Sted: Zaladinkultens hovedsæde i en herregård en dagsrejse nordøst fra Dianthos
Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: Blæsende og med skyer, men ikke specielt koldt

Iskariot stod lænet ind over det store skrivebord i hans kontor. Ved hans side stod en kvinde og en mand med blikket mod den store bog, der lå foran dem. Stemningen var ikke meget alvorlig, de var blot ved at finde ud af, hvad de manglede af forsyninger. Sommeren havde været tør og høsten ville ikke blive så god i år. Forrådskamrene skulle eftertjekkes og fyldes op inden efteråret lagde sig over landet. De dæmpede stemmer fyldte ikke meget i rummet som de diskuterede, hvad der manglede og hvor meget der skulle købes. En gang i mellem satte kvinden nogle mærker i bogen. Iskariot kunne hverken læse eller skrive, selvom han var i stand til at genkende nogle ord på papiret. Han havde forsøgt at lære det, men de små krøllede bogstaver ville ikke som han ville og han havde ret hurtigt givet op. Så var det nemmere at få andre til at gøre det for ham. Kvinden her havde en lærd baggrund og hendes hånd slog smukke krøller med den sorte fjerpen.

Herregården var utroligt stille i forhold til, hvor mange væsner, der var samlet på stedet. Værelserne var fyldt op og der var endda blevet lavet en tilbygning med sovesal efter Iskariot havde overtaget gården fra det adelige par, der pludseligt skulle til Medanien. Efter at Palisheaf var dukket op en aften for flere år siden, var kulten vokset betydeligt og der var altid noget at se til for halvørnen, der tog sig af det daglige liv. Det gik strygende. Han var som skabt til at lede som han gjorde, han benyttede sig endda overraskende lidt af sin evne, selvom han arbejdede meget med nogle af tilbederne for at have nogle, der var slidt overfor hans evne. Til at starte med havde han forsøgt at holde på mystikken, men jo flere de var blevet, jo mindre var det muligt. Ikke når han så gerne ville have styr på det hele.

Det var en måndes tid siden han havde set Marax og selvom hans tanker strejfede hende i ny og næ, hengav han sig ikke til de store spekulationer, om hun ville komme til ham igen. Det nyttede ikke noget alligevel. Gik der for lang tid og han ville hende, så skulle han nok finde hende igen. 
Han havde også haft travlt. Efter deres møde i Tusmørkedalen var han taget af sted et par dage efter, han var fløjet syd på, ind over ørkenen af en rute han kendte, så han havde ikke manglet vand eller ly, og var endt med slavehandlen ejet af dæmonen Vargas. Dæmonen tog godt i mod ham og Iskariot havde fremlagt sit ønske om at købe en af de gule sten. Han var endt med at blive i ørkenens hede i en lille uge og var kommet derfra med fire sten. Hvad dæmonen havde sat ham til for at betale for stenene, behøvede Marax ikke at få at vide. En evne som Iskariots var ganske brugbar i en slavehandel og stedet slaver havde sukket lettet, da han var sat af fra jorden og fløj hjemad.

Nu ventede han bare på, at hun kom til ham som lovet. Hvis hun fik muligheden. Ventetiden brugte han på at indhente det, der var landet på hans bord, i de tre uger, han havde været væk.

Marax vidste endnu ingenting om, hvad Mørket lavede med Fort Nox. Hun havde ledt og spioneret og gjort alt i hendes magt, for at finde ud af det, uden at vække opmærksomhed, hvilket havde været svært, da hun normalt var typen der gjorde hvad som helst uden at stille spørgsmålstegn ved det.
Normalt var hun heller ikke typen, der arbejdede hårdt, medmindre det var noget hun holdt af at lave - hvilket stort set kun gjaldt kamp - men det gjorde hun nu. For noget at give til Iskariot, hvad som helst, betød at hun ville have en undskyldning for at opsøge ham.

Allerede efter to uger, havde hun opsnappet et brev, der indikerede hvor mange soldater der ville blive sendt til Fort Nox det næste stykke tid, og hun havde kopieret des indhold så hurtigt og diskret som hun kunne, inden hun havde lagt det tilbage hvor hun havde fundet det, men hun kunne endnu ikke tage op til Iskariot. Hun havde brug for en undskyldning for at forlade sin post. 
En undskyldning hun blev givet to uger senere, da hun havde haft et uheldigt sammenstød med en kollega, der var endt i en forvredet skulder og ordrer om ikke at bruge den den næste uge, og ikke at overstrenge sig i det hele taget endnu længere end dét. Stadig med gule, grønne og blå mærker hele vejen om skulderen og ned ad armen, havde hun kæmpet sig i sit tøj en dag og draget af sted nordpå. Hun havde fået tilladelse fra sin overordnede til at tage hjem til Kzar Mora indtil hun var kommet sig, for i Fort Nox var hun kun til besvær så længe hun ikke kunne hjælpe til, og at han så ikke vidste, at hun tog en lille omvej, det var ikke hendes problem.

Rejsen tog lidt over en uge og Marax blev mere og mere utålmodig for hver dag, indtil selv hendes drømme var hjemsøgt af syner af Iskariot. Hun vågnede op med forhåbninger, hun blev nødt til at undertrykke, fordi hun vidste, at hun kun ville blive skuffet når hun rent faktisk nåede hen til ham og han ikke gengældte hendes følelser, som han altid gjorde i hendes drømme. 

