Gående rundt på markedspladsen i lidt tid nu, var denne mand her efterhånden begyndt at kede sig, han ville lave noget forretning. Han ville have gang i nogle ting og sager, og heldigt for ham, så pladsen her det perfekte sted til sådan noget. Han s blik flakkede rundt, for at se på de mange personer som var her, dermed også nogle af de mange boder som var sat op rundt omkring. Han havde en god mavefornemmelse, og han kunne skimme nogle personer tæt på, som stod og kiggede på ham, var det mon en idé at gå+ derhen, nej ligenu lod han være. Han satte kursen hen mod en bod der så tom ud, og han kiggede rundt, men nåede ikke sige meget før der stod en kvinde med kort blonde hår foran ham. Hvem var hun, han kendte hende ikke, havde ej set hende før. Han bukkede høfligt for hende, og sendte hende et bredt smil, hvorefter han kunne mærke noget prikkede til ham. Han drejede hovedet og kiggede mod Vaik hans krage som var fuld igang med at prikke løs mod hans hoved, tit betød det et eller andet, og denne her gang betød det forretning. At der var ganske gode chancer for at lave noget forretning med denne kvinde, især eftersom det havde set ud til at hun stod og kiggede rundt, nærmest efter noget bestemt.

Han begyndte at sætte nogle ting op på boden, der var alt fra glas krus, til glas figurer, og der var skam også nogle blomster, lommeur, pen samt blokke. Han havde skaffet alt sammen selv, blot ved at lave en masse forretning, og han kunne altid gå en god deal hjem, det var intet problem. Han lagde hovedet på skrå og stak hånden ned i hans bukselomme, for at hive en flot lille æske op ad lommen, hvori der lå en virkelig smuk jade sten. Han betragtede den med øjnene, den havde en smuk grøn farve, og havde været svær at få fat i. En så sjælden og smuk sten som den, var af stor værdi, men han gik ikke af med den, medmindre han kunne få noget ligeså værdigt for den. Han kiggede på kvinden der pludselig stod og var helt betaget af stenen, og stod med et stort smil på læben, og begyndte at sende flirtende blikke til ham. Men han gengældte dem ikke, holdte sig enlig lidt professionel i øjeblikket, mest fordi det handlede om forretning. Vaik pippede lidt som altid, og kløede sig en smule i fjerene. Han kunne se at kvinden rakte ud efter stenen, men han sagde ikke noget, men fulgte hende med øjnene, og skulle til at lukke æsken da han kunne se noget i nærheden, var det en ny kunde, en person, en kvinde, hvad var det. Hans øjne var rettet på skikkelsen, der også så ud til at være betaget af stenen.

Stella havde efterhånden brugt en del timer på markedspladsen. Hun var egentlig blevet sendt herhen af sine forældre, for at hente nogle forskellige ting, stof, et par nye skåle i ler, da de andre var ved at blive ret gamle og lidt for brugte. Men hun var blevet distraheret flere gange, enten af samtaler med folk hun havde mødt et par gange før, eller af de fine smykker der lå i flere boder. Det var ikke fordi hun havde krystaller til nogle af dem, men hun kunne vel altid kigge. Det var måske også lidt svært, for alt stoffet hun havde købt til sin mor bar hun i armene og det fyldte mere end det plejede, fordi hun ikke havde fået foldet det ordentligt sammen og det blokerede for vejen foran hende. Hver gang hun ville se på en bod, måtte hun læne sig lidt til siden, dog ikke uden besvær, for korsettet sad, som altid, helt tæt og sørgede for at holde hendes ryg ret. Heldigvis havde hun sat det lange brune hår ordentligt op i en fletning, så det ikke forstyrrede. Med armene flydt af stof, tog hun små skridt videre ned ad markedspladsen, for ikke at falde over noget.

Egentlig var Stella på vej væk fra markedspladsen, men solen reflekterede i en jadesten ved en bod, ikke langt fra hende og fangede hendes opmærksomhed. I sin nysgerrighed på at se stenen nærmere, glemte hun at holde tempoet minimeret, som hun bevægede sig tættere på damen der havde fat i den grønne sten. Det hurtige tempo resulterede i et sammenstød med nogle kurve ved boden ved siden af. Stella faldt direkte ind i kvinden med jadestenen. Jadestenen blev tabt, landede på nogle småsten på jorden og revnede. Stoffet i Stellas arme blev tabt, fik skubbet til flere glaskrus, glasfigurer og lommeure, der alt sammen faldt af bordet og blev smadret idet det ramte jorden. Stella selv, og damen hun var braget ind i, lå begge på jorden foran boden. Stella kom dog hurtigt på benene, med et panisk blik i øjnene over hvad hun havde været skyld i. "Åh nej, det er jeg virkelig ked af!" Sagde hun, henvendt mod manden bag boden, mens hun fik hjulpet den anden kvinde op. Stella fik samlet jadestenen op, bidt sig nervøst i læben, da hun så at den var revnet. Hun rakte den lettere rystende mod manden, som hun rettede blikket mod ham. "Det var virkelig ikke med vilje. Jeg vil virkelig gerne betale dig for alt jeg har ødelagt. Hvor meget skal du have for det?" Stella var helt oprigtig, hun ville hellere end gerne betale ham for alt, men hun var slet ikke klar over hvor værdifuld den jadesten i sig selv var. Så var der alle glasgenstandende og lommeurene ved siden af.

