Flere timers gåtur rundt på markedspladsen var det blevet til, og endnu flere timer var på vej, fordi lige i øjeblikket skete der ingenting. Der var godt mennesker her og der, og vejret var enlig tilpas nok - For det fleste, dog ikke ham. Enzo hadede godt nok alt andet slags vejr på nær uvejr, for når vejret var skidt var han godt tilpas. Han stoppede med at gå rundt og skulle til at sætte sig ned på den nærmeste bænk, men ramte ved siden af... Så nu endte røven på jorden, nå jamen sådan kunne man også sidde, og enlig gad han ikke rejse sig op. Han kløede sig kort i nakken, og rettede en lille smule på trøjen han havde på. Hans øjne faldt på nogle boder der så ud til at sælge krydderier, og planter, det var slet ikke ham, så han kiggede videre. Måske det også ville være en god idé at rejse sig op, men nej det havde han bestemt ikke tænkt sig ligenu. Røven sad da meget godt på jorden, og han skulle til at læne sig en smule tilbage, men havde glemt at se efter hvor bænken stod. Så det endte med at han røg helt ned at ligge på jorden, et dybt utilfreds suk kunne høres fra ham, og han følte sig i et kort øjeblik uforskammet overfor bænken - hvilket var latterligt, men Enzo i en nødeskal. Han lå så der på jorden ved siden af bænken han havde misset, hvilket blot var typisk ham men sådan var det jo.

Han kunne godt høre nogle grinede af ham, men det sagde ham ikke noget, han spredte armene ud til siderne, og lå blot der som en eller anden død fisk. Han havde enlig tænkt sig at skulle se på nogle af de boder der, men nu lå han jo meget godt der på jorden, nå ja hvis tøjet blev beskidt gjorde det da ikke noget, det tænkte han ikke over. Enzo fik et lille knækket smil frem, og rettede sig op - imod hans egen vilje. Han lod blikket glide rundt en smule, og kom så endelig op at stå på benene igen, og før han valgte at gå på opdagelse på hele pladsen sendte han bænken et ondt og grusomt blik, ja næsten som om han sagde det her er ikke slut endnu. Han slentrede videre med hænderne begravet i bukselommerne, og da han så langsomt nærmede sig en bod der så ud til at sælge vaser, krukker, og genstande måtte han stå og kigge lidt nærmere. Der var ikke andet at lave lige i øjeblikket, og der var en bestemt gentand der fangede hans øjne, men da han ville række ud efter den endte han med at puffe til nogle krukker, så de røg ned på jorden fra boden og gik i stykker"De var hvist ikke særlig holdbarer"lød det bare fra ham med et dybt uinteresseret suk.

Kappen var trukket godt op om ørerne, for Pan havde i de sidst dage erfaret, at turkise dæmoner var ilde set på markedspladsen. Normalvis ville det ikke gøre ham det mindste, at folk gispede ved synet af ham og sprang bange til side, når han kom gående, men for tiden var byvagterne på udkig efter ham, og hvis han ikke passede på, ville rygtet om hans tilstedeværelse hurtigt sprede sig et sted som dette. Den menneskelig form var endnu ikke i hans magt, og han måtte derfor ty til primitive metoder i et forsøg på at skjule sine dæmoniske træk. Hornene bulede ud i nakken på kappens hætte, og halen stak til hans uvidenhed ud under kanten, men udover disse to små, om end højest iøjnefaldende faktorer, faldt han ganske godt i med mængden.

Fra sin plads i markedspladsen yderkant, hvor han stod med skulderen lænet imod en husmur og overværede tingenes gang, blev opmærksomheden fanget af en højest mærkværdig fyr, der først faldt på bagdelen lige ved siden af en bænk, hvilket fik Pan til at skjule et fnis bag sin håndryg, og dernæst væltede adskillige lerkrukker i en stakkels sælgers bod. Sidstnævnte var for meget for dæmonen, der ikke kunne dy sig for at træde nærmere.

”Sådan er det desværre med krukker. De kan ikke holde til, at klodsede fulderikker skubber til dem,” trøstede Pan den fremmede, men tonelejet var fornøjet, og det var noget nær umuligt for ham at skjule, hvordan han morede sig. Det hvide tandsmil var tydeligt under kappens hætte.

Lyden af en stemme der slet ikke virkede bekendt fik Enzo til at vende sig, blot for at se hvem eller hvad det lige var. Det var noget med krukker så meget fik han da fat i, og hurtigt mødte hans et blå væsen. En usædvanlig farve uden tvivl, og det fik ham da også til at stå i længere tid for at betragte dette mystiske væsen. At personen havde en kappe på, havde ikke skjult for Enzo at han godt kunne se farven på huden, blå... Jamen det var vel altid rart at se noget anderledes, han havde blot en normal kedelig farve, hvis man kunne sige det sådan. Ordene personen fyrede af fik ham til at nikke og vendte hovedet i retningen mod kvinden og manden bag boden der kiggede vredt og irriteret på ham, ikke at det gjorde ham noget, han lænede sig ind over boden en smule, holdte blikket på manden og gav sig til at rette en smule på manden's krave på tøjet"Som denne person ved min side har sagt, så holder de krukker ikke til fulderikker"lød det fra ham meget bestemt, selvom han faktisk ikke tænkte over konsekvenserne af de ord, men hvem tænkte også på det - Ikke ham hvertifald.

