De sidste stråler af sollys, skinnede ind igennem soveværelsesvinduet. Solen var efterhånden begyndt at forsvinde hurtigt, og dagen var næsten altid slut når Oswald kom ud af sengen.
Varmen hang stadig i luften, da Oswald stod foran spejlet. Hans blik var på ham selv om han var i gang med knappe sin skjorte til, eller bare de knappe som dækkede det meste af hans krop, de to øverste knappe var aldrig lukkede, og derved så man altid lidt af brystet under skjorten.

Oswald havde valgt at iført sig i den vinrøde silke skjorte, i mens at bukser var mere mørke i farven, skoen kom lidt efter, hvorpå at Oswald kastede et sidste blik på ham selv før at han forlod soveværelset.

Normalt var han ikke den mest aktive mand i vinteren, han blev doven af solens mangle og derved lå han ofte flere dage i sengen uden at der sket meget. Han stod faktisk kun op, hvis der var en fest som han skulle deltage i, eller hvis det var forhold til hans arbejde. Men ellers skulle der normalt meget til for at løftede kroppen ud af sengen.

Men da en middages aftale kom på tale, blev Oswald igen en smule mere aktiv. Han havde bedt hans slaver om at holde hans hjem pænt, så der altid var klar til gæster. Sulten kunne mærkes da Oswald gik fra soveværelse og imod de eksotisk indrettede stue, han satte sig en blød stole hvor et dusin bøger var stablet ved siden af, en af de ting som Oswald slog tid ihjel med var at læse bøger i massevis.

En tjenestepige kom ind og satte et fad med frugt på stue bordet, hvor efter at hun gave information om hvornår at maden var klar, før at hun gik igen.

Oswald kunne blot vente på at hans gæst ankom, han var klar over at det var en vampyr og at der derfor kunne går tid før at hun ville ankomme.

Invitationen om at tage til syden var uden tvivl eftersøgt,da Tusmørkedalen var begyndt at blive kold og nætterne føltes uendelige, specielt når man boede på den kæmpe herregård alene, hvis man da så bort fra den tjener og de tre folk i køkkenet. Bevares så var turen lang, og der havde været stop undervejs, blot for at få en snack og så komme videre, plus hesten skulle også have pause fra tid til anden, så den ikke endte med at dø på rejsen. Underligt nok, så havde Saharah selv taget turen, velvidende om der sikkert var nogle der gerne så en træpæl gennem hendes bryst.

Hun var ankommet til syden, havde sovet på en kro i et kælder rum, ikke med hendes gode vilje, men hvis folk fandt ud af det, ville de nok bare jagte hende. Hurtigt fandt hun vej til sin hest og tjekkede taskerne igennem og hev en sort, elegant kjole frem. Hun kastede blikket rundt omkring sig og smed kjolen hun i forvejen havde på og fik trukket i den nye. Jo ganske vidst var hun af højere status, men hun kunne ikke blive i den kælder for evigt, desuden havde hun en der ventede på hende med en middag. Hurtigt fik hun gjort sig klar, rufflet lidt op i håret, så det var mere fyldigt og satte sig op på hesten igen.

Hvorfor havde hun ikke et hus i syden? Der var vidunderligt! Mændene var smukke og der var ikke en eneste der ville ane hvem hun var! Hun kunne starte på en frisk og ligge alt bag sig. Hun sukkede svagt som hesten prustede "Jeg ved det..." sagde hun stille og så op som hun stoppede hesten. Hun var ankommet. Hun gled ned over hestens side og greb tøjlerne, men blev mødt af en tjener der tog dem for hende og trak hesten med sig, en anden førte hende mod indgangen og indenfor.

Saharah var i himlen. Så mange tjenere... Så smukke omgivelser... Et smil kom frem på hendes læber som hun kom indenfor "Lord Oswald venter dem Lady Sunfury" sagde tjeneren og rakte armen ud mod stuen, gik ind for at præsentere hende,men Saharah kom selv ind inden tjeneren fik sagt ret meget "Saharah Valeria Sunfury, men det ved De allerede... Ikke sandt Lord Oswald?" sagde hun som hun kom op bag tjeneren der bakkede ud af rummet. Hun sendte Oswald et kækt smil.

Lyden at døren som blev åbent, fik Oswald til løfte sig fra stolen. Hans tjener kom ind for lave sin præsentation, men Saharah fik afbrudt tjeneren før at han sagde noget. Oswald fandt det ganske underholdende, han lavet et smil af morskab som han tilbageholdt sin latter.
”Jeg havde mit gæt, Lady Sunfury” sagde Oswald efter Saharah havde talt. Hun var en ganske smuk skabning, den slags Oswald normalt ville være tiltrukket af. Han studerede hende med øjnene, uden at virke uhøflig. ”Har de nydt turen herned?” sagde Oswald kort efter, han tog et par skridt fremad for at tage hendes hånd i hans, hvor efter at hans kyssede hendes håndflade.

Det var nok den første gang at han var så velkommende overfor en vampyr, normalt var han ikke helt vild med tanken om at lukke vampyrer ind i hans hjem, specielt ikke efter han forrige møde med blodsugerne. Men på grund af hans svaghed for skønhed, kunne han heller undgår at være fascineret af Saharahs skønhed, hun var smuk, lige meget hvad hans hjerne så end sagde, kunne han ikke gør andet ind at indrømme det.

Oswald slap hendes hånd rolig, ”Jeg er blev informeret om at vore mad er klar om en halv time,” sagde han med et smil, han var ikke sikker på om hun var i stand til at hold mad nede, det virkede altid som om at vampyrer ikke kunne spise med mindre at lært sig selv den kunst. Hvis ikke, kunne nok få lov drikke en smule fra ham.   
 

