Sted: Nogle kilometer fra Dianthos ved en lille skov
Tid: Sen formiddag
Vejr: Køligt, men rimeligt vindstille og med høj sol

Hestens tunge krop gungrede af sted under ham og han havde et godt greb i manen på den. Der var intet læder, intet seletøj, ingen reb, bare ham på ryggen af den tonstunge arbejdshest, der strakte ud på det flade stykke jord. Og det var en vidunderlig følelse, både for ham og hesten, friheden og råstyrken. 
Det var hans fridag og han havde som altid taget sin hest med ud af byen, så den kunne få brændt noget energi af. Hesten var enorm, en vallak i sort og hvid, med en lyserød mule og to blå øjne. Han havde mistet livsglæden, da Killian havde set ham den skæbnesvangre dag for så mange år siden, men sammen havde de skabt sig et godt liv og fundet det gode ved det. 

Efteråret var kommet og Killian var iklædt en tyk sweater og et par lune bukser, ud over sine slanke støvler. Han havde lidt fortrudt, at han ikke havde taget sit halstørklæde med, men det var for sent nu og lige nu holdt hestens krop ham varm. Krøllerne var blæst bagud ved hestens fart og ville sidde mere vildt end de plejede resten af dagen. Hans grønne øjne skinnede af glæde og et tavst grin var på hans ansigt.
Det varede lidt inden hesten sænkede farten, de tunge ben bankende ned i jorden. Foran dem lå noget skov og med et lille tryk med benet guidede Killian vallakken derhen. Skove betød dyr og han havde ikke noget i mod at få sig en snak eller to.

Ved trægrænsen gled han ned af hesten, der varm og forpustet gav sig til at undersøge græsset lidt. En kort samtale gjorde dem enige om, at han godt kunne passe sig selv, mens Killian så sig lidt om i skoven. Killian vidste, at han ikke ville efterlade ham her og ville løbe ind i skoven efter Killian, hvis der skete noget. Men han vidste også godt, at heste var et flugtdyr og at blev hesten meget skræmt, ville den stikke af. De kunne begge to finde hjem igen, så det vigtigste var, at ingen kom til skade.

Inde i skoven fløjtede han lidt med et par fugle, hilste på en egern og betragtede det sidste liv i en myretue. En bevægelse fik ham til at dreje hovedet og der stod en ræv og kiggede mistroisk på ham.
"Det er okay ven, jeg gør dig ikke noget." Han stemme var varm og beroligende og ræven tøvede lidt, men blev stående som Killian forsigtigt nærmede sig. Snart sad han og kløede den under hagen, mens de snakkede lidt om mængden af mus og nogle jægere, der havde været igennem skoven et par dage før.

Ez kunne ærligt talt ikke helt huske, hvordan han var endt her i skoven. Han havde vist været lidt for glad for den hjemmelavede tobak her på det seneste, og det var da nok også, derfor han var faldet i søvn i lysningen for flere timer siden på trods af, at flere smådyr var kravlet hen over ham.

Han lå på ryggen med begge hænder bag hovedet, hvilende mod en gammel træstub, med sin grønne, bredskyggede hat over ansigtet. Den dyb, halvbuldrende snorken lød fra ham, mens han drømte om en brunhåret skønhed med bløde læber og halvspidse ører, der kyssede hans hals og nussede hans hår. Et bredt, tilfreds smil spillede på hans læber, mens han sov uskyldigt videre i den lune efterårssol. Det var egentlig ret køligt, men der var vindstille her i skoven, så Ez var ikke kold, men dejlig varm.

At der sad en ung mand få meter væk og talte med en ræv, lagde han overhovedet ikke mærke til.

Den tavse kommunikation fortsatte lidt mellem Killian og ræven, mens han nussede dyret i den røde pels og fjernede en flåt eller to. Pludseligt nævnte ræven, at det var spøjst at møde to toben i samme lille lysning på samme dag. Killian smilede lidt og spurgte, hvornår den anden toben havde været forbi og ræven sendte ham et blik, som om han var idiot. Tobenet var der da endnu, den lå og sov i den anden side. Killian rejste sig overrasket og fik endeligt øje på manden, der med en hat over ansigtet lå og sov. Han havde været for travlt optaget af ræven og da han gik på knæ, havde en busk skjult ham for ham.

