede lyspletter og alt for skarpe. Han blinkede imens han prustede med en panisk vejrtrækning og lod sit blik spejde ud igennem Aldric's lejr. Han så farverne: det brune fra jorden, det grønne fra træernes blade og det gule fra solen der badet dem i lys. Men han kunne ikke fokusere og holde farverne adskilte, så de smeltede sammen i et abstrakt maleri ad brækkede farver. Kniven for Aldric's strube mistede også noget af dens vilje, idet Yzgarth's fokus ændrede sig fra truslen under ham og til at forsøge at genvinde sit syn. Han ænsede først slet ikke Aldric's hånd der lagde sig om hans eget håndled, før en følelse af noget køligt gled op igennem ham. En behagelig sensation, som vand på en hed sommerdag. Han nåede at mærke energien glide op igennem hans arm, til hans nakke, og til slut til hans hoved. Og da begyndte det blødende mærke i hans pande atter at hele. Han blinkede. Vanddråber faldt fra hans kantede kæbe og dryppede en enkelt gang fra den krumme næse. Tæt på kunne man se det: det menneskelige over orkens træk, som om at der var elementer i ham der ikke tilhørte de barbariske klaner fra Tusmørket. Ligeledes var hans øjne brune med en snert af noget gyldent, som honning. De var ikke syre gule eller grønne som andre orkers. Over hans kæbe var der små stubbe der voksede i en tæt gevækst, og skabte en mørk 'skygge' kant der indrammede kæbepartiet, so de skarpe, maskuline kanter trådte frem. Han var pæn, så pæn som en ork nu engang kunne være.

Med et sæt kastede Yzgarth sit blik på Aldric, da det gik op for ham at mennesket havde brugt magi. Magi?! Af alle Aladrios's prøvelser, var det endnu en af disse 'nymfe-dyr'? Hans øjne fæstnede sig på Aldric's ansigt, nu da hans syn kom tilbage og han kunne fokusere på hans modstander. Hans brune øjne kneb sig sammen i en mistroisk foragt, imens at han lænede sig ned over Aldric. Han indåndede hans lugt i tre tunge indåndinger, før han fnøs afvisende. Han støttede sig på sine knæ, da han brugte sin frie hånd der før havde været ved siden af Aldric's hoved, til at skubbe det magiske væsents tykke sorte hår væk fra hans øre. Han rørte da Aldric's øre imellem to fingre, i en undersøgende nulren af samme. Det var ikke blade? Den var altså ikke et nymfe-dyr. Det fik Yzgarth's bryn til at søge hinanden i en indre undren. Han greb derefter om Aldric's hage og pressede sin store tommelfinger ind imellem Aldric's læber. Smagen af jord ville pirre Aldric's smagssans, idet Yzgarth forsøgte at lirke Aldric's mund åben med sin finger.

Det virkede. Aldric kunne ligefrem se på orkens ansigt, at hans tanker samlede sig. Hans øjne blev mere klar, mere fokuserede. Om det var godt eller skidt, vidste han dog ikke. 
Som orken lænede sig ned over ham, trykkede Aldric sig ned i jorden i et forsøg på at holde afstand i mod dem. Han vidste intet om orker, andet end hvad han havde hørt. Voldelige bæster, der slog ihjel for sjov. Han forsøgte at lade være med at lytte mere end højest nødvendigt, som han gerne ville møde alle levende væsner med et åbent sind, men alt hvad han havde hørt, gled igennem hans sind nu, da orkens ansigt kom nærmere. Aldric stirrede skræmt op mod hans øjne, mens orken tog nogle dybe vejrtrækninger.

Ville han slå ham ihjel? En kort angst tanke om, at orken ville spise ham levende blev hurtigt skubbet væk. Det-det troede han alligevel ikke på! Vel?
Han forsøgte at få hovedet væk fra hånden, der flyttede på hans hår og derefter ublidt havde fat i hans øre. Hvad lavede han?! Hvorfor rørte han ved ham?!
Selvom det var en stor del af Aldrics job at røre ved fremmede, ville han selv helst ikke røres ved. Så der var en anden grim følelse i ham, ud over tanken om at dø, og det var ubehaget ved at have den store ork så tæt på. Han kunne mørke hans varme og lugte ham. Dett gav Aldric en meget klam følelse indeni.