En pludselig larm og synet af jade stenen der nu lå i stykker på jorden, gjorde at Vaik hurtigt fløj ned på jorden for at studere stenen. Den var ødelagt, og før Fark kunne nå at danne sig et overblik over det hele, kunne han høre en stemme, en venlig og nærmest bekymret stemme. En kvinde var kommet, en kvinde der så ung ud, men han nåede ikke svare hende, før han pludselig lagde mærke til, at der var flere ting der var blevet ødelagt. Okay så det var ikke kun stenen der gik i stykker, nej glas figurer gik i stykker, og alle tingene der havde stået på boden var gået i stykker, han vidste slet ikke hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle reagere, men kiggede på kvinden der undskyldte, og med et hurtig greb, grab han fat i hendes krave på den kjole hun havde på, hev hende ind til sig, og betragtede hende, hvorefter han kiggede kort ned på Vaik, den sorte krage var fuld igang med at nippe til stykkerne der lå spredt på jorden. 

"Jeg burde dræbe dig for de ødelagte genstande, samt den sjældne sten...men"sagde han efterfulgt af en pause, og kiggede ned ad hende. Ganske køn, det var slet ikke det, og han sukkede så da hun undskyldte, og gav slip på hende, og fik vendt ryggen til hende. Han kiggede med et tænkende udtryk på ansigt over de mange ødelagte dele der lå hist og pist på jorden, men gjorde ikke noget ved det, for der var ikke meget at gøre, men han vendte så rundt mod kvinden igen. Trådte et skridt tættere på hende, og lagde en finger under hendes hage, mens han betragtede hende med øjnene"Så du vil betale alt tilbage, se det er interessant"sagde han med et skævt smil, og nærmest tog fat i hendes hånd, og slæbte hende med hen til den nærmeste kro der lige lå i nærheden. Uden at hun faktisk ville sige noget til det, eller reagere over at pludselig blevet slæbt med hen til den nærmeste kro. Han sagde ikke noget på vejen derhen, men da han kom derhen satte han hende ned på en stol, knælede ned på knæene, hvorefter han placerede en klud mod hendes ben, som han kunne se var blevet ramt af nogle af glas skårene. Han holdte sig rimelig neutralt over at vaske såret, og han bad Vaik om at sidde på kanten af stolen der var hans. Krofatter havde opfanget hans tegn til at han skulle komme ned til dem"Du kan betale mig tilbage ved at tjene mig"sagde han så, og rettede sig op, og kastede kluden hen mod krofatter.

Et forskrækket gisp lød fra Stella, da der blev hevet fat i kraven på hendes kjole. Hun greb fat om mandens hånd, i et forsøg på at få ham til at slippe, men var egentlig godt klar over at det ikke ville virke. Man kunne se den lette panik i hendes blik, som hun ikke havde været forberedt på den reaktion over hendes uheld. Hun regnede selvfølgelig ikke med at han ville være glad, nu hvor hun havde formået at ødelægge næsten alt på hans bord, inklusiv den utrolig pæne jadesten. Hun havde mere forventet en eller anden form for venlighed, men kun fordi det var sådan hun selv ville have gjort. ”Åh nej, vil De ikke nok lade være!” Bad hun panisk, lige inden hun åndede lettet op, som han slap hende igen. Hun rystede en anelse, ville egentlig helst løbe fra gerningsstedet, men hun var vel nødt til at stå ved sit ord, og betale manden tilbage for hvad hun havde ødelagt.

Stella løftede hovedet en anelse, mest for at undslippe den finger han lagde under hendes hage, men vidste godt at det ikke ville nytte noget. Hun var nervøs, det var ikke svært at se, hun måtte kæmpe godt imod for ikke at træde nogle skridt tilbage, væk fra ham. Hun nikkede let som svar. Ja, hun ville betale det hele tilbage, det var trods alt ikke andres skyld end hendes. Hun nåede ikke at sige noget, undslap en overrasket lyd i form af et ”Ah!”, som han greb fat i hendes hånd og trak hende med sig til kroen. Hun måtte kort se tilbage, sukke kort over alt det stof hun havde købt, som blev efterladt ved alle de smadrede glasting. I sin overraskelse gjorde hun ikke engang modstand, så hun fulgte næsten frivilligt med til kroen og satte sig på stolen uden et ord. At hun var kommet til skade da hun faldt, havde hun ikke selv lagt mærke til i hedens øjeblik, så hun gispede over den sviende smerte, da han lagde kluden mod hendes ben og uden at tænke over det, greb hun fat i hans hånd. Hun slap dog hurtigt igen, bed sig i læben og lagde i stedet hænderne i skødet. Hun vendte også blikket mod skødet, for ikke at se direkte på ham. ”Vil De ikke hellere have krystallerne for det hele? Jeg har stadig lidt på mig,” sagde hun, mens hun stak hånden i lommen på kjolen og hev en lille pung af læder op. Hun rakte den mod manden, stadig lettere rystende. Hun havde ingen fornemmelse for hvor meget hun skyldte ham og var derfor ikke klar over, at pungen langt fra indeholdte nok krystaller til at betale ham tilbage.

Hendes ord lyttede han til, som hun snakkede, og han valgte ikke at svare hende med det samme. Han betragtede hende lidt, og lod blikket falde på hendes ben, og han gav slip, hvorefter han rettede sig op, og fik sat sig på en stol. Hvad han kunne se så sad han overfor hende, og han lagde en hånd på bordet, og lænede sig en smule tilbage i stolen. Synet af krystaller der kom til syne foran hans øjne gjorde, at han fik et skævt smil frem på læben, og han lænede sig lidt over bordet mod hende, og stirrede nærmest ind i hendes øjne. Ak ja så uskyldig hun så ud, helt engel agtigt, det ville være synd at ødelægge det, hvilket han netop havde en idé og tanke om at gøre. Hun skulle arbejde for ham, tjene ham for det hun havde gjort, selvom det nok ikke havde været med vilje, så glemte han det ikke. Den betydningsfulde sten, der blev ødelagt, samt de mange andre ting, det var noget der skulle betales tilbage, og ikke kun med krystaller. Dog fik han fat i nogle af krystallerne, og kunne se at Vaik fik fat i nogle også med næppet, og derefter viftede lidt med vingerne, ikke fordi den ville flyve, men blot for at vifte fjerene lidt. 

