Sted: En kro kaldet Hønsehuset
Tid: Tidlig aften
Vejr: Blæsende, gråt og koldt

For én gangs skyld sad Randall alene ved et bord med noget mad og et krus med noget af det bedre øl. Det var sjældent man ikke fandt ham i godt selskab, når han var et sted som dette, men han var sgu egentligt sulten og med lidt ekstra krystaller på hånden, ja, så var et ordentligt foder og et godt krus øl måske ikke helt af vejen. Han forsøgte virkeligt at passe bedre på sig selv og give sig selv en stille stund som dette, selvom han ikke kunne lade være med at skæve over mod et selskab, hvor høj latter og stemmer kom fra. Nå ja, aftenen var jo kun lige begyndt, så mon ikke, at han kunne bevæge sig derover senere.

Så nu sad han her og spiste. En god kraftig suppe med hønsekød og nogle ubestemmelige grøntsager. Der var endda brød med, han kunne brække af og bløde op i den dampende væske. Nok var stedet kriminelt til det sidste, men de lavede nu god mad. Og sengene var til at sove i, hvilket også var hans plan. 
Hvis man ikke vidste det, kunne man ikke se det, men Randall så noget bedre ud end han havde gjort længe. Han var faktisk også noget mere ren. Han spiste, drak mindre og sov endda mere, selvom mareridtene stadig kom til ham det meste af tiden. Han forsøgte virkeligt at passe på sig selv, selvom han fandt det en smule kedeligt. Men samtidigt måtte han indrømme, at han havde det lidt bedre. Han fandt lidt mere glæde ved livet. Bare lidt.

Snart var suppen væk og kruset var tomt. Måske han skulle gå op og hente sig et krus mere, inden han kastede sig ud i at være social? Det tog ham ikke lang tid at beslutte sig. Han kom op fra stolen, trak sine bukser op, hvilket fik hans sværd til at slå i mod hans ben, men det tænkte han ikke nærmere over. Mens han kløede sig på den skæggede kind, snoede han sig i mellem borde, stole og væsner på vej op til baren, hvor han lænede armene mod bordpladen og stillede sit krus frem til en opfyldning. Mens han stod der, betragtede han en smule dovent en hunkøn for enden af baren. Måske han skulle se, om hun ville med op på det værelse, der ventede på ham ovenpå. Et lidt skævt smil dukkede op på hans ansigt. Det var vel egentligt ikke en helt dårlig idé. I stedet for at drikke sig i hegnet. Det var alt for længe siden sidst med godt kvindeligt selskab. Hans skiftede vægten til det ene ben og satte den frie fod på højkant, klædt i en robust støvle. Han var klædt som han altid var, i sorte bukser og sin læderjakke med sværdet ved sin side og kniven på ryggen. I hans bælte han et par knive og en pung med dagens fangst.

Mars kedede sig; hans forældre lod ham aldrig frivilligt gå udenfor en dør, hvilket jo var sødt nok, fordi de udelukkende var bekymrede for ham, men for en 13-årig dreng med krudt i røven kunne de lige så godt have tortureret ham. Derfor havde Mars for vane at snige sig ud om aftenen og gå på eventyr i byen. Han var arrogant nok til at tro, at hans penge og relativt velkendte efternavn, Pyralis, var nok til at få ham ud af eventuelle problemer, og indtil videre havde det da holdt stik.

Klokken var lidt over 21 om aftenen, da Mars lirkede sit soveværelsesvindue op og klatrede ned ad muren for at gå gaden. Han havde taget turen mange gange før, så det var ikke noget problem. Så snart han var nede, pilede han ned ad gaden og fortsatte ned den lidt mere skumlere del af byen. Det var her, der var sjovest, og også her, han kunne øve sig lidt. Mars havde fået smag for at stjæle. Ikke store ting, ikke vigtige ting, men det var sjovt at se, hvad han kunne slippe af sted med uden at blive opdaget. Han synes selv, han var blevet ret god til det efterhånden, og det tog ham ikke specielt længe at udse sig det perfekt sted at gå på jagt. Et værtshus! Her var folk lidt fulde og travlt optaget af at snakke eller forsøge at komme i bukserne på hinanden, og de ville sikkert ikke lægge mærke til en dreng i sort, der pilede ind og ud mellem bordene. Som sagt, så gjort!