Han tøvede lidt. Man kunne aldrig vide, hvem man mødte ude i en skov. Var det et venligt ansigt eller ikke? Ræven gabte afslappet og luntede videre på sin rute, hvilket efterlod Killian alene med sin nysgerrighed. Til sidst trak han svagt på den ene skulder og listede over til den sovende skikkelse. Af en eller anden grund havde han svært ved at forestille sig manden være en, man skulle passe på, ikke som han lå henslængt op af en træstub og med den grønne hat vippet ned for at skærme mod solens lyse stråler. Der var ikke noget spørgsmål om, at han sov, da der lød en dyb snorken fra ham. Utroligt at Killian ikke havde opdaget ham før. Lyden fik ham til at smile og han satte sig på hug ved siden af manden.

Da han havde sat sig, kom egernet fra tidligere hoppende og hoppede op på hans skulder. Det ville vide, hvad han lavede. Det havde åbenbart kravlet rundt på manden, hvilket ikke havde fremprovokeret en reaktion. Han sov åbenbart tungt, den fremmede mand med den grønne hat og lange krop.
Gad vide, hvordan han så ud under hatten? Skulle han? Killian gennemtænkte sjældent sine handlinger, så sekunder efter bed han sig i underlæben og rakte ud for at løfte lidt op i hatten for at se på mandens ansigt. Det kunne jo være, at han var spændende? At han nok bare burde have vækket ham på lidt afstand, tænke han ikke nærmere over. Egernet havde fat i en af Killians krøller og lænede sig nysgerrigt frem for at se, hvad der gemte sig under den grønne ting.

Ez havde altid sovet dybt; hans forældre havde ofte beklaget sig over, at han ikke var til at banke op om morgenen, men intet havde ændret sig, hverken dengang eller nu. Så da den fremmede fyr løftede Ez' hat, sov Ez blot videre helt uforstyrret. Han rynkede kun lidt på næsen. Han var klædt i brune og grønne farver fra top til tå, så han var normalt ret svær at få øje på i skoven, og det var hans bedste forsvar mod at blive snuppet af Kilepræsterne og deres modbydelige venner. Hvis de ikke kunne se ham, så kunne de heller ikke fange ham, og Ez havde boet hele sit liv i en skov (ganske vist på en bjergside), så han var vældig god til ikke at blive set, når han ikke ønskede det.

Ez gryntede lidt og smilede; i hans drøm lænede den brunhårede skønhed sig over ham, og de skulle lige til at kysse hinanden, da Ez' hjerne besluttede, at nu var det vist på tide at vågne! 

"Mm'Keeran?" gryntede Ez og åbnede langsomt sine øjne. Han missede mod solen og løftede en hånd for at gnide over sit ansigt, inden det gik op for ham, at han ikke var alene. Han drejede hovedet lidt og så... ved guderne, der sad sgu en mørkhåret skønhed ved siden af ham! Det var ganske vist ikke Keeran, men han var godt nok stadig meget smuk. Et bredt, søvnigt smil spredte sig på Ez' læber.

"Hej," sagde han, som om det var helt normalt, at han vågnede op til synet af unge mænd, der løftede på hans hat. 

At Killian flyttede på hatten så ikke ud til at forstyrre den sovende mand og han nåede at få et godt kig på ham, inden han begyndte at røre på sig. Spidse ører og kønne træk. Men ikke så yndefulde som en ren elver. At møde en halvelver så tæt på Dianthos havde Killian ikke regnet med. Han var selv ligeglad med, hvilken race folk havde, i hans øjne bestemte racen ikke, hvor gode folk var. De fleste, der havde været onde mod ham igennem tiden, havde været mennesker som ham selv.
Da manden løftede hånden for at gnide sig i ansigtet, lænede han sig tilbage igen, så hans røv hvilede mod hans hæle. Uden at tænke nærmere over det, hev han hatten med sig.