Saharah smilede kort og trak da på sine skuldre ”Hvis man ser bort fra de komplet idioter, der forsøgte at stjæle fra mig.. Så ja.. Ellers var det en yderst smuk tur” sagde hun og så på Oswald som han nærmede sig. Kysset på hendes håndryg, fik hende kort til at bide sig i underlæben og hun smilte kort. Sådan en gentleman havde hun ikke stødt på længe, dette var så også en af de få gange hun faktisk havde taget en længere rejse fra Tusmørkedalen uden så meget som at føle sig specielt utryg, på trods af hun rejste alene. Saharah kunne godt klare sig selv normalt, så derfor havde hun ikke taget tjenestefolk med, trods de ellers havde tryglet hende om det nok ville være det bedste. Hun havde hårdnakket sagt nej! Og det var sådan det var blevet.

Saharah nikkede ”Vidunderligt, er også en smule sulten efterhånden” sagde hun og svor hun kunne mærke hvordan hendes mave var begyndt at rumle, trods det som regel var en ting der tilhørte de levende. Hun var spændt på hvad middagen bestod af, eftersom hun ikke havde indtaget menneske føde i omtrent to år, så hun vidste ikke om hun stadig havde evnen til at holde det i sig, men hun vidste også, at Oswald sikkert havde en substitut klar til hende, hvis hun ikke kunne håndtere den almindelige mad.

Det kom ikke bag på ham, at hendes tur nok havde været en smule kompliceret. Han kendte alt til problemerne ved at rejse i Tusmørkedalen, selv om hans sidste besøg nu havde været mere behagelig.

”Jeg ved hvad de mener” sagde han kort, Oswald kunne godt have sympati for den slags, han viste det dog ikke særlig tit. Selvom det var underlig at være syden igen, havde Oswald faktisk nydt de sidste par dage, han havde tid til at være den person han ville være. ”Syden har sin charme, men varmen bliver man træt af med tiden” sagde han kort, selv om vinteren var der en væsentlig stor varme.

Oswald slap Saharahs hånd, ”Vi kan blot tage plads her, og vente med mindre at de ønsker et eller andet af drikke?” sagde han, der var flere flasker vi klar, eller andre stærkere drikke. For Oswald var det næsten ligegyldig, alkohol havde svært ved at tage effekt på ham selv hvis han ikke havde spist i nu.

Saharah trak kort på skuldrene over hans ord omkring varmen der var i syden ”Det ved jeg nu ikke.. Syntes nu ellers det er skønt at tilbringe tiden her nede” sagde hun med et blidt smil. Jo bevares så kunne hun godt følge ham i, at varmen blev ulidelig, hvis man ikke var vandt til den, eller ikke havde en god tilvendingsevne. Hun selv havde som sådan ikke meget imod varmen, men nu var hun her trods alt også om natten, så det var sikkert ikke lige så slemt som det kunne være i løbet af dagen.

Hun tænkte en kort stund ”Hvad kan De tilbyde.. Jeg ved De holder af vin og kvinder.. Men går ikke ud fra kvinderne er på menuen?” sagde hun med et kækt smil på læberne, som hun lod blikket vandre rundt i lokalet. Oswald boede smukt, det måtte hun alligevel give ham og det var ikke sådan der var oversvømmet af slaver, hvilket egentlig også var yderst skønt! Bevares så havde Saharah ikke noget imod slaver, men hun havde ikke selv nogen, fik det sikkert heller ikke.. Hun havde den ene tjener og så kokken.. Det var mere end rigeligt for hende og de var ikke en gang slaver som sådan..

Han lyttede til hendes ord, man kunne tilbringe vinteren i syden, men derefter blev det næsten alt for varmt til at forsætte året ud.
Oswald kom med lav latter, ”Man ved aldrig hvad der kommer på menuen hvis de ønsker det?” sagde han kort, han kunne knips med fingrene og alt kunne ske. ”Der ville ikke være andre her huset som ville stoppe dem,” sagde han lidt efter. Han var selv ligeglad, hvis der var folk der døde i hans hjem. Den slags var sket et par gange, ingen ville savne en slave eller to i den del af landet hvor slaveriet var åbnet.
Oswald valgte dog at hælde vin et glas til dem begge, inden at han kom med mere drilsk smil. ”Selv jeg kunne komme på menuen hvis der var tale om det,” sagde han lidt efter. Han tog et glas i hver hånd som han gik hen imod hende, og han rakket det ene til hende.

Et kækt smil spredte sig på Saharah's læber over hans svar om, hvad der kunne komme på menuen og at han var ligeglad med hvad der kom til at ske. Egentlig vidste hun godt der var nogle der var døde her i forvejen, han var trods alt en mand der havde slaver, så hvis der ikke røg en slave en gang i mellem, så var der i hvert fald et eller andet galt. Et bredt smil kom frem på hendes læber som han nærmest tilbød sig selv til hende "Mhhm, se det lyder.. Fristende" sagde hun og rakte da ud efter glasset med vin, som han havde med til hende. Svagt sippede hun til vinen og nikkede kort af anerkendelse "Udsøgt smag, yderst fyldig og god krydret.." sagde hun og smagte endnu engang. Vinen var uden tvivl vidunderlig, men tanken om hun måske kunne få lov til at sænke sine tænder i halsen på dæmonen, fik hende til at tænke på, hvordan man mon skulle overtale ham til det, med mindre det kom helt af sig selv som natten skred frem.