Hendes skulder var stadig øm og farvet, da hun endelig ankom til herregården Iskariot havde beskrevet for hende, og hun sprang med lidt besvær af sin hest, da hun blev modtaget af nogle medlemmer af kulten.
"Før mig til jeres leder," beordrede hun, usikker på om Iskariot brugte sin navn blandt medlemmerne her. Hendes ordre fik ikke nogen til at reagere lige med det samme, og hun blev da slet ikke ført nogen som helst steder, men én af dem småløb indenfor, da hun løftede sin 100 kg tunge hammer, som var det en fjer. Hun løftede den med sin venstre hånd, på trods af at være højrehåndet, da det var den højre skulder hun havde skadet, og selv en let bevægelse fik den stadig til at gøre ondt.

Så længe hun fik Iskariot at se på den ene eller anden måde, var hun ligeglad med, om han blev ført til hende eller hun til ham, og hun stod rastløst, men utålmodigt, og ventede, hendes øjenbryn trukket sammen i koncentration, som hun nægtede at tage blikket af dørene, men samtidig var fuldstændig opmærksom på den truende følelse der kom fra nogle af kultmedlemmerne. 

En hurtig banken lød fra døren og et af de yngre medlemmer kom ind med let nedslået blik.
”Hvad er der?” Iskariot rettede sig op og så svagt irriteret på den unge mand, der flyttede lidt på sig, inden han skævede op og svarede.
”Der står en kvinde ved hoveddøren, hun ønsker at se Dem.” Han bed sig kort i læben og sagde så lidt mere dæmpet og med svag ærefrygt. ”Hun svinger en gigantisk hammer som vejede den ingenting.”
Iskariot måtte holde et smil tilbage. Marax. Hun kom.
”Før hende herind. Bed hende stille hammeren udenfor. Er hun på hest, tag den i stalden og sørg for den. Hun er min gæst.” Han udtalte ordren roligt, men i en fast tone, og den unge mand lavede et hurtigt buk for at løbe ud og hente den skræmmende kvinde.

Iskariot lukkede bogen foran sig.
”Vi ser videre på det i morgen. I ved hvad der skal gøres.” Han så fra den ene til den anden af de to ved hans side. De nikkede og forlod rummet.
Mens han ventede på, at Marax kom ind, stillede han den store bog på plads på en lille reol, der havde et par andre bøger stående. Den ene hev han ud, en bog, der blot lignede en bog, da det var en kasse med ting, der ikke skulle ligge frit fremme. Ikke det bedste gemmested han havde, men det gik an for ikke så vigtige ting. Der lå et par småting og en lille pose i noget dyrt stof, hvor indholdet blidt raslede, da han tog den op og stillede æsken på plads igen. I posen var de fire sten, han havde hentet ved sin gamle ejer. Den gled ned i en lomme i hans robe, en robe der fik ham til at se noget mere religiøs ud. Den var ganske behagelig at have på og den udstrålede den magt, han havde her, sort med sølvbroderinger langs kanterne.

Et strejf af uro ramte ham og han gik ud midt i rummet. Marax. Han glædede sig til at se hende igen. Gad vide, om hun havde fundet ud af mere om Fort Nox end han? Han tvivlede ikke på hendes evner.
De store vinger foldede sig ud og faldt så på plads i mod hans ryg igen, inden han gik tilbage til skrivebordet, hvor han ubevidst, men tænksomt, lod fingrene glide over det blankslidte træ. Han måtte konstatere, at han var en smule nervøs. Ville hun kunne lide den gave, han havde anskaffet? Han kunne næsten ikke forestille sig andet. Kort lukkede han øjnene og tog en dyb vejrtrækning. Det var bare Marax. Hans tro og loyale tjener. Hans ven.
Skridt ved døren fik ham til at vende sig og tankerne forsvandt fra hans øjne, der nu udtryksløst så mod døråbningen.

"Nej!" sagde Marax bestemt, da hun blev bedt om at stille hammeren udenfor. Hvilken idiot ville gå ind i et ukendt hjem, blandt fremmede, uvæbnet?! Manden stammede og vred sine hænder og bad igen pænt Marax om at stille hammeren fra sig, og videregav at det var manden, hun blev ført til, der havde sagt at hun skulle. Denne gang tøvede Marax - hvis det var Iskariot, der havde bedt hende om det, så kunne hun godt stille sit våben fra sig. Hun var sikker i hans nærhed, så meget vidste hun.

"Så lad gå da," svarede hun og stillede den fra sig. Det var ikke vægten af hammeren, der ændrede sig med Marax' evne, men kun hvor tung den var for hende, og da den blev sat på jorden kunne det høres, hvor tung den var, samt ses i den sky af støv, der fløj op omkring den, hvor den havde boret sig ned i gruset omkring sig. 

Derefter fulgte hun lydigt med den nervøse mand, indtil en dør blev åbnet for hende, og hun pludselig stod i en døråbning ind til et lokale med Iskariot. Endelig.

Et øjeblik stod hun som lammet. Det var underligt at se ham her, i et helt andet element end hun var vant til, i en sort, overdådig kåbe. Selv havde hun mørkets hærs uniform på, men ingen emblemer der indikerede at det var andet end sort tøj, og en kappe over den, der skjulte det meste af den, så hun ikke ville være i fare, var hun stødt ind i en af lysets krigere. Over sin sorte skjorte havde hun også en sort rullekrave, der skjulte arret på hendes hals, og på sine hænder havde hun som sædvanlig sine handsker. Hun havde ikke kunnet tage af sted uden. Ikke når det var Iskariot hun skulle se. 
Rustning havde hun heller ikke på, men delene lå i sadeltaskerne på hendes hingst. Hun ville ikke genkendes, men alligevel havde hun malet sig sort om sine øjne.

"Jeg har information med til dig," sagde hun så, ud af det blå, uden at hilse, bange for hvad hendes stemme ville afsløre, hvis hun sagde hans navn højt. Fra sin venstre lomme fandt hun det brev, hun havde kopieret, frem og lagde det på skrivebordet ved siden af ham. "Der har været diskussioner om, hvor mange soldater der skal sendes til Fort Nox. Heri står de nyeste tal, det lader til at man er blevet enige om, men der er endnu ikke taget en endelig beslutning." Det var ikke meget, men Marax havde haft brug for at komme forbi. Brug for at kunne gøre et eller andet for ham. 

