Sted: Landevejen mellem Dianthos og Piratbyen
Tid: Eftermiddag
Vejr: Køligt, men med sol og blå himmel

Smerte. Skarpe lyn af smerte skød igennem hans hoved. Noget rørte hans ansigt. En hånd. Hans egen hånd. Den var kold. En lyd fyldte hans ører. Stønnen. Han stønnede. Åh, hans hoved gjorde ondt. Hvad var der sket? Hvor var han? Hvem var han? Et spørgsmål han panisk ignorerede. 
Hans fingre rørte ved noget klistret og langsomt tvang han sine øjne på klem, så han kunne se. Lyset skar ubarmhjertigt ind i hans hoved og han lukkede dem hurtigt igen. Men han måtte se. Langsomt fokuserede han på sin hånd. Hans hud var grøn. Havde den altid været grøn? Han var i tvivl. Fingerspidserne var dækket i en mørkerød klistret væske. Det måtte være blod. Han blødte.

Selvom hele hans krop føltes tung, forsøgte han at flytte på sig. Han fortrød med det samme, hovedet eksploderede i blændende hvide lyn og pludseligt føltes hans ene side som om, at der var gået ild i den. Der kom en næsten klynkende lyd af smerte fra ham og hans hånd lagde sig til hvile på hans side. Bukkede ribben. Hvordan han vidste det, vidste han ikke, men han var ikke i tvivl. Han havde prøvet det før. Men hvornår? Hvorfor kunne han ikke huske noget?!

Lidt efter forsøgte han igen. Åbnede øjnene. Himlen var over ham, blå med fine små skyer. Forsigtigt drejede han hovedet en smule, hvilket fik ham til at skære ansigt. Ansigtet gjorde også ondt. Alting gjorde ondt. Buske. Lugten af jord og græs. Han lå på jorden, mellem nogle buske. Hvorfor gjorde han det? Han forsøgte at huske, hvad der var sket, men det gjorde bare hans hovedpine værre. Der var tomt, ingen erindringer om, hvad der var sket. Nu. Eller resten af hans liv. Panikken begyndte at melde sig. Der var tomt i hans hoved. Ud over smerten. Hvad var der sket?!

Efter lidt tilløb kom han op at sidde. Han havde det som om, at han skulle besvime, så meget vippede verden for ham, men han forblev ved bevidsthed. Sådan da. Langsomt fik han kigget ned af sig selv. Hans fødder var bare. Bukserne var beskidte og det ene bukseben flænget. Man kunne skimte hans knæ igennem flængen, det var blodigt, men ikke meget. En voldsom hudafskrabning. Overkroppen var iklædt en hvidlig skjorte uden ærmer. Blod. Over det hele. Og flænger. På en eller anden måde vidste han, at han var blevet stukket med en kniv. Ikke ret dybt, men der var flere flænger. Den arm, han ikke havde brugt, var dækket i blod efter et stort sår på overarmen, der heldigvis var holdt op med at bløde, så han behøvede ikke at binde det ind. Hvorfor vidste han sådan noget? Hvorfor var han så rolig over sine skader?!

Intet af det han så, virkede bekendt. Langt fra. Han kunne ikke huske, at han havde taget tøjet på. Eller om han normalt rendte rundt uden sko? Og den grønne hud. Var hud normalt ikke... hudfarvet? Han betragtede en hånd lidt, vendte og drejede den, så han kunne se ordentligt på den. Den var stor. Grøn. Med sorte negle. Så ud til at være vant til hårdt arbejde. 

HVEM VAR HAN?

Spørgsmålet væltede ind over ham og han fik en klump i halsen. Hvorfor vidste han ikke, hvem han var? Alting var bare sort for ham, der var intet i hans hoved. Men hvorfor vidste han sådan nogle underlige ting, som at sår skulle bindes ind og hans ribben var bøjet? At det var enebærbusk ved siden af ham og at solen fortalte ham, at det var eftermiddag? Han gned sig i ansigtet med den ene hånd, trods smerten. I det mindste føltes han næse ikke brækket. Hvad var der sket?! Hvorfor lå han her, skadet. Uden hukommelse. Uden at vide, hvem han var? Logikken fortalte ham, at han havde været oppe at slås, man blev ikke knivstukken af en busk. Men hvorfor havde han været oppe at slås? Frustrationen over ikke at kunne huske, voksede i ham og han besluttede sig for, at det var på tide at komme op at stå.

