Bag de mange, små bygninger, kunne man stadig se solen kigge frem, men det ville ikke vare længe, før den forsvandt. Jaris var på vej mod skumringskvarteret. Kendte man ham, ville det næppe komme bag på nogle, at han kendte et par stykker i den del af byen. En enkelt af dem kendte han fra bordellet helt fra Rubinien, men det var en længere historie.
Vejret var ikke perfekt, det var køligt og duften i luften lagde op til regn. Var han heldig, kunne han nå indenfor, inden det begyndte at vælte ned i tykke stråler, for indtil videre havde han ikke mærket den mindste dråbe. Det var måske optimistisk. Der var trods alt et stykke vej endnu.

Som sædvanlig var humøret højt, men Jaris kedede sig lige så meget som han plejede, når han rejste alene. Generelt brød han sig ikke om, at være alene, men det var sjældent han stødte på folk her. I sin ekstreme kedsomhed havde han trukket en bog frem, den bog han tidligere havde snuppet fra en uheldig bogorm, der var faldet af sin hest. Det var dog en større udfordring at læse noget som helst i den dårlige belysning. Han nåede heller ikke langt, før han rystede på hovedet og klappede bogen sammen.
"Nej.. Jeg giver op," mumlede han og lagde bogen tilbage i lædertasken, der hang om hans skulder. Han rettede hurtigt på kutten, der dækkede alt, undtagen de brune støvler, så han ikke følte at han var ved at blive kvalt. Så stak han den ene hånd ned i bunden af tasken og trak en lille håndfuld op af nødderne, der var blevet dyppet i alt for meget sukker, og stak en i munden ad gangen. Forhåbentligt ville han komme på noget at tage sig til, ellers ville resten af vejen føles endnu længere end den allerede gjorde.

At være tilbage til sin hjemby var faktisk fantastisk mere end han nok nogensinde kunne komme til at give udtryk for! Han elskede at være tilbage, elskede at kunne være på sit værelse og igen kalde det sit! Alting var fantastisk! Den eneste udfordring han havde haft efter de var kommet hjem igen, var at huske alle smutveje og hvordan det var nemmest at komme rundt i byen. Hvor han havde haft alle sine hemmelige gemmesteder til sine eventyr, han havde da fundet det ene men tingene han havde haft der lå der ikke længere, der var nok nogen som havde snuppet den. Han kunne ikke gøre så meget ved det, for han vidste ikke hvem det var og hvordan han så skulle få det tilbage.

Denne dag havde han brugt på at være ude og udforske sin by igen. Han elskede det for han havde fået en masse gode ideer til nye eventyr som han kunne leve sig ind i, selvom han også stadigvæk kunne lide dem han havde haft før. Det var blevet sent og det var rimeligt mørkt, han havde burde været hjemme for længst men han hyggede sig så mon ikke det gik. Det var jo ikke fordi han var ude på ballade eller noget andet, han gik bare i sin egen verden. Det var også det han havde gjort da han stødte med et bomb ind i et eller andet mens han havde gået og kigget ned i jorden. I ren forskrækkelse væltede Simar bagover og lande på jorden, et lidt usikkert blik med vendt op mod det han var gået ind i. ” ups” sagde han og anede ikke hvem det var, men han så ikke rar ud og slet ikke som han have en kutte på. ” undskyld” Sagde Simar stadigvæk siddende på jorden, jo han overvejede da at rejse sig men var ikke helt sikker på om han overhovedet turde bevæge sig. ” Jeg så dem ikke” Sagde han og kravlede lidt baglæns for at komme på afstand af manden.

Jaris førte en hånd op til hovedet og lagde et par fingre mod den ene tinding. Her var muligvis stille i gaderne, men hans evne opfangede godt nok meget larm alligevel og det gjorde ham opmærksom på den hovedpine, han altid døjede med på grund af det. Derfor nåede han ikke at registrere den unge mand, før han bragede ind i ham og væltede. Som altid var Jaris lige ved at tabe de nødder han havde i hånden, men for en gang skyld nåede han lige at redde dem. Han grinede tilfredst, før han vendte sig mod den fremmede og smilede stort.
"Det gør ikke noget," sagde han muntert og skubbede hætten af, så han ikke så helt så skummel ud, nu hvor de sidste stråler fra solen kunne give lidt lys.