Der var et par grunde til, at Iskariot havde bedt den unge mand sige til Marax, at hun skulle efterlade hammeren. Først og fremmest fordi, at den tunge hammer kunne gøre stor skade på hans hjem, han havde så mange gange før set den få gulve til at revne og slå hul i vægge. Men også fordi, at tanken om at se den nervøse unge mand bede Marax efterlade sin mest dyrebare ejendel morede ham. Det måtte dog blive ved forestillingen, men han kunne også sagtens forestille sig hendes reaktion.

Endeligt stod hun i døren og for et øjeblik ønskede han, at han kunne læse hendes tanker. Hvad så hun, når hun så ham som nu? Iklædt en kåbe i stedet for en uniform. En leder, ikke en kriger. Ikke at han selv så det som noget negativt, tværtimod. Han var stolt over at være, hvor han var i dag. Dette var så meget mere end at tjene Mørket.
Han fulgte hende tavst med øjnene, mens hun gik hen og lagde papiret på skrivebordet ved siden af ham. Lyttede til hendes ord. Det var ikke meget, men det var noget.
”Du har fundet ud af mere end jeg.” Han lod papiret ligge, kunne ikke læse det alligevel. I stedet holdt han blikket på hende.
”Jeg er glad for, at du valgte at komme.” Det var en lang rejse og hun bragte ham information, der kunne stemple hende som forræder. Og han oprigtigt glad for at se hende igen.

Han slog let ud med en hånd mod en stol, for at sige, at hun var velkommen til at sætte sig, hvis hun ville. Han selv blev stående, mens han betragtede hende. Et sted i huset var noget ved at lave te til dem, sat i gang af en uudtalt ordre.
”Var din rejse problemfri?” Han havde nok lagt mærke til hendes tøj, neutralt og alligevel svagt afslørende. Men han havde selv været klædt sådan og vidste, hvad det betød.
Hendes lidt stive opførsel var lidt en lettelse for ham, det var nemmere at håndtere. Mere som gamle dage, hvor han havde været hendes overordnede. Hvilket han måske stadig var, men ikke længere med Mørket i ryggen.

Marax rystede på hovedet, da Iskariot talte. Hun havde ikke fundet ud af noget. Ikke noget, der var vedtaget endeligt.
"Det er endnu kun spekulationer," understregede hun. De tanker, hendes overordnede havde haft om, hvor mange der skulle sendes afsted, var ganske vist et godt udgangspunkt for, hvor mange der ville ende med at blive sendt af sted, men det var ikke de endelige tal. Marax ville ikke lades som om hun kunne give Iskariot noget, hun ikke rent faktisk kunne give ham.

Derfor så hun også overrasket op, da han understregede at han var glad for, at hun var kommet. Det var nemt at tænke, at Iskariot kun ville se hende for den hjælp hun kunne give ham og hendes hjerte slog et slag over, da muligheden for, at han ville se hende for andet end hendes informationer blev reelt. 
Hun skævede til stolen, men overvejede et øjeblik ved at skæve frem og tilbage imellem dén og Iskariot, inden hun satte sig ned. Hendes håndflader hvilede på hendes knæ, og selvom de var alene i værelset slappede hun ikke af. 

"Den var besværlig," svarede hun ærligt. Selve rejsen ville normalt ikke have været noget særligt, men med en øm skulder var den. "Men jeg mødte ingen besværlige mennesker," tilføjede hun med et skævt smil og et glimt i øjet, imens hun strøg en hånd igennem sit hår med venstre hånd, så det kom ud af hendes øjne. Indikationen var, at hun ikke havde været nødt til at myrde nogen på vejen, og det morede hende. Mord besværliggjorde klart en rejse, men hun ville ikke have haft noget imod det, hvis hun havde været nødsaget til det. 

"Bedre end ingenting. Det bekræfter, at der skal ske noget." Ja, det var en bekræftelse. Hvad de havde af planer, måtte han vente med at finde ud af, til det var muligt at få fingrene i en, der faktisk vidste noget. Han tog det ikke så tungt, lige nu var der ikke noget, han skulle bruge det til, men det var rart at have den slags information i baghånden. Nå, det var der ikke noget at gøre noget ved lige nu. Han var bare glad for, at Marax var kommet til ham, med det hun kunne finde. Det var dejligt at vide, at hun stadig ville gøre ting for ham, selvom det bragte hende selv i fare.

Han rynkede svagt på panden, da hun havde sat sig og sagde de få ord om sin rejse. Der var noget forkert ved den måde hun bevægede sig på. Efter et par sekunder, gik det op for ham, at hun havde brugt sin venstre hånd til at stryge sit hår tilbage. Selvom det var så mange år siden, at de havde brugt deres tid sammen, vidste han, at det var forkert. Han havde betragtet hende nok til at vide, hvordan hun normalt bevægede sig.
"Godt." Han nikkede let, inden han begyndte at bevæge sig hen i mod hende. Om bag hende, hvor han blidt rørte ved hendes højre skulder udenpå hendes tøj. Han havde ikke tænkt sig at gøre hende ondt, men han vidste ikke, hvor hun var kommet til skade. Om hun var kommet til skade, men han havde en fornemmelse af, at hun var.

"Hvor slemt er det?" Som hans berøring, var hans stemme blid. Han huskede godt, hvor svært det var for hende. Alle andre kunne gå til en healer, men ingen healer kunne lægge hånd på hende og lette hendes skader. Men det ville han lave om på.
"Vi har en healer i huset." Trods at han vidste, at hun ikke kunne blive rørt, foreslog han det alligevel. Ville vise, at han tænke på hende, inden han gav hende gaven.

