Det var midt på eftermiddagen, og Atlas var alene hjemme. Den morgen havde han sagt noget om ondt i maven til Asad som undskyldning for ikke at tage med ud med banden, for han skulle bruge alenetiden til at tænke. Der var sket for meget, siden Mahir havde lænet sig tæt ind til ham og hvisket, 'Han kan jo stadig godt lide dig', og Altså havde brug for at regne ud, hvad det mente. Da Asad var gået, havde Atlas ladet, som om han sov, men så snart han var alene, var han stået op og lavet sine morgenudstrækningsøvelser. Så havde han spist morgenmad, og nu sad han på sofaen med albuerne hvilende på knæene, mens han så tænksomt ud i luften.

Han kan jo stadig god lide dig.

Ordene rungende blidt i Atlas hukommelse, mens hjulene i hans hoved knirkede i anstrengelse for at finde ud af, hvad det betød. Selvfølgelig kunne Asad godt lide ham. Atlas havde aldrig været i tvivl om det, heller ikke da han var vendt tilbage efter to år, selv da Asad havde tæsket ham første gang, selv da han havde efterlade ham blind og hjælpeløs i en gyde, selv da han havde slået ham anden gang. Selvfølgelig kunne Asad lide ham. Asad elskede ham, og han elskede Asad, men det havde jo aldrig været nogen hemmelighed for nogen, der havde brugt mere end ét minut i deres selskab, så hvorfor havde Mahir hvisket det, som om det var verdens største hemmelighed? Og hvad var der med det dér 'stadig'? Havde Asad på noget tidspunkt ikke kunnet lide ham? Atlas troede ikke på det. 

Atlas sukkede og gned hænderne over sit ansigt, mens han desperat forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Hans tanker kredsede om Asad, og de sidste par dage de havde brugt sammen. Asad havde været vred på ham, han havde sagt, at Atlas selv skulle regne ud, hvorfor han var sur. Atlas vidste ikke hvorfor, men det føltes, som om de to ting havde noget med hinanden at gøre. 

"Han kan jo stadig godt lide dig," sagde Atlas højt for sig selv og rejste sig fra sofaen med et frustreret grynt, som om det ville give ham et par intelligenspoint mere. Men... det hjalp faktisk lidt? Han strakte hænderne højt op over hovedet og lænede sig derefter fremad for at placere dem flat på gulvet. Med et let sving opad med benene stod han pludselig på hænder.

"Jeg kan også godt lide Asad," sagde han til sig selv, mens verden stod på hovedet. "Asad elsker mig, og jeg elsker Asad. Vi er halvdele, vi er tvillingesjæle. Asad elsker mig, og jeg... og jeg elsker Asad."

Måske var det det faktum, at han stod på hovedet, eller også var det bare et rent tilfælde, men pludselig... pludselig var det, som om det hele faldt på plads. Atlas sænkede sine ben og rejste sig ret op og ned igen, mens han grinede over hele hovedet.

"Asad elsker mig, og jeg elsker Asad. Jeg er forelsket i Asad!"

Han råbte den sidste del på højt, at underboen bankede i loftet og brokkede sig højlydt. Atlas var ligeglad. Han grinede af sine lungers fulde kraft, mens hele hans liv pludselig stod i det helt andet, meget klarere lys. Hvorfor havde han aldrig set det før? Hvorfor var der ingen, der havde fortalt ham det før? Nu hvor han endelig havde set lyst, virkede det, som om det havde skinnet ham direkte i fjæset hele tiden. Han var jo forelsket! Smilet, han aldrig kunne gemme, når han så på Asad, hans hjerterytme, der altid accelererede, når Asad så ham i øjnene, behovet for konstant at være omkring ham, passe på ham, røre ved ham, sommerfuglene i maven, når Asad lod ham røre ved sig eller måske endda lænede sig ind imod ham... Det gav alt sammen mening nu! Mahir havde hvisket det, fordi det var en hemmelighed! En hemmelighed som Atlas nu helt selv (næsten) havde fundet ud af!

Atlas vidste absolut ingenting om romantisk kærlighed, troede han, men hvis det her virkelig var sandt (og Atlas havde aldrig følt, at noget var så sandt, som det her var), så vidste han alt, der var at vide om romantisk kærlighed. Der var en grund til, at han aldrig havde været interesseret i andre; det var ikke, fordi der var noget galt med ham. Det var simpelthen, fordi han allerede var forelsket!