Det var næsten en lettelse! Den unge mand havde perfekt timing, nu hvor Jaris kedede sig så ekstremt. Det så dog ikke ud til at han var specielt oplagt til at være social, som han kravlede baglæns for at tage afstand til Jaris.
"Bare rolig, jeg bider ikke," forsikrede han den fremmede, før han tog et par skridt tættere på og satte sig i skrædderstilling overfor ham. "Medmindre du beder mig om det, selvfølgelig," tilføjede han og hævedet kort det ene øjenbryn, for at understrege at han helt bestemt kun mente det sjofelt. Skulle den unge mand kravle endnu længere væk, ville Jaris bare følge med.
"Hej! Jeg hedder Jaris," præsenterede han sig. Han havde aldrig været god til at huske, at præsentere sig ordentligt, men så usikker den anden virkede, tænkte han at det ville være en god idé at bryde isen.

Ordene ”Det gør ikke noget” fik Simar til at slappe bare en anelse mere af, men han var stadigvæk på vagt, efter at være blevet smidt ud af sit hjem og sin opvækst fordi der var nogen der ikke kunne lide elver, havde Simar måske været lidt for meget påpasselig efter at være kommet hjem igen…. Eller også handlede det faktisk nok mest om at han ikke vidste hvem fyren var og han havde haft en kutte på så man ikke havde kunne se ham? Simar var ikke helt i stand til at finde ud af hvilket en af de to grunde det egentligt være, når han nu korte tænkte over det. 

Det var faktisk lidt underligt at sidde der på jorden og kigge op på en fyr, som ikke virkede fjendtlig. ” Jeg bider heller ikke” kommenterede han kort og kunne ikke helt lade være med at sende et lidt skævt og usikkert smil. At fyren ligefrem valgte at sætte sig i skrædderstilling foran Simar var ikke noget han lige havde forudset, fyren virkede og så ud til at være en del ældre end Simar. ” Helst ikke, jeg kan ikke lide at nogen bider mig” Sagde han og kløede sig lidt i nakken. Hvorfor kom han lige med den kommentar? Simar kunne ikke helt lade være med at blive lidt flov over det, det passede jo bare ikke ind i samtalen?

Simar flyttede sig ikke længere bagud, selvom han nok burde tage lidt afstand til fyren? Men han virkede sjovt eller gjorde han? Han kunne ikke finde ud af det. Simar lagde hovedet på skrå for at undersøge fyren lidt selvom det ikke var helt nemt. ”Simar men du kan bare kalde mig Sim, det gør mine søskende altid” Sagde han og sendte fyren et stort men også en anelse usikkert smil. ” Bor du også her i byen?” spurgte han og så sig omkring, han havde ikke set ham før. Heller ikke før de måtte flygte fra byen, han kunne jo også være helt ny her i byen, måske for at undersøge byen eller de der farlige mand var væk fra byen? Simar kunne ikke lige huske hvad de mænd hed, han gys altid når deres navn blev nævnt, måske det var derfor han ikke kunne huske navnet?

Jaris kunne ikke lade være med at more sig lidt over den unge mand usikkerhed. Selv fandt han det ikke specielt underligt at sætte sig midt på jorden og give sig til at starte en tilfældig samtale med en fremmed. Han gjorde det trods alt ret ofte.
”Hvor ærgerligt,” mumlede han og smilede lidt for sig selv. Det var altid mere underholdende at smide de sædvanlige perverse kommentarer efter folk, når de ikke opfangede hvad han egentlig mente med dem. Det var som regel også på de tidspunkter, at folk fandt ham mest underlig, fordi de ikke anede hvorfor han havde det så hyggeligt.
”Du ser stadig ret ung ud, du kan stadig nå at ændre mening,” smågrinede han kort efter og rystede let på hovedet. Jaris sendte fyren et sigende blik, hvis man altså havde tankegangen der fulgte med. Man kunne jo komme langt med et behageligt nap eller to.

