Tid på dagen : ved en 12 tiden om formiddagen
Vejret : Dejligt varmt, ikke en sky på himlen, solen skinner dejligt og varmt 
Sted : Skoven tættest på Dianthos på Sydvejen.
Dag : Lørdag

Efter at været kommet hjem og endelig nu havde fået sin hverdag tilbage, var Simar godt i gang med at finde på alle sine eventyr, nogen af dem som han havde haft der hvor de havde boet før, han havde droppet alt om, det var ikke gode! Og han ville ikke gemme på dem. 

Det var derfor på tide at skulle finde på nogen nye, han overvejede faktisk at prøve at få et af hans eventyr om til et teater stykke, men det ville være svært for det var jo kun ham som kunne hans eventyr, han skrev dem aldrig ned for det var han ikke god til. Det var meget nemmere og sjovere bare at have dem i hovedet, for han havde da prøvet at få skrevet dem ned men det gik aldrig særlig godt og han droppede det altid. Derfor havde Simar nu besluttet sig for at han aldrig ville prøve at skrive dem ned mere.

Simar havde fået lov til at tage ud på en lille tur, men han skulle ikke være væk hele dagen, det gjorde ham heller ikke noget. For han vidste at hans mor havde brug for hans hjælp senere, og han gjorde altid sit for at hjælpe sin mor, han ville gøre alt for hende. Telma hans mor var hans bedste ven, hvis man kunne kalde det, selvom hun var hans mor. 

Hvor skulle han gå hen? Han vidste ikke helt hvor langt han kunne gå, for han skulle komme hjem hurtigt og tidligt. Alligevel fulgte han blot efter sin ben, der bare førte ham afsted. Simar endte ved den sydlige port, den stod åben og han kunne bare gå ud.. Det var fristende for en tur i skoven var noget af det bedste! Måske han også kunne finde noget der til at lave en gave til sin mor? Han elskede at være kreativ og bruge sin hænder. Derfor satte han hurtigt i løb da han nåede hen til porten for så havde han lidt længere tid til at kigge sig omkring i skoven. 

Han løb hele vejen over til kanten hvor skoven startede, det havde været længe siden at han havde været i skoven, han havde ikke nået det siden de var kommet hjem og havde af gode grunde ikke kunne være der mens de havde måtte flygte fra byen. Han samlede en rimelig lang kæp op der lå på jorden inden han blot forsatte ind i skoven, hvor mon han skulle begive sig hen, skoven var stor i følge Simar. 

Han så sig omkring og kunne se at et større træ var væltet og lå perfekt til at man kunne klatre rundt på det. Hurtigt var han over ved træet. Hænderne på stammen og hans bare fødder placerede så han kunne klarte op og så gå på line på det. " Jeg er jeres nye Konge! Jeg udråber fred over hele kongeriet, det er ikke længere lovligt at være ond eller ondskabsfuld" Sagde han og slog ud med den ene arm og brugte den lange kæp til en form for stork som han stod der og tronede sig op og smilete stort.

Det var en varm dag. Tasja havde taget sit jagt tøj på. hun skulle finde noget kød. og så ville hun sælge skindet. hun var kommet til et stort træ der var væltet. hun gemte sig i det grene og blade og ventede roligt på et dyr ville komme forbi. 
hendes evne til at mærke om noget kom blev aktiveret af noget på 4 ben. det var let til fod. det var vidst et dådyr. hun kiggede op og så på jorden. men noget fra den anden side nærmede sig. 2 ben. hun skulle lige til at angribe dådyret da det to benet havde kravlet op på træet og skræmt dådyret. hun banede og svovlede inden i over hendes frokost stak af. hun så mod mennesket. det lignede bare en knægt. ikke voksen ikke barn men lige i midten.

Tasja forvandlede sig til en los og gik op af grenene mod ham og knurrede vredt. hendes øjne var smukke gule og hendes pels glat. hendes knurren kom ikke kun fra munden men også fra maven. hun var jo sulten. hun hadede når noget forstyrrede hendes jagt. men også fordi at hun mente at den race der skulle beskyttes var hendes race. Halvdyr. nok fordi for mange år tilbage havde haldyr været jagtet og hun havde aldrig fået at vide at det var blevet ulovligt af sine forældre. så hun troede det stadig var aktuelt.

