Det lille tempel i det nordligste Azurien, omgivet af de høje, sneklædte bjerge, havde kun et par enkelte Isari-præster til at stå for bestyrelsen. På trods af dets ydmyge udseende, var det et af de ældste templer i landet, og det var tradition, at et medlem af Lysets slægt i løbet af sin levetid drog på en pilgrimsrejse til templet. Dette havde også været målet for den nuværende regent, Isanne Iricia Aldemars, rejse hertil.
Men et baghold havde ventet i templet. Mørkets styrker, som man ellers regnede for at være hårdt presset i Kzar Mora, havde angrebet Dronningen, og efter en kort kamp, var det overstået. Foran hende stod Ærkedæmonen Malphas - en af Kzar Moras tidligere herskere, nu underlagt Mørkets Herre. Dronningens læber bevægede sig lydløst, mens hun for sig selv hviskede: "Du er gået for vidt, Sabbatin.. hvor længe kan du kontrollere disse væsners magt?" Et lille smil spillede om dæmonens læber, mens den skiftede udseende, og Isanne så ind i sit eget ansigt, spejlet foran hende som en ond reflektion.

De efterlod hende her - lukket inde i en mørk krypt under templet. Præsterne, der i så mange år havde taget sig af stedet, var dræbt, og et par tavse fangevogtere havde taget deres sted. Af og til blev ondskabsfulde nyheder bragt hende sammen med føden: hendes dobbeltgænger havde fundet en grådig mand, forfremmet ham, og hans sortklædte præster hærgede nu landet, langsomt ødelæggende tiltroen til tronen og hendes dyrebare alliancer med elverfolket.

Med hvert, stikkende ord fra hendes fangevogtere, steg hendes vilje til at kæmpe imod. Det meste af hendes magiske styrke var blevet berøvet hende under det første angreb, men hendes kraft var langsomt ved at vokse tilbage. Hun overvejede sine muligheder og bestemte sig for, at det vigtigste var, at hun advarede sine mest betroede: Lysets General, Baldwin Adler, og Ypperstepræstinden for Isaris tempel, Reina Aldemar. Med sin samlede magi, sendte hun et desperat, telepatisk kald, bedende i sit hjerte til, at et ikke var for sent..

Herefter ventede hun. Krystallerne, der dækkede meget af hendes hud, hæmmede hendes bevægelser, men de gav hende samtidig meget af den magiske styrke, hun bar. Da hun en dag - eller en nat, hun var ikke sikker - hørte bevægelse uden for krypten, gjorde hun sig klar til at kæmpe for sit liv..



Denne plottråd er forbeholdt dem, der deltager i Dronningens befrielse. Ønsker du at være en del af redningsaktionen, bedes du kontakte Hobbit, før du skriver i tråden.

Baldwin havde mildest talt ikke været i stand til at sidde stille siden Dronningen havde kontaktet ham. Rakt ud for at få hans hjælp væk fra tilfangetagelse. Det kunne ikke måles hvor meget fuglemanden bebrejdede sig selv for alle de ulykker der var sket i landet. Kiles Ordens oprejsning, Leorics styrelse af landet, alle de døde, alle dem der var blevet straffet, fordi han havde fejlet sin vigtigste opgave. At beskytte sin dronning. Timerne for elvernes råd havde været ulidelige. En betroet mand var blevet sendt til Dragorn, videregivende besked til Godric, omend beskeden var kortfattet og uden mange oplysninger. Baldwin turde ikke andet. Ikke andet end at meddele at han behøvede en håndfuld stærkt betroede dværge til at møde dem.

Baldwin havde opslugt sig i rene taktikker og ulykkelige tanker om et mislykket forsøg, som selv ikke Isari's egen præstinde kunne for ud af hans hoved. Men med Reinas hjælp og elvernes samarbejde drog de afsted.
Vejen mod det nordlige Azurien foregik under megen døj og problemer. De var til en start ikke mange i følgen, trods de blev flere som et par af lysets egne krigere, som Baldwin stolte på med hele sit liv i deres hænder. Kun 8 mand. Reina, fire elvere, deriblandt et af rådets egne medlemmer, to krigere og Baldwin selv. Et lille parti, omend rejsende ganske usent i landet - noget Baldwin måtte tildele elverne det meste af æren for, var det ikke uden forsinkelser og kampe. Landet var trods Leorics hårde styre, på ingen måde blevet mere sikkert i vildmarken. Tvært imod.

