Sted: På en landevej i Medanien
Tid: Midt på dagen
Vejr: En smule overskyet, men sommerligt

Vejen snoede sig igennem det grønne landskab foran Sheno, nogle steder lyst op af solen i pletter, der fór hen over jorden. Der var køligere end Sheno var vant til, men han frøs ikke. Faktisk nød han den lidt kølige brise, der fik håret i hans manke til at bevæge sig en smule. Han var dækket i en gylden pels, der holdt ham varm, og ellers havde han et par bukser på med et lændeklæde om livet. Den lidt store taske hang i en rem fra hans skulder og hen over det massive bare bryst. Tasken raslede svagt ved hvert skridt, da han havde taget sine benbeskyttere af metal af og lagt dem i tasken med resten af hans ejendele. På hans ryg hang det store sværd og i hans bælte sad en kniv, men lige nu lignede han næsten mere end rejsende mere end en kriger.

Det var et par uger siden, at han var kommet ud af ørkenen og kunne sikkert være nået længere i sin rejse, men han havde ikke travlt. Han havde taget et par jobs på vejen og lært nye væsner at kende. Der var noget befriende i bare at rejse uden mål, se noget nyt og ikke fokusere på at skulle finde det næste arbejde. Han tog det som det kom og efter han var gået ind i den grønne verden, var bekymringen for mad og vand heller ikke så stor. Der var masser at jage og vand blev mere og mere hyppigt jo længere mod nord han gik. Det føltes som om, at han havde al tiden i verden. 

Selvom det var rart at slappe af på denne måde, fik han dog for meget tid til at tænke. Han manglede sin sjæl. Hvad betød det? Han følte sig anderledes, tom og ødelagt, men han følte sig stadig som sig selv. Det var forvirrende og det gav ham hovedpine at forsøge at regne ud, så for det meste fokuserede han på sine omgivelser.
Vejen slog et sving om en bakke og da han kom rundt svinget, så han et meget sært syn. Det var et stort, ja kæmpe, hundelignende væsen med... en vogn spændt til kroppen? Sheno stoppede op og spærrede øjnene en smule op. Det var ikke et syn, han havde set før. For et øjeblik overvejede han, om væsnet var farligt, men kom frem til, at det nok ikke ville agere trækdyr, hvis det var. Og der gik en kvinde ved siden af. 
Langsomt begyndte Sheno at gå i mod dem, på vagt og klar til at trække sværdet, men med en tanke om, at det ikke ville blive nødvendigt. 

Mira vandrede som hun plejede med en hånd mod Ulls hals og blikket vendt mod sine omgivelser mere end den vej hun gik på. Det havde taget hende flere måneder at træne Ull til at føre vognen hun normalt brugte en pony til, men det var bare meget mere praktisk at Ull kunne føre den da de så kun var to og ikke havde ansvar for en hest – hestene var desuden ikke ret glade for Ulls tilstedeværelse. Hendes tanker lige nu gik på hvorvidt de skulle finde et sted og holde en pause, Ull havde snart brug for at løbe og det var ikke muligt med den tunge stavsele der lå om hans hals. Det havde været svært nok at vænne ham til den kæde han normalt havde om halsen så Mira kunne have fat i ham men den tunge træbesatte stavsele havde en del bidemærker der hvor han havde kunnet nå den.

Hun var lige kommet frem til den beslutning at hun ville holde en pause da en skikkelse dukkede op hvor vejen svingede. Mira mærkede sit hjerte næsten stoppe af chok – EN LØVE! Men hendes næste tanke var noget mere rationel – det var en løve ja, men den gik på to ben og var tydeligvis påklædt. Hun stoppede og tog et tag i selen Ull havde på, Ull havde lige så opdaget væsnet foran sig og hun kunne mærke ulvens umiddelbare trang til at beskytte hende. ”Rolig..” Kommanderede hun og hendes ubegrænsede nysgerrighed smittede af på det store væsen. Ull stod uroligt og ville tydeligvis gerne hen til løven foran dem, men Mira stolede ikke på at Ull ikke ville se løven som en trussel og ændre mening på vejen.