Det tog Atlas en times tid at absorbere denne åbenbaring, men da han var færdig med det, gik han straks med et planlægge, hvordan han skulle sige det til Asad, for siges skulle det!

Et par timer senere stod der en flaske vin, som Atlas havde været ude at købe, på bordet. Ved siden af den lå et foldet stykke papir, hvor Atlas havde brugt den sidste time på at skrive en kærlighedserklæring. Hans hånd var krampet til sidst, og bogstaverne var ikke specielt pæne, men det var da nogenlunde læseligt, mente Atlas i hvert fald selv, selvom han knap nok kunne læse.

Jaj æslger daj Asad!!!
Har været dåm og blin men nu ser jaj det helle klart! Jaj æslger daj mere en noet annet og vi ska altid være samen vis du vil.

Vel du gærne være min kærste?

Din får altid
Atlas

Atlas var selv meget stolt over brevet, og nu sad han igen på sofaen og ventede med øjnene rettet stift mod døren. Hver eneste gang, han hørte en lyd fra trappen, sprang hans hjerte et slag over.

Asad havde været ude at lave penge og han havde været ude at vaske blodet af sig i sit lokale badehus. Han opførte sig pænt dér og sørgede for at vaske blodet af sig i et lille fad, inden han satte sig i et af karrene. Han var ren og relativt afslappet, da han kom hjem.

Alligevel sagde han, som sædvanligt, ikke et ord da han kom indenfor. Hans jakke blev hevet af og hængt op, og han bevægede sig ind i stuen, hvor Atlas sad i sofaen og så usædvanligt spændt og begejstret ud. Det ene af Asads øjenbryn røg straks skeptisk i luften.

"Du ser ud som om du har fået det bedre," kommenterede han, imens hans blik gled over vinflasken og glassene. "Skal vi fejre dit gode helbred?" Hans stemme var kølig som altid, uden at tage sig af julelysene i Atlas' øjne. 

Atlas var helt sikker på, hans hjerte stoppede i hans bryst, da døren gik op og Asad endelig kom hjem. Han hoppede lidt i sofaen, men tvang sig selv til at blive siddende, selvom det var noget af det sværeste, han havde gjort i lang tid. Nu hvor han kendte sandheden, var det eneste, han kunne tænke på, at være tæt på Asad, røre ved ham, kysse ham...

"Mm, måske," sagde han med en stemme, der næsten vibrerede af spænding. Han nikkede mod flasken og det foldede stykke papir der lå på bordet. Så snart Asad vendte opmærksomheden mod bordet og gik hen og samlede papiret op, kunne Atlas ikke holde sig længere. Han rejste sig fra sofaen og gik hen og stillede sig bag ved Asad. Han havde uendeligt meget lyst til at bøje hovedet og kysse langs Asads smukke nakke, men Asad havde ikke givet ham lov. Atlas blev nødt til at holde sig, til Asad havde svaret på spørgsmålet i brevet.

Hvis han kunne, ville Asad gerne have ignoreret papiret på bordet. Han ville gerne have holdt en tændstik under det og set det gå op i flammer foran Atlas. Men han var nysgerrig og han handlede inden han kunne stoppe sig selv.

Papiret virkede så skrøbeligt i hånden på ham. Da Asad først havde læst det, føltes det pludselig som om det kunne gå i stykker hvert øjeblik. Det var det vigtigste papir i verdenshistorien og Asad stod her med det i sine hænder og var allerede ved at krølle det, hvor han holdt det.
Han sank en klump og foldede det igen, så han ikke kunne se teksten længere.

"Hvad er det her?" spurgte han og trådte et skridt væk fra Atlas, inden han holdt brevet op imellem dem. "En joke?" Der var bitterhed i hans stemme nu. Han kunne ikke stole på et eller andet brev. 'Din for altid'. Havde Atlas måske ikke lige efterladt ham? Var Asad ikke stadig i gang med at samle stumperne af sit knuste hjerte sammen? Troede Atlas at et brev ville ændre på noget som helst?

Asads reaktion var på én måde overraskende og på en anden måde overhovedet ikke overraskende. Atlas ville nok have været meget mere forundret, hvis Asad havde faldt ham leende om halsen og kysset ham. Den her reaktion var meget mere Asad end noget andet.

"Nej!" sagde udbrød Atlas og smilede over hele hovedet. "Nej, jeg... jeg har bare først set det hele nu. Jeg har hele tiden troet, at det, jeg føler for dig, var helt normalt, at alle havde det sådan, men jeg kan jo se nu... det er slet ikke normalt, det er forunderligt. Du er forunderlig. Vidunderlig. Du er den eneste, jeg nogensinde har haft brug for, og nu fatter jeg endelig, at det er, fordi jeg er forelsket i dig."