På grænsen mellem Nordens iskolde bjergtoppe og Azuriens begyndelse, slog følget sig sammen med 3 lavstammede dværge. Trods fjentligheden og utilfredshed mellem racerne, gik den del af rejsen mere smertefrit end først ventet. Baldwin havde i perioden ikke haft tankerne andet steds end på det lille tempel. Det lille tempel, der henlå i nattens skygger, da den lille forsamling rykkede ind. Benyttede sig af ethvert overraskelsesmoment og de medbragtes færdigheder og evner.
Dværgenes evne til at begive sig i mørke afkroge, blev udnyttet til at følge Reina for at finde Dronningen, mens Baldwin blev tilbage med sine krigere, Askfay og hendes elvere, bringende kampen til dem, og givende Reina al den tid de kunne mønstre for at finde krypten.

//dværgene benyttes med tilladelse fra Zofrost

Tiden efter Reina's opstandelse havde ikke været nem for hende. Hun havde vidst hvor hun skulle tage hen, men med kun sig selv havde det ikke ligefrem været den idealle måde at gøre det på, så hun havde taget beslutningen om at tage til elverne for hjælp. Dianthos havde været for usikker, og selvom Reina ikke vidste om elverne ønskede at hjælpe, så kunne de være at de var villige til at huse hende for en stund, mens hun fandt allierede. Heldigvis havde Baldwin været der. De havde ikke set øje til øje, da de mente dronningen var syg, men aldrig havde der været en loyalitetsproblem mellem de to af dem. Det var også derfor at Reina stod fast i sin beslutning om at hun ville med. Hun var træt af passivt at se på problemerne, og ønskede for en gangs skyld at gribe tyren ved hornene, og være med til at redde deres dronning.

Egentlig var turen tilbage ikke så hård for Reina, selvom hun var utålmodig og urolig. Det var efterhånden lang tid siden at hun havde fået et råb om hjælp fra dronningen, og hun håbede at hun stadig var okay. Heldigvis havde Reina altid fundet en ro hos Isari, og endnu engang var Isari's varme der til at hjælpe hende, og forholde sig optimistisk på vejen.

Endelig, endelig, nåede de til templet, og for første gang på turen kunne Reina mærke en klump is i sin mave, men hun rettede sig mere op, og tog sin kappe tættere omkring sig. De lyse farver var i disse tider skiftet ud med mørke, og de pragtfulde hvide vinger var også gemt inden under kappen. Hun var stadig mentalt blokeret i at få vingerne til at trække ind i sig, hvilket var en uheldig bivirkning af at dø igen, men hun kunne nok godt klare sig.
Hun nikkede mod Baldwin en sidste gang, før at hende og dværgene begav sig ind i det mørklagte tempel, forhåbentlig skjult i mørket, men uden lyset, var det også dem der måtte hjælpe med at guide hende i mørket. Hendes egen magi ville drage for meget opmærksomhed i øjeblikket. Når de først var blevet opdaget, så var det en anden ting, men forhåbentlig ville dette ikke ske.

Havde Lysets Krigere reageret hurtigere på deres falske dronning, ville Askfay have været mere sympatisk overfor deres sag, men som det var nu, havde hun set for mange af sin slags jagtet og dræbt, til at gå oprigtigt op i hvad der skete med Lysets Dronning, så længe hendes eget folk var i sikkerhed. Hvis ikke Daeralda havde talt hende til fornuft, ville Askfay ikke være draget ud på denne opgave, men ikke nok med at hun altid ville adlyde Daeraldas ordre, for hvem var hun, at betvivle Elverlys Stemme? Nej, Daeralda havde oven i købet fået Askfay til at se, at det var det rigtige at gøre. Det rigtige at gøre for skovelverne, vigtigst af alt.

Hun havde udvalgt sig tre andre krigere, dygtige og loyale, og der endte med at være færre problemer det lille parti imellem end hvad Askfay havde regnet med. Hun havde forventet åbenlys racisme og interne skænderier, men alle tre krigere opførte sig forholdsvist pænt og Askfay vendte det døve øre til, når der på elvisk blev hvisket om de andre racer. Det var allerede en anspændt situation og hun tillod det, hvis det var sådan de kunne komme af med deres frustrationer.

Askfay og hendes elvere havde dog anerkendt Baldwins lederposition og de stillede ikke spørgsmål ved hans plan, heller ikke da de nåede til udførslen af den. Hendes blik var i mørket omkring sig, og hun så ikke mod englen og de tre dværge, men hørte dem forsvinde.
Hun sagde ikke et ord, men spændte sin bue i fuldstændig stilhed. 

Templet var indhyldet i nattens ro og dunkelhed. For utrænede øjne lignede det et Isari tempel som ethvert andet, af den mindre størrelse, men udsmykningen den samme. Det var templets indre der var røddent.
Baldwin nikkede tilbage til Reina som denne forsvandt ind i mørket med dværgene som guid. Han håbede de var kommet i tide, og at Reina med dværgenes hjælp - eller omvendt - fandt dronningen hurtigt. Alt imens resten ville udføre pligten til at drage opmærksomheden mod dem.

