Korridoren var mørk og kold, kun oplyst af fakler med for lang vej imellem, og de startede først ved våbenkammeret. Alt derunder var henlagt i totalte skygger, hvis lange tungerprøvede at slikke sig frem til det flakkende lys. Latter og snak nåede dæmonens ører, som han med faste skridt travede op fra de mørkeste gange i fæstningens undergrund. Han havde brugt tiden på at tænke og planlægge, og nu var det tid at vende tilbage til ordre, breve og møder.  

"Den møgkælling til Lykke, så arrogant det halve kunne være nok," lød det fra en kriger, der stod og vejede et sværd i hånden ude foran våbenkammeret, hvor der lige nu var et værre rend af folk, der skulle afhente våben. Sikkert nye rekrutter. "Hørte I hvad hun sagde? Jeg er ikke høj nok til sværdet, så jeg skal hellere vælge en morgenstjerne. Onkel Zaladin til hest, det er det værste lort jeg længe har hørt."
Der stod en morgenstjerne op ad væggen, men krigeren holdt stadig ved sit sværd som om det var hans største kærlighed. Og det var alt for langt til knægten.
"Hah, ha hun bringer fandme kun ulykke i kamp! Vi burde bede om at blive forflyttet bare fordi hendes navn lyder som en spøg fra Lyset!" stemte en anden i, og høj latter brød ud. Det rungede mellem de ru stenvægge. 
"Schh! Ikke så højt, vil I have, hun hører os?" hviskede en tredje febrilsk.

En lang, slank hånd blev lagt på den førsttalende knægts skulder. Zahinael var over et hoved højere end drengen, og det fik skyggerne til at flakke over hans ansigt i tykke striber. De skarpe træk blev kun gjort tydeligere af det, og det fik den tredje, mere forsigtige kriger til at gispe og trykke sig skræmt op imod muren.
"I gør klogt i at lære mere respekt for jeres overordnede. Især en velanset ridder som frøken Louche," sagde Zahinael med isnende rolig stemme. En lille smertebobbel formede sig mellem hans fingre og drengens skulder, og mens han talte, pressede han den lige så stille ind mod hans hals, hvor den langsomt gik i opløsning og uden at gøre skade fik det til at føles som om, huden blev ætset op af syre.
Her i borgen viste han ikke sine bobler alt for offentligt frem. De få der havde kendt ham før dæmonrigets lukning, ville kunne genkende dem, og folk skulle generelt ikke snakke for højt om hans evner. De fleste vidste, han kunne bringe folk absurde mængder smerte, men de færreste vidste, hvorfor. Hvis man vidste hvorfor, havde man med god sandsynlighed prøvet det selv. Og i en situation som nu, ville drengen blot tro, at det var Zahinaels fingre, der afgav smerten, og ikke noget, han havde dannet med sin magi. 

Knægten hvæsede i smerte, og Zahinael lod ham falde til jorden, som han mærkede hans knæ give efter. Uden mere belæring - for smerte var ofte en fin lærestreg - genoptog han sin gang op mod sine egne gemakker.

Lykke var stadig i færd med at udruste de sidste krigere, der netop var blevet tilføjet til hæren, som hun kunne høre stemmer ude fra gangen. Da først en snakkede med hævet stemme, kunne hun høre, hvad emnet omhandlede, og hun smilede svagt. Så knægten, der han taget et alt for langt sværd, var altså utilfreds med situationen. Lige nu havde hun ikke tid til at gøre så meget ved det, men han skulle nok få sin straf. Hun var lige straks færdig, og han kunne ikke nå langt på den tid.

