Duftende var nye og adskillige på marked i Sarghos, de rige dufte af ukendte krydderier og kaffe var en nye sensation for Rosa. Indtil videre, havde hun set andet end ørkensand. Hun havde rejst igennem ørkenen i flere dage, før hun begyndte af kunne se Sarghos i solens skinnede tilbagekast i sandet.

Rosa havde ikke forberedt sig på synet af så mange boder eller mennesker, hun skulle købe så meget. Hendes krystaller var få, og hvad hun mest havde brug for solens hede, var frisk vand som hun næsten var løbet, tør for. Hun havde stoppet ved byens indgang, for spørg en vagt om vej til den nærmeste kilde med vand, han givet hende besked på at finde byens marked hvor der skulle være en kilde til vand.

Men imellem de mange dufte og indtryk, var den unge elver måske lidt fortabt. Rosa havde slet ikke tænkt på at storby ville have mere liv end det lille lokale samfund, hun blev en smule overvældet af have så mange indtryk på en gang. Måske var det ikke så smart at rejse rundt alene? Rosa trak vejret før at hun kiggede sig omkring efter vand kilden, hun ville helst ikke lade sig lokke af de mange farverige mængder af tøj, eller af duftende af mad. Rosa var sulten, men hun kunne godt vente med maden, indtil at hun havde fyldt sin drikke dunk med nyt vand.

Som hun kom ind i mellem menneskeflokkene, blev hun mere opmærksom på de ting som hun havde på sig. Lommetyveri ville helt klart kunne ødelægge hendes rejse, for hun skulle stadig finde et sted sove for natten, hvis hun da ikke ville tilbage ud i den store ørken for natten. Rosa standsede op, hun prikkede en tilfældig person på skulderen. ”Undskyld, men hvor kan jeg finde vand?” sagde hun en lille fortabt stemme.

At vende sig til storbyens overdøvende larm havde taget tid efter flere uger til søs. Men der var noget kærkommen og hjemmeligt ved de støvede varme gader og de mange dufte af krydderier og andet luksoriøst. Så selvom hun ikke lignede en der hørte til, følte Fancy sig godt hjemme i disse omgivelser. Undgik for lange fingre på markedspladsen, og havde hurtigt tilegnet sig tøj der var normalt for disse omgivelser.

Tøjet var løst, og sjalet over hendes hår der forhindrede solen i at brænde hendes i forvejen lyse hår endnu mere blegt, var aflastende og skjulende for hendes alt for blege natur. En tildækning der så ud til at havde sin perfekte indvirkning som en forsigtig prikken nåede hendes skulder.

Fancy drejede sig for at først se ind i halsen og derefter en smule op, på en meget uskyldigt udseende ung kvinde. Den lille fortabte stemme fik den noget ældre kvinde til at smile moderligt. Omend udseendet fortalte noget andet, var lyden af den fortabte stemme nok til at overbevise Fancy om at kvinden næppe blev lukket ud eller havde været her før. "Der er en brønd til fri benyttelse på den større plads et styk herfra." Forklarede hun og pegede i den sydlige retning. "Jeg skal samme vej, jeg kan godt følge dig?"

Det var en lidt lettende følelse at finde en person som skulle i samme retning, Rosa smilede en smule. ”Det ville være fantastisk,” sagde hun. Når man ikke var lokal var det ikke så let af forstå de mange veje og gader som folk havde forsøgt at guide hende igennem.

Rosa ville nok have været en del mere fortabt, hvis kvinden ikke havde været der til guide hende til brønden. Hun var fortabt i forvejen, og nok ikke den bedste til at lægge skjul på det.
”Jeg har aldrig været i en så stor by før” sagde hun lidt efter, ude i ørkenen var der ikke mange steder hvor elvene kunne leve.

”Tak for resten,” sagde hun med et lille smil.

Fancy smilede venligt tilbage og fulgte hende ned af gaden, forbi forskellige sælgere og andre indbyggere der var ude i det varme vejr. Det var med en overrasket mine at Fancy så på kvinden omtale at hun aldrig havde været i så stor en by før. "Virkelig? Du ligner ellers en der kunne stamme herfra" Det mørke hår, den solbrune hud, hun passede lige ind, hvorimod Fancy ofte følte sig som en klat sne der var blevet smidt ned i sandet.

"Ingen årsag. Hvad bringer dig hertil?" spurgte hun venligt ind til som de nåede brønden og måtte vente i en kort kø før andre havde fået vand de behøvede. Hun så så ung ud. Alt for ung til at spejde omkring alene i de flestes øjne, specielt et sted som denne by. Ikke alle var venlige her. Noget kvinden næppe vidste hvis hun aldrig havde været i storbyer før.