Baldwins stærke fugleøjne skiftede til at kigge på Askfay og hendes medbragte elvere. Han havde ikke vekslet mange ord med hende, men det var ikke svært at mærke hun havde et lavt syn på Lyset, og deriblandt ham, selvom hans position som leder var blevet overholdt. Han vidste i sit indre at havde det ikke været for en alliance, hvor skrøbelig den end var, havde de aldrig accepteret ordre fra hans side. Med en hånd forsigtigt løftet, holdte han dem alle tilbage, indtil dværgene og Reina var ude af syne, hvorefter han vinkede frem, og de gik ind.

Templets beboere var som ventet, ikke gudindens tjenere. Ikke den rette i hvert fald, men derimod fangevogtere. Med overraskelsen til fordel, startede kampen ud, og de høje lyde ville uden tvivl bringe andre til sig.
Alle bevæbnede og klar til at holde deres fange indspærret for enhver pris.
Talmæssigt var templets vogtere flere end dem, men mindre erfarende, og trods knubs kom Baldwin igennem kampen med kun få skader. Den ene af hans andre krigere havde været mindre heldig, men stod stadig oprejst med blodet væddende hans stærke rustning.

De kæmpende nåede længere ind i templets mørke, til den mørke trappe, hvor de fleste blev tilbage for at sikre at intet bagholdsangreb gik ned. Baldwin fortsatte, ned af den let glatte mørke trappe med hjertet i halsen. Han havde hørt noget dernede. Hørt noget der mindede hans øre om kamp, og han frygtede for hvem der kunne være omkommet, hvis nogen. På vejen gik han forbi livløse sjæle i sort, men skænkede den ikke megen opmærksomhed eller tanker overhovedet. Han gik efter lyset fremude, klar til at gøre alt for at hjælpe lyset ud fra mørket.

Reina var ikke kommet langt ind i mørket før at hun kunne høre gruppen gå igang med at drage folk ud. Hun vidste det ville blive en blodig nat, og havde vidst at det var sådan operationen nok ville bære hen da hun sluttede sig til den. Selvom dette var tilfældet, var det stadig med et tungt hjerte, men ikke meget dårlig samvittighed. Det var hvad der skulle til, og de her folk var ikke gode i nogen form. Derfor lod hun heller ikke hendes hoved blive tåget med fortvivelse, men i stedet lod hende fokusere på dronningen.

De kom kun ned for trappen, da et par kutteklædte mænd løb forbi dem, ænsede end ikke den lille forsamling, men de prøvede også at blænde i et med mørket, nemmere for dværgene end for Reina, men da de var sikker på at de var alene igen, pressede de længere ned. Dette var heldigvis et tempel Reina kendte, også selvom hun ikke havde været her i mange år, og de havde da taget sig nogle friheder i tiden hvor Dronningen havde siddet fanget.
Som de gik længere og længere ned, kom der flere forbi dem, hver gang kunne Reina mærke hvordan dværgene pressede hende mod den kolde, klamme mur, men hver gang blev de dårligt ænset.

Snart kunne de se en dør med to fangevogtere udenfor. Selvom Reina ikke kunne være sikker på at dette var stedet, så var sandsynligheden for at dette var hvor dronningen sad, ganske stor. Selv i halvmørket kunne Reina se omridset af et nøglebundt hos den ene vagt. De stod kampparate, men synes ikke at se den lille forsamling som et stort problem. Mørkt klædte, selvom dværge højden var lidt usædvanlig.

"Isari, tilgiv mig," bad Reina i sit hoved, knyttede sine næver sammen, før at hun nikkede til dværgene, og udsendte en kugle af brændene solenergi mod dem. For første gang siden hun blev Isari præstinde havde hun gjort skade på et andet væsen, men det var ikke noget hun kunne dvæle lang tid ved. Vagterne nåede dårligt at reagere, men energi havde givet noget af et brag, og Reina kunne høre at der kom råb længere nede fra gangen. Det gjaldt om at være hurtigt nu.
Hun tog nøglebundet fra det halvbrændt nu lig, og låste den, nu varme, dør op, til hvad hun formåede måtte være dronningens celle.

Askfay lod, som hun havde lovet Daeralda, Baldwin lede gruppen, og både hende, og hendes elvere, holdt sig tilbage, indtil han gav tegn til dem om at bevæge sig.
Elvernes pile bevægede sig lydløst igennem mørket fra det øjeblik de fik tilladelsen til det, og med godt nattesyn og endnu bedre præcision, fik det nedlagt flere vagter inden kampen overhovedet startede. Selvom de var i undertal, frygtede Askfay ikke for deres sejr. Det eneste hun frygtede for, var sine soldaters liv. Liv, der kunne undværes, hvis det blev nødvendigt. Dronningen var hun ikke i tvivl om, at de ville få reddet.

