Nagas stedssans var som regel rimelig lige på. Hun var ikke typen der gik langt fra klanen, selv i jagten på urter, rødder og andre genstande som sharmanen havde behov for. Sjældent tog hun på jagt, det kunne mændene klare når de ikke rendte hovedløse rundt i slåskamp med hinanden.

At nærme sig menenskelig bebyggelse var som regel en dårlig ide. En velvoksen robust kvinde, med hud i så stærk kontrast til den pinke grisehud menneskene ejede, skilte sig ud i alle mængder. Og hun ville ikke være populær. Men dette gamle forfalne tårn omgivet af sten med ingraveret gammel tekst vidste sig også at være det bedste sted for Uulgra urter. De hed nok noget fint med de fine gulrøde blomster der skreg op til himmelen og tildelte sig opmærksomhed på menneskesprog, men for orker var det ikke skønheden men derimod det faktum at løgene var stærk hallusinerende. Et ritual uden ville være helt forkert.

Tavst og ikke spor lydløst gik Naga igennem krat, buske og andet terræn for at nå til blomsterne og grave i jorden med sine grønne hænder og kigge undersøgende på de tilmudrede løg.

Den efterhånden uunge mand havde levet uden Samson i flere år. Han havde formået at få dato Deveas som havde alette hans hukommelse. Der var ingen tegn til at huske Samson på noget tidspunkt. Egentlig kunne han godt lide at være fri. Der var ingen han skulle se op til, og der var ingen der stod i vejen for ham.
Han havde vandret en del på det sidste, han havde været i Dianthos i en længere periode og var taget væk. Der skete for meget i den by til at han kunne finde ro. Han anede heller ikke hvad der lige skete med de der Kile præster.

Nuhvor rejsen havde sat sine spor i ham havde han bevæget sig ind i Tusmørkedalen. Han havde faktisk aldrig været der før, så det var første gang, han havde endda været på kroen der lå, et meget hyggeligt sted det måtte han sige. Efterhånden tur på kroen ville han udforske lidt, an ville vide hvad der lå rundt omkring ham. Det var altid rart at vide hvad der skete, og hvor man var henne til en anden gang. Det var jo nokikke sidste gang han kom her til. Tusmørkedalen virkede som lige noget for ham.

Han bevægede sig gennem landskabet og nød lydene der skete omkring ham. Det var lige ham dette her. Luften var dejlig, vejret var skønt ja der var faktisk ikke noget dårligt. Den ikke særlig lydløse ork rørte ham ikke, egentlig troede han bare det var et dyr. Det eneste der manglede lige nu var en kvinde!

Naga var travlt optaget med at hive løgene op af jorden, tørre det værste jord af og stoppe det ned i tasken, til rigtig at bemærke at der kom andre. Det lød ikke faretruende, men for hendes øre, mere som et dyr der bevægede sig rundt. Ingen grund til at afbryde sit arbejde for det.

Naga var gået videre til den næste grav med de samme blomster og grav videre, da skikkelsen kom tættere på og ramte hendes næse. Ørene drejede sig en smule, som det grønne ansigt løftede sig op og tog en dyb indånding gennem næsen. Afskyelig lugt. Lugten af menneske. Øjnende ledte rundt til hun så den mandlige skikkelse vandre omkring, og ganske ubevidst startede Naga en lavmæld knurren i halsen. Hvilket i realiteten ikke var det smarteste at gøre, siden det gav mulighed for at manden faktisk opdagede hende - men det faldte hende naturligt at afmærke sin grænse. Grænsen for hvor tæt nogen kom uden en reaktion.