Mars begav sig hen mod værtshuset, og han trykkede næsen flad mod en rude for at se ind først. Der var ikke overvældende mange mennesker, men de fleste sad sammen i grupper og drak. Undtagen… der var en fyr, der var lidt for sig selv. Mars smilede for sig selv. Måske kunne han prøve noget nyt; at drikke manden fuld og derefter stjæle alt, hvad han ejede! Det havde Mars ikke prøvet før, men det forekom ham spændende!

Med fornyet interesse og adrenalin i kroppen skubbede Mars døren til værtshuset op og gik indenfor.

Kruset blev fyldt op med den stærke øl og Randall blev stående et øjeblik, inden han endeligt strøg en hånd hen over sit korte hår og derefter tog kruset med hen til kvinden for enden af baren. Normalt var det ikke et problem for ham at samle damer op, men trods hans ganske charmerende tilgang til dem, skete det dog også ret ofte, at han fik at vide, at han kunne smutte. Sådan gik det! Det tog han ikke så tungt, der var masser af hunkøn ude i verden og nogle af dem var faktisk også villige!
Denne gang kastede hun et enkelt blik på ham og han vidste, at han havde tabt. Dog forsøgte han alligevel sit bedste, men nej. Intet held. 

Slukøret gav han op og så rundt med et suk. Skulle han gå over til den større gruppe af folk, der så ud til at spille kort, eller skulle han gå tilbage til bordet, der stadig var tomt. Noget der engang aldrig havde været et spørgsmål, han ville stille sig selv, men som i dag var noget, der var svært at svare på.
Hans blik landede på noget blankt. Et sværd. Og en kniv. Våben. Med endnu et suk besluttede han sig for, at han lige så godt kunne forsøge at undgå at dø i aften, han var virkeligt træt af at dø hele tiden. At han ikke kunne undgå det, vidste han godt, men han kunne i det mindste forsøge at skubbe det lidt. Så han endte med at beslutte sig for, at det ensomme bord var aftenens løsning.

Så han hankede op i sit krus og begyndte at mase sig derned. Der var ikke så mange at det gjorde noget, men de sad sgu nu lidt upraktisk. Og stod. Der var åbenbart nogen, der havde besluttet sig for at komme videre, så dem måtte han også sno sig udenom.
Man skulle måske ikke tro, at den beskidte stodder havde styr på noget omkring sig, men han havde fint styr på, hvem der var i kroen. Lidt opmærksom skulle han trods alt være for at undgå folk, der havde set sig sure på ham. Eller ville have dusøren på ham. Eller bare byvagter. Svin. Så han havde set knægten, der var kommet ind, men han havde ikke skænket ham meget opmærksomhed. Hvorfor skulle han?

Mars havde øje på fyren, da han trådte ind ad døren til værtshuset, og hele vejen på til bardisken. Han synes selv, han var vældig udspekuleret, og han var overbevist om, at fyren ikke fattede mistanke overhovedet. Hvordan kunne han? Han var jo bare en gammel stodder, og Mars var ung, smuk og klog!

"Hvad skal du ha', knægt?" gryntede manden bag disken og afbrød Mars store tanker om sig selv. Mars tøvede et øjeblik, lidt hylet ud af den, men han tog sig hurtigt sammen og placerede et overlegent smil på sine læber, mens han lænede sig mod disken, som om han kom her hele tiden.

"Stik mig, hvad end ham dér drikker," sagde han, højt nok til at fyren ville høre det, hvis han ellers lyttede efter. 

Bartenderen gloede på ham, men kneb så øjnene mistroisk sammen. "Hvor gammel er du?"

"Gammel nok," fnøs Mars og gravede en hånd ned i lommen for at smide et par krystaller på disken. Han nød, hvodan bartenderen gjorde store øjne; det var bestemt ikke normalt, at en dreng så ung som Mars havde så mange penge at bruge. Der gik ikke lang tid, før Mars havde sit krus med øl, og han vendte sig for at stå med ryggen lænet mod baren, mens hans blik gled over lokalet. Det faldt til sidst på manden ved bordet, og et lille smil gled over Mars' læber, da han løftede sit krus og sagde, "Skål, mand."