Askfay så Baldwin forsvinde ned ad trappen, men blev selv stående hvor hun var, sikrende at der ikke var nogen der fulgte efter ham. Selv da der lød høje brag nedenunder, flyttede hun sig ikke, men holdt sig stædigt til planen. Hvis de var nødt til at kæmpe sig op af trappen, var risikoen for at de ville blive fanget nedenunder for stor til, at hun ville tage den. 

Dronningen dukkede sig i mørket ved siden af døren. Hendes muskler var spændt og hver en fiber i hendes krop var klar til at kæmpe. Hun ville ikke være fanget en dag mere i dette hul, mens dæmonen i hendes skikkelse langsomt ødelagde det land, hun havde kæmpet for at genopbygge..
Hun så sølle ud. De lyse lokker havde ikke set en kam i evigheder, og hendes ansigt var stribet af snavs. Hvad mere var - det var tydeligt, at hun var ældet. Hendes slægts blod, der holdt hende ung ud over det sædvanlige, lod primært til at have været fokuseret på at holde hende i live. Rynker var begyndt at dukke frem omkring øjnene, munden og i panden. Hendes fangevogtere havde kun givet hende det absolut nødvendige for at overleve - det var i deres interesse at holde hende svag og ukampdygtig. Hendes hænder knyttedes. Hun skulle vise dem, at det sidste ikke var gældende..

Lyden af kamp var begyndt at nå hendes ører, og det var som om hendes hjerte sprang et slag over. Var det lykkes hendes allierede at finde vej til templet, eller var det en ny fjende, der havde vist sig?
En nøgle i låsen. Hun holdt vejret et øjeblik, og da en skikkelse viste sig i døråbningen, sprang hun frem. Hun havde ikke andet end sine negle og tænder at kæmpe med, men hun ville gøre sit bedste! Hun stoppede dog brat op, da hun så ind i øjnene på Ypperstepræstinden for Isari, og hun standsede sin bevægelse. En lille rysten af lettelse begyndte at gå gennem hendes krop. "Reina.." Hendes blik søgte bag præstinden og hun så Generalens velkendte fugleskikkelse. "..og Baldwin. Mit syn nåede jer.." 

Hun kunne mærke, at hun begyndte at synke sammen, men hun kæmpede for at holde sig oprejst. "Vi har endnu meget at opnå. Elverne og dværgene... er de?" stadig på vores side? Hun kunne ikke rigtig få ordene over sine læber, frygtende at det var lykkedes Ordenen at drive Lysets allierede bort..

Det var et skræmmende syn. Hvor meget hun var svundet ind til ingenting, og alderen der havde påvirket hendes ydre til at fremvise hvor få kræfter der var tilbage i hende. Det gjorde ondt at se, og det var svært ikke at lade disse følelser vise sig. De ravguleøjne afslørede mange ting på en gang. Lettelsen ved at se sin dronning i live, frygten for hvad de havde påført hende af smerte og skammen over ikke at havde vidst at hun havde været indespærret. Ikke før hun havde sendt synet.

"De er stadig med os. Det hele er skrøbeligt, men tiltroen er ikke helt forsvundet" Ikke endnu. Baldwin håbede heller aldrig at det skete - det ville havde katestrofale følger. Mend er var meget der skulle ordnes før det samarbejde magterne imellem blev stabilt. Baldwin havde hørt deres klager, og hvor tyndt båndet var. Specielt elverne var tæt på at løsrive sig. Han betegnede det som mere held end noget andet, at elverne var med dem nu.

"Vi må væk herfra hurtigst muligt" Det var ikke svært at se hvor svagelig dronningen var. Hvor meget kroppen snak sammen og kæmpede for at holde sig oppe. Det var også derfor at Baldwin uden at spørge gik hen til hende, og lagde hendes arm over hans skulder. "Kan De gå, eller skal jeg bære Dem?" Han ville respekterer hvad end valg hun tog, så længe de kom ud af døren. Og ud skulle de, tilbage op til elverne der holdte skansen. Baldwin skævede over til Reina med et let spørgende blik. "Tager vi tilbage til Elverly? Dianthos er ikke sikker." Hvor end Reina mente de tog hen, med mindre dronningen havde indvendinger, ville de tage hen.

Baldwin hjalp dronningen med bedste evne for at komme op af trappen og ud til Askfay og elverne der holdte skansen. Planen var lykkes. Dronningen var fundet og hun var endelig fri. Trods spændingen stadig var frisk i kroppen, var Baldwin lettet.

