Sted: Vargas slavehandel
Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: Varmt og tørt

Solen skinnede varmt ned over Vargas, der, med to vagter efter sig, red ind i sin slavehandel. Den hvide hest under ham var slankt bygget og var uden tvivl avlet til fart, og den slog med hovedet, da han hev i tøjlen for at få den til at stoppe op. Der kom straks en vagt løbende for at tage hesten, da Vargas svingede sig af den og slap tøjlerne. Vagten bukkede hurtigt for ham, men Vargas værdigede hverken ham eller de to vagter, der havde fulgt efter ham, et blik. I stedet gik han straks i mod døren ind til sin egen bolig, da han glædede sig til at komme ind i skyggen. Et koldt glas vand ville heller ikke være af vejen efter turen igennem sandet. Ikke at de havde redet så langt, den rigmand, han havde besøgt boede kun en times ridt fra Balzera.

Skyggen var lige så svalende som forventet og han drejede først ned af gangen mod køkkenet for at hente noget koldt vand. Der var ikke mange tjenere i huset, og nogle gange var det hurtigere at hente selv. Der var dog en køkkenslave, der hastigt hældte vand op i et bæger af sølv til ham. Han var ikke i humør til at bruge tid på slaven. Ærligt talt var han en smule træt efter den lange ridetur og det sociale snik-snak, så han ville egentligt bare helst ind i sin stue og slange sig i de store bløde puder. Mens han drak af bægeret, gik han tilbage mod døren ind til sin private stue, men et eller andet fik ham til at fortsætte videre ned i mod døren ind til den store stue. Her stod et stort bur, hvor hans nye kæledyr var spærret inde. 

Han havde nær tabt bægeret, da han drejede ind af døren. Buret var tomt. Lågen stod åben. Med et chokeret udtryk gik han hen til buret. Tomt. Var hun selv sluppet ud? Men der havde været lås på. Hans blik faldt til låsen, hvor nøglen stadig sad. Han tog et skridt mere for at række ud efter den, da han trådte på noget, der knasede. Han så ned og flyttede foden. En lille tåreformet diamant. 

Ana.

Vreden væltede ind over ham som en bølge og bægeret røg på gulvet, som han uden videre slap den og vendte rundt for at gå ud i gangen igen og hen til trappen. Overraskende roligt bevægede han sig op på førstesalen og ned til døren ind til Anas værelse. På en måde virkede hans ansigt roligt, men samtidigt ville man ikke være i tvivl om, at han var en vred mand.
"Ana. Hvor er kvinden i buret?" Hans stemme var iskold, men også rolig, mens han så på hende og afventede hendes svar.

Anastasya sad på en pude i sit rum og forsøgte at forstå hvad der stod i en af de svære bøger. Hun kunne læse og skrive men det var stadig svært at læse de store komplicerede ord der stod i bøger som denne. Vargas virkede ligeglad med at hun forsøgte at bedre sig og derfor benyttede hun hver eneste lejlighed hun kunne for at lære og forstå – når hun da ikke lige gik rundt og befriede væsner hun kunne komme til at befri. Sandheden var at Anastasya kun havde befriet ét væsen mens hun havde været her, det eneste væsen hun havde kunnet komme til at befri. Hun havde håbet at Vargas ikke havde opdaget det men det var nok et ret håbløst ønske at have da hun var den eneste i Slavehandlen der kunne finde på det – ingen anden turde trodse Vargas på den måde, og det gjorde hun egentlig heller ikke men hendes omsorg for andre væsner havde fået hende til det alligevel.

Hun havde hørt postyret der ude da hestene var kommet ind men havde slået det hen mens blikket gled over ordene i bogen. Snart hørte hun skridt på gangen og de havde kurs mod hendes værelse hvis hun havde ret og derfor skubbede hun bogen ind under sengen for at være sikker på at beholde den og kastede et blik ud af vinduet for at se om hun kunne få et glimt af den smukke hest Vargas  red på.

Hun så mod Vargas da han kom ind og rynkede brynene – der var noget galt. Der var noget helt galt – selvom at Vargas udtryk var afslappet var hans stemme som is. Hans ord fik hendes hjerte til at dale og i løbet af få splitsekunder løb hun scenarierne igennem. Hun kunne lyve, men han ville alligevel få sandheden ud af hende, hun kunne sige sandheden og tage straffen. Hun ville blive straffet om alle omstændigheder indså hun og bed tænderne sammen.

”J-Jeg…” Sagde hun med rystende stemme. Ordene ville ikke som hun ville og hun vred sine hænder før hun så mod ham igen. ”Jeg.. Kom til at åbne buret” Hviskede hun og dukkede sig. ”Jeg kunne ikke bære at se hende i det lille bur, så uskyldig” peb hun og tårerne vældede allerede op i hendes øjne af frygt.

