Over skulderen bar den blå dæmon en taske, der var fyldt med alskens urter og som ved et enkelt øjekast kunnen afsløre, hvor han havde tilbragt sin dag. Lange smågrene stak ud af den brune lædertaske, og en tung duft af vinterblomster hang ved ham, når han med raske skrift begav sig ud af den lange landevej.

For nu havde han dog gjort holdt ved en stor, flad sten, som han havde lagt sig på så lang, han var. Den hårde overflade var ikke just en fornøjelse for ryggen, men han kunne ikke klage, idet kinderne fik lov til at suge den sidste rest af eftermiddagens exceptionelt gode solskinsvejr til sig. Luften var kølig, og i sin beklædning, der bestod af et par stramme, sorte bukser og en løs, hvid skjorte, knappet op så en del af brystkassen var blottet, skulle man tænkes, at han frøs, men han udviste ingen tegn på at være påvirket af vejret.

Øjnene var lukket i, men de åbnedes på klem, da en skikkelse i nærheden af ham afskår ham fra solens lunende stråler. "Du skygger," brummede han utilfredst til den fremmede.

Den lange frakke hang perfekt på den unge mand. Den dækkede for hans muskuløse krop, han havde ingen kode om hvor turen gik hen. Måske til en af de nærliggende byer. Der var vel en ung kvinde han kunne voldtage. Han havde været i Dianthos i et stykke tid og tjene nogle krystaller, så tiden var jo til st drage videre. Han havde ikke så meget tøj på, men solen var også dejlig. Den lange frakke var lukket og han nød solen der varmede hans muskuløse krop. Heldigvis kunne han slappe mere af efter han havde glemt alt om Samson. Der var ingen stress og han havde ikke travlt mest st se op til nogen.
Som han bevæget sig igennem landskabet stoppede han op ved en sten. Han havde faktisk ikke lagt mærke til at ser sad nogen på den. Da der blev sagt noget til at vendte hans og om og kiggede på dæmonen. Næh endnu en babysitter, nok en der var bedre end Zidiac. Han kløede sig lidt på hagen. ”Hvis jegikke har tænkt mig at flytte mig hva så?” hans stemme var kølig som altid og han vendte sig om for at kigge ud over landskabet. Han havde faktisk ikke nogen intention om at flytte sig nogen steder hen, nu var han her og der var sikkert langt til den nærmeste by. Måske skulle han have taget noget mad med på vejen, dethavde han ikke lige tænkt over. Så igen an kunne altid rulle en eller anden for mad hvis de havde det med sig. Intet problem i det.

Det kølige svar fik Pan til at rulle med de kridhvide øjne. Så den fremmede var altså den slags type.

”Så får jeg aldrig den solbrændte kulør, jeg går og drømmer om.” Et dramatisk suk forlod de buttede læber, idet han hævede sig op på albuerne, så han kunne se skyggens ejermand an. Om han overhovedet kunne blive solbrun, sådan som mennesker kunne, tvivlede han stærkt på. Det var i hvert fald ikke et fænomen, han nogensinde havde oplevet, men mon ikke et par timer i solen alligevel skulle formå at forandre hans hud?

"Du er en smule kvabset, ved du godt det? Din skygge er næsten tre gange så stor som min." Den stikkende bemærkning lod til at komme ud af det blå, og Pan kunne ikke holde et gavtyvesmil tilbage. Det var så sjovt at drille de simple, stupide mennesker, at han simpelthen ikke kunne holde stikpillerne tilbage, når han fandt sig selv i selskab med én af de bløde små væsner.

Ompries himlede lidt med øjne af dæmonen. "Som om du får en kulør med den hud..." det kølige svar kom ikke bag på ham. Det var sådan han var, han var altid kølig eller sådan for det meste. Der skulle bare ikke komme nogen og bestemme over ham. Det havde RT-banden gjort rigeligt i deres storheds tid. Hvorfor var RT-banden egentlig gået fra hinanden? Det kunne han ikke huske, men det var jo klart når man ikke kunne huske sin egen far Samson. Han stirrede på dæmonen og studerede ham lidt. Måske det ville blive en bedre babysitter end Zidiac. Ikke at han havde behov for en. Hvorfor tænkte han på at få en babysitter? Han kunne da godt klare sig selv.

Ordet kvabset kom bag på ham. Han var da særdeles ikke kvabset! Den dæmon kunne selv være kvabset! "Har du måske set på dig selv?!" han tog sin frakke af så hans brede muskler kom til syne. "Det er ikke for sjov skyld at jeg har disse muskler..." han kiggede lidt på dæmonen og lagde frakken hen over sin ene arm. Han spændte lidt med musklerne for at fremvise han ikke var kvabset. "Vi alle kan ikke se lige så godt ud som mig." et fnys kom frem på hans læber og han vendte sig om for at kigge ud i horisonten.

Spøgen om en solbrændt kulør havde ikke været ment i alvor, men alligevel formåede den fremmede at ramme lige der, hvor Pan var allermest usikker. Han frygtede ej, at han ikke kunne få mere farve i huden, men de underliggende bekymringer, der lå til grund for denne spekulation, stak langt dybere. Der var så meget, han ikke vidste om hverken sig selv eller sin race, og hvordan hans hud burde reagere på sollys var blot en af disse ting, om end en mere ubetydelig en af slagsen.

”Virkelig? Er det dit modsvar? Du er ikke særlig kvik, er du?” Dæmonen havde forventet et bedre modsvar end et lille barns stædige, "nej, du er", men han burde nok for længst have indset, at et menneskes intelligens ikke var at måle med hans.