Rosa rystede en smule med hoved, ”Jeg kommer ude fra ørken, det er mit første stop i en større by” forklarede hun kort. Rosa passede fint ind, så længe at ingen så hendes øre. ”Min familie bor lidt mere isoleret, og det er ikke så tit at vi rejser ind til byen” de andre ville nok heller holde sig til mindre byer.
”Jeg rejser rundt for se verden, jeg havde ikke lyst til at være hjemme og gifte mig med en mand som traditionen er. Så jeg pakkede mine instrumenter og drog ud på en længere rejse rundt for se verden” heller det frem for at stifte familie. Rosa havde masser år i nu til det. Hun syntes selv hun var for ung til at skulle være mor til en masse børn, måske en gang om en ti årstid eller mere.
”Hvad med dig?” spurgte hun, som de gik imellem folk.

Fancy kunne ikke undgå at kigge nysgerrigt på Rosa. Selvfølgelig havde Fancy ikke følt for at begive sig hen til byerne ude i den store sandbanke af en ørken, nu havnen var her. Fancy vovede sig sjældent steder hen hvor hun ikke kunne se havet i horisonten. Tanken om et hav af sand gjorde hende en smule utilpas, trods Rubinen var et sted hun holdte meget af i sig selv. ”Så det er din første gang alene også?” hun valgte med vilje ikke at stille alt for åbenlyse spørgsmål. Fancy var selvfølgelig fuldstændig ligeglad når det kom til stykket, hvad angik racer og herkomst, men det var ikke normen blandt andre.

Fancy mærkede et stik af genkendelse ved pigens ord og en let latter forlod hende. ”Det var meget modigt af dig. Men der er nu intet som frihed” påpegede hun med et glimt i øjet. Fancy kunne selv huske hvordan det var – huske de mange valg hun havde måtte tage for sin egen lykke og friheds skyld. Det havde ikke været nemt, eller smertefrit. Men det hele værd.
”Jeg kom med et skib fra Dianthos havn, for nogle dage siden. Balzera er lidt som et andet hjem for mig efterhånden” selvom ingen var i tvivl om at den blonde kvinde absolut ikke var indfødt. Ikke som Rosa selv.

Rosa nikkede, hun havde prøvet små ture til andre byer ude i ørkenen. Men hun havde aldrig taget væk fra hverdagen alene før, eller ikke på den plan hvor at hun ville blive længe væk fra hjemmet. ”Det er lidt en chance for at være væk fra hjemmet, i længere tid,” sagde hun beslutsomt. Guderne skulle vide hvornår at hun ville vende tilbage til det lille samfund hun kom fra, der var ikke så meget af kommet efter bortset fra drenge som alle gerne ville have hende i ægteskab. Men hun var ikke klar til det liv i nu, ikke klar til tanken om børn eller om at skulle blive i samfundet i de næste mange år.

Rosa kunne godt nikke i kendskabet til det, selvom friheden var meget ny ting for hende. Var hun ret sikker på at hun ville nyde den så meget som mulig. Så hun var rejsende på havet, Rosa havde aldrig set havet før, det måtte nok være smukt? Eller det var hendes tanke om havet. ”Jeg vil gerne se havet før, at jeg skal videre ud i den store verden” sagde hun med smile. Måske skulle hun se det i dag, før hun tænkte over et sted at sove for natten. Hun ville gerne se lidt af byen før at hun gik videre imod nord.

Fancy mindede at det også var sådanne ord der havde startet det for hende. At hun havde haft muligheden for at være væk hjemmefra i noget tid, for til sidst at ende med slet ikke at vende hjem igen. Faktisk have hun ikke været hjemme i virkelig mange år efterhånden. Hun var nu efterhånden hvad man som menneske kaldte, en smule gamle. Ikke at hun kom til at indrømme det! Hun var stadig frisk som en havørn. ”Men du tænker at vende tilbage engang?” Kunne godt være hun havde forhåbninger om at det blev i en nær fremtid at hun vendte tilbage, eller om der gik nogen ord.

At lade talen hvile på havet bragte et helt hjemligt smil på Fancy’s læber, og et blik der næsten så længselsfuldt ned af gaden. Landjorden var fin. Landjorden havde bestemt sine fordel, med de større byer, markeder og folk var nemmere at besøge. Men havet. Oh havet. ”Jeg gætter på at du så ikke har været et smut nede forbi havnen her, så?” grinede hun lavmælt. En ting var selvfølgelig at se det skønne hav, noget andet var at sejle på hende. Overgive krop og sjæl til hendes nåde. Når først man blev bidt af det. Når først man forelskede sig i det salte hav, var det som umuligt at forlade det igen.

/inaktiv