Dunkt. Dunk. Dunk. Vargas kunne høre sit hylsters hjerte banke hårdt, men i en rolig rytme, i hans ører. Det føltes som om, at hele hans krop sitrede i takt med hjertets slag, og alligevel følte han sig foruroligende rolig. Vreden flød som ild i hans årer. Det var både vreden over at have mistet sit specielle lille kæledyr med den smukke hvide pels, men faktisk var han mere vred over, at hans Ana, hans lille dobbeltsjælede Anastasya, havde svigtet ham sådan. Han var ikke i tvivl om, at det var hende, de små krystaller havde afsløret hende længe før han lagde sine øjne på hende. 

Det tog hende en evighed at åbne munden, og da hun gjorde, blev han bare endnu mere vred. I det mindste forsøgte hun ikke at lyve. Det ville have gjort det endnu værre for hende. Som et andet sted fra, kunne han høre sin egen stemme, da han åbnede munden.
"Du kom til at åbne buret." Han lagde et svagt snerrende tryk på 'kom til', men flyttede sig ikke ud af stedet, selvom han allermest havde lyst til at tæve hende på stedet. Nej, denne gang måtte han vise hende, hvilken fejl hun havde gjort. Så hårdt, at hun aldrig gjorde noget lignende igen. 

Endeligt bevægede han sig. I et par lange skridt var han hende ved hende og greb fat i hendes smukke hår. Med det i hånden slæbte han hende af sted, ud af rummet og ned af trappen, uden at give hende mulighed for at komme på benene. Dunkene af hendes krop mod stentrinene gjorde ham af en eller anden grund mere vred og han hav hende et ekstra hårdt ryk de sidste trin ned. Han fortsatte sin faste gang, denne gang ned til døren, der ledte ud til den store plads i slavehandlen. I det ene hjørne stod to pæle med kæder, der hvor han spændte sine slaver op og gav dem en omgang med pisken. Han havde aldrig haft Ana spændt op der, han passede alligevel lidt på hende. Men i dag var dagen, hvor hun havde krydset en grænse. 

"Hent mine piske." 
En vagt var kommet styrtende, da Herre Aziz var trådte ud af døren. Med et kort blik til pigen, styrtede manden af sted for at finde hans herres piske, så hurtigt som muligt, så han ikke selv ville få en tur. Uden at stoppe trak Vargas Ana med hen til de to pæle. Med et iskoldt blik slap han hendes hår og greb hendes ene håndled i stedet. Hårdt trak han hende op at stå, så han kunne lukke det ene håndjern om hendes håndled. Bagefter tog han det andet og gentog processen. Vagten kom løbende med Vargas piske. Vargas lod fingrene glide over dem, mens han overvejede, hvilken han skulle bruge. Til sidst udvalgte han sig den almindelige tyrepisk. Selvom han var vred, kunne han alligevel ikke få sig selv til at tage en af de mere voldelige piske, som den med krogene eller den med metallet i enden.

Han gav den til vagten for at han skulle holde den. Derefter tog han vagtens kniv og vendte sig mod Ana, der havde ryggen i mod ham. Hurtigt skar han hendes kjole op på ryggen, dog sådan at den blev hængende på hendes krop og stadig dækkede det, den skulle. Kun hendes ryg var fri.
Derefter byttede han kniven ud med pisken og trådte et skridt tilbage. Uden et ord begyndte han at lade pisken falde over hendes bare ryg, hårdt og vredt.

Anastasya forsøgte ikke at se på Vargas mens hun talte og hans ord skar i hende. Hun elskede ikke Vargas og hun brød sig ikke om noget han gjorde ved hende eller andre væsner – men hun havde aldrig troet at hun ville komme til at forbryde sig mod ham i den grad hun havde. Hun viste det var forkert i en forstand at gå imod ham, men hendes gode hjerte havde ikke kunne bære synet af væsnet i buret, så smukt og uskyldigt, fanget på den måde. Sandheden var at hun ikke kunne bære synet af nogle af slaverne, men ingen af dem havde stået foran hende som en gylden mulighed for at redde et liv. Det var også derfor hun ikke bad for sin skæbne eller undskyldte – hun ville gøre det igen hvis hun havde mulighed for at gøre det om, det var hun sikker på.

En tanke strøg gennem hendes hoved da han gik hen mod hende – måske ville hele hendes liv ændre sig nu? Måske ville han sælge hende til en der var enten værre eller bedre end ham selv. Måske ville han skille sig af med hende? Af årsager hun ikke kunne placere, gjorde den tanke hende kort varigt trist til mode men tristheden blev hurtigt erstattet af angst og ren frygt for hvad han ville gøre inden.
Han greb hende i håret og en piben af smerte kom kort fra hende i det han trak hende ved hendes gyldne lokker ned igennem gangen og ned af trappen. Hendes ryg skar sig mod hvert et trin og hendes hænder havde lukket sig om Vargas hånd i et forsøg på at holde lidt igen for at undgå den skarpe svien i hovedbunden som han trak flere og flere hår løs fra. Han trak hende helt ud gennem sandet og Ana kæmpede for at komme på benene men det var umuligt.

