“Hvad fanden!” En høj rystet dværg bankede i bordet. Skægget dryppet af den øl, som han lige havde hældt indenbords. Tre andre mennesker sad også samme om bordet, den ene robust bredskuldret og meget arret i ansigtet. Den anden tynd, ranglet og med et tandløst smil. Den sidste, stak lidt ud, med gyldent hår sat op i en hestehale og fint trimmet skæg. Nogle grønne brune øjne der funklede, mens et charmerende smil var klistret hen over et par ganske fine hvide tænder. “Moder held må have forladt dig i aften Heldal!” lo den blonde mand munter, mens han skovlene krystallerne hans vej. Dværgen kiggede mistænksom på mændene der sad rundt om bordet. “I er nogle nærige løgner og tyve hele bundet!” Den tynde mand rejste sig med det samme op, og skulle til at fare lige i flæsket på dværgen. “Tristan - sæt dig.” selvom stemmen stadig var ganske frisk og glad, var der en kant af bestemt i den. Og manden satte sig også ned, prompte. “Heldal, nu har vi vidst købt dine øl hele aftenen. Så nærige kan du vel ikke kalde os, vel gamle mand?” dværgen blev rød i hoved, og slå med sin hånd så kortene fløj rundt omkring dem. Neagu lænede sig afslappet tilbage i stolen. “Min kop er tømt nu!”

Neagu rystede på hoved, og hvem kaldte denne forkerte proportionerede øl bøvsende nærig. Men uden at kalde dværgen ud på det, vinkede han hen imod baren. “En runde mere den skønne kromutter!” et ganske charmerende smil spillede hen over hans læber, som han blinkede til kvinden bag baren. Heldigvis for ham, var det en kvinde i dag. Sidst havde det været en ganske tvær ældre mand. Han havde smilet ikke hjulpet synderligt meget på. Dværgen møffede nogle ubekvemlige ord ved siden af ham, men virkede til at så snart øllen blev placeret foran ham. Så var hans vrede også glemt.

Således fortsatte spillet de havde gang i. Uden at nogen var blevet stukket, slået eller spyttet på. Men aften var stadig ung.

Mørket havde lagt sig over Tusmørkedalen, og normalt ville Cora have slået lejr et sted i naturen. Men en gang i mellem blev stilheden for meget for hende og hun havde brug for at være i blandt andre levende væsner. Kroen var kendt og hun vidste, at hun ikke havde så langt at gå, før den ville dukke op i mørket. Og ganske rigtigt, dens lys glimtede foran hende længe før hun faktisk nåede frem til den. Lyden af højttalende mennesker krøb ud af dens sprækker og huller sammen med duften af mad og Coras mave knurrede, da hun lagde hånden på dørhåndtaget. 

Flere blikke blev rettet mod hende, da hun gik ind på kroen, men det ignorerede hun stædigt. Hun vidste godt, at hun stak ud. Ikke bare på grund af hendes tøj, der ud over en pæn jakke i sort, bestod af skulderbeskyttelse og arm- og benbeskyttere, der sammen med de to sværd, hvis skæfter stak op over den ene skulder, tydeligt fortalte, at hun var en kriger. Men nok mest på grund af hendes grålilla hud og det lange, lilla hår, hun havde sat op i en høj hestehale. Og så de specielle øjne, der var sorte i stedet for hvide og med den blodrøde iris.
Hun kunne ikke skjule, at hun var mørkelver.