Han var et eller andet sted klar til at løbe, uden hatten selvfølgelig, men ind til videre havde der ikke været noget over manden, der virkede farligt, og det smil der kom, da han fik øje på ham, var da også alt andet end skræmmende. Det var et smil, der smittede og fik Killian til at smile stort, mens han satte hatten på sine krøller. Egernet på hans skulder blev siddende, men kom med nogle pludrende lyde, da Killian fik hatten på. Det var stadig nysgerrigt og ganske overrasket over, at der var liv i tobenet på jorden.

Killian smilede bare endnu mere, da hatten sad fast.
"Hej," svarede han tilbage, som om det var helt naturligt at vække fremmede, sovende halvelvere ude i en skov midt ude i ingenting og tage deres hat på. "Hvordan ser jeg ud?" Han drejede hovedet lidt og truttede med læberne for at lade som om, at han var ved at vise sig frem. Killian var typen, der altid var ude på at lave sjov og han elskede opmærksomhed. Jo mere han kunne få, jo bedre, så han havde ikke så meget skam i livet i forhold til at gøre opmærksom på sig selv og få folk til at kigge på ham. Eller røre ham. Helst røre ham.

Ez udstødte en lille, overrasket latter, da fyren ligefrem tog hans hat på og poserede med den. Det var ikke ligefrem hver dag, den slags skete.

"Jamen, du ser da dejlig ud," svarede Ez, helt uden at tænke over, at de fleste mænd, måske ikke brød sig om at blive kaldt "dejlig" af en anden mand. Den tanke faldt ham simpelthen bare ikke ind. I Ez' verden var det skønt at få en kompliment, ligegyldigt hvem det kom fra. Hans krop føltes allerede varm og behageligt opstemt efter drømmen om Keeran, og nu sad denne smukke mand foran ham og drillede ham lidt... Ez havde svært ved at forestille sig en mere perfekt måde at blive vækket på, i hvert fald ikke nogen, der var relativt uskyldig.

"Hvad hedder du?" spurgte Ez, mens han satte sig op og strakte sin lange krop med et grynt. Der sad lidt blade og mos i hans lang, mørke hår, men det tænkte Ez ikke videre over. Det var jo bare lidt natur. Han havde lyst til at røre ved fyren allerede, men Ez havde lært, at andre folk ikke nødvendigvis var okay med, at fremmede lagde en hånd på deres lår eller arm eller skulder bare sådan uden videre. Der var stadig meget om social omgang med andre, som Ez skulle lære, men indtil videre synes han da, at det gik udemærket.

Han så dejlig ud. For et øjeblik var Killian i den syvende himmel og hans kinder tog en smule farve, mens han grinede lidt over ordene. Han kunne godt lide at blive kaldt dejlig, især af en mand som halvelveren her. Den her formiddag havde lige taget en ny drejning, der ikke så ud til at være helt skidt.
Da manden satte sig op og begyndte at strække sig, kom egernet med en skinger lyd og sprang ned fra Killians skulder og løb op i et træ. Det var alligevel lige skræmmende nok med to vågne toben. Killian virkede ikke til at registrere det, så travlt optaget af at se på den fremmede var han.

"Killian. Hvad med dig?" Han satte sig bedre lidt rette, gled ned så hans ben blev skubbet til siden og han kunne hvile kroppen mod en arm med en hånd i jorden. At bevægelsen også samtidigt fik ham lidt tættere på den anden, nå ja, hvem lagde også mærke til sådan noget? Hans blik havde svært ved at flytte sig fra den andens ansigt, han var køn. 
Havde han vidst, at manden ville røre ham, ville han havde bedt ham gøre det, om det så bare var en hånd på skulderen. Der var ikke noget bedre end at blive rørt ved, helst hud mod hud, men andet gik også. Killian ville også gerne røre ved ham, men han vidste, at det ikke bare var noget man gjorde med folk, man ikke kendte. De fleste kunne ikke lide det og det havde Killian alligevel fuldt ud respekt for.

