Vejr: Gråt, med optegn til regn

Stella var træt, utrolig træt, for det var nu over en uge siden, at hun havde forladt sit hjem til Dianthos. Krystallerne hende og hendes forældre skulle leve af, var trængte. Der var ikke meget arbejde at hente som tjenestepige hvor hun havde søgt. Måske hun havde søgt alle de forkerte steder. Nogle steder havde hun været nødt til at afslå, fordi de betalte mindre end hvad der i forvejen blev betragtet som lidt i løn. Det var hårde tider, men hun gav ikke op! Med det småarbejde hun ellers havde haft, havde hun været i stand til at sørge for forældrene lidt endnu, men hun følte det nødvendigt at rejse endnu længere fra byen, i et forsøg på at finde en mere permanent løsning. Hun havde sørget for at dække sig i varme klæder, en lang, rødbrun kjole, der gik ned til jorden og dækkede de brune, flade sko. Ærmerne var lange, en lille tand for lange, men det gjorde hende intet, for det hjalp mod kulden på de barer hænder. En mørkebrun vest, der samtidig fungerede som korset og udover det hele, en lang, grå kutte med hætte. Hendes hår var sat op i en løs fletning bagtil, så hun ikke skulle døje med hår i øjnene, når hun engang imellem tog buen og pilene i brug, for at skaffe lidt at spise.

Med sig i sin lette oppakning, lå lidt stof hun kunne bruge til at vaske sig, hver gang hun passerede en sø. Hun havde også et par ekstra sko med, bare i tilfælde af, at det par hun bar, skulle gå i stykker. Tidligere på dagen havde hun skudt en pil efter en hare, som nu også lå pakket sammen i et stykke stof, i tasken. Skulle det ikke lykkes hende at finde arbejde igen i dag, havde hun i det mindste den som aftensmad. Men inden længe kunne hun se civilisation og i glæde, satte hun farten om, som hun satte kurs mod en tilfældig hoveddør. Hun stoppede op få meter fra døren, rettede på kjolen, korsettet og håret, for ikke at se alt for træt og rejsende ud. Hun trådte de sidste skridt mod døren og bankede på, håbefuldt på at det denne gang ville lykkes hende. I sit dybe håb, kunne hun ikke lade være med at smile og det smil blev kun bredere og bredere, jo længere tid hun ventede på, at døren ville blive åbnet.