Lykke standsede dog brat i sine bevægelser, da en svagt genkendelig stemme nåede hendes ører, der... forsvarede hende? Det var da ikke normalt, at andre tog hende i forsvar? Hurtigt stod hun over ved døren og kiggede ud, lige tids nok til at se... var det en bobbel, der blev lavet ved mandens finger? Det havde været så flygtigt, at Lykke var i tvivl om, at hun havde set rigtigt, men hvis hun havde... hun brugte et øjeblik på at gå igennem sin hukommelse. Det var så længe siden, og hun var ikke helt sikker, for sidste gang hun havde set ham, havde han haft horn og vinger. Var det virkelig den samme? Det var svært at vurdere i halvmørket, men hvem kunne ellers både finde på at forsvare hende og påføre andre smerte. Hun kendte ingen, hvor begge dele passede på. Så vendte manden sig og gik sin vej, og hun fik pludselig travlt. Hun strøg forbi de tre knægte, der trykkede sig til siden for at undgå nærkontakt med hende. Var det ham? Hun måtte vel tage chancen.

"Izael!" råbte Lykke, som hun indhentede ham. Det var svært at se, om det var ham, når han havde ryggen til, men det var et sats, og måske var det rigtigt. Hjertet hamrede i brystet på hende. Hun havde ikke set ham i... 2000 år? Han så meget anderledes ud dengang, så hun kunne selvfølgelig tage fejl? Hun håbede, det ikke var tilfældet.

Izael.
Det løb Nael koldt ned ad ryggen. Hans hjerte hamrede alt for varmt i hans brystkasse. Det var lang, lang tid siden, han havde hørt det navn. Sagt med den stemme. 
Heldigvis hjalp hans fødder ham med at holde tempoet, og derved ikke stoppe op og afsløre en af hans dybeste hemmeligheder for flere krigere, end han havde lyst til. Men hun ville hale ind på ham alligevel. Måske lod han hende endda hale ind på sig.

"Mit navn er Zahinael, frøken Louche," kommenterede han, da hun nåede hans side. 
Den høflige tiltaleform hang stadig ved efter alle disse år. Det havde halvt været den nostalgiske side af Zahinael, der havde fået ham til det, da han havde fundet Lykke arbejdende for Mørket ligesom sig selv, og så havde det også været hans måde at distancere sig på. Holde lidt ekstra meget på formerne og ikke komme til at kigge for meget på hende, eller give hende for mange små hints om, hvem han var. Da det var gået op for ham, at han skulle være i hendes nærhed i længere perioder ad gangen, og endda bo det samme sted, var han begyndt at træne sig selv til at virke ligegyldig for hende. Blot endnu en overordnet, der ikke engang direkte havde magt til at sende hende på opgaver, medmindre generalen fandt det praktisk.

For han var ikke Izael mere. Den unge dreng, Lykke havde trænet, var forsvundet med det dæmoniske udseende. Han havde været så fuld af potentiale, og sin families største stolthed med perfekt skårne horn, symmetriske vinger, smældende  hale. 
Nu til dags var han vokset sin gamle mentor et godt stykke over hovedet, men hun havde stadig sine horn, intakte og smukke. Zahinael kunne ikke lade være med at påskønne trækkene, som han ikke længere selv var i besiddelse af, når det havde været en så indgroet del af hans opvækst. 
Og nu, over 2000 år senere, var Lykke Louche alligevel en af de første til at genkende ham. Hvordan? Han havde fået fjernet alle sine kendetegn, og hun havde set ham som en ung knøs, og nu lignede han en gammel mand - i hvert fald i menneskestandarder - med grånende hår og tilbagetrukne tindinger. Det sidste var nu nok egentlig fordi der burde sidde horn i hans pande. Han var blevet højere, tyndere og stærkere. Men det ville jo altid være de samme isblå øjne, den samme skarpe kæbelinje, og de samme små bobler, han gemte sin egen og andres lidelse i.