Smerte. Det tog ham lang tid at komme op, hele hans krop var stiv og øm, hans ribben brændte og hans hoved... det fortsatte med de hvide lyn, der gav ham kvalme. Men efter en kamp, var han endeligt på sine fødder. Hele verden vippede for ham og han svajede tydeligt, havde noget kigget på ham. Men der var tomt. Der var bare en gruppe af enebærbuske og ellers en masse græs. Og en vej. Ikke ret mange meter fra ham. Usikkert og snublende begyndte han at gå de få skridt derhen. En vej kunne måske fortælle ham noget. Bare et eller andet. Hvor han var på vej hen. Hvor han kom fra.

Et svagt glimt af håb gled igennem smerten, der fyldte ham, men han nåede ikke at sætte en fod på gruset, før hans krop og hans hoved gav op. Mørket kom til ham som havde nogen pustet et tællelys ud og han væltede om, halv ud over vejen. Der var fred igen. Ingen smerte. Ingenting. Ikke engang et minde om havet, hans eneste kærlighed.

Mira var på vej hjem fra den seneste handels tur. Hun spekulerede fraværende på om James havde fået det bedre med sig selv eller om han stadig havde det svært. Hun havde besluttet at tage denne tur alene, mest fordi hun lige havde brug for at genfinde sig selv – hun kunne rigtig godt lide James selskab men hendes forhold med Ull, hendes kæmpe ulv, kom før alt andet. Og Ull havde været urolig over varulvens tilstedeværelse så han havde haft brug for en tur bare med Mira.
Solen stod stadig på himlen men lavere og lavere, eftermiddagen var sat ind og med lidt held kunne de nå hjem inden solen var gået helt ned.

En knurren brød Miras tankegang og hun så mod vejen foran sig. En let brise flyttede på hendes hår og hun rettede sig op. Ull havde efterhånden vænnet sig til at være trækdyr og kærren han trak gled let over jorden. Mira sad på kuskens sæde men efter som Ull kendte vejen hjem var hendes fokus ikke på at styre vognen.
Mira skyggede for øjnene med en hånd for at se hvad Ull reagerede på. En skikkelse lå ud over vejen? Hun kommanderede Ull til at stoppe, samlede skørterne og trådte ned fra kærren. Hun hev splitten ud af Ulls seletøj, så han var fri til at beskytte hende hvis det viste sig at blive nødvendigt.

Med lette skridt gik hun mod skikkelsen og rynkede brynene lidt forvirret. Det var en… En hvad? Den havde grøn hud, men selv på trods af den umenneskelige hudfarve var det tydeligt at skabningen var kommet slemt til skade.
”Hey?” Hun stoppede en meter fra ham – hun troede hvert fald det var en ham, Mira havde aldrig set nogen med grøn hud før – og så så stor! Hun kunne mærke Ulls uro helt ind i sjælen og ulven kom snart over for at se hvad der foregik.
Ulven stak snuden ned mod skabningens ansigt og snusede til ham. Ulven var bestemt ikke tryg ved ham, men samtidig kunne Mira også føle ulvens forvirring, måske primært basere på sin egen. Hun klappede blidt den store ulv på halsen og knælede ved manden.
Med en tøvende hånd rakte hun ud og placerede tre fingre mod hans hals – der var puls, så han var i live. Der var ikke en chance for at hun kunne få ham af vejen, det var hun slet ikke stærk nok til, men hun kunne ikke bare efterlade ham!

Med bestemte skridt gik hun tilbage til kærren og hentede sin vadsæk. Hun gik tilbage til manden på vejen og så Ull stod og slikkede ham på kinden, måske for at vække ham, måske for at rense blodet væk. ”Ull!” Sagde hun lidt strengt og Ulven så forvirret mod hende.
Mira skubbede lidt til ulven og hældte lidt vandt ud i sine hænder som hun lod dryppe ned på mandens kind og hoved for at se hvor slemt han var kommet til skade. ”Åh da…” Mumlede hun og bed tænderne sammen – det så bestemt ikke godt ud! Han skulle til healerhuset! Det var godt nok noget af en omvej men manden havde tydeligvis brug for hjælp hvis han skulle overleve. ”Hey…” Hun ruskede lidt i hans skulder for at se om hun kunne få liv i ham, ellers havde hun ingen anelse om hvordan hun skulle få ham til healerhuset, Ull kunne hjælpe men det ville nok efterlade manden med flere sår end allerede tilfældet.

