Solens stråler pippede frem som den tidlige morgen meldte sin ankomst, og badede træningspladsen i et varmt lys. Flere af de lystklædte krigere var allerede oppe og klar til at strække de trætte lemmer efter natten, og inden de kunne tillade sig at nyde et gevaldigt morgenmåltid. Azteka bildte sig selv ind, at hun efterhånden havde vendet sig til at være tidligt oppe om morgenen, men selv hun stod og gabte træt op af træstaven hun havde udvalgt i dag. En frisk morgenvind rev let i det pjuskede blonde hår og fik den tårnhøje kriger til at rette sig op og begynde at bevæge sig rundt på træningspladsen i rolige bevægelser, med staven svingende rundt i begge hænder, for at genfinde rytmen. Azteka foretrak at kæmpe med sværd, og var god til at bruge sin bue til at jage, men fordelen og nok også styrken hos en kriger, var at kunne bruge mere end et våben.

Azteka stod i sin egen verden. Lod tankerne kredse om stavens bevægelse om i luften, rynke på brynene når hun lavede en fejl, og startede forfra med hvad nemmest kunne kategoriseres som en dans rundt på pladsen, før ordene nåede hende. ”Se, vi har fået rekrutten i dag..” Azteka fulgte de to krigeres trætte, næsten opgivende blikke, til en lille tøs. Azteka drejede staven til hun havde den i en hånd, og lod enden hvile ned i jorden. Hun var lille, men det var ikke det samme som at man ikke kunne kæmpe. Azteka havde hørt ordrene fra Generalen om at lade hende træne med dem. Lade hende prøve hvad det indebar, og vurdere om hun kunne klare det. De to andre krigere, hvis kommentar havde fanget Aztekas opmærksomhed havde nu mest af alt lydt opgivet. Noget hun kun kunne ryste på hovedet af, men det var ikke hendes plads at rette dem, med mindre deres aura blev direkte fjendtlig. Det håndterede hun ikke så godt. I stedet gik hendes fokus tilbage på stavens bevægelser. Ganske kort.

”Du kan træne med Azteka. Azteka!” Hun kiggede tilbage over skulderen ”Yeah?” auraen nærmest skreg af morskab ud af den mandlige kriger der var et hoved lavere end Azteka selv. ”Du er en røv, det ved du godt, ikk?” Azteka kiggede på ham med et blik der mere eller mindre kunne dræbe, før det løsnede op og drejede sig ned på pigen, nok nærmere den unge kvinde. ”Ta’ dig ikke af ham – han får altid det dårlige ben ud af sengen om morgenen. Faktisk har han ingen gode ben, nu jeg tænker efter” hendes kommentar om at han var en nar, havde ikke bundet i at hun var træt af at spare med en ny og muligvis uerfaren. Nej, det lå i at han selvfølgelig havde valgt at tage den højeste og nok også lige nu mest bredskuldrede kriger på hele pladsen, og præsentere for en rekrut hvis alder Azteka ikke engang kunne fastsætte, men gammel var hun ikke. Azteka lavede et let kast med hovedet og smilede roligt "Kom"

Det var først nu den intense del af Atheenas træning startede. Hun havde stadig været rekrut i et stykke tid, men det meste af hendes evaluering havde været den psykiske del. At tilvænne sig livet som en kriger frem for hvad de fleste ville kalde for et gadebarn. Hun havde dog godt hørt officererne tale sammen omkring hendes rolle i Lysets Hær. Spion? Det var ikke et ufarligt arbejde, men Atheena var godt klar over, at hvis det var det de mente hun ville være bedst til, så havde de sikkert ret. Hun tænkte ikke særlig meget over det. Hendes tanker hvilede nu lidt mere på den ring hun havde fundet og hendes møde med Naga. Det var ikke hver dag man oplevede sådan noget, men nu var Atheenas liv jo også ret fuld af mærkelige hændelser. Vampyrer, brændende templer, magiske underlige genstande.

Hun var kommet tilbage for ikke ret mange dage siden, og nu startede hendes første reelle træningsdag med alle krigerne. Hendes uniform var blevet lavet og den passede hende ganske fint. Lidt sær at bevæge sig i, men hun havde brugt noget tid med den på, for at få det til at fungere ordentligt. Og nu var det ud på træningspladsen, vildt tidligt om morgenen. Hun ville lyve hvis hun sagde at hun ikke var træt. Men det kunne være værre. Her fik hun nok at spise, så alting var meget nemmere. Trætheden lå ikke lige så stramt om hendes krop som normalt. Hun følte sig noget bedre tilpas. Også selvom de mange andre større krigere virkede til at have det sjovt med at sådan en lille prut som hende kom her og skulle træne med dem. Men det gjorde hende ikke nervøs. Hun gik direkte derud og spurgte den første og bedste. Og blev peget i retning af en virkelig bredskuldret kvinde, der gav manden tilbage af samme skuffe. Atheena rystede let på hovedet og gik hen mod kvinden. Det kunne være værre. Det kunne være en ork eller en vampyr. Det her var et menneske, der tilmed smilede til hende og forsøgte at gøre hende mere bekvem med situationen. Og det virkede. Hun kunne ikke undgå et let fnis over kommentaren.