Endelig slap han hende og skubbede hende ned i sandet. Hun hævede sig op på hænderne da han greb hendes ene håndled og trak til – Ana mistede igen balancen kort men Vargas trak hende på fødderne. Hun blegnede let da hun så hvor hun var, samme sted som løven havde stået da han havde tvunget hende til at se dens tortur.
Han lukkede metaldelene om hendes hænder og hun stod med armene ud til siden, hun mærkede sine knæ ryste og forberedte sig mentalt på hvad der ville ske. Vagten kom tilbage med et mindre arsenal af piske og hun mærkede en tåre glide ned ad sin kind af angst. Vargas stod bag hende og hun kunne derfor ikke se hvad han lavede før hun mærkede noget løbe sig ned af ryggen og hendes hvide kjole gav efter og blottede hendes sarte ryg. Anastastya havde altid været den mest privilegerede af fangerne men denne dag lod det til at alt ville ændre sig. Hvad fremtiden bragte viste hun ikke, kun hvad der ville ske inden for den allernærmeste fremtid.

Lige meget hvor meget hun havde fået tid til at forberede sig og forsøge at gemme sig mentalt fra verden ville intet have kunnet forberede hende på hvad der skete. Pisken fandt vej ned over hendes ryg og en intens smerte ulig anden hun kunne huske bredte sig i striber over den gyldne hud. Første gang kom et forskrækket gisp fra hende og hun troede hendes øjne ville poppe ud af hovedet på hende. Anden gang kneb hun øjnene i og mærkede hvordan hendes hud hævede op og blev rød før pisken igen ramte hende. Hele hendes krop spjættede af smerte og forskrækkelse. Tredje gang knyttede hun hænderne for at aflede sig selv men intet hjalp. Smerte gråd kom fra dybt i hendes strube.
Femte gang gav hendes knæ efter da hendes krop og specielt hendes ryg føltes som var hun i et inferno af flammer. Hendes hud gav efter og blodet trillede ned af de lange mærker og farvede hendes hvide kjole rød og faldt til sandet. Blodet blev snart blandet med diamanterne der faldt omkring hende uden at hun havde nogen kontrol over det. Snot og slim arbejdede sig vej op gennem hendes hals og næse som hun græd i smerte – men ikke i fortrydelse.

Lyden af pisken, der ramte den sarte hud, gav ham slet ikke den samme tilfredsstillelse som det plejede. Men han blev ved med at slå, fyldt med iskold vrede og en dyb skuffelse over hende. Han havde troet, at han kunne stole på hende. At hun var hans. Og så gjorde hun sådan noget i mod ham. Hun skulle straffes, så hun aldrig ville turde at vende sig sådan i mod ham igen!
Blødet løb og farvede hendes hvide kjole rød og snart var hendes ryg et stort rod af røde, blodige streger. Med en sidste vred bevægelse lod han pisken falde igen, inden han log armen hænge. Hans brystkasse hævede og sænkede sig tungt, og hans brune øjne slog stadig gnister, men han var færdig. Fysisk kunne han fortsætte længe endnu, men selvom han var vred på hende, var det stadig hans Ana og nu var det nok. 

Han blev stående lidt, inden han kastede pisken til vagten, der hurtigt greb den. Langsomt gik han hen foran Ana og satte sig på hug. Med en hånd under hendes hage, løftede han hendes ansigt op, så de kunne se hinanden i øjnene. Han var først tavs. Ville bare se, om hun forstod budskabet. 
"Du har gjort dette mod dig selv. Du har svigtet mig." Han gav hende ikke tid til at svare, men rejste sig og frigjorde hende fra lænkerne. Derefter greb han fat om hendes ene håndled, inden han slæbte af sted med hende igen. Hun fik muligheden for at komme på benene, men han var ligeglad om hun gik selv eller blev slæbt, som han trak af sted med hende.

Vargas gik ikke tilbage til den store bygning, men hev hende i stedet over til de lange rækker af bure, hvor slaverne til salg var placeret. Et tomt bur dukkede op og han kastede hende derind og lukkede lågen, hvorefter han kastede et sidste blik på hende og derefter gik sin vej uden et ord.
Han vidste ikke, hvad der skulle ske med hende, lige nu havde han brug for at køle ned. Så nu fik hun lov til at sidde der, indtil han tog en beslutning om, hvad han ville med hende.