Hvor længe han var bevidstløs, havde han ingen fornemmelse af. Mørket var uendeligt og skræmmende, samtidigt med at det var en befrielse. Han havde ikke lyst til at vågne. Tilbage til smerten og forvirringen og fortabelsen.
Men noget begyndte at trænge igennem. En stemme. Ull. Hvad i alverden betød det? Det var ikke fordi, at hans tanker samlede sig, han registrerede bare. Hørte det. Følte det, da noget rørte hans kind. Langt væk. 
Først da nogen ruskede i hans skulder, skete der noget. Mørket forsvandt som vand der løb ud af et hul i en spand. Langsomt kom virkeligheden tilbage. Sammen med smerten. Han stønnede svagt, mens han med et par blink fik tvunget sine øjne åbne. Der var nogen. Nogen der rørte ved ham og fik det til at gøre mere ondt.

Pludseligt slog han øjnene helt op og så op på kvinden, der stod bukket over ham. Hans første reaktion var at slå hende væk, beskytte sig selv, men han rørte sig ikke. Impulsen forsvandt også med det samme, hun så alt for venlig ud. Bekymret. Han kom med endnu et svagt støn og lukkede øjnene igen, mens han løftede en hånd til sit hoved, der stadig føltes som om, at det var ved at flække i to. Men han følte sig en smule mere nærværende en tidligere. Han havde været vågen før, havde han ikke?

HVEM ER JEG?

Spørgsmålet kom hamrende ned i hans bevidsthed som et ekko fra tidligere. Et spørgsmål der efterlod hans sind lige så blankt som en sø på en stille dag. Intet svar. Måske kvinden kunne hjælpe ham?
Han åbnede øjnene igen, men denne gang var det ikke kvinden han så, det var en kæmpe stor ulv, der stod og så på ham. En forskrækket lyd kom fra ham og han forsøgte at skubbe sig væk, men hans krop var svag, hans ribben føltes som ild og han kom ikke ret langt, før han måtte give op. Endeligt fandt han sin stemme, en stemme der lød helt forkert i hans eget hoved. Hæs, slidt og skræmt.
"Hv-hvem... Hvad er..." Han sank en klump, forsøgte at få en sammenhængende sætning ud. "Hvad er der sket? Hvor er jeg?" Han skævede kun kort til kvinden, men holdt ellers blikket på det store dyr. Var den farlig?

Mira smilede lettet da manden endelig rørte på sig. Hun var virkelig bekymret for ham, selvom at hun lige havde mødt ham. ”Hey… Se på mig” Bad hun da han lukkede øjnene igen, hun var nødt til at holde ham ved bevidsthed hvis hun skulle kunne hjælpe ham. Han åbnede øjnene igen og denne gang fik han øje på Ull. Manden forsøgte at skubbe sig væk. ”Rolig rolig.. Ull gå over til kærren” Sagde hun og sendte ulven et blik. Ulven peb utilfredst men Miras stemme var hård ”Nu!” Sagde hun og ulven luntede lidt væk.

Manden talte og hun vendte atter blikket mod ham. ”Jeg ved ikke hvad der er sket Hr” Svarede hun lidt sørgsmodigt. Hun ville ønske at hun kunne give ham de svar han søgte. ”De ligger på vejen mellem en lille landsby i øst og Dianthos mod syd” Sagde hun i håb om at det kunne hjælpe ham. ”Kan de røre dem? Jeg kan tage Dem med til healerhuset, Deres skader bør virkelig blive tilset” Sagde hun og var tydeligvis meget bekymret for hans ve og vel. Nu bemærkede hun hans blik mod Ull.
”De skal ikke være bange for den Hr” Sagde hun beroligende ”Jeg skal nok styre ham” Sagde hun i et forsøg på at være beroligende.

Det virkede til, at kvinden havde kontrol over det store bæst, men han var ikke helt glad ved at slippe det af syne. Det var jo stort nok til at sluge en ork hel!
Ordet ork satte noget i gang i ham og han så på sin hånd igen. Grøn hud. Var han en ork? Halvork. Forvirret flyttede han blikket til hende igen, han havde næsten ikke hørt, hvad hun sagde. Dianthos og en landsby. Han vidste, at Dianthos var hovedstaden i Krystallandet, hvor han åbenbart befandt sig. Hans blik gled tilbage til den store ulv, hans tanker et stort rod. Han vidste ikke, hvorfor han var her eller hvordan han var endt her. Han vidste bare, at noget havde givet han tæv, han var åbenbart en halvork - måske? - og han vidste ikke, hvem han var. Frustreret gned han sig i ansigtet med en hånd, inden han så på hende igen.