Manden rynkede på næsen, og Enzo gav et klap ovenpå mandens hoved"Jeg er ikke fuld, men selv jeg kan se at de krukker er noget værre hø'"han gav et skuffet suk fra sig, og trådte tilbage. Væk fra boden så han slap for at se på de svage krukker, tænk at de bare kunne blive ødelagt sådan hvorfor kunne de ikke holde til mere. Skuffelsen kunne nærmest ses tydeligt i hele hans ansigt, så vendte han hovedet hen mod den nyankomne person, som han ikke kunne se så meget af men havde skam fået rigeligt indtryk af en blå hud. Han lænede sig lidt ind mod personen med et undrende udtryk på ansigtet"Du er hvist en mystisk blå fidus hva"ordene kom bare flyvende ud uden helt at tænke over dem først, men sådan var det jo tit. 

Den fremmede lod ikke til at opfatte, at Pan indirekte havde kaldt ham en fulderik, men det gjorde blot fornøjelsen endnu større for den blå dæmon, der ikke kunne undertrykke et bredt smil. Smiler stivnede dog en smule, da den anden trådte nærmere og uden Pans tilladelse lænede sig ind imod ham. I takt med den andens bevægelse, lænede han sig bagud alt imens han rynkede på sin gråblå næse.

”Har du aldrig hørt om at holde afstand til andre, din underlige lille mandsling?” Han fnøs af den anden og var i dette øjeblik ligeglad med, om fyren kunne mærke luften fra hans næsebor imod sin hånd. Så kunne han blot lære at holde afstand. Pan havde en strengt optrukket cirkel om sin personlige sfære, og den var der ingen, der fik lov til at bryde, medmindre han gav dem lov. Han trak hætten på sin kappe længere ned over sit ansigt, da fyren kommenterede på hans hudfarve.


"Der er mere mystik i hele mit væsen, end dit lille sind kan håndtere." Årevis med gruelige fejltagelser, der havde kostet ham dyrt, havde lært ham, at man skulle holde kortene tæt på kroppen.

Afstand hvad var det, det var slet ikke noget Enzo tænkte over, desuden var dette væsen her interessant, og det helt klart udseendet der gjorde det. Et blik blev kastet rundt i omgivelserne, blot for at se om der mon skete noget spændende for ellers kunne det sagtens ske. Han kunne på ingen tid lave en scene, bare for at lave en - Typisk ham generelt. Da personen havde trukket sig lidt tilbage over at han havde lænet sig lidt frem mod ham fik Enzo et bredt smil frem på læben, og ordene der røg ud ad munden på personen fik ham til at give et nik med hovedet"Afstand er ikke særlig sjovt"lød det bare fra ham hvorefter han lod blikket glide ned over personen, sikke et usædvanlig udseende, det var ikke lige noget han så så tit, eller stødte ind i.

Afstand var noget han slet ikke tænkte på, og lænede sig endnu engang ind mod personen med et lille knækket smil på læben"Bryder du dig ikke om nærkontakt"fløj det ud ad munden på ham en anelse flabet, bare fordi det var ham. Hænderne begravede han i bukselommerne, og fjernede ikke blikket fra ham, fordi han var ganske interesseret i at vide lidt mere om denne person her. Han lyttede også til hvad han sagde og viftede så kort med en hånd, hvorefter han lænede sig en lille smule tættere på ham"Tør du prøve mit sind af"lød det fra ham helt neutralt uden nogen følelse overhovedet. For ham var mystik noget interessant og spændende, og han var sikker på at denne person s sind var ligeså mystisk som hans eget, om Enzo s var værre end denne person s vidste han ikke. 

Bange var han bestemt ikke, nærmere mere og mere vild efter at vide noget om det væsen han var"Du kan jo prøve mig af"han blinkede til ham, og trak sig så tilbage fra ham en smule. Enzo var ligeglad, om han var for nærgående eller direkte, han tænkte ikke over noget, han gjorde bare ting. 

”Men det er nærhed til gengæld?” Ordene var undrende, og blot for at understrege spørgsmålet, løftede Pan sit ene øjenbryn. En usikkerhed hvilede over ordene, men man skulle være uhyre skarpsindig for at opfange den. Det var en dybt bevaret hemmelighed, at dæmonens erfaring med nærhed var en anelse begrænset. Det var trods alt de færreste, der ønskede at tilbringe en nat i sengen med en dæmon. Den sidste der havde meldt sig, var løbet ud af værelset under vrede råb, fordi Pan i sin nervøsitet var kommet til at prikke hul i siden på ham med sit ene horn.

”Jeg har intet problem med nærkontakt. Jeg har til gengæld et problem med din odør,” gav han skarpt igen, idet han atter en gang rykkede sig bagud. En næsten umærkelig trækning løb over hans ansigt, da hans ryg stødte direkte ind i den husmur, han for få øjeblikke siden havde stået i skjul af, og han dermed fik afskåret muligheden for at rykke sig yderligere væk fra den meget nærgående fremmed.

”Prøve dig af?” gentog Pan med en tydelig forvirring i sin bløde stemme. ”Og hvordan skulle det så foregå? Skulle jeg stille dig en række gåder, som du kan bryde din lille hjerne med og forgæves forsøge at svare på, blot så vi en gang for alle kan få afgjort, at du ikke er meget klogere end de rotter, der lever af markespladsens levninger?" Et udfordrende smil formede sig på de lyseblå læber, men det var intet løfte om, at han faktisk ville stille den fremmede en gåde. Tværtimod var det en udfordring til den fremmede om at reagere på hans ord - afreagere, måske nærmere.

//Afsluttes efter aftale//