Solen var allerede gået ned, og natten havde fyldt himlen med smukke stjerner. Månen gav alting en svag blålig farve, og fik mørket til virke mindre skummelt. Ikke at Daphnie lagde mærke til noget af det. Hun havde ondt over det hele, havde det dårligt og skammede sig over.. alt. Selvom hun var flov over at have taget kjolen af selv, var hun alligevel glad for at hun havde gjort det, så hun kunne have kjolen på nu, uden at den var helt ødelagt. Nu sad hun op at et træ, i kanten af det lille skovområde Zane havde sit lejr. Eller havde haft. Hun vidste ikke om han stadig var der, og hun var egentlig også ligeglad. Hun skulle bare væk der fra, men hun havde ikke mere energi, og var derfor ikke nået længere. 
 
 Daphnie lod hovedet vippe bagover mod træet hun sad op af, og lod øjnene glide i. Hun havde snitsår på det mest af kroppen, nogen dybere end andre. Alle sammen blødte og havde gjort kjolen lettere fugtigt og klistret. De steder der ikke var snitsår, var der blå mærker. Hun prustede lidt klynkende som hun kæmpede for at komme op at stå igen. Hun havde mest af alt lyst til at sove. Bare ligge sig på jorden og sove ind til hun stoppede med at have ondt, men hun var bange for at Zane pludselig kom og tog hende med sig. Med et grynt kom hun ordenligt op at stå, og klynkende begyndte hun at halte mod bymuren. Det gik langsomt, men hun skulle bare hjem. 

Simar burde for længst have været hjemme og ligge i sin seng, men han havde været ude hele dagen og havde glemt om at han skulle hjem og spise og egentligt burde at sove. Han havde brugt hele dagen uden for byen for bare at begive sig rundt i sin egen lille verden. Han havde lavet en lille bål hvor han havde siddet og hygget ved og bare faldet ind i fantasien mens han kiggede på ilden. Ild var noget af det smukkeste men også noget af det farligste der fandtes og derfor skulle man ikke lege med ilden, det var nu heller ikke noget Simar havde gjort i sig.

Han var nu på vej hjem mod bymuren, som nok allerede var blevet lukket for natten, men han håbede han kunne få lov til at komme ind alligevel. Ikke så langt fra sig kunne han få øje på en skikkelse ved et træ, det så ikke ud til at personen havde det så godt. Det blev dog også bekræftet af at personen som måtte være en kvinde, rejste sig og forsøgte at gå mod bymuren. Han skyndte sig at løbe det sidste stykke vej over til kvinden for at hjælpe hende. ” har du brug for hjælp” Spurgte han stille som han var komme over til hende, han stillede sig ind foran hende og smilte usikkert. Der gik dog ikke længe før han genkendte ansigtet, det var Daffe! Daffe hans veninde! Som han ikke havde set siden de måtte forlade byen. ” Daffe! Hvad der sket” Spurgte han panisk og så bange på hende, han kunne ikke lide at se hende sådan! Hvem havde gjort det ved hende? Han kunne mærke vreden stige i ham. Hun var altid så sød ved alle og så var der nogen der havde gjort sådan mod hende.

 Selvom Daphnie godt var klar over hun nok burde være mere opmærksom på hendes omgivelse, så var hun det ikke. Hun var alt for træt til at være opmærksom, og desuden brugte hun næsten også alt hende koncentration på at holde sig gående, derfor registrerede hun slet ikke den anden person ude i mørket. Det gibbede derfor forskrækket i Daphnie da der blev sagt noget, og hun så en smule skræmt i retningen. Hun turde ikke sige noget, både fordi his hun ikke sagde noget kunne det være personen bare gik, men også fordi hun var sikker på hendes stemme ville knække hvis hun forsøgte på at sige noget. 