Simar havde stået det perfekte sted, han var hævet over jorden et godt stykke og alligevel ikke en farlig højde så ville han falde ned, ville der nok ikke ske det store. Han havde godt hørt noget pusle rundt ude i skoven, det var ikke fordi det gjorde ham bange, der skulle nok lidt mere til at han blev bange hvis man spurgte ham! For han var i hver fald ikke en bange buks!

Som han havde halv råbt, var dyret blev forskrækket og stukket af, det var ikke helt meningen at han havde været ude på at skræmme dyret ved, men hvorfor var alle dyr også så skide sky! Han ville jo ikke gøre det noget. Dog blev Simar noget forskrækket, han hørte nogen lyde bag sig. Han vendte sig rundt og fik øje på dyret, han vidste ikke hvad det var for et dyr men han blev bange! Det knurrede af ham.

Simar trådte et par skridt tilbage, og endte med at falde ned fra det store træ som han havde kravlet rundt på, han var landet på jorden og havde ramt siden af sit hoved ind i en stor gren. En lille flænge var kommet og blodet løb forsigtigt ned ad hans side. ” Av av av” Sagde han stille og tog sig til hovedet, hvor han havde slået sit hoved, han så sin hånd der var blod på den. Han måtte ikke vise sig bange! Han måtte ikke! Så ville dyret først angribe ham. ” Du må ikke, jeg har ikke gjort noget” sagde han bange og prøvede at kravle bagud. Han ville ikke spises eller dø! Han var for ung, for ung til at dø! Han sørgede for ikke at flytte sit blik væk fra dyret, faktisk vidste han ikke helt, hvilket slags dyr det var, men det så farligt ud.

Tasja som var en los lige nu fulgte drengens bevægelse. hun knurrede irreteret af ham og da han faldt hoppede hun let og elegant ned på jorden over for ham. hun forvandlede sig langsomt tilbage til halvdyret hun var og gik tættere på ham med alle fire poter på jorden.
"du skræmte min mad væk!" knurrede/hvæsede hun af ham. hun var rasende for det gjorde alle næsten. hun havde EN gang haft god oplevelse med sin jagt hvor en anden havde kigget på og var imponeret over hende. det havde været en god oplevelse. hun tog fra med hænderne og rejste sig op i fuld højde. hun havde stadig de dyriske øjne. også selv om de var blå, så var hendes prupiller små. hun så på blodet på hans hånd og snussede dybt ind. han var ikke menneske. det kunne hun lugte lidt i hans blod. han var nok noget ældre end et menneske ville være.

Tasja gik tættere på knægten og så ned på ham. hun så blodet piple og tog ud efter ham for at sehvor dybt det var. det kunne jo lokke andre rovdyr til. og det ville hun helst ikke ha. dette var hendes område.

Om dyret der lige nu var på vej mod ham, og helt sikkert havde planer om at æde ham, kunne forstå hvad han sagde, anede han ikke noget som helst om på nogen måde, han håbede det blot. Han kunne fornemme at dette måske ikke ville ende som han gerne ville have det skulle ende! Hvorfor var han også taget afsted til skoven! Han skulle være blevet der hjemme det havde været meget bedre, for så havde han ikke været i fare for at blive spist levende af et stort og farligt dyr!

Simar sørgede for ikke at blinke alt for meget, for hvert blink kunne være enden på hans liv. Han sørgede for at lægge sin hånd må den lille flænge for at prøve at stoppe blodet, mest fordi han vidste at dyr kunne lugte blodet og oftest blev endnu mere sulten. Dog måtte han måbe som han så dyret forvandle sig til et halvt menneske og halvt dyr. ” woow” var det eneste som forlov hans læber, da han egentligt havde ville råbe på hjælp. ” Det var ikke med vilje! Jeg vidste ikke du var har” Sagde han en anelse panisk.

