Det var efterhånden et godt stykke tid siden, Valtor havde sendt Elinor afsted med brevet til Vargas. Han vidste, at rejsen fra Rubinien ville tage et godt stykke tid, og han havde derfor sørget for at foreslå en dato et godt stykke fremme, så det var muligt at planlægge rejsen. Valtor havde dog ikke fået svar fra slavehandleren, så han håbede blot, at Vargas ville tage imod invitationen.

Vargas var en af de førende slavehandlere i Balzera, så vidt Valtor vidste, og han havde derfor set en mulighed for at forhandle med manden. Han kendte som sådan ikke noget til ham andet end rygter, men han var generelt kendt i Rubinien, og Valtor var ikke typen, der dømte andre ud fra, hvad andre fortalte om dem. Det var nemmere at møde dem og danne sit eget billede af dem, var hans erfaring.

Under normale omstændigheder ville Valtor slet ikke lade en anden møde ham så hurtigt, men Vargas var en yderst vigtig potentiel handelspartner, så det var et af de tidspunkter, hvor undtagelsen bekræftede reglen. Derfor havde Elinor også fået besked på, at han ikke skulle agere frontfigur denne gang, men sige at han var ansat af Valtor, hvilket var den egentlige sandhed. Om Vargas i forvejen kendte til Valtor, vidste han ikke. Han var generelt ikke kendt så langt sydpå, men man kunne altid grave informationer frem, især hvis man havde sine hænder med i de fleste forretninger, hvilket han gik ud fra, Vargas havde. Valtor havde intet at skjule, for han gjorde meget ud af, at hans ry, både som adelig og slavehandler, var positivt. Han satte en ære i at lære sine slaver godt op, så de kunne følge alle anvisninger. Han lærte dem ovenikøbet at læse og skrive, hvis de ikke kunne det i forvejen. Det var ikke altid nyttigt, men han havde før fået anerkendelse for den lille detalje. Det eneste problem var, at det var ulovligt i området. Et problem der blev nemmere at komme ud over, hvis han kunne få en aftale i hus med den anden slavehandler. Han håbede blot, at han havde fået formuleret sig passende i brevet:

Kære Vargas.

Det er kommet mig for øre, at De er en af de største slavehandlere i Balzera, og De har derfor vækket min interesse som mulig handelspartner. Jeg bor lige udenfor Azurien, hvor, som De ved, handel med slaver er forbudt. Derfor har De vækket min interesse, da det ville gøre det en del nemmere, at mine slaver blev solgt et lovligt sted. De bliver selvfølgelig kompenseret for besværet, og De skal ikke tænke på transporten af dem. Hvis det har interesse, vil De være inviteret til et møde d. 19/06/2019 Kl. 16.30 i mit palæ, hvor vi kan diskutere detaljer, og De kan få en demonstration af slaverne. Jeg vedlægger et kort med præcise tegner af adressen.

Såfremt det ikke har interesse, ville det være en stor hjælp, hvis De gav besked til min assistent, der afleverede dette brev, så jeg ved, at jeg ikke skal vente Dem.

Med håbet om snarligt møde
Greve Valtor Heina

Nedenunder navnet havde han sat sin underskrift, og brevet var lukket med familiens segl. Så havde han sendt Elinor afsted. Dette var to måneder siden, og Elinor var vendt tilbage for en måneds tid siden. Valtor havde ikke fået et svar retur, så han gik umiddelbart ud fra, at Vargas havde tænkt sig at møde op. På det vedlagte kort, var der nøje tilføjet en sti og en prik, hvor Valtors palæ lå. Dette var imellem Dianthos og Azurien, men tættere på sidstnævnte.

Datoen, Valtor havde nævnt i sit brev, var kommet, og han stod nu og kiggede ud på den mørkegrå himmel, hvor regnen silede ned. Der var stadig et par timer til deadline, men der så ikke ud til at være opklaring i vente, desværre. Med et suk vendte han ryggen til vinduet og gik ind i skyggen igen, hvor han greb sit glas med en mørkerød væske i. Han tog et sip og kastede et nyt blik på vinduet med et suk. Det var ikke sikkert, Vargas havde i sinde at vise sig, hvis vejret fortsatte med at være sådan, og Valtor kunne ikke ligefrem bebrejde ham. Det var ikke ligefrem ideelt rejsevejr.