Atlas kunne ikke holde sig mere, og han rakte en hånd ud og lagde den på Asads kind, strøg sin tommelfinger over hans kindben. 

"Det har altid været dig, og jeg er ked af, det tog så lang tid for mig at se det."

Asad ville gerne opgive sine reservationer, det ville han virkelig gerne, men han kunne ikke få sig selv til det. Han kunne ikke sænke sine parader, han kunne ikke overgive sig til Atlas, han kunne ikke gengælde hans kærlighedserklæring. Den lød fuldstændig sindssyg i hans ører. 

Han løftede en hånd for at slå Atlas' væk fra sin kind, da hans næste ord ramte ham. Hårdt. Og pludselig kunne han ikke få sig selv til det. Han ville gerne have Atlas' nærhed, fordi hans ord endelig lød sande. Resten af det var for svært for Asad at godtage, men at Atlas var ked af, at det havde taget ham så længe at indse at han var forelsket i ham... dét havde Asad selv tænkt mange gange. Det havde frustreret ham til uendelighed. Men at han var forunderlig, vidunderlig, det eneste Atlas nogensinde havde haft brug for? Det var mere end Asad kunne forstå, det var et kompliment han ikke kunne tage imod, det lød falsk i hans ører. 

"Det tog dig længe nok. Jeg havde regnet med at du ville indse det, da du forlod mig. Opleve en smule kærestesorg, du ved? Finde ud af, hvad et knust hjerte føles som?" Asad skar en grimasse og slog ud med hånden. "Men det skete jo tydeligvis ikke. Gik du bare rundt i lykkelig uvidenhed?" Han kunne ikke indrømme direkte at hans eget hjerte var blevet knust dengang, men han lagde ikke skjul på det med sine ord. 

"Nej," svarede Atlas uden tøven og trådte et skridt tættere på Asad, mens hans hånd stadig kærtegnede Asads kind. Han havde godt set, at Asad var klar til at slå hans hånd væk, men Atlas havde ikke i sinde at flytte den uden tvang.

"Nej," gentog han, denne gang i en hvisken, mens han kom tættere på, indtil der kun var få centimeter mellem deres ansigter. "Jeg var uvidende, men jeg var ikke lykkelig. Jeg knuste mit eget hjerte ved at forlade dig, men jeg var dum, stædig og... stolt. Jeg troede, jeg skulle bevise et eller andet, men jeg kan ikke bevise en skid uden dig. Jeg har sagt det før; jeg kan intet uden dig, Asad. Jeg vil intet uden dig. Jeg kom tilbage, fordi jeg hellere ville hugge hænderne af mig selv end at leve én dag mere uden dig."

Ordene væltede ud af Atlas. Ord, som han slet ikke have fået formuleret i sit hoved endnu, kom væltende ud mellem hans læber,  og han kunne kun stoppe dem ved at smile og hviske, "Jeg elsker dig."

Gåsehuden rejste sig på Asads arme, da Atlas begyndte at tale. Asad kunne ikke få sig selv til at godtage Atlas' ord som sande, med det stoppede ikke hans krop fra at reagere på dem. Hans hjerte slog hurtigere og hårene stod op på hans arme. Men noget føltes ikke rigtigt. 

Det gik op for Asad hvad det var, da han så Atlas' smil. Det var dét der var forkert. Kærlighed var smerte. Det var en pinefuld længsel. Det var en tiltrækning man ikke kunne stoppe, ligegyldigt hvor hårdt man forsøgte. Det var følelsen af en hånd, der konstant klemte sammen om ens hjerte. Det var en kold spand vand i hovedet, når den man elskede kom til at se efter en anden lidt for længe.

Kærlighed var ikke ubekymrede smil. Det var ikke selvsikre kærlighedserklæringer. Og så længe Atlas ikke følte den smerte, som Asad vidste at kærlighed var, så kunne han ikke tro på at Atlas virkelig følte det samme for ham, som han følte for Atlas. Men han vidste også at Atlas aldrig ville tro ham, hvis han fortalte ham, at hvad han følte ikke var rigtigt, ikke var nok, ikke var på samme niveau som hans følelser. 

Han trådte et skridt bagud, væk fra Atlas' hånd, væk fra hans ansigt, væk fra hans fyldige læber og hans åndssvage duft.
"Jeg elsker ikke dig."

