Det var en af de mere solrige dage. Vinden var mild, og selvom sensommeren havde meldt sig, var det stadig en forholdsvis varm dag. Det var ca. midt på eftermiddagen, og der var ikke mange væsner ved Azursøen (ikke mange værende ingen). Det var ganske usædvanligt, men grunden kendtes ikke. Det var vel bare en af de dage, hvor folk var for travlt optaget af daglige gøremål til at nyde solskinnet og det gode vejr. Dette forhindrede dog ikke fuglene i at kvidre lystigt derudaf, og selvom man ikke kunne se mange dyr, var der alligevel en puslen rundtomkring, der vidnede om dyrelivet omkring søen.

Freden blev dog forstyrret, da en skikkelse bragede igennem de nærliggende trætoppe med en ubehageligt knasende lyd af grene, der blev knækket af, inden denne ramte jorden med et tydeligt *dunk*.
Der gik et øjeblik, hvor denne lå på jorden og ømmede sig. De store vinger kunne næsten minde om en ørn, hvis det da ikke var fordi, de var ildrøde, hvilket mere fik dem til at minde om en føniks' fjerpragt. Kvinden disse sad på ryggen af var ligeledes flammende rødhåret.

Alicia lå og bandede indvendigt, inden hun endelig fik taget sig sammen til at rejse sig. Hun fik børstet sig af og fik undersøgt kroppen for skader. Udover en lille flænge over det højre øjenbryn, var hun for det meste bare øm over det hele, men det så ud som om, hun havde klaret landingen uden større skader, hvilket nok var ret heldigt. "Ved Aladrios det er ikke nemt det her" mumlede hun, inden et suk forlod hendes læber, fordi den grønne skjorte og de mørkebrune bukser var blevet temmelig mudrede til. Bukserne havde tilmed fået et hul i knæet. De mørkebrune læderstøvler med metalspænder var også ret mudrede til, men de var ikke blevet skadet. Sværdet ved siden havde heller ikke lidt nogle men, selvom hvirvlerne af metal, der beskyttede hånden var knap så blanke, som de var i morges.

Alicia havde efterhånden været engel i et godt stykke tid, og hun havde fået rimelig godt styr på flyvningen. Landingen var dog en helt anden ting, og hun var stadig ikke god til det på nogen måde, hvilket i de sidste par dage havde medført nogle ret så grumme styrt. Hun havde flere sår rundtomkring, der tydeligt var forholdsvis nye og stadig friske. Det seneste udover såret i panden var en hudafskrabning på den venstre albue, der stadig ikke havde dannet skorpe.

Alicia var nået til at tjekke sine vinger efter. Efter at have konstateret, at intet var brækket, gik hun hen til søens kant og knælede for at tage lidt at drikke. Herefter satte hun sig på en sten og kiggede ud over søen. Helt instinktivt blev vingerne viklet om kroppen. Hun havde vænnet sig til, at de var der, men nogle gange krævede det noget tankekraft at få dem til at gøre, som hun ville have, men det var blevet noget nemmere bare at kontrollere dem instinktivt, end det var til at starte med.

Der var noget spændende over landjorden. Der var de to benede væsner gik... eller de benede væsner generelt gik. Mina havde luret at der også var nogen med 4 ben, de var endnu mere interessante. Hun kunne slet ikke forstå hvordan man kunne styre så mange, når hun selv havde problemer med at styre to. Det var dog også kun fornyligt at Mina havde fået en større interesse i hvad der skete over vandet, og da det viste sig at hun selv kunne fremmane ben, var hun noget begejstret for at undersøge dette mystiske land, hvor de talte lidt sjovt og kunne gå rundt.

Det var første gang at Mina havde bevæget sig så tæt ind på landet. Hun havde fulgt floderne, endda også gået lidt, inden hun var hoppet ned i vandet igen. Det var så tungt at gå rundt, og slet ikke den følelse hun var vant til under vandet, men hun ville vænne sig til det, så hun kunne komme længere ind, og se de mere civiliserede dele. Hun havde hørt om byer større end Aquarin, og hun kunne slet ikke forstå hvordan man kunne putte så mange væsner ind i et sted, når man ikke kunne bygge som under vandet.