Lykke overvejede kort sine muligheder, da hun hørte svaret, og hun stirrede lettere vantro på ham med et hævet bryn. Var hun da ligegyldig? Så ramte det hende. Var det ikke ham? Hun tog et langt skridt for at komme foran ham og vendte rundt, så hun vendte fronten mod ham. Så stillede hun sig i vejen, så han gik ind i hende, hvis han fortsatte sin gang. Hendes kommando virkede ikke på ham, da han var dæmon, så hun måtte vel tvinge svarene ud af ham. Hun greb ud efter kraven på hans trøje. Fik hun fat, ville hun løfte ham opad. Han var højere end hende, men ikke meget. Hun ville stadig kunne tvinge ham på tæer. "Hvis du ikke er Izael, så vil jeg gerne vide, hvad du har gjort ved ham, inden jeg maltrakterer dig for at have stjålet hans krop" hvæsede hun, som hun løftede sin frie hånd, hvorpå huden skiftede til den blanke sorte, og hendes negle voksede til nogle grumme kløer. Det var hans øjne, hans ansigt, ældet ganske vist, men det var bestemt Izaels krop, hun havde fat i. Hun havde ovenikøbet set hans evne. "Jeg kender kun en, der kan påføre andre så meget smerte" fortsatte hun, og de pupilløse øjne lynede af hævngerrighed over, at hendes gamle lærling havde lidt en skæbne værre end døden: at få sin krop overtaget. Lykke var normalt ikke den følelsesladede type, men Izael havde vundet hendes respekt og anerkendelse. Hun ville have fulgt ham til verdens ende, havde han bedt om det, og nu var der en anden, der havde taget hans krop. Det var tydeligvis en ting, hun ikke havde tænkt sig at tolerere.

Han burde have set hendes reaktion komme, men han stivnede fuldstændig, da hun tog fat i ham. Ville hun slå ham? Var hun blevet sur over, at han havde irettesat hendes krigere, eller holdt hun fast i sin tro på at han var Izael, og måske derigennem kunne hun være sur over at han var forsvundet dengang?
Hendes ord gjorde det klart. Han lyttede tålmodigt, som han altid havde, når Lykke reagerede voldsomt. Om det havde været andre eller ham selv, der havde trådt over stregen, havde han altid lyttet først og så modtaget sin straf. Der var ikke noget at sige til, at folk havde haft store forventninger til ham med den grad af ubetinget disciplin, han havde haft dengang. På nogen punkter havde han den stadig. Over for Lykke var den der i hvert fald. 

Det var sjældent man så spionmesteren blive trængt op i en krog som han blev netop nu, og han priste sig lykkelig for at hans hastige skridt havde bragt dem langt nok væk fra de nye krigere til at de ikke kunne se dette optrin. Det ville intet godt gøre for hans omdømme, der primært var bygget på respekt og frygt.

"Evner følger sjælen, Lykke," svarede han lavmælt og brugte for første gang hendes fornavn siden dengang på slagmarken hvor han ved enkelte lejligheder på tomandshånd havde fået ekstraordinært lov til at slække på formaliteterne over for hende. "Havde nogen taget min krop, havde de ikke fået mine evner."
Hans stemme, der var så roligt, at det næsten modsagde at han skulle være denne person, Lykke troede, hun havde set i ham. Lokkede hende til at tro, at hun var ved at overfalde Mørkets Skygge uden grund. Men en svag snert af fortrydelse sneg sig med ind blandt ordene. Hvor han dog længtes efter at kunne tale med hende igen som dengang. Ensomheden var noget, han havde omfavnet i sit nye hverv, men aldrig rigtig havde affundet sig med.

Lykke havde i sit stille sind givet manden tre sekunder til at svare, inden hun havde tænkt sig at gøre noget, men ordene slog nærmest luften ud af hende. Det vidste hun da godt! Hvorfor ved Isaris mugne bagdel havde hun ikke tænkt over den del? Hun slap ham og tog et par skridt baglæns, mens de ellers blege kinder fik mere farve i form af en svag rødmen. Det var virkelig pinligt, at hun ikke havde tænkt så langt, og ydermere havde vist svaghed ved at ville hævne sig. Hun rømmede sig og så op i hans øjne. "Men hvorfor..." begyndte hun, men hun blev afbrudt, da hun hørte stemmer i det fjerne. "Det her er ikke et sted til en genforening" konkluderede hun hurtigt og tog blidt, men bestemt fat i hans hånd. Huden på den anden hånd var igen bleg. "Denne vej" sagde hun og begyndte hastigt at trække ham afsted, væk fra stemmerne.