Ærligt talt fulgte Randall ikke med i, hvad den nyankomne knægt havde gang i, han koncentrerede sig i stedet om at komme hen til sit bord og få smækket røven i sædet. Uden at spilde sin øl. Det lykkedes ganske tilfredsstillende og det endte med, at han smækkede fødderne op på en anden stol, så han kunne slappe lidt af. 
Han var ved at drikke en tår, da han opdagede, at drengen kiggede på ham og derefter skålte til ham. Randall spærrede øjnene lidt undrende op, hvad i alverden ville den bette spirrevip ham? Men altid frisk på at prøve noget nyt, løftede han kruset som hilsen. 

Samtidigt fik han lige betragtet ham lidt nærmere. Dyre klæder, inden tvivl om det, Randall kunne ligefrem lugte pengene på afstand. Siden han faktisk stod med et krus, havde han også krystaller på sig, så det var uden tvivl ikke en gadeknægt. Hvad lavede han så i et hul som Hønsehuset? Han var der højest sandsynligt ikke for suppen, hvor god den så end var. 
Det hele tirrede Randalls nysgerrighed og han besluttede sig ret hurtigt for, at drengen kunne være aftenens underholdning. En rigmandsknægt, der selv tog kontakt til ham. Sikkert ude på ballade, men det kunne Randall godt håndtere. Så han løftede den ene hånd og vinkede til ham, at han skulle komme ned til bordet og sidde. Han kunne jo se, hvor det førte hen.

Mars' kinder blev en smule varme, da manden vinkede ham hen. Det føltes lidt, som om Mars ikke selv havde troet noget ville komme af hans skål, men da manden pludselig reagerede på det, blev det hele så virkeligt. Men Mars var ikke typen, der stak halen mellem benene, så han skubbede sig væk fra disken med en ligegyldighed, som om han dybest set var totalt ligeglad med hele situationen. Det var et udtryk, han var vant til at bære, for det var en god måde at beskytte sig selv på. 

Med en hånd i lommen spankulerede Mars hen til bordet, som om han ejede hele kroen, og han tilbød manden et arrogant smil.

"Hva' så?" spurgte han. "Har jeg noget mellem tænderne eller hvad?"

Drengen så helt forfjamsket ud et øjeblik, hvilket fik Randall til at grine lidt for sig selv. Det havde han åbenbart ikke regnet med. Straks var der dog et ligegyldigt udtryk på det unge ansigt og Randall vidste lige pludseligt, at han ville hygge sig med at hyle knægten ud af det. Det burde ikke være så svært med sådan en lille rigmandsunge.
Han fulgte ham med blikket, mens han gik ned til ham. Han kunne umuligt være ret gammel. 12 måske? Ikke mere end 14. Randall kunne normalt godt lide børn, men denne unge var ved at være lidt for gammel til at være et barn og det udtryk han havde i ansigtet sagde, at han ikke ville behandles som et. Nu fik de at se, hvad der var sjovest for Randall.

Begge Randys øjenbryn blev skudt i vejret, som knægten stoppede op og snakkede provokerende til ham.
"Og det spørger du mig om, det er da dig der står og vifter med et krus. Hvad har du i øvrigt deri, vand?" Han nikkede lidt mod kruset, inden et større smil voksede frem på hans ansigt og han gjorde en bevægelse med den frie hånd mod en tom stol."
"Smæk røven i sædet mester, og fortæl mig hvad sådan en knøs som dig, laver et sted som dette?!" Han drak en slurk af sit øl - mhm, det var var god sager - mens han så afventende på rollingen.

Han havde glemt alt om at gå over og have en hyggelig aften i gruppen, der morede sig ovre i hjørnet, lige nu var drengen her mere interessant. Måske var det fordi, at han lugtede af penge, måske var det fordi, at sandsynligheden for, at han ville slå ham ihjel var lav, men Randy var pludseligt meget interesseret.
"Mit navn er for øvrigt Randall, men Randy virker også ganske fint." Han lænede sig skævt frem, så han kunne række hånden ud i mod ham.

Mars betragtede manden og hans udstrakte hånd med en let rynket næse; det var bestemt ikke den type mennesker, Mars var vant til at omgås, men på den anden side, havde han jo indledt det her, og manden virkede da flink nok, omend ret fjoget og uintelligent. Men det ville jo bare gøre Mars' lille project nemmere! Mars' smil blev en smule bredere, og han tog Randys hånd med et fast tag, inden han satte sig ved bordet.