Det var et helt muntert udtryk Jaris fik i ansigtet, da fyren præsenterede sig.
”Sim,” gentog han tilfredst og nikkede kort. En enkelt stavelse, det var da til at håndtere, nu hvor han var så ekstremt dårlig til at huske navne. ”Det er der en god chance for, at jeg husker.” Det blev heldigvis gjort let for ham denne aften. Jaris stak en hånd i tasken og begyndte at rode lidt rundt, mens han rystede let på hovedet som svar.
”Ikke helt. Jeg er bare på vej til at besøge en gammel bekendt,” forklarede han, før han trak et par drageer op af tasken. En af de første dråber faldt fra himlen og ramte Jaris på kinden, men han ignorerede det.
”Men du bor her, kan jeg forstå?” Spurgte han, rimelig sikker på at han ikke tog fejl, på grund af Simars ’også’. Mens han ventede på svar, rakte han hånden frem mod Simar for at tilbyde ham en nød dækket af sukker. En sjælden gestus fra Jaris, der holdt mere af sine sukkerholdige snacks, end noget andet. Men han havde skræmt den stakkels fyr for et øjeblik siden, så han kunne vel godt dele lidt.

At Jaris morede sig over hvordan Simar var, gjorde det lidt mere uhyggeligt, men alligevel var det vist også en anelse sjovt, en voksen mand som var som var han et barn det var lidt sjovt. Det fik Simar til at grine lidt, han så omkring sig, han håbede ikke at alt for mange kiggede på dem og gjorde grin med at han snakkede med en voksen der var tosset. ” Du ret sjov” Sagde han og grinte lidt af sig selv, måske handlede det nok bare om at Simar ikke helt fangede hvad Jaris mente med det han sagde men det gjorde ham nu ikke noget. ” Så ung er jeg altså heller ikke! Jeg er 80! sagde han og så på ham og prøvede at være lidt fornærmet men det gik ikke særlig godt og han endte med at grine lidt af sig selv. Det var underligt at han sådan, bare lige pludselig ikke var helt så usikker, men han mente nok det handlede om at manden opførte sig som var han et barn eller sådan noget. ” Hvad mener du med at ændre mening? Jeg forstår det altså ikke ? ” sagde han og så spørgende på ham.

Det var lidt sjovt at høre manden gentage hans kælenavn, som om han lige skulle tygge på det. ” du er lidt underlig, det ved du godt ikke?” Sagde ham med et skævt smil på læberne. ” det i hvert fald ikke et helt normalt kælenavn som alle andre også har, så det vel ikke så svært at huske Sagde han egentligt ikke som et spørgsmål men mere en konstatering til sig selv. ” Fedt, hvad hedder din bekendt? ” Spurgte han nysgerrigt, han så godt hvordan han trak et par drageer op af tasken, Simar kende dem godt, det havde været længe siden han havde smagt sådan nogen. Blikket blev vendt op mod himlen som der faldt en dråbe på ham. ” hmm det ser ud til at blive regnvejr, hvis du vil, kan vi tage hen på det Halve svin, min mor ejer kroen så kan vi være i tørvejr?” Sagde han og sendte ham et stort smil, som var det helt normalt. ” Ja det gør jeg, altså vi har været væk her fra i lang tid, fordi vi ikke måtte være her, der var nogen onde mænd som kom og smed os ud, men vi er tilbage igen” Sagde han og så sig omkring *Man må ikke tage imod ting fra fremmede* tankerne var der i hans hoved som han så Jaris række hånden frem og tilbyd ham en nød dækket af sukker. ”Tak” Sagde han og tog imod dem og hurtigt, han kiggede på den og vidste ikke helt… Han studerede den roligt og havde virkelig lyst til bare at putte den i munden. ” Har du forgiftet den? ” spurgte en anelse nervøst og usikkert, han vidste ikke! Det kunne jo være at manden prøvede at forgifte ham, måske han ville kidnappe Simar? Han begyndte at så sine ticks ved det højre øje så det blev ved med at blinke og knibe sammen. Måske han bare skulle skynde sig væk? Faktisk ville han ikke væk, han ville vide mere om manden, men han skulle være på vagt.  Alligevel proppede hans automatisk nødden i munden og tyggede den hurtigt og kort inden den røg ned i maven.