Han vidste ikke hvordan søren han skulle håndtere det her! Dyret var lige ved at æde ham for få øjeblikke siden, og nu var det en halv menneskelignende ting??? Dette gav ingen mening for ham! Som personen kom tættere på ham, prøvede han at ville flytte sig, men hans krop var ikke helt enig i det han ville. Som hun personen kom tættere og tættere på ham og nu tog ud efter ham, fik han til at ryste af skræk! Han kunne intet sige, kiggede bange panisk på personen ” Du må ikke spise mig” fik Simar frem stammet, han havde jo ikke skræmt personen mad væk med vilje!

Tasja så at flængen ikke var voldsom dyb, men hun skulle nok lige sørger for det ikke lokkede fjender til. hun tog sit ødelagtet ærme og flænsede det over og lagde det på hans sår. da han sagde wow og derefter at det ikke var med vilje rullede hin med øjnene. "selvfølgelig kunne du ikke det. men dyr skal ha mad, selv halvdyr" sagde hun lettere vred. hun så på ham og tog hans hånd og lagde det stoffet hun havde lagt på hans hoved så han kunne holde på det. hun var jo ikke hans tjener.

da han sagde hun ikke måtte spise ham knurrede hun lidt. "elvere er nok gamle og vise, men de smager lige så hæsligt som mennesker" sagde hun og vendte ryggen til ham og satte sig ned på hug og lagde en hånd på jorden. hun måtte finde noget mad hurtigt. hendes blodsukker var lavt og hendes mave sulten. hun mærkede efter jorden om hvor der var noget på 4 ben hun kunne jage. men det var svært at finde noget efter knægten her havde råbt så var det meste stukket af.

Tasja så mod knægten og overvejede om han kunne bruges til at lokke mad frem.
Tasja var dog ikke den der stolede på mennesker eller andre racer. for de jagtede jo Halvdyr. eller det troede hun stadig de gjorde. hun havde aldrig fået at vide de ikke måtte jage halvdyr mere. hun vendte snuden op mod himlen og snussede godt ind. en hare var nogle meter væk men under jorden. hun kunne lugte det jorderede pels. men hun var ikke sikker på hvor henne den var. vinden var lidt drilsk lige nu. først blæste det mod den ene vej og så mod den anden. som små vivler.

Simar så på hende og kunne på ingen måde forstå hvorfor hun var så sur og ikke opførte sig ordentligt? Han havde jo ikke vidst at hun var i nærheden og var i gang med at fange noget mad? Han anede ikke engang hvad hun var, men det kunne han jo nok finde ud af på et tidspunkt.. lige indtil hun faktisk selv sagde det ”halvdyr” han tyggede lige på den, og forstod ikke helt hvad hun havde ment, men mon ikke at det var derfor hun lignede et menneske og et dyr?. Han tog imod stoffet og lagde det mod sin flænge, det gjorde faktisk lidt mere ondt nu end han havde lyst til at indrømme. ”Hvorfor er du så sur? Jeg har jo ikke gjort dig noget?” Sagde han stille og så usikkert på hende.

Mon han skulle tilbyde hende at tage med hjem til sig og give hende noget mad? Han kunne ikke lide at hun var sulten og han havde skræmt hendes mad væk, selvom det ikke havde været hans mening. ”okay? Jeg har ikke selv smagt et menneske eller elver? Men hvorfor køber du ikke bare noget inde i byen?” Spurgte han usikkert og vidste ikke helt, om det var en god ide at sige noget eller om han bare skulle holde kæft? Måske bare gå? Det virkede ikke rigtigt til at hun havde lyst til at snakke med ham. ” jeg kan tage dig med hjem til min mor? Hun ejer ’Det halve svin’ kroen, så kan jeg give dig noget mad der? Som undskyldning?” Sagde han stille og kiggede ned på jorden, der var lidt blod dryp på hans bukser og trøje og på jorden, men han kunne ikke gøre så meget ved det.

tasja var for det meste lidt agrasiv. men det havde nok noget at gøre med alt hendes forældres havde fortalt hende som barn. hun så mod ham da han spurgte hvorfor hun var sur. det havde ingen spurgt hende om før. han havde måske fat i noget, hun rystede på hovedet kort og så mod ham. "i er ude efter os" sagde hun imens hun gik tættere på ham. 

