Atlas lå henslængt på sofaen, mens han stirrede dovent op i loftet. Asa var ude og lave et eller andet, og selvom klokken var næsten et om eftermiddagen, var Atlas ikke stået op endnu. De havde trænet på linen dagen før, og hele Atlas' krop værkede og gjorde ondt. Han vidste godt, at den eneste måde at komme af med smerterne og ømheden, var at tage ud og træne det væk. Men det gad han virkelig ikke lige nu; han ville hellere ligge her og have ondt af sig selv, indtil Asad kom hjem og enten kunne forkæle ham eller tæske ham op fra sofaen.

Solen skinnede ind ad vinduet og varmede Atlas' stakkels krop. Han følte sig som en kat, der bare lå og dasede i solen, og han var ved at forsvinde hen i søvntåger igen, selvom hans mave egentlig knurrede.

Mahir havde været hjemme for at få noget at spise i mellem sine løbeture med pakker og breve, og Harkan, hans far, havde bedt han om at løbe forbi Asad med bud om, at han forventede at se ham til aftensmad den dag. Han og Atlas, hvis Atlas da ville med. Hvad det lige nærmere handlede om, havde Mahir ikke spurgt ind til, men det lå i luften, at Harkan ville snakke med Asad om noget. 

Mahir tog bagvejen hjem til Asads hjem, hvilket sendte ham over et plankeværk og et halvtag, forbi en stor gøende hund og ned af flere små gader. Snart kunne han løbe op af trappen og lettere forpustet stoppe op foran døren ind til Asads hjem. Her tøvede Mahir lidt, for han brød sig ikke om at skulle være budbringer mellem sin far og sin storebror, især ikke når det var en ordre fra Harkan. Men der var ikke så meget andet at gøre, så med en suk lod han de spinkle knoer banke mod træet. Måske Asad slet ikke var hjemme?

Atlas hørte banken meget langt væk, men den trængte alligevel langt nok ind i hans søvndrukn hjerne, at han slog øjnene op og satte sig op på sofaen. Hvem var det? Atlas have ikke specielt meget lyst til at åbne døren, for han anede jo ikke, hvem det kunne være. Måske var det den her Juno og hans lille håndlanger Hector? Atlas havde endnu ikke mødt dem, men han havde hørt nok om dem til at vide, at de ikke stak op for bollemælk. Han var ikke i humør til at slås, og slet ikke mod to på én gang. Men hans nysgerrighed fik han alligevel til at rejse sig på vandre hen til døren på bare fødder. Han var kun iklædt sine løse bukser og intet andet. Det havde været for varmt i solen med bluse på.

Han lagde øret od døren og lyttede, men han kunne ikke høre noget specielt på den anden side, så han forbredte sig så godt, han kunne, og åbnede.

"Hva-- Mahiri, er det bare dig?" grinede han, da han så sin pseudo-lillebror stå der og se lidt forpustet ud og ret forslået ud. "Hvad sker der?"

Mahir ventede utålmodigt på, at døren blev åbnet, så han kunne give sin besked og skynde sig videre. Han havde ikke tid til at holde pause fra sit arbejde, jo mere han løb, jo flere penge var der at gøre med. Han var næsten besat af at klare sit arbejde, så han kunne tjene krystaller til sine forældre og lidt til sig selv. Krystallerne var vigtige for deres overlevelse, for hans forældres overlevelse, og han ville gøre alt han kunne for at tjene dem til dem.

Endeligt blev døren åbnet, men det var ikke Asad. Det var Atlas. Mahir frøs lidt til stedet, stadig ikke sikker på, hvad han syntes om hans anden storebror efter han var kommet tilbage. Forvirrede følelser løb igennem ham, inden han fik taget sig sammen til at svare på spørgsmålet.
"Er Asad hjemme? Jeg har en besked til ham." Han forsøgte at se forbi Atlas, men det store brød fyldte hele døren. Hans stemme var en smule afvisende. Sids han havde set Atlas var den aften, hvor han var kommet ind i deres liv igen, og det var ikke gået så godt. Han havde behandlet Mahir som et lille barn, hvilket han stadig ikke havde tilgivet ham.