Øjnene gled over den andens muskler, der da ganske vist var imponerende for en mand af hans fysik, men var Pan imponeret, lod det ligegyldige blik ikke dette afsløre. ”Og hvad bruger du så de muskler til, hvis jeg må spørge? Hvis det ikke er for sjovs skyld, at du har dem.” Den sidste kommentar og måden, hvorpå fyren dramatisk drejede omkring for at skue ud over horisonten, fik lokket et grin frem fra Pan. ”Nej, og gudskelov da for det. Verden ville være et forfærdeligt sted.”

Kvik.. Der var ingen der havde bedt ham om at være kvik. Nej han skulle blot leve og være til. Der var ingen der havde lært ham at læse og skrive, det var noget han selv måtte finde ud af. Der var dog en der havde lært ham om at kæmpe med våben, men hvem kunne han dog ikke huske. Der var et kæmpe hul i hovedet når han prøvede at komme i tanke om det. Så hvem havde nogen sinde sagt at han skulle være klog?! ”Hvorfor skulle jeg være kvik når jeg har disse muskler? De kan tale for sig selv.” han kiggede ikke på dæmonen, men han var lettere irriteret. Aldrig i sit liv skulle nogen fortælle ham hvor kvik han var, eller hvor kvik han ikke var.

Det var faktisk et rigtig godt spørgsmål hvad han brugt disse muskler til. Han havde faktisk ingen ide, han holdte dem ved lige af en eller anden grund. Våben havde han dog ikke kæmpet med i åre vis, så han var ikke engang sikker på hvad han kunne mere eller hvor dygtig han var. Han tænkte sig lidt om og vendte sig om for at kigge på dæmonen. ”Ja de er ikke lige frem til pynt vel?” han himlede lidt med øjnene og fortsatte. ”Hvad jeg bruger disse muskler til kommer faktisk ikke dig ved....” der var ingen grund til at forælle han gik og voldtog folk. Tog hvad han ville have og gjorde som det passede ham. Man kunne aldrig vide om denne person ville løbe til en byvagt, også selvom de var langt fra Dianthos. Man kunne sådan set aldrig rigtig stole på folk nu om dage.
Han himlede lidt med øjnene igen over den måde som Pan snakkede på. Kedeligt sted. Pfff... Verden ville da være meget kønnere, okey hvis man lige så bort fra hans modermærke over øjet, men så ville det da være et fremragende udseende at gå med. ”Heldigvis ser vi da ikke ud som dig, gud befri mig vel...” han snakkede normalt ikke om guder. Han havde faktisk helt glemt troen på Zaladin men det var sådan set også det. Han kiggede lidt væk fra dæmonen og så tilbage igen. Denne dæmon skulle bare komme an hvis han ville noget. Nok var Ompries ikke den klogeste, men han kunne sagtens opfatte bare en lille smule.

”Spændende. Et yderst givende svar.” Pan rullede med øjnene over fyrens mangel på forklaring. Han stod og skyggede for den blå dæmons sol, og så kunne han ikke engang underholde imens. Havde det her været et teater, havde Pan straks krævet sin betaling tilbage.

Da den fremmede atter gjorde et forsøg på at give Pan en stikpille – det var i hvert fald hvad dæmonen måtte formode, at den ynkelige om formulering af hans egen stikpille var – fandt dæmonen det umuligt at holde latteren tilbage. Sjældent havde han hørt ord så blottet for kreativitet, at han ligefrem kunne mærke kedsomheden komme snigende som en tung, sort skygge, der tvang hans øjenlåg nedad og indgød ham med et brændende ønske om, at denne søvndyssende fyr blot ville gå sin vej.

”Det er blot en omformulering af de selvsamme ord, jeg netop ytrede… Nej, glem det. Åh, du keder mig, dit uintelligente menneske.” Med komplet mangel på almen respekt gabte han højlydt, og endda uden at gøre et forsøg på at kvæle det bag håndryggen. Han brød sig om at blive udfordret af kvikke comebacks, ikke om at få sine ord omformuleret og sendt direkte tilbage. Mangel på intelligens skulle man lade længe efter.

Et fnys kom frem ham. Selvfølgelig havde det været et godt svar, det var trods alt kommet fra ham! Godt nok var han ikke den klogeste her i verden, og egentlig fandt han alle dæmoner som en barnepige af en eller anden årsag, men at en dæmon skulle være sådan over for ham mindede ham blot om Zidiac, den yderst irriterende dæmon der havde passet på ham. Det var virkelig ikke det hele værd. Han rystede lidt på hovedet af dæmonen og vendte blikket væk fra ham.

"Uintelligent?! UINTELLIGENT?! Det kan du da selv være. Sådan en dæmon af en barnepige! Der er igen her i verden der har bedt mig om at skulle være intelligent, og det skal du heller ikke." han spændte musklerne lidt og kiggede på dæmonen. Hvad bildte han sig ind sådan at snakke sådan til ham. Hans far var trods alt... Ja hvem det så end var. Han rystede lidt på hovedet og kunne ikke dy sig i at komme med et mindre fnys igen. "Uintelligent...." mumlede han for sig selv. "Der er heller ikke kommet krystaller på bordet til at jeg skulle kunne underholde dig..." mumlede han og kiggede ned i jorden. Hvis han skulle underholde, ja så skulle der altså nogle krystaller i syne. Med Mindre at dæmonen ville voldtages, for det kunne helt klart arrangeres!

// Inaktiv