”Stop!” Hviskede hun til Ulven der peb frustreret og rystede på hovedet. Næseborene vibrerede mens ulven forsøgte at lære så meget om løven som muligt. Hun trak ham af vejen så løven kunne passere uhindret hvis det var det han ønskede. Mira havde dog mest lyst til at stoppe det enorme væsen, men hun mindede sig selv om at han måske ikke var venligt anlagt. Den tanke fik hende til at overveje at slippe Ull fri for selen så han kunne beskytte hende hvis det blev nødvendigt. Da de var kommet af vejen trak hun derfor splitten ud af selen, en split hendes far havde sat i den gamle heste sele for at det var nemmere at få Ull ud af den. Hun havde stadig fat i Ulls halsbånd med et hårdt greb, og hendes store brune øjne stirrede intenst på løven – han var vanvittigt smuk, den gyldne pels og den store manke gav hende kriller i fingrene.

Da løven nåede inden for hørevidde, smilede hun til ham. ”Goddag” Hilste hun og vejede kort men uden at tage blikket fra ham.  ”De ser ikke ud til at være fra denne egn?” Væltede det ud af hende før hun nåede at stoppe sig selv. Ull kunne slet ikke sidde stille og strakte halsen så langt som muligt for at snuse til løven, han var tydeligt lige så nysgerrig som Mira selv.

Sheno fortsatte i et lidt langsommere tempo end før, uvillig til at bevæge sig for hurtigt i nærheden af det store bæst. Han havde aldrig set noget lignende og han havde ingen anelse om, hvordan det ville reagere på hans nærhed. Om den var aggressiv eller ej. Men kvinden så ud til at styre det og vinden bar lyden af hendes stemme med sig. Ikke tydeligt nok til, at hans sarte ører kunne høre, hvad der blev sagt, men det lød til, at hun forsøgte at berolige det. De trak ind til siden af vejen og Sheno besluttede sig for, at han ville gå forbi. 
Bæstet blev endnu større at se på som han kom nærmere, mest som en lille hest. Men med hundelignende træk. Han havde aldrig set en ulv før og anede ikke, at dette var en ulv i stor størrelse. Alt hvad han kunne se, at det var et rovdyr, og at han ville være meget opmærksomt på det, selvom det så ud til, at kvinden så ud til at styre det.

Da han nåede frem, holdt han blikket på bæstet, der dog ikke virkede som andet end nysgerrigt. Han var faktisk så koncentreret om dyret, at han blev en smule overrasket, da kvinden talte til ham. Det fik ham til at stoppe op og flytte blikket til hende. Et enkelt nik med det store hoved gav en hilsen tilbage, inden hun stillede ham et spørgsmål.
"Nej, jeg kommer fra Rubinien." Oplysningen forlod ham uden eftertanke, mens han brugte øjeblikket på at studere hende. Hun så ikke rig ud, nok mere som en bondepige. Ikke at han havde mødt mange bønder, men der havde da været et par stykker på vejene, han kunne sammenligne med.

Da den konklusion var gjort, flyttede han blikket tilbage til bæstet, der så ud til gerne at ville studere ham nærmere. Et eller andet sted forstod han dens trang til at snuse, hans egen næse var som et dyrs, følsom. 
"Gør den noget?" Der var ikke noget frygt i hans stemme, det var ren nysgerrighed. Hans kropsholdning var rolig, men samtidigt skulle der ikke være tvivl om, at han var klar til at trække sit sværd og forsvare sig, skulle det være nødvendigt. Men udadtil så han bare venlig og afslappet ud.