"Krystaller er fantastiske, og smukke, men du virker som noget mere interessant"sagde han med hovedet på skrå. Han holdte blikket på hende, og kastede en krystal op i luften, resten af dem han havde fik han proppet ned i lommen, og han ventede blot på, hvad hun ville sige"Du kan betale tilbage ved at tjene mig, jeg vil ikke sige at du har noget valg"sagde han så ganske koldt, og kiggede til hans ene side, hvor Vaik sad og prikkede ind i hovedet på ham. Det generede ham ikke, og han kastede fortsat krystallen op i luften, og kunne ikke undgå at skule hen til hende, hun så ganske uskyldig ud, nærmest som en artig tøs, der intet gjorde galt, og det var der interessante, og sjove tanker om i hans hoved"Jeg lover ikke at være sød, for det  meste, men jeg lover dig at jeg ikke vil skade dig"sagde han så med et smil på læben, om det passede eller ej, vidste han ikke endnu, dog var han sikker på at han nok ikke ville kunne undgå at skade hende, det ville sikkert komme på den ene eller anden måde. Dog var det lettest at lade hende tro på det, hvertifald for nu, og han lod sig blot sidde og vente på hendes svar og ord.

Som han fik placeret sig på stolen, fik Stella taget sig sammen til at rette blikket mod ham igen. Hun havde stadig et undskyldende blik i de uskyldige øjne, der var ingen tvivl om at hun havde det utrolig dårligt med hvad hun havde gjort ved alle hans ting. Ikke mindst den pæne jadesten. Det eneste hun ville, var at se den nærmere, men hun havde slet ikke taget højde for sit dårlige udsyn over den store mængde stof. Det stof der stadig lå ved boden. Det måtte hun huske at få med, ellers fik hun nok ballade, når hun kom hjem. Hun rettede kjolen til, sørgede for at den dækkede benene til igen, så kun de små, hvide sko var til at se. Hendes blik flyttede sig lidt mellem ham og fuglen. Fuglen opførte sig underligt. Sikkert ikke for ham, men hun var ikke vant til at se en fugl være så... knyttet? til en person. Det skulle hun lige bruge lidt tid på at vænne sig til.

Stella åbnede munden, så næsten helt forbavset ud over hans ord. "Men jeg..." Hun ville gerne gøre et eller andet for at forsvare sig, gøre noget for at ændre hans mening, men hvad? Han havde taget hendes krystaller, de eneste hun havde på sig. Godt nok havde hun selv tilbudt dem, men kun fordi hun troede at det ville få ham til at sige, at hun dermed ikke behøvede at arbejde for ham alligevel. Det virkede tydeligvis ikke, for nu havde hun intet valg. "Men hvad skal jeg gøre for dig? Altså hvilke opgaver vil du give mig?" Spurgte hun usikkert. Hun havde generelt ikke noget imod at tjene folk, det var trods alt hendes arbejde og hun arbejdede endda for en vampyr, men hun kendte ikke denne mand. Hun var nervøs for hvad han ville sætte hende til. I sin nervøsitet sad hun og fumlede lidt med stoffet fra hendes kjole. "Og hvad mener du med interessant? Hvad er det du finder interessant ved mig?" Hun skulle sikkert nok komme på flere spørgsmål, men indtil videre holdt hun hen. Hun turde næsten ikke at spørge for meget, for han virkede skummel. På den anden side.. Så længe de befandt sig på kroen, et offentligt sted, var hun vel i sikkerhed?

Hvad hun skulle gøre, se det var et ganske interessant spørgsmål, som fik ham til at stoppe med at kaste krystallen op i luften, og hans ad nu godt lænet tilbage i stolen. Lod sig vippe en lille smule på den, før han rakte krystallen hen mod hendes arm, lod den røre ved hendes bløde hud, mens han ikke fjernede blikket fra hende. Der var så mange ting som hun kunne gøre for ham, dog tænkte han faktisk ikke særlig perverst, nej for han havde andre tanker, tanken om at have en der ville tjene ham kunne han godt lide, også selvom det kun var for at betale ham tilbage, så var det bedre end ingenting. Det var noget han aldrig havde oplevet før, så det var med at nyde det, så længe det ville vare, dog ville det sikkert blive svært at slippe hende, men det ville blot altid være en start at få hende til at arbejde for ham"Jeg har mange opgaver, du skal tjene mig ved..."sagde han med en pause, og lænede sig lidt ind over bordet, og lod krystallen glide hen over hendes kind, mens et skævt smil bredte sig over læberne. 