Reina tog fat i dronningen, så hurtigt hun kunne, for at hun ikke sank helt sammen. "Min dronning," hviskede hun, men hun kunne ikke få ordentlig fat på dronningen og sende de healende energier ud, før at Baldwin kom og hjalp hende, med at få hende rejst ordentlig op.
Ligeså snart at Baldwin også var der, så lagde Reina sine hænder ordentlig, og brugte sine healende evner på dronningen. Meere end hun burde, og selvom det ikke kunne ordne manglen på mad, så kunne det rette op på nogen af de skader det havde gjort på dronningen, og bare give hende en smule energi, også selvom Reina selv kunne mærke det tage på hende. Dronningen var dog vigtigere end en Isari præstinde.

Da Baldwin vendte sig mod Reina, og spurgte hvor de skulle gå hen, blev hun stille, selvom hun stadig hjalp Baldwin med at få dronningen til at gå. "Vi er for sårbare den lange vej til Elverly, og hun har brug for hvile. Vores bedste chance er for at finde nogle venligsindet folk her i Azurien, der kan skjule os for et par dage, mens hun kommer sig," svarede hun besluttet. Heldigvis var der ikke mange i Azurien der så pænt på Kiles Orden, som man havde kunne høre rygterne var taget med, og Reina selv havde oplevet, det korte ophold hun holdt her, inden hun selv tog til Elverly.

Modstanden var bekæmpet, da Baldwin, Reina og dværgerne sluttede sig til elverne igen. Og lysets dronning. Askfay betragtede hende med et skeptisk blik, men der var noget over dronningens udstråling der gjorde, at hun alligevel ikke tvivlede på, at det var hende, selv når hun så så skrøbelig ud som hun gjorde nu. Hun ville have haft knælet, hvis de havde haft tid, men selvom der ingen fjender var omkring dem lige nu, var det ikke usandsynligt at der var forstærkninger på vej. Det var også lykkedes nogle få modstandere at stikke af, og Askfay ville helst ikke ende i et bagholdsangreb fra dem. Med et sidste blik mod dronningen, skrev hun sig bag øret at hun ville gøre det senere. Måske hun dér også kunne overlevere sine hilsner fra Daeralda. 

Hun var utilfreds med at høre, at de ikke skulle tilbage til Elverly med det samme - for hende at se, var det det sikreste sted at opholde sig i hele landet, og havde dronningen overlevet et fangehul her, kunne hun vel overleve dén tur også, men Askfay gik også meget op i hierarki, og selvom hun ikke nødvendigvis ville lytte til hvad en ypperstepræstinde havde at sige, så lyttede hun til Baldwins beslutning, også selvom generalens beslutning blot var at gøre, hvad ypperstepræstinden rådgav.

"Hvorend vi skal hen, skal det gå hurtigt," kommenterede hun, som hendes evne strakte sig ud og undersøgte, om der var nogle i nærheden. "Vi er ikke alene her, ikke meget længere."

Alle tre af de elvere hun havde medbragt var relativt uskadte - uskadte nok til at kunne gå selv, og Askfay sendte to af dem frem for at spejde den vej Reina havde besluttet de skulle, imens hun selv med den sidste tog bagtroppen.

Isanne så tydeligt de blandede følelser i sin Generals øjne. Hun havde frygtet, at hendes magi havde været for svækket til, at Reina og Baldwin ville se hendes syn. Men de var kommet. Nu var tiden inde til at se resten af verden i øjnene - vel vidende, at hun havde ladet sig fange og overladt landets skæbne i klørerne på en ærkedæmon og en grådig ypperstepræst. Hendes hænder knyttedes og hun samlede igen sine kræfter.

Hun lænede en del af sin vægt mod Baldwin og Reina. Hvor end hun gerne ville gå fra sit fængsel med rank ryg, var der vigtigere ting på spil. Hendes øjne, der stadig var ganske klare på trods af de dybe rynker i huden omkring dem, så fra den ene til den anden:
"Jeg tror også, at Azurien er vores bedste bud. Har vi allerede her?" Igen frygtede hun svaret. Azurien havde i mange år været en del af landet under kongestyret, men det var ikke til at vide, hvad der var sket i den seneste tid. Folket her var også kendt for at være meget selvstændige..

Den lille gruppe sluttede sig til elverfolket, som også havde været med til at bekæmpe vagterne ved templet. Med et lidt bittert blik, betragtede Isanne ødelæggelserne. Dette tempel havde tilhørt hendes slægt i århundreder, men noget tydede på, at det nu måtte være slut. En del af hende havde lyst til at lade det brænde, men hun havde stadig for stor respekt for det gamle bygningsværk. Måske det bedste ville være, blot at lade det stå tomt. Igen vendtes hendes opmærksomhed mod de mere pressende gøremål.
Hun hilste kort og formelt på Askfay, en elverkvinde af elverrådet, som hun ikke tidligere havde haft mulighed for at møde. Der var ikke tid til mere omhyggelige formaliteter, omend blikket hun sendte elverkvinden indeholdt en stor mængde af den taknemmelighed, hun følte, for deres folks støtte.

