Klokken var mange og mørket havde lagt sig som en tung tåge over hele Tusmørkedalen for mange timer siden. Hauru var på vej i retning af sin hytte. Han kom direkte fra Kzar Dûn, hvor han havde været nødt til at hente et nyt sværd, eftersom det første efterhånden havde set sin ende. Muligheden om reparation var der, men der var noget sjovere i at få nye våben. Han havde ikke sin rustning på, men for en gang skyld var han heller ikke skjorteløs, som han ellers normalt var. Han havde et par sorte tætsiddende bukser på og en hvid skjorte der sad perfekt til hans kropsbygning. En anelse løs var den og den øverste knap var ikke lukket til, da han ellers ville føle sig lidt kvalt. Der var ingen tegn på blod på noget af tøjet, selvom det ikke var lang tid siden han lige havde stået over en ung kvinde, med tænderne i hende. Måske han alligevel kunne finde ud af at spise pænt, selvom det sjældent skete. Sværdet sad i sin skede, som var spændt fast til det sorte bælte. Han havde en hånd let placeret mod skaftet, ikke fordi han regnede med at skulle bruge det, mere fordi det bare var behageligt at have hånden hvilende der.

Der var en nemmere vej til Haurus hytte, men han havde altid nydt at gå igennem her. Måske det var underligt for andre, men han fandt det næsten beroligende at vandre mellem de mange gravstene. Som han passerede det forfaldne tårn, lænede han hovedet tilbage for at se op til toppen. Hans blik gled hen over den mørke himmel og han tog en dyb indånding. Der ville ikke gå længe, før han var nødt til at gå hjem i øsende regnvejr. Det var ikke svært at dufte, som luften var begyndt at blive lidt fugtig. Det havde aldrig været rart at have skjorte på, og så snart regnen kom, ville det blive endnu værre. Måske han skulle skynde sig afsted? Alligevel var det rart at kunne slappe af for en gang skyld. Det begyndte allerede at dryppe let og den hvide skjorte blev lettere gennemsigtig hvert sted en dråbe havde ramt. Han lænede hovedet mod siden for at knække nakken, inden han lod det glide rundt på sine omgivelser. Her var utrolig stille. Han kunne selvfølgelig have overset, om der var nogle. Han var ikke altid den mest opmærksomme, selvom han måske burde være det. Han bandt skeden fri fra bæltet og smed sværdet mod jorden, før han satte sig på en af de høje gravstene. Han lænede sig lidt forover, hvilede armene mod lårene mens han stirrede på sværdet foran sig, med et tomt blik. Regnen tog lidt mere til, men det var ikke voldsomt endnu. Indtil videre bare en mindre byge. Han nød ofte af at være her. Ikke kun grundet stilheden, men det var her han kunne finde de uskyldige, der ofte kun var her, fordi de var faret vild på vej væk fra kroen. Enten fordi de ikke kendte stedet, eller fordi de var for fulde til at opfatte noget som helst. Hvis de ikke var fulde, havde Hauru dog aldrig haft noget problem, med at lokke dem hjem for at få det til at ske. Det var fejt, men altid en god mulighed for at få en masse ud af det. Måske han var heldig nok til at få det samme til at ske i nat, inden regnen blev for slem.

Der gik ikke længe efter han havde sat sig, før han hørte skridt ikke langt derfra. Hvilket væsen skridtene kom fra, var ikke til at sige endnu, så han blev siddende, tålmodigt. Skridtene var ikke konstante, ikke en fast rytme, hvilket ville sige at han højst sandsynligt ville se en lettere beruset person om lidt. Han forholdt sig i ro, sad stadig på gravstenen og stirrede på sit sværd, indtil skridtene kom tættere. Så rettede han sig op og vendte de gule øjne mod en mindre skikkelse. Egentlig en ret normal højde for en kvinde, men han var selv rimelig høj, hvilket fik hende til at se lavere ud. I stilhed betragtede han hende, som hun kom tættere og tættere. Hendes påklædning var rimelig afslørende, hvilket kun gjorde hende til et mere interessant offer end normalt. - Han kunne ikke kun få et godt måltid, men også nogle helt andre behov opfyldt.

Han greb fat i sværdet og satte det fast i bæltet. Så kørte han en hånd gennem det halv våde hår, så det ikke dækkede ansigtet. Helt roligt bevægede han sig hen mod hende, stoppede op som han stod et par meter fra hende. Der var ingen grund til at skræmme hende allerede, så han fik fremtvunget det mest venlige smil han kunne. "Faret vild, frøken? Du burde passe på med hvor du vandre rundt alene," lød det roligt fra ham, selvom det ikke blev lagt i skjul, at han mente det som en venlig advarsel. Han holdt dog afstand til hende, mest for at forsikre hende om at han ikke havde nogle bagtanker. Også selvom det egentlig ikke var helt rigtigt. Det var en taktik han havde brugt før på mange andre, på den måde kunne han nemt vinde deres tillid og det virkede som regel. Han rettede kort på kraven på den hvide skjorte. Regnen havde taget mere til. Om ikke så længe ville det vælte ned i tunge dråber.

Det var helt klart ikke det mest normale sted at finde selskab, her ved fantomtårnet. Hvis Hauru blev spurgt, ville hans undskyldning være at han var kommet hertil, for at søge lidt ro for larmen tættere mod byen. Her var der aldrig nogle, selvom det lå rimelig tæt på kroen. Hendes slingren var tydelig, som hun kom nærmere og han undrede sig alligevel lidt. Det var langt fra alle, der var rolige nok til at komme tæt på en fremmed. Måske alkoholen påvirkede hende mere end han troede den gjorde. Han kunne selvfølgelig heller ikke vide, hvor meget hun havde indtaget, men det gjorde ham intet. Jo mere hun havde fået indenbors, jo nemmere ville denne aften forløbe sig for ham. Han lagde også mærke til at hun tiltalte ham som 'De'. Meget finere end han selv tiltalte hende, men det lå ikke til ham at tiltale nogen fint.

Som hun kom tættere og tættere, tog han selv et par skridt mod hende og rakte en hånd ud mod hende, i tilfælde af hun skulle få brug for lidt støtte. "Pas på du ikke falder, frøken," fik han sagt med en let bekymring i stemmen, ren skuespil, da han ikke mente det, men han gjorde hvad han kunne for at spille på venligheden. Han kunne ikke lade være med at smile, grine let, over hendes usikre måde at komme nærmere på, som hun tilsyneladende havde drukket lidt mere end hun måske kunne tåle. "Det ser da ellers ud til at du har haft en god aften," sagde han. Han gik ud fra at hun kom direkte fra kroen, det gjorde de fleste, når de kom halvfulde gennem her.

//Afsluttes grundet inaktivitet