"Jeg hedder Mars, og jeg drikker sgu da det samme som dig," sagde han og viste Randy indholdet af sit krus. "Jeg er ikke en eller anden lille lorteunge, der ikke kan tåle noget."

Han tog en tår for at bevise sin påstand, som faktisk ikke var helt løgn. Nok var Mars ung, men han havde allerede været i sine forældres vinskab flere gange, og han havde efterhånden opbygget en tolerance, der var ret imponerende taget hans unge alder og lille størrelse i betragtning.

At ungen rynkede på næsen valgte Randall fuldstændigt at overse, det var de færreste, der tænkte noget positivt om hans fremtoning - og han var også skide ligeglad. Han havde ikke noget negativt at sige om sig selv, så hvorfor skulle han lytte til hvad andre sagde?
Han gav drengens hånd et godt klem, inden han lænede sig afslappet tilbage i stolen, stadig med sit krus i den ene hånd og fødderne smækket op på en stol. De grå øjne gled mod knægtens krus, da det blev vist frem. Jamen dog, var han ikke lidt tidligt ude med de stærke sager? Det var ikke det tynde sprøjt, Randy drak i dag, selv han kunne begynde at mærke varmen sprede sig, men nu var han også på tredje krus.

"Der kan man bare se, en med samme smag. Er du ikke lidt for bette til det?" Ja, han drillede ham. Men venskabeligt, inden han selv nippede til sit krus. De startede da også yngre og yngre, han var da først gået i gang med de stærke sager, da han var... åh, det kunne han ikke helt huske, men efter han havde forladt gården i hvert fald. Han havde fået en tur med bæltet, hvis hans far havde fanget ham fuld. De lidt store øjne blev tomme for et par sekunder, som hans tanker vendte tilbage til hans barndomshjem, inden han blinkede og kom tilbage til nutiden.

"Mars, du svarede ikke på mit spørgsmål, hvad laver sådan en som dig et sted som her?" En sætning han normalt scorede damer med, men altså, det var vel et alsidigt spørgsmål til en alsidig modtagergruppe, ikke?!
Han vippede stolen han sad på tilbage, så den kun stod på to ben, afslappet. Men med et lidt drillende glimt i øjnene. Bare lidt. Han ville behandle knægten pænt, men stadig drille ham. 

"Det var ikke, hvad din mor sagde, da jeg flækkede hendes kusse med min pik," gryntede Mars lavmælt som svar på Randys drilleri. Han var ikke god til at blive drillet. Han kunne sagtens tage, at man svinede ham til – så gav han bare igen enten med ord eller slag – men han havde svært ved at tage drilleri, også selv hvis det ikke var ondt ment. Det gik direkte under huden på ham og fik raseriet til at syde og koge i ham. I aften fik han dog sunket en gang og taget endnu en slurk af den stærke øl; den dulmede, men hans øjne nåede at blive en smule mørkere, som om et stormvejr var ved at samle sig i dem, inden han fik sine følelser under kontrol igen, så de gik tilbage til deres normale gråblå farve.

Han slikkede sine læber og smilede let til Randy, selvom det blev lidt anstrengt.

"Det samme som dig, mand," svarede han og trak på skuldrene, inden han lænede sig lidt tilbage i sin stol, ligesom Randy. "Keder mig og drikker mig i hegnet. Hvad skal man ellers lave på en røvsyg aften?"

Randalls øjne blev spærret godt op, da han fik det noget pikante svar tilbage. For et øjeblik stirrede han bare på drengen, mens han svarede på hans spørgsmål. Nogle ville måske tro, at han var dybt chokeret over de ord, der var kommet ud af munden på drengen. Det var han som sådan ikke, det var bare ikke lige, hvad han havde regnet med fra en rigmandsdreng. Så da ungen havde talt færdigt, brød han ud i en bragende latter, der fik flere til at se over mod bordet. 
Han lo til han var ved at vælte bagover på stolen, inden han hiksende rettedde lidt op på sit tyngdepunkt og tørrede en imaginær tåre væk fra sin ene øje.