"Helbredelseshuset i Dianthos?" En alarmklokke ringede et sted i hans hoved, og han vidste, at han ikke kunne tage til hovedstaden. Det var for farligt. Hvorfor? Det vidste han ikke, men han kunne ikke. 
"Jeg kan ikke... Dianthos er ikke... sikker." Han lød lige så forvirret, som han følte sig. 
Langsomt begyndte han at røre på sig og på en eller anden måde kom han op at sidde. Med et støn af smerte og en hånd mod sine ribben. En healer. Sådan en ville være rar lige nu, men han følte sig ikke desperat efter en. Han var ikke ved at dø, ikke af hvad han kunne fornemme, trods smerterne.

"Hvem... er du... og det..?" Hans blik gled kort til ulven, spørgende. Hvad var det? Han havde set ulve før, det vidste han, og det der var ikke en normal ulv. Den var jo enorm. Men åbenbart fredelig nok? Det virkede i hvert fald til, at hun havde styr på den, lidt som en stor hund. En stor skræmmende hund, han ikke vidste, om han skulle frygte eller finde imponerende. Måske begge dele.

Mira rynkede let brynene ved hans ord og så tænksomt til siden før hun svarede ham. ”Jeg kan også tage dig til den healer der bor i landsbyen? Men hun kan kun lidt grundlæggende healing og jeg ved ikke…” Hendes bekymrede blik hvilede på den store grønne mand igen og det var tydeligt en kamp for hende at finde ud af hvad der var bedst at gøre. ”Kan de stå? Hvis De kan komme hen til kærren kan jeg køre Dem der hen de ønsker” Sagde Mira da han satte sig op. Hans udbrud af smerte fik en bekymret rynke til at forme sig mellem hendes øjenbryn ”Forsigtig” hviskede hun og rakte ham vadsækken med vand hun havde hentet tidligere.

”Mit navn er Mira Gammera – jeg bor ikke så langt herfra. Det er Ull, min følgesvend” Sagde hun. Da hun sagde ulvens navn nærmede den sig igen, stadig på vagt men mere tryg nu hvor Mira virkede mere tryg. Ulvens snude vejrerede i luften for at opfange orkens lugt og finde ud af hvad han var for en.
”De behøver som sagt ikke frygte ham – Jeg er hans herre, og vi deler et unikt bånd” Sagde hun og smilede til ulven der luntede et par skridt tættere på mens den stirrede på orken.

Han nikkede langsomt. En healer i en landsby føltes okay. Det kunne han godt. Og lige nu ville al healing hjælpe, selvom han et eller andet sted vidste, at han med hvile ville komme langt. Hvorfor vidste han så meget om at komme til skade? Hvad han havde lavet? Hvem var han?
inden han kunne nå at synke ned i spiralen af fortvivlede spørgsmål, rakte hun ham et vandskind. Taknemmeligt tog han i mod det, hev proppen ud og satte det for læberne. Han havde det som om, at han var ved at dø af tørst, og samtidigt smagte hans mund alt for meget af blod. Så han skyllede den et par gange og drak så nogle store slurke, inden han gav hende vandskindet tilbage igen.

Han åbnede munden for at introducere sig, men ingen lyd kom ud. En rynke dukkede op i hans forslåede ansigt og han måtte synke en klump.
"Jeg... ved ikke... hvad jeg hedder." Han så på hende, næste som om han håbede, at hun kunne hjælpe ham, men han var bare stærkt fortvivlet. "Jeg ved ikke, hvem jeg er. Jeg kan ikke huske noget." Han måtte rømme sig og så så væk. på ulven. For at distrahere sig selv fra de tunge ord, rakte han langsomt hånden frem for at lade dyret snuse til den. Han var bange, men samtidigt ikke alligevel. Han kunne godt lide dyr. Et dyr. Igen et tomt hul i hans hukommelse, som han ikke kunnee huske den lille kat, han havde reddet som killing og siden havde fulgt ham overalt.