Anastasyas ryg føltes som hvis et monster havde sat kløerne i hende og hun forsøgte at rive hende fra hinanden. Smerten var alt overskyggende, hun hulkede med snot og tårer løbende mod sandet hvor sarte diamanter satte sig i det varme sand. Hendes krop rystede krampagtigt og hun registrerede intet andet end smerten.
Han løftede hendes hoved, hendes øjne var røde som hendes kinder og læber men hendes hud var bleg og hendes tår hang i totter omkring hendes ansigt. Hun så hans læber bevæge sig gennem det matte glas der havde forsejlet hendes blik men hørte ikke et ord.
Et eller andet sted i hende trængte hans ord dog ind. At hun havde gjort dette mod sig selv. Men hun ville stadig gøre det igen, hun kunne ikke bære tanken om at noget væsen var i fangenskab og hun måtte følge det instinkt af rå godhed hun besad. Hun var hans, det var hun ikke i tvivl om og hendes egen skæbne var forsejlet så vidt hun viste. Men andre væsner skulle ikke lide på samme måde.

Da han frigjorde hende, faldt hun sammen på jorden, sand støv satte sig i de stadig friske sår på hendes ryg der, hvis de ikke blev tilset, ville efterlade makabre ar over hele hendes ryg. Hendes ryg var rå og blodig, hendes før hvide kjortel var farvet rød af blod. Sandet omkring hende var lige så blodigt og klistret og klæbede til hendes ben de steder hvor det kunne.
Vargas tog et tag i hendes arm og tvang hende med sig. Hun registrerede det ikke først men da sandet under hende pludselig bevægede sig og hans trækken i hendes arm hev i de friske sår tvang hun hovedet op. Hvad lavede han, hvad kunne han have i tankerne at udsætte hende for mere? Hun kæmpede for at komme på benene men hver en bevægelse gjorde ondt helt ind i sjælen. Det skulle ikke undre hende hvis kødet var flået af hendes knogler visse steder – det føltes helt sikkert sådan.

Hun opgav til sidst at komme på benene, mest på grund af smerterne og tanker om ydmygelse eller flovhed var fordrevet i hendes hoved og det eneste der eksisterede, var smerte.
Vargas smed hende ind i et bur – hun var komplet forvirret og stønnede af smerte. Flere tåre forlod hendes øjne og hun krøllede sig sammen på sandet uden at bevæge muskel mere fra hvor han havde smidt hende. Det gjorde ondt hver gang hun trak vejret, blodet piblede ud af de åbne sår og først efter lang tid registrerede hun at hun ikke var alene. Hun var i den åbne slavehandel – med andre slaver? Slaver i bure rumsterede omkring hende. Nogle så sultent på hende andre med andre blikke der vekslede mellem foragt, begær og medlidenhed. Hun bed tænderne sammen – så dette var hendes fremtid. At blive solgt? Hun kunne ikke bebrejde ham, hun kunne ikke bebrejde nogle – ikke engang sig selv. Hun havde gjort det rigtige, reddet et liv, selvom at det var på bekostning af hendes eget.

Vreden brændte stadig I Vargas i flere timer efter, at han havde straffet Ana. Han vandrede hvileløst rundt i sin stue, sparkede til puder, væltede pynteborde og kastede med en af de tunge stole til stuebordet. Frugt var kastet mod alle verdenshjørner og skår fra et af de pæne glas lå og glimrede ved bunden af en væg. Ingen vovede at forstyrre ham, i frygt for at blive næste genstand, der måtte tage i mod hans vrede.
Mørket havde lagt sig over byen, da der endeligt dukkede en skikkelse op i døren. Et krybdyrs tunge gled ud mellem hans læber som han smagte på luften og det tredje øjenlåg gled over de grønne øjne med den smalle pupil. Det var Umbrien, Vargas’ mest betroede mand, der endeligt havde besluttet, at det var på tide at afbryde herrens anfald af vrede.

Vargas stoppede ikke sin vrede gang rundt i lokalet, selvom han havde set manden. Men det tog ikke mange øjeblikke, før han blev irriteret over den andens tilstedeværelse, at han stoppede op og slog ud med en arm.
”Hvad vil du?!” De mørkebrune øjne skød lyn, men der kom ingen reaktion fra slangemanden, der blev ved med at se på ham med det udtryksløse ansigt.
”Jeg vil høre dem, om jeg skal sende en healer til pigens bur. Timer er gået og jeg kan stadig lugte frisk blod.” Hans tredje øjenlåg gled over hans øjne igen, et enkelt tegn på, at han ikke var helt tryg ved situationen. ”De vil vel nødigt have, at hun ikke klarer sig gennem natten.”

Vargas var lige ved at bede slangemanden om at blande sig udenom og skride af Zaladins til, men som sædvanligt bragte den tørre stemme, der trak lidt på s’erne, ham lidt ned på jorden. Frustreret gned Vargas en hånd ned over sit ansigt.
”Ja. Ja, send en healer. Men lad pigen sidde. Jeg har ikke bestemt mig for, hvad der skal ske med hende endnu.”
Umbrien bukkede let og ville gå, men Vargas stoppede ham.
”Lad hende opleve, hvordan de andre slaver har det.”
”Ja, herre Aziz.”