Lykke fandt hurtigt en afsides korridor, og hun slap Zahinael (hun kunne vel ligeså godt vænne sig til hans nye navn) med det samme, de var kommet derind, inden hun vendte sig mod ham med et bebrejdende blik. "Hvis du genkendte mig, hvorfor har du så holdt så kølig afstand? Var jeg virkelig så forfærdelig at have som læremester, at du følte det bedst bare at ignorere mig, når du så mig igen?" spurgte hun. Vreden i hendes stemme var tiltænkt hende selv og ikke ham. Det lignede hende ikke at vise denne form for svaghed, så hvad var der lige galt med hende? Spørgsmålet var ikke engang nødvendigt at stille. Hun kendte allerede svaret: Hun følte sig såret over, at han tilsyneladende ikke ville kendes ved hende. Det var derfor, hun normalt holdt folk på god afstand. Man endte kun med at blive såret.

Endelig en god beslutning. At komme væk fra de befolkede korridorer var ikke noget, Zahinael modsatte sig. At holde i hånd fik dog hans læber til at presse sig sammen til en smal streg, og han slap hendes hånd næsten lige så hurtigt, som hun slap hans, da de nåede langt nok væk. Han var ikke avisende over for den fysiske kontakt, men lige nu var hans sind i så meget tumult, at den kun var en distraktion. 
Genforening. Det var netop dette, han havde prøvet at undgå. Der var ikke noget at genforene. Han var ikke den unge håbefulde dreng mere. Det burde Lykke da kunne se på tidens tag i hans træk.

Zahinael vægtede sine ord. Hvordan skulle han få hende til at forstå, at det ikke var så let? Tævende fugtede han sine læber.
"Du ved godt, hvem jeg er nu, gør du ikke?" spurgte han så og mødte hendes blik. 
Han refererede til sin stilling som spionmester, som han havde haft siden Sabbatin kom til magten i 90'erne. Officielt, altså. Han havde tjent Mørket langt længere end det. Det var lidt kun et halvt svar, og han vidste det godt. 
Konfrontationen med en fra før havde ramt ham hårdere, end lige havde troet, og han havde brug for mere tid til at finde sine svar. Underligt nok havde Lykke ikke spurgt ind til hans manglende kropsdele, men måske hun var lidt mere vant til at folk kom tilbage fra kamp manglende en arm eller to... Men det var ikke bare en arm, Zahinael manglede. For ham, var det hele Izael, der var blevet skåret af, og han fik stadig kuldegysninger nogle gange ved tanken om de dage. 

Lykke hævede et bryn ved Zahinaels spørgsmål. Var det virkelig den eneste grund? Havde han virkelig holdt sin afstand på grund af noget så simpelt? "At du er spionmester burde vel ikke afholde os fra at tale sammen?" svarede hun med et hævet øjenbryn i en spørgende mine, mens hun lagde armene over kors.

For Lykke var hans manglende legemer mindre vigtige end grunden til, hvorfor han prøvede at undgå hende. "Jeg ledte efter dig, at du ved det. Da portene lukkede. Jeg troede, du var død" indrømmede hun, som blikket gled ned mod gulvet, da hendes kinder nu blev mere røde over, at hun viste svaghed. Hun var ikke sentimental, og det vidste han, så det var lidt overvældende at blive ramt af de følelser. Det havde hun ikke ligefrem forventet. Hun var absolut ikke vant til at vise den form for svaghed. Jo, han var vokset betragteligt både i højden og alderen. Det klædte ham, men hun kunne slet ikke sætte sig ind i, hvorfor han ikke ville have noget med hende at gøre.

Zahinael lod sit ansigt falde ned og lidt til siden, undgående øjenkontakt for et øjeblik. Det var ikke så meget manglen på pupiller i Lykkes øjne, men mere gensynet med al den fortid, han havde lagt bag sig. 
"Du kunne ikke have fundet mig," svarede han, og antog at hun havde været indenfor, da portene blev lukket. Der var noget i hendes ordvalg, der fik ham til at tro, hun havde ledt i Kzar Mora efter ham. Det var også et stort sted... Men ikke lige så stort som hele resten af landet. "Jeg var udenfor."

