Kroen.. et muntert sted, hvor de fleste kom for at drikke og hygge sig. Det var dog ikke de samme planer, som Deavàs havde for aftenen. Han havde sat kursen mod kroen med et helt andet formål eftersom at han havde en kontakt og dermed et møde, som skulle holdes. Derfor var det også perfekt, at mængden af kunder i kroen ikke var overvældende, han orkede ikke at spilde sin tid på fulde kommentarer og munter latter.
Hans udstråling var målrettet, som Deavàs trådte ind på kroen og lod døren glide i bag sig. De gyldne øjne vandrede rundt på hans omgivelser, som han ledte efter sin kontakt. Oplysninger var svære at dele, da folk blev mere og mere nervøs for hvad der skete i krogene. Blikket gled over de forskellige skikkelser, kontakten var endnu ikke dukket op. Men det var normalt, fordi de ofte virkede desperate og nervøse, når de havde informationer de skulle dele med ham. Og hvis de først blev nervøse, så ville de vække opsigt. Deavàs skulle altså først sikre sig, at der ikke var spioner iblandt gæsterne. Han gik dog målrettet mod baren, lod en hånd hvile mod træet og ventede på at blive betjent. Tankerne var låst af.. ikke mange havde fået adgang til dem over årene og hans udstråling gav heller ikke udtryk for at han var åben overfor de nysgerrige typer.

Nok havde Deavás henvendt sig til baren, men han havde ikke forventet at betjeningen skulle være så doven i forhold til at betjene betalende kunder. Han trippede let med en finger mod disken, utålmodig, men også lettere irriteret, som han dog fangede en bartenders opmærksomhed. Han fnøs køligt af hans undskyldning, før at han hurtigt lagde krystallerne på bordet og bad om et glas vin. Det var knap så opsigtsvækkende at drikke vin, som havde han valgt blod eller andet mere drastisk. Han var dog ikke på kroen for at få opmærksomhed.. Derfor kom det også bag på ham, at han kunne mærke et blik i nakken. Det var næsten ubehageligt, alligevel vækkede det hans interesse, som han dog ventede på glasset. Med en let hånd greb han fat om glasset, førte det op til næsen og lugtede til den syrlige drik. Han drak dog ikke af den, før at han vendte rundt og rettede blikket direkte mod kvinden.. hende der endnu var i fair med at bore blikket ind i hovedet på ham. Nu hvor han havde vendt sig om, var det nemmere for ham at møde hendes intense blik. De gyldne øjne afgav en kølig aura, som han undveg hendes blik kort for at kigge på døren, før at han kiggede retur på hende. Kontakten kunne vente lidt endnu.. Det ville også virke mere naturligt, hvis han faldt i snak med nogle andre før at han mødte sin kontakt.

Beslutningen var taget, skridtene var målrettede, som han bevægede sig mod kvinden, der havde mod nok til at stirre på ham på den måde. Han slap ikke hendes blik, som han egentlig ikke var bekymret for hvad hun kunne bruge det til. ”Hvad vil De gerne?” spurgte han roligt, som han kom tæt nok på, til at de ville kunne høre hinanden. *Udover at nedstirre en fremmed..* tænkte han lystigt. Der var ingen grund til at give hende en vej udenom, hvilket også var grunden til at han hurtigt greb fat i stolen ved siden af hende og satte sig ned. Glasset blev placeret på bordet, men han slap hende ikke af syne. ”Det er ikke særlig høfligt at stirre på den måde, men så kan jeg vel gøre det samme” hans stemme blev mere kold og ubehagelig, som han forventede en forklaring. Og helst en brugbar en af slagsen, ellers kunne det være ligemeget.

Det var vist kun på sin plads, at Deavás valgte at opsøge kvinden, som havde låst sit blik fast på ham. Han var ikke fornærmet over det, blot interesseret i at vide, om hun havde en gyldig grund til at gøre det. Hun havde blot været lettere uheldig at vælge ham, som sit ’offer’, for Deavás var ikke interesseret i kunst eller lignende. Han vidste godt at han havde udseendet med sig, men at kvinden forsøgte at bedømme ham på det, var ganske morsomt. Selv da han valgte at henvende sig til hende, lod hun ikke til at bakke ud og undskylde. I stedet forsøgte hun at forklare sig. Han lod fingrene glide over ryglænet på stolen, som han havde udset sig for deres samtale. Hendes ord havde vakt en underlig interessere og hun ville næppe være interesseret i hans tanker omkring emnet. Men han vidste også at godt, at det var dumt at holde tankerne åbne for dem med telepatiske evner, så det var kun de lettere uskyldige tanker han lod slippe fri af sit sind. Der var blevet lukket af, som han indledte en samtale med hende.

”De må have misforstået min henvendelse” lo han køligt, han var bestemt ikke interesseret i at være et objekt for hendes kunst. Han havde set mange kunstner igennem sit liv og han var ikke overbevis om at kunst overhovedet fortjente hans opmærksomhed. Ordene flød over hendes læber, men han var ikke overbevist om deres værd, som han rynkede let på brynene. Pladsen i stolen blev overvejet, som han var fristet til at gå videre, men han endte med at læne sig frem i stolen, hvilede albuerne på bordet og smilte køligt til hende. ”Vi kan alle kalde os kunstnere..” der var spor af hån i undertonen, men han havde ret, for han var også en form for kunster, men næppe indenfor det samme område som hende. ”Har De noget at have det i?” spurgte han lettere udfordrende med et glimt i øjet, før at han lænede sig tilbage i stolen.

//Afsluttes grundet inaktivitet - skriv hvis vi skal starte noget nyt!