Og den blev da specielt ikke bedre, da orken tog ved hans hage og forsøgte at stikke en beskidt finger i munden på ham. Aldrics tavsheed krakelerede og han kom med nogle protesterende lyde, mens han drejede hovedet så meget han kunne fra side til side. Men der var ikke så meget at gøre, og snart fyldte smagen af jord hans mund, som fingeren ramte hans tunge. Følelsen var så ubehagelig, at det grønne øje blev blankt af tårer. Hans hænder fløj op og greb fat om orkens tykke håndled for at trække hånden væk fra hans mund.
"Lad... være..." Ikke at det kom ud som anden end en halvkvalt mumlen. Han vred sig under manden og forsøgte at skubbe sig væk.

Idet Aldric forsøgte at vende sit ansigt bort, for at afværge orkens intention om at lirke hans kæber fra hinanden så han kunne se ind i hans mund, blev han stædigt holdt på plads med en advarende brummen der kom fra orkens hals. Lyden var ligesom en mørk knurren fra et stort dyr, men med en undertone af noget menneskeligt. Det var altså ikke fuldkommen dyrisk. Intelligens glimtede midlertidigt i Yzgarth's brune øjne, idet han nysgerrigt begyndte at undersøge Aldric, imens at selv samme begyndte at mumle, små, bedende klynk. Yzgarth virkede til at han enten ikke forstod ordrende, eller også var han ligeglad med dem. Uanset hvad var det godt det samme, for i det næste nu pressede han sin tommelfinger ned mod Aldric's tunge, imens han stødte pege fingeren imod hans fortænder og tvang ham til at gabe op. Det resulterede i at Yzgarth kiggede vaktsomt ind i hans mund for at konstatere om der var skarpe hjørnetænder, eller flade plante-ædende gummer. Han rynkede let på næsen, inden han fjernede sin hånd fra Aldric's mund og efterlod mennesket med en sur smag på tungen.

Han fjernede håret fra Aldric's pande og studerede med et skeptisk glimt i sine øjne, Aldric's ansigt og det beskadigede øje. Den var ikke en nymfe, eller en ulv. Så måske var det ikke en af Aladrios's prøvelser? Han kneb øjnene let sammen imens at han fortsat iagttog Aldric, inden han på meget gebrokken krystaliansk fik sagt: 

"Hvad er du?".  

Det nyttede ikke. Aldric havde ikke en jordisk chance for at kæmpe i mod den stærke ork, der ville have fingrene ind i munden af ham. Han kunne bide ned, men han turde ikke. Hvordan ville den skræmmende grønne kæmpe ikke reagere? Så da presset mod hans tænder i hans overmund tog til, gabede han modvilligt op. Det føltes forfærdeligt og en enkelt tåre faldt fra hans øje, mest i afmagt og skræk.

Endeligt slap orken ham og han lukkede straks munden. Hvad i alverden ville han med ham?! Hvorfor skulle han glo ham ind i munden?! Smagen af jord fyldte hans mund og han havde lyst til at spytte det hele ud, men det kunne han ikke, som han stadig lå på ryggen under orken.
Han så kort op på ham, som det nu var hans ansigt, der skulle undersøges, inden hans blik flakkede til siden i håb om at finde en redning. Men der var kun de to. Og Aldric kunne ikke slås. Der var ingen hjælp at hente nogen steder og han kunne ikke slippe fri af den store krop, der var over ham.

Blodet fik det til at suse i hans ører og han trak vejret i små stød i skræk. Hans blik gled tilbage til orkens ansigt og han ville lige til at bede for sit liv, da orken talte. Gebrokkent. Først var Aldrics hoved blankt, som de skæve ord lige skulle forstås, men så fik han endeligt fremstammet et svar med sin lidt grådkvalte, skrækslagne stemme.
"Je-jeg er et ... et menneske. Jeg er et menneske." Han var forvirret. Vidste orken ikke, hvad et menneske var?