Atlas' bryn rynkede sig lidt, da han fik set ordentlig på Mahir, der tydeligvis havde fået en god omgang tæsk for et par dage siden. Hvad havde gjort det, og hvordan kunne Atlas komme til at knække deres fingre én efter én? Atls var godt nok ikke den store udøver af vold - det lod han Asad om - men man skulle ikke røre Atlas' kære uden at forvente at få en ordentlig røvfuld til gengæld.

"Hva'? Nej, han er lige ude," sagde Atlas distraheret, mens han lænede sig ned for at undersøge Mahirs ansigt lidt nærmere. "Hvem har gjort det dér? Ved Asad det godt?"

Han er lige ude. Æv. Enten måtte han komme tilbage senere eller også kunne han vil give beskeden til Atlas. Tanken var lokkende, så var han selv fri for at lade Asad vide, at hans far kostede rundt med ham. Deres kamp havde han ikke lyst til at blive blandet ind i, men han endte som regel alligevel i midten. Begge mænd ønskede sig noget af ham, og Mahir følte sig fanget. Især fordi ingen af den spurgte ham, hvad han ville. De ville begge noget for ham. Og han ville bare være fri.

Hans tanker blev afbrudt, da Atlas lænede sig frem og så mere undersøgende på ham. Mahir nikkede og skar ansigt.
"Ja, han ved det godt." Hans blik faldt til jorden. Asad vidste det godt. Alt for godt. Og det ville gå ud over Juno en dag, når Asad fik fat i ham. Bare fordi Juno mente, at Mahir var en del af Asads bande og kunne tage nogle tæsk for dem. Mahir havde bare været uheldig og var løbet ind i ham som den første. 
"Det er ikke noget." Selvfølgelig var det noget, hans ene side af ansigtet var nærmest sort efter slagene og hans øje var stadig ikke helt åbent. Hans læbe og hans øjenbryn havde tydeligvis været flækket. Juno havde ikke lagt fingre i mellem sine slag.

"Det er sgu den fedeste løgn, jeg har hørt længe," gryntede Atlas til Mahirs påstand, om at det ikke 'var noget', og  han rettede sig op igen, inden han lagde en hånd på Mahirs skulder og tog et skridt til siden. "Vil du ikke indenfor? Jeg skulle alligevel til at have noget frokost." 

Det var løgn, men det var jo også lige meget. Atlas var skide sulten, og det var ved at gå ud over hans humør, og dét ville han alligevel ikke byde Mahir. De havde ikke talt sammen, siden Atlas først var kommet til byen, og det var ikke gået så godt. Atlas vidste stadig ikke, hvad han havde gjort galt, men måske ville Mahir fortælle ham det, hvis han spurgte pænt.

Hvis Mahir fulgte med indenfor, ville Atlas smutte hen till sofaen og tage en trøje på. Personligt var han ligeglad med at gå rundt uden tøj på, men han havde på fornemmelsen, at Mahir måske ikke helt var fan af det. Han tog sig i hvert fald sine forholdsregler.

Mahir åbnede munden for at protestere, men endte med at lukke den igen og trække på skuldrene. Det var jo en løgn, men det betød ikke så meget. Han havde haft ondt, havde stadig ondt, men det var i det mindste blevet bedre. Og det var ikke første gang, at han havde fået et par på hovedet.
Atlas' hånd var varm i mod hans skulder, og han var lige ved at sige nej tak, undskylde med, at han havde travlt. Men han tøvede. For han havde nu muligheden for at være sammen med Atlas alene. Uden Asad eller hans forældre. Så han nikkede langsomt, inden han fulgte med ind i lejligheden.
"Jeg har lige spist hjemme."

Lejligheden virkede sært tom uden Asad i den og Mahir trak skuldrene lidt op og gemte sine hænder i sine ærmer. Som altid var han træt og ikke i et specielt lyst humør, men det var svært at se på ham, da han var god til at skjule det. Hans blik gled rundt, inden det landede på Atlas igen. Han var ligeglad med, om han havde en trøje på eller ej, han havde set Atlas nøgen mange gange før. Førhen. Og Mahir var ikke så genert på andres vegne.
Han ville egentligt gerne sige noget, men vidste ikke lige hvad. Han var stadig lidt vred over den måde, Atlas havde opført sig på sidst.