Marax tog det til sig, da han roste hende. Det var ikke meget, men det var noget, og det varmede hendes hjerte at høre det fra ham. Hun ville så gerne gøre noget for ham, at hun blev glad bare over at få at vide, at det var lykkedes hende at hjælpe ham bare en smule. 

Hun lagde hovedet en smule på skrå, da han kommenterede på at hun ikke havde myrdet nogen på vejen. Måske det var godt, fordi det gav hans kult lidt mindre opmærksomhed, men livet i sig selv var hun ligeglad med. Om alle renblodede mennesker i landet så faldt døde om, ville hun ikke fortrække en mine. 

Hele hendes krop stivnede under hans berøring, da han lagde en hånd med hendes skulder. Berøringen gjorde ondt, men ikke nok til at få hende til at stivne sådan. Det var frygt, der fik hende til dét. Frygten for, at der her var en overordnet der ville straffe hende, for ikke at have fortalt om sin skade, eller straffe hende for overhovedet at have været dum nok til at få sig en skade. Et øjeblik glemte hun, at det var Iskariot hun havde med at gøre, og ikke en hvilken som helst af de andre overordnede hun havde haft i Mørkets Hær, og først da han spurgte hende ind til hendes skade, hans stemme blid og beroligende, gik det op for hende at hun havde holdt vejret.
Hun udåndede langsomt, inden hun svarede.

"Ikke så slemt," svarede hun, hendes stemme anstrengt. Hun løftede en handskebeklædt hånd for at daske hans væk, men fik den ikke mere end halvvejs op, før hun måtte kvæle et smertefuldt støn og sænke den igen. Hun så væk fra ham og udover den lyd hun var kommet med, og den svagt anstrengte måde hun sad på, var der igen intet der tydede på at hun havde ondt.

"Han kan ikke hjælpe," svarede hun afvisende. Det undrede hende at Iskariot havde glemt det - det var de færreste healere der kunne koncentrere sig, når de ikke engang kunne holde sig stående. Det var usædvanligt at hun var så direkte med Iskariot, men smerten tvang hende til at være kort for hovedet.

Iskariot havde nær trukket hånden til sig, da han kunne mærke hende stivne. Gjorde det så ondt? Noget sagde ham, at der var mere bag det fysiske ubehag end bare smerte. Så han lod hånden ligge, også selvom han kort havde en lyst til at lade fingrene glide op til hendes nakke og kærtegne hende der, bare for at få hende til at slappe af. Men han vidste, at det ikke kunne lade sig gøre. Og hvorfor skulle han også ville det?
Så han lod hånden blive liggende og betragtede hendes forsøg på at få den væk og smerten, der kom fra det. Typisk hende at forsøge at skjule en skade så meget. Det var ikke svært at gætte, at hun havde mere ondt end hun ville vise.

Hans anden hånd gled kort over hendes anden skulder, inden han slap hende for at tage den lille stofpose op af lommen.
"Løgner." Han hviskede det mildt i hendes hoved, ikke vred på nogen måde. Det var sådan, hun var. Højt svarede han hende på hendes andre ord.
"Jo, hvis vi giver ham muligheden." Han åbnede posen og hældte de fire sten ud. To af dem havde en kæde vedhæftet, så de kunne hænges om halsen på folk. Han tog den ene og hældte resten tilbage, inden han lagde posen tilbage i lommen.
"Jeg har en gave til dig." Den skællede hånd blev rakt frem, så hun kunne se halskæden. Tavst åbnede han låsen, stadig med hænderne foran hendes ansigt, så hun kunne følge med. Med rolige bevægelser trak han hænderne bagud, så stenen lagde sig mod hendes tøj, mens han lukkede for kæden bag hendes nakke. Forsigtigt, så han ikke rørte hendes hud, trak han lidt ud i halsåbningen på hendes tøj og lod stenen glide ind under stoffet for at lægge sig i mod hendes hud. Så. 

I stedet for at trække hænderne til sig, lagde han blid fingrene mod det bløde hud under hendes hage og trak dem langsomt op langs hendes kæbe, op under ørerne og derefter ned over hendes hals, inden han slap hende. Det virkede. Hendes magi rørte ham ikke. En sensuel berøring, der blot var til at bevise, at den lille gule sten gjorde, hvad den skulle. Han vidste, at han med den korte berøring havde givet hende noget, hun hungrede efter. Fysisk kontakt.
Roligt trådte han rundt om hende, for at sætte sig på hug foran hende, tavs, men med et svar smil og et glimt i øjnene, øjne der søgte hendes.

Gåsehud spredte sig på Marax' tildækkede arme, da Iskariot også lagde en hånd på hendes anden skulder. Det var så bekendt en berøring - den eneste berøring hun nogensinde have kendt til - og hun lukkede øjnene et øjeblik, imens hun drømte sig til en virkelighed, hvor Iskariot kunne røre hende mere end dét, og hvor han ville have lyst til det.

En mild latter undslap hende, da hun blev kaldt løgner. Måden han havde sagt det, havde fjernet den sidste rest af utryghed fra hende, og hun åbnede smilende øjnene for at skæve op til ham, da han talte højt.

"En gave?" spurgte hun, synligt overrasket. Hvis hun nogensinde havde fået en gave før, kunne hun ikke huske det. Hendes overraskelse blev hun større, da hun så halskæden. Hun bar ikke et eneste smykke, men der var ingen tvivl om at hun ville gøre det, hvis smykket var fra Iskariot, og hun så lydløst til imens han gav hende den på. Hun løftede også begge hænder, for at skubbe sit hår ud af vejen, da han lukkede kæden bag hendes nakke. Hendes kinder blev straks varme, da han trak ud i hendes tøj, og hun nåede lige at tænke, at det var fordi han ikke ville lade de andre kultmedlemmer se gaven at han skjulte den, da alle tanker blev blæst ud af hovedet på hende, i det øjeblik han rørte hende.