"Tja, synes nu også han vralter lidt derovre," hun havde ikke tænkt sig at være en sky lille ting. Det her krævede at hun tog sig sammen og lod være med at tage ting personligt. Hun havde godt set det før, den nye rekrut der ofte blev drillet for bare at være ny. Og oftest startede de ud med at knække over det. Det havde hun ikke tænkt sig at gøre.
"Så... Hvad starter vi ud med? Jeg kender lidt til knive... Det er vist det," indrømmede hun uden tøven. Hun havde fået at vide af en officer, at man ikke løj over for de andre krigere, selvom man måske kunne blive fristet til det.

Det var altid en lille sejr i sig selv at få en ny til at føle sig mere velkommen, fremfor jaget vildt i de etablerede kredse. Jovist var det hendes venner, brødre og søstre om man ville, men derfor kunne de altså godt være nogle røvhuller engang imellem! Heldigvis var de klar over at Azteka gav tilbage af den hårde skuffe og ikke var bange for at stille sig op i sin fulde højde og råbe af dem skulle de gå for vidt. Generthed ejede hun ikke så meget som en dråbe af. Ikke længere. Pigens respons fik Azteka til at grine muntert og ligge staven over skulderen, næsten rammende en forvildet morgentræt kriger på vejen der heldigvis nåede at dukke sig.

”Ro på, grønskolling. Hvad hedder du?” Ivrigheden fik Azteka til at grine igen og se venligt ned på den anden. Nok havde Azteka hørt om hende, og nok også ved navn, men det var bedre lige at køre en almen introduktion til hinanden. I realiteten skulle hun også præsentere sig selv, men det havde den anden kriger allerede gjort. Først da hun havde svaret, begyndte Azteka at fokusere på det egentlige. Træningen. ”Lidt til knive? Har du brugt dem til at slås før?” lidt var et ord der i hvert fald bekræftede Azteka i at de ikke startede med rigtige våben. Ikke at hun havde planlagt at det var en god ide, men det ville også være en fornærmelse at stikke en træpind i hånden på hende, hvis det vidste sig at hun var en mester med en kniv! Træningen gik ud på at blive bedre, ikke sidde fast i gamle rutiner.

Atheena var ret vant til at blive kaldt værre end grønskolling, så selvom nogle andre nok ville tage det virkelig tungt, så gjorde hun det ikke. Hun grinede blot med af det. "Atheena Silva.. Grønskolling ser vist ud til at være mit mellemnavn for tiden," jokede hun med et skævt smil. Det var intet problem for hende at have det sjovt og denne kriger så ud til at tage det med ro i forhold til hvor sjov man havde lov til at have det. Hun kiggede kort mod den morgentrætte kriger der næsten havde fået en stav i sylten og derefter tilbage på Azteka. Hun havde ikke lyst til at grine over sådan noget. Det kunne jo have gjort ondt på ham. Men samtidig vidste hun også at nu var han da i det mindste lidt mere vågen.

"Til at slås.. Jep, mod kilepræsterne.. Jeg tror jeg har mestret handlingen i at vippe masker af ansigter efterhånden," for hun havde gjort det mange gange. Hun var ikke en mester til at bruge dem, men hendes virkelig mobile krop og gode hånd-til-øje koordination hjalp rigtig meget på at slås med dem. "Men jeg tror du er den rigtige mester, når alt kommer til alt," det var sagt lidt mere i alvor. Selvom hun endnu ikke havde trænet med Azteka, havde hun godt set krigerens bevægelser før med staven. Øvede, erfarne. Noget bedre end hendes gadeslåsseri.

Azteka tilbageholdte et grin ved at klø sig let på siden af næsen og smile bredt. ”Bare roligt, det går over. Jeg var Grønskolling og ’hende der’ i et par måneder” Ved nogen hang det fast i længere tid end andre. Azteka havde haft fordelen ved at skille sig noget kraftigt ud, men det hindrede hende ikke i at være en grønskolling. Hun var trænet, meget endda, taget sin bror i betragtning, som havde været rekrut samtidig med. Men øgenavne slap man ikke for.