Men ingen sagde noget og hun fortsatte op til baren, hvor hun lænede sig lidt frem med albuerne på de glatslebne træplader.
"Noget at spise og et krus te." Hendes hæse stemme var dæmpet, som hun lagde sin bestilling ved kvinden bag baren. Kvinden sendte hende et blik og bevægede sig ikke, så Cora sukkede og hev en pung op og smed betalingen på disken. Kvinden greb krystallerne og forsvandt ud bagved for at hente maden. 
Cora så lidt efter hende, inden hun vendte sig rundt og så ud i krostuen. Der var flere spil i gang ved bordene og stemningen var god. Et bord var ekstra højlydt. Hun lod blikket glide over mændene, men fandt intet interessant. Andet end dværgen, som hun skrev sig bag øret at holde øje med. Dværge og elvere var i forvejen ikke gode venner og som mørkelver var hun ikke i tvivl om, at hun hurtigt kunne blive uvenner med den lave mand. 

Kvinden kom tilbage med en skål med noget, der lignede noget stuvning og Cora vendte sin opmærksomhed mod maden.

Højlydte grin var nu at høre fra bordet Neagu sad ved. Det var en festlig aften, især fordi det var så nemt at lirke alle de fine krystaller ud af den gamle dværgs stædige jerngreb. Det var næsten lige så nemt, hvordan var det ordsprog nu? At stjæle slik fra et barn? Han lod sig fordybe kort i sine tanker, da dette ordspil begyndte at danne sig i hans tanker. Hvorfor var det man sagde sådan, for de børn, godt nok ganske få af dem. Han kendte, så ville ingen af dem frivilligt lade deres slik blive stjålet fra dem. Og bestemt ikke nemt!

Dog blev denne tankestrøm hurtigt stoppet, da en ny tilkommer, tråde hen over dørtærsklen til kroen. Her måtte Neagu lave et dobbelt tjek med hans øjne. Var dette, virkelig en sort elver? Et lille smil begyndte at spille hen over hans læber. Hun lignede en som ville være en form for underholdning for natten. Men den måde hun nægtede at kigge folk i øjnene - eller i det hele taget værdige nogen som helst ud over kvinden der stod bag bardisken et blik. Ville han tage et vildt gæt ud i tågen, og sige at hun ikke brød sig særlig meget om selskab. Måske gjorde han klogt i bare at lade hende værre. Desværre var Neagu ikke særlig kløgtig, eller en der hørte efter den lille bitte stemme i hoved. Som typisk var ganske god til at fortælle en hvornår man skulle stoppe mens legen var god.

Han rejste sig fra bordet, med tydelige protester fra dem der sad rundt omkring. Hvilket han valgte at ignorer ganske naturligt. Med nogle hurtige skridt, gled han op til baren og stillede sig to armslængder fra sort elver kvinden. “Hvorfor vælger en bevæbnet kvinde, at gå ind i en kro - når hun tydeligvis ikke kommer for selskabet?” han lod blikket glide ned mod maden der var blevet stillet foran hende “Eller kroens henrivende mad - med mindre du faktisk kan lide det... for så græder jeg for dine smagsløg”

Maden var da heller ikke andet end lige blevet placeret foran hende, da en mand kom op til bare og stillede sig lidt fra hende. Hun nåede ikke at stikke skeen i skålen, før hans stemme trængte sig på. Hendes greb om skeen blev noget hårdere, da hendes krop spændte op i irritation. Hun behøvede ikke engang at se på ham, for at vide, hvilken type han var - en ung mand så fuld af ham selv, sikkert klædt i noget tøj, der skulle udstråle hans selvsikkerhed, og med et glimt i øjnene og smil om læberne, der var beregnet til at få hende til at falde i svime over ham. Hun kunne brække sig over alle de mænd af lige nøjagtigt den type, der havde forsøgt at få hendes opmærksomhed rundt om i landet.

Langsomt løftede hun blikket og rettede det mod ham. Synet bekræftede bare hendes fordomme. Med et udtryksløst ansigtsudtryk stirrede hun lidt på ham, mens han blev færdig med at snakke. Der var flere reaktioner, hun kunne benytte sig af, men siden hun ikke var ude på ballade, måtte hun hellere lade være med at starte ud med at stikke ham en knyttet næve lige i smasken, selvom det var, hvad hun havde lyst til. I stedet nedstirrede hun ham roligt.
"Hvorfor vælger en ynkelig menneskemand at nærme sig en tydeligvis træt kvindelig mørkelver, når han allerede har konkluderet, at hun ikke er interesseret i at være social?" Hun sendte ham et "jeg synes du er en idiot"-blik og vendte så sin opmærksomhed tilbage mod maden. 