Yzgarth's brune blik lå over Aldric, uden den mindste smule empati for hans grådkvalte hulken idet han fremstammede et svar. Man kunne se på Yzgarth at han skulle sammensætte ordrene og bruge lidt til på at forstå helt præcist hvad det nu var de betød. Han kendte ordret 'menneske' og 'jeg', men det imellem var stadig svært for ham. Gramatikken var han ikke helt sikker i. Han havde dog øvet få ting, som foreksempelt hvordan man spørger hvad nogen hedder eller hvad noget er. Han kunne i hvert fald udfra det grådkvalte svar konstaterede at væsenet var et menneske. Han kneb øjnene lidt sammen igen og lænede sig en smule forover for endnu engang at indtage Aldric's lugt i tre hurtigt indåndinger, for så at ånde ud med et betænksomt fnys. Han lænede sig derefter væk for at række ind i den våde lædertaske. Derfra fiskede han et solidt reb op der lugtede af ork og jord. Han fjernede dolken fra Aldric's strube, men fortsatte med at holde ham nede på jorden ved meget simpelt at sidde på ham. Han sad på Aldric's lår så han ikke kunne komme væk, men det var stadig muligt for ham at gøre forsøget selvom det blot ville resultere i at hans overkrop sprællede rundt som en fisk der lige var blevet revet op af floden. Han greb Aldric's hænder én efter én, og med erfarene og kyndige hænder bandt han hans hænder i en solid ork-knude. Den fungerede som en slags lasso, idet der var et stykke af rebet der var frit så Yzgarth kunne trække afsted med Aldric skulle det blive nødvendigt. 

Efter at han havde sikret sig at mennesket ikke stak af, bandt han en løkke om den anden ende af rebet og satte den rundt om hans eget håndled inden han træk sig væk fra mennesket og satte sig ved siden af ham på jorden. Han tog fat om lædertasken og begyndte derefter at undersøge om hans egendele havde overlevet vandfaldet. For nu virkede det til at han ignorede Aldric. 

Det varede lidt, inden orken reagerede på Aldrics ord, og han var lige ved at tro, at han slet ikke havde forstået, hvad han havde sagt. Men til sidst skete der alligevel noget, og Aldric drejede hovedet til siden og lukkede øjnene, da det grønne ansigt kom nærmere. Men orken lugtede bare til ham igen. Han kunne fornemme ham rette sig op igen og han åbnede tøvende øjnene igen. Hvad nu? Orken begyndte at rode i sin taske og Aldric fulgte nervøst med i bevægelserne. Et reb. Hans hjerte sank. Han ville binde ham. Men måske han skulle se det som en god ting? Det måtte vel betyde, at han ikke ville slå ham ihjel. Lige med det samme?

Orkens vægt lagde sig på hans ben, mens han greb hans håndled og begyndte at binde dem sammen. Aldric strittede ikke i mod, godt klar over, at han ikke havde en chance. Så han så bare halvt opgivende, halvt forfærdet på rebet, der stramt snoede sig om hans håndled. Der var ikke noget mulighed for, at han ville kunne komme fri af de reb, ikke medmindre han fik fat i en kniv. Og hans kniv lå i tasken, der lå ovre ved siden af resterne af aftenens bål, hvor hans tæpper også lå. En meget lille lejr, der indholdt alle hans meget få ejendele.
Tanken om at miste dem, sendte et lyn af frygt igennem ham. 

Orken flyttede sig og begyndte at kigge sine ting igennem. Efter lidt tøven satte Aldric sig langsomt op og trak sine ben ind i skrædderstilling. Det virkede ikke som om, at orken var mere interesseret i ham, så han snøftede ind og skubbed en vildfaren, halvvåd tot hår væk fra sit ansigt, inden han så rundt. Alting virkede så fredeligt. Men de stramme reb om hans håndled mindede ham konstant om, at han var i dødelig fare. Ville han dø? Ville orken slå ham ihjel? Han sank en klump og så mod den store grønne mand. Selvom han kunne, vidste han, at han aldrig ville slå manden ihjel for at redde sig selv. Det ville være at misbruge den evne, han havde fået.
Han trak vejret ind og rømmede sig.
"Mit... mit navn er Aldric." Han var ikke sikker på, at orken ville forstå hans ord, så han bankede blidt sine hænder ind i brystet på sig selv. "Aldric." Hvis han nu kunne få orken til at forstå, at han var venlig...