Alting føltes så tungt at bære, og han var ikke specielt nærværende, selvom han lige nu sad med en hånd rakt frem mod et monster. Smerten føltes som en kvælende tæppe, men den psykiske tomhed var den værste. Han vidste ikke, hvem han var eller hvordan han skulle føle. Alt han ville lige nu, var at vende tilbage til bevidstløshedens mørke. Men det lå åbenbart ikke til ham at give op, for han vidste allerede nu, at han ville rejse sig og gå hen til kærren for at lade sig transportere til den lille landsby og healere og lade sig heale. Og så ville han tage den derfra. Hvor det så end ledte ham hen.

Mira lyttede til mandens ord og følte næsten sit hjerte briste. Bare tanken om ikke at kunne huske hvem man var fik næsten hendes øjne til at rende over.
"Det må være ganske frygteligt" sagde hun og hendes blik flakkede til Ull der varsomt snusede til mandens hånd. Prøvende lød han sin varme tunge løbe over de grønne fingre som tegn på at han havde respekteret Miras beslutning om at manden var ufarlig - for nu da.

Mira tænkte ikke længe over sine næste ord og nikkede bestemt. "Jeg bringer Dem til healer huset, og der på kommer De med mig hjem. Min far har en udmærket sofa De kan hvile på til De finder ud af hvad der er bedste for Dem. Når De er kommet Dem kan De måske give en hånd til på gården som betaling" Mira rejste sig og lagde vandskindet tilbage i kærren. Der på gik hun til den grønne mand og rakte ham en hånd. "kan De selv gå eller skal jeg få kærren her hen?" Spurgte hun med et beslutsomt smil på sine læber.

Han svarede ikke på hendes ord om, at det måtte være frygteligt, for det var det. Det var ubeskriveligt forfærdeligt ikke at kunne huske sit eget navn, og han havde lyst til at græde over det. Men gjorde det ikke, han var alt for øm og træt. i stedet betragtede han ulven slikke sin hånd og et lille stik af varme gled igennem ham. Han var åbenbart godkendt for nu. 

Til gengæld løftede han lidt overrasket hovedet, da hun sagde, at hun ville tage ham med hjem bagefter. Hvorfor i alvern ville hun det? Han var en fremmed, en halvork, hun vidste intet om ham. Måske han var voldelig. En kriminel. Det ville forklare hans viden om sine egne skader. Men hun tilbød ham alligevel et sted at være. Og måske fordi hun tilføjede det med betaling, nikkede han langsomt. Han ville gerne tage i mod hendes tilbud. Når han kunne betale for det.
"Det er et meget generøst tilbud. Hvis jeg ikke er i vejen eller til besvær, vil jeg meget gerne tage i mod det." Han holdt en kort pause, inden han fortsatte. "Jeg har ikke andre steder at tage hen." Han flyttede blikket tilbage til ulven og kunne mærke sit eget hjerte banke i halsen ved de ord. Han havde ingenting.

Med et tomt hoved sad han og så frem for sig, indtil Mira kom tilbage fra vognen og tilbød ham et hånd. Han så fra hånden til hendes ansigt og greb så hånden som hjælp for at komme på benene.
"Mon ikke... at jeg kan gå." Hans ord blev kort afbrudt af et udtryk af smerte, men han kom op at stå. Svimmelheden kom med det samme tilbage til ham, og han måtte stå lidt, inden han endeligt satte den ene fod foran den anden og langsomt bevægede sig hen til vognen. Med lidt besvær kom han op i den for at sidde. Den var ikke så stor, tydeligvis lavet til ulven, men stor nok til at han kunne være der.

”Pish posh – De er ikke i vejen, min far er vant til at jeg slæber folk med hjem. Tro det eller lad være men De er ikke den første jeg har fundet på min vej. De er godt nok den mest tilredte” Sagde hun og hendes stemme afslørede et stik af bekymring.

Hun lagde vægten i hofterne for at hjælpe ham med at komme på benene og lagde bekymret en hånd på hans skulder for at støtte ham da han tydeligvis fik et ildebefindende. ”Vi må hellere skynde os til healeren – De skader skal virkelig tilses” Sagde hun febrilsk og forsøgte så godt hun kunne at støtte ham hen til vognen og sikrede sig at han sad ordentligt før hun selv vendte sig og kaldte på Ull.

