Sted: Midt på markedspladsen.
Tid: Midt på dagen.
Vejr: Varmt og skyfrit.

Kile var blevet skubbet af magten efter den sande Dronnings hjemkomst og alle de forrygte regler og love de havde fået igennem, var blevet nedlagt med dem. Det var næsten underligt at vandre gennem gaderne nu. Stella havde aldrig været enig i Kiles måde at håndtere tingene på, men aldrig ytret sin mening for en sikkerheds skyld. Hun havde dog alligevel vænnet sig til det de havde gjort byen til. Et åbent fængsel, hvor besøgstiden kun varede så længe solen var oppe og de sørgede så sandelig også for, at bestemme hvem der måtte komme ind af portene.
Elverfolk var blevet forvist for nogle år siden, hvilket også ville sige en af Stellas få venner, Simar. Hun fik nyheden for sent og nåede derfor aldrig at sige farvel. Men Stella var som altid optimistisk og det sidste halvandet år, var hun gået forbi Det Halve Svin flere gange om ugen, bare for at se om de var kommet hjem. Hver gang kom hun frem til det samme svar. - Det var de ikke.

Nu var det anderledes. Hun var stoppet med at gå forgæves forbi kroen og havde ikke gjort det i flere måneder, for det gjorde mere og mere ondt for hver gang hun ikke fandt det svar hun ledte efter. Hun havde efterhånden sluppet det lille håb hun havde tilbage om at se Simar igen, selv efter elverfolkene havde fået adgang til byen igen.
I dag var Stellas tanker langt fra på gamle venner, men i stedet på de ærinder hun havde lovet at løbe for sine forældre. De var ved at løbe tør for krydderier, så Stella var blevet sendt på markedspladsen for at købe ind til nogle dage. Hun havde taget turen flere gange og vidste nøjagtig hvad hun skulle have fat i. Iført sin lange, hvide kjole, der gik helt ned til jorden, havde lange ærmer og blå snor i begge lange ærmer, tøffede hun ned gennem markedspladsen. Hun holdt ikke rigtig øje med hvor hun gik, da hun havde stukket næsen i sin dagbog og gik og dagdrømmede lidt, som hun læste i den. Hun havde sørget for at sætte det lange, brune hår op i en løs fletning, så det ikke blev alt for forstyrrende, i den lette vind.

Noget af det bedste ved at være hjemme igen, udover at have sit eget værelse og sin familie der hvor de hørte til, så var det at han vidste at hans gamle venner stadigvæk måtte være i byen, han skulle bare finde dem, men mon ikke det kunne lade sig gøre? Det havde jo ikke været så mange år de havde været væk, at alle havde kunne ændre sig så hurtigt? Simar var gået rundt i byen et par dage nu, han ledte efter en af hans bedste venner nemlig Stella, han havde ikke kunne huske hvor det var hun boede da de måtte flygte fra byen og han havde ikke i sinde at gå og banke på samtlige døre og hjem.
Simar var taget til byen, egentligt blot for at gå og kigge sammen med håbet om at støde på Stella. Han havde gået som så mange andre gange i sine egne tanker, denne gang var det dog ikke tanker om et skabe et nyt eventyr, nej det var mere om hvornår han ville møde Stella igen? Måske hun slet ikke var her længere? Men hun havde jo ikke været elever? Hun kunne da ikke bare have forladt byen kunne hun?

Alle Simars tanker stoppede brat som han bragede ind i noget på sin vej, han var blevet så overrasket at han var snublet og derved faldt bagover så han langt på jorden. ” AV! Sagde han som han havde slået sin pop pop mod en sten på jorden. ” Se dig……” han skulle lige til at skælde ud og bede personen om at se sig for hvor personen gik, men han nåede ikke ret langt før blikket blev vendt mod personens ansigt, han stivnede i hele kroppen og kunne ikke lade være med at kigge på hende. ” Stella?” Spurgte han spørgende og vidste ikke helt hvad han skulle gøre med sig selv lige nu. Hurtigt var han på benene og børstede sit tøj af så godt han kunne, sko var ikke noget han havde på, det var alt for godt vejr og for varmt til at bære sko! Fødderne havde jo også brug for luft, eller det var hans undskyldning for ikke at bruge sko.