Miras store brune øjne stirrede intenst på løven foran sig og hun forsøgte at styre alle de spørgsmål der var på rundtur i hendes hoved. ”Virkelig?” Svarede hun og nysgerrigheden strålede ud af hende. Hun havde så svært ved at holde tand for tunge at hun fysisk måtte bide ned i sin underlæbe for at undgå at fyre det ene spørgsmål af efter det andet. ”Hvad får Dem til at rejse nordpå?” Hun havde besluttet sig for ét spørgsmål, et spørgsmål der ikke virkede så personligt og snagende som alle de andre. Han kunne jo bare svare at han var på rejse, det ville være mere end nok for hende.

Hendes greb om Ulls kæde blev fastere da løven stoppede. Ull ville inderligt gerne hen til ham men hun holdt ham hvor han var – forhåbentlig blev han lidt mere lydig med alderen for der gik ikke længe før han var for stærk til at hun kunne holde ham sådan, og så længe han tog hendes nysgerrighed som sin egen ville der komme mange tilfælde som dette.
”Nej han er bare meget… Nysgerrig” Sagde hun og slog kort blikket ned. Jo Ull var nysgerrig i sig selv, men det var jo en hendes nysgerrighed der smittede af på ulven og dermed var det jo ikke helt Ulls skyld. Men det var en lang og forvirrende forklaring så for nu måtte løven stille sig til tåls med hendes ord. ”Han… Vi.. Har aldrig set en… en løve før” Hendes stemme ligefrem sitrede af nysgerrighed da hun sagde det og hendes store dådyrøjne udstrålede det lige så.

Kvinden stirrede på ham, men han ignorerede det. Det var ikke unormalt at folk ikke kunne fjerne øjnene fra ham, selv i Rubinien var hans race ganske sjælden og de færreste havde set en halvløve. En stor race, selv kvinderne ragede et stykke over de lavere racer.
Sheno kunne nærmest mærke hendes nysgerrighed i luften som en let sitren omkring hende, men han selv var mere interesseret i dyret. Det var først, da hun stillede sit andet spørgsmål, at han så på hende igen. Ikke uvenligt, men uden et smil. Et spørgsmål han nok skulle vænne sig til, men et han ikke havde fundet et godt, fast svar på endnu. Det tog et sekund eller to, før han svarede.
”Jeg ønsker at se noget mere af landet.” Et behov for nye omgivelser. For at komme så langt væk fra slavehandleren som muligt. Men det behøvede han ikke at fortælle fremmede.

Det virkede til, at kvinden havde svært ved at holde bæstet, men det var også stort i forhold til hende. Selvom Sheno så på hende under samtalen var hans opmærksomhed alligevel rettet mod dyret. Da hun bekræftede, at det ikke var farligt, tøvede Sheno kort, men trådte så nærmere og rakte begge hænder frem, så dyret kunne snuse til den. Selvom han ikke havde set et dyr der lignede, mente han nu alligevel at kunne læse det. Hans instinkter sagde, at der ikke var fare på færde, ikke lige nu. Men han var stadig klar til at skulle forsvare sig, hvis det angreb.

”Halvløve.” Han rettede hende med en venlig tone, men slap ikke bæstet med øjnene. ”En løve er et dyr.” Selvfølgelig kendte han til løverne, de boede i samme område som hans familie. Og selvom ligheden var svær at komme udenom, var han kun en halvløve, hvor løverne var dyr. De kunne ikke kommunikere, ikke rigtigt, selvom de via kropspog kunne forstå hinanden på et brugbart niveau. De lod hinanden være. Hjalp endda hinanden til tider. Havde en forbindelse. Men de var og blev dyr.
Han nikkede let ned mod bæstet.
”Jeg har aldrig set et væsen som dette. Hvad er det?”

