Lige nu lignede overfladen mest af alt et gigantisk spejl der gengav verden på hovedet. Indtil det blev brudt af en fisk der sprang igennem glasset og lavede bølger der brød Kench's øjenkontakt med sig selv. Hun lå henslynget hen over molen der gik ud til hendes "flydende" hytte. Hvor længe havde hun ligget der nu? et par minutter? timer?... måske dage kom hun til at tænke på. På det seneste havde hun svært ved at opdage tiden gå. Om det var en ting der kom med hendes alder viste hun ikke, eller om det var kommet af den hæslige titel hun havde fået efter sin faders død. Dovenskab.
Kench kendte skam godt til dødsynderne. Men at en halvdæmon kunne nedarve evnen det havde været lidt uden for hendes egen fatteevne. Uanset hvad så var det hvad hun var nu. En dødssynd, med alt hvad det nu end indebar. For nu havde hun samlet erfaringen at frynsegoderne var: Manglende motivation, søvn der kan varer flere døgn (rekord 83 timer), mindsket fysisk styrke, øget psykisk evne og hvad hun også fornemmede var en form for aura. Hendes kunder havde været langt nemmere at overbevise om at blive længere og betale mere for ikke at skulle gøre noget selv.
Indtil videre fandt Kench ingen problemer andet end at når hun glemte at holde øje med tiden så føltes det som om hun hele tiden blev sulten eller at der manglede tidslommer i hendes hukommelse fra tid til anden. Høst savnsynligt fordi hun har zonet ud eller var faldet i søvn.
Så nu lå hun her med benene langs med brædderne på polen og den ene arm ud over kanten så hendes lillefinger lige nøjagtigt kunne nå overfladen af vandet.