da han så spurgte om hvorfor hun ikke købte mad lavede hun penge tegnet med hænderne. "jeg har ikke pengene til det. jeg lever af at sælge skind fra dyr. og det er lidt svært at få et skind når det løber sin vej." sagde hun og rettede sig helt op og så rundt. hun havde ikke penge uden skind og hun havde ikke skind uden mad, det var en lidt ond cirkel. ihvert fald for hende. 
nu sagde han noget ingen havde sagt til hende før men pga hendes forældres fortællinger om halvdyrs fortid troede hun ikke på ham og så det som om han ville skade hende. han vendte sig mod ham og lagde armende over kors. "for at i kan fange mig og behandle mig som en slave eller få fat i mit skind.... nej tak. det kommer ikke til at ske" man kunne høre på hende hun ikke stolede på andet end hendes egen race. hun tog armende ned og tog en hånd på maven. den knurrede af hende. hun var sulten. hendes blik da hun kiggede ned på sin hånd, var trist og bekymrene.

Simar så forbløffet på hende og så virkelig usikker ud, han var ikke ude efter nogen? Han kunne ikke forstå det hun sagde, og det gjorde ham faktisk lidt bange. Nok meste bange fordi han troede at der nogen efter hende, og hvad mente hun med ”os” `?? Det gav ikke den store mening for ham.
Han så på stille og bange på hende. ” jeg ikke ude efter dig? Du halvdyr ikke?” Spurgte han stille, nu troede han at han måske havde gennemskuet hvad det handlede om uden at vide det helt. ” Må man da ikke dræbe andre? ” Sagde han og så på hende. ” Jeg vil i hvert fald ikke dræbe dig, men jeg vil gerne være din ven” Sagde han og smilte til hende. Han prøvede at vise og forklare hende at han altså ikke var ude efter hende eller hendes skind. ” Måske vis vi hjælpes ad at vi kan fange noget mad?” Sagde han og sendte hende et stille smil.

At hun mente at han kun ville hjælpe hende for at de så kunne fange hende og bruge hende som slave eller tage hendes skind? Han rystet lidt for vildt på hovedet, så han blive en anelse svimmel og hovedet gjorde mere ondt. ” Nej aldrig! Jeg kan ikke lide at gøre andre ondt! Og kan ikke lide dem som gør andre ondt” Sagde han og så på hende, han kunne godt fornemme at hun ikke stolede på andre, måske det gav forståelse for ham at hun ikke gjorde det, når hun mente at alle ville bruge hende som slave, eller hun mente at han ville bruge hende som slave! Det ville aldrig ske, ikke Simar i hvert fald. ” Lad os finde noget mad? Så kan jeg hjælpe dig med at lave det? Selvom jeg ikke er så god til at lave mad, min mor plejer at lave mad. Men hvis du ikke vil med mig hjem, kan jeg prøve at hjælpe dig, nu hvor jeg skræmte din mad væk”Sagde han stille og så en anelse usikkert på hende.

Tasja så på ham da han ikke anede hvad hun talte om før hun hørte han pludselig sagde. ikke var ude efter hende. ha! den var god. "jo jeg er et halvdyr det har jeg jo lige sagt." hun så undrene på ham da han sagde man ikke måtte dræbe andre. hun vidste det da godt. men vidste resten af verden det. da han sagde han ikke ville dræbe hende men være hendes ven så hun på ham med mistroiske øjne. "og hvorfor ville du så være venner med en som mig? jeg er jo det i racer ser som slaver. men jeg er ikke nogles ejendom." hun avde aldrig haft en ven. for hun kendte ikke andre halvdyr. Tasja selv vidste at venner var er for hinanden, men når man ikke havde nogle måtte man være der for sig selv. hun hørte godt hvad han sagde efter det og hun anede ikke om denne knægt kunne jage. hun var trosalt et jagt dyr. med jagt instinkter i evner og i race.

hun anede ikke om hun skulle tro på ham. ikke gøre andre ondt... og han talte om at hjælpe med at jage. var det ikke svært at sige man ikke ville gøre nogle ondt og så ville jage. da han så talte om at lave mad så hun helt forskrækket ud. lave mad. spiste man ikke mad rå? det havde hun altid gjort. hun blinkede et par gange.
"lave mad? hvad mener du med det, man spiser det da når man har dræbt det." sagde hun lidt undrene for hun havde da ikke lavet mad før. hvad var det også for et underligt ritual andre racer gjorde med mad. spiste man ikke bare kød råt.