Baldwin var en smule i vildrede. Han havde Nordens folk, men kulden i denne periode, uden forsyninger ville være det rene selvmord. Selv rejsen til Dragorn var for lang med vejret. Elverly havde været hans bedste bud, selv med tanke på de problemer de havde haft på rejsen herover.
Han så bekymret på den svækkede dronning, lyttende til Reinas kloge ord. De kunne ikke rejse så langt. Azurien var deres bedste bud. "Vi må have nogen.." han så spørgende på Reina.

"De har ret, vi er nødt til at holde os i bevægelse" han lod beslutningen om ophold være op til Reina, hvis hun da kendte nogen her. Han kendte ingen, ikke godt nok til at turde tage chancen. Men Askfays alvorlige mine, som han bevidst så bort fra utilfredsheden, sendte frygt i sjælen. De havde ikke mulighed for at blive. Så Baldwin hjalp hvor han bedst kunne, og satte bevægelse for at komme væk, i skjul, taknemmelig for Askfays sans til at holde hovedet kold og tage den kloge beslutning om spejdere. Hans egne to krigere var for ilde tilredt. Stadig stående, men ikke så hurtige som elverfødder. Dværgene ligeså.

Følget kom ud af templet, og lagde afstand dertil, for at komme i mere sikre omgivelser. Dækkende, beskyttende og ikke mindst distanceren. Det ville være grufuldt at blive fundet på ny.

Kendte hun nogen? Reina havde kun gjort et kort ophold i Azurien, før at hun havde sat kursen mod Elverly, da hun var genopstået. HUn havde trods alt været klar over at hun ikke kunne få befriet Dronningen alene, selvom hun havde været så tæt på. Hvilket bare havde gjort hele ventetiden endnu værre.
Reina var dog ikke interesseret i at sætte nogle stakkels fiskere i fare, selvom hun var sikker på at de gerne ville hjælpe, og hvad var det de havde sagt? Helt præcist kunne hun ikke huske det, men navnet Valkar havde været oppe og blive talt om.

"Jeg tror en af mine... bekendte bor heromkring," svarede hun. Helt sikker var hun ikke på hvor langt det var, eller hvor, men nogle fiskere havde da en vogn, og vidste hvor det var at Valkar måtte bo. Så det var den vej Reina viste dem. Først hen til nogle fiskere, som gik med til at fragte dem op til Opalslottet, selvom Reina holdt informationerne få, og prøvede på ikke at lade dronningen blive set for meget.

Turen op til Opalslottet var... langsom. Men dronningen behøvede ikke at gå, og selv Reina kunne mærke at hendes krop snart ville give efter, pga. den healende energi. Men til sidst nåede de frem, og med et sidste blik på dronningen og fiskerne, gik hun over og bankede på døren ind til slottet, forhåbentlig var Valkar villig til at hjælpe, og hvis han var, så måtte Reina jo forklare ham hvad der skete.

Valkar var en travl mand, så det var på ingen måde normen at han selv stod for at åbne døren for gæster der ankom. Men som vagtsergent Herbert havde fortalt om en noget broget flok der var på vej, ledet af en kvinde som passede umiskendeligt på beskrivelsen af en kvinde han kendte, problemet var dog at hun skulle være blevet myrdet for noget tid siden. 
Så med en hvis skepsis åbnede Opalslottets herrer døren op for at lade sit blik falde op hans nye gæster.

"Reina?" lød det overrasket, mens et smil gryede på hans ansigt. "Jeg havde ellers hørt skrækkelig nyt om deres bortgang" Nok var han blevet advaret om at det måske var hende, men at se hende igen lettede hans hjerte som en sten blev fjernet fra det.  
Blikket gled forbi englen der stod foran ham, ud på dem der fulgte hende, de var i sandhed en blandet flok. Mindst en elver, nogle fiskere han havde handlet med før samt der havde støttet ham i Lazura, en halvfugl og mindst en person mere han ikke genkendte ved første øjekast. Men alt dette blegnede i forhold til en detalje. 
"Deres vinger..." kom det måbende fra ham, han havde hørt historierne om hvordan Isaris stemme havde mistet dem, men nu lod det til at de var vendt tilbage? "Hvor er mine manere, kom indenfor! Det lader til at vi mange ord at dele"