Det var lidt sært med denne fremmede, der var så afslappet om hans pludselige nærhed, det skete ikke så ofte, men Killian tænkte ikke for meget over det. Tænkte han nogensinde for meget over gode ting? Han fulgte bare med og var klar til at trække sig, hvis den anden syntes, at han blev for meget.

Det gav et lille sæt i Ez, da egernet, som han slet ikke havde set, peb, og han kunne ikke lade være med at grine over sig selv. Han var vist stadig lidt søvndrukken, og Ez gned over sit ansigt igen. 

"Killian? Et flot navn til en flor fyr," sagde Ez og smilede til Killian, inden han samlede sit lange hår og bandt det op i en knold, så det ikke kom som meget i vejen. Killian havde modtaget hans kompliment, og Ez elskede at give komplimenter, så han havde ikke i sinde at stoppe, med mindre han mærkede, at Killian ikke brød sig om det.

"Jeg hedder Ezhno," fortsatte Ez og vendte sig lidt, så han bedre kunne se på Killian. "Men bare kald mig Ez. Det gør de fleste, der kender mig."

Hans blik vandrede over Killian; det var en skam, han var pakket så meget ind i sweatre og så videre, for Ez var sikker på, han var ligeså flot indenunder tøjet, som han var i ansigtet. 

"Hvad laver du herude? Du er ikke på jagt, ser det ud til," spurgte Ez. Hans egen bue og pilekogger lå ved hans side, men det så ikke ud til, at Killian havde medbragt nogen våben til jagt.

Komplimenter fløj da ud af Killians nye ven og han kunne ikke lade være med at grine lidt over det. Det fik ham til at føle sig ønsket, det kunne han godt lide.
På den ene side ærgrede det ham, at det lange hår blev pakket væk, men samtidigt gav det udsyn til en slank hals, der næsten skreg på at blive rørt ved og for et øjeblik kunne han ikke få blikket væk. Han blev dog trukket ud af tanken, da manden introducerede sig som Ezhno, men bare skulle kaldes Ez. Det var da nemt at huske.
"Hej Ez!" Han smilede stort til ham og blinkede så med det ene øje. Lidt lokkende. Hvordan kunne han andet, især da han så den andens blik ned over ham. Dét blik fangede han næsten altid, for det var et tegn på noget godt.

"Åh, det er min fridag, så jeg er redet en tur for at få lidt frisk luft udenfor Dianthos." At han ikke så ud til at have en hest med sig, tænkte han ikke nærmere over, den store vallak var jo lige ude på den anden side af træerne. "Jeg kan godt lide at komme ud og... opleve noget nyt." Han lod sigende blikket glide over halvelveren, inden han fik et lidt uskyldigt udtryk i ansigtet. Selv ordene om jagt kunne ikke få ham til at ville manden mindre. Killian forstod godt, hvorfor jagt var til, men derfor brød han sig stadig ikke om tanken. Og han spiste helst heller ikke kød, hvis han kunne undgå det, han brød sig ikke rigtigt om tanken om at spise sine venner.

Lidt tilfældigt stak han en hånd op under sin egen trøje for at klø sig på maven, nogen der afslørede en lille stribe af hud ved hoften. Killian var en slank ung mand, mere muskuløs end man skulle tro, når man så ham med tøj på, og stykket der blev vist havde den perfekte ratio mellem blødhed og knogle. Det var ikke fordi, at han som sådan gik op i sit udseende, men det kom ret naturligt med det hårde arbejde, han havde gang i til hverdag. Heldigvis var der mad nok, Thoran og han spiste for det meste sammen og den store mand lavede overraskende god mad i det lille køkken. Ellers gik hans løn også til andre måltider. Han sultede aldrig, han hadede at sulte. Det havde han gjort nok i sit liv.