Azteka løftede et blond øjenbryn af Atheena og fik et let imponeret smil på læben. I alt for mange måneder havde hun ikke måtte gøre en skid ved de skide præster. Ikke officielt i hvert fald, så det huede hende ganske fortrinligt at der var andre der havde gjort livet surt for dem. Det var nok også en af grundende til at hun var her i dag. Komplimenten kom dog bag på hende. Azteka løftede sine øjnebryn overrasket og blinkede et par gange, som hun lod det falde på plads. ”Oh, tak.” at kalde hende en mester var måske i overkanten. Eller. Hun havde selvfølgelig efterhånden brugt ret mange år på at slås. ”Øhm.. Okay.. Kom, vi finder et par fladslebne knive først, bare for at jeg ikke bliver skåret i strimler.” eller faktisk mere omvendt, selvom Azteka havde i tankerne at fortsætte med staven. ”Har du nogen erfaring med at kæmpe mod forskellige våben? Sværd, andre knive eller spyd?” det var en god ide at få etableret præcis hvad hun kunne først. Imens stilte Azteka staven fra sig, og fandt et par af de fladeslebne knive frem og rakte dem til Atheena. De skulle gerne veje det samme, selvom de så en smule mere klutne ud, i det de ikke var lige så slanke mere, efter at være blevet gjort brugbare til træning og ikke længere rigtig kamp.

Det var så tydeligt at Azteka tilbageholdt et grin på hendes ansigtsmimik og hvordan hun kløede sig på næsen. Så tydeligt at det gjorde at Atheena havde svært ved ikke at grine selv. Men det måtte være den form for udstråling, Azteka havde. Hun havde i hvert fald med lethed fået Atheena til at være mere nede på jorden og ikke helt så fokuseret på at skulle være hårdfør foran de andre. Hun slappede i hvert fald noget mere af nu, hvilket hun også selv var overrasket over.
"Jeg tager det nu ikke så tungt," sagde hun med et skuldertræk og formåede selv at holde masken ved at smile.

Den overraskede holdning der kom over Azteka over komplimentet fik Atheena til at hæve et øjenbryn. Var der ingen andre der havde givet hende sådan et kompliment endnu? Det var lidt overraskende, for hun kunne virkelig godt lide kvinden allerede. Hun var afslappende og humoristisk. Præcis den type, Atheena kunne bedst med.
Så meget for at holde masken. Da Azteka rakte hende knivene med ordene om ikke at blive skåret i strimler, begyndte Atheena at smågrine igen. "Ej," hun havde ikke engang et godt svar til det, så sjovt fandt hun det. Dog fik hun samlet sig sammen, som hun vægtede knivene i sine hænder. Hendes egen var noget bedre end disse. Men hun vidste også godt, at nogle gange måtte man bare vænne sig til balancen i et andet våben. ".. Mest præstekøller og sværd.. Vent, og en ork med en langbue!" det var alligevel ikke noget hun havde glemt. Ham den gigantiske ork. "Det gik dog knap så godt efter jeg skar hans buestreng over. Fik ikke lige øje på hans store knytnæver.. Selvom de var ret store," indrømmede hun med et lidt nedslået blik. Det blev dog hurtigt glad igen, som hun kiggede mod Azteka forventningsfuldt.

Det tog lidt tid at vende sig til de mange mennesker, de forskellige personligheder og ikke mindst rytmen. Det var hårdt arbejde, og der var en grund til at rekrutter gennemgik lang træning. I virkeligheden holdte de jo aldrig op igen, for Azteka trænede måske ikke længere til at blive kriger, men derimod for at blive Ridder. Bare at bibeholde sit arbejde som Kriger krævede sin træning. Men træning var ikke alt. Det krævede også at man forstod sig på fællesskabet og hvad det indebar at ligge sit liv i de andres hænder. Og at blive introduceret til et sådant fællesskab havde sine bivirkninger i form af øgenavne, drillerier og udfordringer. Men ingen grund til at tage det tungt.

Azteka var ikke i tvivl om sit eget værd. Hun var stærk og hun var dygtig, men det var ikke noget der videre blev omtalt. Mest fordi, at når hun fik komplimenter var hun i byen og det var med et helt andet grundlag for modparten at give den. Så lidt forfjamsket blev hun, selvom hun forsøgte at skjule det ved at fokusere på det praktiske. Det praktiske forstod hun, og hun forstod det godt!
Men helt alvorligt blev det aldrig som Azteka blinkede kækt til Atheena og lod hende tage knivene, før hun fandt en træningsrustning frem der faktisk mere bare var en plade. Azteka selv havde blot bukser og kjortel på, med et bælte om livet. Så længe hun trænede alene havde det ikke været nødvendigt at have beskyttelse på. Hun rakte ind, tog en ud der så ud til nogenlunde at passe, gav den til Atheena og fandt en til sig selv mens hun lyttede.