Han fik ikke svaret hende på, om spionmesterstillingen holdt ham fra at tale til hende. Det gjorde den jo ikke. Men fortid var svaghed. Som regel. Kunne det denne gang vise sig, at fortiden måske ikke ville vise sig at være noget, der kunne blive brugt imod ham? Hvis nogen vidste, at Lykke havde kendt ham som ung, ville de måske gå efter hende og få information den vej, men han vidste, Lykke var stærk, og ikke ville bukke under bare sådan. Selv hvis de fik at vide, hvem han havde været, hvad kunne det så bruges til? Han havde ændret sig så meget siden da.

Lykke bemærkede godt, at der egentlig ikke blev svaret på hendes første spørgsmål. Hun var dog i tvivl om, om hun skulle tage det som et ja eller nej. Hans ansigtsudtryk gav ikke meget fra sig. Det var vel en del af det at være spion generelt. Det gik hun i al fald ud fra, for hun havde ærligt ikke meget erfaring med den slags. Hun var mere vant til at være ligetil og direkte. På det punkt var de vel mere eller mindre diametrale modsætninger. Hun overvejede et kort øjeblik, hvordan det ville have været, hvis de ikke var blevet skilt fra hinanden for alle de år siden, da Zahinael svarede og derved afbrød hendes tanker.

"Så giver det væsentligt mere mening, at jeg ikke fandt dig" svarede hun med et bittersødt smil. Nu følte hun sig egentlig bare dum for ikke at have indset, at han ikke havde været inden for murerne. Havde hun virkelig været så desperat efter at finde ham? Hun kendte allerede svaret, men ved Zaladin om hun havde tænkt sig at indrømme det over for ham. Hun havde allerede vist mere svaghed end godt var for en dag.

"Det gav mig et nyt liv at være derude," svarede Zahinael langsomt efter en kort stilhed mellem dem. Han havde lyst til at fortsætte samtalen, selvom han ikke rigtig vidste hvorfor. "Af hvad jeg har hørt, var det værre at være låst inde her. Det er godt at se, du kom ud på den anden side. Og at vi begge er endt her, hos Mørket."

Selvom Zahinael var blevet jagtet for hvad han var, og fået skåret sine dæmoniske træk væk for at kunne leve et mere normalt liv, havde han aldrig drømt om at tingene var sket anderledes. De historier, der havde nået hans ører om, hvordan tilstanden havde været i Kzar Mora under de indespærrede år, havde åbnet hans øjne for at hans skæbne havde været den nådefulde. 
Nok var Kzar Mora et stort rige, men intet var stort nok til at holde så mange dæmoner fra at flå hinanden i stykker. De fleste bekendtskaber havde han vidst ville være enten døde eller så langt fra hvem de havde været, at der ingen grund havde været til at overveje at opsøge dem. Men lige Lykke... Hun var næsten som han huskede hende.
Et kort øjeblik kom der noget meget sjældent op i Zahinael, den store spionmester. Et flig af usikkerhed ramte kanten af hans væsen. Hvordan så han ikke ud fra hendes syn nu - uden sine engang så præstigefyldte dæmontræk?