Det gjorde Simar nået så ked af det at hun ikke troede på ham og at hun blev ved med at være sur på ham. ” Man må faktisk ikke jæge halvdyr! Det er ulovligt” udbryd med en hvis vrede i stemmen, han var ved at opgive det her.. Han havde ikke lyst til at skulle være venner med hende, hvis hun bare skulle forblive sur på ham og tro at han ville hende noget ondt. ”Jeg ville faktisk bare gerne være din ven, men hvis du skal være så sur på mig hele tiden og ikke tro på det jeg siger, så vil jeg faktisk ike være din ven”Sagde han og så på hende med et vredt men også trist blik.

” Hvorfor skulle jeg gøre dig til slave eller bruge dig som lave? Jeg vil ikke have en slave! Og jeg synes slaver skulle forbydes! Det ikke sådan man skal behandle andre” Sagde han efter at være kommet på benene igen, selvom han hoved gjorde noget mere ondt nu, og han var lidt svimmel, overvejede han bare at gå. Han kunne ikke lide at hun var så sur på ham, når han jo bare gerne ville være og gøre det godt igen når han nu jo havde skræmt hendes mad væk. ” Ja man skal stege kød og sådan? Man kan ikke bare spise det rådt? Kan man?” Sagde han og så spørgende på hende, han havde nu alligevel svært ved bare at skulle gå.. Han ville jo bare gerne være hendes ven, og det virkede vist heller ikke helt til at hun vidste hvordan man lavede mad. Man kunne vel ikke bare spise råt kød? Han havde aldrig prøvet det før, efter hvad han kunne huske.

Tasja så på ham da han sagde det var ulovligt at jage halvdyr. mente han det? hun så pludselig meget forvirret ud. hun havde altid fået at vide at halvdyr var blevet jagtet. da han sagde han gerne ville være hendes ven vis hun lod vær med at være sur kløede hun sig i nakken. "jeg har aldrig haft en ven.... og... mine forældre har altid sagt til mig at halvdyr blev jagtet pga de var perfekte slaver" det var tydeligt hun var noget forviret over det han havde sagt.

da han sagde han ikke ville ha en slave begyndte hun så småt at tro på ham. men at man stegte kød? ej helt ærligt det var da noget af det underligste hun havde hørt længe. måske hun skulle prøve det en dag.... når hun ikke var så sulten som hun var nu. hun så ned i jorden og lyttede efter naturen. "i mine 23-24 år har jeg altid fået råt kød. det sagde mine forældre at det var det sundeste for mig." hun så op fra jorden og hendes vrede var lidt dæmpet af men ikke sulten. hun lagde armende ned på jorden og prøvede at finde noget mad. hun kunne stadig lugte haren. hun blev kun mere sulten af det.

hun så pludselig op og forvandlede sig til en los og farede ind i en busk og et højt skrig kom.  hun kom roligt ud af busken og havde en hare i munden. den blodte lidt, men ikke meget. hun lagde haren ned på jorden og forvandlede sig tilbage til halvdyrs formen. og hev en dolk frem og skar haren op. den skulle spises og skindets flås imens den var frisk. "ser den ikke godt ud" kom hun til at udbryde.