Som sagt så gjort. Umbrien fik en af slavehandlens healere til at heale Ana. Han sagde intet til hende om, hvad der skulle ske, men han kom dog med en ny kjole til hende – en kjole i et groft stof, slet i den stil hun var vant til.
Der gik en hel uge, hvor Ana sad i buret og fik samme behandling som de andre slaver. En lille stak hø til at sove i, vand et par gange i løbet af dagen, det samme med maden, der tydeligvis ikke blev lavet som i køkkenet inde i det store hus. Selv køberne blev sendt forbi hendes bur og fik lov til at stirre og få hende vist frem, selvom de senere ville få at vide, at hun ikke var til salg.

Og så en morgen kom Vargas ud og satte sig på hug ved buret for at betragte den sovende Ana. Han var kølet ned og ville se, om hun havde fået sig en lærestreg. Ærligt talt savnede han hende, især i sin seng, og han havde besluttet sig for, at han ville have hende tilbage.
Men først sad han blot tavst og betragtede hende.

Ana havde været klar over hvordan de andre slaver led, men der var alligevel en mærkbar forskel i hendes forventning og den virkelige verden. Den nye kjole kradsede hendes fine hud, sandet krøb ind i hendes øjne, øre og mund og alt smagte af sand og jord.
Efter healerne havde fixet hendes ryg havde hun trukket sig sammen i burets bageste del, placeret sig sådan at de andre væsner ikke kunne nå hende hvis de prøvede og så havde hun siddet der. Tanker havde myldret rundt i hendes hoved siden den første dag, og da dagen blev til to og tre stod det klart. Vargas ville sælge hende.

Der kom endda folk forbi, der stirrede på hende som var hun et dyr. Hun blev vist frem og rørt ved hvilket hun bestemt ikke brød sig om. Mere end en gang var hun brudt sammen og havde afsløret sin evne til at lave rene diamanter hvilket forståeligt havde gjort køberne mere end begejstrede – kun for at få afslag af en eller anden grund Ana ikke kendte til.

Derfor var der kun et forsvar hun kunne stille op. Hun trak sig ind i sig selv. Hendes øjne var matte og hun rørte dårligt maden der blev smidt ind på en bulet tallerken en gang i mellem. Det hele var lige meget, for i hendes hoved var hendes liv slut. Livet som hun kendte det var forbi og hvad end fremtiden bragte ville det ikke være godt. Hun havde før trukket sig ind i sig selv som nu, specielt de første gange Vargas havde bragt hende til sin seng, og stort set alle gange han havde udløst sin vrede mod hende. Der havde det været midlertidigt men nu var det en konstant mangel på glød der var i de fine tofarvede øjne. Når hun ikke faldt sammen på høstakken i desperat mangel på søvn, sad hun samme sted og stirrede frem foran sig uden at se.

Efter de første par dage havde hun sovet lidt, så havde hun været vågen med tanker myldrende i hovedet i næsten to dage mere kun for at finde sparsom søvn over at blive vækket for at blive vist frem. Den syvende dag var hendes krop begyndt at reagere på manglen på søvn og mad i sådan en grad at selv gløden i hendes hud var forsvundet og hendes kinder var mere indsunkne end før – ikke meget, men lidt. Endelig havde hun krøllet sig sammen i høet for at forsøge at slukke for sit hoved endnu engang og var døset hen i en urolig søvn. På ugen der var gået, var tåre trillet fra hendes øjne mere end en gang, nogle gange i fortvivlelse over sin egen skæbne, andre gange for andre slaver. Mere end en håndfuld tåre var faldet i frygt og andre over mangel på søvn og grænsen til fortvivlelse af samme årsag. Diamanter lå derfor spredt i sandet omkring hende, og det var tydeligt at de andre slaver havde forsøgt at skrabe dem til sig der hvor de kunne nå hendes bur – Ana var ligeglad, for nu sov hun, lykkeligt uvidende om det monster der sad og så på hende uden for buret.

Det var et sørgeligt syn, der mødte dæmonen. Hans fine Ana. Hendes hår var uglet, hun var beskidt og hun var iklædt en af slavepigernes kjoler. Han havde fået at vide, at hun næsten ikke rørte sin mad, og selvom der kun var gået en uge, kunne han godt fornemme det på hendes i forvejen spinkle krop. Han sad der længe med blikket på hende, mens han tænkte over det, der var sket. Han forstod ikke rigtigt, hvorfor han ikke bare skilte sig af med hende. Ja, der var selvfølgelig det med tårerne, men det var bare krystaller. Og så de to sjæle. Åh, han elskede at hun havde to sjæle. Men det måtte være derfor. At han ikke bare smed hende ud og fandt en anden, han kunne kalde til sin seng, når han havde behov for det.