Lykke hævede et bryn over Zahinaels ord. Værre herinde? Han havde da vist ikke set sig i et spejl længe. "Jeg blev ikke frarøvet mine vinger og horn" påpegede hun. Der var dog hverken noget uhøfligt eller flabet over hendes stemmeføring. Det var vitterlig blot en konstatering. Hun vendte dog ryggen til ham og trak op i trøjen, så et stykke af ryggen blev blotlagt og afslørede det lange ar. "Det var det værste, der skete med mig" sagde hun og lod trøjen falde, inden hun trak lidt ned i kraven for at afsløre, at arret gik hele vejen fra nakken og ned til bagdelen, inden hun vendte sig mod ham igen. "Kampene var hårde her, ja, men jeg ved ikke, om jeg ville kalde det værre end det, der skete med dig" konstaterede hun med tydelig bitterhed i stemmen. Der var ingen tvivl om, at hun var harm over, at han var blevet frarøvet sine dæmoniske træk. Det havde måske været nødvendigt, men det var en forbrydelse, hun ikke bare sådan kunne tilgive. Hun vidste dog ikke, hvorfor hun tog sådan på vej.Normalt var hun jo ikke sådan til at bringe ud af fatning, og hun var også ganske sikker på, at Izael selv havde taget hævn, så hvorfor mærkede hun så vreden boble i brystet på sig? Var det virkelig fordi, han havde været en ven? Eller lå der mere bag det? Hun vidste det ikke.

Som Lykke stod i sine egne tanker, bemærkede hun egentlig ikke, at Zahinael gjorde det samme, men da hun så på ham igen, sendte hun ham et smil. "Det er dog godt at se dig igen" svarede hun med oprigtig glæde i stemmen. Selvom han havde mistet sine dæmontræk, lignede han sig selv, og hun var faktisk glad for, at han havde overlevet kaosset.

Det havde været et nødvendigt onde, det med at miste de dæmoniske træk. Nok havde Izael ikke haft det store valg i om det skulle ske, men i sidste ende havde Zahinael set fordelene i at kunne mænge sig med mennesker uden at blive set skævt til. Eller forsøgt myrdet. 
Og nu, på hans ældre dage, brugte han netop sit menneskelignende udseende imod dem, så de ikke tænkte en ekstra gang over at fortælle ham noget - for han var jo blot endnu en forbipasserende rejsende som dem, var han ikke?

Han betragtede Lykkes lange ar. Det var nu også noget af et mærke. Selv var han sluppet uden de store synlige ar grundet en dygtig heler og en masse opskæringer af kødet, hvis det ikke helede helt godt i første forsøg - ingen ville tro på at han var menneske, havde han to store runde ar i panden. 
"I lige måde," sagde han blot og kommenterede ikke videre på det andet. Det virkede malplaceret nu, hvor hun lød til at ville skifte emne. Han rettede lidt på sin skjorte, inden han fortsatte. "Hvordan fandt du Mørket?"
Det var ikke alle dæmoner, der ønskede at være en del af Mørket, selvom mange fandt det naturligt tiltrækkende, og eftersom Lykke var blevet mere end blot en almindelig fodtudse, måtte hun ville dette foretagende. Noget Zahinael kun kunne anerkende, så investeret som han selv var i det hele.

Lykke skubbede tanken om Izaels manglende lemmer til side, da han lod til også at lade emnet ligge. Han svarede i al fald ikke, og hun havde faktisk ikke noget imod ikke at tale om det. Det var efterhånden så længe siden, at det bare var et flygtigt minde.

Lykkes smil voksede en smule ved hans svar. Det fodrede hendes ego at få komplimenter, så hun tog imod dem, hvor hun kunne. Hans spørgsmål fik hende dog til at søge lidt i sin hukommelse. Hun havde ikke glemt det, men det tog alligevel lidt tid at komme frem til det rigtige minder, når der var så mange. At være næsten 3000år kunne have sine ulemper. "Faktisk var det Mørket, der fandt mig. Jeg valgte at følge Ethelihn. Hun er det eneste menneske, der nogensinde har vist sit værd over for mig" svarede hun. Hun kunne ikke huske præcis hvor længe siden, det var. "Hvad med dig? Jeg havde faktisk ikke troet, at du ville alliere dig med nogen?" spurgte hun med nysgerrighed i ansigtet. Hun kunne selvfølgelig have taget fejl, men hun huskede Izael som en, der ikke altid var glad for manges selskab.