Hendes bevægelse med at få rustningen ud stivnede og hun rettede blikket fuldt ud til Atheena ved nævnelsen af ork. ”Hvor i al verden fandt du dog en ork henne?” kom der overrasket fra hende, som hun rettede sig op i sin fulde højde igen og så imponeret på hende. Det var ikke normalt man overlevede et møde med en ork. Specielt ikke en med våben. ”Men fantastisk hurtig tanke at skære buestrengen over, selvom det nok kostede dig at komme så tæt på” store knytnæver, da de slog ret hårdt. Det var hun i hvert fald selv bekendt med. ”Jeg må hellere høre mere til den historie når vi er færdige”

Med et øvet tag fik hun rustningen over overkroppen, spændte den fast og tog staven i hånden igen. ”Normalvis ville vi træne med sværd eller knive begge, men jeg ved ikke hvor stærk du er i direkte angreb. På den her måde.. kan jeg ikke slå så hårdt” Det var ikke fordi hun ville tale ned til Atheena eller påpege at de ikke var lige øvede, men det var en kendsgerning. Og når det lød til at være begrænset hvor mange kamp situationer hun havde været i, var det sikrest at tage små skridt. Hun skulle nok få sved på panden under alle omstændigheder! Der var ingen risiko for at Azteka ville lave dette til en legetime.

Det ville være en lodret løgn at sige at Atheena ikke følte en gnist af stolthed over det imponerede blik Azteka sendte hende sammen med spørgsmålet om orken. Hun kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet mens hun stadig vejede knivene i sine hænder. Det ville blive svært at komme gennem staven dog. Hun havde to våben, det var selvfølgelig en fordel. Men Azteka havde et stagevåben. Stagevåben var virkelig gode at holde andre på afstand med. "I Tusmørkebjergene.. Jeg skal nok give dig hele historien bagefter.. Men den er ret mærkelig og.. Ja, mærkelig," hun forstod stadig ikke helt den nye underlige energi, som hun kunne føle inden i og hun havde ikke rørt ved ringen siden første gang. Lige nu lå den i en lille læderpose i den seng hun var blevet tildelt på paladset. En reel seng. Endnu en ting der havde hjulpet gevaldigt på hendes generelle fysiske velvære.

Det gik ikke helt så godt for Atheena at tage sin rustning på. Ikke til at begynde med, men til sidst blev hun bare stædig og vred sig ind i den på en virkelig mærkelig måde. Hun var jo ret smidig. Men det fungerede da og nu var hun i pladen, der desværre hindrede lidt af hendes bevægelsesmuligheder. Det ville nok heller ikke hjælpe vildt meget på dagens træning. "Jeg tror nu stadig din stav der ville kunne gøre sit," igen sendte Atheena et smil mod Azteka. 
Og så gik selve træningen i gang. Det tog lidt tid for Atheena at vænne sig til pladen. Hendes bevægelsesmuligheder var noget hindrede, men til sidst begyndte hun at tage højde for det og begyndte at benytte andre teknikker. Efter hun var blevet ramt for femte gang i hvert fald. Det var ikke altid fedt at blive ramt på den måde, men da hun først havde tag på det, begyndte hendes elegante bevægelser at komme hende til gode. Det var ikke så meget knivene hun parérede med, som det var virkelig godt fodarbejde og hendes umulige smidighed der sørgede for at hun nærmere undgik angrebene, dukkede sig i rette tid og vendte siden til for at undgå at blive ramt. Det ændrede til gengæld ikke på at hun langt fra var lige så udholden som Azteka og der gik heller ikke særlig længe før hun begyndte at føle sig lettere forpustet. Men alligevel holdt hun sig kørende. Hun havde stadig ikke ramt Azteka endnu, hvilket skuffede hende lidt, men der var stadig tid endnu. "Tænkte nok at den stav ville have fordelen frem for to våben," kommenterede hun lige efter hun havde hoppet et let trin tilbage fra et slag der ellers ville have ramt hende over knæet.

Mærkelig. Ja, det undrede hende faktisk ikke at det var lige præcis det ordvalg som Atheena brugte om situationen. Mon ikke det blev en begivenhedsrig historie at dele over morgenmaden når de havde fået trænet musklerne godt varme og trætte.
Azteka smilede over besværet Atheena så ud til at have med at komme i rustningen, men lod hende arbejde med det selv. Hun var ikke et barn, hun skulle nok finde den rette løsning på problemet inden længe, og ganske vist blev det også en realitet. ”Bestemt, men min plan er ikke at slå dig til pindebrænde” Azteka var fysisk stærk nok til at give nogle solide blå mærker, især med en forlængelse i form af staven i sin hånd, hvor det hårde træ kunne give solid skade. Men det var ikke ligesom hærdet stål. Desuden, ville hun heller ikke ligge alle kræfter i! Hun havde før slået nogle af de andre krigere til plukfisk fordi de ikke ville høre tale om at hun holdte igen.