Atlas blinkede, og hans smil falmede, mens en rynke stod frem mellem hans mørke øjenbryn, da de trak sig sammen over hans næse.

"J... jo, du gør," sagde han, men der var ingen sikkerhed i hans stemme mere. "Jo, du gør, Asad. Det sagde du. Asad, du sagde, du elskede mig, og... jeg kan jo se det hele nu? Jeg kan jo godt se sandheden nu!"

Hans bryst gjorde ondt; det var, som om et usynligt net var ved at trække sig sammen om hans hjerte. Havde Mahir taget fejl? Havde Atlas set forkert? Var det hele for sent nu?

Atlas tog et skridt tættere på Asad og lagde begge hænder på hans skuldre. Han havde på en måde lyst til at ruske ham, men han gjorde det ikke. Han holdt ham bare, mens han stirrede på ham med store, forvirrede øjne.

Asad rystede forsigtigt på hovedet, da Atlas gentagne gange påstod at han elskede ham. Han havde ikke lyst til at sige noget; han havde en klump i halsen og et jerngreb om sit hjerte. Men han var nødt til det, nødt til at sige noget til Atlas.

"Vi er ikke mere end venner nu, Atlas. Jeg er kommet videre." Én af gangen fjernede han blidt Atlas' hænder fra sine skuldre. Han ville ikke røres af ham lige nu. Han kunne knap nok se på ham lige nu.

Men Asad havde erfaring han vidste Atlas ikke havde, og han udnyttede den erfaring til at sparke, hvor han vidste at det gjorde mest ondt. Han lagde en hånd på Atlas' overarm i venskabelig trøst, inden han gav Atlas et smil og den værste trøst man kunne få; "Jeg elsker dig som min ven."

Hele verden sank i grus omkring Atlas; han kunne nærmest mærke væggene skælve omkring sig, mens hans hals snørrede sig sammen, og hans bryst føltes, som om det var ved at implodere. Det måtte være en drøm, en ond drøm, som Atlas ville vågne fra, hvert øjeblik det skulle være. Men Asads hånd på hans arm følte ubehageligt ægte, og Atlas rystede på hovedet.

"Men... hvad skal jeg så... hvad skal jeg så gøre?" spurgte han, fuld af sorg og hjælpeløshed, mens hans øjne sved af de tårer, der begyndte at trænge sig på. Hele hans krop var ved at falde fra hinanden. Men så var det, som en en ekstra reserve af stædighed, af adrenalin sprængtes i ham, og han greb fat om Asads ansigt med begge hænder og skubbede ham bagud, indtil det nederest af Asads ryg ramte bordkanten.

"Nej," hviskede han helt tæt på Asads ansigt. 

Og med de ord lukkede Atlas afstanden mellem deres munde i et kys. Han havde aldrig kysset nogen før for alvor, men på trods af det, var det, som om han vidste præcis, hvad han skulle gøre. Asads mund var perfekt, blød og varm og i stand til at drive ham til vandvid. Atlas stønnede mod Asads læber og kradsede sine negle over Asads baghoved.

Noget ondskabsfuldt var på vej ud af Asad, som svar til Atlas' kærestesorg, men han nåede det ikke før Atlas havde fat om ham igen. Asad havde ikke set det komme, noget som helst af det. Ikke kærlighedserklæringen, og ikke Atlas' hænder om sit ansigt, og slet ikke kysset.

Indtil nu havde Atlas jo opført sig pænt. Han var gået med til ikke at flirte med Asad, han var gået med til ikke at røre ham, han var endda gået med til at sove på sofaen. Han havde overholdt alle Asads regler om afstand og nu brød han dem alle sammen i stor stil.
Men Asad kunne ikke stoppe ham. Kysset var mere end han nogensinde havde drømt om. Atlas' læber imod hans var som at blive forgiftet; Asad kunne ikke længere tænke, ikke længere trække vejret, han kunne knap nok stå. Et sted bagerst i sit hoved vidste han godt, at han burde skubbe Atlas væk, men hans krop nægtede at reagere på det. I stedet lagde han sine håndflader imod Atlas' ryg og trak ham tættere på sig med et dybt suk. 

Sukket fra Asad var alt, Atlas havde brug for for at fortsætte. Han skubbede Asad op og sidde på bordet og væltede flaske og glas i farten uden at lægge mærke til det, mens han fik stillet sig mellem Asads ben, så han kunne presse sig op mod hans skridt. I mens slap Atlas Asads kinder og lod sine hænder glide ned langs hans sider, inden de skubbede sig ind under Asads trøje for at mærke hans varme, nøgne hud. 