"Ved at gøre rent, vaske op, lave mad, og så ville det være rart hvis du ville fodre mig indimellem med den mad du laver"sagde han og nærmest nød hvordan ordene nærmest flød ud af munden på ham. Det lød måske ikke særlig hyggeligt, eller sødt, men sådan var det jo. Vaik pippede løs, og kiggede rundt, mens den gik igang med at vaske sig, også godt indimellem fjerene. Fark betragtede pigen, og han trak sig lidt tilbage, men lod krystallen i hånden fortsat være ved hendes kind, mens han lod den glide ned ad hendes kind. Der var fortsat så mange ideer til, hvad hun kunne gøre for at betale tilbage, ja der var så mange muligheder, men han ville heller ikke skræmme hende helt væk endnu, og han håbede ikke det ville ske, for nu var det jo ganske hyggeligt, og han var sikker på at hendes selskab nok skulle være nok for ham. Ved hendes spørgsmål smillede han og lænede sig lidt tilbage i stolen, og stoppede med at lade krystallen glide ned af kinden, mens han holdte blikket på hende"Du virker uskyldig, renlig, og artig som en engel, det er noget man ikke møder hver dag"sagde han og gav et lille nik fra sig. 

Stella havde endelig fået samlet mod nok til at se manden direkte i øjnene, stadig med et undskyldende og lettere nervøst blik, men i det mindste holdt hun øjenkontakten. Hun var usikker på hele situationen, det var ikke hver dag man blev hevet med hen til en kro og placeret på en stol af en fremmed og normalt var hun en meget udadvendt person, men denne gang var det svært. Om det var fordi han var lidt for skummel, eller fordi hun havde det utrolig dårligt over alt hun havde smadret, var hun ikke helt klar over. Måske det bare var en god blanding af det hele. Og så den fugl. Underlige fugl. Hun gispede i let forskrækkelse, da hun mærkede krystallen mod armen og skævede kort mod den, men vendte hurtigt tilbage til ham. Hun vidste ikke hvorfor, men hun ville ikke virke alt for let at påvirke over for ham.

Hun nikkede svagt til de opgaver han ville sætte hende til, undrede sig lidt over at han ville have hende til at fodre ham. Det var som regel kun noget hun gjorde for de ældre, dem der ikke kunne selv, men hvis det var hans ønske, kunne hun ikke nægte. Hun skyldte ham trods alt og det ansvar havde hun ikke tænkt sig at forlade. Hun bed sig let i læben, da krystallen ramte hendes kind, men fandt sin stædighed frem og holdt fast blikket i hans. "Hvis det er det, du vil have, så skal jeg nok gøre som du siger," svarede hun, nu med lidt mere sikkerhed i stemmen. Uden at tænke over det, fik hun lænet sig lidt længere frem i stolen, så hun næsten sad ude på kanten. Hun kunne ikke lade være med at smile let over hans kommentar. "Der findes da masser af sådan nogle som mig. Man skal bare vide hvor man skal lede," sagde hun, let grinende. "Hvis jeg skal arbejde for dig, må jeg nok hellere præsentere mig selv," sagde hun kort efter, forsøgte at lyde så selvsikker som muligt, sådan som hun altid ville være over for en ny mester. Hun rejste sig fra stolen og tog et skridt til siden. "Jeg hedder Stella Hall," præsenterede hun sig, som hun tog let fat i kjolen, bukkede hovedet ned og nejede dybt for at vise respekt.

Hendes stædighed kunne han godt se, det gjorde blot at han havde svært ved at virke grusom, og ond, mest fordi hun nærmest fik et smil frem på hans ellers kolde ansigt. Det var ikke tit det skete, dog var det heller ikke tit han stødte ind i sådan en spændende person som hende. Hun gik hans nysgerrighed frem, men dog var der så mange tanker i hans hoved der nærmest fortalte ham det ene og det andet, hvilket måske ikke helt var så godt igen. Men dog gjorde det vel også tingene meget sjovere, det var han næsten sikker på. Han stoppede med at lade krystallen røre ved hendes hud, og kastede den kort op i luften igen, hvorefter han lod blikket glide rundt på omgivelserne der var herinde på kroen, her var tit ikke så proppet, det var der ikke idag, måske fordi de fleste var udenfor, og gå rundt mellem boderne. Det var nu også fint nok, han havde skam intet imod det, det havde sin egen charme, og hygge. Da hun så bukkede sig for ham, nærmest elegant, kunne han ikke undgå at smile, og læne sig tilpas tilbage så han sad godt i stolen, og fjernede ikke blikket fra hende. Så hun virkede skam til at have gode manere, det var altid godt, bestemt ikke noget dårligt, om hvor vidt han ville ændre det, var det gode spørgsmål. 

"Hyggeligt at møde dig Stella jeg hedder Fark"lød det kort fra ham, hvorefter han nærmest bukkede med hovedet forover mod hende, blot for at gengælde hendes høflige gestus, eftersom det dog ikke var tit det skete. Men lidt venlighed skadede vel ingen, især ikke når hun virkede så uskyldig, og ren, nærmest som en engel uden vinger. Han havde rigeligt af ideer, og han ville ikke fortælle hende nogle af dem, før tidspunktet og øjeblikket var til det, dog vidste han godt at det hele ikke ville blive en dans på roser, langt fra... Han lod blikket hvile sig på hende, og han rejste sig op fra stolen, gik hen til hende, bukkede sig halvt ned foran hende, mens han rakte en hånd frem mod hende"Skal vi gå, eller ønsker du noget at spise og drikke først"spurgte han undrende, og skulede hen mod krofatter, der nærmest stod og stirrede ventende på dem.

Det skumle indtryk hun først havde fået af ham, begyndte langsomt at forsvinde idet hun formåede at få et smil frem på hans læber. Det gjorde hende straks en del mere tilpas og langt mindre akavet og nervøs, hvilket hurtigt kunne ses på blikket i øjnene, der så meget mere afslappet ud nu. Det svage smil på hendes læber, blev en anelse bredere over hans buk med hovedet. Det var ikke meget af en gestus, men det var mere end hvad hun ellers havde fået fra folk hun arbejdede for, så hun satte stadig pris på det og det gjorde hende gladere end hun havde troet det ville.