Azteka fik markeret staven over Atheenas hænder, knæ, og begge skuldre, men måtte alligevel se sig imponeret over fodarbejdet. Rustningen lagde sin forhindring over det tydelige talent i Atheenas smidighed. Et punkt hvor Azteka ikke ville kunne følge med, trods hendes fodarbejde intet fejlede. Det var blot mere standhaftigt og knap så hoppende og let. Det blev med tiden svære og svære at ramme den mindre kvinde, og jo svære det blev des mere så Azteka ud til at smile i de kraftige blå øjne. ”Den giver fordelen af distance fra kroppen, holdende dig på afstand. Men når først du kommer forbi, har du alle fordele” For kom Atheena ind under og tæt ind til kroppen på hende, ville Azteka havde svært ved at holde et forsvar oppe og undgå knivene. Men knive som disse var bedst at bruge i situationer hvor man i forvejen ikke var opdaget, ikke nærkamp. Men skulle knive være hendes primære våben, måtte hun lære begge. Azteka drejede staven rundt, som hun bevægede sig i en cirkel på pladsen, lagde et par angreb ind, men brugte mest tiden på at parrere, især sigtende efter hænderne for at slå knivene ud af hånden på Atheena.

Atheena ville nu ikke have det store imod at blive slået til pindebrænde, hvis det betød at hun kom hurtigere i form. Hun var efterhånden ved at være ret vant til at få nogle tæv ind i mellem og selv med al den healing hun fik så var der stadig blivende ar og nogle få skader der ikke var fuldt ud healet. Så som skulderen, der stadig godt kunne finde på at brokke sig, især om morgenen. Og denne morgen havde ikke været spor anderledes, men skulderen var udstrakt nu og derfor ikke en forhindring. Det var Azteka der var forhindringen og hendes rådgivende ord gav da også Atheena en idé.

"Enig.. Det er vel lidt samme princip som hvis man slås mod et sværd med sin kniv, bare med lidt kortere distance?" præcis som hun havde sagt de ord, kom et rap over nallerne på hendes venstre hånd og hun tabte af instinkt kniven, fordi slaget bare ramte helt perfekt. Det fik Atheena til at sætte gang i sin egen plan. Hun ville ikke ende med at tabe den anden kniv også. Hun ville holde i så længe som overhovedet muligt! Så efter de havde udvekslet et par sving og slag lavede hun et trick der både var farligt for hende, men som også kunne få hende til at få bare et enkelt slag ind på Azteka. Bare ET slag, og så ville hun være tilfreds! Efter et hul i udvekslingen - de kom lidt naturligt - valgte Atheena at gøre den dumdristige handling der bestod i at lave et pludseligt rullefald ned under stavens sving og om bag Azteka hvor hun var godt på vej til at vende fronten mod den stærkere kriger, samt gå efter knæhasen. Ikke at hun ville slå hårdt, men bare markere.

”Mere eller mindre” gav Azteka hende ret, så snart slaget havde ramt Atheenas fingre. Kniven faldte til jorden med en klirrende lyd og Azteka rettede sig hurtigt op igen, klar til at gå i forsvar når modangrebet kom. Det hjalp selvfølgelig også at Azteka havde en del mere erfaring på bagen, til at få det hele til at se nærmest legende let ud med staven der nærmest gled som en forlængelse af hendes egen krop. Hun undgik et par udfald ved at flytte sig fra den ene side til den anden, før hun slog ud og så Atheena forsvinde i et rullefald under hende i stedet og om bagved.

Overrasket, spærrede hun øjnende op og vendte sig i et hårdt ryk, tidsnok til at de begge vendte fronten mod hinanden på samme tid. Kniven snittede hen over Aztekas knæhase, som staven nærmest sang gennem luften af ren refleks som Azteka havde vendt sig, og ramte Atheena hårdt hen over siden af hovedet, lige i tindingen. Det havde ikke gjort ondt at mærke kniven, men den dumdristige handling havde virket. I en rigtig kamp ville benet være begyndt at bløde voldsomt, samt hun ville være sænket drastisk i fart. Med den konsekvens at Atheena ligesom nu ville være blevet slået til tælling af et baghåndsslag fra en stav.

Et øjeblik stod Azteka stivnet som slaget havde ramt og sendt Atheena noget hårdt og voldsomt til jorden, mens støvet stod i en lille sky op omkring hende. Med et måbende udtryk tog det et halvt sekundt for hende at reagere. Reaktionen blev at smide staven fra sig på gulvet og i stedet knæle ned for at vende Atheena om på ryggen. ”Pis.. Pis pis pis..” urolig tog hun om Atheenas kinder, for at dreje hovedet for at se på hvor hun havde ramt, undersøgende, og forhåbentlig også vækkende hende op til dåd igen. ”Du skal træne hende, ikke banke he-” han nåede ikke at færdiggøre sin sætning før Azteka knurrede ”Hold din kæft”
”Atheena?” et par blide klap på den ene kind burde gøre det.. forhåbenlig.. pis.