 Desværre gik personen ikke videre, men forsatte istedet mod Daphnie. Hun kunne hvordan hun næsten ikke kunne overskue at skulle ynkes om, og forklare sig. Det gjorde helt ondt i maven ved tanken om at skulle fortælle hvad der var sket. Personen kom tættere på, men Daphnie var alt for udkørt til at lægge mærke til noget som helst, det var først da der igen blev sagt noget, at Daphnie genkendte stemmen. Alle følelser væltede indover hende på en gang - glæde, flovhed, tristhed, vrede, udmattelse - og hun gik et par skridt mod Simar, inden hun nærmest kollapsede ind mod ham. Daphnie var ligeglad med, at hun var et par centimeter højere end Simar, kunne han ikke holde hende måtte i vælte. 
 " Sim... " næsten hviskede hun med en svag klynken, inden hun snøftede og blot trykkede sig godt ind til ham. Hun havde ikke rigtig lyst til at snakke om hvad der var sket, men hun var også godt klar hun nok ikke fik lov til at holde det helt for sig selv.

Simar så på hende, selvom han ikke kunne se for meget i mørket, kunne han se at hun ikke på nogen som helst måde havde det godt og at hun var ved at falde sammen. Han hørte godt hvordan hun forsøgte at sige hans navn og som hun væltede mod ham. Han prøvede at gribe hende hvilket også lykkes sådan nogenlunde. Han fik i hvert fald grebet hende inden hun bare smaskede ned i jorden, han satte sig ned da han selv var ved at miste balancen. ” hvad der sket” spurgte han stille og prøvede at spotte alle hendes skader! Det var på ingen måde godt ud, som han holde hende blev hans finger klisteret og han gættede hurtigt hvad der var sket hende. ” åhh nej!! Daffe! Ikke sig noget, du skal spare på krafterne, jeg skal nok hjælpe dig” Sagde han og prøvede at bevare roen det var virkelig svært, for han ville ikke have hun skulle dø! Om hun kunne dø af sine skader, vidste han ikke! Men hun må tilbage til byen, sådan at hun kunne få hjælp! Men der var alligevel et godt stykke op til bymuren.

Han var nødt til at tænke hurtigt, kunne han ved hendes hjælp få slæbt hende op til bymuren og få fat på noget hjælp der, eller skulle han løbe der op i mørket og hente hjælp og ville de kunne tage ham seriøst? Og ikke tro at han prøvede at få vagterne væk fra porten for noget ondt og farligt kunne komme igennem porten? ” Daffe jeg hjælper dig, men vi nødt til at skal have dig op til bymuren så vagterne kan hjælpe mig med at skaffe dig hjælp. Tror du, du kan klar det hvis jeg støtter dig? ” Sagde han stille og prøvede at få hende til at holde sig vågnen, hun måtte ikke falde i søvn! Det kunne være farligt, hvor farligt vidste han ikke, da han ikke havde så meget forstand på det, men hvis hun faldt i søvn kunne det være hun ikke vågnede igen jo…

 Simar formåede at holde dem nogenlunde stående, og Daphnie gjorde hvad hun kunne for ikke at falde helt sammen. Da han satte dem ned, kunne Daphnie ikke rigtig andet end at følge med, og trykke sig godt ind til ham, søgende efter en tryghed der kunne få hende til at glemme det der var sket. Hun follede læberne hårdt sammen og sank lidt for at kvæle et hulke.
 "Jeg.. gik ind i et træ.... " mumlede hun stille. Det var ikke en løgn, men det var så langt fra den fulde sandhed, at det lige så godt kunne være en løgn. Hun følte sig tung i krop og hoved, men om det bare var fra at være udmattet eller på grund af blodtab vidste hun ikke. Hun nikkede lidt til det Simar sagde. Hun orkede ikke rigtig at flytte sig alligevel, og havde ikke lyst til at snakke, så det passede hende fint. 

 Daphnie greb panisk fat i Simar trøje da han begyndte at snakke om at få Daphnie op til bymuren. Han måtte ikke forlade hende alene i mørket. Hende underlæbe blævrede som hun kæmpede for at ikke at begynde at græde igen. Ikke at hun havde særlig mange tårer tilbage at græde med. Ivrigt nikkede hun da han spurgte om hun selv kunne gå. Hun snøftede lidt og tørrede sine kinder med bagsiden af den ene hånd. 
 " Jeg er bare træt.. Jeg vil bare gerne hjem..  " mumlede hun udmattet og så lidt bedende op på ham. 