"Okay, men jeg spiser altså, ellers går jeg helt kold," svarede Atlas og smuttede ud i køkkenet for at hente ost og brød. Asad havde været sød til at sørge for, at de havde ekstra brød og grøntsager, når nu Atlas ikke spiste kød, andet end fisk. Atlas tog også en røget makrel med, som han havde skåret op.

Han satte sig på sofaen og klappede puden ved siden af ham for at vise, at Mahir skulle sætte sig her. Så fiskede han en gaffel frem og begyndte at grave i den røgede makrel, så han kunne fylde en skive brød med det. Skiven blev spist i to store mundfulde, inden han begyndte at lave en ny.

"Har du det godt?" spurgte han Mahir med munden fuld af mad og smilede til ham. "Jeg gjorde dig ked af det... eller sur sidst. Hvad skete der? Du plejede da altid gerne at ville trøstes af mig dengang..."

Mahir svarede ikke Atlas, men trak i stedet på skuldrene igen. Det var ikke hans hjem, han kunne være ligeglad. I stedet blev han stående og lagde armene over kors, stadig med hænderne inde i ærmerne. Det føltes forkert at være der uden at Asad var til stede, og Mahir kunne ikke helt finde ro, så hans ene ben sitrede nok til at få hele hans krop til at ryste umærkeligt. 
Da Atlas klappede i sofaen gik Mahir langsomt over og satte sig med et godt stykke afstand i mellem dem. Han havde ikke lyst til at være tæt på Atlas, mest fordi han var bange for at gøre noget dumt, som at bryde ud i gråd, frodi han havde savnet ham. Der var så mange følelser i forhold til Atlas, og Mahir forsøgte bare at holde dem inde. Lige som Asad.

Han trak på skuldrene igen, da Atlas spurgte, om han havde det godt. Det havde han ikke, men det ville han alligevel ikke fortælle. Men han kunne heller ikke helt lyve og sige, at han havde det fantastisk. Det ville være en løgn, der kunne ses og høres, når man kendte ham lidt.
Det næste spørgsmål fik ham til at stivne lidt. Endeligt hævede han blikket til Atlas' ansigt igen.
"Præcis. Dengang. For flere år siden. Jeg er ikke et barn mere, og jeg vil ikke behandles som et." Det var som sådan sandt, han ville ikke behandles som et barn, og slet ikke foran Asad, ikke bevidst, men ubevidst ville han stadig gerne trøstes og passes på som dengang. Den ydre hårde skal, der ikke var så hård endda, var mest kommet, fordi Asad havde tvunget den frem i ham.

"Ah," svarede Atlas uden helt at forstå, hvad Mahir mente. "Altså... bare fordi man bliver trøstet, er man jo ikke et barn. Jeg trøstede da også Asad her den anden dag, da han græ... øhm, var sur. Han var sur, så jeg gjorde ham glad igen."

Atlas havde alt for sent indset, at det måske ikke var en skide god idé at fortælle, at Asad havde grædt. Asad var en privat person, selv overfor Mahir, og Atlas ville nok komme i problemer, hvis Asad vidste, at han sad her og fortalte den slags. Men han synes selv, han fik reddet den meget godt.

"Men hvis du ikke vil have, at jeg gør det, så lader jeg være. Jeg er bare ikke lige så god til at vide, hvad jeg så skal gøre. Jeg vil bare gerne hjælpe min yndlingslillebror." Atlas smilede til Mahir og klappede ham blidt på knæet, inden han satte tænderne i endnu en mad.

Mahir tabte underkæben, da Atlas fortalte, at han havde trøstet Asad, fordi han havde grædt. Hans redning var forfærdelig og Mahir var ikke i tvivl om, at Atlas havde ment, at Asad havde grædt. Han storebror. Græde. Mahir kunne ikke huske, hvornår han sidst havde set Asad græde. Måske dengang Atlas var taget af sted. Måske før det. Ikke efter, i hvert fald. 
Langsom lukkede han munden igen og rynkede panden. Det var nok bedst, hvis Asad ikke fik at vide, at Atlas havde sagt noget om det. For dem alle sammen. 