Hun nikkede ved hans svar og smilede bredt. ”Medanien er et smukt sted. Der er meget at se” Svarede hun mens hun stadig så nysgerrigt på ham. Selvom at han var stor og skræmmende virkede han flink nok, så hun var som sådan ikke utryg ved ham. Den tanke fik hende til at slække lidt på grebet i Ulls kæde men ulven blev hvor den var.
Da løven trådte frem mod Ull og førte sine hænder frem stak ulven gladelig snuden ned til de store poter. Den snusede ivrigt og endte med at give ham et slik hen over den ene pote og forsøgte der på at snuse til den prægtige manke løven besad.

Mira stod med et skævt smil og så hvordan Ull ivrigt forsøgte at skabe en ny ven. Miras tryghed ved løven smittede for nu af på ulven. Normalt ville en ulv nok se løven som en trussel men Ulls følelser var så tæt knyttet til Miras at han ofte reagerede mere på det hun følte end det han selv følte.
Løvens ord fik Mira til at rødme kraftigt og så slog kort blikket ned. ”Korrekt, jeg undskylder for mine ord” Svarede hun og gav sig selv et mentalt spark – selvfølgelig var han ikke et dyr, han var jo et levende, selvstændigt individ. Dog blev hendes tanker snart afledt da halvløven spurgte ind til Ull. Hun smilede bredt og flyttede blikket til det store dyr. ”Han er af en semi-magisk race af ulvehunde. Hans størrelse er ikke normal for den race, men hans mor blev ramt af en besværgelse der gjorde hende to meter høj i skulderhøjde mens hun var drægtig, og det smittede af på hvalpene – desværre var han den eneste der overlevede...” Mira så lidt trist ud og Ulven reagerede ved at pibe let og skubbe uroligt til hendes hånd. Endnu et smil fandt sin vej frem til hendes læber og hun vendte blikket mod halv løven. ”Ja.. Magien ved denne race er at de laver et telepatisk bånd med deres ejer – det vil sige at han føler hvad jeg føler og jeg føler hvad han føler. Det gør det lidt svært til tider da mennesker og ulve ikke lige frem håndtere følelser ens kan De nok forstille dem og..” Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding før hun med en let latter forsatte. ”Undskyld, jeg taler vist for meget igen. Min far siger altid at jeg skal lære at holde min mund… Mit navn er Mira, og dette er Ull, vi havde lige besluttet os for at holde en pause og få noget frokost. Har De lyst til at deltage? Jeg tror jeg har mad nok til at De også kan få” Man kunne nemt forstille sig at det ikke var nemt at holde en ulv som Ull mæt, så det kom ikke bag på mange at Mira rejste med en del mad.

Bæstets tunge gled over indersiden af hans ene hånd og Sheno tog det som et tegn på, at den havde godkendt ham. Så han sænkede sine hænder igen, uden at røre væsnet, selvom dens svage lighed med en hund lokkede ham til det. Men det var ikke en hund og han vidste ikke, om den ville tillade ham at køre en hånd over pelsen. Bedre at lade være.
Han svarede ikke på hendes ord om Medanien, men han gav hende tavst ret. Medanien var meget smuk, han havde aldrig set noget lignende. Men han havde nu planer om at se så meget at Krystallandet som muligt. Også gerne de snedækkede tinder mod nord. Sne. Igen noget, han ikke vidste, hvordan så ud. Han havde så meget at se og lære, det var helt overvældende.

Et let smil gled over hans ansigt, da hun undskyldte. Det havde ikke været hans mening at gøre hende pinligt berørt, bare at rette hende.
”Det er helt i orden.”
Opmærksomt lyttede han til hendes fortælling om det store dyr. En ulvehund. Ikke noget, han var bekendt med, men igen, ud over den svage lighed med hunde, var det ikke noget, han havde set i Rubinien og derfor heller ikke noget, der havde været nødvendigt at kende noget til. At det ikke var normalt for den race at blive så store, var lidt en lettelse. Han kunne ikke forestille sig at komme levende fra et møde med en hel flok af så store dyr.