Et dæmpet suk kom fra den høje mand, inden han rejste sig og åbnede buret, så han kunne gå derind. Næsten forsigtigt samlede han hende op - hun vejede ingenting - og bar hende igennem pladsen og over til døren ind. Han tøvede kort. Hvor skulle han gå hen med hende? Men valgte at gå ned til baderummet for enden af gangen. Der var allerede varmet vand op i det store kar, han vidste så godt som nogen, hvor meget væsner, der havde været fanget i et bur i varmen, havde brug for et bad, selv efter så kort tid.

Nede i baderummet satte han hende blidt på en bænk og fik trukket kjolen af hende. Han sagde ikke noget. Hvad skulle han sige? Derefter løftede han hende op igen og satte hende forsigtigt ned i karret med det varme vand. Hendes nøgenhed havde fortalt ham, at hun ikke var kommet noget til og han, som det så ud, ikke behøvede at bede en af vagterne om at hente en healer.
Da han havde sikret sig, at hun sad godt, tog han en svamp og begyndte at gøre hendes hår og hovedbund vådt. Alt sammen med rolige bevægelser. Sådan arbejdede han lidt, inden han endeligt valgte at snakke til hende.
"Er du tørstig?" Man skulle næsten tro, at han var et normalt omsorgsfuld væsen, som han stille spurgte hende.

Ana vågnede da nogen tog fat i hende og bar hende ud af buret. De matte øjne søgte et ansigt på vedkommende og da hun opdagede det var Vargas føltes det som om hendes hjerte bristede på ny. Hvad nu? Hvad ville han nu udsætte hende for? Havde han fundet en køber til hende? Hun kunne ikke holde øjnene åbne ret længe og de faldt snart i igen og hun lod ham gøre hvad han ville – hun kunne ikke undgå sin skæbne, så meget viste hun.
Hun bed mærke i duften fra hans kjortel – den havde altid bragt en eller anden form for tryghed med sig, som duften af ens familie eller kære. Samtidig bragte den også frygt og rædsel så det var meget sært at være så tæt på den når hendes instinkter hoppede fra den ene situation til den næste.

Da han satte hende ned på en bænk i baderummet og trak hendes slidte kradsende kjole af gjorde hun ikke modstand. Hun følte ikke hun havde kræfter til at løfte sine arme og da slet ikke til at bære sin egen vægt. Hun spekulerede på hvad han havde af planer for hende, men tiden ville snarest vise hvilke grusomheder han havde i ærmet.

Derfor var det så meget mere forvirrende at han var rar og næsten… øm. Han satte hende i et kar med varmt vand. Vandet skyllede over hendes støvede hud men gjorde intet for at genfinde gløden og energien hun før havde besat. Han forsøgte at vaske hendes hår – det var en tanke der ikke nogensinde havde slået hende ville ske. Han arbejdede næsten nænsomt med knuder og skidt før han talte og stemmen, om end næsten rar, fik det til at gippe i hende.

Hun rystede umærkeligt på hovedet, hendes læber delte sig for at svare men ikke en lyd kom ud. Hele hendes krop føltes indtørret men hun havde ikke lyst til vand. Som med maden var det bare en måde at leve længere i det helvede hendes liv var blevet og det var ikke noget hun havde lyst til at forsætte. Hun lukkede munden igen og så ned på sine hænder. Vandet fik langsomt en mere støvet farve og hun kunne se sine hænder renere end hun havde kunnet længe. Det var en meget sær følelse det hele og hun forstod slet ikke hvad der skete.

Hun løj, det var tydeligt. Selvfølgelig var hun tørstig, hendes læber var helt udtørrede. Hvorfor løj hun? Vargas vidste det ikke, men han stoppede med at vaske hendes hår.
"Lad være med at lyve for mig." Han lagde svampen fra sig, rejste sig, rettede på den ærmeløse lange kofte og gik over til et lille bord, hvor der stod en kande og et krus. Det kolde vand klukkede som han hældte det op og derefter gik tilbage til karret. Uden at give hende muligheden for at sige nej, satte han kruset for hendes læber.
"Drik." Hans stemme var bestemt, men ikke hård. Han kunne selvfølgelig ikke tvinge hende til at drikke, men han havde en tro på, at hans insisteren ville være nok til at få hende til at indtage den kolde væske.

Stædigt holdt han kruset mod hendes læber, indtil hun havde drukket noget. Derefter stillede han kruset fra sig og tog svampen igen. Det kunne måske virke underligt, at en mand som ham satte sig til at vaske en anden person. At han i det hele taget vidste, hvordan man gjorde. Men dødssynden havde levet et langt liv og det var ikke første gang, at han tog sig af nogen. Omend ikke af sit gode hjerte. Sådan et havde han ikke.