Med et næsten træt blik betragtede Mahir Atlas lidt. Han var lige så godmodig og uvidende, som han altid havde været. Det var tydeligt. Selv inden han tog af sted, havde Mahir været voksen nok til at se det. At Atlas var en stor bjørn. Rar og godmodig, medmindre han blev provokeret. Og lidt dum. Men det var en forbudt tanke, for man tænkte ikke, at ens bror var dum. 

Han rystede let på hovedet.
"Alting har ændret sig, siden du tog af sted, Atlas. Asad har ændret sig. Jeg har ændret mig. Intet er som det var, selv ikke mor og far." Han fugtede sin underlæbe og overvejede, hvor meget han skulle sige, men han havde brug for at fortælle det til nogen. Så han fortsatte. "Asad er blevet vred og voldelig. Han ler aldrig mere. Mor og far knokler med bageren, men ingen af dem er skabt til det. Vi holder knapt nok tingene sammen." Han tøvede lidt, men fortalte så også lidt om sig selv. "Jeg bruger hele dagen på at skrabe penge sammen, så vi kan overleve. Der er ikke noget sjov mere, intet akrobatik, alting er arbejde og mere arbejde. Og vold og smerte." Han sank en klump, men forhindrede sig selv i at begyndte at græde. Faktisk følte han sig mere død, som han fortalte det. "Der er ingen af os, der er glade mere."

Atlas lyttede til Mahir, mens han spiste sin mad - lidt langsommere denne gang - og en rynke formede sig mellem hans sorte bryn. Han havde godt lagt mærke til, at Asad var anderledes end dengang i cirkusset, men han dog også set over de sidste par dage, at den gamle Asad stadig var derinde et sted. Det kunne han dog ikke helt få sig selv til at fortælle Mahir. Han havde på fornemmelsen, at Mahir ville blive endnu mere ked af det, hvis han fik at vide, at Asad lo og fjollede med Atlas og ikke med ham.

"Jeg vidste ikke, det var så slemt," mumlede han og slugte den sidste bid mad, inden han rykkede sig lidt tættere på Mahir og lagde en arm om hans skuldre. Han krammede ham ikke, men lod ham bare mærke vægten af hans tunge arm omkring sig. 

"Jeg har en hemmelighed, som måske kan gøre dig lidt glad," sagde han stille og kløede sin kind lidt. "Vil du se den? Den gjorde i hvert fald din storebror glad."

Mahir stivnede, da Atlas lagde en arm om ham. Stivnede, fordi at han ikke vidste, hvordan han skulle reagere. Han ville gerne læne sig ind til ham, føle sig tryg og elsket som i gamle dage, men samtidigt havde han næsten lyst til at slå ham. Det var jo hans skyld. Det var jo ham, der var taget af sted og havde efterladt Mahir og Asad alene. 
Han kunne ikke beslutte sig for, hvad han ville, så han blev bare siddende, helt stiv i kroppen, uden at svare på Atlas' ord. Det var slemt. Det var mere slemt end hans ord gav til kende, men han vidste ikke, hvordan han skulle forklare det. Hvor fortabt han følte sig, hvor frustrerende deres nye liv var. Hvordan alting var gået i stykker efter cirkusset var gået ned og Atlas var taget af sted. 

Han sank en klump mere, selvom han stadig ikke var ved at græde, død inden i over det triste liv han levede, inden han trak på skuldrene over Atlas' spørgsmål. Ville han se en hemmelighed? Han vidste det ikke. Ville Atlas' hemmelighed gøre verden til et bedre, mere lyst sted? Han tvivlede. Til sidst sukkede han dæmpet og nikkede. Hvis den havde gjort Asad glad...

"Perfekt! Kom!" sagde Atlas og nærmest hoppede op fra sofaen, og han skulle lige til at storme ud af døren uden sko eller overtøj på, men han nåede dog at stoppe sig selv. Han skyndte sig at hive sko og en sweater på, inden han tog Mahirs hånd og trak ham ud af døren.

Luften udenfor var mild og forårsagtig, selvom det var ved at blive lidt overskyet. Det så lidt ud, som om det trak op til regn, men det skænkede Atlas ikke en tanke. De havde trænet i regnen mange gange før. Harkan var ikke typen, der lod sine sønner skippe træningen på grund af lidt vand. Og når Asad og Mahir havde trænet, så havde Atlas også trænet.