Stella skulle til at tage hans hånd, men lod være, da han nævnte noget at spise. "Jeg skulle egentlig have brugt nogle af krystallerne på mad, for jeg er slet ikke færdig med mine ærinder, men..." Hun stoppede sin sætning og rystede let på hovedet. Aftalen om arbejde var forgået lidt anderledes end hun var vant til, og hun var nødt til at tænke over sin plads i forhold til ham. "Jeg er intet andet end en tjenestepige, så det kan.. Må jeg ikke svare på," valgte hun i stedet at svare med et smil. "Hvis du vil spise, venter jeg gerne." Hendes stædighed var forsvundet, men kun fordi hun gik alt for meget op i at opføre sig ordentligt over for ham hun arbejdede for. Det var tydeligt at se, at hun havde ændret holdning til ham, hun fandt ham ikke så skummel som i starten, men hun ville ikke overskride nogle grænser.

Hendes svar gjorde at han smillede bredt, og uden at tænke over det nærmest samlede hende op i hans favn, gik hen mod bardisken, satte hende ned på en stol, og satte sig ved siden af. Han gav tegn til krofatter skulle komme, hvilket han også gjorde, og han bestilte noget mad til hende og ham, han gik ud fra at hun sikkert ikke var kræsen, ellers måtte hun bede om noget andet. Lidt venlig kunne man vel godt være, eftersom hun virkede så venlig mod ham, dog stadigvæk nervøs og måske også bange, men han forstod hende godt. Han tog fat om et af krusene der blev sat frem, og tog en slurk af den, før han vendte blikket hen mod hende. Han sagde ikke noget, som han faktisk burde, det var sådan normale samtaler startede, dog holdte han en pause, og nærmest fik et grin frem, før han rakte nogle krystaller frem mod hende, helt uden at tænke videre over det, måske det var forkert af ham at tage alle hendes penge, især hvis hun jo skulle bruge dem. Det ville være grusomt og så grusom var han dog heller ikke, og dog så kunne det ske til tider, men sådan var han jo bare.

"Jeg skal ikke tage alle dine penge, hvis du har brug for dem"sagde han med hovedet på skrå, og kunne se at krofatter langsomt kom tilbage til dem. Han satte to store fad foran hende og ham der var en masse forskellige mad de kunne spise"Jeg vil foreslå at du får noget at spise, faktisk vil jeg give det som en ordre at du får dig noget at spise"lød det meget bestemt fra ham, ja det var næsten ligefør han lød meget stædig. Men han var jo lidt bekymret for at hun ville sulte, hvis hun ikke fik noget at spise, hun virkede som en spinkel pige, han behøvede ikke så meget at spise, og så igen et væsen som ham, havde indimellem brug for andet end mad, der var noget særligt der engang imellem skulle til, dog var det bestemt ikke noget han ville nævne ligenu. Det kunne vente og komme, når øjeblikket var til det, og til den tid vidste han slet ikke hvordan hun ville reagere, eller hvad hun ville sige til det.

Hendes ord, fik ham til at lægge en hånd på hendes skulder, selvom han skulle til at lægge den under hendes hage, men det brød hun sig hvist ikke særlig om, så han lod være"Du er ikke bare en tjenestepige, eller måske du er, men du har da en masse at byde på"sagde han med et skævt smil, og vendte blikket ned mod maden, hvor han fik taget nogle bider af manden, og tog en tår af kruset der stod ved hans side"Kan du godt lide at være en tjenestepige"spurgte han så undrende, og kiggde hen på hende.

Stella fik hurtigt lagt en arm om hans hals, da hun blev løftet op og hun udbrød et "oh..!" i overraskelse. Som en ekstra sikkerhed for sig selv, greb hun fat om hans skulder, men slap straks igen, idet hun blev placeret på stolen ved disken. Hun kunne ikke holde et smil tilbage, rødmede også svagt, men i det varme lys i kroen, var det næsten ikke til at se. Hun holdt øje med hvad han foretog sig, hans tegn til krofatter, derefter kruset i tåren der blev taget. Det gik op for hende, at hun muligvis stirrede lidt for meget, så hun vendte blikket mod det andet krus, rakte hånden frem og trak kruset til sig. Hun så lettere uforstående mod ham, da han rakte nogle krystaller tilbage til hende. "Men..." Hun lukkede munden, lyttede til hvad han sagde og rødmede lidt mere. Det var godt nok en ordre, men det virkede som om han forsøgte at passe på hende. Hun havde aldrig oplevet den form for bekymring fra andre før, kun fra hendes forældre, men det var noget helt andet. "Men jeg skylder sig så meget, så jeg kan ikke tage krystallerne tilbage," insisterede hun, mens hun blidt skubbede hans hånd med krystallerne fra sig igen. "Jeg lover at spise, hvis du beholder krystallerne," sagde hun afsluttende, som hun satte sig til rette på stolen.