At hun så, så forvirret ud, gjorde virkelig Simar usikker, hvad havde han rodet sig ud i? Måske det faktisk bare var bedst at se at komme hjem til sin mor, han savnede hende faktisk og hvad nu hvis der var sket hende noget? Han ville ikke have at hans mor skulle være ked af det eller komme til skade, han elskede sin mor mere end noget andet på denne jord. ” har du aldrig haft en ven?” spurgte han stille, han kunne ikke helt forstå hvordan man aldrig kunne have haft en ven? Han havde da venner og pige venner, selvom han ikke var den bedste til at være i nærheden af piger, men det var nok mest dem han ikke kendte. Selvom han stadigvæk kunne blive skide genert og klodset i nærheden af sine veninder. ” Det forstår jeg altså ikke ? Man må ikke jage jer?” Sagde han stille og så på hende.

Han kunne virkelig ikke finde ud af om at hun rent faktisk var begyndt at tro på ham? Men hvis hun ikke ville tro på ham, var det jo hendes eget problem og ikke hans.  Woow var hun virkelig så gammel? Hun lignede ikke en der var så gammel, ” Så er du jo voksen er du ikke?” Spurgte han usikkert og kløede sig i nakken. Simar valgte at sætte sig ned på en stub der lå der hvor han stod, han var svimmel og havde ondt i hovedet, så det var ikke rart at skulle stå op. ” Min mor har aldrig givet os råt kød? Smager det overhovedet godt når det er råt? ” Spurgte han forsigtigt. Han kunne mærke hvordan de snakkede om kød at han selv langsomt blev sulten, men han skulle ikke nyde noget af at spise kødet råt. ” sundest? Hvor ved de det fra?” Spurgte han stille og så på hende.

Simar så hvad hun gjorde og valgte at forholde sig i ro og ikke sige noget, han ville ikke jage hendes mad væk en gang til, han magtede ikke at hun skulle blive mere sur på ham, selvom det virkede til at hun var kølet en anelse ned. Dog var han noget overrasket og måbende som hun kom tilbage med en hare, det var godt nok gået hurtigt, han havde aldrig selv været så hurtigt til at jage, men når han nu tænkte efter havde han faktisk aldrig prøvet det, det var jo hans mor der lavede mad og sådan, måske det var derfor han aldrig havde prøvet det? Da hun valgte at tage sin dolk frem og skære halsen op på haren måtte Simar vende hovedet væk og prøve at undgå at kigge på det, han var ikke på nogen måde særlig glad for blod. ” jo sikkert, der er bare meget blod” Sagde han uden at kigge.

Tasja havde altid været alene. en ven avde måske kunne ha redet hende for mange af de uheld hun kom ud i med mennesker. men jo hun havde aldrig haft en ven. da han spurgte om hun aldrig havde haft en nikkede hun blot. hun kløede sig på armen. da han fortalte man ikke måtte jage Halvdyr mere så hun lidt undrene ud. "det forstår jeg ikke. mine forældre..... de har altid sagt at det var det halvdyr blev...." ja blev ikke bliver. det var det lille forskel som faktisk var noget hun aldrig havde fået at vide.

da han sagde hun var voksen nikkede hun. jo hun var fuldt ud voksen. faktisk var hun nok den i familien som var mest voksen. de andre i en anden gren af familien var mere børn. at han aldrig havde fået råt kød undrede dog Tasja. men nok fordi hun jo var halvt dyr. så hun spiste som et  dyr. da han spurgte hvor hendes forældre vidste fra at råt vat sundest så hun på ham med store øjne. "øhm.... vi er jo dyr. vi har ikke altid kunne tilberede kødet som i andre gør. vi har jo kun kunne jage og spise hvad vi kunne finde. måske har i bare glemt at engang var der ikke bål til at tilberede mad på" sagde hun lettere tænkende. for jo det var jo sundt for et rovdyr at få råt kød. men var det også det for mennesker og andre væsner.

da han så væk og nævnet blodet slikkede hun lidt af blodet fra sin mund af og så på haren. "undskyld.... glemmer nogle gange at andre ikek er van til blod som jeg er." sagde hun roligt og holdte haren bag sig så han ikke så til imens blodet gled ud af haren. men det var det bedste at gøre når man havde fandet et dyr og drabt det. tøm for blod og flå pelsen af.
"du vil måske gerne smage lidt råt kød?" spurgte hun forsigtigt for så ville hun med glæde skære et lille stykke af til ham.