Med den fart, Atlas satte for dagen, tog det kun omkring ti minutter, inden de nåede nordporten, og kun yderligere ti, inden de stod i den lille lysning mellem de høje, tykke træer. Atlas havde arbejdet lidt herude i de sidste par dage og ryddet nogle af grenene af vejen, så linene lå endnu mere frilagt over deres hoveder.

"Se der," sagde han og lagde endnu engang armen om Mahirs skuldre for at trække ham tættere på. Han pegede op på linen, der var spændt ud cirka ti meter over deres hoveder. "Vil du prøve den?"

Atlas husede tydeligt, hvor glad Asad var blevet, da han havde set linen, så hvis Mahir bare ville blive halvt så glad, så var Atlas' lykke gjort.

Mahir sagde ikke noget, mens Atlas, som den kluntede bjørn han var, nær var rendt af sted uden sko, og hurtigt fik dem på. Han sagde heller ikke noget, da han greb hans hånd og hev af sted med ham, selvom han var nysgerrig over, hvor de skulle hen. Det gik stærkt og Mahir måtte næsten småløbe efter Atlas' lange ben, men han fulgte da med. Helt ud til nordporten og ud af byen. Det skete ikke så ofte, at Mahir kom ud af byen, han havde ikke noget at lave herude og havde alligevel sjældent tid til det.

Endeligt lod det til, at de var fremme ved det, han skulle se. Træer og en lysning. Forvirret så Mahir op på Atlas, inden han blev trukket ind til den massive krop og en finger fik ham til at kigge opad. Først så han den ikke, men så fik han øje på rebet, der var spændt ud mellem to træer. Hans øjne blev store. En line. En rigtig line. Synet slog alle ord ud af ham og han kunne bare nikke til spørgsmålet. Selvfølgelig ville han prøve! Han havde ikke haft muligheden for at gå på en line siden de havde forladt det døende cirkus. Et stik af skræk gled igennem ham. Kunne han overhovedet huske, hvordan man gjorde?

Hans hjerte bankede i halsen på ham, da han spottede træet han skulle klatre op i og gik derover. Med en klump i halsen begyndte han adræt at klatre op i træet, en gren af gangen, indtil han var højt over jorden og endeligt kom frem til rebet. Lidt forsigtigt satte han et fod på det uden at slippe træets stamme. Ville det bære? Ville han falde? Usikkerheden fik ham til at blive stående.

Atlas' smil voksede, da han kunne se stort set den samme reaktion hos Mahir, som han havde set hos Asad. En boble af varme voksede i hans bryst; så havde han endelig gjort noget godt for Mahir! Tanken fik han næsten til at le højt af glæde. Det gjorde han dog ikke, men gav i stedet bare Mahir et lille klem, inden han lod drengen løbe over til træet. 

"Jeg bliver hernede," kaldte han til Mahir, der allerede var op vej op i træet. "Jeg griber dig, hvis du falder."

Selvom det var et par dage, siden linen var blevet hængt op, så var den stadig helt spændt som en bue og helt sikker. Atlas havde tjekket den hver dag for at sikre sig, at den holdt. Han kunne jo heller ikke vide, om der var andre, der brugte den, når han ikke var der, og han ville helst ikke være skyld i, at nogen kom til skade, fordi han ikke kunne finde ud af at vedligeholde linen.

"Lad mig se, hvad du kan huske!" råbte han op til Mahir oppe i træet.

Mahir så ned på Atlas, slet ikke bange for højden. En akrobat kunne ikke være bange for højder, og han havde kravlet rundt på en line siden han kunne. Atlas' opmuntrende råb fik endeligt gang i ham, og han bevægede sig ud på linen med armene rakt ud til siderne for at hjælpe på balancen.
Mahir havde, modsat sin bror, trænet så meget han kunne uden en decideret line. Der var et bestemt plankeværk, der kunne bruges til at øve balance og bevægelser på, og han kunne mærke, at det kom ham til gode nu. Hans skridt var rimeligt faste og hans tæer ville gerne folde sig om linen, kun holdt tilbage af hans sko.