Simar begyndte at rødme stille og hånden gled langsomt om i nakken hvor han kløede sig usikkert, ticksene som Simar havde ved det højre øje var et ret kraftigt kendetegn ved Simar vis man kendte ham. Han vidste ikke helt hvor han skulle gøre af sig selv, han havde allermest lyst til at bare at give hende det største kram i hele verden. Dog ville han gerne være helt sikker på at det var Stella før han gjorde noget som ville virke alt forkert.

I øjeblikket var det ikke til at få kontakt til Stella, da hun gik med næsen i bogen og smågrinede over nogle af de ting, hun havde skrevet deri. Hun kunne ikke lade være med at tænke over, hvor rart hun fandt det, at hun ikke havde fået bogen tidligere, for hun var sikker på, at den ellers ville have været fyldt med alt for mange ligegyldige historier fra hendes barndom. Nu var hun i gang med at læse om en af sine udflugter med sin onkel og hun havde altid sørget for, at skrive detaljer om jagten ned, så hun altid kunne finde det frem til en anden gang. For sin egen underholdning, havde hun også skrevet nogle af de vitser ned, som hendes onkel havde fyret af i løbet af de dage og de var nu altid underholdende lige at se igen.

Stella var lige midt i en vits, da hun bragede ind i en anden og faldt bagover. Hun tabte bogen, men heldigvis landede den lige foran hende.
"Aav!" Mumlede hun, da hun satte sig op og lænede sig en anelse til siden, så hun kunne lægge hånden mod den ene balle, der havde taget det hårdeste slag. Hun nåede lige at høre en fyr være tæt på at skælde ud og af ren refleks, skulle hun til at undskylde;
"Det må du virkelig undsky..." Hun nåede ikke at sige mere, før hun blev afbrudt af fyren, der i stedet for at skælde ud, kaldte hende ved hende fornavn. Hun glemte helt hvor ondt hun egentlig havde i ballen og rettede straks et overrasket blik mod Simar, der nu stod foran hende og så lige så forbavset ud, som hun gjorde.
"Simar?" Hun kunne næsten ikke tro det. Var det virkelig ham? Hun måtte lige bruge et øjeblik på bare at stirre på ham, men lige så snart hun lagde mærke til hans højre øje, var hun slet ikke i tvivl.
"Det er virkelig dig! Du er tilbage!" Med de ord kunne hun slet ikke styre de tårer af glæde, der straks trillede ned over kinderne og så snart hu kom på benene igen, tøvede hun ikke det mindste med at lægge armene om ham i et kram. Hun glemte alt om bogen der stadig lå på jorden, da hun knugede sig ind til ham og begravede ansigtet mod hans skulder. Hun kunne ikke stå der, midt på åben gade og græde, så hellere skjule det lidt.

At se Stella reagere som hun gjorde, vidste bare overfor Simar at det var den rigtige! Det var stella! Altså den rigtige Stella! Det kunne det kun være, han kendte ikke andre Stellaer og slet ikke andre piger der var lige så smukke som hende. Han var hurtigt kommet på benene og fortryd inderligt at han havde været tæt på at skulle i gang med at skælde hende ud for ikke at se sig for.

Simar nåede ikke engang at sige noget eller prøve noget eller faktisk heller ikke at svare på at det var virkelig ham og at han var tilbage.. Før Stella havde kastet armene omkring ham og gav ham et kæmpe kram! Simar krammede Stella lige så meget tilbage og måtte da også synke et par gange for ikke at komme til at græde, han havde jo savnet hende mere end han havde haft lyst til at tænke på eller give udtryk for. For han var bange for at han aldrig skulle se hende igen. Som Stella begravede sit ansigt mod hans skulder og begyndte at græde, kunne han heller ikke holde tårerne tilbage mere! Det var det mest fantastiske der var sket! Udover at de jo selvfølgelig havde fået lov at komme hjem igen. Han hulkede stille og prøvede ikke at gøre det for åbenlyst eller for højt, han skulle helst ikke have andre til at opdage at han lige nu stod og græd. ” jeg har virkelig savnet dig, jeg troede aldrig jeg ville komme til at se dig igen.. Jeg troede du var væk for altid” Sagde han imellem sine hulk og holde hende tæt ind til sig, han blev mere og mere ligeglad med om folk stod og kiggede på dem eller hørte hvad de sagde og at de begge græd. ” Jeg nåede ikke at finde dig og sige farvel, det hele gik så hurtigt” Fortsatte han og forblev i krammet, han ville aldrig give slip på krammet mere! Aldrig!