Zahinael nikkede, mens Lykke talte. Det gav mening at Mørket havde fundet hende. Og med alt det brok han kunne have om Ethelihn, var hendes evne til at samle folk om sig og sagen ikke en del af det.
"I mine år ude blandt de andre lærte jeg værdien i at have nogen omkring sig, der er til at stole på," savrede han og trak lidt kort på skuldrene med et skævt smil. "Og så var det nok også en smule uimodståeligt at forsøge at komme til tops, da jeg først fandt ud af, hvad jeg var rigtig god til."

Og den del var i sanhed gået godt for ham. Nok var han ofte overhængt med arbejde og fik sjældent tid til sig selv, men med årerne havde han lært at han fungerede ret godt med den livsstil. Presset var ikke mere end han kunne klare.
"Jeg burde vel egentlig have kontaktet dig før..." tilføjede han så, lidt mere afmålt. Hans blik undgik hendes for en stund, som var gulvet blevet ret spændende at se på, selvom det bare var de samme mørke sten som resten af fortet. "Jeg er ikke så god til... Fortid."
Eller havde han været bekymret for, hvordan Lykke ville se ham? At det ikke var nok, at han havde klaret sig - at det han havde opgivet havde været for meget? Zahinael kastede sjældent blikke over sin skulder eller tænkte for meget over sine tidligere valg. Måske havde frygten været at opdage at han havde taget de forkerte valg, hvis han lod sig genforene med Lykke.

Lykke nikkede eftertænksomt til Izaels ord. Det kunne han selvfølgelig have ret i. Når man var i en verden blandt fremmede, gav det god mening, at det kunne være nødvendigt at have nogle trofaste allierede. Hans fortsættelse fik hende dog til at smile. "Jeg er ikke blevet spionmester, men det var det samme, der drev mig mod at blive ridder" svarede hun ærligt. "Da først jeg fandt ud af, hvad jeg var god til, arbejdede jeg hårdt for at nå det. Jeg indså dog ret hurtigt, at jeg absolut ikke er god til at infiltrere" fortsatte hun og pegede på sine horn med et skævt smil på læben. Hun kunne godt forklæde sig, hvis det blev absolut nødvendigt, men det var aldeles ikke hendes spidskompetence.

Hans ord fik hende til at hæve et bryn, der forsvandt helt op under pandehåret, da det gik op for hende, at han ikke ville se på hende. Hun trådte et skridt tættere på og lagde en finger på hans hage for at få ham til at se op. "Ikke så god til fortid eller ikke så god til mig?" spurgte hun. Hun stolede ikke på, at det var fortiden generelt. "Havde du forventet, at jeg ville vende dig ryggen, hvis jeg så, hvad der er sket med dig? Hvis det er tilfældet, ville det klæde dig at have lidt højere tanker om mig" sagde hun med en snert af fornærmelse i stemmen, som hun trådte væk fra ham igen. Egentlig ville hun bare have ham til at sige, hvad der virkelig lå ham på hjerte.

"Selvfølgelig havde jeg ikke forventet det," snappede Zahinael og rykkede hovedet væk fra Lykkes hånd.
Han fortrød tonen med det samme, og samtidig havde han ingen bedre måde at udtrykke sig på. Han var vant til enten at reagere med vrede eller kulde mod personangreb, og selvom han rationelt vidste, at Lykkes ord ikke havde været helt så hårdt møntet på netop det, fortalte hans instinkt ham, at han burde lange ud efter hende. 
For at få afløb for trangen travede han hastigt hen lidt ned ad korridoren og tilbage igen. Hernede i kælderen var der ingen vinduer, man kunne stille sig hen til og på den måde høfligt vende ryggen til sin samtalepartner, mens man overvejede sine næste ord. Hernede blev det lidt mere åbenlyst, at Zahinael var ude af sin komfortzone og ikke helt vidste, hvordan han skulle forholde sig til det.  

Md et dybt suk lænede han sig igen op ad den kolde stenvæg og sank lidt sammen i overkroppen, hvorved han kom til at se ældre ud end før. Mere hærget og mere træt. 
"Du er fra en tid i mit liv, hvor jeg gik op i den slags," sagde han så, lavt og lettere modvilligt. "Min familie - du ved, hvordan de var med den slags. Du er den første fra dengang, jeg har snakket med siden dengang."