Der var slet ingen tvivl i Ez' hjerne om, at Killian flirtede med ham nu, og han nød det i fulde drag. Ez elskede smukke mænd, og når de viste interesse for ham, ja, så blev de bare endnu smukkere! Han vædede sine læber og smilede.

"Hej Killian."

Han havde egentlig ikke specielt meget lyst til snakke lige nu. Han havde lyst til noget helt andet, og da Killian blinkede til ham, var han ret sikker på, at Killian også havde lyst. Han nynnede lidt dovent og blev bare ved med at smile, og da Killians trøje løftede sig lidt og afslørede et stykke med hud, der så varm og blød ud, kunne han slet ikke lade være med at række ud og stryge en finger over det bare stykke, som virkelig var dejligt varmt og blødt. Hans mørkebrune øjne fulgte Killians ansigt tæt for at se, hvordan han ville reagere. Ez ville helst ikke overtræde Killians grænser, men hvor havde han dog lyst til ham allerede, og han havde knapt nok rørt ham endnu! Ez' ophidselse var tydelig at se, hvis man ellers kiggede ned mellem hans ben. De løse, hørbukser gjorde ikke meget for at skjule noget som helst.

Da mandens finger rørte hans bare hud, gik der en svag sitren igennem ham og han ansigt viste tydeligt, at han kunne lide det. Hans øjne gled let i og hans læber skilte sig en smule, dog uden at smilet forsvandt fra dem. Han smilede stort set altid. Hans blik gled lidt mere undersøgende over ham, mens han overvejede, hvor meget initiativ han skulle tage. Men overvejelserne forsvandt, som han fik øje på en bule i den andens bukser. Oh. Oooh. Spørgsmålet var vist ikke længere, hvad der skulle ske, men mere hvor hurtigt. Et større smil voksede frem på hans ansigt og han rakte ud for at lægge en hånd på Ezhnos lår. Lidt nede, men han begyndte straks at skubbe hånden opad. Han havde også brug for at vide, at han ikke gik for langt.

"Såeh... hvad laver du så ude i den her skov?" Han grinede tavst over spørgsmålet, han fik til at lyde som en dårlig scorereplik. Uden at flytte hånden, skubbede han sig lidt nærmere, tilbød sig skamløst for den anden. At han lige havde mødt ham, en fremmed halvelver, i en tilfældig skov midt ude i ingenting, havde ingen betydning for ham. Det var vel ikke værre end at tage forbi en kro og lade sig samle op af det første og det bedste, der kom forbi. Det var ærligt talt ikke noget, der gik Killian på, han skulle bare have den nærhed, han sådan hungrede efter. Og han var ligeglad med, hvem der gav ham den og hvordan. Bare den var der. Hvilket også var grunden til, at Killian flirtede i vildskab, men sjældent var aggressiv med det fysiske. Han ville sikre sig, at hvem end han var sammen med, fik det de ville have. Og han ville ikke tage teten, men bare give, give, give.

Det gibbede lidt i Ez, da Killian rørte ham, men det "gibbede" lige så meget dernede, at det tydeligt kunne ses, og Ez kunne ikke gøre andet end at sprede sine ben lidt som en invitation til mere.

Killians spørgsmål fik revet hans koncentration væk fra det, der foregik mellem hans lår, i hvert fald for et øjeblik, og han smilede bare endnu bredere til Killian, mens han rakte op og langsomt tog sin hat af fyrens hoved.

"Jeg lå da og drømte om en mørkhåret skønhed, der kom og kyssede mig," fortalte han, og det var jo helt rigtigt! Skønheden i hans drøm havde godt nok været Keeran, men Ez havde jo heller ikke mødt Killian endnu på det tidspunkt! Havde han det, så var Ez helt sikker på, at Killian også havde været med i drømmen. "Det var en skøn drøm, som måske går i opfyldelse på et tidspunkt, men jeg er ikke så god til at vente..."

Uden tøven, men dog langsomt nok til at Killian kunne trække sig væk, lænede Ez sig ind mod hans læber. Blev Killian siddende, ville Ez kysse ham blidt først, men så lidt mere insisterende.