Lige så stille begyndte han at fløjte. Hvorfor ikke det var jo dejligt at gå her, ingen forstyrrelser overhovedet. Det kunne jo ikke være meget bedre.
Som han bevægede sig rundt knak en gren under ham som forstyrrede hans fløjten. "Det var da lige godt..." han stoppede sin sætning da han kunne høre en knurren. Hvad var nu det? En ulv måske? Han vendte blikket op imod himlen, og så ned igen. "Hmm..." lige så uskyldig han kunne være lige så farlig kunne han være. Men det var mod mennesker eller andre væsner ikke mod dyr. For slet ikke at tale om det mangel på våben han også havde. Måske han skulle røve en smed på et tidspunkt, eller købe et. Nej det var sjovere at stjæle, det gav sådan et dejligt kick når det endelig var. Han drejede sig om for at finde ud af hvor lyden var kommet fra. Han kunne stadig ikke se noget, og han var egentlig ret nysgerrig på hvordan var kommet fra.
I stedet for at gå sin vej vandrede han imod lyden og mod Naga. Det var kun et spørgsmål om tid før han mødte væsnet der havde knurret. Under sin vej knækkede flere grene under ham, hvilket bare indikerede at han bestemt ikke var lydløs. Men hvad skulle man også være det for når man havde disse muskler.

Selvfølgelig håber man på at det er et lille væsen, som er nem at skræmme væk eller på anden vis vil undgå nogle former for konflikter. Naga kunne slås, Naga var ikke bange for at slås, men hun havde tre børn hjemme at tage sig af. Naga gik de sidste skridt tættere på lyden, uden at ligge skjul på at hun var der, og synet var en alt for bredskuldret mand til at hun følte det var helt korrekt at han var et menneske. Eller også havde hun bare ikke set så stor en person før som ikke bar grøn hud og stærke hjørnetænder.

Hun stoppede op, en smule urolig, og bakkede lidt igen. Hun var tydeligt primitiv i skindtøj, og fjendtlig med de blottede tænder. Ikke at hun ønskede en konflikt. Faktisk var det tydeligt at hun var der af helt andre årsager med de jordindsmurte hænder og underarme, og tasken hvor blomsterstilkene fra de indsamlede løg hang ud over kanten i en let slatten tilstand.

Lige så stille begyndte Ompries at fløjte igen. Han bevægede sig stadig mod Naga og stoppede op da noget tårn højt stod foran ham. Han stoppede sin fløjten og kiggede på Naga. ”Ja så kan jeg bedre forstå lyden der var kommet her fra” mumlede han mest for sig selv, men højt nok til at Naga ville kunne høre det. Han håbede ikke at han skulle kæmpe, han ville nok ikke vinde alligevel, ikke mod sådan en som den der. Væsnet var højere end ham, og så rimelig stor ud i omkreds, okey det var godt nok muskler lige som ham selv. Men det gjorde ikke tingen meget bedre. Nok var han bredskuldret og havde muskler, men han tvivlede på at han ville komme helskindet væk fra denne kamp hvis det kom til det. Nej han måtte hellere lade vær med at træde ud på dybt vand. Det ville ikke blive et kønt syn i længden.

Naga forstod ikke hvad han mente. Hun var ikke engang sikker på at hun forstod hvad han sagde. Deres sprog. Krystallisiansk hed det vidst, var simpelthen så kompliceret og ikke til at forstå. Men enkelte ord havde hun da efterhånden lært. De havde nogle skrifter. Orker skrev ikke ting ned. Naga blottede sine tænder igen, med et udtryk af forvirring. Hvad ville han her? Var han kommet for at jage hende væk, så var det ikke ligefrem måden at gøre det på. Måske han helligede dette sted? Det gjorde menneskeracen vel også. ”Hva?” hendes ord var grumme og knurrende. Ikke fordi hun forsøgte at skræmme ham, men fordi hun ikke var vant til det sprog. Alligevel sørgede hun for at se bredskuldret ud. Nok gad hun ikke kæmpe, men hun var ikke bange for at tage konfrontationen, hvis det da virkelig var hvad han var her for. Hun forstod absolut ikke noget lige nu.