Hun var aldrig blevet rørt der før og hun sad, helt lammet, imens hans fingre gled fra hendes kæbe, op under hendes ører, hvorfra det føltes som om hele hendes krop blev varmet, og ned over hendes hals. Hun havde det som om han havde fjernet al styrke fra hendes krop med dén enkle berøring; hendes knæ føltes bløde, hendes krop føltes varm og hendes hoved føltes let. Hun var målløs, da han sætte sig på knæ foran hende. 
I flere sekunder kunne hun slet ikke reagere, men så hev hun sin handske af, langsomt, som befandt hun sig i en drøm, hvor hendes krop ikke ville bevæge sig som hun ville have den til, og med lige så stor tøven rakte hun ud efter Iskariot. Hun strakte sine fingre og, kun netop med fingerspidserne, rørte hun ved hans kæbe. Hele hendes kropssprog vidnede om, at hun forventede at han sank i knæ, for hun gjorde intet for at kontrollere sin evne, og da han blev siddende foran hende lige så afslappet som han hele tiden havde, lagde hun forsigtigt hele sin hånd imod ham. Lettelsen, da der intet skete, var overvældende. 
Tårer sprang frem i hendes øjenkroge og et lettet, omend forvirret, smil spredt sig på Marax' læber. Hun tog sig et øjeblik til at se op og væk, for ikke at lade tårerne falde, inden hun mødte Iskariots blik igen. Tårerne var der stadigvæk, og de truede fortsat med at falde hvert øjeblik, men Marax kunne lige så lidt se væk fra ham, som hun kunne fjerne sin hånd fra ham.

"Er det... Er det den her?" spurgte hun og lagde sin anden hånd over sin brystkasse, hvor stenen hang imod hendes hud. Hendes smil spredte sig en tand og tårerne flød over, for at glide langsomt ned ad hendes kinder. 

Det var lige før at alle Iskariots fjer begyndte at stritte, så intens føltes luften omkring dem. Han så undersøgende på hende, sugede hendes reaktioner til sig. Det var tæt på, at han havde spurgt, om hun var okay, men hun kom ham i forkøbet og trak sin handske af. Hans første reaktion var at trække sig tilbage, da hun rakte ud efter ham, ikke fordi han var bange for hendes evne, men fordi han ikke ville røres ved. Men han tvang sig selv til at blive siddende, mærke hendes fingre glide ind i mellem de mindre fjer langs hans kæbe, og røre hans hud. Intet skete. Han slap ikke hendes blik, mens hun rørte ham, så sikkert på hende. Trangen til at trække sig tilbage blev større, da hele hendes hånd lagde sig i mod ham, men han rørte sig ikke. Betragtede hende bare indgående, som tårerne dukkede op i hendes øjne.

Tårer, der begyndte at falde ved hendes spørgsmål. Han nikkede svagt mod hendes hånd.
"Ja. Den forhindrer dig i at tilgå din magi. Tag den af og alt er som før." Han lagde sin hånd på hendes knæ og gav det et let klem. Det var forkert at se hende græde, også selvom det var af glæde. Han havde slet ikke forestillet sig, at hun ville reagere sådan, det betød virkeligt meget for hende. En blanding mellem oprigtig glæde over at kunne give hende det, og en mere kold tanke om, at han endnu en gang havde manipuleret hende til sin egen fordel, gled igennem ham. 

Langsomt rakte han op og flyttede hendes hånd, han kunne ikke holde berøringen ud mere. Ikke fordi det var hende, men fordi al berøring gav ham kvalme. Berøring han ikke selv havde startet, så han slap ikke hendes hånd, men holdt den i sin.
"Jeg kender dæmonen, der har lavet den og skulle du miste den, er det ikke et stort problem at få en ny." Ikke et stort problem, nej, selvom det ikke var decideret nemt. "Men det vil nok være bedst, hvis Mørket ikke kender til stenen." Han vidste, at det ville være en hemmelighed mod dem, hun var loyal i mod, men det ville være bedst. Han kunne ikke forestille sig, at de ville bryde sig om, at hun holdt sin magi tilbage.
Han gav hendes hånd et lille klem og strøg tommelfingeren over den glatte hud på hendes håndryg.

Marax havde aldrig i sit liv været så glad. Havde aldrig i sit liv følt så intenst før i det hele taget. Hendes hænder skælvede, da han tog den og hun strakte forsigtigt sine fingre for diskret at kærtegne hans - men også kun en enkelt gang, før hun igen sad helt stille.
Igennem stoffet kunne hun også mærke hans hånd på hendes knæ, og det gik op for hende, at det kunne være mere end dét nu. At han kunne røre hende hvor som helst uden problemer. At hun ønskede, at han rørte hende flere steder. Der var ingen andre, den her sten var til for, end for at han kunne røre hende.

Hun nikkede, som tegn på at hun hørte efter hvad han sagde. Hun ville ikke fortælle nogen som helst andre om stenen. Hun nød, at folk vidste at de ikke kunne røre ved hende. Hun havde et image at opretholde. Hun løftede sin frie hånd og fjernede resterne af tårerne fra sine kinder.