En svag rynke dukkede op i hans pande, som han forsøgte at følge med i talestrømmen og forstå.
”Så… ulvehunde..? Binder sig telepatisk til deres ejere? De er altså en domesticeret race?” Så han kunne ikke risikere at møde dem i naturen?
Hendes undskyldning om at tale for meget fik ham til at smile igen, han havde ikke noget i mod at folk snakkede. Han kunne godt lide at lytte, så længe det der blev sagt var af interesse. Han bukkede svagt i overkroppen, da hun introducerede sig.
”Mit navn er Sheno. Og jeg vil gerne deltage, men jeg har min egen proviant.” Han ville ikke tage i mod almisser og han havde mad i tasken.

Mira smilede og rev øjnene fra den fyldige manke der omgav løvevæsnets hoved. Den så både blød og strid ud, og hun funderede over om han stod op hver morgen og børstede den lige som hun gjorde med sit hår. Da hans stemme lød fik hun dog skiftet fokus til hans flotte øjne i stedet og smilet på hendes læber bredte sig lidt. ”Nej ikke normale ulvehunde.. Ulvehunde generelt er som normale hunde, bare lidt større og ja, domesticerede– men den race af ulvehund som Ull kommer fra er en magisk race. En almindelig hund vil ikke reagere på alle mine følelser, kun de mest åbenlyse som frygt fx Ull føler alt, og jeg føler alt han føler. Det er ikke… normalt hvis man kan sige det sådan”

Hun kløede sig lidt i håret mens hun spekulerede på hvordan man kunne forklare det bedre. ”Jeg ved ikke om det er nemmere eller sværere med hans race.. Han har det med at reagere på mine følelser i en ikke så menneskelig facon. Han er lidt ligeglad med hvor vi er, hvis jeg er træt skubber han mig omkuld, og da han var yngre kom han med døde dyr når jeg var sulten. Det er ikke lige det jeg spiser mest” Sagde hun efterfulgt af en kort latter.

”De skal være mere end velkommen til at deltage. Med eller uden proviant” Hun klappede Ull på siden og trak ham lidt mere til siden for at komme helt af vejen. Hun gik om til vognen og greb en taske der tydeligvis var hendes og noget der lignede store stykker tørret kød. Hun satte sig ned i græsset og Ull lagde sig forventningsfuldt ved hendes side.

Atter lyttede Sheno opmærksomt til hendes forklaringer om det store dyr. Det var ikke ligetil at forstå, men han mente nu, at han fangede meningen alligevel og stillede sig tilfreds med det. Måske han en gang i fremtiden fik mulighed til at lære mere via erfaring. Hendes sidste fortælling om, hvordan ulvehunden ville vælte hende omkuld eller komme med bytte til hende, fik ham dog til at smile så det nåede hans øjne helt. Det var ganske morsomt.
”Det lyder til, at… Ull… passer godt på Dem.” Han smagte lidt på navnet, som han udtalte det. Ordet gik ulvehunden til at se op på ham for et øjeblik og Sheno beundrede kort dens træk, inden han rettede opmærksomheden mod kvinden igen.

Han blev stående, mens hun fandt ting frem af vognen. Først da ulvehunden også havde lagt sig, bevægede han sig med rolige bevægelser over og satte sig på den anden side af kvinden, der havde introduceret sig som Mira. Taskens rem blev hevet over det store hoved og han satte den ved siden af sig. Snart havde han hevet både et slidt vandskind og et stykke skind pakket om resterne af en hare, han havde tilberedt aftenen før, samt det sidste af en humpel brød, han havde tjent sig til på en gård. Det var stadig lidt svært for ham med at finde mad i denne del af verden. Sært nok, siden den var fyldt med liv, men han havde ingen anelse om, hvilke planter, der var spiselige og en del af dyrene var fremmede for ham. Han lærte lidt løbende, men som han rejste alene, var der sjældent nogen af spørge. Han tog det dog ikke så tungt, han spiste sig mæt i kød og skulle nok lære resten hen af vejen.