Simar skulle være stærk, det var vigtigt! Hans veninde havde det ikke godt og hun havde brug for hjælp! Han var her og var den eneste der kunne hjælpe hende lige nu! Han ønskede at han havde sin mor med sig, hun ville vide hvad de skulle gøre for at få Daffe til at få det godt igen. ” du behøver ikke klare Daffe, spar på krafterne” Sagde han og så stille på hende som hun knuede sig ind til ham, han prøvede virkelig at gøre sit for at trøste hende og få hende til at slappe af, men det var svært fordi han selv skulle holde sig tilbage for ikke at gå i panik og begynde at græde. Han havde det ikke godt med at se andre der ikke havde det godt, vil ønskede at alle skulle være glade og have det godt, selvom det ikke altid var en mulighed, var det, det han ønskede sig mere end noget andet i verden.

Hendes paniske greb i hans trøje fik ham hurtigt til at forstå at han ikke skulle forlade hende! Han turde heller ikke forlade hende, hvad nu hvis den der havde gjort det kom tilbage inden han nåede at hente hjælp? Og måske hun så ville være død? Det måtte ikke ske! Der var ingen der måtte røre Daffe! ” Jeg ved det Daffe, men vi skal hen til helbredelseshuset, de skal nok kunne hjælpe dig” Sagde han stille og så på hende, han vidste ikke om han skulle blive siddende lidt og lade hende samle lidt kræfter eller om hun overhovedet kunne samle flere kræfter. Simar vidste at de ikke kunne blive her, for snart ville portene var lukket og så ville det blive sværere for dem at komme ind i byen. ” Daffe, du nødt til at prøve at gå det sidste stykke, jeg støtter dig” Sagde han og prøvede at hive hende op og stå efter selv at være kommet op og stå, hun var lidt højre end Simar men han gjorde virkelig sit for at støtte Daffe ordentligt sådan at de kunne komme op mod porten og hen til helbredelseshuset.

 Et snøft og et nik var alt hvad Daphnie orkede at reagerede med. Hun havde alligevel ikke tænkt sig at sige mere om hvad der var sket. Ikke lige nu i hvert fald. Det var alt for meget, alt for tæt på. Da Simar sagde de skulle hen til et helbredelseshus klynkede hun lidt. Hun ville virkelig gerne bare hjem. Hjem og føle sig tryg. 
 "Simaaar.. Jeg vil bare gerne hjem.. " klynkede hun stille og gemte hovedet lidt ind til ham.
 " Kan jeg ikke bare gøre det i morgen.. " Mumlede hun og så lidt bedende op på ham. Hun håbede virkelig at Simar ville gå med til at hun bare kunne komme hjem. Hun havde virkelig ikke lyst til at alle mulige skulle se hende som hun så nu lige nu. 

 Simar prøvede at hive Daphnie op at stå, og hun hjalp til så de kom op at stå. Hun var træt i benene og det sortede kort for hendes øjne og hun var ved at miste balancen da de var kommet op at stå, men synet kom hurtigt tilbage. Det føltes ikke længere så langt hen til muren som da hun skulle komme der hen selv. 
 " Jeg kan godt gå selv.. Det ser værre ud end det er.. " sagde hun og så på ham. Hun forsøgte sig med at smil, men det blev noget halvhjertet og så noget træt ud. 

Simar var normalt ikke en som ville gå imod det folk sagde, men at Daffe bare ville hjem og være der hjemme og så tage til helbredsels huset den næste dag, det ville han ikke gå med til! Han ville ikke miste hende bare fordi hun ville hjem til sig selv. ” Nej Daffe, du skal til helbredelseshuset, de kan hjælpe dig. Du skal have hjælp” Sagde han lidt mere bestemt, men stadigvæk med en anelse angst i stemmen! Hun skulle ikke bestemme lige nu, det var han nødt til at gøre for at redde hende. Han overvejede et par gange at råbe på hjælp, men det ville nok ikke være en god ide, hvad nu hvis der var nogen forkerte folk som hørte dem og ville komme og gøre dem endnu mere ondt? Eller måske ville tage Daffe fra ham? Nej det måtte ikke ske! De måtte kæmpe sammen for at få hende op til porten og måske der kunne en vagt hjælpe Simar med at få Daffe det sidste stykke.