"Det må jeg sige, der fik du mig sgu." Han kom med en lyd af morskab, inden han pegede på ham med en finger fra hånden, der havde om kruset. "Men med det sprog du har gang i, så passer det meget godt med, at du har været en tur i rendestenen for at finde hende!" Der var intet vredt eller fornærmet over Randall, overhovedet, bare morskab. Og dril. Det virkede tydeligvis ud over al forventning. Den lille rigmandsdreng kunne tydeligvis ikke tåle at blive prikket lidt til. Randy derimod var næsten umulig at pisse rigtigt af. Han tog ikke sig selv seriøst nok til at blive vred over fornærmelser. Heller ikke i mod sin mor, han ikke havde set siden han var på drengens alder. Hun kunne i øvrigt ikke findes i rendestenen, hun havde været en sød bondekone med lidt for mange børn, der aldrig havde taget et bandeord i sin mund.

Han løftede sit krus til en skål og drak en tår, inden han satte sig lidt bedre til rette og betragtede drengen.
"Ja, hvad skal man ellers lave på sådan en røvsyg aften?" Hans blik gled kort til kvinden, der så uhøfligt havde afvist ham. Han vidste godt, hvad han gad at lave på sådan en røvsyg aften. "Drikke sig i hegnet lyder som en god idé! Skål!" Han gentog bevægelsen med at hilse med kruset og bagefter tømte han det i tre store slurke. Han var ikke så bekymret for sin egen ædruelighed, der skulle nogle flere krus til, før han ville miste kontakten med virkeligheden. Men han var ved at få varmen. Ah. Det var skønt.

Mars' øjenbryn løftede sig en smule i overraskelse; han vidste ikke, hvad han havde forventet mandens reaktion på fornærmelsen mod hans mor ville være, men rungende latter havde det ikke været. Han kunne ikke lade være med selv at grine lidt; Randys latter smittede åbenbart, og Mars kunne ikke lade være med at føle sig en smule stolt, da Randy roste ham. Han skyndte sig at drikke, da Randy også drak, og selvom der skulle mere end tre slurke til at tømme kruset, så lykkedes det Mars at tømme det til sidst. 

Det vister sig dog hurtigt at være en lidt dum beslutning, for nok kunne Mars godt håndtere alkohol (synes han selv), men det var noget andet at bunde et stort krus stærk øl så hurtigt. Mars grynted og bøvsede og hikkede så, inden han måtte klappe en hånd over sin mund, da øllen meget hurtigt truede med at komme op igen. Han klemte øjnene sammen og koncentrerede sig meget grundigt om at sluge alt det tynde spyt i munden og helst ikke brække sig ud over det hele. Efter et par sekunder i åndeløs stilhed fra hans side, udover et par hik, så lykkedes det ham at afværge katastrofen. Det ville simpelthen være for pinligt. Han sank hårdt igen, inden han forsigtigt tog hånden fra munden igen og gned over sit lyserøde ansigt. 

"Skal vi have én til eller hvad?" spurgte han og løftede hovedet og smilede smørret til Randy, som om intet var hændt. "Jeg giver."

Randall betragtede Mars med hævede øjenbryn, som knægten åbenbart var meget fast besluttet på at efterligne ham og tømme kruset. Hva' zaladin, der var da alligevel lidt krummer i den dreng. Den pludselige bleghed efterfølgende talte dog sit sprog. Men hey! Han skulle da have anerkendelse for sit ihærdige forsøg! 
Det hele morede Randall kosteligt og hans humør blev da kun bedre, da drengen proklamerede, at han gav. Se dét kunne Randy være med til! Hurtigt drejede han rundt og løftede sit krus i mod baren.
"Krofatter! En kande til opfyldning af disse sørgeligt tomme krus!" NU skulle der festes!

Hans blik vendte tilbage til knægten, stadig med et grin på ansigtet over den fantastiske nyhed, at han kunne drikke det næste krus eller to gratis. 
"Ved dine forældre godt, at du er ude for at have en sjov aften?" Der var intet fordømmende i hans spørgsmål, faktisk virkede det mest bare som noget for at få en samtale i gang. Hvad havde han egentligt at snakke med sådan en bette skid omkring? Ikke at Randall havde tilbagehold med at fortælle om sine eskapader med folk og fæ og ulovligheder, men måske de lige skulle starte blidt ud. Og han ville da gerne vide noget mere om sin nye drukkammerat. Lille alder eller ej!

Krofatter var en hurtig mand, for han var allerede på vej ned til bordet, hvor han smækkede en kande i bordet og så afventende på Randall for betaling. Randall løftede øjenbrynene og pegede på drengen.
"Ligner jeg en med penge til en kande? Knægten er åbenbart i familie med dronningen!" En overdrivelse alle burde fange, men krofatter var nu ret ligeglad, så længe han fik sine penge. Så han vendte sig mod Mars i stedet.