Yzgarth blev ved med at rode rundt i sin lædertaske og trak diverse gennemblødte ting ud: et hare-skind, nogle fjer, et par bøger af alle ting som han rynkede næsen af - irriteret over at have mistet dem til vandet. Han fortsatte selv imens at mennesket talte, det virkede ikke til at han lyttede efter det første, før Aldric formåede at kommunikere et forsøg på en introduktion. Yzgarth havde en hånd der holdt om tasken og den anden hånd nede i tasken, inden han så op på mennesket igen. Hans varme brune øjne lagde sig over Aldric's spinkle skikkelse, idet han bankede sine hænder imod sit bryst og gentog hans navn. Yzgarth så på ham med øjne der ikke fortalte særlig meget om hvorvidt han forstod det eller ej. Hans hår - der var flettet i to lange, tykke, fletninger der gik ham til lænden - hang der små dekorationer af dyre klør, små-fugle kranier og smykker i form af udskårende perler af træ, med diverse mønstre på. Smykkerne raslede idet Yzgarth rettede sig op, rank og stor som han var, så han ned på mennesket med et bestemt udtryk. Han bankerede sig selv hårdt på brystkassen der halvt var dækket af et stort læder bælte der gik tværs over brystet på ham og holdt en skulderplade af mørkt læder på plads. Det hårde bank fik de store brystmuskler til at spændes i en hurtig markering af orkens hærdede fysik imens at han sagde:

"Yzgarth! Stor kriger.", på et gebrokkent krystalliansk, men i en meget konkluderende facon. 

Hans blik og interesse forsvandt derefter fra Aldric igen inden han rev en læder rulle frem: man kunne fornemme en smule ængstelse da han tog den ene ende af rullen, og med to fingre fiskede et gammelt kort ud. Kortet viste Krystallandet. Nogle ville måske endda sige at det var en smule forældet, da der manglede visse informationer. For idet han rullede det ud på jorden imens hans krop lettet slappede af igen, kunne Aldric se at kortet manglede visse byer og diverse små landsbyer i det område de var i. Yzgarth så derefter på Aldric og pegede på kortet: 

"Jeg leder efter Medanien?", sagde han og så meget søgende på Aldric. 

Aldric kunne som sådan godt følge orkens bekymring i forhold til det der var i tasken. Han selv havde ikke noget, der ikke kunne tåle at blive vådt, han ejede trods alt ikke ret meget, men synet af de to bøger var overraskende og Aldric håbede på orkens vegne, at de ikke havde taget for stor skade af turen i vandet. Hvorfor var det store væsen endt i vandet til at starte med? Et uheld eller? Aldrics blik gled til mandens ansigt. Det var ikke orker, han havde mødt flest af, faktisk havde han vist kun mødt et par halvorker. Ligheden var slående, og alligevel var der så stor forskel mellem den rene og den halve race.

Endeligt virkede det til, at han kom igennem til ham. Orken efterlignede hans gestus med at banke sig på brystet, bare meget mere... mandigt... og sige sit navn. Det var lige før, at Aldric ikke fik fat i det, men han skyndte sig at gentage det inde i sit hoved. Yzgarth. Stor kriger. Det sidste var han ikke i tvivl om, den store ork lignede en, der kunne knuse kranier med de bare næver. Noget Aldric var meget opmærksom på, siden han godt ville have sit kranie intakt.

Igen virkede det til, at Yzgarth mistede interessen for Aldric. Men det var da et skridt nærmere... ja, forhåbentligt overlevelse... at de nu havde udvekslet navne. Næste skridt var vel at finde ud af, hvad han ville ham, siden han ikke bare lod ham gå eller slog ham ihjel.
Men inden Aldric fik formuleret et let forståeligt spørgsmål, hev manden et kort ud af et hylster og lagde det frem, så Aldric kunne se det. Det var længe siden, at han sidst havde kigget på et kort, men han vidste da, hvordan man gjorde. Kortet så ud til at være ældre end dem, han havde studeret tilbage i templet, hvor han blev holdt fanget af de falske kilepræster, men det tog ham ikke mange sekunder at tyde det. Helt korrekt var det ikke, men det var da brugbart.

Han så op, da orken spurgte efter Medanien. En rynke viste sig kort i hans pande, inden han flyttede blikket til kortet igen. De var i Medanien. Hvor vidste han ikke helt præcist, men et sted vest for Landsbyen. Han havde med vilje undgået den lidt større by. Han lænede sig lidt frem for at tyde nogle af de små skriblerier og han gættede på, at en snoet streg skulle forestille floden, vandet fra vandfaldet ville lede til. Han rettede sig op igen og rakte de bundne hænder frem, så han kunne pege på kortet uden at røre det.
"Vi er vist omkring her. Og det her er Medanien." Han tegnede en cirkel i luften over kortet. Punktet han havde udpeget var inden for cirklen.

