Endelig var Maya tilbage i vante omgivelser. Dianthos var et muggent miljø, med urene gader, snævre gyder og uvenlige folk. Mørkeforbudet havde stadig en stærk hindring på småforbrydere som Maya, men der var alligevel noget betryggende ved at være tilbage bag de store mure og i et vant miljø. Hun havde allerede været oppe at toppes med et par andre gadebørn der havde fundet hendes foretrukne overnatningssted, og blev jaget ud. Med ilden som følgesvend, var det nemmere at være truende end før.

Der gik derfor heller ikke lang tid fra hjemkomsten, til at Maya var at spotte rundt om i gaderne i folkemængder. Tilsnigende sig ejendele der ikke tilhørte hende, og krystaller til at rasle let i læderpungen. Generelt var formiddagen gået udemærket og nu var tiden kommet til eftermiddagshandlende. Det var oftere de rigere som ikke ellers kom ud af fjeren i de tidlige morgentimer, da de i modsætning til resten af befolkningen, ikke behøvede at arbejde hårdt og konstant for føden. Hendes foretrukne ofre, for at være ærlig.

Hun havde tilsnusket sig et armbånd og en tung pung, hvoraf begge var blevet lagt ned i skuldertasken, før et sammenstød med en anden person varierede sig fra de andre. Det var ikke unormalt at man gik tæt på markedspladsen. Maya levede af den tæthed for at kunne udføre sit arbejde. Men hun var ikke den eneste på rov og det havde føltes mærkeligt. Hvem det præcis var i mængden var dog svære at orientere sig, men at lede efter noget der skilte sig ud var nemmere når man var en af dem. "Hey! Hvad fanden har du gang i?!" hun skubbede en mand til siden og rakte ud efter en kvinde. Voksen af udseende, men noget havde virket anderledes ved hende. Maya brugte som regel aldrig mange minutter til at tænke sig om, specielt når det angik hendes pengebeholdning! Hun var stærkt overbevidst om at denne kvinde var skyld i at hun havde mistet rov.

Jess var ikke en morgen person. Faktisk ville hun gå så langt at sige at hun var mere en nat person. Hun sov helst om dagen, så kunne hun tage natten med storm. Men i disse dage skulle man passe på, selv på de mest snuskede kroer og kloak fyldte gader, kunne stikkere dukke op og sørge for at man blev anmeldt. Hvilket betød hun havde brugt sin forvandlig mere på det seneste end hun plejede, det gjorde hende altid sulten. 

Hun havde sovet det meste at formiddagen væk og var nu efter middag på jagt efter noget af spise. Det burde være til at finde på trods af hun var flad. Hun gik lidt zigzag imellem folk på markedspladsen. Med nogle få stjålne krystaller vente hun snuden mod en bager kone der efter Jess’ mening lavede de bedste sukkerbrød.  Hun nåede dog ikke så langt før en stemme skar tydeligt igennem mængden og greb hendes overarm. Hun stirrede et øjeblik på tøsen ”på vej hen for at købe mig noget mad?” svarede hun flabet. Mens hendes hjerne forsøgte at huske om hun rent faktisk havde taget noget fra pigen. Pr. refleks havde hun næsten altid hænderne i andres tasker og lommer, hvis en go mulighed byd sig. En ren vane og arbejdsskade mente hun selv, men det var langt fra alle hun stjal fra. Hun tog hvad hun behøvede ikke mere. Det var sjovere at se deres hjem igennem hvis hun skulle være ærlig.

Det flabede svar faldte i alt andet end god jord hos den hidsige teenager der rynkede næsen i en lydløs knurren og strammede grebet om den andens overarm. "Hvor dum tror du jeg er?" hvæste hun lavmældt, mest for ikke at tiltrække sig alt for meget opmærksomhed fra de omkring gående, der trods alt stadig så ud til ignorere dem. For nu. "Du tog noget fra min taske, og jeg har i sinde at få det tilbage. Aflever!" De grønne øjne så hårdt på den voksne, der end ikke var meget højere eller større end hende selv. Samme vilkår uden tvivl, men Maya var ligeglad.