Askfay så skeptisk på Reina, da hun nævnte nogle 'bekendte'. Bekendte var ikke til at stole på, ligesom mennesker ikke var til at stole på, og hun så også over på Baldwin med et hævet øjenbryn. Generalen måtte da kunne se, at det ikke var en solid plan Reina havde. Askfay sagde det ikke højt, men hun ville allerhelst have dem alle tilbage til Elverly. Det var nemmere at forsvare og de kendte vejen. Vigtigere endnu, så kendte de farene. Reinas bekendte kunne lige så godt være til fare for dem som han kunne være til hjælp for dem.
Men Baldwin så ud som om han godkendte Reinas plan og Askfay fik øjenkontakt til en af sine artsfæller, der himlede synligt med øjnene. Hun rystede på hovedet af hende, for lydløst at advare hende om at den slags opførsel ikke var acceptabel, men hun smilede imens - et af hendes sjældne smil, der betød at hun kun irettesatte sin artsfælle for syns skyld.

Turen gik langsomt og Askfay slappede ikke af et eneste sekund på vejen, men spejdede omkring dem og sendte sine underordnede længere frem og bag dem, for at holde øje med vejen også. Askfay selv holdt sig i nærheden af vognen, hvor hun fra tid til anden skævede til Lysets Dronning. En smuk kvinde på trods af sin race og de strabadser hun havde været igennem. Fordi Daeralda havde sendt Askfay af sted for at beskytte denne kvinde, ville Askfay dø for hende, hvis hun var nødt til det, og hun tog det som en trøst at Lysets Dronning virkede fornuftig. Hun glædede sig til at se, om det virkelig ville gøre nogen forskel for landets tilbagegang at hun fik generobret sin plads på tronen.

Askfay stolede hverken på fiskerne, der var mennesker og derfor ikke til at stole på, eller på den mand de var på vej hen for at se, og selv da Reina bankede på og manden helt tydeligt kendte hende, var Askfays bue klar i hendes hænder. Ikke spændt, men med en pil hvilende imod strengen, klar til at gennembore ham hvis han prøvede på noget.
"Hvad ved vi overhovedet om ham her?" spurgte hun Baldwin, lavmælt nok til at der ikke var andre i gruppen der kunne høre det. Hun så ikke væk fra Valkar imens, men nidstirrede ham blot. Var han virkelig en ven, måtte han finde sig i at blive gransket nøje, indtil han havde bevist sin loyalitet. 

Baldwin kiggede på Reina med et let advarende blik. Bekendt var ikke særlig tæt og dette var livsvigtigt for overlevelsen af den kultur og styre som de desperat forsøgte at redde. Dronningen mellem dem var stadig svag, udkørt efter så mange måneders indespærring. Han var ikke meget for at sætte det over bord. Men med en dyb indånding nikkede han til hende. Accepterende hendes beslutning, omend fjerene i nakken og over hovedet havde løftet sig en smule. Han var på vagt. Med et sidste blik over på Askfay, en øjenkontakt, der afslørede at selvom Baldwin stolte på Reinas beslutning. Havde han foretrukket at tage turen tilbage til Elverly, ja på mange punkter havde han, men de var nødt til at tænke på hvad dronningens helbred holdte til, og ikke hvad der var mst praktisk.

På turen veg Baldwin ikke fra dronningens side, og fungerede som skygge for fremmede blikke. Hvem lagde mærke til en kvinde de havde påført en rejsekappe der lænede sig op af en fuglemand. Nej, han ville foretrække at det var hans ansigt de huskede, og ikke hendes.
Da de nåede til dette Opalslot, som Baldwin sidst huskede som værende en ruin, var musklerne spændte, og selvom hånden ikke lå på sværdets skaft, var der ikke mange splitsekunders reaktion til at det var fremme. Hans blik veg ikke ved Askfays spørgsmål men han hørte hende. "Intet." for det gjorde Baldwin ikke.

Baldwin valgte at lade Reina føre ordet. Hun kendte manden, mens Baldwins opmærksomhed forblev på alt der poserede en fare, mens det ikke var svært at se at han var stærkt overbeskyttende overfor dronningens mere skjulte skikkelse. Både for fiskerne og for den fremmede. Men for nu sagde han intet.


//undskyld det tog så lang tid!

Reina var taknemmelig da hun så Valkar åbne døren, og han genkendte hende. Selv ikke kommentarerne om at hun var død og havde vinger kunne dysse disse ting. Hun vidste godt at det var på et usikkert grundlag de var kommet her, og det var svært at forsvare sig selv. Væsner der ikke havde været døde, forstod bare ikke den forbindelse man havde, den forståelse der var, mellem to engle. Det var en forbindelse hun havde oplevet flere gange over sine år som præstinde for Isari, men Valkar havde været meget mere fast i sig selv da de snakkede om det.
"Jeg skal nok forklare, med tiden," svarede Reina. De havde bare behov for at dronningen kom i en seng, og fik hvilet sig, og både mad og drikke.