Yzgarth gav et mindre, advarende, fnys da Aldric rykkede lidt nærmere for bedre at kunne vise ham hvorhenne på kortet de var. Men til trods for at Aldric så lille og skrøbelig ud i forhold til Yzgarth selv, havde den store ork en snert af frygt i øjnene idet Aldric rørte på sig. Han var stadig ikke helt overbevidst om at Aldric ikke var en af Aladrios's prøvelser: selvom den lignede et menneske havde den bevidst at den kunne kaste magi. Noget som Gnorken havde lært alle orker var farligt. Og derfor lå der stadig en smule skepsis og ulmede i det honning gyldne blik. Idet Aldric pegede på kortet og fortalte at de allerede var i Medanien, og gav et bud på hvorhenne på kortet de var. Rynkede Yzgarth på panden og så ned på kortet med et forvirret og tildels fortvivlet udtryk: hvordan kunne han allerede være i Medanien? Og hvis han var i Medanien hvorfor havde han så ikke fundet hende? Spørgsmålene begyndte at presse sig på og det gik op for ham at han var faret vild. Han anede ikke hvor han var udover at.. han var i medanien allerede åbenbart. Han havde dog ikke forventet at det var så stort. Mere ligesom dalen? En dagsrejse eller mere og så var man ude på den anden side af tåge bjergene. 

Han gav en frustreret knurren, før han rettede ryggen helt og lukkede øjnene et øjeblik. Derefter så han igen hen imod Aldric, denne gang med et meget bestemt udtryk og et søgende blik: 
"Avaion.", sagde han. "Kender du det navn?", spurgte han på sit gebrokne krystallianske. 

Aldric lagde ikke mærke til skrækken i orkens blik, da han kom nærmere kortet. Hvis han havde set det, ville han være blevet meget forvirret, for orken var ikke ligefrem i en position til at frygte ham. Det store væsen havde magten, Aldric var bundet og fysisk havde han ikke en chance i mod ham. Men selv hvis han havde set det, ville han nok ikke have vidst, hvad han skulle bruge det til. Aldric var en god dreng og intet i han kunne lede til at benytte sig af andres svagheder. 
Dog så han op på orken, da han havde udpeget deres omtrente position og Medaniens placering på kortet. Udtrykket på det grumme ansigt fik ham til at rynke panden. Hvad mon der var galt? Et svagt stik af frygt kom også, som han alligevel ikke helt kunne lade være med at frygte, at orken ville lade det gå ud over ham. Hvad end det var.

Hans frygt forstærkedes, som orken knurrede og flyttede på sig, og hans hjerte bankede hårdt i hans brystkasse. Han lagde ikke skjul på, at han var bange, det kunne ses tydeligt i hans ansigt og ene udtryksfulde øje. Men han flyttede sig ikke eller trak sig tilbage, for hvad ville det nytte? Han var bundet fast til orken, uvis om sin skæbne.
Spørgsmålet gav ham et forvirret, usikkert udtyk i ansigtet. Avaion. Var det et navn, han var stødt på? Ikke i Medanien. Måske en gang oppe nord på? Han rystede på hovedet.
"N-nej. Desværre." Hvem var det? Nogen den store mand ledte efter? Hvis han kun havde Medanien at gå efter, ville han få et problem, det var et stort område.

Aldric sank en klump og løftede lidt op i sine hænder.
"V-vil du ikke godt slippe mig fri? Jeg... jeg er ikke farlig... jeg healede dig bare..." Han gjorde, hvad han kunne for ikke at tigge ynkeligt, og det lykkedes næsten nogenlunde, men han kunne ikke skjule sin skræk. Han ville helst ikke dø. Ikke her, ikke nu. Han havde så meget, han skulle udrette. Så mange, der skulle hjælpes af hans evne.
At han kunne bruge sin evne til at ødelægge rebet, var han godt klar over, men ikke som de sad her. Og det ville være meget bedre, hvis orken ville slippe ham fri frivilligt.