Jaris smilede stort, næsten helt stolt over Simars kommentar. Det var sjældent han fik at vide, at han var sjov, for de fleste der kendte ham, ville helt bestemt mene at han var ekstremt irriterende. Han forstod ikke helt hvorfor, for han mente da selv at han var så hyggelig at være i selskab med.
"Tak," smilede han og rettede ryggen lidt i sin stolthed. Det næste fik Jaris til at lægge hovedet en anelse på skrå og se lidt uforstående på Simar. Hans alder passede da ikke med hans udseende? Kun hvis Jaris havde misforstået et eller andet, i forhold til mennesker og deres normale levealder.
"80? Virkelig?" Så Jaris brugte lige et øjeblik på at betragte Simar og da han lænede sig lidt til siden og fik øje på de spidse ører, forstod han lige pludselig meget mere. Han var altså ikke et menneske.
"Nårh! Kun 80, så er du jo stadig kun et barn," sagde han og lo, for Jaris selv ville ikke have betragtet sig selv som andet end en lille unge, da han var på Simars alder. Dermed ikke sagt, at Jaris var gammel, for det var han bestemt ikke!
Det lettere perverse smil kom tilbage og bredte sig over Jaris' læber, da Simar spurgte hvad han mente med det han havde sagt. Han var som regel vild med at forklarer den slags, men måske ikke lige denne gang.
"Er du sikker på, at du gerne vil vide hvad jeg mener? Jeg er ikke så sikker på, at du er gammel nok," sagde han overvejende. Det ville nu alligevel være underholdende, at skulle forklare den unge elver nydelsen ved at blive nappet lidt i.

Endnu en kompliment blev slynget efter Jaris og han så endnu engang helt stolt ud. Eller Jaris tog det i hvert fald som en kompliment, da han nød at være lidt underlig. Det gjorde generelt livet lidt mere underholdende.
"Det har jeg hørt før," svarede han og vippede muntert let fra side til side. Han nikkede hurtigt for at give Simar ret med hensyn til hans navn, men det næste spørgsmål fik ham til at se en anelse forvirret ud.
"Arh.. Jeg har aldrig været så god til at huske hans navn.. Jeg kalder ham Geden, fordi han har sådan et gedeskæg." Han kunne ikke lade være med at grine over tanken. Han havde altid fundet det skæg så morsomt og nævnte det altid når han kom på besøg.

Jaris vendte kort blikket mod den mørke himmel, som om han forsøgte at se regnen som den faldt.
"Tørvejr? Regnen er da så behagelig," smilede han, helt salig i stemmen. Når man var vant til ekstrem tørke i Rubininen, var det altid rart bare at sidde i regnen og nyde hvor køligt det var.
"Hvis du ikke vil blive våd, kan vi altid stille os over under halvtaget," sagde han og pegede kort mod det nærliggende lille hus. På den måde kunne Jaris stadig nyde regnen. Derudover havde Jaris et generelt problem med forældre, men det behøvede Simar vel ikke at vide.
Selvom Simar stillede et helt fair spørgsmål, så Jaris alligevel overrasket ud.
"Selvfølgelig ikke! Det ville jo ødelægge smagen," svarede han straks. Det var ikke svært at se, at Jaris gik utrolig meget op i sine søde sager. Den mindste smule forkert behandling ville gøre dem forfærdelige at spise, så han passede altid godt på. Med det sagt, stoppede han selv en i munden og knasede den i stykker. Regnen tog langsomt til og flere dråber begyndte at falde, men indtil videre var det kun støvregn.

Han kunne godt se på Jaris at han blev helt stolt over det Simar havde sagt, det var nu alligevel ret sjovt at se hvordan han rettede sig op af Simars ord til ham. ” det var så lidt” Sagde han som var det noget der var helt normalt.

Simar kunne ikke helt lade være med at undre sig over hvorfor Jaris ikke helt virkede til at tro på at Simar var 80 år? Det var vel normalt at når man var elever at man stadigvæk var en ung dreng når man var 80?  Han kunne ikke helt lide den måde som Jaris betragtede ham på, det gjorde han faktisk en anelse usikker. ” Jeg er altså 80” Sagde han stille og så på ham. Simar havde ikke længere selv nogen kontrol over sit højre øje det havde lige nu sit helt eget liv, det irriterede ham! For han hadede det virkelig.  Som Jaris lo og sagde at han jo kun var et barn nikkede Simar og grinte lidt usikkert. ” Ja jeg ikke voksen endnu, der er nogen år endnu. Hvor gammel er du?” Spurgte han og sendte ham et forsigtigt smil, han vidste ikke helt om han havde lysten til at vide det? Men nu havde han jo selv sagt sin alder, så måtte Jaris også fortælle sin.