Atlas havde drømt om alt det her, udvisket og sløret, i en fantasi, han ikke kunne sætte ord på, men nu kom der ord på. Det var næsten, som om Atlas mærkede Asads hud for allerførste gang, og følelsen alene sendte en skælven ned af hans rygsøjle og fik ham til at stønne mod Asads læber igen. Den ene hånd på Asads ryg bevægede sig op for at kradse over hans ene skulderblad, mens han anden bevægede sig nedad for at skubbe sig ned i Asads bukser, for tage en håndfuld af hans røv og klemme til.

Instinktivt rakte Asad bag om sig for at redde vinen og glassene, da han hørte dem vælte, men han nåede ikke andet end at rejse vinen op, før Atlas' skridt mod hans krævede al hans opmærksomhed.

Asad hev skælvende efter vejret, og i flere sekunder sad han, ude af stand til at røre sig, indtil Atlas' hånd fandt vej til hans røv. Dét fik Asad til at smile ind imod hans læber og hans hånd til at flytte sig fra Atlas' ryg til hans brystkasse, hvor han blidt nev om hans brystvorte udenpå hans trøje.

Han var i semi-hård og vred sig for at få bare frustrerende lidt modstand imod sit skridt. Han vidste stadig at han burde stoppe det. At de ikke kunne være sammen og at det ville være nemmere at knuse Atlas' hjerte nu end at gøre det efter det her, hvis de gjorde mere. Men han kunne ikke stoppe sig selv. Han kunne ikke tænke på andet end hvad han ville have og hvad der føltes godt. Konsekvenser var noget der føltes meget langt væk.

Alligevel kunne han ikke få sig selv til at uddybe deres kys. Atlas havde taget det første skridt og det næste skridt, men Asad havde brug for at det var ham der tog de næste ti skridt, hvis han skulle stole på at det her vsr noget Atlas virkelig ville. Alt Asad gjorde var at slikke Atlas' underlæbe og møve sit skridt op imod hans igen.

Den eneste seksuelle kontakt med et andet menneske, Atlas nogensinde havde haft, var den pige bag skurvognen, der rørte hans skridt i en halvt sekund og prøvede at kysse ham, så han absolut ingen idé om, hvad han havde gang i. Han kørte på instinktet alene, der fortalte ham, at han skulle røre mere af Asad.

Et grynt af nydelse forlod ham, da Asad nev hans brystvorte, og nydelsen skød direkte ned mellem hans ben og fik hans pik til at spjætte i hans bukser. Der blev nødt til at ske noget mere dernede... Atlas kunne mærke trangen til at støde op mod eller ind i noget, og uden rigtigt at tænke over det, pressede han sige hårdere ind mellem Asads lår og begyndte at gnide sin hårde pik mod Asads skridt igennem deres bukser.

Atlas havde set folk kysse før, og han havde altid troet, at det var svært at holde styr på det hele, men det var faktisk det nemmeste i verden. Hans mund kørte helt automatisk, og der gik ikke lang tid, før hans tunge begyndte at komme frem for at slikke over Asads læber og forsøge at snige sig ind mellem dem. Atlas ville smage Asad, smage ham over alt, men nu startede han med den smukke mund.

Asad adskilte sine læber så snart Atlas' tunge kom i kontrakt med dem, og hans tunge mødte forsigtigt spidsen af Atlas'. I forhold til hvor hård han var, gik det hele meget langsomt, men han ville samtidig heller ikke kunne holde til, hvis det gik hurtigere. 

Et tungt støn blev tvunget fra Asad, da Atlas gned sit skridt imod hans, og han lod sin hånd glide fra hans ryg og ned til hans røv, som han gav et klem, inden han skubbede deres skridt helt tæt sammen og skamløst stønnede igen. Hans anden hånd gned og nev fortsat i Atlas' brystvorte og da den var helt stiv under blusen, flyttede han sin hånd til den anden.

Han trak sit ansigt en smule væk fra Atlas', kun lige nok til at stoppe deres kys, og mødte Atlas' blik i et par lange sekunder, inden han greb fat om kanten af fyrens bluse og trak den af for ham. Han lænede sit ansigt den modsatte vej fra tidligere og lænede sig så ind for at genoptage deres kys, som om ingenting var sket. Distræt smed han Atlas' bluse fra sig. 