Da Aldric rystede på hovedet og fortalte at navnet ikke sagde ham noget, kom der en irriteret knurren fra Yzgarth endnu engang. En lav, kildrende torden, der vibrerede i hans hals, imens at hans blik blev fjernt og han så imod træerne og busken. Ved Zaladin's skøger , hvad gjorde han nu? Han blev nød til at finde nogen der kendte navnet, der kunne vise ham vejen frem. Men han  kendte ikke til Medianien eller dens stammer. Han havde ligeledes ikke hørt noget om orker i denne del af landet og givet at hans folk ikke just havde et afslappet forhold med mennesker - eller andre racer for den slags skyld - kunne han godt regne ud at han havde brug for en mellem mand. En.. guide? Han fik en ide.
Hans brune blik lagde sig over Aldric der havde gjort et forsøg på at overtale Yzgarth til at sætte ham fri. Yzgarth havde ikke registreret hans ord med det samme, da han skulle bruge et øjeblik på at oversætte Aldric's hurtige tale og bryde det op i ord han forstod. De gyldenbrune øjne så på ham med en ny funden interesse og endda en smule ærefrygt: en healer? En .. gnork? Det var sjældent at Aladrios velsignede nogen, men i det øjeblik havde Yzgarth en følelse af at Guderne var med ham. 

"Du.. Gnork?", spurgte han retorisk og forbløffet. 
Som om han havde behov for at bekræfte det for sig selv, mere end at høre Aldric godtage det. 

Han greb igen om læder tasken og rakte ned i den; en pung blev fisket frem. Den raslede. Han rakte ned i den og fremtryllede ikke penge, men ædelsten. En smuk grøn malekit, to små stykker rav og nogle meget flotte hvide sten. Der virkede til at der var mere i pungen, men givet at Yzgarth aldrig havde været udenfor Tusmørkedalen eller 'handlet' med rigtige penge, havde han ingen ide om at de flotte hvide sten intet var værd for Aldric. 

"Du kender Medianien.", sagde han og nikkede selvbekræftende. "Hjælp med at finde Avaion. Få smukke sten?", foreslog han.

Det virkede til, at Aldrics manglende viden om denne Avaion var en meget dårlig nyhed for orken og Aldric lukkede kort øjnene, sikker på, at noget ville gå galt nu. Men intet skete og han åbnede dem langsomt igen. Den store mand stirrede frem for sig og Aldric kunne fornemme hans frustration. Han ville virkeligt ønske, at han kunne hjælpe, men han kendte ikke denne Avaion. Det måtte orken vel forstå og slippe ham fri? Ikke? Aldric forsøgte at mønstre en tro på det, men det lykkedes ikke rigtigt. Og det var måske meget godt, som han hurtigt fandt ud af, at orken på ingen måde havde planer om at lade ham gå.

Noget ændrede sig i orkens udtryk. Aldric var ikke i tvivl om, at det var ordet "healer", der gjorde det. Hans evne gjorde ham eftertragtet og betragtet med ærefrygt. Han kunne reparere kroppe og redde liv. Men ordet der kom ud af orkens mund var på ingen måde bekendt for ham. Gn-gnork? Hvad var det?
"Jeg... jeg ved ikke, hvad en gnork er." Han trak skuldrene lidt op, bange for at gøre orken vred, men i stedet begyndte det muskuløse væsen at rode rundt i sine ting, inden han rakte nogle smukke sten og lidt rav frem mod ham. 

Aldric stirrede bare lidt på stenene og lyttede til spørgsmålet. Et opgivende udtryk gled over hans ansigt. Orken ville betale ham for at finde denne Avaion. Selv hvis han havde rakt rigtige krystaller frem, ville Aldrics reaktion have været den samme. Kunne han overhovedet sige nej? Ville orken så ikke bare dræbe ham på stedet, når han ikke kunne bruge ham til noget? Aldrig skævede kort til hans ansigt, der var fyldt med forventning. 
Men hvad var sandsynligheden for, at han ville kunne hjælpe orken med at finde den, han ledte efter? Medanien var stort. Han fugtede sine læber og flyttede lidt på sig. Hvis han sagde ja, var der måske en mulighed for at komme levende ud af dette møde.
"Det... Okay. Ja. Jeg... jeg hjælper dig." Hans skuldre faldt ned igen, opgivende. Hvorfor var han så uheldig?