Inden han gav sig i kast med maden, drak han fra vandskindet. Aldrig havde han haft adgang til så meget vand som nu og han kunne drikke uden at bekymre sig. De fleste ville nok alligevel spare, for der kunne gå længere tid uden nogen gode kilder til den klare væske, men i forhold til, hvor langt der var i ørkenen, var Sheno ikke bekymret.
Han brækkede lidt af brødet, men inden han stak stumpen i munden, skævede han til kvinden.
”Lever De på landevejen eller er De blot ude på et ærinde?” Han stak det tørre brød i munden, inden han flåede noget kød af haren og blandede det sammen. Brød sagde ham ikke det helt store, men det mættede.

Mira havde meget svært ved at holde blikket fra manden foran sig. Ikke fordi hun var tiltrukket af ham, men på grund af de markante dyriske træk. Der var noget hypnotiserende ved ham, noget dragende – som når hun så et smukt væsen på marken eller en person med helt unikke evner. Mira var draget til alt overnaturligt, alt der var over hendes egen kunnen. Mira kunne ikke lade være med at spekulere på hvordan hans pels føltes, var den ru eller blød? Hvad med manken? Den så blød ud? Hun tvang sig selv til at se ned men Ull snusede nysgerrigt luften og forsøgte at komme nærmere manden uden at flytte sig.
”Åh han tager sig skam meget af mig” Svarede hun med et smil og kløede Ull under det ene øre. Ulven slikkede sig om snuden men holdt blikket på den nye skabning foran dem.

Løvens bevægelser var majestætiske, elegante men alligevel voldsomme, som kun store katte kunne bevægede sig. Mira fiskede noget kød op til Ull og smed det foran ham, ulven gnavede fornøjet på det og det var tydeligvis sejt siden den kunne bruge så lang tid på at spise og ikke bare slugte det. Mira selv havde noget friskt bagt brød fra samme morgen, en lille smule ost og et grønt æble.
”Åh nej jeg bor skam på en gård sammen med min familie – men jeg drager ud og handler med varer for at støtte gården. Min far er farmer men er for gammel til selv at drage ud. Og nu hvor jeg har Ull ved min side tager min bror heller ikke med mig mere, så kan han hjælpe med høsten der hjemme” Sagde Mira og sendte løven et stort smil.

Sheno lagde godt mærke til kvindens blikke, men han tog det ikke så tungt. Han vidste, at han var et imponerende syn, både racemæssigt og fysisk. Især her nord for Rubiniens grænse blev han ofte stirret på, hvilket han ignorerede. Det gjorde ikke ondt, det forstyrrede bare hans fornemmelse for fare en smule. 
Tavst lyttede han til hendes fortælling om sig selv og han gengældte hendes smil, da hun var færdig.
"Det er godt, De har Ull til at passe på dem. Jeg tvivler på, at ret mange røvere har lyst til at give sig i kast med så stort et dyr." Han skævede mod det omtalte dyr, der lå og gnavede på kødet. Nej, selv han ville nok tænke sig om en ekstra gang.

Han tog endnu en bid af haren, inden han tyggede af munden og lagde hovedet en anelse på skrå.
"Men det er ganske modigt af Dem, at rejse alene ud. Gør De det meget?" Uvidenheden i hans stemme burde fortælle hende, at han absolut intet vidste om livet på en gård. Det var ikke ligefrem det, der var mest af i Rubinien og slet ikke med varer som det, de producerede her mod nord. Nej, han vidste ikke mere end det han havde set på sin rejse ind til videre. Det var hårdt arbejde at have en gård og de fleste af de væsner, han havde mødt, virkede ofte nedslidte før tid. Nogle havde det alligevel godt, og en enkelt gang havde han taget sig selv i at misunde dem deres liv, men så alligevel ikke. Det måtte være frygteligt ensformigt. At arbejde i markerne hver dag, passe sine dyr og lave håndarbejde om aftenen i tællelysets skær. Nej, så kunne han bedre lide sin egen ensformighed med at rejse og træne og slås.