Det næste stykke tid skiftedes han mellem at vaske hende, føre svampen over hendes hud og gøre hendes hår rent, og tvinge vand i hende. Lidt af gangen, så det blev i hendes mave.
Til sidst rejste han sig, spredte et stort stykke klæde ud på en af bænkene og så løftede han hende ud af karret for at pakke hende ind i klædet og vride hendes hår.
Stadig uden et ord bar han hende op på hans værelse. Sengen var bedre der og der var mere ro, som det ikke vente ud mod slavehandlen. Forsigtigt lagde han hende i sengen og satte sig på sengekanten. Med et lidt tænksomt udtryk strøg han hende over panden. 
"Jeg håber at du ved, at jeg aldrig vil gøre dig ondt, hvis jeg kunne undgå det."

Ana trak først hovedet til sig, hun ville ikke have det. Men efter som Vargas ikke gav op bukkede hun snart under og tog et sip af den kølige væske. Hun hostede lidt og hendes mave syntes at vende sig mod at få noget ned. Men Vargas gav ikke op og snart havde hun drukket lidt mere, og så lidt til.
Det var en dybt sær situation hun var i, Vargas virkede nænsom og næsten… kærlig over for hende. Han vaskede møjsommeligt hendes hår og hendes hud, fik hende til at drikke og da han var færdig løftede han hende ud af badet og pakkede hende ind i et klæde for at tørre.

Var det ikke fordi Ana viste præcis hvad Vargas kunne gøre ville det nok have været rart – men det føltes mere som om han forsøgte at lulle hende ind i en falsk tryghed for så pludselig at vende sig mod hende igen. Hun turde dog ikke gøre hverken fra eller til og lod ham gøre hvad han gjorde uden et ord kom over hendes tørre læber.

Vargas bar hende ind på sit eget værelse og Ana frygtede straks hvad der skulle ske – men for nu havde hendes fingre bare krøllet sig sammen om klædet der dækkede hendes krop og hun lod ham lægge sig blidt ned på den store bløde seng. Han satte sig på sengekanten, som en far over et lille barn og strøg hende over panden.

Selvom at hans ord var et misfoster af dimensioner viste hun at han et eller andet sted havde ret. Jo han havde da af og til ladet sin vrede gå ud over hende hvis andre havde kvajet sig men ellers havde han jo altid behandlet hende rimelig godt. Hun nikkede langsomt, som for at teste om det var det han ville have – men hun frygtede stadig hvad han havde tænkt sig at straffe hende med næste gang noget gik marginalt galt.

Anas svage nikken gjorde Vargas tilfreds. Hun var enig. Perfekt! Han bukkede sig ned og kyssede hendes pande.
”Men du gjorde noget forkert. Jeg troede, at jeg kunne stole på dig.” Med en dyb vejrtrækning hold han sig selv tilbage fra at blive vred igen. Det var der ikke brug for nu. Han skulle have Ana til at se, hvor retfærdig han var. Hans fingre kærtegnede hendes kind for et øjeblik.
”Jeg… håber du forstår, hvor heldig du er. Hvor meget du får. Hvor god jeg er ved dig.” Han var god ved hende. Hun boede i hans hjem, hun fik mad og vand, et værelse. Hun blev ikke behandlet som de andre slaver. Ja, hun var slet ikke en slave. Hun var… hans.

Selvom han havde lyst til at mærke hendes to sjæle, lod han være. I stedet rejste han sig fra sengen.
”Jeg sørger for noget mad til dig, inden du kan hvile.” Og med de ord forsvandt han ud af værelset og ned i køkkenet, hvor der hurtigt blev lavet en bakke med lidt af hvert. Køkkenslaverne stirrede lidt efter ham, som han selv tog bakken ovenpå.

Oppe på værelset stillede han bakken på natbordet og satte sig på sengekanten igen.
”Hvad kunne du tænke dig? Frugt eller brød med honning? Der er også lidt rester af duerne fra aftensmaden.” Hans tone var svagt munter, som han remsede maden op. Han havde mange sider af sig selv og dette var også en af dem, selvom den sjældent kom frem.

Ana viste ikke hvad hun skulle sige. Han kunne stole på hende, kunne han ikke? Men hun havde stadig gået imod hans ord og hans vilje og lukket kræet ud – men et eller andet i hende sagde at hun ville gøre det igen. Det var inhumant at behandle væsner som han gjorde. Samtidig var det svært at argumentere imod ham – hun fik meget i forhold til andre slaver. Hun fik meget i forhold til hvad fattige havde – gjorde hun ikke? Hun havde en seng, fik mad og vand. Hun havde endda bøger og tøjdyr… Hun sænkede derfor ydmygt sit blik uden at svare og strammede grebet om klædet han havde svøbt hende i.