"Tak," svarede hun, hendes stemme så lavmælt at den nærmest var en hvisken, og da hans tommelfinger strøg over hendes håndryg, aede hun også forsigtigt hans hånd med spidsen af sine fingre. Det var mere berøring end hun havde kunnet gøre før og selvom hun havde drømt om det, var det pludselig grænseoverskridende. Hun kunne umuligt få sig selv til at gøre mere end dét.
"Jeg skylder dig allerede så meget..." tilføjede hun, hendes skuldre og hoved lænet forover, men hendes blik vendt op til hans. Hun havde altid været villig til at gøre hvad som helst for ham, men følelsen var kun blevet større nu. 

Havde Iskariot vidst, at stenen for hende betød, at han kunne røre hende, og kun han, havde han måske lidt fortrudt sin gave. Det var ikke hans tanke, at han skulle røre hende, ikke mere end den smule han altid have gjort igennem hendes tøj, nu bare også samme uskyldige berøringer på hendes hud. Som han nu sad med hendes hånd. Nej, han havde givet hende stenen, for igen at gøre noget, hun ville føle sig taknemmelig for, noget hun skyldte ham for. Så han kunne kontrollere hende. Men heldigvis var hendes tanker ikke tilgængelige for ham. Og hans ikke for hende.

Han smilede svagt, da hun takkede ham og med sine ord bare understregede, at han fik, hvad han havde sigtet efter. Han gav blidt hendes hånd et lille klem igen.
"Jeg vil bare gerne undskylde for, at jeg forsvandt på den måde. Jeg håber det her kan gøre lidt op for det." Langsomt slap han hendes hånd igen, det var nok. Han trak også hånden på hendes knæ til sig, inden han rejste sig. Nærhed var ikke hans stærke side og lige nu havde han fået det, han kunne tage.

Det bankede på døren.
"Kom ind." Han flyttede ikke blikket fra Marax, han vidste hvem det var. Husets healer, en ikke helt ung mand med et alvorligt ansigt, men en god udstråling. 
"Dette er Marax. Hun er kommet til skade med armen."
Manden bukkede halvt og så på den fremmede kvinde med et ikke-uvenligt blik, selvom hun var en fremmed. Iskariot trådte et skridt tilbage, så han ikke stod i vejen for mandens arbejde.
"Jacob her er healer. Han bliver nødt til at se din skade. - Og røre ved dig, så vær sød." Formaningen kom med et blik, der sagde, at hun måtte finde sig i det. 

Marax vidste ikke hvad hun skulle sige - sådan en gave mere end vejede op for, at han var forsvundet uden et ord, noget hun havde tilgivet ham for, allerede fra det øjeblik hun havde set ham være i live. Men at sige dét, ville være at indrømme hvor blød han gjorde hende, og hun var ikke villig til at indrømme den slags svaghed. Ikke overfor en mand, der ikke gengældte hendes følelser og slet ikke i en fremmed herregård, når hun var skadet og ubevæbnet. Det føltes farligt, selv overfor Iskariot, som hun ellers stolede på.

Han flyttede ganske vist ikke blikket fra hende, men Marax kunne ikke lade være med at se over mod døren, der blev åbnet. Hun så skeptisk tilbage på Iskariot, da han omtalte hendes skade. Hun kunne ikke lade være med at tvivle på, om det nu var sikkert at indrømme en skade overfor manden, på trods af at Iskariot tilsyneladende stolede på ham.

"Nødt til?" gentog hun og skjulte ikke sin irritation, da hun skævede over til healeren, Jacob. "Jeg lader ham røre ved mig, men jeg nægter at være sød." Hun slog blikket væk fra begge mænd og afventede med en kølig attitude at healeren kom hen til hende.

"Vi er nødt til-" begyndte han, efter at have set hendes skade an ude på hendes trøje, men efter et hårdt blik fra Marax undlod han at færdiggøre sætningen og stak i stedet en hånd under hendes trøje for at få sin hånd ind til det skadede område. Først da han med hænderne, uden blikket, havde undersøgt hendes skade tilstrækkeligt til at være sikker i sin sag gentog han, denne gang lidt hårdere; "Jeg beklager, men trøjen skal af."

Marax, der fortsat nægtede at se på hverken den ene eller den anden mand, greb fat om ryggen af sin bluse med venstre hånd og hev den langsomt af, arbejdet besværet af at hun kun effektivt kunne bruge den ene hånd. Hun hev den også kun lige over hovedet og af skuldrene, med resten af trøjen stadig over sine arme og over sit bryst. Hendes venstre hånd holdt fortsat fat om blusen, så hun var sikker på at hendes ellers bare bryst var dækket. Hendes hoved var sænket og hendes lyse hår skjulte det meste af hendes ansigt, men hendes holdning udstrålede vrede i sådan en grad, at healeren denne gang advarede hende, inden han lagde sine hænder på hendes nøgne skuldre; "Det kommer ikke til at tage længe."
Marax følte at hun var sødere end nødvendigt, da hun forsigtigt tjekkede om stenen stadig rørte hendes hud. 

Iskariot havde ikke været helt sikker på, hvilken reaktion kan skulle forvente fra sin gamle højre hånd. Hun havde noget af et temperament, men dette var en healer og han kunne faktisk hjælpe hende. Så måske hun ville… nej, selvfølgelig ikke. Han skjulte et smil, som hendes irritation kom til udtryk. Men han sagde ikke noget, lod healere håndtere det. Manden virkede måske ikke af noget specielt, men han var om muligt endnu mere stædig end Iskariot og Marax til sammen. Venlig nok, men ikke til at løbe om hjørner med. Så Iskariot betragtede bare scenariet med let morskab og interesse. Mens han lod tankerne dreje sig om hendes reaktion, da hun fik stenen. Hvorfor havde han ikke tænkt på det dengang? Nå, det var ikke til at vide, men nu havde han anskaffet hende en og det så ud til at virke.