Den vidste ikke hvad en gnork var? Det kom ikke bag på Yzgarth, folk udenfor Tusmørket var ikke lært i Aladrios's prøvelser og da slet ikke i Bjørne Kranie klanens skikke. Men han havde ikke et andet ord for det. Titlen 'healer' var ikke en del af hans ord forråd.
Han fortsatte med at se afventende på Aldric med sine dybe brune øjne, der havde et hint af intelligens i sig. Men da Aldric indviegede i at hjælpe ham kom der en dyrisk, opstemt, brusten fra Yzgarth's næsebor der afskaffede illusionen af noget civiliseret, som der før havde lagt i hans blik. Han gav ikke noget smil, hverken med munden eller øjene, så det var kun den brustende lyd der indikerede tilfredshed. Hans store hånd lukkede sig omkring de små styklker rav, malakitten og de smukke hvide sten, han lagde dem tilbage ned i den raslende pung hvor der lå genstande af værdi. Det vil sige en værdi som Yzgarth tilskrev dem. Han gjorde dette med et selvbekræftende nik, som en høvding der anerkender sin egen sejr eller beslutning. Herefter lagde han de forskellige ting ned i tasken, undtagen de våde bøger. Han rakte derefter ud efter Aldric's hænder og med nogle få bevægelser opløste han den knude der ellers havde traldebundet ham. Det grove stykke reb faldt slapt ned imod jorden igen og Yzgarth begyndte at binde det sammen til en cirkel for også at ligge det ned i tasken. Aldric ville kunne mørke hvor stramt og effektivt rebet havde været: det havde ikke efterladt mærker, men det havde siddet til og givet ens magsprøve på at det sagtens kunne have gnavet sig ind i huden hvis det havde fået lov at sidde længe nok. 
Yzgarth gav et nik hen imod Aldric's lejr: 
"Pak.", kommanderede han meget ligefremt. 
"Vi går til by.", fortsatte han. "Spørger efter Avaion."

Der kom et fnys fra orken, og Aldric var ikke helt sikker på, hvad det betød. Men det større væsen virkede tilfreds, som det pakkede de små sten ned igen. Han vidste ikke helt, om han skulle være lettet eller ej. Ærligt talt var han stadig bange, for selvom orken virkede tilfreds, virkede han også meget... dyrisk. Primitiv? Og hvem vidste, hvad der kunne få en som ham til at tænde af. Aldric sank en klump og lovede sig selv at være så forsigtig som mulig.
Dog var han meget lettet, da orken rakte ud og begyndte at binde rebet om hans håndled op. De sad stramt. Og hvad kunne han alligevel gøre? Han havde ingen våben og forstod sig ikke på at slås. Og bare kontrasten mellem hans tynde og orkens muskuløse krop var afslørende i sig selv. Aldric var uden tvivl fysisk under orken.

Så snart rebet var væk, begyndte han at gnide sine håndled og sine hænder. Det begyndte straks at snurre, som han fik blod tilbage i fingrene. Han ville helst undgå at blive bundet igen, for her havde det handlet om minutter. Det måtte være ubehageligt at have rebet om håndledene i flere timer.
Aldric kunne ikke lade være med at sende orken et lidt vantro blik, da han sagde, at de skulle til Landsbyen. Vidste han ikke, at folk frygtede orker? Men med tanke på det løfte, han lige havde givet sig selv, sagde han ikke noget. Han kom i stedet på benene, stadig våd efter turen i vandet, og traskede over til sin lille lejr. Måske var det en god ting, at tage til byen. Måske han kunne få hjælp der.

Med mekaniske bevægelser begyndte han at folde sine tæpper sammen og stoppe dem i tasken, sammen med hvad end han havde haft oppe. Han tøvede kort med kniven i hånden, men stoppede den så også i tasken. Han ville ikke bruge den. Det gik i mod alt, hvad han stod for, og han ville alligevel ikke have en chance.
Til sidst sad han med sit tørklæde i hånden. Det var efterhånden godt slidt, og enderne var begyndt at smide tråde. Han pilede en af. Måske han snart skulle finde sig et nyt. Kort overvejede han at lægge det i tasken, men med et par hurtige, vante bevægelser bandt han det alligevel om hovedet, så det dækkede arret og det ødelagte øje. Hvis de skulle gå mod beboede egne, ville han have det bedre med det om.

Endeligt rejste han sig og gik hen til sine støvler og varme trøje, han havde smidt, inden han sprang i vandet. Det var rart at få tøj på den kolde, bare overkrop. Omhyggeligt børstede han sine fødder af, inden han trak støvlerne på. De var også ret slidt, men stadig gode at gå i. 
Til sidst kom han på benene med tasken på ryggen og et usikkert blik mod sin nye uønskede rejsekammerat.