Mira kunne ikke lade være med at grine lidt ved hans bemærkning om røvere. Det var så sandt som det var sagt, de færreste tude lægge sig ud med en ulv der kunne bide dem midt over. "Det er nemlig meget få der tør kaste sig i slag med Ull" Svarede hun med et smil til løven. Hendes blik var muntert og de brune øjne glimtede fornøjet ved samtalen, selskabet og alt andet omkring hende. Ull gnavede fornøjet på kødet der blev mindre og mindre jo længere tid han havde det. Mira fandt endnu et stykke frem og gav ham så han ikke var sulten - Det var svært at holde en ulv så stor mæt.

Mira flyttede atter blikket til løven da denne talte og hun nikkede let. "Ja jeg rejser stort set hele tiden. Jeg drømmer om at se verden, opleve det hele - men jeg må nøjes med mine ture med Ull" Svarede hun og kløede kort den store ulv mellem ørerne før hun tog en bid af brødet, tyggede det og lod det forfølge af en bid ost. Hun satte sig i skrædderstilling og glemte alt om at hendes kjole ville fange hver en krumme når den på den måde var spændt ud. Generelt var Mira ikke specielt fin og fornem, hun bar tydeligt præg af at være en bonde pige og have sin egen vilje og sin egen mening om alt.

"Har De tænkt Dem at få arbejde? Omrejsende arbejder tit på gårde og andre steder for en ravskilling" Spurgte Mira efter hun havde tygget af munden og hendes nysgerrige blik fæstede sig endnu engang på løven foran hende. Havde hendes far vist at hun sad her med et så stort og farligt dyr ville han have fået et slagtilfælde.

Sheno smilede til hende som svar til hendes ord om Ull. Nej, man skulle være dum eller desperat for at kaste sig ud i en kamp med så stort et dyr. Forhåbentligt var få det, Sheno så gerne, at både ulv og Mira var trygge på deres rejser rundt.
Han nikkede let til hendes næste ord om, at hun rejste det meste af tiden. 
"Men du må alligevel opleve lidt, hvis du rejser så meget rundt. Møde mange nye væsner." Han tyggede en mundfuld mere med et spørgende blik på hende.

Han kunen ikke lade være med at smile lidt af hendes næste spørgsmål. Arbejde. Kort overvejede han sit svar, uvillig til at sige noget, der måske kunne skræmme hende.
"Mit erhverv er ved sværdet, jeg ved intet om livet som bonde. Men jeg har dog taget et småjob eller to, hvor min fysiske styrke har kunnet været en hjælp." Han så lidt frem for sig, mens han spiste en mundfuld mere. "Jeg behøver ikke så meget for at leve, så jeg fokuserer mest på at lære de nye omgivelser at kende, og så tage hvad der kommer til mig som jeg kommer frem." Han var ærlig, for han var virkeligt ikke fokuseret på at finde arbejde. Og de fleste bønder kunne ikke betale med krystaller alligevel, så for det meste var han kommet derfra med en fuld mave og en nat tilbragt under tag. Hvilket heller ikke var til at kimse af, men ikke så brugbart i længden. Nej, de par gange, han havde haft arbejde ved en adelig, var hans pung blevet fyldt en smule op. Og det gav ham nætter på kroer, når vejret var for dårligt til andet. 

Hun smilede bredt ved hans ord og trak let på skuldrene mens hun tog en bid af osten. ”Det hænder at jeg møder folk, men det er som regel blot de samme folk på de samme markeder. Jeg har mødt flere på vejene end når jeg faktisk når frem, men det er altid spændende at møde nye” Svarede hun og smilede stort.