Hun spændte ulven for kærren igen og kravlede op på kuskesædet. ”Hvis De hellere vil ligge så… Ja gør hvad der er bedst for Dem” Sagde hun med et blik over skulderen og lavede en klikkende lyd med munden. Ulven drejede kærren og luntede afsted ned ad vejen. Det var altid lidt rystet at sidde i en kærre på en grusvej men Mira havde lidt mere fart på end normalt for at komme så hurtigt til byen som muligt. Hun håbede inderligt at hans skader ikke var for slemme.

”Så.. Hvad kan jeg kalde Dem? Er der noget der springer i hovedet på Dem?” Spurgte hun over skulderen mens hun forsøgte at få ulven til at holde farten.

Hans indstilling til Mira blev om muligt kun mere positiv, da hun fortalte, at hun ofte bragte fremmede med hjem. Hun måtte være en god person, hvis hun tog sig af fremmede, når det var nødvendigt.
Han sagde ikke noget til hendes ord omkring, at det hastede med en healer. Skaden var jo sket, han kunne ikke huske noget. Men hun havde ret, for selvom hans ydre skader ikke var livstruende, kunne han vel have nogle indre, han ikke kunne mærke. Han vidste, at han havde set det før, at nogen havde været oppe at slås, og derefter så ud til at have det fint, inden de faldt døde om flere timer senere. Der var ikke nogen minder hæftet til den viden, men han vidste, at det kunne ske. Det var en sær fornemmelse og hans valgte ret hurtigt at tænke på noget andet.

Han valgte at blive siddende det første stykke tid, men kærrens bevægelser tvang ham til sidst ned at ligge. Med lukkede øjne forsøgte han at trække vejret så dybt som muligt, selvom hans ribben gjorde det næsten umuligt.
Hendes spørgsmål fik ikke noget svar til at starte med, selvom et navn skam sprang frem i hovedet på ham. Det var bare ikke hans. Troede han ikke? Ærligt talt vidste han det ikke, men det føltes ikke rigtigt. Han søgte efter et mere rigtigt navn i sit hoved, men intet dukkede op. Så til sidst åbnede han øjnene og så op på hende.
”Du kan kalde mig… Beckett.” Hvor navnet kom fra, vidste han ikke, men det var det bedste, han kunne komme på.

”Beckett” Gentog hun og nikkede – det kunne hun godt huske. ”Hold ud Beckett, vi er snart ved healerhuset” Sagde hun så med sin evigt optimistiske stemme. Hun styrede kærren fermt og øvet og det var tydeligt at det ikke var første gang hun var på tur med Ull.

Efter omkring 15 minutter yderlige rask kørsel holdt Mira fat i linerne der havde fat i Ull og bragte kærren til hold, hun var nød til at lade Ull blive i udkanten af byen da byen ikke var skabt til det store dyr – den væltede altid et eller andet og folket i byen var dybt bange for ham.

”Kom Beckett” Mira kravlede ned af kærren og skyndte sig om til Beckett for at hjælpe ham, skulle han have brug for det. ”Healerhuset ligger kun lige et par huse nede” Forsikrede hun ham og hendes ellers lattermilde udtryk blev igen en anelse bekymret ved synet af hans skader. Hun mærkede uroen i sit indre og bad lydløst til at han ville få det godt igen.

Beckett. Navnet rumsterede lidt i hans hoved, mens de bevægede sig fremad. Om han forsvandt lidt ind i bevidstløsheden eller ikke var ikke til at sige, men han åbnede øjnene, da kærren stoppede og Mira kravlede ned fra kuskesædet. Langsomt kom han op at sidde med et par grimasser af smerte. Han lagde taknemmeligt en hånd på hendes skulder, da han skubbede sig ned fra den lille vogn og satte fødderne på jorden. Han følte det lidt stadig som om, at hans ben ikke var helt villige til at bære ham, men han nikkede let til hendes ord og begyndte så at gå. En fod foran den anden. En gang i mellem måtte han have en pause, men det gik alligevel overraskende godt med at gå. Han var ikke så svimmel som tidligere.

