Det var ikke ualmindeligt, at de adelige i Tusmørkedalen inviterede de vampyrer, som også gik for at være adelige, med til deres fester. Det var de faktisk nødt til, hvis de ikke ønskede at vågne en morgen og finde deres familie dræbt eller på anden vis mishandlede. For Hyde var det dog ikke det store problem. Han blev inviteret med til festerne alligevel på grund af det dække, som slægten Morton altid gav ham og det faktum, at han med sin magi kunne komme til at fremstå som et menneske. 

Men denne aften hos slægten Manouv, tegnede dog til at blive festlig. Hyde opretholdt sin illusion som menneske for det meste, men droppede den af og til, når han befandt sig i kendt selskab. Og så pludselig, så han endnu et kendt ansigt, som fik ham til at smile skævt, inden han satte kurs hen mod hende. "Ileana. Hvor er det dog hyggeligt at se dig igen." Han bukkede formfuldent foran hende, selvom de ikke ligefrem var på venskabelig fod. Eller.. Hun var det ikke med ham. Hyde havde såmænd ikke noget imod hende og fandt hende måske endda en smule.. Morsom.

Det var en kølig forårsaften i Tusmørkedalen, og Ileana havde en varm kappe over sine skuldre, selvom det ikke var nødvendigt. Hun frøs ikke, men det opretholdt en form for illusion om at hun var ... menneskelig. Hun sad i en karet på vej mod en fest, manden ved hendes side var blevet inviteret til. Manden var adelig og ejede en større gård med kvæg. Han var ugift og uden børn, hvilket ikke virkede til at påvirke ham. I stedet nød han sit liv til fulde og Ileana var blevet en del af denne nydelse. Hun havde i de sidste måneder boet på hans gård og havde stået til rådighed for hans behov - mod lommepenge og fri afbenyttelse af tjenestefolk og hvad hun ellers skulle bruge. Et ganske udmærket arrangement, da han var ganske udmærket i sengen og endda ikke var af den jaloux type. Hun var i hvert fald tilfreds.

Endeligt nåede de frem til stedet, hvor festen blev holdt. Den var tydeligvis allerede startet, som stemmer og musik lød inde fra den større bygning. En tjener rakte hende en hånd, som støtte ud af kareten og hun tog i mod den. Om hende foldede den grønne kjole sig ud. Under den varme kappe sad kjolen som malet på hendes overkrop som et korset og hendes hvide skuldre var bare. Fra hendes hofter spredte den sig ud i et væld af stof i grønlige farver med guldtråde broderet. En ganske fantastisk kjole, hendes vært havde skaffet til hende med ordene om, at hun var en holdt kvinde og enhver kvinde i hans liv skulle se ud efter det. Hun havde nejet taknemmelig for ham og kysset hans kind. Hvad man ikke gjorde for at få det, man gerne ville have.

Indenfor blev hendes kappe overtaget af en anden tjener og hun fulgtes med manden ind i bygningen med en hånd på hans arm. Efter de første runder af introduktion gled hun væk fra sin følgesvend og fik sine egne bekendtskaber.
Hun var midt i en samtale med en meget charmerende ung mand, der havde blikket rettet mod hendes kavalergang mere end hendes ansigt, da en stemme afbrød dem. De små hår i hendes nakke rejste sig og et kort udtryk af afskyd gled over hendes ansigt, men det forsvandt med det samme igen, inden hun vendte sig om og så neutralt på manden, der bukkede for hende.
"Hyde. Jeg kan ikke sige det samme." Tonefaldet i hendes stemme var iskoldt nok til at den unge mand fortrak sig og efterlod dem alene. De isblå øjne hvilede med et koldt udtryk på vampyren foran hende.

Hyde smilede uvilkårligt og tsk'ede lavmælt af hende, mens han vippede en finger foran hendes næse. "Så, så, Ileana. Ikke så krigerisk. Vi skulle jo nødigt have din unge ven der eller andre i aftenens selskab til at tænke, at vi kender hinanden på forhånd, skulle vi? Eller jeg skal måske gå hen og introducere mig selv for din kavaler?" Han smilede stadig og holdt tonen ganske let og luftig. "Desuden så har jeg da vist aldrig behandlet dig med andet end venlighed?" Det var naturligvis sandt nok, men han undlod at kommentere på, at han virkelig fandt det morsomt at drille hende og at han havde gjort det tit.

Ileanas blik blev om muligt endnu mere iskoldt, da han løftede en finger og ligefrem vippede den af hende, som var hun et lille barn. En svag trækning af afsky gik over de smukke træk, men hun hverken flyttede sig eller sagde noget, mens Hyde fik sagt det, han ville med sit smil, der gav hende lyst til at rykke en hvis kropsdel af ham og fodre den til vagthunden udenfor. Men omstændighederne forhindrede hende i at udleve den drøm. Der var for mange væsner omkring dem. Og selvom et par stykker af dem var nattevandrere som hende selv og Hyde, ville det ikke være klogt at lave et optrin. Så hendes kæbemuskler strammedes kort op, inden et smil bredte sig om hendes kønne læber.

"Åh Hyde, jeg tror du har misforstået noget." Hun trådte et lille skridt nærmere manden, der bragte alt for mange dårlige minder med sig, og tog fat om hans skæggede hage med tommel- og pegefinger. De var omtrent lige høje, så hun løftede sin egen hage lidt, så det skabte illusionen at hun så ned på ham med de isblå øjne.
"Du har jo ingen betydning. Ikke nu og ikke dengang. Du er bare en lille hanekylling, der forsøger at gale højt nok til at gøre dig bemærket." Hun slap hans hage og klappede ham blidt på kinden. "Krian er her ikke mere. Ingen mand har nogen magt over mig. Heller ikke dig." Hun smilede til ham og trådte så et skridt bagud med et udtryk som om, at hun kunne lugte noget ulækkert.

Hyde løftede øjenbryn af hendes tirade. Hendes forsøg på at se højere ud end han, fandt han direkte ynkeligt og fortalte ham, at hun stadig havde behov for at løfte sig over for andre, for at få sig selv til at føle sig bedre tilpas. "Men hvis jeg er så betydningsløs, hvorfor er dit hoved så ved at eksplodere af raseri?" Han havde ikke rørt sig og forsøgte ikke på at lege højde-kamp med hende. "Men du tager nu også fejl af mig i den henseende. Jeg har aldrig forsøgt på at få magt over dig. Eller det husker du måske ikke?" Hyde havde altid holdt sig i baggrunden og ladet Krian om at håndtere sin egen kvinde. Hyde havde rigeligt af andre. Og hvorfor hun havde set sig gal på ham på den måde, forstod han ærligt talt ikke helt.

Jeg er kommet frem til, at jeg har lidt for mange tråde til at håndtere, og derfor lukker jeg nogle af dem. Denne tråd ryger for bødlens økse og det undskylder jeg for.