Skeen blev hævet og hun pustede kort på maden inden hun tog den i munden. Og kunne konkludere, at manden havde ret i, at maden ikke var så god som forventet. Den duftede noget bedre end den smagte, men den var da spiselig. Så hun begyndte roligt at tygge, næsten for roligt som hun holdt sig selv og sin vrede i kort snor. Hun ville ikke starte en slåskamp, ikke når hun faktisk var her for at få mad og slappe af. 

Ynkelig lige frem? En hver anden, ville måske blive fornærmet. Men han måtte indrømme, at ynkelig menneskemand, nok var en af de tammeste fornærmelser han nogen sinde havde fået sendt sin vej. Hans besætning kunne give det bedre end kvinden foran ham. Men det kunne jo også være, at det her var hende der prøvede at være venlig. Noget fortalte ham, at prikkede man længe nok til kuldet inde i ildstedet, så ville ilden nok komme frem hurtigere end man lige regnede med. Han hævede et øjenbryn, da hun sendte ham et blik der nok var ment som et; lad mig være i fred, du er en idiot blik. Nu var det jo så bare sådan, at Neagu sjældent lyttede til hvad folk prøvede at fortælle ham. Især når han ikke en gang havde chancen for alt lære dem at kende. Og sjældent gik han så tidligt med halen mellem benene, ved bare at få et enkelt blik.

“Fordi han er en idiot - og elsker at lege med ilde.” hans blik flakkede rundt på krostues gæster. “Og ganske tydeligt fordi, at du er nok det eneste interessante i dette rum... Også selvom det kan betyde jeg ikke går her fra med alle mine fingre intakte.” han havde på nuværende tidspunkt, ikke prøvede at nærme sig hende. Man ville være blind, hvis man ikke lagde mærke til de vibrationer hun kom med. Spørgsmålet var så bare, var det ham og den måde han var på, hun ikke kunne døje. Var det bare mænd generelt. Eller mennesker i det store hele, som denne kvinde ikke kunne håndterer? For så var hans spørgsmål stadig det samme i sit sind, hvorfor vælge en kro? Hvorfor så overhoved snakke til ham - hun kunne bare vælge at ignorer alt hvad han sagde. Så ville der jo ikke være noget sjovt i at stå her, og føre en samtale med sig selv.

Cora var godt klar over, at hun havde dummet sig ved at snakke til manden, men hendes vrede gjorde det svært at lade være. Og efter erfaring vidste hun, at tavshed sjældent førte til at hun blev ladt alene. Faktisk næsten snarere tværtimod. Folk brød sig ikke om at blive ignoreret. Så hvis hun skulle vælge, ville hun hellere svine nogen til end at være tavs.
En svag lyd af morskab forlod hende, da han kaldte sig selv for en idiot. Ja, det tvivlede hun ikke på. Hun spiste en skefuld mere, mens hun lyttede til hans snak. 

Med en hurtig bevægelse trak hun sin kniv og pegede den i mod ham, uden at flytte blikket fra sig mad. 
"Vil du selv skære dem af eller skal jeg?" Det kunne måske forstås som værende humor, men der var ingen humor i hendes stemme, der var flad under den svage hæshed hun naturligt besad.
Hun holdt kniven der lidt, inden hun satte den tilbage på plads og spiste videre. Hun havde et svagt håb om, at han ville skrubbe ned til sine drukvenner og lade hende være i fred, men hun tvivlede stærkt på det. Han havde bare den der udstråling af pestilens, nogle unge mænd, ja også nogle ældre, besad. 