Hva? Det var da noget af et svar at få. Denne bredskuldret person der stod foran ham havde et mærkeligt ordforråd. "Hva er ikke noget man siger.. snak dog ordentligt..." han trådte et skridt frem imod hende men var ikke sikker på om han skulle gå videre. Han stoppede derfor op og afventede hendes måde at reagere på. Han ville nødig træde forkert, men han kunne sådan set også bare gå tilbage hvor han kom fra, men hvad sjov var der ved det. Denne person foran ham skulle da også studeres. Især den måde der blev knurret på, det kunne blive et interessant møde dette her. Det handlede bare om hvordan det udviklede sig. "Lad os se lidt på dig. Høj... Bredskuldret... spidse øre... tænder.... Ork måske?" han kiggede lidt undersøgende på hende og trådte et skridt tættere på hende.

Nagas øjne blev smalle, som hun anstrengte sig for at forstå hvad manden dog sagde til hende. Hun blinkede et par gange og brummede som svar. Alt imens hun rynkede næsen en smule. Det havde ikke været svært at høre i hans stemme at der var noget han var utilfreds med. Nok hendes udtale. Taget i betragtning at hun ikke havde spenderet synderligt megen tid med andre racer end sin egen, var det imponerende hun overhovedet kunne forstå bare lidt.

Da manden tog det andet skridt imod hende, blev tænderne ganske let blottet og hun trådte et halvt tilbage. Men hun genkendte ordet ork. ”Ork” påpegede hun. Den grønne læderagtige hud, det kraftige underbid, jo det var tydeligt. Men hvis han aldrig havde mødt en før, var det måske ikke så underligt at han var i tvivl. Hun var sikker på at han var et menneske, selvom han var ret stor. De plejede at være mere splejsede.

Det var i sandhed et facinerende individ der stod foran ham. Han lagde hovedet lidt på skrå for at studere personen lidt mere. Som han trådte et skridt frem og hun trådte et skridt tilbage fik ham til at smile. Det var i sandhed en der ikke brød som om andre interessant. Han kiggede rettede hovedet op og nikkede til hende som hun sagde ork. Når han tænkte tilbage havde han aldrig set en tæt på. Der havde ikke været nogen ork i RT-banden den gang, ikke hvad han kunne mindes i hvert fald. Måske han kunne forme denne ork til noget specielt? Han tvivlede på det, men det kunne være interessant at prøve.
Som hun blottede tænderne gik han et skridt frem imod hende igen. "Lad os se..." kom det roligt fra ham og follede hænderne foran sig. "Hvad laver en ork helt her ude så langt væk." han havde ingen ide, hvad skulle en ork også helt her ude, og specielt hvis man ikke havde sproget med sig? Det kunne være et farligt sted dette her, men nu vidste han også godt at en ork kunne klare sig selv.

Naga var vant til at alle andre racer, i hvert fald de mere skrøbelige, per automatik var bange for hende. Hvorfor den her mand blev ved med at gå tættere på og ikke engang i en faretruende maner, forvirrede hende utroligt. Hun var ikke bange for ham, ikke endnu i hvert fald. Men forvirringen gav også sin ubehag i sig selv. Hvad ville han? Hvad havde han gang i? Hvorfor talte han til hende som om at hun forstod ham fuldt ud og uden problemer. Eller talte han overhovedet til hende og ikke til sig selv? Det virkede som spørgsmål og alligevel ikke.

Forvirret kom hun med en brummende lyd og trak på skulderne. Langt.. Langt væk? Hun var ikke synderligt langt væk fra sin klan. I hvert fald ikke så langt at hun ikke kunne finde tilbage, men hun havde ikke i sinde at røbe for ham hvor de var. Ikke mundtligt i hvert fald, men hendes hoved drejede sig let som hun kiggede ud i skovbrynet et stykke derfra. Hvor hun var kommet fra. ”Du.. du også langt. Langt væk?” dette var ikke det mest besøgte sted. De døde blev begravet langt væk fra husene. Sikke et nonsens at grave dem ned i jorden. En ægte afsendelse til de dødes rige var ved afbrænding med dans og ritualer. Specielt ved en stærk kriger.

//Vil starte på en frisk efter jeg er kommet tilbage beklager//