Rimeligt sikkert satte han sig ned på linen og begyndte at hive sine støvler af. De blev bare kylet ned i lysningen, selvfølgelig uden at ramme Atlas, inden han kom på benene igen. Bare fødder gjorde lidt mere ondt, men forbedrede hans balance en del. Mulighederne væltede igennem hans sind. Hvad skulle han lave heroppe? 
Endeligt besluttede han sig for et trick, og han lænede sig fremover for at sætte sine hænder mod linen, inden han løftede sine ben i vejret. Der holdt han dem lidt, inden han lod sine ben glide til den anden side og fødderne ramme rebet igen. Til sidst rettede han sig op, så han stod på linen igen, denne gang med et smil, et ægte dybtfølt smil, på læberne. Han kunne stadigvæk.

Det fik ham til at gå lidt frem og tilbage og lave flere tricks, han havde trænet til han kunne dem i søvne.
Og han blev lidt overmodig. Da han ville lave et ekstra svært et, gled hans ene fod på rebet og han mistede balancen. Rent instinktivt vred han sin krop og fik rebet ind i mellem benene, så han landede på rebet. Den velkendte smerte skød op igennem ham, men hans opmærksomhed var rettet mod at holde balancen med et godt tag i rebet med hænderne og benene lidt sært strittende, så han havde ligevægt.

Atlas lænede hovedet tilbage og så med et stort smil op på Mahir med armene over kors over brystet. Mahir havde altid været dygtig - næsten lige så dygtig som Asad, der dog havde en lidt mere naturlighed over sig på linen - og det var en skam, at Harkan ikke havde sat ordentlig pris på ham, mens de stadig var i cirkusset. Mahir havde altid stået lidt i skyggen af Asad og Atlas, men det var først til sidst, at Atlas havde fattet det, og der var det for sent. Atlas havde dog stadig et spinkelt håb om, at de alle tre en dag kunne slå sig til et andet cirkus, et stort et, hvor de kunne få lov at udfolde deres talenter for fuld skrue. Det var jo helt tydeligt, at det var i manegen, at de alle tre hørte til.

Da Mahir gled, styrtede Atlas fremad, så han stod lige under Mahir, klar med begge arme strakt ud. Heldigvis skete der ikke mere, og Atlas slap et lettet suk og grinede derefter op til Mahir.

"Pas nu på, Mahiri!" råbte han derop. "Hvis du lander alt for mange gange på den måde, kan du ikke få børn, og så dræber Rosna mig!"

Mahir skar ansigt, både af Atlas' ord og smerten fra at have landet på rebet. Han havde prøvet det så mange gange før, at han vidste nøjagtigt, hvor ondt det gjorde og hvordan det føltes. Det blev det ikke mindre ubehageligt af, men han var i det mindste ikke bange for det. 
Til gengæld sad hjertet oppe i halsen af ham og for et øjeblik var der meget langt ned. Efter et par dybe vejrtrækninger kom han på benene, hvor han stod lidt, inden han lavede det trick, der var gået galt for ham. Denne gang gik det problemfrit og så snart han havde fødderne solidt plantet på rebet igen, gik han ind til træet. Harkan havde lært dem, at de ikke måtte stoppe lige efter et fald, for det ville lade frygten tage over. 

Men Mahir var færdig nu, han kunne mærke sine muskler begynde at blive trætte, hvilket var et godt tegn på at skulle stoppe. Han havde fået lov til at prøve at gå på line igen og det måtte være nok. For et øjeblik blev han bare stående og betragtede rebet, inden han begyndte at klatre ned af træet igen, stadig meget adræt. Han havde holdt så meget af sin krop ved lige som han kunne uden de rigtige værktøjer, og han var næsten lige så veltrænet som dengang. Meget mere end Asad, der helt havde droppet sin træning, hvilket Mahir aldrig ville komme til at forstå.

Nede på jorden skyndte han sig at samle sine støvler op, inden han vendte sig mod Atlas. Lidt af den tidligere alvor var forsvundet fra ham og man kunne se drengen i ham igen, noget der sjældent skinnede frem mere. 
"Det var fantastisk!"