Det allerede store smil Stella ikke kunne holde tilbage, som hun stod og knugede Simar ind til sig, blev kun større over hans ord. Hun var overhovedet ikke i tvivl om, at Simar havde taget kontakt til hende og fortalt hvad der skulle ske, hvis han havde haft tiden til det, men det var nu alligevel rart at høre ham sige det.
"Du troede jeg var væk for altid? Jeg troede, at du var væk for altid," sagde hun og smågrinede lidt over sig selv. Hun var ellers altid så professionel, selv når hun bare løb ærinder for sine forældre, men lige nu var det umuligt at opretholde samme facade, hvor hendes følelser løb af med hende. Hun vidste, at hun havde savnet Simar noget så forfærdeligt, men det kom alligevel bag på hende hvor kraftigt hun reagerede.
"Jeg har været forbi kroen flere gange, for at se om du var tilbage, men..." Hun ville have afsluttet med at sige, at hun til sidst havde givet op, fordi hun oprigtigt ikke havde meget håb tilbage om, at de nogensinde skulle komme tilbage, men det var lige før det gjorde for ondt, at blive mindet om alle de gange hun var blevet skuffet, så hun lod være.

Ligesom Simar, havde Stella heller ikke lyst til nogensinde at give slip på ham. Logisk set vidste hun godt at det ikke ville ske, men hun kunne mærke en lille frygt for at han skulle forsvinde igen, hvis hun gav slip. Det var samme frygt hun havde følt, lige da det var gået op for hende, at Simar og hele hans familie var blevet forvist. Denne gang var den ikke så slem, for Simar stod trods alt lige her, men hun kunne mærke frygten trykke i maven.
"Er du okay? Er I okay? Hvor har I været?" Stella havde så mange spørgsmål og hun vidste ikke helt hvor hun skulle starte, men hun forsøgte at styre sig, for ikke at overvælde Simar med alt for mange spørgsmål. Først efter hun havde spurgt og givet ham et ekstra lille klem, kunne hun endelig få sig selv til at slippe krammet, så hun i stedet kunne se på ham. Hun trådte et lille skridt tilbage, men for at sikre sig, at han ikke forsvandt lige med det samme, holdt hun fast i hans ene håndled. Måske det også var en lille forsikring om, at han rent faktisk var her og det ikke bare var noget hun forestillede sig.

Det var virkelig svært for Simar at holde sammen på sig selv, han ville så gerne holde op med at græde, for det var ikke så fedt at være en dreng der græd.. Hvis man spurgte nogen, var mænd ikke mænd hvis de græd! Og måske det også lå lidt i Simar, han ville jo gerne være en rigtig mand! ” Jeg troede jeg aldrig skulle komme hjem igen, jeg troede jeg aldrig så dig igen” Sagde han stille og prøvede at holde sammen på sig selv og få styr på sin krop og følelser, han var blevet i tvivl om han græd fordi han var glad eller fordi han var ked af det? Måske det faktisk var en blanding. Det fik han dog til at give hende et lille ekstra klem som de krammede. ”  Men jeg er tilbage nu, og jeg tager ingen steder igen! ” Sagde han og så på hende og sendte hende et stort smil. Han nægtede at slippe krammet, det var så trygt at kramme, for så vidste han at hun var der og ikke ville forsvinde, hvis han bare blev ved med at holde om hende.

Simar fik mere og mere styr på sig selv igen og tårerne holde langsomt mere og mere op med at trille ned af hans kinder. Men det var rart at stå sådan her, han kunne jo godt lide Stella og havde altid kunne, hun var ikke som alle de andre. ” ja, det er jeg nu jeg er hjemme igen.. Vi har været i en anden by, jeg kan ikke huske hvad den hedder.. Men det var ikke det samme, der var ikke lige så gode eventyr at opfinde der som, der er her ” Sagde han og grinte lidt som de begge trak sig fra krammet. Han så omkring sig og kunne godt se nogen af de andre børn stod og kiggede på dem og fniste men han tog sig ikke af det. ” Hvad med dig? Er du okay?” Spurgte han stille og så på hende som hun holdt fast i hans håndled, han rettede sin hånd sådan at de holde hinanden i hånden i stedet. Han så på hende sendte hende et stort og kærligt smil inden han hurtigt kyssede hende på kinden. ” Skal du noget nu? Eller vil du gå en tur sammen? Uden for byen?” Spurgte han stille og så på hende. Han kunne ikke lade være med at smile stort til hende en rødmen var at spotte på hans kinder, han havde ikke helt kontrol over det med at rødme og sådan men det gjorde ham intet! For nu var Stella her og det var det bedst..