I det Atheena kunne mærke modstanden i stoffet i Aztekas knæhase, følte hun en sejrsrus uden lige. Hun havde ramt. Hun havde ramt! Godt nok var det kun én gang i løbet af træningen, men det betød at hun ikke bare var en uduelig lille kriger. Det betød at hun godt kunne finde ud af det! Det var en virkelig rar følelse, men den blev afbrudt før hun overhovedet nåede så meget som at smile eller rejse sig op. Azteka snurrede rundt og lyden af træ mod et kranie lød ret højt, i hvert fald i Atheenas hoved. Og det var så også det, før alt blev helt sort og hendes krop lige som bare faldt med slaget, dumpende ned i sandet på træningspladsen. Mens Azteka tjekkede efter på kroppen begyndte andre krigere at vende sig rundt fra deres egne træningssessioner, nogle overraskede, andre knap så overraskede. Den ene der tillod sig at kommentere blev afbrudt brat af Azteka før han overhovedet nåede at tale færdig, og sjovt nok sagde han heller ikke mere. De andre krigere holdt også deres afstand, for de fleste vidste godt at når noget som dette skete, var det virkelig sjældent at den tilskadekomne overhovedet havde lyst til at der stod et kæmpe stort publikum og gloede.

Der gik nu alligevel et lille stykke tid og et par klap mod kinden før Atheena kom tilbage til overfladen igen med øjne der missede mod solen der skinnede direkte ned i hendes fjæs. Hendes hoved gjorde helt vildt ondt og hun vidste virkelig ikke hvorfor hun lå ned og hvorfor Aztekas ansigt så så bekymret ud. Havde hun fået et eller andet fjollet anfald? Hun kunne slet ikke huske eller forbinde det hele. Stavens kollision med hendes tinding var slet ikke i hendes erindring. Der var dog én ting hun godt kunne huske: Hun havde ramt!
"Jeg ramte," kommenterede hun med et skævt smil liggende ubevægelig, før hun tog sig til hovedet, overrasket over hvordan hendes egen stemme kunne få smerten i hovedet til at stige. Det gav jo ingen mening. "Hvad skete der?" hun var totalt forvirret og desorienteret og forstod overhovedet ikke hvordan hun var endt i sandet. Men det var egentlig rimelig behageligt at blive liggende, så hun gjorde ikke rigtig noget forsøg på at sætte sig op eller noget. "Og.. Hvorfor har jeg det som om at jeg har fået en drage kylet ned i mit ansigt?" 

Det var ikke unormalt at krigerne fik nogle knubs i løbet af træningen. Azteka havde personligt selv erhvervet sig både store blå mærker og trykkede ribben igennem tiderne, men det var ikke det samme. Den hule, næsten knasende lyd der kom som stavens træ havde ramt helt perfekt mod Atheena noget mere skrøbelige kranie, havde sendt en uro af bekymring ned igennem Aztekas rygsøjle. Det var virkelig ikke meningen at hun skulle slåes ud! Selvfølgelig skulle det bare være markering, men forskrækkelsen havde fået hende til at dreje sig med så megen kræft at kollisionen nærmest havde været uundgåelig. Det tog også lidt tid før der kom en reaktion, men hun kunne ånde lettet op da Atheena åbnede øjnende. Endelig.

Det lettede udtryk var nærmest overvældende i Aztekas træk som hun slap den luft hun havde holdt inde. ”Ja, og se hvor det bragte dig” kom der med svag morskab i stemmen, en smule rystet stadig. Azteka havde alle dage været en bekymret sjæl overfor andres helbred og velbefindelse. Det her bragte ikke ligefrem gode vibrationer! Et let grin forlod hende ved nævnelse af drage kylet ned i ansigtet og Azteka rystede let på hovedet af hende. ”Drage til ansigt lyder ikke helt ved siden af. Jeg ramte dig i tindingen med staven” selvom dragehistorien lød meget bedre.

”Hvordan har du det?” der var allerede en healer der kom luntende tættere på men holdte sig i baggrunden, ventende. Han vidste nemlig også at stoltheden som regel var højt ved krigerne, som hellere ville ligge og tage et par dybe indåndinger end at indrømme at det gjorde ondt et eller andet sted. Men skader til hovedet, var lidt mere seriøse end som så. I mellemtiden ignorerede Azteka de andre krigere. Hun havde prøvet det før, og ville nok komme til at prøve det igen, men de fleste var gode til bare at vende tilbage til deres egen træning igen, mens Azteka bekæmpede den varme følelse i nakken der let gjorde ørene mere røde. Pinligt.

Et lille fnis undskap Atheena ved den lid tørre kommentar fra Azteka. Hun vidste ikke hvad det handlede om, hvorfor Azteka sagde netop det, men det lød bare sjovt i hendes ører. Og så kom forklaringen og hun kunne ikke lade være med at blive pinligt berørt. Slået til tælling af én der var større end hende selv. Igen igen. Typisk!
"Åh... Kan vi ikke bare sige til alle de andre, at det var en drage?" hun havde stadig ikke noget imod at Azteka havde fået overhånden, men det var bare mere sjovt at joke videre over det. Det var bedre end at tænke på hvordan Chance virkelig måtte hade hende helt vildt, og at hun nok burde overveje om der var andre guder, der måske var bedre at dedikere sin fulde tro til. Chance var tydeligvis ikke en gud af held, men nærmere hovedpine-guden. Og Atheena var lidt træt af at have hovedpine efterhånden. Hun var jo lige sluppet af med den!