Hun tog en enkelt tår af vandet i kruset, før hun tog fat i en af skeerne. Hun fik et lille stykke kød fra det ene fad op på skeen og førte det hen til munden. Hun så næsten overrasket ud over hvor godt det smagte. Hun havde ofte købt mad fra boderne på markedspladsen, men havde aldrig spist på en kro før nu. Som han lagde en hånd på hendes skulder, rettede hun blikket mod ham igen og denne gang kunne hun ikke skjule sin rødmen over hans søde ord. Hun anede bare ikke hvad hun skulle sige til det, for hun fik sjældent komplimenter. "Hm," lød det overvejende fra hende. "Det har jeg faktisk aldrig tænkt over. Jeg har endnu ikke været utilfreds med mit arbejde, men jeg har også kun arbejdet for venlige folk," svarede hun. Okay, måske ikke kun venlige folk, nogle har da været lidt besværlige, men hun brokkede sig aldrig. Hun fik proppet et lille stykke gulerod i munden og slugt det kort efter. "Fark? Hvorfor er du så venlig mod mig? Jeg har trods alt lige smadret hele din bod." Det var ikke svært at se, at hun stadig havde det dårligt over det, men hun undrede sig stadig. Han virkede beskyttende, men hun forstod ikke hvorfor. Hun havde, indtil videre, ikke gjort noget for at fortjene hans venlighed.

Vaik den pippende krage, eller hvad man nu kunne kalde ham, det var næsten en blanding mellem pip, og en knirkende lyd, ret underlig blanding. Det fik Fark til at vende i retningen af Vaik, og strøg en hånd hen over fjerene, og hovedet hvilket den godt kunne lide. Den så yderst tilfreds ud, og stoppede hurtig med at pippe og knirke som den nu gjorde, det var en underlige lyd, ikke fordi den knirkede som en dør, men det var en mærkelig form for det. Fark betragtede Vaik nøje, og studerede den, før han sendte den et smil, og lod hånden stryge hen over fjerene og hovedet fortsat. Så tog han hånden til sig, og vendte blikket hen mod hende igen. Sendte hende et skævt smil, og sagde ikke noget men da hun havde insisteret på at spise noget hvis han tog imod krystallerne igen, måtte han sukke i næsten morskab, og tog imod krystallerne. Han lagde dem ned i bukselommen, og rettede sig lidt op, mens han stod lænet op ad bardisken, og lod så blikket glide lidt rundt på de forskellige personer der sad herinde, sjovt hvordan det altid var at man sjældent kendte nogle, eller havde set nogle før. Det var ikke ti det skete for ham, medmindre man havde aftalt at mødes et bestemt sted, dog havde han bestemt intet imod at være i selskab med Stella, det var ganske hyggeligt.

Han skulede en smule til hende, og lagde armene over kors, blot for at stå en anelse bedre, og lidt mere afslappet. Han lyttede til hende, og fik et bredt smil frem på læben, det var enlig også meget sjovt hvorfor han var det, måske var det fordi han bare ikke kunne få sig selv til at være andet end sød overfor hende. Han stod lidt med tankerne omkring det, stod og tænkte lidt, for kunne det være derfor. Vaik kunne godt mærke at der var noget der trykkede, og prikkede til hans hoved, som fik Fark tilbage til virkeligheden igen, og han kiggede på Stella med et bredt smil"Jeg ved det ikke...Jeg tror det er den måde du er på, sådan uskyldig, forsigtig"sagde han og tænkte lidt mere, det var underligt, han vidste det ikke selv, og måtte tage en stor tår mjød for at næsten ignorere tanker om ham være sød.
Det var bare ikke tit det skete, og slet ikke overfor en som Stella, blot den måde hun virkede på, og var på, og så uskyldig, det var ikke noget han havde set før. Dog var han glad for at hun ville tjene ham, og indeni vidste han godt, at han langt fra sikkert ville være sød fortsat, han var vel den han var.

"Det er et så godt spørgsmål, at jeg ikke ved hvad svar jeg skal give dig"sagde han så med et nik, og kiggede væk fra hende. Han fik hældt resten af mjøden ned, og satte kruset ned på disken, hvorefter han smillede for sig selv, og kunne mærke Vaik s fjer mod halsen, det føltes rart og dejligt. Enlig vidste han godt at hun skulle betale tilbage for de ting hun havde væltet, ødelagt, og han ville ikke glemme det. Han var meget sikker på, at det nok skulle blive interessant, på den ene eller anden måde"Var det godt med noget at spise"lød det fra ham, mens han skulede hen mod hende, mens han stod lænet op ad disken, og blot holdte blikket på hende.

Gumlende på de små stykker mad hun fik stoppet i munden, kunne hun ikke lade være med at rette blikket mod fuglen igen. Hun kunne ikke rigtig finde ud af, om hun var fascineret af dens opførsel, eller om hun var en anelse bange for den. Måske var det en god blanding af begge dele, fordi den virkede så ulig alle andre fugle. Nu var hun selvfølgelig også vant til at gebærde sig i naturen, hvor fugle som regel holdt sig langt fra mennesker. Stella var mest af alt vant til at jage den slags dyr, havde også fået skudt et par pile efter en krage eller to, men det var ikke den slags hun oftest gik efter, når hun var på jagt. Hun fik stadig taget flere bidder af maden, men helt uden at tænke over det, som hun stadig var distraheret af fuglen.

Overraskende nok, selv i sin koncentration mod fuglen, formåede hun stadig at høre hvad han svarede. Måske det var et talent hun havde samlet op efter hun havde arbejdet i lidt tid som tjenestepige. Man kunne dagdrømme alt man ville, men stadig lytte og reagere på de ordrer man fik. "Hm.. Det lyder som om du bruger din tid sammen med de forkerte typer, Fark," sagde hun med en let latter, som hun endelig fik taget sig sammen til at vende blikket mod ham. Hvis han fandt hende interessant grundet hendes uskyldighed, så måtte det være nogle skumle typer han omgik normalt. Det kunne hun selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, det var bare noget hun gik ud fra. Hun lagde skeen fra sig og nikkede lystigt. Selvom hun ikke havde spist meget, så følte hun sig rimelig mæt. "Ja, mange tak. Jeg skal nok betale dig tilbage for maden også," sagde hun. Hun skævede lettere usikkert mod fuglen igen. "Er den altid så... nærgående?"