Han lod sine finger glide i mellem hendes, sådan at de flettede fingre, han havde sæt nogen af de voksne og større børn gøre sådan med hinanden, så måske det bare var en god ting? Han forsøgte i hvert fald, han vidste ikke helt hvad hun ville sige til det, men bare hun ikke blev sur på ham. Han kiggede sig omkring, han vidste ikke helt hvor de skulle gå hen, derfor foreslog han uden for byen der var så meget skov og grønne områder som var dejlige at rende rundt i.

Selvom Simar svarede at han egentlig var okay, så skulle Stella alligevel bruge et øjeblik på at se efter selv. Mens hun endelig fik tørret tårerne væk fra kinderne med den frie hånd, lod hun blikket glide hele vejen ned af ham og op igen, før hun ville nikke bekræftende til hans ord. Han så ud til at være helt okay, men på en eller anden måde var det svært ikke at være lidt skeptisk over for det hele. Nu havde Stella jo mere eller mindre lige vænnet sig til, at Simar og hele hans familie var forsvundet. Havde hun ikke haft et ansvar over for sin egen familie, havde hun ikke tøvet det mindste med at forlade Dianthos dengang og forsøgt at finde Simar, men hun var stadig ung. Alt for ung til at være på egen hånd, selvom hun bestemt mente noget andet engang imellem. Det var svært at tro, at det rent faktisk passede, at Simar nu stod lige foran hende. Derfor klemte hun lidt ekstra med hånden, da han fik sørget for at hun havde fat i hans hånd og ikke om hans håndled. Det var endnu mere trygt, når han også holdt fast i hende.

Stella rettede kort blikket mod de andre børn, da hun hørte dem stå og småfnise over hende og Simar, men Simars spørgsmål fik hende til at rette sin opmærksomhed mod ham igen.
”Ja. Ja, jeg er okay. Men jeg må indrømme at det har været utrolig kedeligt at være på markedspladsen og løbe ærinder alene,” svarede hun. Det havde nu altid været sjovere de gange hvor Simar havde været med. Hendes forældre var dog blevet lidt irriteret hver gang, for det betød ofte, at det tog Stella endnu længere tid at handle krydderier og andet end det burde, men de så igennem fingre med det, da de vidste hvor tætte Stella og Simar var. De var trods alt stadig kun børn og skulle have lov til, at more sig lidt.

”Jeg burde egentlig ikke…” Sagde hun lidt overvejende, som hun tænkte lidt over hvad hun skulle svare til hans tilbud. Hun havde selvfølgelig mest lyst til at gå med ham, men hun havde jo lovet sine forældre at komme hjem med krydderierne. Hun skævede ned mod deres hænder, da Simar flettede sine fingre ind mellem hendes og der kunne hun heller ikke selv holde en svag rødmen tilbage. Nu kunne hun da slet ikke sige nej. Der gik ikke mere end et par sekunder, før Stella rystede tanken om sine forældre ud af hovedet og smilede stort til Simar.
”Jeg vil rigtig gerne gå en tur med dig. Mon ikke mine forældre tilgiver mig for at komme sent hjem, når jeg fortæller dem at I er tilbage.” Hun håbede i hvert fald, at det ville være tilfældet. Hun bukkede sig hurtigt ned og greb fat om bogen, der stadig lå på jorden. Som hun rettede sig op igen, lagde hun den lille bog i lommen på kjolen og trak så Simar med sig, da hun begyndte at gå mod bymuren.
”Jeg har stadig svært ved at tro, at I faktisk er tilbage. Hvordan ser kroen ud? Jeg håber ikke, at Kiles Orden har ødelagt for meget?”