"Kunne vi udnytte Deres gæstfrihed, bare for en nat eller to? Vi har en med os, som hårdt trænger til at hvile sig, og vi er lidt langt væk fra andre vi kunne kende?" Reina nævnte endnu intet om hvem det var hun bragte med sig, men gruppen af folk så nok besynderlig ud.
Snakken om hvad der var sket var virkelig noget Reina først ønskede at snakke om, når hun var sikker på at dronningen lå trygt og godt, og sov nogle af sine skavanker væk. Ærligtalt kunne hun også godt selv bruge en lur.

Valkar nikkede kort, ikke at det var meget at hun havde røbet, men han stolede på hendes ord om at han nok skulle få en forklaring tidsnok. Et øjeblik lod han atter sit blik falde over forsamlingen, halvfuglen virkede bekendt. Jo herren havde han set før til tuneringen ved Dianthos, hvis hans hukommelse ej svigtede måtte det være lysetes general Baldwin. Ikke at han lod hans nyvundne indsigt vise. 

"Reina, i skal være mere end velkomne til at gæste mig, i kan blive længere hvis i ønsker det. Men hvis jeg tyder jeres følge rigtigt har i ganske meget at tage jer til" Valkar trådte til siden og gestikulerede åbent mod at de skulle være velkomne i hans hjem "Frygt ej, jeg skal nok fortælle mit tyende at i ønsker ro og hvile" En halv sandhed ganske vidst, men det lød i sandhed pænerede end at proklamere at de ikke ønskede at blive forstyrret fordi at de ville skjule deres tilstedeværelse. En del af ham sagde at han burde vide bedre end at lade sig blive indblandet i hvad end der skete, men med så mægtige folk hvordan kunne han benægte historien som den bankede på hans dør?
"Kom endelig ind, jeg skal sørger for at der vil blive bragt jer hvad i ønsker" Bød han de rejsende, smilende venligt.

Rejsen til Opalslottet tog hårdt på Dronningen. Hun var ofte på nippet til at døse hen, og det var tydeligt, at det var viljestyrke mere end noget andet, der holdt hende i gang. Men ved hendes side var Baldwin, hendes general. Der var mange, der havde rynket på næsen og peget fingre, da en halvfugl i sin tid var blevet valgt til så høj en rang, men en dag som i dag, var hun umådeligt taknemmelig for, at hun og hendes rådgivere havde stået fast i valget. 

Og Reina. Hun var gået i døden for dette, men Isari havde tydeligvis stadig en vej for hende. At vide at Gudinden stod bag dem, var en styrke, som mere end noget andet, holdt Dronningen oprejst.

Askfay af Elverfolket havde virket reserveret i starten, men hun og hendes krigere var stadig med dem, overbevisende Isanne om, at de endnu ikke helt havde tabt deres støtter i Elverly. Kiles Orden havde skabt splid og ravage, men med tiden kunne sårene hele. Det krævede bare, at tronen igen blev hendes.. en alvorlig rynke viste sig mellem Dronningens bryn.

Hun havde hørt om Valkar Tordenklinge af navn, men hun vidste ikke meget om manden. Hvis Reina og derved Isari stolede på ham, måtte hun gå efter ypperstepræstindens anvisninger. Da de ankom til Opalslottet og tjenefolkenes nysgerrige øjne var på tilstrækkelig afstand, lod hun hætten falde fra sit trætte ansigt, der stadig bare tydelige tegn på aldring. Hun vidste ikke, om Valkar overhovedet var i stand til at genkende hende, men hendes stemmeføring og tonefald var så kraftfuldt og royalt, som det altid havde været.
"Jeg takker Dem mange gange for Deres gæstfrihed. Vi er kommet hertil for at søge ly, for et par dage. Herefter vil vi drage til Lazura og finde et skib.. Jeg hører, at Azurien har vendt sig mod Ordenen, men der er ikke for mange, der skal vide noget om vores tilstedeværelse, hvis vi skal håbe på at have overraskelsesmomentet på vores side." 
Der var ikke tid til formelle introduktioner. Hun havde behov for at hvile - derefter skulle der lægges planer. Hun kunne ikke for alvor slappe af, før Dæmonen, der havde taget hendes skikkelse, var jaget ud af Dianthos, men for nu var det vigtigste, at hun kunne genvinde sine kræfter.

Hun tog en dyb indånding og så på manden, der havde åbnet sit hjem for dem. Det var en farlig, politisk affære, han var ved at blive blandet ind i, men Isanne ville også se til, at dem der hjalp hende, blev belønnet rigeligt. Så snart hun fik anvist et sted at hvile, ville hun følge med og få den efterhånden hårdt tiltrængte søvn.