"Jeg har ikke tænkt mig at sige det igen." Maya prøvede på bedste vis at puste sig større og mere faretruende end hun i teorien var. Hun var et skravlet eksempel på noget der skulle true andre, men vise tænder og gø, det kunne hun. Højt og længe. Desuden, var hun ikke bange for at få beskidte hænder. Hun så afventende på den anden, uden at slippe armen eller slippe den knurrende grimasse. Maya kunne nemt sammenlignes med en flamme der pludselig havde fået en god del ilt at arbejde med.

Jess så undrende på pigen som denne blev tydeligt mere og mere hidsig. Hendes blik gik fra pigen til hendes egen overarm hvor pigen strammede grebet, i en intention om at virke magtfuld og kommanderende. "du skaber dig ved højlys dag midt på gaden… så vil du virkelig ha mig til at svare på det spørgsmål?"
Svarede hun lige så flabet som det første var kommet ud. Hun kunne ikke helt tage pigen seriøs. Der ville ikke gå lang tid før folk bemærkede dem, og byvagterne ville blive tilkaldt, slet ikke i denne tid, hvor præsterne gjorde en del ud af at holde deres form for orden i byen. Jess kunne næsten se hvordan forløbet gik. de ville begge blevet taget med fordi, de begge lignede det de var; småkriminelle. Men de ville også finde en pige med en taske fyldt med diverse tyvekoster og en kvinde med sølle 5 rav-krystaller til brød. 

Jess så vurderende på pigen som denne pustede sig mere og mere op, temperament havde tøsen og Jess var ikke et øjeblik i tvivl om at pigens ord og hidsige optræden virkede på de fleste gadebørn og småtyve i gaden. Men Jess var vokset op i Mørkets hær og havde stået skoleret overfor autoriteter langt være end en vred teenager. "og hvad er det så helt præcis, du mener jeg har taget hidsigprop?" Jess så ned på pigens taske med en lille gesture med sin frie arm, uden at tage sig af pigens greb på den anden. Hun havde med sikkerhed været i den. Men hun var også sikker på hun ikke havde taget noget i den. Hun havde igen grund til at stjæle andet end nogle få krystaller til hendes brød, og dem fandt hun ikke i alt for fyldt punge, og tasker. Desuden var det dårlig stil at stjæle fra andre gadetyve, en lidt uskrevet moral imellem småtyvene, som forsvandt hvis man gik de forkerte steder hen, men her på markedspladsen var den mere eller mindre gældnede. 

Kvindens afvisning af hende som et dumt pigebarn der skabte sig foran befolkningen fik vreden til at koge. Maya var bogstaveligtalt sekunder fra at selvantænde. Ikke nok med at der var blevet stjålet fra hende, så havde kvinden ligeledes nerverne til at tale ned til hende som var hun bare et bette pigebarn. Nok var det sandt, når alt kom til stykket, men det hindrede ikke Maya i at snerre. ”Det skulle ikke undre mig om du allerede har udarbejdet en eller anden snedig nederdrægtig bemærkning under alle omstændigheder” Lige nu var Maya ligeglad med byvagter, autoriteter og de folk der var begyndt at stirre på forløbet.

”Min pung” knurrede hun, stadig bemærkende at tasken var blevet lettere, men ikke helt præcis hvor let. Hun var ikke dum nok til at sige at hun faktisk ikke vidste med sikkerhed hvad manglede. Det kunne også være andre genstande hun havde liggende, men hvem ville tage det, når det var pungen der var mest værd. ”Og kald mig hidsigprop en gang til og du vil fortryde det endnu et ord hun mest havde hørt fra de ældre gadebørn og byvagterne. En måde at tale ned på hende. Den lille hidsige pige med et arrigt blik og alt for meget arrighed til sit eget bedste. Mængden af ”belæringer” igennem tiden havde endnu ikke ændret på den adfærd.

/inaktiv