Den dejlige følelse af at være kommet hjem, blev kun endnu mere dejlig og endnu bedre nu hvor han stod her sammen med Stella og jo længere tid de stod der og nu hvor de holde rigtigt i hånd var Simar slet ikke i tvivl dette var virkelighed og det gjorde det også meget nemmere og lettere for Simar at lukke de andre børn ude af sine tanker og øre. ” Det kunne jeg godt forestille mig, det er altid kedeligt at gøre tingene alene, og vi har aldrig haft sådan en tur sammen hvor det har været kedeligt” grinte Simar og kunne ikke helt lade være med at tænke på de gange de havde fjollet i mens og måske havde fjollet lidt for meget og folk havde bedt dem dæmpe sig og være rolige men det havde aldrig holdt længe ad gangen.
Hendes svar til at hun egentligt ikke burde gjorde Simar en anelse usikker og bange for at hun ville sige nej fordi hun skulle gøre det som hendes forældre havde bedt hende, men måske han bare kunne gå med hende så? Så kunne de gøre som de plejede? Selvom en god lang gåtur uden for byen ville være mere hyggeligt for dem, der var så mange ting at snakke om så mange ting at mindes om sammen.
Det var en ret usikker Simar der havde ladet sine fingre flette ind med Stellas fingre, han vidste ikke helt hvor han skulle kigge hen eller om han skulle sige eller gøre noget? Dog kom Stella ham i forkøbet og sagde at hun gerne ville gå en tur med ham og at hendes forældre nok ville tilgive hende at hun kom for sent med når de ville får afvide at Simar tilbage. ” FEDT! Jeg tænker jeg kan gå med dig hjem når vi kommer tilbage? Så kan de se jeg virkelig er tilbage, dine forældre har altid været så søde” Sagde han og sendte hende et stort smil og var allerede klar til at gå, da han havde glemt alt om hendes bog der lå på jorden, heldigvis havde Stella ikke glemt den og fik samlet den op inden de gik direkte mod porten for at komme ud af byen. ” Men jeg er tilbage og det er virkelig dejligt! Den har det godt, altså der var lavet nogle ændringer hedder det, det? ” Spurgte han og så på hende med et usikkert blik inden han forsatte. ” Dog var mit værelse som det plejede udover de har fjernet mit sengebord og sat en stor træ stump ting, hvorfor de har gjort det ved jeg ikke, men mange af mine opfindelser var der stadigvæk heldigt for det” Sagde han og sendte hende et smil. Da de var ret tæt på porten, slap han hendes hånd og grinende sagde Hvem kommer først ud af porten” inden han satte i løb, at løbe var ikke Simar bedste evne men han kunne da finde ud af det, men han var ikke godt til at sprute og være så hurtig som man så nogle af gadebørnene var.

Stella kunne ikke holde en latter tilbage og nikke til Simars kommentar. Alle de samme minder, som dukkede op hos ham, dukkede samtidig op hos hende. Det var helt underligt. Det sidste lange stykke tid, hver gang hun havde tænkt på deres tid sammen, kunne hun ikke undgå at føle sig ked. Det var efterhånden blevet en vane at blive ked af det, når hun tænkte på Simar, fordi han var væk, så følelsen pressede sig lidt på igen. Men da hun skævede ned mod deres hænder, deres fingre, der var flettet ind i hinanden, forsvandt den følelse igen. Der var virkelig ingen grund til at være trist til mode længere.
"Selvfølgelig skal du med hjem og hilse på mine forældre! De bliver så glade for at se dig igen. Og vide, at I alle er okay." Stellas forældre havde altid synes godt om Simar. Ham og Stella kunne være noget så irriterende for de voksne, når de lod deres morskab løbe afsted, men Simar var trods alt en sød og høflig dreng. De kunne se hvor glad Stella var for ham, så de var lige så glade.
I et øjeblik kom der en svag ryst fra Stella, da hun fik kuldegysninger over Simars svar.
"Åh, jeg kan slet ikke forestille mig hvor ubehageligt det må være. At vide, at fremmede folk har været inde på ens værelse," sagde hun stille, inden hun hurtigt rystede tanken af sig igen.
Heldigvis behøvede hun heller ikke at tænke yderligere over det, for Simar sørgede for at få hende på helt andre tanker, da han satte i løb mod porten. Stella var ikke ligefrem konkurrencemenneske, men hun kunne da alligevel ikke lade være med at løbe direkte efter. Hun var nødt til at tage fat i den lange kjole og trække den en anelse op, så hun ikke risikerede at falde i den og det hjalp utrolig meget, da hun langsomt begyndte at indhente Simar. Efter nogle ekstremt travle ture ind til markedet, var Stella efterhånden blevet ret hurtig.
"Kom nu, Simar! Taberen giver en kop te på kroen senere!" Råbte hun grinende, idet hun kom op på siden af ham. Hun var dog allerede forpustet, hvilket man også sagtens kunne høre, da hun talte, men hun løb også så hurtigt hun kunne.

//Inaktiv

- Du skriver bare, hvis du vil finde ud af noget nyt, når du er tilbage :3