"Det rager sgu da ikke dig! Jeg gør, hvad der passer mig," fnøs Mars med et skævt grin og tørrede sig om munden. Han havde det stadig ikke helt godt, men det skulle bare drikkes væk, dét var han sikker på. Hvis stodderen der kunne drikke, så kunne Mars også! Han var mindst ligeså så stærk som ham!

Da krofatteren vendte sig mod ham, lænede Mars sig blot afslappet tilbage i sin stol og fiskede en læderpung op fra sin lomme. Den raslede, mens han flyttede på den, og han gravede hurtigt et par krystaller frem fra dem og lagde dem på bordet i stedet for i mandens hånd. Krofatter brummede et eller andet, mens han samlede krystallerne op fra bordet, men han vendte sig blot og gik. Mars hørte ikke, hvad manden sagde, men det var sikkert noget om, hvor arrogant en møgknægt han var, hvilket blot morede Mars. Fornærmelser om hans status i Dianthos prellede totalt af på ham, for han havde fået dem det meste af sit liv hos Pyralis-familien. Som lille blev han ofte drillet i skolen og kaldt "Prins Pyralis", fordi hans forældre var nogle af de mest velhavende. Mars havde slået hårdt ned på den slags, helt bogstaveligt, til hans knoer blødte, og efterhånden var der ikke flere, der turde drille ham.

Mars snuppede kanden og skulle til at hælde op til sig selv, inden han tøvede. Så greb han Randys krus og hældte op til ham først, mens han så ham i øjnene og smilede lidt skævt igen. Inden han skubbede Randys krus tilbage til ham, løb Mars en finger langs kanten for at tørre et par dråber væk. Han suttede sin finger ren, mens han skubbede kruset tilbage over bordet med den anden hånd.

"Skål," sagde han og løftede sit eget krus, efter han havde fyldt dette. "Fortæl om dig selv, gamle."

Det skulle nok blive en sjov aften, hvis han altså kunne lade være med at brække sig.

Randalls grå øjne fulgte pungen, som den blev fundet frem og gemt væk igen. Han kunne simpelthen ikke lade være, punge havde en magnetisk effekt på hans opmærksomhed. Én ting var sikkert, drengen gik ikke herfra med sine krystaller. Om Randy så skulle drikke dem om, rigmandsdrengen kom til at aflevere hver eneste mønt til ham. Uvilligt eller ej. Han kunne jo bare rende hjem til sine rige forældre og få nogle flere. Krofatters mumlen var ikke helt til at høre, men betydningen var tydelig nok for Randall, der smilede skævt over det. Han kunne godt forstå ham.

At Mars var ved at hælde op til sig selv først gik Randalls opmærksomhed forbi, men den pludselige ændring, hvor han skiftede det ud med hans krus, gjorde ikke. Blikket mod ham og fingeren på kanten. For et øjeblik kunne Randall ikke helt finde ud af, om knægten lagde an på ham eller forsøgte at provokere ham. Nok ikke det første, så nok det sidste. Det virkede ikke rigtigt, men der var alligevel en enkelt irriteret følelse et sted. Knægten følte sig uden tvivl bedre end ham, bare fordi han havde rige forældre. Meget fandt Randall sig i, men han havde faktisk et problem med rige røvhuller. Og i det øjeblik gik det op for ham, at drengen var i den kategori. Der var et lidt tænksomt udtryk i lejesoldatens ansigt for et øjeblik. Hvad var løsningen? Drikke ham under bordet, stjæle hans penge og sikkert også hans bukser, så han kunne rende hjem og få skældud. Noget i den stil. Tanken gjorde ham glad igen og han greb sit krus med et smil for at skåle med barnenumsen.