Men samtidig var hun stadig desorienteret nok til at smile endnu, mens hun langsomt fik sat sig op. Det svimlede totalt for hendes øjne, men hun ignorerede det stædigt. "Jeg har det glimrende.. Hvad med dig?" der var både sarkasme og morskab at spore i hendes stemme, men det var ikke ondt ment. Hun burde nok indrømme hvordan hun havde det som om at hun var blevet ramt af et gigantisk tordenskrald og at alle lyde var ganske forfærdelige, men hun vidste godt, at de nok alligevel kunne se det på hende alligevel. Det var ret åbenlyst, især da hun rystede let på hovedet i et forsøg på at få svimmelheden væk. Det gik knap så godt, for det gjorde hende bare endnu mere svimmel og hun endte med at måtte tage fat i Aztekas arm, fordi hun var nervøs for at vælte.. Altså lige indtil det gik op for hende at hun stadig sad ned, hvilket fik hende til at fnise. Hun fik let røde kinder samtidig med at Aztekas ører antog den samme farve. "Okay, vær sød at sig at det i det mindste så sejt ud og at jeg ikke lavede dumme lyde eller faldt på en fjollet måde," der var et næsten bedende udtryk i hendes lidt svømmende øjne. Det havde helt sikkert set vildt dumt og komisk ud. Hun håbede det bare stadig ikke, selvom det nok passede meget godt. En sejr efterfulgt af et ret pinligt nederlag. Øv altså.

Azteka smilede. Hun var trods alt stadig ved godt mod, trods det var noget af en bule hun nok skulle forvente at få i siden af hovedet, hvis ikke healeren snart fik lov at komme til. Ikke at han var utålmodig. Han stod roligt med hænderne på ryggen og ventede, nærmest forventende at han blev sendt væk igen med ordene ’nej nej, vi har det fint, der skete ikke noget’, trods det ville være en lodret løgn. ”Jo, den kom ud af det blå” Alle dem udenfor træningspladsen behøvede da i hvert fald ikke at vide det – selvom det nok var den skinbare sandhed at de krigere der nu engang var til stede, ville sladre. Der ville blive snakket om det, det var Azteka næsten hundrede procent sikker på.

Azteka rettede sig en smule op og kunne ikke undgå at tilte hovedet let på skrå med et undrende udtryk. Glimrende, var måske ikke ordet hun selv ville havde brugt i denne situation. Eller.. Jo, hvis det havde været hende der havde lagt i støvet med en knaldende hovedpine efter et solidt slag til ansigtet, havde hun også påstået at alt var fint og fantastisk. ”Fantastisk” kom der lige så sarkastisk tilbage. Det var et sprog hun forstod til fulde, og var flydende i.

Roligt lod hun Atheena tage fat i sin arm og bragte hende en smule støtte med den arm også ved at ligge den mod siden af hende. Så hun hverken faldte til den ene, den anden eller tredje side. Et grin gik igennem hende og hun lukkede let øjnende. Det føltes nok ikke vildt fantastisk at blive slået i gulvet i første træningstime blandt de andre. ”Det var et smukt syn! Tror de fleste opdagede mit mere.. komiske udtryk” påpegede hun g forsøgte at lade være med at bemærke varmen i ørene stige. ”Vi skal have kigget på dit hoved.” hun ville ønske at hun kunne sige at selvfølgelig slog Azteka slet ikke hårdt nok til at det kunne give en hjernerystelse. Men, det var ikke helt sandt. Hun kiggede op og lavede et lille nik med hovedet hvortil healeren traskede over og satte sig på hug ved siden af dem. ”Men lad os prøve ikke at gentage succen.”

Ord kunne ikke beskrive hvor glad Atheena var for at hendes træningspartner forstod hendes humor og ikke var kedelig eller tør og bare sagde hende imod. Nej, Azteka var faktisk ret frisk, især i forhold til hvad hun indtil videre havde oplevet. Generalen var en træt sjæl, og selvom hans humor ikke var helt som hendes, så holdt hun stadig meget af ham. Azteka var noget mere i hendes boldgade når det kom til attitude og lignende. "Som de altid gør," svarede hun med et lidt anstrengt grin. Hovedet gjorde stadig vildt ondt jo.
Aztekas sarkastiske bemærkning fik igen Atheena til at fnise. Hun kunne ikke helt stoppe det, for hun elskede at få comebacks på sine sarkastiske bemærkninger, og hun havde følt at det havde været en vare der var i stor mangel på det sidste. Ja, hun måtte vist være kommet til det rette sted, det var hun ikke et sekund i tvivl om længere. Hun havde virkelig aldrig kunnet se sig selv som en del af Lysets Hær, men nu kunne hun knapt forestille sig andet.