Da Asads blik mødte hans, føltes det, som om Atlas' hjerte gik helt i stå, samtidig med at det ræsede af sted. Han kunne næsten ikke holde adskillelsen ud, og så snart Asad havde fået bluse af ham, lænede Atlas sig ind igen og mødte hans læber med sine egne. Hans hænder vandrede over Asads ryg, men de fandt til sidst vej mellem hans ben, hvor han begyndte at åbne hans bukser, og så snart de var åbne, skubbede Atlas den ene hånd ned i dem for at tage om Asads nøgne pik. Han havde aldrig i sit liv rørt ved en anden pik end sin egen, og han var slet ikke forberedt på, hvor liderlig han ville blive af det. Huden var blød og varm omkring det hårde skaft, og Atlas' bukser føltes pludselig alt, alt for små. Han ville være nøgen, og han ville have Asad nøgen mod sig.

Atlas trak hånden op af Asads bukser og tog fat om hans hofter med begge hænder, hvorefter han let løftede Asad op og bar ham igennem rummet og hen til sengen uden at tage sine læber fra Asads.

Da han nåede sengen, smed Atlas uden videre Asad på madrassen, inden han begyndte at fumle med at få sine bukser åbne. Det var lidt svært, for han kunne ikke tage sit mørke, liderlige blik væk fra Asad ét eneste sekund. Han ville have ham. Der var gået næsten 20 år nu, og nu kunne Atlas ikke vente længere; han var ligeglad om Asad tog ham, eller om  han tog Asad. Atlas ville have Asad, og det skulle være i nat.

Asad stønnede højlydt imod Atlas' læber for at rose ham for at have fået hænderne om hans pik. Dét føltes godt og han ville gerne opmuntre Atlas til at gøre mere af det, der føltes allerbedst, især når han stadig havde i baghovedet at Atlas var helt uden erfaring.
"Nngh, Atlas, for helvede," stønnede han lavmælt ind imod Atlas' læber, da han pludselig løftede ham op og Asad kunne ikke styre sig; han var nødt til at klemme om Atlas' overarme, hvor musklerne var helt spændte og tydelige. Han vred sig op imod Atlas i hans arme og kunne straks mærke precum trille ned over sin pik.

Uden at tage blikket fra Atlas, hev Asad sine egne bukser helt af, efterfulgt af sin trøje, indtil han lå nøgen, med undtagelse af sine smykker og tatoveringer. Han lænede sig op på sine albuer bag sig og lod sit blik vandre over Atlas' krop, imens han slikkede sin underlæbe.
"Vil du kneppe mig med dén?" udbrød han, da Atlas fik sine bukser af. Selvom han havde fanget et par glimt af den før, så den noget større ud nu og Asad var ude af træning. Dog mere i træning end han regnede med at Atlas var.

"Er... er der noget galt med den?" spurgte Atlas, pludselig usikker, og så ned på sin pik. Den stak direkte ud fra hans krop og sitrede og spjættede lidt. Han klemte om den, så den tabte et par gennemsigtige dråber ned på lagnet.

Atlas sparkede sine bukser helt af og kravlede op på sengen, hvor han lagde sig ved siden af Asad og dukkede straks hovedet, så han kunne kysse langs Asads skulder og kraveben. Hans hånd fandt vej til Asads mave, som den gled ned ad, indtil han kunne krølle sine fingre om skaftet på Asads pik.

"Du kan også bruge din," hviskede han og klemte om den. "Jeg vil bare ha' dig på den ene eller den anden måde."

Der var ikke andre måder at reagere på Atlas' spørgsmål end med et fnys. Hvis ikke Atlas selv kunne se at den var enorm, så havde Asad ikke tænkt sig at være den der fortalte ham det. Han var lige ved at blive irriteret, da Atlas' læber fandt vej til hans skulder og fik blødt ham op igen. Placeringen af hans hånd havde måske også noget af gøre med det.

Han vendte sit ansigt imod Atlas' og lagde en hånd om hans nakke for at trække ham ind i et kys. "Du er ikke klar til min pik," svarede han ham ærligt, da han trak sig ud af kysset igen, og vendte sig væk fra Atlas for at finde en olie i sit natbord, som han kastede til Atlas.

"Ved du hvordan man gør?" Denne gang kunne han ikke helt holde spændingen ude af sin stemme og han vendte sig også så han lå på maven, med benene let spredt og røven hævet bare en smule, klar til Atlas.