Jaris’s underlige smil og det bredte sig over Jaris læber, gjorde han endnu mere nysgerrig men også usikker, handlede det om ting han helst ikke ville vide noget om? Altså sådan noget som voksne gjorde? Skulle han sige at han helst ikke ville vide det? Eller skulle han lige mande sig lidt op og prøve at vise at han var gammel nok til at vide dette, han ikke helt vidste hvad var. ” Så lille er jeg altså heller ikke!” Konstaterede han, før han havde tænkt sig ordentligt om. ” Er det sådan noget, voksne gør ?” Kom det stille og usikkert fra ham.

Det der med virkelig at skulle tage sig sammen for at ikke ar bryde ud i høj latter over denne mand, var noget som han måtte kæmpe med ved siden af usikkerheden, altså han var en sjov mand og alligevel kunne han gøre Simar så skide usikker! Men det handlede måske også om at Simar ikke havde lige så mange år på bagen som manden havde, han så i hvert fald ud til at være en heeeeel del ældre end Simar var.  ” Geden? Det kan man da ikke tillade sig at kalde andre? Det jo ikke et pænt navn at give til en, uanset hvordan man ser ud!” Sagde Simar og så lidt mere bestemt på Jaris, man skulle altid tiltale folk ordentligt og pænt, det andet var ikke pænt eller sødt gjort, så meget vidste han da.

Regn var ofte efterfulgt at torden og lyn! To ting som Simar ikke på nogen måde bryd sig om at være ude i! Faktisk ville han helst være derhjemme, hvor hans mor var, når det regnede og særligt når det begyndte at lyne og tordne! ” jeg bryder mig ikke så meget om det” Sagde han stille og flovt, man kunne kort skimte at der kom en lille rødmen i Simars kinder, det var så flovt! At være 80 år og være lige så bange for lyn og torden som en baby var! Simar rettede sig lidt op og satte sig hen ved siden af Jaris og hviskede ” Jeg er bange for lyn og torden” i hans øre. Han så usikkert på ham og kiggede derover hvor Jaris pegede kort mod. Han rettede sig op og nikkede ” Det bedre end at sidde her ude” Sagde han med et smil på læben. Simar var hurtigt om at komme derhen, sådan at han ikke skulle blive alt for våd, selvom det ikke var meget regn der var kommet endnu, men det kunne jo komme om lidt.

Simar havde da også hurtigt spist sin som den var kommet i munden og tygget og hurtigt ned i maven, han kunne godt spise flere af dem, men ville helst ikke bede om flere. Det kunne han ikke tillade sig, sådan bare og spørge efter flere nu hvor han havde været sød at give ham en. ” Det var godt, for nu har jeg spist den og den var virkelig god! Hvor køber du dem henne? Eller laver du dem selv? Det aaaalt for længe siden jeg har fået en” Sagde han som han stod under halvtaget, men kunne derfra se regnen, det var ikke voldsomt med det var støvregn og smukt. ” Hvorfor kan du så godt lide regn?” Spurgte han stille og så på ha.

Jaris nikkede bekræftende til Simars kommentar, for efter at have gættet sig til racen ud fra de spidse ører, gav det lige pludselig mening hvorfor han stadig virkede som et barn, selvom han var 80. Havde Simar været menneske, havde han efterhånden set noget anderledes ud. Jaris kunne ikke lade være med at rette sin opmærksomhed mod Simars højre øje, der lod til at have sin egen mening lige nu, men han valgte ikke at kommentere på det. Så meget havde han dog lært fra Anna på bordellet. - Det var ikke høfligt at være alt for nærgående omkring fremmede. Desværre var det kun overfor yngre folk Jaris kunne finde ud af, at holde sig til den regel.
"Jeg, øhm..." Mumlede han lidt fraværende, som han stadig betragtede det ticene øje, men han rystede kort på hovedet og kom til sig selv. "Jeg er 912," svarede han og smilede stort. "Men stadig ung!" Skyndte han sig at tilføje, for godt nok var han en god del år ældre end Simar, men han ville simpelthen ikke være med til, at være gammel. Ikke endnu. Ikke i så ung en alder!