Det var godt at Daffe prøvede at hjælpe til med at få hende op og stå, så var det ikke helt så hårdt for Simar som hvis han havde skulle gøre det helt selv, ikke at det gjorde ham noget, for det var vigtigt at de kom væk fra hvor de var for at kunne sikre sig at være ude af fare. ” Jeg støtter dig Daffe, for så det ikke helt så hårdt for din krop, men du nødt til at gøre som jeg siger! Du er såret og jeg tror det er mere slemt end godt er, og vi skal over til helbredelseshuset for ellers dør du måske og jeg vil ikke miste dig Daffe” Sagde han som han forsat ville støtte hende, så de kunne komme op til porten.
Det føltes som en evighed at skulle gå det stykke op til portene, han pustede en del, men klagede ikke, det var hårdt og han var ved at være træt. ” Vi er der næsten” Sagde han og så op og kunne se vagterne og porten, de var der næsten nu manglede de bare det sidste stykke vej. Jo tættere de kom på porten og vagterne valgte Simar at kalde på hjælp, han kunne næsten ikke holde hende og hun havde det bare ikke godt, det kunne han jo se og høre på hende. ” HJÆLP! Jeg har brug for hjælp” Råbte Simar ikke langt fra vagterne, der gik heller ikke mere end et øjeblik før de to vagter kom løbende mod dem. ” I må hjælpe mig, min veninde er kommet til skade, jeg fandt hende på vej hjem fra en lille aften gå tur, hun skal hen til helbredelseshuset selvom hun ikke selv vil i må hjælpe mig” Sagde Simar stønnende og prustende. ” Vi tager hende, du kan bare følge med” Sagde den ene af vagterne og kiggede på Daffe. ” Jeg løfter dig op og bære dig det sidste stykke over til helbredelseshuset, du skal spare på dine kræfter” Sagde den ene af vagterne og smilte forsigtigt til Daffe. ” Ved du hvad der er sket? Det var godt du fandt hende” Sagde den anden vagterne som var en kvinde, Simar rystede på hovedet ” jeg ved det ikke, jeg var bare ude og gå en tur og var på vej hjem da jeg fandt hende” Sagde Simar stille og en anelse bange for hvad hun havde været udsat for.

  Det meste af Daphnie energi og koncentration gik på at holde sig vågen og gående, så Simar ikke skulle bærer hende selv. En var trods alt ikke særlig stor. Og selvom hun var vågen, var hun ikke længere særlig meget mentalt til stede. Derfor hørte hun heller ikke helt efter hvad der blev sagt til hende, så hendes eneste svar var bare en lettere utilpas brummen. Det svar ville nok passe til alt i den situation hun stod i lige der. 
 Selvom de gik meget langsom, fordi Daphnie ikke rigtig kunne gå hurtigere, følte hun stadig de nærmest løb af sted, så hårdt som det var. Hele hendes krop værkede, og det var virkelig anstrengende at holde sig vågen. 

 Pludselig begyndte Simar at råbe op og Daphnie kom lidt mere til sig selv. Hun måtte have lukket lidt ned for hun synes ellers næsten lige de var begyndt at gå, og der var da alligevel et lille stykke hen til bymuren. Hun så sig forvirret omkring, og da hun pludselig blev løftet, gibbede det forskrækket i hendes krop og hun begyndte at vride sig.
 "NEJ! Ik' mere! Jeg vil ikke! Stop! Jeg kan ikke mere..  " Der gik lidt før det gik op for hende det ikke var Zane der havde fat i hende men en byvagt. Hun nikkede svagt til det der blev sagt. Hun surmulede lidt over at Simar havde blandet flere ind i det, men hun var alt for træt og udmattet til at tænke ydereligere over det, og der gik ikke mange sekunder efter hun var faldt til ro, og hun gik kold, og alt sortede for hende, i det hun besvimede. Hun hang derfor bare en smule slatten i vagtens arme som han bevægede sig mod helbredelseshuset.

//Afsluttet grundet inaktivitet. Kan tages op igen senere hvis det er.