Kvinden var tydeligvis ikke imponerede af hans måde at tale til hende på. Og selvom han kunne være en fyr, som aldrig bakkede ud af en udfordring. Var det meget tydeligt at hun ikke havde givet ham en, blot et ønske om at blive ladt være i fred. Så måske han skulle respekter at det var sådan hun havde det. Hans øjne betragtede hende, tog hende ind for at føle hvor meget hun lagde i sin trussel om at skære hans fingre af. Da han konkluderede at hun faktisk mente det, rejste han halvt hænderne i vejret. “Jeg forstår, du mener det alvorligt. Jeg lader dig være i fred.” han smilede, og lagde nogle krystaller hen over disken til kvinden der stod bag den. “Lad kvinden” han nikkede imod sortelveren “Få et par drikkevare på min regning, og send en ny kande øl til bordet.” hun betragtede ham som om han var idiot, hvorfor ville han betale for lige præcis hendes drikkelse? Men tog modvilligt imod pengene og nikkede.

Han smilede imod kvinden. “Mit navn er Neagu, jeg beklager at jeg ødelagde din aften. Og ser mig sort på den, eller dem - der har gjort du ikke kan lide mennesker, eller blot mænd?” han bøjede nakken, tog imod kanden der blev rakt til ham og gik tilbage til bordet. Nok inden natten var omme, så skulle han nok få snakket til hende igen. Blot fordi hun havde gjort ham mere nysgerrig, end han lige kunne ligge bag sig. Da han satte sig tilbage til hans venner, fik han et klap på skulderen og nogle hån med på vejen. Om han var faldet af på den, han smilede bare, og et sidst blik blev kastet over imod sortelveren. Spændende, det måtte han indrømme hun var. Lige så meget som hun var smuk og frygtindgydende.

Til Coras store lettelse besluttede manden sig for at tage hendes trussel for reelle varer. Godt. For hun ville gøre det lige midt på barens hårde træ, skulle han blive ved med at irritere hende. Han var jo advaret. Hun var lige ved at tro, at det var det, da manden smed nogle krystaller og sagde til kvinden bag disken, at han ville betale for Coras drikkevarer. Hun sendte ham et dræbende blik, men han var væk før hun kunne samle sig om at protestere. I stedet fik kvinden bag baren samme dræberblik, bare fordi det skulle gå ud over nogen.

Hendes humør var ikke ligefrem specielt godt mens hun fik tømt skålen for mad, takket være ham idioten. Hun ville ikke have nogen, og slet ikke en mand, til at betale for sine drikkevarer!
Da skålen var tom, vendte hun sig om og lænede sig mod baren, mens hun lod blikket glide over de tilstedeværende i lokalet. Det ene bord så ud til at være færdig med deres spil og det andet var fyldt helt op. Med en indre ed skævede hun til bordet med dværgen og den irriterende mand. Hun var taget til kroen for at være social, også selvom hun måske ikke virkede sådan. Det blev hurtigt ensomt at rejse på landevejene alene og trods at hendes liv havde ført til ensomhed, var det nødvendigvis ikke noget hun elskede.

Hun overvejede det lidt, inden hun tog sin taske og svingede den på ryggen, fandt nogle krystaller frem og derefter tog sit krus for at gå ned til bordet og stillede sig ved siden af manden, der havde introduceret sig som Neagu. Hun smed krystallerne på bordet foran ham.
”Jeg tager ikke i mod almisser.” Derefter løftede hun blikket til de andre mænd ved bordet og ignorerede Neagu – og dværgen – fuldkommen.
”Er der plads til en mere i jeres spil?”

Dværgen protsterede så kraftigt over at skulle have en mørkelver ved bordet, at det blev til et nej, og hun fandt noget andet underholdning for aften. Måske meget heldigt for Neagu, der bare havde mistet kronjuvelerne senere på aftenen.