Jaris havde fortsat det lettere perverse smil bredt over læberne, men han kunne ikke lade være med at løfte et øjenbryn lidt, nu når Simar skulle pointere at han altså ikke var helt så lille. Han fik næsten lyst til at klappe Simar lidt på hovedet, så kær han var, men Jaris fik stoppet sig selv, før han gjorde det.
"Det er det nemlig," svarede han og nikkede svagt. Han burde nok ikke være så imponeret, men det var han alligevel, da Simar gættede sig ind på emnet. Men det gjorde Jaris endnu mere nysgerrig på hvor meget Simar egentlig vidste om det emne. Kun fordi Jaris ikke selv kendte noget til den slags, da han var 80.
Jaris brød ud i latter, da han hørte hvor forbavset Simar blev over kælenavnet til Geden.
"Jeg har kendt manden i mange år og går ud fra, at jeg ville have hørt for det nu, hvis han havde et problem med det," sagde han og prøvede at holde latteren tilbage mens han talte. Simars bestemte blik gjorde det ikke nemmere, det fik tværtimod Jaris til at grine endnu mere.
"Desuden kalder han mig for Zaladins afkom, så vi er vist lige gode om det," fortsatte han, stadig grinene, men efterhånden fik han lidt bedre styr på hvor meget det morede ham. Jaris kunne muligvis ikke huske mandens rigtige navn, men han tvivlede på at Geden kunne huske Jaris' og de havde det alligevel utrolig godt sammen, så mon ikke det gik.

Endnu engang fik Jaris lysten til at klappe Simar lidt på hovedet, da han indrømmede at lyn og torden ikke lige var hans stil. At han decideret var bange for det. Men Jaris måtte igen holde sig tilbage for ikke at gøre det. Måske det bundede i, at han som det første nær havde skræmt livet af den stakkels dreng, så nu passede han bare endnu mere på ikke at skræmme ham igen. Han rejste sig efter Simar og fulgte med ham over mod halvtaget, men i stedet for at stille sig ind under sammen med elveren, blev Jaris stående ude i regnen. Det kølede så fantastisk.
Jaris stak hånden i tasken og gravede en nød mere frem, som han hurtigt stoppede i munden og tyggede i stykker. Simars begejstring om de søde nødder gik ikke hans opmærksomhed forbi, men i stedet for bare at række ham en nød mere, tog han fat i hanken og rakte hele tasken til ham.
"Her, der er flere i den," sagde han smilende. Tasken var lidt tung grundet bogen, men udover det, var det kun den store mængde drageer der vejede.
"Jeg tager dem.. Jeg mener, køber dem på markedspladsen." Det var efterhånden så sjældent at Jaris rent faktisk købte noget, i stedet for bare at stjæle det, så han måtte lige rette sin sætning midt i den.
Regnen tog langsomt til og Jaris begyndte at kunne mærke mere end bare støvregn lande mod ansigtet. Han lænede hovedet lidt tilbage og lukkede kort øjnene for at nyde det, men rettede sig mod Simar igen, da han spurgte.
"Jeg bor i Rubinien," svarede han, som om det så derefter sagde sig selv. "Det er utrolig varmt og det regner aldrig," uddybede han kort efter.
"Hvorfor er du bange for lyn og torden?" Spurgte han, velvidende at det måske ikke var et emne Simar havde lyst til at komme yderligere ind på, men hvis det var tilfældet, kunne han vel altid vælge at snige sig udenom spørgsmålet.

Simar så på Jaris, han kunne godt fornemme at han blev kigget en del på, det var nu alligevel lidt uhyggeligt, men så længe han bare kiggede og ikke gjorde ham andet end det, så gik det vel nok. Han var jo en spøjs og sjov fyr.  Simar kunne ikke helt undgå at tabe underkæben som Jaris fortalte sin alder, ” hvad? Ej du lyver! Så gammel kan du da ikke være” Sagde han og så på han med et undersøgende blik! Ej man kunne da ikke være så gammel og se så ung ud? Eller kunne man? Han vidst godt nok at Elver kunne blive en heeeel del gammel uden at man kunne se det på dem! Men Jaris var ikke Elver, han lignede slet ikke sådan en, hverken på ørerne eller andet. ” Du ved altså godt man ikke må lyve gør du ikke ?” Sagde han og så på ham lidt mere bestemt.