Han rakte ned i lommen på sin sorte fløjlsvest med guldfarvede broderimønstre og fremdrog et lille lommeur. Han kastede kun et flygtigt blik på det, inden han lagde det i lommen igen. Tiden gik langsomt.
Under vesten havde han en kridhvid silkeskjorte på med vige ærmer. De sad dog stramt ved håndleddet, så resten blev lidt puffet. Bukserne var sorte med guldfarvede syninger, og den nederste del var skjult af et par sorte læderstøvler med sølvspænder. Håret, der nåede ham til slutningen af lænden, hang løst, men det var sirligt redt, så det faldt pænt og glat langs hans ryg, og der var ikke én tot, der sad forkert. Ved siden havde han sit orientalske sværd siddende, men det var tydeligt ligeså meget for pynt; træskeden var belagt med guldmønstre, og håndtaget var lavet i elfenben. Det var poleret, så overfladen havde en svag skinnende glans over sig.

Alléen, der gik fra landevejen og op til Valtors palæ, var flankeret af virginske popler på hver side i faste intervaller og med nøjagtig samme afstand mellem sig hele vejen. Lidt over halvvejs oppe slog den en blød bue, og det hvidvaskede palæ ville langsomt komme til syne bag træerne, som man kom længere rundt i svinget. Over de store egetræsdøre kunne der ses en balkon, der nok mere mindede om en løftet terrasse med massive marmorsøjler, der bar det meste af vægten. En firetrins trappe formet i en halvbue førte op til dørene, hvoraf den ene havde en dørhammer, der var formet som en ørn, siddende.
Indenfor var hallen oplyst af stearinlys, der sad i holdere langs væggen. Et par meter fra dørene på venstre side, når man kom ind, var der en trappe, der førte op til førstesalen. Denne drejede 90 grader halvvejs oppe.
Længere nede ad hallen var der en dør på hver side. Den venstre førte ind til en stor dagligstue med brændende pejs. Denne var også oplyst af stearinlys, men der stod flere stager rundt omkring på bordene. Stuen var indrettet med tre lænestole, hvoraf to havde et lille bord stående ved den ene side, mens den sidste stod ved et stort sofabord. På den anden side af sidstnævnte var der også en sofa at finde.
Døren til højre ledte ind til en stor spisestue. Denne var ikke oplyst, men der befandt sig også en pejs, og på langbordet stod tre femarmede lysestager i sølv.
Ovenpå befandt der sig fem soveværelser, hvoraf det ene af dem var Valtors primære soveværelse. De andre blev brugt til overnattende gæster og de slaver, der havde fortjent en ekstra belønning. Et af dem gemte dog også på redskaber til sadistiske personer i klædeskabet, men hvis man blot kiggede derind, uden at undersøge nærmere, ville det ikke skille sig ud fra de andre.
Trappen til kælderen befandt sig udenfor på bagsiden af palæet. Hernede befandt sig alskens flasker af forskelligt alkohol, men den største fællesnævner var vin, og hvis man stak hovedet herned, var det tydeligt, hvad Valtor foretrak at drikke, ud over blod.

Valtor tømte sit vinglas for den sidste slurk og gav det til tjenestepigen, der stod sammen med ham. Hun nejede med et hovedbuk og forsvandt ud ad døren, inden hun et par minutter senere vendte tilbage, og Valtor trådte igen hen foran vinduet. Den brændende fornemmelse var noget mildere på grund af vejret, men det var stadig begrænset hvor længe, han kunne stå i lyset. Han prøvede jævnligt at presse sig selv til at kunne tåle solens stråler bedre, men han gjorde kun meget lidt fremskridt på det punkt, hvilket irriterede ham. Det var en svaghed, han gerne ville af med, men som han endnu ikke havde fundet en brugbar metode til. Derfor prøvede han at træne sig selv til at holde længere i solen, men indtil videre havde han kun forlænget det med et par minutter. Et par minutter på næsten 150 år... irritationen fik ham til at sukke, inden han igen kiggede på sit lommeur. En halv time endnu. Elinor var garanteret tæt på at være parat til at tage imod Vargas. Han var altid punktlig, hvilket også var en stor grund til, at Valtor stolede på manden.