Hverken gibbet eller invitationen gik Killians næse forbi og hans hånd gled straks det sidste stykke op af låret. Ikke at han rørte noget endnu, men han kunne mærke varmen igennem stoffet og hans fingre bevægede sig svagt kærtegnende på inderlåret. Hans egen vejrtrækning begyndte at blive en smule tungere ved forventningen om det, der skulle komme.
Han ville komme med en frisk kommentar til det om drømmen, men han mistede koncentrationen, da Ez lænede sig frem mod ham. Killian lænede sig ikke væk, tværtimod lænede han sig frem og tog i mod ham.

Følelsen af hans læber mod sine var næsten elektrisk og han kom med en svag lyd. Mere. Han ville have mere. Og det fik han, da kysset blev mere intenst. Han lænede sig mere ind i mod ham, ville nærmere. Og hans hånd fandt frem til bulens i mandens bukser. Nu kunne han ikke vente mere, han ville mærke, hvad han kunne se frem til. Et smil dukkede op uden at kysset blev afbrudt. Uhada. Der var noget at arbejde med. Hans hånd begyndte at bevæge sig, langsomt, men fast, så godt det nu var muligt uden på bukserne. Han havde ikke lyst til at slippe kysset, men mindet om synet af den slanke hals, fik ham alligevel til at trække hovedet til sig, for bare at placere et par små kys på hud og skæg, mens han flyttede hovedet ned, så han endeligt kunne trykke læberne blidt mod den bløde hud. Manden duftede godt og han sugede det hele til sig. Kys efter kys blev placeret mod den varme hals og til sidst nappede han ham i øreflippet med tænderne og et lidt provokerende smil.

Ez udstødte en lav brummen, da Killians hånd endelig fandt vej til det rigtige sted. Benene blev spredt en smule mere, og han begyndte også straks at rulle med hofterne for at gnide sig mod den venlige hånd. Han trak næsten ikke vejret, før Killian brød kysset, og Ez kunne endelig sluge en mundfuld luft. Han følte sig varm over det hele, og han kunne mærke den mørke ophidselse boble og buldre i maven på ham.

"Det føles virkelig dejligt, du føles virkelig dejlig," mumlede han og lænede hovedet lidt til side for at give Killian mere plads, mens Ez' hænder gled rundt om Killian og greb hans bagdel. Med et langsomt, dog insisterende ryk, trak Ez Killian tættere på sig, så han kunne skubbe begge hænder ned bag i Killians bukser og klemme om hans nøgne baller.

At gøre sådan noget her midt i en skov, hvor hvem som helst i teorien kunne se dem, rørte ikke Ez. Han var ligeglad; det var jo bare fysisk kærlighed, og hvem kunne ikke lade at bevidne kærlighed? Det måtte alle da kunne lide! Ellers måtte de leve et trist og indholdsløst liv efter Ez' mening.

Halvelverens stemme nær hans øre fik de små hår til at rejse sig på Killian og han kyssede ham ved øret, inden han svarede ham med en dæmpet hvisken.
"Det er jeg glad for, at du synes." Det var han. Meget. Så det kunne føles helt ned i maven. Han ville så gerne gøre folk glade.
Hans krop blev trukket nærmere den andens og han flyttede lidt rundt med sin vægt, så han hvilede på sine knæ i stedet for sin hofte. Følelsen af hans hænder mod sin røv fik hans krop til at reagere og han stønnede svagt. Han kunne ikke vente med at mærke dem overalt på sin krop. Han skubbede sin røv lidt bagud og lænede sig lidt frem, så hans overkrop endte med at hvile mod Ezhnos. Der var tøj i mellem og det skulle der ikke være, men han regnede med, at det ville komme af, trods efterårskøligheden.