Han gik og hun så forvirret efter ham, hun havde mest lyst til at gemme sig under sengen eller et andet sted hvor han ikke ville kunne nå hende, men hun blev liggende. Snart gik døren op og Vargas kom tilbage med en bakke i hænderne som han stillede på natbordet. Han talte, som om hun havde lyst til at spise, som om hendes mave ville kunne håndtere mad lige nu. Hun overvejede at sige nej tak, at sige i mod – men hun turde ikke. Hun mærkede en vis kvalme melde sig men ignorerede den og hendes blik flakkede til hans ansigt før hun sænkede det igen.

Hun var i tvivl om hvad hendes mave kunne klare. Efter så lang tid uden ordentlig næring var det ikke sikkert den ville tage imod maden så let, så hun tænkte at brød nok ville være bedst. ”Jeg vil gerne have brød, tak” Svarede hun med en hæs stemme, en stemme der måske afslørede at hun ikke følte sig helt sikker.

Vargas stirrede afventende på sin lille dobbeltsjælede slave, mens hun tog sig sammen til at finde ud af, hvad hun ville have at spise. At hun måske ikke havde lyst til at spise, faldt ham ikke rigtigt ind, det var i hvert fald ikke noget, han kunne tage sig af. Han havde bestemt, at hun skulle spise, og sådan var det.
Så da hun bekendtgjorde, at hun kunne spise noget brød, tog han tallerkenen med de to skiver brød på og rakte den til hende. Han regnede med, at hun vidste, at hun ikke skulle krumme for meget i sengen, det var jo trods alt hans seng og han ville ikke sove i krummer. 

De brune øjne hvilede på hende, for at sikre sig, at hun spiste, mens han selv uden at tænke nærmere over det, tog en blomme og gav sig til at spise den. 
Han havde stadig ikke helt besluttet sig for, hvad han skulle gøre ved hende. Hun havde svigtet ham, og han burde virkeligt gøre noget. Sælge hende, måske. Men hans griskhed skinnede igennem, hun var hans. Kun hans. De to sjæle. Uskyldigheden. Han ville ikke af med hende, ingen skulle have lov til at besudle hende. Nej, hun skulle ingen steder, men han ville nok sætte en vagt på hende det næste stykke tid. Holde hende inde. Give hende gaver og langsomt bygge det op, de havde haft indtil nu.

Hans tanker fortsatte, mens hun sad der og spiste brødet. Blommen var hurtigt væk og han tørrede fingrene af i en stofserviet. Stoppede hun med at spise, pressede han hende til at spise lidt mere, men til sidst lod han hende stille tallerkenen tilbage på bakken.
"Du må være træt. Hvil dig bare. Jeg kommer tilbage igen senere." Han rakte ud og strøg hende over håret, inden han kom på benene og forlod hende. En vagt stod ved døren, så hun ikke skulle få den sjove idé at gå nogen steder. 

Da det var blevet aften og solen var forsvundet, kom han tilbage og kravlede ned mellem silkelagnerne til hende. Han gjorde hende ikke noget, han trak hende bare ind til sig og lagde sig til at sove med hende i sin favn.

Ana spiste ufatteligt langsomt, bange for at krumme i sin herres seng og bange for hvad al denne godhed betød for hende. Hun var bange, og så alligevel ikke. Hun var ikke sikker på om Vargas kunne fordreje hendes principper og holdninger til ting og hun frygtede lidt at det var det han prøvede på. Maden blev spist, om end i de mindste bidder man kunne tage - hendes mave vendte sig flere gange og hun måtte undertrykke trangen til at kaste op og fokusere på at gøre som Vargas havde sagt. Hun ønskede ikke hans vrede, aldrig mere.
Da hun endelig var færdig, efter at Vargas flere gange havde måtte tilskynde hende til at spise lidt mere af det ene stykke brød, måtte hun stille tallerkenen fra sig. Vargas så tilfreds ud, troede hun, og han strøg hende over håret med ordene om at han ville lade hende hvile og snart kom tilbage. Hun betragtede ham da han gik og lod langsomt sin krop finde sig tilrette i sengens unaturligt bløde dyner og stirrede fortabt op i loftet. Hun knugede stadig klædet omkring sig som om hendes liv afhang af det og hun mærkede et par tåre forme sig til diamanter i hendes øjenkrog. Hun samlede dem panisk op og gemte dem under hans seng for at han ikke skulle se at hun havde grædt.

Selvom at det var svært faldt hun hen i en træt døs plaget af ubehagelige drømme og en unaturligt omsorgsfuld Vargas der hurtigt vendte sig mod hende igen. Hun vågnede da han kravlede i sengen og trak hende til sig og selvom at hendes hjerte truede med at hoppe ud af halsen på hende flere gange endte hun også med at falde i søvn i hans favn, en syg form for tryghed ved at ligge ved ham og vide at hendes liv stadig var sikkert.


//Afsluttet