Vaik kunne godt mærke at hun kiggede på ham/den, så den vendte sit næb i hendes retning, gav et krage lyd fra sig, og et pip, hvorefter den begyndte at sprede vingerne ud. Det var ikke fordi den ville flyve, tværtimod så kunne den bare godt lide at sprede vingerne, der var dog mange der var bange for den. Fark strøg Vaik over fjernene og hovedet, og skulede hen til Stella med et bredt smil, hvorefter han tog en slurk af mjøden der stod ved hans side, satte kruset ned på bordet, og holdte så fortsat blikket på hende. Det var ikke tit at der var nogle der turde kæle for Vaik, og det var forstående for han/den kunne godt virke skræmmene, og lidt dyster, men sådan var det, rent typisk og klassisk for Fark s krage.  Han lyttede til hende, og gav et nik fra sig, med en tænkende mine over ansigtet, tjoh det kunne der være noget om, at han tit brugte tiden i selskab med de forkerte typer, hvilket han ikke rigtig havde tænkt over, men det var ganske hyggeligt, dog var der ikke så mange artige og søde personer han var i selskab med, hvilket måske var en fejl, fordi han havde bestemt intet imod søde og godhjertet personer. Dog havde han skam også hans grænse angående de slags personer, men han holdte så blikket hvilende på Stella s ansigt.

"Vil du kæle for ham"spurgte han så undrende, og kiggede hen på skulderen hvor Vaik sad og kiggede på ham helt rolig, og afslappet. Han kunne ikke vide, om hun var frisk på at røre ham, eller kæle for ham, men nu havde han spurgt hende, mere kunne han vel ikke gøre. Dog kunne han selvfølgelig tvinge hende, men det ville måske heller ikke være rigtig optimalt, og godt. Han kunne måske godt finde på at gøre det alligevel, det var så hvad det var, men måske kunne det også være at Vaik skræmte hende rigtig meget, så at hun slet ikke ville være tæt på den. 

Hendes spørgsmål om den altid var så nærgående fik ham til at smile, og han var tæt på at tage hendes hånd, og føre den hen til kragen, men han lod være. Selvom en lyst indeni ham næsten skreg om at han bare skulle gøre det"Den er ganske venlig hvis man er venlig overfor den"sagde han og sendte hende et lille smil. Han rejste sig fra stolen, og fik bundet det sidste af mjøden i kruset, og lagde hovedet på skrå, og lod Vaik hoppe ned på bordet, hvorefter Fark strøg den over fjerene"Den kan godt være aggressiv overfor fremmede, men så længe jeg er her, tror jeg han holder sig rolig"sagde han og kiggede på hende med et bredt smil.

Det var ikke svært at se, at Stella ikke var helt tryg ved fuglen, specielt ikke da den begyndte at sprede vingerne ud. Hun rettede straks et usikkert blik mod Fark, vidste egentlig ikke om hun skulle sige ja eller nej. Havde det været en direkte ordre, ville hun ikke have noget valg, men siden han spurgte, havde hun vel tilladelse til at sige nej. Hun var ikke decideret bange for den, nok mere nervøs, fordi hun ikke havde oplevet noget lignende før.

Stella lyttede til hans forklaring, mens hun fast holdt blikket på fuglen. Hun rejste sig fra stolen og gik et lille skridt bagud, da den hoppede ned på bordet. Hun smilede lettere usikkert. Han troede at den ville holde sig rolig. Hun havde ikke ligefrem planer om ikke at være venlig over for den, men hendes erfaringer med dyr var anderledes, end at man kunne have en fugl som kæledyr. "Den bider ikke, vel?" Hun vendte blikket mod Fark, ventede på en form for bekræftelse, før hun ville lade sin hånd nærme sig. Sådan et næb kunne umuligt være helt ufarligt at komme i klemme med.

Fark lyttede til hvad hun sagde, og kiggede lidt rundt før hans blik faldt på Vaik. Kragen sad blot på bordet og kiggede på Stella som om den ikke helt vidste, hvad den skulle sige. Dog gjorde den ikke noget, selvom den tiltrak en del opmærksomhed, men det var ikke noget nyt når Fark havde Vaik med rundt, de fleste havde ikke regnet med at se krage, og specielt ikke nogle der ligefrem sad på skulderen. Han smillede bredt over hendes spørgsmål, og trådte et skridt tættere på hende, han rakte ud efter hendes hånd. Vaik sad blot som en pind på bordet, og stirrede rundt, og tilbage på Fark og Stella, men havde slået vingerne ind til kroppen, så den ville måske ikke virke alt for skræmmende overfor hende. Der var nogle der troede den ville angribe så snart den havde spredt vingerne, og dog kunne det sagtens ske, og havde været sket før, men det var mange år tilbage. 

"Den bider ikke, så længe du holder dig i ro selvomd et godt kan være svært"sagde han og rakte en hånd frem mod hende, men valgte dog at tage hendes hånd, og langsomt føre den hen mod Vaik s næp. Han var sikker på den ikke ville bide, og var næsten sikker på at hun ville kunne lide at røre ved den"Den er blød, og jeg er lige her ved siden af dig, hvis han begynder på noget"sagde han med et nik og smil. Vaik sad og kiggede op på Fark og Stella næsten uskyldigt, selvom den langt fra kunne være det. Fark førte hånden lidt tættere på fjerene og kiggede Vaik ind i øjnene"Vaik nu skal du være sød, og ikke bide lov mig det"sagde han næsten bestemt og han kunne se at Vaik forstod det, for den nikkede.