Han så på ham som han blev dårlig! Han anede ikke hvad voksne gjorde sådan helt præcist men han var jo tros alt ikke dum.. Han vidste godt hvordan børn kom til verden uden at vide alt for meget. ” OKAY! Så vil jeg ikke vide mere, det bare for ulækkert” Sagde han og havde lagt ekstra meget tryk på ”okay” netop for at sætte grænsen! Han skulle ikke vide mere, det var mere end rigeligt det han vidste i forvejen! Og han skulle i hvert fald ikke prøve sådan noget!

Jaris som brød ud i letter over Simar kommentar, forstod han til en start ikke noget om! Han havde bare altid lært at man ikke skulle kalde andre grimme ting, for de kunne blive kede af det! Men da han hørte Jaris svar til ham, nikkede han flovt! Han havde ikke lige tænkt over at Jaris måske havde kendt ham længe. ” åh”Sagde han stille og blev lidt for flov over det og kiggede væk. Som Jaris bare begyndte at grine endnu mere over Simar blik til ham, gjorde det langsomt sværere for Simar at holde blikket og endte med at begynde at smile og der kom da også et lille grin fra ham. Han kunne nu godt selv se hvor sjovt det var, den såkaldte Geden kaldte også Jaris for et kælenavn, Simar gav slip og grinte selv lige med det var faktisk sjovt at han havde taget på en helt andet måde end der havde været nødvendig. ” Jeg troede det var ondt øgenavn, det var derfor jeg sagde sådan” Sagde han grinende og så på Jaris ” Hvad betyder Zaladins afkom?” Spurgte han som han stoppede med at grine, han forstod ikke helt meningen med det?

At Jaris ikke begyndte at spørge ind til hvorfor han var bange for lyn og torden var noget som Simar inderligt var taknemlig for, for han ville helst ikke snakke om det. At han ikke selv valgte at gå ind under halvtaget men blev stående uden for i regnen forstod Simar ikke helt, men Jaris måtte vel kunne lide regnen ikke at han forstod hvorfor, for man blev så våd og kold af det. Simar blik fulgte Jaris hånd fra tasken og op med en nød i hånden og op til munden og ind i munden, han lignede en som virkelig også havde lyst til en men ikke turde spørge efter en. Som Jaris valgte at række ham sin taske tog Simar fat i den men tabte den, han havde ikke lige været forberedt på hvor meget den kunne veje. Han grinte lidt fjollet ” Hov, det var ikke med vilje” Sagde han og smilte lidt over det. Simar stak hånden i tasken og fik fat på en stak nødder som han så bogen, nogen af nødderne blev proppet i munden og tygget godt på. ” hvad det for en bog du har i tasken, må jeg se den? ” Sagde han med munden fuld af nødder som blev tygget godt på. ” aha” Sagde Simar anklagende, han havde godt gennemskuet ham! Han købte dem bestemt ikke. ” Hvorfor lyver du? Jeg kan se du lyver” Sagde han og prøvede at være den voksne lige nu. Han havde aldrig forstået hvorfor man havde behov for at stjæle? Havde man ikke nogen penge måtte man jo have et arbejde så man kunne få penge, stjæle det var ikke noget godt og det førte sjældent til noget godt!

Simar så på ham som han igen stak hånden i tasken for at tage flere nødder! Han elskede dem virkelig! Da Jaris fortalte hvor han boede, og hvordan vejret var der, kunne han faktisk godt forstå hvorfor han elskede regnen og det at det regnede! Det ville Simar nok også have gjort hvis han boede sådan et sted. Men lyn og torden ville han nok alligevel være skide bange for. At Jaris alligevel valgte at spørge ind til hvorfor Simar var bange for det, gjorde ham en anelse utryk og ikke vidste hvordan han skulle tackle den. ” Er man ikke en rigtig mand hvis man er bange for lyn og torden?” Var hans spørgsmål til Jaris spørgsmål, han ville helst gerne helt undgå at skulle fortælle hvorfor han var bange for det! Han synes det var flovt.

//Afsluttes grundet inaktivitet fra min side