Han blinkede en ekstra gang, da hun hev trøjen op uden forvarsel, så han ikke kunne nå at vende sig væk. Den hvide hud, skændet med forskellige ar, trak hans øjne til sig og han kunne ikke stoppe sig selv i at betragte hende for et øjeblik. Han havde set hende halvnøgen før, hvilket aldrig havde fanget hans interesse. Hun var jo blot en dæmon, ikke noget, der sagde ham noget. Men denne gang måtte han tvinge sig selv til at flytte blikket til det lille vindue, der sad bag skrivebordet.

Healeren lod sin magi arbejde og de blå mærker og smerten forsvandt. Til sidst trak han hænderne til sig.
”Jeg er færdig.” Manden bukkede let i overkroppen for Iskariot og sendte Marax et blik, der tydeligt formanede hende til at passe på sig selv, inden han forsvandt ud af døren.
”Tak.” Iskariot skævede mod Marax indtil hun fik sit tøj på plads, inden han vendte sig mod hende med et svagt smil. ”Var det så slemt?” Der var en let tone af dril i hans stemme, selvom hans blik var alvorligt. Han gik hen til hende og lod fingrene løbe over hendes skulder uden på hendes trøje uden at sige noget, bare som for at sikre sig, at healeren havde gjort det ordentligt.

Marax var sikker på at hun kunne mærke Iskariots blik på sig, men da hun løftede blikket for at tjekke, så han ud af vinduet. Hun sænkede blikket igen, ikke sikker på hvad hun skulle gøre af sig selv, da healerens hænder landede på hendes bare hud. Først da han var færdig, løftede hun hagen og trak i sine mundvige, indtil hun i en knurren havde blottet sine skarpe hjørnetænder for ham. Han så ikke lige så skræmt ud, som han burde have været - Marax kunne trods alt nemt have dræbt ham - men han forsvandt, og det var, hvad der virkelig betød noget. 

Da hun trak sin trøje på igen, var hun ubevidst stadig forsigtig med skulderen, indtil hun opdagede at den ikke længere gjorde ondt. Hendes øjenbryn trak sig undrende sammen, og hun så nærmest forundret op på Iskariot, da han talte til hende. "Det ved jeg ikke," svarede hun og hævede begge, nu velfungerende, hænder for at trække håret ud fra under sin sorte bluse.
"Jeg tror... at jeg vil være påpasselig med, hvornår jeg bærer din gave." Hun lagde en hånd over hans og skævede op til ham. "Uden min evne er jeg som et pindsvin uden nåle." Havde hendes evne fungeret, ville healeren ikke kunne have lagt en hånd på hende, om Marax ville have haft det eller ej, og selvom hun havde andre måder at beskytte sig selv på, var det tydeligt at hun skulle vænne sig til tanken om ikke automatisk at være beskyttet. 

Iskariot mødte hendes blik og gav hendes skulder et let klem, da hun lagde sin hånd på hans. Det var underligt at mærke hendes varme hud direkte oven på sin uden stof i mellem. Han kunne ikke helt beslutte sig til, hvordan han havde det med det, for en barriere var brudt, en barriere, der havde defineret noget af deres forhold. Det var som om, at han lige skulle finde ud af, hvor de havde hinanden henne nu. Selvom han vidste, at han ville fortsætte som de altid havde gjort. At det allerede havde ændret sig, valgte han ganske ubevidst at ignorere.
"Jeg havde ikke regnet med, at du ville bære den hele tiden. Kun når det er nødvendigt." Han trak hånden til sig igen og trådte et par skridt væk.

"Jeg håber i hvert fald, at du kan bruge den." Han smilede svagt til hende, inden han svagt rastløst til over og lænede sig op af bordet og slog vingerne en smule ud, træt af at bære dem mod ryggen. Det var ikke en naturlig stilling, men den bedste, når han var indendørs, for på den måde var de mindre i vejen. Han var tydeligvis ikke lavet til at være lukket inde i et hus, men han kunne leve med det. Uden at tænke nærmere over det, samlede han hænderne foran sig, så de forsvandt ind i de vidde ærmer på kåben. Ikke alle brød sig om synet af de skællede fingre og der var alligevel noget lidt mere højtidligt over at have dem sådan.

"Hvor længe har du tid til at blive? Du er velkommen til at overnatte, vi har gæsteværelser." Et eller andet sted håbede han, at hun ville blive til dagen efter, så de havde tid til at snakke... han ville gerne høre, hvad hun havde lavet de sidste otte år. Hun havde været hans eneste ven dengang og han håbede lidt, at hun stadig var hans ven, selvom han havde snydt hende sådan. Trods alle kultmedlemmerne omkring ham, havde han ikke knyttet sig til nogen. Marax var den eneste, han nogensinde havde stolet oprigtigt på, den eneste, han havde knyttet sig til, og selvom han dengang ikke havde tænkt så meget over det, var det, efter han havde set hende i kroen, gået op for ham, hvor meget han savnede den... nærhed. Og han ville gerne prøve at finde tilbage til den, selvom han ikke var sikker på, at det kunne lade sig gøre.

Hun så nedslået væk, da han kommenterede på at hun kun skulle have den på når det var nødvendigt. Følte han ikke, at det var nødvendigt nu? Da han trak hånden til sig, følte Marax at hun fik sit svar, og med den hånd, hun før havde rørt ved hans med, trak hun ud i kæden, til stenen landede oven på hendes bluse i stedet for under. Hun følte umiddelbart ingen forskel, men følte sig sikker på at den var dér - hendes evne var tilbage.

"Den er smart, når jeg har fået en skade," svarede hun, afvisende på trods af at hun med sine ord gav ham ret. Stenen var brugbar til langt mere end dét, men det vidste hun ikke hvordan hun skulle forholde sig til endnu.