Miras blik flakkede nu til hans sværd og hun nikkede skønt smilet var forsvundet fra hendes læber. Hun gik ikke ind for vold eller mord, ikke om det var grundet passion eller for penge. Men hun viste at nogle levede af den slags og hun forsøgte ikke at have alt for mange fordomme omkring dem.
”Må jeg spørge..” Sagde hun men forsatte før han kunne nå at spørge ”Er De i stand til at.. Jage som man ser kattedyr gøre det?” Spurgte hun nysgerrigt før hun rødmede let. Det var ikke sådan noget man spurgte fremmede om! Men spørgsmålet var ude og Mira viste af erfaring at spørgsmål ikke kunne trækkes tilbage.

Sheno nikkede forstående til hendes ord.
”Jeg er enig, nye væsner er altid en oplevelse.” Han spiste videre, mens han betragtede hende lidt med sine orangebrune øjne. Hun virkede som en glad person, hun havde uden tvivl let ved at komme i snak med fremmede. Noget Sheno næsten kunne misunde hende, hans udseende kunne virke afskrækkende for mange, for ham kunne det være meget svært at komme i snak med folk.

Et latter kom fra ham, da hun stillede sit spørgsmål. Ikke en hånende eller negativ latter, men en latter helt nede fra maven af mild morskab.
”Jeg jager ikke på alle fire, nej. Og jeg foretrækker at bruge våben. Disse kan give nogle grimme skrammer, men fungerer ikke så godt til jagt som et rigtigt kattedyrs.” Han holdt en stor hånd frem og viste hende sine negle, der nok var udformet som klør, men mere hundekløer end kattekløer, noget evolutionen havde bestemt sig for var mest praktisk på en hånd.
”Men min race har fordele, vi er gode til at snige os og vi løber noget hurtigere end mennesker på to ben. Og vores sanser er forstærkede. Jeg ser for eksempel ganske fint i mørke.” Han smilede til hende, og havde tydeligvis ikke noget i mod at fortælle om sin egen fysik.

Mira rødmede mærkbart ved hans rungende latter men kunne ikke lade være med at komme med en uskyldig fnisen. Hun så nysgerrigt på hans hånd eller pote da han viste hende den. Hun lyttede opmærksomt til hans ord og nikkede forstående ved hans fortælling.

”Virkelig? I mørke?” svarede Hun imponeret og hendes øjne lyste op af ren nysgerrighed og det var tydeligt at Hun havde mange spørgsmål men hun præsterede at holde tand for tunge – utroligt nok. Et spørgsmål undslap dog hendes rosa læner;

”findes der mange af deres art? Der hvor De kommer fra?” hun skævede mod Ull som var den eneste af sin art i den størrelse.

Hun var nu ganske kær, dette lille menneske. Hun rødmede og fniste, hvilket fik Sheno til at smile. Det var ikke så ofte, at han stødte på en person, der virkede så uskyldig. Naiv, måske, men hun virkede ikke mindre begavet. Bare meget åben for det, hun mødte på sin vej.
”Ja, i mørke. Som alle andre katte kan.” Det regnede han da i hvert fald med, nu vidste han ikke, hvordan en kat eller en rigtig løve så i mørke, men han tænkte, at det nok var noget af det samme.

Han rystede lidt på det store hoved til hendes spørgsmål.
”Det vil jeg ikke sige. Vi er nogle få klaner med ikke så mange familier i hver. Men hvor mange halvløver der rejser rundt i Rubinien og tager i mod jobs som jeg gør, det er ikke til at sige. Vi er mange, der er rejst fra vores klaner, men hvor mange der stadig er i live er svært at sige.” Hunnerne blev for det meste hjemme, men også nogle af dem rejste ud og tog det arbejde, de kunne få, som hannerne. Lige som hans kuldsøster. Om hun stadig levede vidste han ikke, men han håbede det da. Han håbede at møde hende igen en dag, de havde altid været tætte.
Tankerne gjorde ham en smule tom i blikket, som han tænkte tilbage på sin liv hos sin familie.

(( Lukkes efter aftale ))