Hun var faldet lidt hen under vandet i en sø hun var kommet til. Solen var lidt for høj til at Mina kunne lide at bruge for lang tid på jorden. Hun var ikke dækket til, og hendes hud tørrede ud. Endnu en ting hun ikke var vant til.
Selvom hun var under vandet, kunne hun høre noget af en lyd fra over jorden, hvilket måtte betyde at det var noget af en lyd, og Mina var hurtig til at svømme op mod overfladen, og ligeså stille brød hendes hoved vandoverfladen, og hovedet stirrede omkring, før at hun fik øje på... noget rødt. Var det... var det ild? Hun havde hørt at ild var rødt! Alting havde lidt en anden farve under vand, så det gik ikke ligefrem op for Mina at måske var rød ikke lige med at det var ild.
Uden at sige en lyd svømmede hun tættere på personen. Hendes øjne store og begejstrede. Det var dog også tydeligt at hun ikke forsøgte at holde sig skjult, da personen med lethed ville kunne se det besynderlige væsen komme tættere på.

Hvor længe der var gået med at sidde der i sine egne tanker, vidste Alicia ikke, men pludselig fik hun følelsen af at blive betragtet. Hun rettede sig lidt op, og vingerne blev spredt ud til siden i stedet. Ganske rigtigt, et hoved brød havoverfladen. Med det samme hun fik øje på det, gibbede det så voldsomt i Alicia, at hun væltede baglæns ned af stenen, fordi hun fik overbalance. Denne gang kunne det også høres, men det var betragteligt lavere i forhold til, da hun var styrtet. Hun havde dog nået at tage fra med hænderne, så hun ikke bare var væltet ned på ryggen. Hun rettede hovedet op og så ned mod søen igen for at få øje på, hvad der lignede en pige. "Undskyld, men De forskrækkede mig virkelig" sagde hun lettere forsigtigt med en undskyldende mine. Hun rejste sig op og gik forsigtigt og langsomt hen mod vandkanten for ikke at forskrække havfruen (det lignede altså en havfrue). Ved nærmere eftertanke kom hun i tanke om, at det ikke engang var sikkert, at væsnet kunne forstå, hvad hun sagde, og hun kunne ikke selv andre sprog end krystalliansk, så hun ville ikke engang kunne gøre sig forståelig, hvis pigen havde et andet modersmål.

Langsomt satte hun sig i skrædderstilling ved bredden til søen, mens hun fortsat betragtede pigen med slet skjult nysgerrighed. Det var sjældent, hun fik lov til at se havfolk, så når det endelig skete, var det noget af en oplevelse, hun bestemt ikke havde lyst til at lade gå uudforsket hen.

Mina fik et ligeså stort chok, og hvis det ikke var fordi at hun var i vand, var hun nok væltet, som hun gispede og kiggede med sine store blå øjne på denne ildperson, før at hun svømmede endnu engang tættere på personen, og man kunne se hvordan hun åbnede munden og prøvede at sige noget. En lyd kom også frem, før at hun så ud til at være chokeret over et eller andet, og smaskede lidt for sig selv. Dette var fordi at Mina ikke lige havde indset hvor tørt det var at sige lyde oppe på land. Det var ikke fordi det ikke var sket før, men hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde snakket med et landvæsen.

"Her er så tørt..." var det første hun fik sagt, og fugtede sin mund lidt mere, før at hun kom i tanke om hvad der var blevet sagt, og straks kunne man se forlegenheden stige hende til hovedet. "Det var ikke min mening.. jeg har bare aldrig set ild før. Det der er ild ikke?" sagde hun og en af de blege arme kom op og pegede på vingerne. Mina kunne ligeså godt også have peget på håret, for det lignede ligeså meget ild i hendes optik. Det var utroligt at man kunne være så naiv, når man allerede var på vej mod de 70 år.

Alicia kunne ikke lade være med at smile over pigens første udtalelse. Hun kunne sagtens forestille sig, hvorfor hun havde det sådan, når hun var vant til at leve i vandet, hvilket fik hende til at nikke. "Det kan jeg godt forstå, du synes. Der er generelt set tørrere heroppe end under vandet" svarede hun, og smilet voksede en smule.

Alicia rystede på hovedet og viftede defensivt med armene af pigens undskyldning. "Ingen grund til at undskylde. Jeg kunne bare have set mig bedre for" lød svaret mildt. Hun gjorde virkelig sit bedste for ikke at virke skræmmende. Spørgsmålet fik hende dog til at kaste blikket på den ene vinge, inden hun endnu en gang rystede på hovedet. "Nej, det er vinger" svarede hun. "Ild ser anderledes ud. Det er næsten de samme farver, men det er mere... levende" prøvede hun at forklare. Det ville nok være nemmere at vise pigen, men hun var faktisk ikke sikker på, om hun havde beholdt sine ildevner efter sin genopstandelse, for hun havde ikke turde prøve. Dels af frygt for, at hun ikke længere kunne kontrollere det, men også fordi, hun ikke havde lyst til at have mistet dem. Hun burde vel bare tage sig sammen og få det overstået.

