Mørket havde lagt sig over Tusmørkedalen, og normalt ville Cora have slået lejr et sted i naturen. Men en gang i mellem blev stilheden for meget for hende og hun havde brug for at være i blandt andre levende væsner. Kroen var kendt og hun vidste, at hun ikke havde så langt at gå, før den ville dukke op i mørket. Og ganske rigtigt, dens lys glimtede foran hende længe før hun faktisk nåede frem til den. Lyden af højttalende mennesker krøb ud af dens sprækker og huller sammen med duften af mad og Coras mave knurrede, da hun lagde hånden på dørhåndtaget.
Flere blikke blev rettet mod hende, da hun gik ind på kroen, men det ignorerede hun stædigt. Hun vidste godt, at hun stak ud. Ikke bare på grund af hendes tøj, der ud over en pæn jakke i sort, bestod af skulderbeskyttelse og arm- og benbeskyttere, der sammen med de to sværd, hvis skæfter stak op over den ene skulder, tydeligt fortalte, at hun var en kriger. Men nok mest på grund af hendes grålilla hud og det lange, lilla hår, hun havde sat op i en høj hestehale. Og så de specielle øjne, der var sorte i stedet for hvide og med den blodrøde iris.
Hun kunne ikke skjule, at hun var mørkelver.
Men ingen sagde noget og hun fortsatte op til baren, hvor hun lænede sig lidt frem med albuerne på de glatslebne træplader.
"Noget at spise og et krus te." Hendes hæse stemme var dæmpet, som hun lagde sin bestilling ved kvinden bag baren. Kvinden sendte hende et blik og bevægede sig ikke, så Cora sukkede og hev en pung op og smed betalingen på disken. Kvinden greb krystallerne og forsvandt ud bagved for at hente maden.
Cora så lidt efter hende, inden hun vendte sig rundt og så ud i krostuen. Der var flere spil i gang ved bordene og stemningen var god. Et bord var ekstra højlydt. Hun lod blikket glide over mændene, men fandt intet interessant. Andet end dværgen, som hun skrev sig bag øret at holde øje med. Dværge og elvere var i forvejen ikke gode venner og som mørkelver var hun ikke i tvivl om, at hun hurtigt kunne blive uvenner med den lave mand.
Kvinden kom tilbage med en skål med noget, der lignede noget stuvning og Cora vendte sin opmærksomhed mod maden.