Hun skævede op til ham, analyserende, da hun blev inviteret til at overnatte. Jeg lægger mere i det end han gør, mindede hun sig selv om, men nikkede alligevel som tak. "Jeg vil gerne blive en nat. Det har været en lang rejse." Hun rejste sig op og skævede nervøst frem og tilbage imellem Iskariot og vinduet, imens hun lavmælt tilføjede; "og... jeg har savnet... dit selskab." Efter at have sagt det, så hun straks væk og strøg en hånd igennem sit hvide hår, fra pandehåret og om til nakken, så hendes ansigt var skjult bare et øjeblik, hvilket også var den tid det tog hende at vende sig væk fra ham og gå over mod vinduet, som var udsigten det mest interessante for hende lige nu.

Iskariot kunne straks mærke forandringen, men han vidste ikke, hvad den betød. Han havde bare en fornemmelse af, at det var noget, han havde sagt eller gjort. Selvfølgelig var det det, hviskede en lille stemme til ham, hun vil have mere fra dig. En tanke der fik ham til at rynke panden en smule og se ned mod gulvet. Han vidste, at det var sandt, selvom han ubevidst undgik at forholde sig til noget af det, havde han set det. I hendes øjne. Hendes udtryk.
Det var lige før, at han ikke hørte efter, hvad hun sagde, men han løftede alligevel hovedet ved hendes sidste ord.
”Jeg har også savnet dit. Venskaber er ikke noget, der falder mig let. Jeg har savnet dig.” Han svarede hende mentalt uden at tænke nærmere over det. Han havde gjort det så mange gange før, førhen.

Han tog en dyb indånding, bevægede kort vingerne, inden han foldede dem ind igen og skubbede sig ud fra bordet for at vende sig i mod hende. Hans øjne var milde, men lige så skarpe og halvvejs følelsestomme som altid. De udtrykte sjældent hans tanker.
”Jeg er glad for, at du vil blive. Jeg vil gerne høre noget mere om, hvordan det er gået dig siden… sidst.” Han samlede hænder igen og hans fjer rejste sig kort, hvilket, hvis man havde stået bag ham, ville have afsløret den hvide plet, han havde under sine hovedfjer. Den ufrivillige fremvisning af, at noget rørte sig i ham, viste at han havde lidt svært ved situationen. Der var noget, han ikke kunne kontrollere og ikke vidste, hvordan han skulle håndtere. Hendes følelser. Hvorfor de betød så meget for ham, kunne han ikke rigtigt forklare, hvilket også var sært for ham. Men han flyttede ikke sit blik fra hende. Ville ikke.

Marax stivnede synligt da Iskariot svarede hende med sin evne. Hun så stadig ikke på ham, men det var ikke fordi hun ignorerede ham. Det var fordi hun var vant til, at når han brugte sin evne sådan, så var det fordi de skjulte deres samtale fra dem omkring dem, og det var helt instinktivt ikke at afsløre, at de kommunikerede sammen, så hun blev stående uden at se på ham, som om hun ikke havde hørt noget, udover hvordan hun pludselig var anspændt.

Hun vidste ikke om hun kunne stole på at han fortalte hende sandheden. I hvert fald dele af det var sandt - venskaber faldt ham virkelig ikke let. Men havde han savnet hende, havde han hele tiden vidst, hvor han kunne finde hende. At hun troede, at han løj for hende, dulmede dog ikke hendes følelser for ham det mindste.

"Der er ikke sket meget af interesse," svarede hun ham og slappede synligt af ved emneskiftet. Hun overvejede at fortælle ham om Alran, et menneske med potentiale, som hun havde informeret Mørkets Hær om - han ville blive en god soldat for dem, hvis blot de kunne få ham knækket. Men Mørkets Hær og dets arbejde interesserede sjældent Iskariot og Marax var sædvanligvis heller ikke interesseret i det. Undtagelsen denne gang var kun fordi Alran havde hjulpet hende, da hun havde haft brug for det og fordi hun allerede nu vidste, at hun ville føle sig tryggere i krig, hvis hun vidste at han var på deres side.
Hun rynkede på næsen af sig selv og kastede tanken væk - hvis hun spillede sine kort rigtigt, kunne hun måske få Iskariot med sig tilbage i stedet. Det gik imod alt hun troede på ikke at indlevere ham til Mørkets Hær, som hun havde gjort med Alran. Hun vidste at Mørket ville have ham, og hun ville også selv have ham med sig, men hun vidste også, at de ville torturere ham så snart de fik fat på ham, og dét kunne hun ikke få sig selv til at udsætte Iskariot for. Ikke når han vidste, at det ville være hendes skyld.

"Jeg er blevet bedre til kortspil," sagde hun så, som en eftertanke, fordi hun følte, at hun blev nødt til at fortælle ham et eller andet. Hun sendte ham et hårdt blik, der betød at hun havde noget at sige til ham lydløst. "Bedre til at snyde i kortspil." Langsomt strøg hun en finger over det pletfri skrivebord. "Jeg slapper nok af omkring mine kollegaer til at drikke mig fuld med dem." Iskariot havde set hende gå fra at være snerpet og stille, og knap nok sige et eneste ord til sine kollegaer, meget mindre turde drikke sig fuld i nærheden af dem af frygt for hvor meget kontrol hun ville miste, til at løsne lidt op, men det var først kort inden deres veje havde skiltes og hun var kommet langt siden da, selvom Iskariot ikke ville have haft mulighed for at se, at hendes afslappede facade sidst de så faktisk havde været mere end en facade. Hun havde ikke været fuld, da de var gået op på hans værelse sammen. 

Hun stod rank, som blev hun inspiceret af sin overordnede, og så på Iskariot med et blik der udfordrede ham til at give hende noget lige så personligt, som hun lige havde givet ham.