Mina lagde lidt hovedet på skrå, som hun overvejede situationens hele. Det kunne jo godt være at denne person påstod at det ikke var ild, men for Mina's hoved, der generelt ikke kunne rumme så meget, så virkede det altså meget som om at det stadig var ild. Alligevel måtte Mina jo stole på det bedrevidende... menneske? Måske, det var i hvert fald ikke en fugl. Der var ikke mange landjordsracer hun faktisk havde stødt på, men hun havde stødt på nogen der lignede denne her person, sådan i store træk.

"Men.... vinger... hører det ikke til fugle?" spurgte Mina, som hun nu trak sig op på landjorden for at komme tættere på ild-vingerne... der ikke var af ild. Hun havde dog set fugle før, de var trods alt at finde ude ved kysterne, hvor hun holdt en del til, inden at hun havde bestemt sig for at komme tættere ind på fastlandet og alle de interessante ting her.
"Og hvis ild ikke ser sådan ud, kan du så vise mig det? Jeg har kun hørt om det, så jeg ved ikke engang hvordan man kan lave det, andet end at det skal være tørt," den viden hun havde fået som lille var til tider gået lidt i glemslen, men det var heller ikke som om at havfolket havde behov for at vide hvordan man tændte et bål.

Alicia så lettere forundret på havkvinden. Det kom lidt bag på hende, at denne ikke lod til at vide så meget om racerne generelt. Det var der måske ikke noget at sige til, når man levede sit liv under vandet, men hun var bestemt ikke vant til, at væsnerne var så uvidende. Hun nikkede dog med et mildt smil. ”Jo, det er rigtigt. De hører til fugle, men der er et par andre racer også, der har vinger. Nogle halvdyr kan have vinger, og så er der engle. Den sidstnævnte tilhører jeg nu, og derfor har jeg vinger. Jeg har dog ikke selv styr på alle detaljerne” svarede hun og håbede på, at pigen kunne forstå forklaringen.

Alicia hævede et bryn over forespørgslen om, om hun kunne vise ild. Kunne hun det? Hun vidste det ikke engang selv. Hun havde ikke prøvet at lave ild siden sin genopstandelse. ”Jeg kan prøve” svarede hun ærligt og løftede sin ene hånd. Hun pegede håndfladen fladt opad og bad så til, at hun ikke havde mistet sin evne. En gylden og hvid flamme sprang til live et par centimeter over håndfladen, og Alicia så overrasket på den. Sådan burde den da ikke se ud. ”Øhh sådan plejer ild altså ikke at se ud. Et øjeblik.” Hun kiggede lidt rundt på jorden og fandt et tørt blad, som hun holdt ind over flammen. Der gik ild i det, og denne farve var den normale rød/orange. Hun slukkede sin egen flamme og holdt det brændende blad op, så pigen kunne se det. ”Sådan ser ild ud.”

Mina så med store, fascineret øjne på Alicia, som hun fortalte om fugle, halvdyr og andre racer. Hun havde hørt ord som disse før, men hun havde aldrig haft noget hun kunne forbinde det med. Engle var ikke ligefrem noget der fandtes nede i havets dyb, og fugle kendte hun kun fra overfladen, men disse halvdyr! Dem kendte hun til, dog ikke med vinger, men den der rokke havde også næsten vinger! Det lignede det i hvert fald ganske godt.
"Det vidste jeg slet ikke," sagde hun. Måske hun ville huske det der var blevet fortalt. I hvert fald for en stund, men stadig synes hun de var mærkeligt at der var 'ild' i vingerne.

Et gisp undslap Mina som hun så noget springe frem fra Alicia. Hun vidste ikke at man kunne få ild til at opstå ud af det blå, og da hun så tændte bladet, var det bladet der fangede Minas opmærksomhed.
"Det er smukt," hviskede hun og ville så gerne røre det, men var egentlig godt klar over at det var farligt. Meget farligt, men åh så smukt. Det var ligesom lygtefiskene.

//Inaktiv