Hans hånd havde ikke flyttet sig fra bulen og han gjorde sit bedste for at kærtegne den helt rigtigt. Ikke for ivrigt, han ville havde den fri af bukserne om lidt, men lige nu kunne han ikke holde læberne fra den bløde hud ved hans hals og ansigt og snart fandt han også frem til hans læber. Hungrende pressede han sine mod hans for et øjeblik, inden han med en tung vejrtrækning trak sig lidt tilbage og så på hans ansigt. Tog de kønne træk ind.
"Hvad end du vil have, vil jeg give." Et lidt frækt smil gled over hans ansigt, inden han lænede sig frem og pressede sine læber mod hans igen. Hans hånd slap bulen for søgende at lede efter buksernes kant.

Det var et stykke tid siden, nogen havde rørt ved Ez på den her måde, udover ham selv, og det føltes virkelig godt. Lidt for godt, faktisk, og Ez skulle lige til at flytte på Killians hånd, da Killian selv gjorde det. Det skulle jo helst ikke ende, før de var begyndt!

Ez smilede mod Killians læber og slap hans røv med den ene hånd, så kan kunne begrave sine fingre i de mørke krøller. De var bløde at røre ved, og Ez kunne ikke helt lade være med at tage fat i dem og give dem et lille ryk, inden han slap igen og lod sin hånd glide tilbage til Killians velformede bagdel.

"Kom her," hviskede han ind i kysset og trak lidt i Killian for at få ham op i sit skød. Han havde ikke noget bestemt planlagt endnu, men han havde allermest lyst til at være tæt på Killian. Resten kom nok af sig selv hen ad vejen.

En hånd fandt vej til Killians hår og han vidste allerede, hvad der ville komme, inden det skete. Hans krøller lagde op til det, hvilket han ikke havde noget i mod. Tværtimod. En svag nydende lyd kom fra ham, da Ez trak i dem. Det kunne blive for meget, men når det ikke var værre end det lille ryk, var det helt perfekt. Han havde ikke noget i mod, at det blev lidt hårdt, bare nogen gad at røre ved ham.

Villigt lod han sig flytte op i skødet på manden, hvilket bare førte ham tættere på det område, han helst ville i nærheden af, så han skød underlivet lidt frem. Der var ikke tvivl om, at han selv var ophidset, selvom hans bukser skjulte det bedre.
Efter at have ladet sin tunge kærtegne den andens læber, trak han sig fra kysset med et smil. Og så trak han den tykke trøje og skjorten under over hovedet i en langsom bevægelse, så hans overkrop blev bar. Da den varme hud mødte den kolde luft, trak den sig sammen og han blev dækket i gåsehud, men det gjorde ikke noget. Han skulle nok kunne holde varmen med så skøn en mand mellem sine ben.

Nøgenheden afslørede de muskler, man ellers ikke kunne gætte, at han havde. Det var ikke ligefrem fordi han havde vaskebræt eller meget markante muskler, han var overraskende blød at se på, men det var tydeligt at han var vant til hårdt arbejde. Hans bryst var glat og der var ikke mange fejl at spotte i hans hud, ud over et par charmerende modermærker og nogle små ar. Man kunne lige skimte det større ar over buksekanten på hans højre hofte. 
Killian lod den anden tage ham ind, inden han skubbede sine hænder op under hans trøje og kærtegnede hans mave. Læberne kaldte på ham igen og han lænede sig frem for at trykke sine mod hans.

Åh, hvor var Killian dog smuk! Ez kunne ikke lade være med at smile over hele hovedet, da Killian tog overtøjet af og viste sin flotte overkrop frem. Han lod sine ru hænder glide over Killians bryst, rundt om hans brystvorter, inden de fandt vej til hans skuldre, som Ez holdt om, da Killian kyssede ham igen. Han ville have mere! Og han ville mærke mere af Killians hud mod sin egen.

Ez brød kysset efter et lille stykke tid og afklædte sig også sit overtøj. Det var lidt mere besværligt, da han var klædt i flere lag, men det lykkedes da til sidst. Hans overkrop var stadig en smule solbrun og fregnet fra sommersolen. Selvom Ez var stærk som en okse, så var det ikke altid lige nemt at se på ham; der var fylde på både hans overarme og brystkasse, men han så langt fra så stærk ud, som han faktisk var, hvilket Ez var ganske tilfreds med. Store, tunge, svulmende muskler var ikke specielt praktiske, når man skulle snige sig ind på en hjort eller klatre på klippesider, hvilket var det, Ez havde brugt det meste af sin opvækst på. 