Lykke hævede et bryn ved det lettere hårde udbrud, men hun sagde ikke noget. I stedet betragtede hun ham blot, som han travede frem og tilbage. Det var for Lykke et tydeligt tegn på, at han ikke helt vidste, hvor han skulle gøre af sig selv, men hun vidste på den anden side ikke, hvordan hun skulle berolige ham. Derfor lod hun ham blot trave, mens hun ventede på, at han faldt lidt til ro.

Sukket fra ham fik Lykke til at se lidt mere skarpt på ham. Ikke med hårde øjne, men hun var tydeligt opmærksom. Hans ord fik hendes bryn til at hæve sig længere op, og det forsvandt næsten bag det hvide pandehår. "Sååå du havde ikke forventet det, men du frygtede det alligevel?" spurgte hun tålmodigt. Hun var ikke sikker på, at hun havde opfattet hentydningen rigtigt, så hun prøvede sig lidt frem. Det kunne selvfølgelig også være, han bare gav hende ret for ikke at skulle forklare sig yderligere, men det var mærkeligt for Lykke at se Izael sådan. Var det virkelig så slemt at se hende igen?

En lav brummende lyd steg op fra Zahinaels strube. Der var vist ikke meget at gøre i den her situation udover at være ærlig. I det mindste vidste han, at Lykke var en ven, og det gjorde det hele en smule mere overskueligt. 
"Nej, jeg havde nok forventet at... Blive vendt ryggen," indrømmede han, mens han skubbede sig ud fra væggen og gik hen til Lykke, ikke længere holdende afstand. 
Han lagde hænderne på hver af hendes skuldre og så hende i øjnene med et dybfølt suk. 
"Min fortid er en af mine største svagheder," sagde han i lykkelig uvidenhed om, at hans personlige svagheder stak langt, langt dybere end blot minder. "Det er en af grundene til, at jeg ikke har opsøgt nogen efter portene blev åbnet igen. Der sker meget på så mange år, og der skete mere med mig end blot fysisk. Jeg turde ikke forestille mig, at nogen ville finde det positivt. Ikke alle dæmoner er lige glade for Mørket, trods alt, og de fleste i min egen familie ville se skævt til de valg, jeg har måttet træffe."

Lykke krydsede armene ved Izaels ord. Havde hun ikke bevist, at hun var til at stole på? Hun blev dog overrasket, da han nærmede sig hende, og det fik hende til at sænke armene igen. "Jeg ville aldrig vende dig ryggen" sagde hun og for første gang viste hun tegn på at være såret. Tanken om at han kunne tro det om hende var ikke særlig rar. Hun vidste godt, at hun ikke kunne holde det mod ham, for han havde været en hel del igennem. Ikke desto mindre gjorde det lidt ondt, at hun ikke havde fået udtrykt sig klart nok. Hvis hun havde, ville han jo ikke være i tvivl om, at hun ikke ville vende ham ryggen?

Lykke hævede igen et bryn, men hun nåede ikke at svare, inden han fortsatte med at tale. Da han var færdig, lagde hun blidt den ene hånd på hans håndled og sendte ham et svagt smil. "Jeg er heller ikke sikker på, at det er positivt, det du er blevet udsat for, men du er den, der nogensinde har været tættest på mig, og jeg vil altid stå ved din side. Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved dine valg, vi har alle måtte gøre hver vores for at overleve" sagde hun med et stålsat blik i de ellers pupilløse øjne. De fleste fandt det en kende uhyggeligt, men Lykke var lidt ligeglad. "Men jeg ønsker ikke at være en svaghed, Iz. Jeg havde håbet på at være en styrke" sagde hun og blev med det samme opmærksom på sine ord, så snart de forlod læberne. Det fik hendes ellers blege kinder til at blive svagt lyserøde, og hun så ned. Det var ikke sådan, hun havde ment det, men hun var pinligt bevidst om, at hendes ord kunne forstås på mere end en måde.