Hvis Atheena havde set de røde ører på Azteka, så var det ikke noget hun kommenterede på. Kvinden havde ret til lidt værdigheden i ikke at blive alt for pinligt berørt. "Jeg er sikker på at vi begge så ret komiske ud," valgte hun til sidst at indrømme mens healeren kom hen til dem og satte sig på hug. Hun var efterhånden vant til det med healere, så hun tog sig knap nok af hans tilstedeværelse. "Næste gang går vi lige på og hårdt, ikke? Jeg bliver ikke bedre af at blive pakket ind i rustning og tjattet let til," de healende energi strømmede igennem hendes hoved og fik hende til at slappe af. Men noget rørte samtidig på sig inden i hende. Den samme energi som fra da hun havde rørt den underlige ring. Det føltes virkelig mærkeligt og det fik hende kort til at stivne let mens hun så lettere forvirret ud.

Det kunne ikke undgåes at være bekymret, når sådan et slag var indtruffet. Nogen gange glemte Azteka hvor stærk hun faktisk var. Samt højdeforskellen gjorde at hvad der ville havde ramt en på Aztekas egen højde i brystet eller maven, alternativt ryggen, ramte direkte i hovedregionen. Ikke et sted hun yndede at angribe under træningsforhold. Det var simpelthen for risikabelt. Havde Atheena derimod været en fjende, havde der været helt andre boller på suppen. Men for nu holdte hun et let smil på læben, forsøgte at tage situationen med ro i blodet, selvom hun var pinligt observant omkring øjnende i nakken fra de andre der trænede. Også selvom de fleste gik tilbage til deres eget, nu de så at situationen var faldet til ro og en healer kom til stedet. Hun skulle nok høre for det senere. Det var Azteka ikke et sekundt i tvivl om.

Pigens gåpåmod var imponerende og nærmest styrkeinducerende. Det fik Azteka til at smile breddere og ikke mindst lade en lavmæld latter forlade sine læber. Hun havde ikke planer om at slå Atheena til plukfisk ved hver given lejlighed! Træning eller ej. Men det vidste alligevel en ivren om at lærer og vise hvad hun kunne. En følelse som Azteka kendte alt for godt. Hun mindes at havde udtrygt noget nærtliggende det samme til sin bror, i sine barndomsår. "Du bliver heller ikke bedre af at blive punkteret af et sværd. Rustningen slipper du ikke for! Men jeg lover at jeg aldrig vil gøre brug af dovne slag" for hun havde ret. Det lærte man intet af. Hun skulle nok blive langt stærkere, langt hurtigere og langt bedre i løbet af kort tid.
Det forvirrede ansigtsudtryk fik Azteka til selv at rynke brynene og spejde kort til healeren. "Er alt i orden?" det var en dygtig healer, som havde flere års erfaringer med små såvel som store skader. Men noget var anderledes. Havde han ikke fået taget al slaget ud? Selvfølgelig ville selv en healer ikke kunne tage al rundtossetheden. Det havde Azteka i hvert fald bittert erfaret efter et par kraftige hjernerystelser igennem årene.

Det var forfriskende at møde én der ikke blev komplet hønemor efter en episode som den der lige var sket. Atheena kunne ikke lade være med at smile let over at Azteka var med på at træningen ikke burde blive gjort nemmere bare ved at få et slag i hovedet.

”Dovne slag er også kedelige,” Konstaterede Atheena med et lille grin mens hun stadig tog sig let til hovedet. ”… Og dovne.”

Energien føltes til stadighed meget underlig, men eftersom at der ingen reel forklaring var på den, andet end en sær ring besluttede Atheena sig for, at det nok bare var noget hun bildte sig selv ind. Hun rystede på hovedet og kom stille og roligt på benene. ”Kender du ikke det, når man skal til at nyse efter en god gang healing? Jeg tror bare det er det,” jokede hun let.

Det var nok egentlig ganske heldigt at Aztekas familie ikke havde en forventning om at hun fik en familie selv. Eller det regnede hun ikke med at de havde, for det havde de i hvert fald ikke givet udtryk for. Hun mente i hvert fald ikke selv hun ejede hønemor genet. Jo, hun kunne være overbeskyttende, men der var ikke nogen grund til at pakke folk ind og forhindre dem i at få knubs engang imellem. Hvordan skulle man ellers lære hvis det ikke gjorde ondt?

"Nu skal du passe på at du ikke bliver doven" Slag til hovedet kunne give fripas til at droppe resten af træningen, men Azteka foretrak at fortsætte for ja ikke at blive doven. Ordene var dog sagt i sjov og med et stort smil på læberne.
Azteka kiggede en lille smule på mens hun blinkede et par gange. "Jeg kende til et nys men bare bedre - det har sjældent noget med healing at gøre" Hun drejede staven mellem sine fingre, hvilket egentlig havde været utrolig besværligt at lærer i sin tid, men tilstrækkelige tab ned over tæerne havde trænet hendes fingre. "Det lyder til du er klar igen"