"Nu synes jeg, det er din tur," brummede Ez, mens han rakte ned mellem dem for at gnide sin hånd mellem Killians ben. "Hvad vil du gerne have, hm?"

Mens han talte, greb Ez Killians hofte med sin frie hånd og pressede ham lidt mere ned i sit skød, så Killian virkelig kunne mærke, hvor meget Ez havde lyst til ham.

Åh, det var næsten for meget. En sitren gik igennem Killian, da Ez endeligt lagde sine hænder i mod hans bare hud og han kom med en let lyd, der krævede mere. Men kysset kom først. Og han elskede det, hvilket han viste ved at med fingrene at kærtegne huden under den andens tøj. Blidt, mens han nød fornemmelse af varmen og blødheden.
Kysset var næsten for kort, men da Ez begyndte at smide sit tøj, var det helt okay. Killian kunne ikke lade være med at grine lidt og hjælpe ham med at få de mange lag af. Han kunne næsten ikke vente med at se, hvad der gemte sig nedenunder og han kom med en imponeret lyd, da han endeligt fik skønheden at se. Hans hænder fandt straks vej tilbage til huden. Med blide bevægelser kærtegnede han de glatte muskler og snart fandt hans fingre vej til brystvorterne, der blidt blev nulret. 

Berøringen i mellem hans ben fik ham til at bide sig i læben og lukke øjnene halvt i. Hans vejrtrækning bar præg af, hvor ophidset han var over at have fundet denne skønne mand helt tilfældigt ude i skoven, en mand der nu gav ham lige det, han ville have. Han ville have mere, han ville have det hele, men samtidigt ville han ikke skynde sig. Han ville nyde det hele.
Det grønne øjne fandt vej til Ez' og han smilede lidt.
"Dig. Jeg vil bare have dig." Han drejede hovedet og lænede sig lidt frem, så han kunne kysse hans hals og kraveben. "Bare... rør ved mig." Der var næsten noget bedende over hans tonefald, men han fortsatte med at kysse og nappe lidt med læberne. Langsomt skubbede han sig bagud, mens hans munds kærtegn gled ned over hans bryst og mave. Snart nåede han buksernes kant. Denne gang skulle de ikke stoppe ham, så han begyndte at lirke dem ned over mandens hofter, indtil de var trukket langt nok ned til af afsløre deres hemmelighed. 

Et smil voksede frem på Killians ansigt.
"Åh." Han behøvede ikke at sige mere, han smed så mange imponerede følelser i ordet som han kunne, inden han slikkede sine læber og sænkede hovedet. Her var noget, han havde øvet til perfektion og lagde liv og sjæl i opgaven.

Ez havde fået lignende reaktioner før, når han havde smidt bukserne, og det var efterhånden gået op for ham, at hans størrelse åbenbart betød noget for mange. Han var jo en høj fyr, og han havde aldrig set sig selv som specielt stor; han var blot proportionel. Men folk kunne lide det, og det beklagede Ez sig bestemt ikke over. Han beklagede sig bestemt heller ikke over noget, da Killians varme mund omsluttede ham. Et langtrukkent støn forlod hans læber, og han måtte kæmpe lidt for ikke at lukke øjnene og læne hovedet tilbage. Han ville se det hele!

"Killian," mumlede han lidt åndeløst og lod straks sine fingre flette ind i Killians bløde krøller omkring hans nakke. Han skubbede hverken ned eller trak tilbage, men hvilede blot hånden der, mens bølger af nydelse skyllede igennem ham. Han måtte forsøge at forholde sig roligt, forsøge at bevare kontrollen, for eller ville det hele være overstået alt for hurtigt. 

"Din mund er vidunderlig," roste Ez blidt, mens hans anden hånd kærtegnede Killians skulder og siden af hans hals.