"Skål!" Han slugte et par mundfulde. At drikke ungen under ville sikkert ikke kræve så meget, så han ville ikke holde sig selv tilbage. Efter at have ræbet højlydt, tørrede han sig om munden med bagsiden af en hånd.
"Om mig selv? Jamen jeg er skam bare en halvkriminel landevejsridder, der søger lykken, hvor jeg kan finde den." Han kneb øjnene lidt sammen, mens han overvejede, hvad han skulle fortælle. Han havde flere historier end de fleste barder, de fleste noget overdrevne og pyntede, men mange af dem var hans egne oplevelser. Han var trods alt snart halvfjerds år gammel. Hvis han nu startede ud med dem, der ikke omhandlede alt for meget fjanteri med hunkøn og død. 
"Hvilket engang var i soveværelset hos en adelsfrue, både i sengen og det fine skrin hun havde stående på sin kommode... jeg måtte sgu kravle ud af udløbet fra gården for at undgå hendes vrede ægtemand..." Han begyndte at fortælle historien, der med nogle lyde og ansigtsudtryk fik liv og ofte fik de fleste til at le til de fik tårer i øjnene. Endnu en historie fulgte efter, sammen med mere øl. Det dyre øl slog hårdt, og efterhånden begyndte hans øjne at svømme en smule og hans ord at blive en smule sløret.

Mars lo højt af Randys historie, for billedet af en halvnøgen Randy på flugt fra en vred ægtemand var hylende morsomt. 

"Slap du så væk?" spurgte han og slugte et par mundfulde at sin øl. Det gik bedre nu med kvalmen, og denne gang var han ikke ved at kaste op! Han lænede sig over bordet og så forventningsfuldt på Randy med sine store, blå øjne. Hans unge hjerne, som ovenikøbet var distraheret af alkohol lige nu, havde lidt svært ved at holde koncentrationen på én ting af gangen, så Mars havde lykkelig glemt alt om at snyde Randy, og han var nu totalt investeret i hans historier. Interessen og spændingen fik ham til se yngre ud, til at ligne den 13-årige dreng, han faktisk var med vilde troldekrøller og halvstrittende ører, selvom han ofte prøvede at se ældre ud. 

Mars vippede på sin stol, så han kunne læne sig endnu længere ind over bordet og endnu tættere. Personligt rum var ikke lige noget, han gik specielt meget op i, så det faldt ham slet ikke ind, at Randy måske ikke ligefrem brød sig om at få en knægt direkte op i fjæset.

"Det gjorde jeg da! Efter at have tilbragt en dags tid i en grisestald, de kunne sgu ikke spotte mig mellem svinene!" En udtalelse, der frembragte et latterbrøl fra ham selv, for det var da morsomt! At de nu slet ikke havde andet end kaste et blik ind i stalden, var en anden sag, men ingen sagde man skulle holde sig til sandheden, vel?!

Hvis der var noget, Randall var god til, så var det at fortælle historier. De var for det meste rimeligt sandfærdige, selvom han ofte pyntede godt på dem. Enten var de om ham selv og hans oplevelser eller også var det ting, han havde hørt fra andre. 
Drengen var en god lytter, virkede meget interesseret og så ud til at glemme at være så sej og alvorlig som han gerne ville være og et eller andet sted glædede det Randall. Han kunne godt lide børn og børn burde være børn så længe som muligt, voksenlivet skulle nok komme hurtigt nok. Og der var sgu ikke noget sjov i at være voksen.

"... og så røg han ved Zaladin på røven først direkte ned i vandtruget, så du kan tro, at jeg fik benene på nakken! Hans kammerat var bare lige lidt hurtigere, så jeg endte sgu med en spade i hovedet, og så var jeg... øhm, så sagde jeg godnat!" Han skyndte sig at drikke den sidste slurk, da han var lige ved at afsløre, at han havde fået slået panden ind og var kreperet. Det var ind til videre lykkedes ham ikke at afsløre sin lille hemmelighed til knægten, ingen grund til at komme ind på det. Øllen røg hurtigt ned og fremkaldte et højlydt ræb, inden han smækkede det tomme krus i bordet. Han var sgu ved at blive en smule beruset, måtte han nok indrømme, den der behagelige summen i kroppen var efterhånden blevet til den velkendte svimmelhed og følelsen af at kroppen var en smule slatten, samtidigt med at tankerne begyndte at svømme lidt. Men han var også gået lidt mere til den end beregnet, der stod nu tre tomme kander på bordet og han havde taget godt til.

De grå øjne flyttede sig til knægten, der efter alle standarder også havde drukket godt til. 
"Hvad med dig, nu har jeg snakket Zaladin et øre af, fortæl mig om dig. Hvilken møgunge med penge kommer til et sted som her?"