Der lød en lettere nervøs latter fra Stella, da Fark sagde at man bare skulle holde sig i ro. Han havde ret, det kunne godt være svært. Lige så snart han rakte en hånd frem mod hendes, kunne hun allerede mærke hjertet begynde at hamre lidt hurtigere. Om det var grundet ham, eller det faktum at hun stadig var usikker på fuglen, vidste hun ikke med sikkerhed. Måske det var en god blanding af begge dele. Hun skulle lige til at træde et ekstra skridt bagud, men fik samlet sig mod nok til ikke at gøre det.

Stella måtte tage en dyb indånding, mens hendes hånd var på vej mod fuglens næb, for at gøre et reelt forsøg på at holde sig i ro, men hjertet hamrede hurtigere og hurtigere og hånden rystede mere og mere. Hendes blik flakkede let mellem Fark og Vaik, men endte til sidste på Vaik, da hun var nødt til at være sikker på, at hun kunne nå at trække hånden til sig hvis den gjorde noget. Alligevel drejede hun hovedet væk og lukkede øjnene, idet fingerspidserne ramte fjerene. Hun var overbevist om, at det næste der ville ske, var et næb i hånden. Men efter få sekunder hvor intet var sket, slog hun øjnene op igen og så næsten helt overrasket på Vaik. Okay, måske var det ikke så slemt. Der var endda et svagt smil at ane på hendes læber. "Jeg ved ikke hvorfor jeg var så sikker på, at han ville bide.." Hun lod fingrene glide lidt længere hen over fjerene. "Men du havde ret. Han er blød." Hun lagde hovedet let på skrå, betragtede Vaik, nu med et lidt roligere blik end før. Hjertet hamrede stadig, men kun fordi man selvfølgelig aldrig kunne vide sig sikker på, at et dyr ikke ville bide senere. "Jeg vidste ikke, at man kunne træne fugle på den måde," mumlede hun undrende. Hun havde aldrig sat sig ind i den slags, det eneste hun kendte til dyr, var hvordan man jagtede dem.

Han lyttede til hende, og kunne ikke lade være med at grine over hende ikke ondt, nej en mild latter kunne høres, og han kiggede på Vaik. Han fulgte hendes bevægelser som hun rørte ved kragen, og han kunne godt se at Vaik godt kunne lide det, den nød det ganske meget, og måtte strække halsen en smule så hun kunne kæle lidt mere for ham. Det var ikke tit Fark havde oplevet andre være så forsigtige omkring Vaik men i det mindste havde hun ikke råbt af ham, eller løbet skrigende væk, fordi det havde sikkert påvirket kragen en hel del. Det havde sikkert også gjort, at den ville blive sur, og vred, og måske ligefrem baske med vingerne ind mod ansigtet, og det havde været sket før. Mange historier om de dystre og farlige krage kendte Fark alt til, og han troede aldrig sådan rigtigt på dem, måske for mange år siden, dog ikke nu. Han lod blikket hvile hen på Stella, og kiggede så på Vaik, han stod nu med armene hvilende over kors"Der er mange der altid tror han vil bide, eller ja generelt krage bider ved første øjekast og berøring"sagde han med et nik. Han kunne se krofatter ud ad øjenkrogen, og vinkede ham hen, hvorefter han fik skubbet kruset i hans retning. 

Så fik han fortalt krofatter at han ønskede noget mere at drikke, og det blev godtaget med et nik. Vaik så ud til at godt kunne lide at blive rørt ved fjerene, mest også fordi det så ud som om en god måde hun gjorde det på. Han strøg selv en hånd over de bløde fjer, og kunne se at Vaik i øjeblikket var helt betaget af Stella, den gad slet ikke skænke Fark en tanke, eller blik. Han sukkede og kunne ikke lade være med at grine en smule, og så trak han en stol ud, satte sig ned på den, og lænede sig lidt tilbage så ryggen rørte bardisken"Det er du ikke den eneste der ikke vidste, og det er heller ikke tit at man ser det"sagde han som svar til det hun sagde. 

"Ejer du nogle dyr"spurgte han undrende med et løftet øjenbryn, og sad med armene hvilende over kors. Vaik nød berøringen og ville næsten ikke have at hun stoppede.

Stella nikkede lettere forstående, hun forstod kun alt for godt dem, der forventede at kragen ville bide. Det var trods alt ikke det mest normale kæledyr. Hun havde kun set folk med hunde eller katte som kæledyr, måske et par heste til transport eller lignende, men ikke krager. Fordømmende, som de fleste, troede hun at krager var en smule onde at se på. Vaik kunne måske få hende til at skifte mening i længden, men ikke helt endnu, for en enkelt sød krage, gjorde ikke op for dem alle. Indtil videre havde hun dog skiftet mening om denne bestemte krage, som hun fik lov til at stryge fingrene hen over dens fjer. "Er det så dig der har trænet ham?" Spurgte hun nysgerrigt, som hun rettede de store øjne mod Fark. Hun gik et skridt tættere på bordet for bedre at kunne nå Vaik, men optaget af sin nysgerrighed, glemte hun at der var en stol lige ved siden af hende.

Stella rystede let på hovedet, havde det egentlig en smule dårligt over at skulle sige hvilket forhold hun havde til dyr, nu hvor han lod til at være så tæt med dem. "Ikke på samme måde. Jeg er i gang med at blive oplært som jæger," svarede hun med et skævt smil. Måske det også ville forklare hvorfor hun havde været så usikker på Vaik.