Ti minutter endnu. Valtor stillede sig ud i gangen for at give sig til at vente. Han håbede blot inderligt på, at Vargas ville dukke op.

Regnen faldt tungt og stødt omkring Vargas og hans to mænd. Det var ikke et vejr at rejse i og kunne man få et glimt af Vargas sammenbidte ansigt under hætten, ville man også straks vide, at han ikke var tilfreds. Det ærgrede ham, at de havde forladt kroen, de havde overnattet på, men det havde ikke regnet så slemt, da de steg på hestene. 
Brevet med invitationen var blevet leveret omkring en måndes tid før. Umbrien havde taget i mod det og manden, der kom med det, da Vargas havde været "travlt beskæftiget" og "ikke ville forstyrres". I realiteten havde han haft sin skrædder på besøg, men det var nu heller ikke normalt, at han beskæftigede sig med at tage i mod folk i huset, medmindre det var vigtigt. Det var, hvad han havde Umbrien til. 

Umbrien havde klogeligt nok ikke givet manden et svar med tilbage, da det var helt op til Vargas, om han gad at rejse så langt. Og først havde svaret været nej. Men efter lidt overtalelse fra Umbrien, var han alligevel kommet frem til, at det måske var en god idé at besøge konkurrenten. 
Han var taget af sted i god tid. Selvfølgelig på sit private skib, der normalt ikke transporterede slaver, men der blev stuvet nogle stykker væk i det hemmelige lastrum alligevel. Så han var i piratbyen en uges tid før tidspunktet for invitationen. Den tid brugte han på at besøge et par af hans faste kunder, der som altid tog glædeligt i mod ham. Og selvfølgelig havde han forhørt sig ad om manden, han skulle besøge. Han havde hørt, at der var en slavehandler ved Azurien, men havde endnu ikke set ham som en trussel. Men med invitationen var han blevet nysgerrig.

Verden var grå, mørk og våd, som de red op af vejen, det lille primitive kort havde ledt dem til. Træerne i rækker på begge sider mindede Vargas om den herregård, han engang havde overtaget og levet på i et århundrede eller mere. Det var mange år siden.
Endeligt dukkede huset op foran dem. Uimponeret lod Vargas blikket glide over det. Bygningen var vel ikke så meget større end hans egen, hvis overhovedet. 

Hestene skridtede op foran trappen til hoveddøren. Vargas havde ingen anelse om, hvad klokken var, men de var i hvert fald et par timer forsinkede. Vejret havde ikke ligefrem inviteret til fart og Vargas var heller ikke ligefrem den mest punktlige mand i Krystallandet. De var taget lidt sent af sted fra kroen, og som altid var det ikke til at ramme et bestemt klokkeslæt, når man var til hest på en ukendt rute. Ikke at det rørte dæmonen, han var ikke tidens slave. At han forventede andre var det, ja, det var selvfølgelig noget helt andet.

Vandet dryppede fra hans kappe, som han svingede benet over og lod sig selv glide ned på jorden. Hans nye krop var ikke helt trænet op til rejse på hesteryg og han vidste allerede, at han ville blive øm i lårene. Nå, det var der ikke så meget, at gøre noget ved.
Uden ord tog den ene vagt alle tre heste, mens den anden fulgtes med ham op af trappen med en taske i hånden. Åh, det skulle blive rart at komme i tørvejr. Selvom han var iklædt en praktisk jakke, der havde holdt vandet fra hans overkrop og en kappe med hætte, der havde holdt ham endnu mere tør, var hans bukser våde. I tasken vagten havde med, var der tørt tøj. Vargas havde trods alt brugt det meste af sit liv i den nordlige del af Krystallandet og han vidste hvordan vejret var deroppe.
Ved hans side hang hans sværd, tydeligvis noget af det bedste fra Dragorn, smukt men uden tvivl dødeligt.

Vagten rakte ud og brugte dørhammeren.

Lukkes grundet inaktivitet