Mars grinede hjerteligt flere gange under Randalls historie, og ved slutningen havde han tårer trillende ned ad kinderne, og hans ører var blevet helt lyserøde. Han havde også fået drukket sin øl ud og hældt noget mere op i kruset, selvom han - selv i sine berusede tilstand - godt vidste, at han under ingen omstændigheder ville kunne drikke op. 

Han følte sig varm over det hele, og latteren boblede i hele kroppen og brød straks ud i hikke. Mars skyndte sig at drikke noget mere, men da kvalmen truede med at komme tilbage, skyndte han at sænke kruset og bøvsede højlydt. 

"Hvaffo en møgunge?" snøvlede han og lagde sig nærmest henover bordet med et fjoget grin og legede lidt med en tunge læderpung, han havde sine krystaller i. "Åh, mig? Jeg kedede mig bare, du ved? Der er jo ikke en skid at lave i den her lorteby."

Han kunne mærke, han var ved at blive søvnig. Ideen om at bestjæle Randy var langt, langt væk.

Knægten så ud til at være ved at have fået, hvad han kunne tåle. En ansvarlig voksen havde nok bremset ham forlængst, men Randall var ikke ansvarlig og ofte ikke specielt voksen, plus han havde en eller anden tanke om, at han nu kunne holde øje med drengen, så han ikke faldt i forkerte hænder. En som Thanos, som han havde spottet et par dage før og hurtigt havde undgået. Den mand var hans død, hver gang, uden undtagelse. Ikke at han anså sig selv som decideret babysitter, men han kunne da lige holde et øje på ham. Dog havde han ikke planer om slæbe drengen hjem. Ikke medmindre han fik den fikse idé at se, hvor han boede og om det var muligt at nakke noget værdifyldt, ud over hans alt for fyldte pung, han på ingen måde forsøgte at skjule, mens de sad der.

Men han ville gerne vide mere om ham, hvilket var grunden til, at han begyndte at stille spørgsmål. Og det fordrukne svar han fik, kunne han ikke bruge til noget. Hvad hed knægten til efternavn? Hvor kom han fra? Hvorfor i alverden fik han lov til at rende rundt i byen med så mange krystaller uden en vagt? Rige unger havde altid vagter. Det var så besværligt!
Med lidt sammenknebne øjne lænede sig Randy frem mod Mars.
"Du ser så bekendt ud. Kender jeg dine forældre? Hvad er dit slægtsnavn?" Randall så lidt undersøgende på ham, inden han greb kanden, der stadig havde en slat i sig og hældte det op i sit krus. Det var også det sidste, han skulle have, medmindre han gik helt om bord og drak sig selv under bordet. Og selvom det lød ganske festligt, var det ikke det, der var planen.

Men hvad var planen? Hans tanker svømmede lidt rundt og han vidste det ikke. Men betød det nu også noget, han tog det bare som det kom, lige som han plejede!

Det faldt ikke på noget tidspunkt Mars ind, at Randy kunne havde slette intentioner. Nu havde de jo drukket sammen, og der var opstået en slags fuldskabsvenskab mellem dem, følte Mars, og desuden virkede Randy til at være totalt harmløs, kun ude på sjov og ballade. Mars kunne godt lide ham; han var sjov. Derfor tænkte han heller ikke videre over de spørgsmål, Randall stillede ham. Havde han været ædru, havde han nok været en smule mere på vagt, men fulde Mars havde ikke tid til at være på vagt. Den slags var udelukkende ædru Mars' problem.

"Tror sgu ikke, du kender mine forældre," gryntede Mars med et grin og rystede overdrevet på hovedet, så hans vilde krøller daskede omkring hans hoved. "De kommer fra gamle penge. Pyralis, du ved? Tror min oldefar grundlagde forretningen, som min mors familie har kørt videre siden. De har allesammen røven fuld af krystaller. Min fars familie har ikke været rige, men de har været lærde. Skrevet en røvfuld bøger, som vist er meget kendte."

Mars sagde ikke noget om, at han ikke var blodsbeslægtede med nogen i disse familier. Det var jo lige meget. Han kunne ligeså godt have været det, udover at alle ungerne i Pyralis-slægten havde mørkeblondt, glat hår og symmetriske træk, der på ingen måde lignede Mars' brune krøller på halv-strittende ører. Det var nu lige meget, for Mars' forældre var familiens overhoved, og derfor var der ingen af de andre, der turde sige noget til eller om Mars.