Det gik ikke så hurtigt, men frem kom de da. Der var et par enkelte personer på gaden, der sendte dem nogle lange blikke, men Becket ignorerede dem. Et eller andet sagde, ham, at han var vant til at blive stirret på med sit udseende. Hvordan han så ud, ud over at hans hud var grøn, kunne han ikke huske, hvilket igen var en underlig følelse. Ikke at vide, hvordan han så ud.
Døren ind til healeren gled op og Beckett blev placeret i en stol. Han lagde hånden tilbage over sin side, som han havde haft den hele turen derind, mens han så rundt i lokalet. Der var et stort bord, sikkert til at lægge patienter på, men ellers var det ret tomt.

Mira støttede Beckett så godt som hun kunne, uden at skynde på ham eller presse ham mere end han kunne klare. Hans ynkelige forsøg på at gå gjorde hende urolig for hvor omfattende hans skader var men hun var sikker på at de dygtige healere nemt kunne helbrede ham og at han ville være så god som ny – måske endda med sin hukommelse, Mira viste ikke om man kunne helbrede sådan noget, men håbet var der for hende.

Healerhuset duftede kraftigt af urter og planter og Mira lod Beckett sætte sig på en stol mens hun hastede hen til den nærmeste kjortelklædte kvinde. ”Undskyld mig” Sagde hun, kvinden kikkede op fra sit gøremål og fikserede Mira med et irriteret blik. ”Min ven har brug for hjælp?” Sagde Mira lidt slået ud af kvindens blik. Kvinden kikkede over Miras skulder og hendes ansigt blev en anelse frygtsomt ved synet af den store grønne mand.
Men frygten blev snart slået til side af Professionalisme og hun skubbede sig forbi Mira for at inspicere Beckett

”Fortæl. Hvad er der sket” Snappede kvinden og Mira hævede øjenbrynene og foldede hænderne foran på kjolen mens hun lod Beckett forklare hvad han kunne huske. Kvinden gestikulerede mod bordet der var frit og heldigvis var der ikke andre i healerhuset end Mira, Beckett og et par Healere der nu så nysgerrigt mod den nyeste patient.

Beckett sad lidt med lukkede øjne. Han havde ondt og var uendeligt træt, det korte stykke havde udmattet ham mere end han brød sig om og lige nu ønskede han egentligt bare at lægge sig ned og sove. Det gjorde ondt at trække vejret og han kunne ikke rigtigt finde en behagelig stilling, så han sad bare en smule bukket sammen.
En skrap stemme fik ham til at åbne øjnene og se op på en kvinde, der ville vide, hvad der var sket. Hans blik gled næsten desperat til Mira, for han vidste det ikke. Men det vidste hun jo heller ikke, så han sank, selvom hans mund var tør, og forsøgte at svare.
"Jeg..." Han tøvede, hvilket fik healeren til overraskende forsigtigt at tage ved hans arm, der ikke så ud til at være kommet noget til.
"Kom med over til bordet." Han nikkede og kom lidt besværet på benene.

Han kom op at sidde på det lave bord og healeren hjalp ham med at komme af med den blodige skjorte, der vist ikke var værd at tage på igen, som den også var flænget. Det afslørede en ganske muskuløs overkrop, der var begyndt at blive sort og blå. Det var ret tydeligt at nogen havde losset godt og grundigt til ham. Healerens kølige fingre gled over hans hud og han lærte endnu en ting om sig selv. Han var kilden. 
"Læg dig ned og slap af. Jenna. Vil du hjælpe herovre?" En anden kvinde kom hen til bordet og da Beckett havde lagt sig ned, lagde de hænderne på hans brystkasse. En blød varme begyndte at sprede sig ud i hans krop og smerterne forsvandt langsomt. Noget knagede i hans brystkasse og en kort skarp smerte kom fra hans mave. Man kunne ligefrem de se sorte plamager forsvinde og flængerne lukke sig.

Hovedpinen lettede langsomt og det var en noget større lettelse end han havde troet. Men mere skete der ikke. Han huskede ikke sit navn eller hvem han var eller hvad der var sket. Intet. Skuffelsen var næsten ikke til at bære, så han forsøgte i stedet at fokusere på sin krop, der nu var til at være i. 
"Det skulle være det." 
Beckett skubbede sig op at sidde. Han var stadig træt, men der var ingen smerter tilbage. 
"Tak."
Hun nikkede til ham, lod blikket glide over ham og skævede så til Mira, tydeligvis nysgerrig over, hvordan hun var kommet til at følge en halvork til healer. Men hun spurgte ikke.
Beckett kom på benene og trak vejret dybt ind, befriet. Hvad så nu?

Lukket efter aftale